Dengang vi havde det her beslutningsforslag til behandling her i Folketinget, den 26.
april, havde jeg selvfølgelig som ordfører håbet på en lidt blidere tilgang fra de andre partiers side med hensyn til at lave en tiltrængt sanering af den gældende valglov, som er helt tilbage fra 1977.
Vi havde oprindelig 16 mandater i Europa-Parlamentet, så fik vi 14, og nu er vi nede på 13, men alligevel har man valgt at bibeholde en valglov, som gør, at det giver fordele for nogle partier og bagdele for andre partier.
Det, vi taler om, er selvfølgelig den her situation med, at man har mulighed for at indgå valgforbund.
Og hvis man kigger på den måde, det er foregået på, kan man jo se, at ved det seneste valg, vi havde i juni måned 2009, indgik man nogle aftaler imellem forskellige partier – ikke bare sådan om et valgforbund rent formelt set, nej, vi kunne jo se, at begrebet politisk købmandskab fik en helt ny dimension her i Folketinget, ved at bl.a.
Socialdemokraterne og SF indgik en skriftlig aftale, en hemmelig aftale med Det Radikale Venstre om, at man kunne få deres stemmer mod kontant betaling, kroner og øre, klingende mønt, lige ned i kassen hos De Radikale, såfremt De Radikale ikke selv opnåede valg til Europa-Parlamentet.
Det synes vi i Dansk Folkeparti er noget af en sjov måde at bedrive politisk købmandskab på.
Vi mener faktisk, at politisk købmandskab burde være, at man tog udgangspunkt i det politiske og indgik i en dialog og så selvfølgelig lod demokratiet tale.
Men det her er ikke demokrati, det er forlorenhed, og det er usselhed.
Det samme har vi kunnet se med Venstre og Konservative, som har indgået et valgforbund med Liberal Alliance, mod at man så ville give dem en bustur eller andre ting i forbindelse med deres arbejde fremover.
Hvis det er den måde, man gennemfører og tolker den gældende valglov på, altså at man kan købe hinandens stemmer uden at spørge vælgerne og ved et så vigtigt valg, hvor vi kun har 13 mandater, som vi har ved valg til Europa-Parlamentet, så synes vi i Dansk Folkeparti, at det ville have været fint, hvis vi havde fået lavet en ny opdatering af den gældende valglov.
Det er der ingen partier der har støttet, og det tager vi til efterretning.
Men jeg skal selvfølgelig meddele, at vi selv stemmer for vores eget forslag, og at vi også agter at tage debatten igen her i salen på et senere tidspunkt.