Det næste punkt på dagsordenen er:

17) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 144:

Forslag til folketingsbeslutning om uvildig rådgivning i finansielle sager.

Af Bente Dahl (RV) m.fl.

(Fremsættelse 04.03.2010).

Forhandlingen er åbnet. Økonomi- og erhvervsministeren.

Jeg vil gerne indledningsvis sige, at beslutningsforslaget godt kan virke sympatisk og besnærende. Fri og lige konkurrence er vigtig, da det kan være medvirkende til at sikre forbrugerne de bedste og billigste produkter og ydelser. Til trods herfor er det min opfattelse, at det samtidig er afgørende, at der værnes om forbrugerne. Det gælder særligt på det finansielle område, hvor produkterne kan være endda meget vanskelige at overskue, og hvor en høj forbrugerbeskyttelse derfor er helt central. Det er vigtigt, at den enkelte forbruger får en god og kvalificeret rådgivning i de finansielle sager.

Rådgivningsforpligtelsen er bl.a. en konsekvens af implementeringen af EU-reglerne i det såkaldte MiFID-direktiv. Et af formålene med direktivet er at sikre ordentlig rådgivning og dermed beskytte investorerne. Direktivet deler finansielle produkter op i komplekse og ikkekomplekse. EU-rådgivningsforpligtelsen relaterer sig til de komplekse produkter som f.eks. optioner eller renteswap . Ved investering i obligationer, som typisk er et ikkekomplekst produkt, pålægges rådgiverne f.eks. ikke at rådgive.

I dansk ret har vi ikke samme opdeling af finansielle instrumenter. Vi har i reglerne om god skik og i reglerne om investorbeskyttelse fremsat en række nærmere krav til pengeinstitutternes rådgivning, som gælder generelt for rådgiveren. Reglerne betyder f.eks., at et pengeinstitut skal rådgive en kunde, der henvender sig for at få et boliglån, og at pengeinstituttet skal dokumentere rådgivningen. Reglerne betyder også, at hvis en forbruger vil handle med værdipapirer, skal pengeinstituttet udarbejde en investeringsprofil, som bl.a. afdækker kundens risikovillighed, kendskab til investeringer og investeringshorisont. Den videre rådgivning skal tage udgangspunkt i den profil.

Det Radikale Venstres beslutningsforslag åbner op for en lempelse af de eksisterende forbrugerbeskyttelsesregler, idet forbrugerne med beslutningsforslaget vil kunne fravælge bankens rådgivning og dermed forbrugerbeskyttelse. Forslaget bygger imidlertid på en forkert præmis, nemlig at en opsplitning af bankernes gebyrer i en særskilt del for lovgivningen og en særskilt del for rådgivning vil give forbrugerne mulighed for at fravælge bankernes rådgivning og i stedet til fordel for andre rådgivere købe sig til rådgivning andre steder. Men der er ikke med beslutningsforslaget nogen garanti for, at forbrugerne vil benytte en eventuel besparelse til at købe rådgivning hos en anden rådgiver. Det er således heller ikke med beslutningsforslaget givet, at det vil føre til øget konkurrence mellem banker og uvildige rådgivere eller mellem uvildige rådgivere. Der er tværtimod en risiko for, at nogle forbrugere – og det tror jeg måske specielt vil gælde de svage forbrugere – vil fristes til at undlade at købe rådgivning et andet sted og så blot få bankens produkter til en eventuel lavere pris. Min bekymring er derfor, at beslutningsforslaget i realiteten betyder en tilsidesættelse af de forbrugerhensyn, der ligger bag de nuværende forpligtelser for pengeinstitutterne til at yde rådgivning.

Det skal endvidere bemærkes, at beslutningsforslaget bygger på en præmis om, at det vil være muligt at foretage en opsplitning af pengeinstitutternes gebyrer. Det er imidlertid praksis i dag, at pengeinstitutterne ikke tager særskilt betaling for deres rådgivningsforpligtelser. Rådgivning er en integreret del af ydelsen. En opdeling af gebyret for rådgivning vil derfor være en meget, meget svær øvelse i praksis, herunder også administrativt. Det forudsætter således, at det er muligt at prissætte rådgivning i forhold til de mangeartede finansielle produkter og de forskellige kundegrupper. Udfordringen bliver ikke mindre af, at selv ved køb af samme finansielle produkt vil nogle forbrugere have brug for behov for 10 minutters rådgivning, mens andre forbrugere har brug for en times rådgivning.

Samlet mener jeg derfor, at det er vigtigt, at vi fastholder de nuværende regler, således at vi er sikre på, at forbrugerne får rådgivning der, hvor de køber de finansielle produkter. Det er også på linje med EU-reglerne, der som nævnt forpligter en bankrådgiver til at yde rådgivning ved køb af komplicerede produkter. Endelig skal det bemærkes, at der ikke i de nuværende regler er noget til hinder for, at forbrugerne gør brug af egne uafhængige økonomiske rådgivere.

I forhold til forslaget om certificering af rådgivere vil jeg gerne sige, at vi allerede har taget initiativ til at styrke spillereglerne på området. Vi har således i forlængelse af regeringens forbrugerpolitiske handlingsplanen fra januar i år bedt Finanstilsynet om at iværksætte et arbejde med at udforme en model til en certificeringsordning. Ordningen baseres bl.a. på Finanstilsynets offentliggjorte rapport fra februar 2010 om viden om investeringsforeningsbevis hos rådgivere i danske pengeinstitutter. Den nærmere udformning af ordningen pågår fortsat på nuværende tidspunkt, men det indgår i overvejelserne, om en bankrådgiver skal aflægge en prøve for at opnå tilladelse til at rådgive. Ordningen er møntet på den egentlige investeringsrådgiver i pengeinstitutterne. Finanstilsynet har herudover planlagt besøg hos uafhængige rådgivere, der er under tilsyn af Finanstilsynet. Dette besøg skal danne baggrund for en vurdering af, om disse rådgive også skal omfattes af ordningen. Vurderingen skal ligge færdig til sommer i år, og den har som nævnt til formål at sikre, at den enkelte rådgiver er klædt på til at kunne yde rådgivning af høj standard.

Foruden en certificeringsordning har regeringen også taget initiativ til en risikomærkningsordning af investeringsprodukter, som har til formål at hjælpe den enkelte private investor til at få en bedre forståelse af tabsmuligheden og kompleksiteten ved det enkelte produkt.

Da jeg som nævnt ikke finder det hensigtsmæssigt eller muligt at foretage en opsplitning af bankernes gebyrer og dermed åbne mulighed for at fravælge rådgivningen, finder jeg det ikke relevant at oprette endnu en klageinstans.

Med disse bemærkninger finder regeringen ikke, at der er grundlag for at fremme det fremsatte beslutningsforslag.

Der er en kort bemærkning. Fru Bente Dahl.

Tak for det. Jeg havde rakt hånden op lige til at starte med. ( Anden næstformand (Søren Espersen): Jeg så det godt).

Ministeren taler meget om investorernes interesser og også om god skik – begge dele er fint. Det, jeg netop vil ind på her med beslutningsforslaget, er, at jeg gerne vil have fremmet forbrugernes sag ved den frie konkurrence. Det er det, vi gerne vil have fremmet.

Ministeren nævnte den rapport, som jeg netop vil spørge ind til, fra Finanstilsynet om investeringsforeningsbeviser hos rådgivere fra 2010. Den sætter jo bl.a. spørgsmålstegn ved en hel del af de rådgivere, der er ude i området nu. Så jeg vil spørge kort: Mener ministeren, det er tilfredsstillende for forbrugerne at skulle lade sig rådgive forkert? Og hvordan sikres forbrugeren så? Vores forslag er jo, at det sker ved fri konkurrence.

Ministeren.

Jamen forbrugerne skal ikke finde sig i forkert rådgivning. Der er jo forskellige lovgivningsinstrumenter, som sikrer, at man kan gå til et uvildigt nævn, som vurderer, om man har fået forkert rådgivning, om man er blevet vildledt. Der er markedsføringsloven osv. osv.

Det, som jeg har imod det her forslag, er, at man jo ikke har nogen garanti for en forbrugerbeskyttelse af den person, som vælger rådgivningsdelen fra. Der er ikke nogen garanti for, at han vælger rådgivning et andet sted. Det vil ofte være den svage person, måske også den økonomisk mindrebemidlede person, som vil spare de penge. Det vil sige, at man ikke får den rådgivning, som jeg synes man har krav på i et moderne samfund. Der vil der altså være et problem.

Jeg har stor sympati for, at der bliver opbygget et marked af andre frivillige rådgivere, som man kan vælge fra en palet af forskellige muligheder, men det marked må altså vokse sig frem, fordi der er en efterspørgsel efter de ydelser, rådgiverne tilbyder – ikke, fordi vi laver lovgivningsmæssige tiltag.

Fru Bente Dahl.

I forslaget ligger jo netop, at alle rådgivere skal certificeres, som også Finanstilsynets rapport kommer frem til.

Jeg vil gerne spørge, om ministeren kan bekræfte, at det at rådgive er en vare i sig selv, idet en rådgiver jo kan styre det køb, han/hun rådgiver om. Mener ministeren, at banker skal have monopol på at sælge rådgivning? Kan det være rimeligt? Monopol plejer jo at føre til højere priser for forbrugeren på grund af manglende fri konkurrence. Hvis svaret er ja, hvorfor skulle det så være rimeligt at have monopol på denne ene vare, rådgivning?

Ministeren.

Der er jo en fri konkurrence. Der er en fri konkurrence. Der er allerede i dag uafhængige rådgivere. Jeg ser da gerne, at markedet for uafhængige rådgivere udbygges. Jeg er som minister i en borgerlig-liberal regering altid tilhænger af sund konkurrence. Men efter min opfattelse er det her forslag hverken vejen til at udbygge markedet eller til at skabe en sund konkurrence. Hvis der skal opbygges et marked, er den første forudsætning, at der er kunder, som efterspørger produkterne på det marked. Her må de uvildige rådgivere så selv være med til at vise kunderne, at de har en værdi, som gør, at man har lyst til at betale dem for den rådgivning, de eventuelt skulle udføre.

Tak til ministeren. Så er det Venstres ordfører, hr. Torsten Schack Pedersen.

Fra Venstres side kan vi tilslutte os økonomi- og erhvervsministerens begrundelse for at afvise det radikale beslutningsforslag. Jeg vil dog gerne slå fast, at vi i Venstre er optagede af, at danskerne får en ordentlig og reel rådgivning om deres økonomi. Det gælder, hvad enten det sker i et pengeinstitut eller hos en uafhængig økonomisk rådgiver.

I Venstre vil vi ikke være med til at lempe den forpligtelse, som pengeinstitutter i dag har, til at give deres kunder rådgivning, eksempelvis omkring boliglån og investeringer. Som økonomi- og erhvervsministeren har oplyst, er der i øvrigt en række tiltag på vej, som vil styrke rådgivningen, således at kunderne kan træffe deres beslutninger på et endnu mere oplyst grundlag, end tilfældet er i dag.

Jeg deler i øvrigt også den frygt, som ministeren påpegede, nemlig at der kan være risiko for, at nogle af de kunder, der måske nok har størst brug for rådgivning, er dem, der ville kunne vælge rådgivningen fra.

I Venstre er vi heller ikke tilhængere af mere administrativt bøvl for virksomhederne i Danmark. Tidligere på aftenen har vi netop behandlet et forslag, som nedsætter de administrative byrder for dansk erhvervsliv, og det forslag, vi her behandler fra De Radikale, vil desværre gå i den modsatte retning.

I Venstre er vi meget positive over for intentionerne, fordi vi er store tilhængere af at sikre mere åbenhed, gennemsigtighed og bedre rådgivning for danskerne, når de indgår aftaler i banker, kreditforeninger og lignende. Så intentionerne i forslaget er sympatiske, men de har en række utilsigtede konsekvenser. Så Venstre kan ikke støtte beslutningsforslaget.

Og så har jeg lovet at hilse fra Det Konservative Folkeparti og sige, at Det Konservative Folkeparti heller ikke kan støtte forslaget.

Fru Bente Dahl for en kort bemærkning.

Tak for det. Jeg vil høre, om Venstres ordfører kan forestille sig, at en bankydelse ydes gratis, altså om den rådgivningsydelse, man får i en bank, kan være gratis.

Hvis Venstres ordfører … nej, der kommer et spørgsmål bagefter.

Undskyld? Vi venter med spørgsmålet, tak for det. (Torsten Schack Pedersen (V): Nej, det var ét spørgsmål, så nu svarer jeg. Og så får hun et spørgsmål til). O.k., jeg havde ikke helt forstået det, men jeg håber, Venstres ordfører har.

Værsgo til Venstres ordfører.

Jeg er helt med på, at når man leverer en vare og man leverer en rådgivning, er det en del af produktet og dermed selvfølgelig også en del af den pris, som man betaler, det er klart. Men man har også muligheden for at vælge en helt uvildig, en helt uafhængig økonomisk rådgiver.

Hvis man har fået klarlagt sit økonomiske behov og fundet ud af, hvad det er for nogle lån eller investeringer eller pension, eller hvad det nu ellers er, man har brug for i et pengeinstitut, men i øvrigt ikke har brug for rådgivning, så tror jeg også, at lidt godt gammeldags købmandskab ikke vil være af vejen, så man siger til sin bankforbindelse: Jeg har styr på min rådgivning. Og så må bankforbindelsen komme med en lidt skarpere pris. Jeg er helt sikker på, at sådan fungerer markedet.

Fru Bente Dahl.

Tak. Så vil jeg gerne spørge ind til, om Venstres ordfører kan forestille sig, at rådgivere kan have flere interesser. Jeg kan oplyse, at de i England lige har vedtaget en ny lov, som siger, at man ikke både kan have økonomiske interesser i at sælge et produkt og samtidig kalde sig uafhængig. Den nye lovgivning skal gøre det lettere for kunderne at navigere i junglen af finansielle rådgivere.

Så må mit spørgsmål være igen: Kan rådgivere have forskellige interesser, der måske ikke udelukkende er forbrugerens, og hvorfor skal danske forbrugere stilles dårligere end engelske forbrugere?

Ordføreren.

Jeg tror da, at man som forbruger skal være klar over, at går man ned i et pengeinstitut og taler med en bankrådgiver, taler man også med en banksælger. Det er klart, at der er nogle forpligtelser i forhold til den rådgivning, der skal leveres. Men selvfølgelig sidder man også over for en sælger. Det er helt fair, og det er jeg også ret sikker på at de danske kunder er klar over.

Hvis man vil være sikker på, at man ikke sidder over for en rådgiver eller sælger, som har en egen økonomisk interesse, er der jo i dag et marked for uvildig rådgivning. Det er måske ikke så stort, men det er da en mulighed, at man så henvender sig til en neutral økonomisk rådgiver, en uvildig rådgiver, som så uden at sælge et produkt kan levere den oplysning og anbefaling af, hvordan man skal sammensætte sin økonomi. Den virkelighed er jeg helt sikker på at danskerne er klar over, altså at der er den valgmulighed.

Tak til ordføreren. Så er det Socialdemokraternes ordfører, hr. Jens Christian Lund.

Også her taler jeg på både S' og SF's vegne.

Lad mig indledningsvis anerkende Det Radikale Venstres beslutningsforslag. Det er væsentligt, at rådgivningen kommer i fokus, og ja, der har beklageligvis været en række sager, hvor bankkunderne berettiget har kunnet føle sig dårligt rådgivet. I sådanne sager ville det helt klart have været på sin plads, at det fremgik, at bankrådgiveren er ansat af banken, og at bankerne i en række situationer har interesse i at sælge egne produkter og produkter, som bankerne får provision af.

I modsætning til Venstres ordfører er jeg den type, der ikke er helt sikker på, at alle ved det. Og jeg er heller ikke sikker på, at alle bankrådgivere gør opmærksom på det.

Jeg vil hævde, at bankrådgiverne i sådanne situationer er mest loyale over for bankerne, og i en længere periode under det såkaldte opsving blev bankrådgivernes saglighed i en lang række perioder koblet fra. Desuden har det været svært at få erstatning for dårlig rådgivning. Det tror jeg vi kender eksempler på alle sammen, også selv om vi er positive.

Umiddelbart er Socialdemokraterne og SF derfor positive over for Det Radikale Venstres forslag, og vi har noteret os, at Venstre den 17. juli 2007 i P3 også har været inde på at arbejde for en ændring af regler om rådgivning og klager.

Der er imidlertid nogle områder, vi bør undersøge, inden vi stemmer grønt til beslutningsforslaget. Det er selvfølgelig nogle ting, vi skal have ministeren til at finde ud af.

Har overgangen til it-baserede værktøjer i bankerne gjort bankrådgivningen mere stringent og mere ensartet? Kan bankerne opdele gebyrerne, så det fremgår, hvad det koster at rådgive, eller vil bankerne hævde – uberettiget, selvfølgelig – at rådgivningen er gratis? Det er den ikke. Men hvor meget er det, man skal betale for? Er det for 10 minutter, eller er det for 1 time, eller er det for flere timer? Det skal vi have fundet ud af.

Vi skal også have fundet ud af – det er selvfølgelig rent politisk – om det er de svage kunder, der ville fravælge råd, hvis de får muligheden for at få ydelsen billigere. Og så er det vigtigt for mig også at få at vide, hvad det er, vi har bestemt her i Folketinget og i EU, vedrørende hvilke krav der er til bankernes rådgivere. Hvilke love og hvilke regler skal vi have ændret for at få Det Radikale Venstres beslutningsforslag igennem? Jeg er i hvert fald overbevist om, at nogle af EU's krav ikke kan ophæves.

Så jeg vil gerne spørge ministeren: Er det reelt Finanstilsynets ansvar at kontrollere rådgivning, og vil denne kontrol blive forbedret, når L 175 bliver vedtaget? Det er jeg ikke sikker på ministeren kan svare på her og nu, men det er vigtigt.

Vi er som sagt positive og stemmer givet vis grønt, men vi kræver en række områder undersøgt og en masse svar fra ministeren.

Mange tak til ordføreren. Herefter er det Dansk Folkepartis ordfører, fru Colette L. Brix.

Vi har brug for et gennemsigtigt og mere konkurrencepræget marked for rådgivning, hvor der er mere plads til uafhængige rådgivere. Gennem de seneste 20 år har vi set en stadig større koncentration i den finansielle sektor, hvor vi også har fået en brancheglidning, så banker og pensions- og forsikringsselskaber er flydt sammen til store koncerner. Det har skabt store finansielle supermarkeder, som på mange områder har været en fordel for kunderne. Man kan få ordnet alle tingene ét sted, og oftest spares der en del omkostninger, når man lægger konto, lån, pension og forsikringer det samme sted. Vi har også gennem årene åbnet op for, at der med kundernes accept kan udveksles oplysninger mellem de forskellige dele af en finansiel koncern.

Bagsiden af medaljen er, at forbrugeren bindes til én koncern, også når det gælder rådgivning. Derfor er det fornuftigt at se på, hvordan forbrugerne bedre kan få adgang til andre mere uafhængige rådgivningsydelser uden at skulle betale to gange for at få rådgivning. Og når rådgivere certificeres af Finanstilsynet, kan vi jo være sikre på, at der er tale om kompetent rådgivning, ligesom der foreslås klagemuligheder.

Vi er klar over, at der i mange sammenhænge ikke kan ske en adskillelse af kreditgivning og rådgivning, f.eks. ved huskøb, køb af investeringsbeviser, aktier og tegning af pensionsordninger. Men det er jo ikke til hinder for, at man ikke kan se på, om gebyrerne kan opdeles i långivning og rådgivning. Så kan forbrugerne se, hvad de betaler – hvad der er långivning, og hvad der er rådgivning.

Jeg ved ikke, om det her kan lade sig gøre, men jeg synes, at forslaget fortjener, at man ser på det ved førstebehandlingen, og vi har en del forskellige spørgsmål til det. For vi er ikke helt sikre på, hvor bøvlet og administrativt tungt det er. Men vi har spørgsmål til forslaget under behandlingen.

Tak til ordføreren. Så er det Enhedslistens ordfører, hr. Frank Aaen.

Det har været sædvane, at sælgere i pengeinstitutter har benævnt sig selv som: din personlige bankrådgiver. Og hvis der er noget, der er bedrag, er det jo lige præcis den titel. Det har været med til at give folk en falsk tryghed, og de er gået hjem og har sagt, at her var virkelig en, der holdt med mig og var rigtig klog. Og så har det vist sig her under krisen, men jo også mange gange før, at folk har fået et meget dårligt råd og har lidt store tab på grund af det.

Derfor er vi selvfølgelig helt enige i intentionen, der er med det her forslag fra De Radikale. Men vi er lidt usikre på, og man har ramt den helt rigtige model. For der er de farer, som andre også har nævnt heroppe.

Derfor vil jeg sige, at det, vi i Enhedslisten i virkeligheden synes ville være bedst, var, at Forbrugerrådet eller en anden statslig institution fik mulighed for at udøve en uafhængig og gratis rådgivning til forbrugerne. Det tror vi ville være rigtig godt, for så ville de også være i stand til, om jeg så må sige, i offentligheden at gøre opmærksom på banker. Det kan være en bank, der måske ligger ovre midt i Jylland et sted, der jo er på vej til at sælge nogle meget kreative finansielle instrumenter. De siger til folk: De er helt ufarlige, bare køb dem. Du kan godt nok tjene en masse penge, men du skal ikke tro, at du kan komme til at tabe dem.

Det har de så gjort alligevel. Så der tror jeg, at en statslig institution af en eller anden art, der altså er aktiv som rådgiver, samtidig også kan være god til at gøre opmærksom på ting. For de får jo så viden om, hvad det er for nogle produkter, der er gang i på markedet. Og så kan de vejlede offentligheden bredt om, at der her er noget, man skal passe på.

Så en lidt anden model kunne vi måske godt tænke os. Men det, som De Radikale er inde på her, er vi fuldstændig enige i, altså at der er brug for at gøre noget, så man kommer ud af bankernes kløer på det her område.

Tak til ordføreren. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, fru Bente Dahl.

Mange tak for de tilkendegivelser, der er kommet hele vejen rundt. Jeg vil gerne kvittere for den positive stemning, som jeg hører der er hele vejen rundt.

Jeg har også øje for de forskellige problemstillinger i beslutningsforslaget. Spørgsmålet fra S om EU-kravet kan vi undersøge. Når de har indført ordningen i England, er det nok ikke så problematisk i forhold til EU, men det kan vi undersøge. Jeg er også fuldstændig åben for de andre forslag, der er blevet stillet undervejs af de forskellige partier.

Det er jo sådan, at rigtig mange forbrugere er kommet i klemme her under finanskrisen på grund af forkert rådgivning. Det, der også var et problem før finanskrisen, er blevet meget tydeligere og har nu vist sig som et rigtig stort problem. Vi taler jo ikke om rådgivning i den lille daglige husholdning. Vi taler om de store beløb. Vi taler om huskøb, pensionsrådgivning og lignende. Det er ikke nemt for den almindelige forbruger at gennemskue de råd, der gives, og uden råd klarer man sig ikke igennem. Enhver, som ikke har faglig indsigt i den finansielle sektor, er afhængig af god rådgivning om huskøb og lignende.

Der kan være flere grunde til, at så mange er blevet rådgivet dårligt. En af grundene er sandsynligvis, at medarbejderne i den finansielle sektor er ansat til at fremme indtjeningen for deres arbejdsplads og derfor kan risikere at komme i en situation, hvor der ikke er overensstemmelse mellem bankens og kundens interesser. En anden væsentlig grund til, at forbrugeren kan være dårligt stillet, er klarlagt i den rapport, som vi også har omtalt i de spørgsmål, som jeg har stillet til ministeren, og som ministeren også har omtalt, nemlig rapporten fra Finanstilsynet fra februar 2010.

Undersøgelsen afdækker, at der er stor forskel i bankrådgivernes viden om investering. Rapporten deler rådgivere op i tre kategorier. Der er en kategori, som er god nok, rådgiverne i den kategori har god paratviden m.v. om investeringer, men de to andre kategorier lader noget tilbage at ønske. Rådgiverne i kategori to har nogen paratviden, men på et mere generelt og overordnet niveau. Rådgiverne i kategori tre har meget lidt paratviden om investeringer generelt.

Det er Finanstilsynets opfattelse, at rådgiverne fra kategori to og tre ikke har tilstrækkelig viden til at rådgive om mere komplicerede produkter. Det er et problem for forbrugerne. Det er også vanskeligt for forbrugeren at vide, hvilken kategori rådgiver man sidder over for. Der er en ret stor del af bankrådgiverne, der åbenbart ikke er klædt tilstrækkeligt på til det job, de har. En rapport fra Finansforbundet fra efteråret 2009 viser, at knap 30 pct. af de bankansatte har rådgivet om et produkt, som de ikke selv til fulde forstod. Der er altså en vis evidens for, at det her område trænger til at blive set på.

Finansrådets undersøgelser skal nu indgå i arbejdet med at etablere en certificeringsordning for pengeinstitutternes investeringsrådgivere. Det er, som jeg også har nævnt tidligere i aften, en del af vores beslutningsforslag, at alle, som rådgiver i finansielle sager, skal være certificeret af Finanstilsynet. Så vi hilser det meget velkommen, at der allerede foregår et forberedende arbejde på dette område. Vi vil blot gerne have, at det gælder alle og ikke kun inden for bankverdenen, så vores forslag er, at det ikke alene skal være banker og pengeinstitutter, der skal kunne rådgive om deres egne produkter, og som også skal være certificeret. Det skal alle, der beskæftiger sig med rådgivning i finansielle sager.

Pengeinstitutterne pålægges at fortælle, hvad det koster dem at rådgive. De skal opgive, hvilke gebyrer de vil tage for rådgivningen. Som det er nu, råber de ikke op om, hvad det koster. De siger vel nærmest, at det ingenting koster, og lægger så hele gebyret på långivningen, eller hvor de nu lægger det på. Det er nemlig så uigennemsigtigt, hvad der foregår af den slags i bankverdenen.

Men intet er gratis. Enhver ydelse koster noget. Den ydelse, det er at rådgive, koster noget. Det er ikke op til os herinde at fastlægge en pris. Det må markedet selv gøre. For når der sættes en pris på, kan andre byde ind ved at sælge den samme ydelse og måske for et mindre beløb. Vi kan altid hjælpe til med at etablere et marked for rådgivning, som nu er uigennemskueligt, og sørge for, at det bliver gennemskueligt og åbent for konkurrence og dermed til fordel for forbrugerne. Gennemsigtighed og fri konkurrence er en fordel for alle.

Det skal kun være tilladt at slå sig op som sælger af rådgivning, hvis man har en certificering. Vi sikrer med dette her beslutningsforslag, at rådgiverne også kan deres stof.

Vi er ikke de første i verden, der har fundet på det her forslag. I England har en ny lovgivning gjort det lettere for forbrugerne at gennemskue finansiel rådgivning. De nye regler fastslår, at man ikke både kan have økonomiske interesser i at sælge et produkt og samtidig kalde sig en uafhængig rådgiver.

Her i landet har vi endnu ikke forståelse for, at rådgivning er en handelsvare, som rigtig mange gerne vil sælge. Det giver nemlig stor indtjening via rådgivning at kunne styre kundernes køb. Vores beslutningsforslag vil gerne åbne op for, at den styring bliver mindre og helt elimineres. Det vil vi gøre med det frie marked som redskab.

Bankerne bør oplyse om, hvad de kan give en times rådgivning for. Det vil have den effekt, at der vil være et åbent og gennemskueligt marked for den ydelse, der hedder rådgivning, og at forbrugerne kan købe den, hvor den er bedst og billigst. Kort sagt der, hvor forbrugerne får det produkt til den pris, han/hun finder rigtig. Rådgiverne må markedsføre sig, og dermed får forbrugeren mulighed for at kende de produkter, der udbydes. Vi kan endda forestille os, at rådgivningsbranchen bliver en mere etableret branche med alt, hvad det indebærer.

Det vigtige er at forstå, at rådgivningen er en vare, der allerede handles, men nu blot til skjulte priser. For os i Det Radikale Venstre er det vigtigt, at forbrugerne stilles væsentligt bedre ved køb af rådgivning.

Tak til ordføreren for forslagsstillerne.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Erhvervsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse herimod, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.