Det virker faktisk helt surrealistisk at skulle stå her på Danmarks stolteste talerstol og adressere en tale til det samlede Folketing om afskaffelse af noget så fjernt fra dansk tankegang og tradition som fattigdomsydelser.
Men ikke desto mindre er det virkeligheden efter 10 års borgerligt styre med V og K i regeringen og med Dansk Folkeparti som kedeligt vedhæng.
Regeringen ønsker ikke at diskutere fattigdomsgrænser og ønsker ikke at diskutere, hvordan man sikrer borgere i Danmark et værdigt og meningsfyldt liv, men fokuserer i stedet på at give skattelettelser til de allermest velbjærgede, godt hjulpet af det såkaldt sociale parti, Dansk Folkeparti.
Det er godt nok svært at se, hvor det sociale kommer ind; hvis det er de svages beskyttere, siger jeg godt nok tak for kaffe.
For hvad er det lige, der er sket det sidste par dage?
Bedst som vi mente at have styr på, hvem der ville tage fra de fattige og give til de rige, nemlig V og K, så meldte Dansk Folkeparti sig ind i klubben og står nu klar som medvirkende til, at der kommer endnu flere med i den uhyggelige statistik over borgere i Danmark, der er fattige.
Jeg nævner bare i flæng:
halvering af dagpengeperioden for alle, der er blevet ledige på grund af regeringens fejlslagne politik, forlængelse af optjeningsperioden for sygedagpenge, nedsættelse af betalingen til unge på produktionsskoler, loft over børnechecken.
Det giver faktisk 13.000 flere fattige i Danmark.
Jeg kunne blive ved.
Det er alt sammen en del af regeringens såkaldte genopretningspakke.
Og hvem er det, der støtter og lægger ryg og stemmer til?
Det er Dansk Folkeparti, de svages beskyttere.
Nu har jeg efterhånden været medlem af Folketinget i 2½ år og har endnu ikke en eneste gang – ikke en eneste gang – oplevet, at det er tilfældet.
Tværtimod stemmer Dansk Folkeparti hver eneste gang sammen med regeringen, V og K, og gør hverdagen sværere for de svageste grupper i Danmark.
Men hvis der skulle være blot en smule anstændighed tilbage her ovre i højre side af salen, ser vi jo om lidt et hav af grønne lamper, der viser, at der er et oprigtigt ønske blandt alle partier i Folketinget om at sikre et ordentligt liv for alle borgere i Danmark.