EUU, Alm.del - 2009-10 - Bilag 500: Dansk intervention i sagerne C-504/09 P og C-505/09 P F3, Kommissionen mod hhv. Polen og Estland vedr. nationale allokeringsplaner 2008-12 under kvotedirektivet

Til Folketingets Europaudvalg og Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg om danskintervention i sagerne C-505/09 P, Kommissionen mod Estland, til støtte for Kommissi-onens konklusioner i Kommissionens appel vedr. Estlands nationale allokeringsplan2008-12 under kvotedirektivet samt C-504/09 P, Kommissionen mod Polen, til støtte forKommissionens konklusioner i Kommissionens appel vedr. Polens nationale alloke-ringsplan 2008-12 under kvotedirektivet.1. Indledning:Europa-Kommissionen har den 3. december 2009 iværksat appel C-505/09 P, Kommissionen mod Est-land, til prøvelse af dom afsagt den 23. september 2009 af Retten i sag T-263/07, Estland mod Kom-missionen. Kommissionen har endvidere den 4. december 2009 iværksat appel C-504/09 P, Kommis-sionen mod Polen, til prøvelse af dom afsagt den 23. september 2009 af Retten i sag T-183/07, Polenmod Kommissionen.Appelsagerne har sit udspring i sagerne T-263/07, Estland mod Kommissionen, og T-183/07, Polenmod Kommissionen, hvor Retten annullerede Kommissionens beslutninger i henhold til kvotedirekti-vet om Estlands og Polens nationale allokeringsplaner for perioden 2008-12. Kommissionen ankededen 3. og 4. december 2009 dommene med påstand om opretholdelse af Kommissionens oprindeligebeslutninger fra 2007.Juridisk drejer retssagerne sig om, hvilken kompetence Kommissionen har i henhold til kvotedirekti-vets artikel 9, stk. 1 og 3, og artikel 11, stk. 2, til at beskære de forslag til kvotemængder, de enkeltemedlemslande har lagt ind i deres nationale allokeringsplaner.Ved Retten intervenerede kun Storbritannien på Kommissionens side og Litauen og Slovakiet på Est-land og Polens side. Letland og Tjekkiet har pr. 1. juni fået tilkendt retten til at intervenere til støtte forEstlands konklusioner i Kommissionens appel ved Domstolen. Danmark har ligeledes pr. 1. juni fåettilkendt retten til at intervenere til støtte for Kommissionens konklusioner.

kombinationen af afleveringspligt og omsættelighed skabe en pris på kvoterne, og denne pris givervirksomhederne et økonomisk incitament til at reducere deres emissioner. Proceduren for fastlæggelseaf den samlede kvotemængde i EU er, at medlemsstaterne hver især udarbejder nationale allokerings-planer, som herefter skal godkendes af Kommissionen. Summen af de godkendte nationale kvote-mængder for alle medlemslandene udgør det samlede loft for de omfattede virksomheders udledningeri EU.Den konkrete anledning til retssagerne er, at Kommissionen i sine beslutninger om de nationale allo-keringsplaner for Estland og Polen for perioden 2008-12 fastslog, at den samlede kvotemængde for deto lande ikke måtte overstige specifikt beregnede lofter – svarende til hhv. 52 % og 73 % af den kvo-temængde, de to lande selv havde foreslået i deres nationale allokeringsplaner. Seks andre østeuropæi-ske medlemsstater har anlagt tilsvarende retssager med lignende baggrund. Disse retssager afventerden endelige afgørelse ved Domstolen på den estiske og den polske sag.Estlands og Polens juridiske hovedargument i retssagerne har været, at kvotedirektivets artikel 9, stk.3, og artikel 11, stk. 2, ikke giver Kommissionen kompetence til at fastlægge lofter for de enkelte lan-des kvotemængde, idet denne kompetence er henlagt til medlemsstaterne.Kommissionens juridiske hovedargument ved Retten var, at Kommissionen ud fra en formålsfortolk-ning af kvotedirektivet har kompetence til at fastlægge maksimale kvotelofter for de enkelte medlems-lande, fordi det er den eneste måde, hvorpå der kan sikres emissionsreduktioner og knaphed på kvoter.For at sikre en ligelig behandling af medlemsstaterne må Kommissionen ved beregningen af maksima-le kvotelofter for de enkelte lande endvidere anvende andre data og beregningsmetoder end dem, deenkelte medlemsstater har lagt til grund i deres allokeringsplaner.Rettens domme giver Estland og Polen medhold i, at Kommissionen ifølge kvotedirektivet ikke harkompetence til at fastlægge et præcist loft for antallet af kvoter i de nationale allokeringsplaner på ba-sis af egne data og modeller. Det sker ud fra en fortolkning af kompetencereglerne i direktivets artikel9, stk. 3, og 11, stk. 2. I den polske dom anføres videre i præmis 129, at kompetencefordelingen i di-rektivets artikel 9, stk. 3, og 11, stk. 1, må tillægges større vægt end, at EU's kvotemarked vil kollapse,hvis ikke et samlet loft over kvoter bliver sikret gennem Kommissionens afgørelser. Retten afviser så-ledes ret direkte, at der kan anlægges en formålsfortolkning af kvotedirektivet, som giver Kommissio-nen kompetence til at fastsætte et loft for kvotemængden i de nationale allokeringsplaner.Hvis de østeuropæiske lande får adgang til at øge mængden af kvoter, som ønsket i deres nationale al-lokeringsplaner for perioden 2008-12, vil der være et betydeligt overskud af kvoter i forhold til de fak-tiske emissioner. I givet fald vil direktivets formål om at reducere emissionerne ikke blive opfyldt idenne handelsperiode. Udviklingen har siden vist, at emissionerne i stort set alle EU-lande har væretlavere end de af Kommissionen godkendte nationale kvotelofter, hvilket dog delvist skyldes den øko-nomiske krise.Udfaldet af sagen ved Domstolen får ikke direkte betydning for den fremtidige fastsættelse af kvote-mængden, som efter ændring af kvotedirektivet i 2008 fremover er fastsat i selve direktivet, ligesomnationale allokeringsplaner er afskaffet. Men da opsparede kvoter for perioden 2008-12 fortsat kanoverføres til senere handelsperioder, kan afgørelsen ved Domstolen stadig påvirke kvotemarkedetfremover.

Desuden har Polen siden dommene reelt accepteret Kommissionens oprindelige forslag til et maksi-malt kvoteloft, hvilket væsentligt reducerer mængden af ekstra kvoter som følge af en stadfæstelse afRettens domme. Da en anke af dommene ikke har opsættende virkning, traf Kommissionen i december2009 nye afgørelser, hvor Estlands og Polens allokeringsplaner igen forkastedes.Selvom Polen dermed har accepteret substansen i Kommissionens oprindelige beslutning, støtter Polendog fortsat en stadfæstelse af Rettens dom i appelsagen ved Domstolen. Derudover har Estland efterdet oplyste, ikke villet acceptere Kommissionens nye beslutning. Dommene i de to appelsager vil der-for bestemme udfaldet af de parallelle retssager, som de øvrige østeuropæiske lande har anlagt. Derforskønnes der fortsat at være risiko for, at en stadfæstelse af dommene ved Domstolen kan medføre be-tydelige skadesvirkninger på kvotesystemet både nu og lang tid fremover.

2. Sagens betydning for DanmarkKvotedirektivet er en hjørnesten i EU's og Danmarks klimaregulering, idet det regulerer lige knaphalvdelen af EU's og Danmarks CO2-emissioner. Det er derfor afgørende at sikre funktionaliteten afmarkedets mekanismer, sådan at de rette incitamenter til emissionsreduktioner skabes. Danmark harlænge prioriteret etableringen af en stærk, fælles EU klimapolitik, herunder ikke mindst ved vedtagel-sen af kvotedirektivet. Synspunktet har været, at man gennem EU's kvotedirektiv bedre vil kunne und-gå at belaste danske virksomheders konkurrenceevne i forhold til EU-konkurrenter end ved nationalevirkemidler.Juridisk set bør Danmark støtte Kommissionens tolkning af kvotedirektivet: Hvis Kommissionen ikkehar kompetence til at begrænse mængden af kvoter i medlemslandenes allokeringsplaner vil det for pe-rioden 2005-12 gældende kvotedirektiv ikke kunne fungere.Danmark bør desuden lægge vægt på en nu veldokumenteret risiko for ulovlig statsstøtte og konkur-renceforvridning mellem medlemslandene, hvis dommene fra Retten stadfæstes.