Tak.
De nedsatte kontanthjælpsydelser er med til at producere fattigdom.
I dag betyder loftet over kontanthjælpen, 450-timers-reglen og starthjælpen, at mange udsatte familier ender med at leve under umenneskelige forhold, og det vil vi rigtig gerne lave om på.
Forslagsstillerne bag det her forslag, som er Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Enhedslisten, støtter derfor, at vi afskaffer de her fattigdomsydelser.
En væsentlig årsag til, at så mange børn lever i fattigdom, er, at deres familier lever på en af de her lave sociale ydelser.
Det betyder ifølge en ny undersøgelse fra CASA, at familier på de laveste sociale ydelser lider markante afsavn og lider under deres økonomiske situation.
Sammenlignet med børnefamilier med almindelig kontanthjælp lider børnene i børnefamilier, som har introduktionsydelse, starthjælp eller nedsat kontanthjælp som forsørgelsesgrundlag, i højere grad afsavn i situationer, som når børnene f.eks.
skal på skoleudflugt.
En mor fortalte mig, hvordan hun var nødt til at fortælle sine børn, at de ikke kunne komme på lejrskole, fordi moderen ikke havde råd til at købe soveposer til dem.
Der er heller ikke råd til at fejre børnefødselsdage, og en mor fortalte, hvordan hun ikke var i stand til at købe et klassebillede – i dagens rige Danmark – fordi hun havde tre børn og var ramt af loftet, og det ville svare til en dags madbudget for dem.
Til dem, der ikke ved det, vil jeg bare lige fortælle, at et klassebillede koster 30 kr.
Det kan være meget svært for mange folketingsmedlemmer her at forstå, at der er nogle, der har svært ved at betale 30 kr.
for et klassebillede.
Men der er også mange sociale afsavn.
De kan f.eks.
ikke invitere venner hjem, og de kan heller ikke være med til at dyrke sport og andre fritidsaktiviteter, fordi der simpelt hen ikke er råd til at købe fodboldstøvler.
Familier på nedsatte sociale ydelser adskiller sig desuden markant fra familier på kontanthjælp uden nedsatte ydelser på et andet punkt:
Af dem, der har undladt at købe lægeordineret medicin, er 25 pct.
på starthjælp, 32 pct.
på nedsat hjælp, mens kun 12 pct.
på kontanthjælp har undladt at købe medicin.
På den måde ses en væsentlig forskel i omfanget af afsavn mellem modtagere af de laveste ydelser og gruppen af kontanthjælpsmodtagere.
Tal fra Domstolsstyrelsen viser desuden, at der i 2008 blev sat 3.762 lejere ud af deres bolig med fogedens mellemkomst, fordi de ikke kunne betale huslejen.
Fra 2002 til 2008 er der sket en stigning i antallet af udsættelsessager for private boliger på 106 pct.
En tidligere undersøgelse fra SFI viser, at knap halvdelen af udsættelserne berører børnefamilier.
Vi har et reelt fattigdomsproblem i Danmark, selv om regeringen ikke vil anerkende det.
Målet er naturligvis altid, at kontanthjælpsmodtagere så hurtigt som muligt skal tilbage i arbejde, men løsningen er ikke at presse mennesker ud over, hvad de er i stand til.
I dag presses mange mennesker økonomisk, på trods af at de på grund af deres nuværende fysiske eller psykiske situation ikke er i stand til at varetage et arbejde.
Og mange af de her mennesker ville rigtig, rigtig gerne arbejde, hvis de havde ressourcerne til det.
Jeg har i hvert fald ikke mødt nogen familier, der siger, at det bare er fedt at være fattig, at det bare er fedt ikke at have råd til at købe tre måltider sund mad, og at det bare er fedt ikke at have penge til at købe penicillin til sine børn.
Regeringen fastholder de lave ydelser i håb om, at den straf, det er for familierne at få frataget deres forsørgelsesgrundlag, vil motivere og hjælpe forældrene til at komme i arbejde.
Undskyld, jeg stopper lige op her.
Er meningen med, at man samler op til slut, at ministeren skal høre det?
(Den fg.
formand
(Karen J.
Klint):
Det er i hvert fald høfligt, at alle har deres opmærksomhed henledt på ordføreren).
Ja, for hvis man ikke har det, synes jeg, jeg bare kan sende det her over til ministeren i skriftlig form.
Undskyld, men jeg var bare nødt til det, for det drejer sig om 20.000 børn, der lever i de her familier, og jeg synes, at det mindste, man kan gøre, er at bruge 2 minutter på at lytte til en tale.
Som sagt er det børnene, der betaler prisen.
Jeg synes, det er uanstændigt, at vi accepterer den form for fattigdom i så rigt et samfund som Danmark.
Nu siger statsministeren, at vi skal være det rigeste land.
Rigdom, og hvordan et samfund har det, kan man måle på, hvordan det behandler sine udsatte.
Lige før blev der nævnt nogle tal for, hvor mange børn der er ramt af de her fattigdomsydelser, og jeg vil bare endnu en gang understrege, at de tal ikke er nogle, Socialistisk Folkeparti har fundet på.
Vi har stillet nogle spørgsmål til ministeren via udvalgssekretæren, og det er ministerens folk, der har regnet dem ud.
Det er svaret på spørgsmål nr.
312, der simpelt hen bare fortæller, hvor mange børn der lever i de her familier.
Og når man regner det ud i forhold til loftet over kontanthjælpen, starthjælpen og 300-timers-reglen, giver det faktisk i alt lidt over 19.000 børn.
Man kan holde en lang tale her og fortælle alle de her ting og fortælle om alle de problemer, de her familier har, men det vigtigste er, at vi gør noget reelt ved fattigdommen og de problemer, den skaber.
Der er ingen tvivl om, at fattigdom er med til at gøre, at mennesker, der har det dårligt, får det endnu dårligere, at mennesker, der har svært ved at betale deres husleje, bliver hjemløse, at mennesker, der ikke har penge til at få enderne til at mødes, begår kriminalitet.
Sådan er det.
Jeg snakkede med Frank, som stod foran Dugnad, som er et sted på Vesterbro, hvor stofmisbrugerne kommer.
Han kan faktisk nøjes med ½ g heroin.
1 g heroin koster 1.000 kr.
på gaden, ½ g koster 500 kr., og jeg spurgte ham, hvordan hans hverdag så ud.
Ved du hvad, sagde han, det, der er allerværst, er, når man er nødt til at true fru Nielsen, fordi man bare
skal
have nogle penge, så man kan skaffe den her heroin.
Da jeg så spurgte ham, om han ville have resten af vores smøger, sagde han faktisk noget, som i hvert fald gjorde mig ked af det.
Han sagde:
Kun hvis I kan undvære dem.
De her mennesker har virkelig beskedne ønsker.
De ønsker ikke at være millionærer, de ønsker heller ikke som folketingsmedlemmer at få over 500.000 kr.
i løn.
Da jeg spurgte Frank, hvad han ønskede sig, sagde han:
Jeg vil gerne have et varmt sted, hvor jeg kan sove, og jeg vil gerne have et rent sted, hvor jeg kan spise mad.
Han beder ikke om andet, og mange af de her fattige mennesker beder heller ikke om at blive millionærer.
De vil bare gerne have tre måltider sund mad, og de vil gerne kunne købe lægeordineret medicin til deres børn.
Det er også derfor, at sådan en som Frank faktisk er en meget rig mand i et fattigt liv, og jeg ville da ønske, at vi også kunne give ham et rigt liv, hvor han ligesom alle andre kunne få lov til at have et hjem, kunne få lov til ikke at behøve at begå kriminalitet for at få enderne til at mødes, og at vi kunne hjælpe ham med alle mulige andre ting.
Jeg er udmærket klar over, at fattigdom ikke kun er et spørgsmål om penge, men jeg vil stadig væk vove at påstå, at penge nok er et af de vigtigste redskaber til at bekæmpe fattigdom.
Nu har vi fremsat det her beslutningsforslag, og tak for kommentarerne for øvrigt.
Jeg kan høre, at der ikke er så meget lydhørhed, og så vil jeg bare sige til sådan nogle som Frank:
Hold ud, lige om lidt er der et regeringsskifte.