Tak, formand.
Vi kunne, fuldstændig som vi her er kommet med et forslag om at udnytte geotermi, være kommet med en række forslag – og kommer også med nogle andre forslag – på en række andre områder.
Vi kunne være kommet med forslag om biogas, vi kunne være kommet med forslag om solvarme, om solceller, om bølgeenergi – en række elementer, som vi i virkeligheden alle sammen godt ved er en del af det, vi skal basere vores energiforsyning på i fremtiden.
Vi lider så – og det er jo det, man kan høre, når vi har den her diskussion – under flere problemer.
Det første er, at uanset hvad man kommer med, er svaret, at vi skal vente på Klimakommissionen.
Og når Klimakommissionen er kommet med sin rapport, skal vi vente på, at regeringen kommer med sit udspil til, hvad man skal gøre.
Derfor kan vi sagtens befinde os i den situation, at det er om et år fra nu, at vi er klar.
Oprindelig var Klimakommissionen sat til at komme med sin rapport sidste efterår; så havde vi måske været så langt, som vi kunne komme nu.
Jeg bliver helt grundlæggende nødt til at sige som den første pointe:
Danmark kommer ikke foran og langt foran med et grønt forspring i international sammenhæng, hvis det, vi primært skal vente på, er politikere, der ikke vil tage sig sammen til at sige, hvad vi skal gøre med biogassen, hvad vi skal gøre med jordvarmen, hvad vi skal gøre med bølgeenergien osv.
osv.
Det er det første problem.
Den første barriere, vi har, er ambitionsniveauet.
Jeg synes sagtens, at vi kunne gå i gang med noget af det her, og jeg synes sagtens, at vi kunne sørge for at undersøge en masse af de her ting og i det her tilfælde udarbejde en plan, der ser på, hvad det er for nogle barrierer, der overhovedet er, for derefter at sige, at vi så har et ordentligt beslutningsgrundlag sammen med Klimakommissionens rapport, når regeringen skal fremlægge sit bud på, hvad dansk energipolitik skal være.
Grundlæggende nytter det ikke noget at have tilrettelagt sin politiske kalender, sådan at vi skal have Klimakommissionens rapport, og derefter skal regeringen finde på et udspil.
Det tilsammen ender med at blive et selvstændigt problem for Danmarks forsøg på at have et grønt forspring.
Det er det ene.
Det andet er, at det jo ikke er sådan, at der først sker noget på det her område, den dag Klimakommissionen er kommet med sin rapport, den dag regeringen er blevet færdig med at lave sit forslag til en politik.
Nej, situationen er en anden.
For ikke så lang tid siden havde vi historien om Hjørring Varmeforsyning, som gerne ville gå i gang med at udnytte geotermien.
De havde svært ved at få det til at fungere sammen med DONG, der overvejende er et statsejet selskab, og kom derfor ikke videre med at udnytte geotermien.
Jeg siger bare:
Det, der helt grundlæggende er situationen her, er ikke, at der ikke sker noget, før politikerne tager sig sammen.
Næh, situationen er en anden.
Der er en masse mennesker, som gerne vil gøre noget, men der sker ikke noget, fordi de bliver forhindret i det, fordi vi ikke har en samlet plan for, hvordan vi overkommer barriererne.
Er den måde, DONG beregner at de projekter skal betale sig på, rimelig?
Bliver små fjernvarmeværker forhindret i at udnytte mulighederne, fordi den måde, vi har indrettet varmeforsyningsloven på, måske skal justeres på et punkt eller to?
Hvad er økonomien i det her?
Det er alle de her ting.
Det er bare en anden situation.
For det første har vi regeringen som et selvstændigt problem med den politiske kalender, man har tilrettelagt for dansk klima- og energipolitik.
For det andet har vi en situation, hvor der står en masse mennesker og gerne vil i gang med lige præcis geotermien, men ikke kan komme til det, fordi de støder ind i eksempelvis en barriere med et overvejende statsejet selskab.
Den slags kan vi komme ud over, hvis vi siger:
Jamen så lad os lave en plan, og lad os få et overblik over de her barrierer.
Det er jo ikke sådan, at vi med det her forslag går ind og siger, at man skal gøre sådan og sådan, at det er sådan og sådan, at løsningen er.
Nej, tværtimod.
Det, vi gør med det her forslag, er at gå ind og sige:
Lad os danne os et overblik over barriererne, lad os finde ud af, hvad det er for nogle forhindringer, der er, og lad os så tage fat på dem.
Så kan man igen sige, at hvis der står nogle derude, der virkelig gerne vil i gang, må de vente på Klimakommissionens rapport.
Det synes jeg, punkt 1, i sig selv er urimeligt over for de mennesker, og det er, punkt 2, på ingen måde den måde, Danmark får et grønt forspring på.
Det, jeg grundlæggende synes er problemet i hele den debat, vi har på energi- og klimaområdet, er, at vi konsekvent skal vente på for det første Klimakommissionens rapport og for det andet regeringens udspil.
For det får meget let karakter af følgende situation:
O.k., vi har ikke nogen politik i øjeblikket, så derfor kan vi ikke gå med til noget, men til trods for at vi ikke har nogen politik i øjeblikket, overvejer vi til gengæld at anskaffe os en, måske sent på efteråret.