Afgivelse af skriftligt indlæg i fransk præjudiciel sag, C-282/10 Dominguez.

Indledning

Cour de cassation/Frankrig har i en sag anlagt af Maribel Dominguez forelagt EU-domstolen følgende præjudicielle spørgsmål, som kan give anledning til spørgsmålom optjening af ferie under sygdom:

1.

Skal artikel 7, stk. 1, fortolkes således, at bestemmelsen er til hinder for ennational lovgivning eller praksis, hvorefter retten til årlig betalt ferie erbetinget af, at arbejdstageren har haft en faktisk arbejdstid på mindst 10dage eller en måned i referenceperioden?

2.

Såfremt dette besvares bekræftende, forpligter art. 7 den nationale ret i entvist mellem private til at tilsidesætte en modstridende nationalbestemmelse?

3.

Eftersom direktivet ikke skelner mellem fravær af helbredsmæssigeårsager, har arbejdstageren da ret til betalt ferie af samme varighed uansetgrunden til arbejdstagerens fravær, eller er direktivet ikke til hinder for, atvarigheden af ferien kan afhænge af grunden til arbejdstagerens fravær,såfremt den nationale lovgivning under visse omstændigheder foreskriver,at varigheden er længere end 4 uger?

2. Sagens baggrund

Sagen drejer sig om en fransk arbejdstager, som var udsat for en ulykke indtruffetmellem arbejde og hjem. Hun var sygemeldt fra den 3. november 2005 til den 7.januar 2007.Efter code du travail L.3141-5 anses perioder, hvor en ansættelseskontrakt har væ-ret suspenderet i en uafbrudt periode på op til et år som følge af en arbejdsulykke,eller en erhvervssygdom som faktisk arbejdstid. Den på ulykkestidspunktet gæl-dende L.223-4 var enslydende.Efter L.3141-3 fremgår det, at en arbejdstager, der godtgør at have været ansat hosden samme arbejdsgiver i en periode, der svarer til mindst 10 dages faktisk arbejds-tid, har ret til ferie på 2½ dages ferie for hver måned, i hvilken lønmodtageren harudført arbejde. Efter den på ulykkestidspunktet gældende L. 223-2, stk. 1, fremgår,at en arbejdstager, der i løbet af referenceperioden har været ansat hos samme ar-bejdsgiver i en periode, der svarer til en måneds faktisk arbejdstid, har ret til ferie,hvis varighed fastsættes til 2½ feriedag for hver måned, i hvilken arbejdstagerenhar udført arbejde.

Efter den overenskomst, som arbejdstageren er/var omfattet af, kan den ansatte ik-ke holde ferie, når den ansatte i et givet år har været fraværende på grund af syg-dom eller længerevarende sygdom, der har medført, at ansættelsesforholdet har væ-ret afbrudt i tolv måneder eller mere. Den ansatte kan igen holde ferie, når arbejdetgenoptages, og antallet af feriedage beregnes da i forhold til den faktiske arbejds-tid, der endnu ikke har medført optjening af årlige feriedageArbejdstageren anlagde sag ved cour d´appel de Limoges, da hun ikke fik ferie fordenne periode, hvor hun var syg. Hun fik imidlertid ikke medhold, da retten tilside-satte ovennævnte bestemmelser.Sagen blev herefter anket til Cour de cassation, som har forelagt den for EU-domstolen.Retten mener, at det følger af praksis fra EU-domstolen, at direktivet ikke sondrermellem arbejdstagere, som er fraværende fra arbejdet på grund af sygeorlov af kor-tere og længere varighed indenfor referenceperioden, og arbejdstagere som faktiskhar arbejdet i denne periode. En medlemsstat kan desuden ikke gøre retten til betaltferie betinget af, at pågældende faktisk har arbejdet indenfor en fastsat referencepe-riode. Retten henviser i den forbindelse til de forenede sager C-350/06 og C-520/06(Schulz-Hoff).Med henvisning til C-173/99 (Bectu) kan medlemsstaterne endvidere ikke udeluk-ke stiftelsen af en ret, som er tilkendt alle arbejdstagere.Retten mener desuden, at det følger af Domstolens praksis (De forenede sager C-397/01 og C403/01), at såfremt den nationale lovgivning giver mulighed for at for-tolke en bestemmelse således, at den ikke kommer i strid med en anden nationalretsnorm, skal samme mulighed anvendes i forhold til direktivet.Omvendt fremgår det af C-91/92, at et direktiv ikke sig selv kan skabe forpligtelseri forhold til private. Retten henviser desuden til, at de nationale retsinstansers for-pligtelse til at anlægge en direktivkonform fortolkning ikke kan tjene som grundlagfor en fortolkning mod national ret (contra legem). Retten henviser i den forbindel-se til bl.a. C-212/04.

3. Sagens betydning for Danmark

Sagen har principiel betydning for Danmark, idet Cour de cassations forelæggelserejser spørgsmålom medlemsstaternes råderum og skøn til selv at fastlægge

I perioder, hvor lønmodtageren er syg, og hvor lønmodtageren ikke har ret til heleller delvis løn under sygdom, optjenes ikke ret til betalt ferie, jf. § 7, stk. 2.En lønmodtager, som ikke har ret til fuld løn under sygdom, har ret til sygeferie-godtgørelse, forudsat,at lønmodtageren har været ansat i en sammenhængende periode på mindst12 måneder hos samme arbejdsgiver, eller at der er tale om tilskadekomst ivirksomheden, ogat sygefraværet er mere end 3 dage.

Der er yderligere den begrænsning, at lønmodtageren højst har krav på sygeferie-godtgørelse for 4 måneder i samme kalenderår, og at sygeferiegodtgørelse forsamme sygdom eller tilskadekomst kun skal ydes i 4 måneder. Disse regler om sy-geferiegodtgørelse findes i lovens § 25. Bestemmelsen kan fraviges ved kollektivoverenskomst, jf. § 27.Grundlæggende er retten til sygeferiegodtgørelse et resultat af overenskomstfor-handlingerne fra 1948 og kom ind i loven i 1953.Lønmodtagernes ferierettigheder er i vid udstrækning reguleret ved kollektiv over-enskomst, hvilket sikrer en fleksibilitet og tilpasning til de enkelte brancher på ar-bejdsmarkedet.Ordningen med, at det i høj grad er overladt til arbejdsmarkedets parter at fastlæg-ge de nærmere ferierettigheder, er en del af den danske model, hvorefter løn- ogansættelsesforhold i høj grad reguleres ved kollektiv aftale.På den baggrund har regeringen afgivet indlæg i sagen.