Jeg er sikker på, at hr.
Villum Christensen selv gav rigtig gode argumenter for, hvorfor det ville være rigtig dumt i dag at sige, hvilken teknologi vi bruger om 40-50 år.
For hr.
Villum Christensen valgte jo selv i sin løsning på CO
2 -
udfordringen at søge tilbage i tiden, at søge tilbage til fortidens løsninger.
Hvis det er vigtigt for hr.
Villum Christensen at finde nogle at diskutere atomkraft med, deltager vi gerne i det fra Enhedslistens side.
Hr.
Villum Christensen har jo ret i, at ikke Enhedslisten, men i hvert fald nogle af Enhedslistens forgængere havde stor succes med den debat tilbage i 1980'erne, og den tager vi da selvfølgelig gerne endnu en gang.
At det er spild af tid i forhold til løsningen af Danmarks energiproblemer og i forhold til løsningen på CO
2
-udslips-problemerne i Danmark, er så en anden sag.
Men det vil så hverken være første eller sidste gang, vi bruger tid på debatter her i Folketingssalen, der ikke giver megen mening.
Det, jeg så vil sige, er, at det blev sagt af flere i debatten i dag, at det her ikke kan løses nationalt, men at vi skal have internationale aftaler.
Jeg mener at kunne huske, at det var enten EU-kommissæren eller en anden højtstående EU-politiker, som sagde, at der ikke er meget, der tyder på, at vi får en forkromet global aftale lige med det samme.
Det, der skal til nu, er, at vi tager konkrete, praktiske skridt.
Der må man sige, at elementet i at løse CO
2
-udfordringen på lang sigt globalt jo er, at der er nogle nationer, der træffer nogle beslutninger om at handle.
Det var derfor, al sin utilstrækkelighed til trods, ganske godt, at man i England vedtog et forslag fra det lokale konservative parti om at gennemføre en klimalov.
Det falder åbenbart i oppositionspartiers lod at sælge den slags forslag, for i Danmark, hvor De Konservative sidder tæt på regeringsmagten, synes man ikke, at det er nogen god idé.
Hvad angår konkrete tiltag, må jeg sige, at når vi i Enhedslisten har sagt, at vi synes, at den danske indsats skal bygge på en klimalov, som sætter faste mål for den årlige reduktion af udledningen af CO
2
og andre drivhusgasser, og at loven skal have klare regler om opfølgning, hvor man fastlægger nye handlingsplaner, hvis de opstillede mål ikke nås, er vi faktisk lidt overraskede over, at det kan give anledning til en debat om, at vi vil gå for hurtigt frem.
For beslutningsforslaget kunne vel snarere karakteriseres ved, at det på det område er lidt svagt, fordi man i forslaget ikke tager stilling til, hvor hurtigt man skal gå frem.
Det har vi med vilje valgt at tage ud af beslutningsforslaget.
Vi har godt set, at NOAH har nogle bud, som er endnu mere ambitiøse end Enhedslistens vurderinger af, hvad der på fornuftig vis kan lade sig gøre.
Men vi har valgt at tage det ud, fordi vi sagde, at vi ville have en diskussion af, hvordan man griber det her an, og ikke en diskussion om procentsatser og tekniske løsninger.
Derfor indeholder det her beslutningsforslag heller ikke udelukkelse af en eneste teknisk løsning, man kunne finde på i fremtiden, overhovedet ikke.
Jeg kan endda sige, at hvis man finder på tekniske løsninger, der gør, at man når målene, før det er forudsat, er der ingen straf for det; der er altså ingen krav om en revision, hvis det går for hurtigt.
Når vi synes, at det er vigtigt, at Danmark tager et initiativ, er det faktisk, fordi vi mener, at man skal tage alvorligt, at man er et af verdens rigeste lande.
Vi ligger i toppen, hvad angår udledning af drivhusgasser pr.
indbygger.
Og når jeg synes, at det med
pr.
indbygger
er lidt vigtigt, er det, fordi man i et hvilket som helst land, som ikke er enormt stort, ellers bare ville kunne sige, at det er fuldstændig lige meget, hvad man gør, for det betyder ingenting – selv om man selvfølgelig altid kan sige:
Det kan være lige meget, for hvilken forskel gør det, hvad jeg gør?
Da internationale aftaler og international handling på det her område, så vidt jeg og Enhedslisten kan se, kommer til at bestå af konkrete initiativer, der tages af de enkelte lande, synes jeg, det er meget godt at holde fast i, at vi faktisk har en meget vigtig opgave.
Så har der været sat lidt spørgsmålstegn ved, hvad det med vores retfærdige del af ansvaret betød.
Det skal jeg såmænd ikke holde skjult så længe, det har jeg diskuteret med skiftende energiministre.
Principielt har vi altid været enige om, at det selvfølgelig i det lange løb ikke er acceptabelt, at de mennesker, der har forurenet mest med CO
2
indtil nu, også i fremtiden har en særlig ret til at forurene mere end dem, der ikke har forurenet.
En retfærdig andel forudsætter altså, at vi sådan set kommer ned på et CO
2
-udslip, der svarer til det, kloden kan tåle i gennemsnit pr.
indbygger – og så skal vi nok ligge lidt under, fordi vi, om jeg så må sige, skylder, og det er jo en god dansk, borgerlig dyd, at man betaler, hvad man skylder, har jeg forstået.
Når vi har valgt at fremsætte forslaget nu, skyldes det, at vi synes, at der ikke er meget uenighed blandt den videnskab, som jeg kender til, om, at resultatet fra klimatopmødet var utilstrækkeligt med hensyn til at sikre en reduktion i temperaturstigningen til under 2 grader.
Så er det også, fordi vi faktisk synes, at det er vigtigt at fokusere på den forventede samlede CO
2
-udledning frem mod år 2050, sådan at når man laver en klimalov med nogle klare målsætninger og nogle delmål, sker det med udgangspunkt i den erkendelse, at det ikke er sådan, at vi bare kan svine løs de næste 20 år og så hugge bremserne i fra 2030, for det kan faktisk godt være, at vi i 2030 har udledt det CO
2
plus det lidt ekstra, som der overhovedet er plads til i atmosfæren, sådan at vi skal gå ned til nul udledning i 2030.
Og en kold tyrker er aldrig en anbefalelsesværdig behandlingsmetode, i hvert fald ikke, hvis man har en slap rygrad, som jeg har, eller man gerne vil komme bekvemt rundt om tingene – så er det altså bedre at komme i gang nu.
Vi må erkende, at de energipolitiske og trafikpolitiske aftaler og VE-love osv., som er lavet, ikke er tilstrækkelige.
Jeg beklager selvfølgelig, at vi på den måde er nødt til at være lidt uvenlige over for de øvrige partier i Folketinget ved at sige, at de aftaler, man har lavet, ikke er tilstrækkelige.
Jeg fornemmer dog, at der blandt en stor del af Folketingets partier er en forståelse for, at det nok er rigtigt.
Når vi gør det på den måde, at vi siger, at det er vigtigt med langsigtede målsætninger, men også med nogle konkrete delmål, er det, fordi der skal sættes gang i processen her og nu.
Vi skal skubbe til indsatsen for at få sat noget i værk med det samme.
Når vi kigger på, hvordan regeringen har tænkt sig at leve op til den der forpligtelse, man har i 2020 til 20 pct.s reduktion i CO
2
-udslippet uden for det kvotebelagte område, må vi konstatere, at det, man bare gør der, er, at man beslutter sig til, at det er meget bedre at bruge penge på at købe kvoter, end det er at bruge penge på at investere i at reducere CO
2
-udslippet.
Der så vi nu gerne, at man lovgivningsmæssigt i Danmark forpligtede sig ud over det, man har gjort i EU, ved at sige:
Jamen vi synes sådan set også godt, at vi kan løfte den opgave i Danmark og sørge for, at dansk industri og dansk erhvervsliv kommer til at stå bedre i konkurrencen fremover.
For der findes jo ikke noget alternativ til at gøre sig uafhængig af fossile brændstoffer, og hvis vi fastholder, at vi vil blive ved med at være afhængig af fossile brændstoffer så lang tid, som det er muligt, kommer vi jo virkelig, virkelig i knibe, når oliepriserne eksploderer i de kommende år.
Så der er al mulig grund til at tage fat på det her.
Et eller andet sted kan man sige, at i hvert fald både Venstre og De Konservative var indstillet på, at man måske nok skulle forpligte sig på en eller anden måde, bare det ikke blev alt for forpligtende.
Men ellers vil jeg sige, at det mest opmuntrende her vel var at konstatere, at der blandt oppositionspartierne er enighed om, at det er en rigtig god idé at lave en klimalov, og at det er en rigtig god idé at få en klar målsætning.
Jeg tror, der var den socialdemokratiske ordfører, der nævnte, at vi i hvert fald skal være sluppet af med de fossile brændstoffer i 2050.
Jeg så gerne, at vi kunne gøre det lidt hurtigere, men jeg siger o.k.
til det, hvis det er det, vi kan blive enige om, og vi ud over det også kan blive enige om, at vi skal have delmål, og at vi skal forpligte os på, at man følger op, hvis man ikke når de delmål, man skal.
Den enighed i oppositionen kan hurtigt blive til politik i Danmark, og det ser vi selvfølgelig frem til.
Derfor synes jeg i grunden, at debatten i dag har været meget positiv, fordi den viser fremad mod, at et nyt flertal efter valget kan etablere en klimapolitik med langt flere visioner og langt mere konkret handling, end vi har set indtil nu.