UDENRIGSMINISTERIET
HP - 400.F.3-9
20. april 2010
Svar på Folketingets Europaudvalgs spørgsmål 52 stillet af MF Per Clausen (EL).
Spørgsmål 52
Ministeren bedes oplyse, om Rådets dokument 5957/1/10, "Draft Council Conclusions on an
Action Plan to implement the Concerted Strategy to combat cybercrime" indeholder elementer,
der er i modstrid med den forhandlingslinje, ministeren redegjorde for i Europaudvalget den
19. marts 2010 vedr. ACTA?
Svar:
Det spanske formandskab præsenterede i februar 2010 et udkast til rådskonklusioner om en
handlingsplan til gennemførelse af den samordnede strategi til bekæmpelse af it-kriminalitet.
Den samordnede strategi til bekæmpelse af it-kriminalitet består i dag af en række
rådskonklusioner og øvrige initiativer, der er blevet vedtaget i de senere år. Formålet med
udkastet er at foreslå foranstaltninger, der nærmere fastlægger, hvordan hovedpunkterne i den
samordnede strategi til bekæmpelse af it-kriminalitet bør gennemføres.
Det ovennævnte udkast til rådskonklusioner, "Draft Council Conclusions on an Action Plan to
implement the Concerted Strategy to combat cybercrime", ses ikke at indeholde elementer, der
er i modstrid med den fastlagte forhandlingslinje vedrørende ACTA.