Det er da sikkert rigtigt, at beslutningsforslaget er fuldstændig overflødigt.
Så er det da trods alt så meget mere interessant, at der er afsløret en klar uenighed blandt de partier, der vil have forbeholdene ændret, også på dette spørgsmål, nemlig om hvor lang tid der skal være til en debat, for mens Socialdemokraterne, SF og Det Radikale Venstre alle taler om, at det, vi har gjort tidligere, hvor der hver eneste gang har været mindst 3 måneder, var den rigtige måde at gøre det på, så har vi så hørt, hvordan de borgerlige partier – nogle mere klart end andre, hr.
Simon Emil Ammitzbøll skal ikke have utak for sin meget klare formulering – har sagt, at det klarer vi da på 14 dage-3 uger, efter at det er vedtaget.
Der findes en uenighed her mellem de partier, som skal bære afskaffelsen af forbeholdene igennem, og også i denne sag er jeg glad for at kunne sige, at jeg trods alt nærer større sympati for og har større tillid til Socialdemokraterne, SF og Det Radikale Venstre, end jeg har til de borgerlige partier og deres støttepartier.
Så mente hr.
Simon Emil Ammitzbøll, at Enhedslisten havde rejst den her diskussion, fordi vi syntes, at det var spændende at diskutere EU, fordi vi var mere i overensstemmelse med befolkningens synspunkt på det her område, end vi er på andre, og jeg vil da ikke udelukke, at det forholder sig på den måde, men det er jo ikke nogen begrundelse for ikke at diskutere spørgsmålet.
Så kan man selvfølgelig sige – og det har flere jo også været inde på i dag – at den største og vigtigste diskussion jo har været, hvornår man skal have den her forbeholdsafstemning.
Jeg har jo gentagne gange sagt, at det er mig fuldstændig ubegribeligt, at man, når et så stort flertal i Folketinget er så enige om, at det er så alvorlig situation, Danmark er i, fordi vi er omfattet af de her forbehold, ikke for længst har fået taget initiativ til en folkeafstemning.
Det er jo lige før, man må karakterisere det som direkte uforsvarligt, når man tænker på, hvor alvorligt man synes det er.
Der kan selvfølgelig være to forklaringer på, hvorfor man alligevel med stor omhu lidt på skift formår at indtage forskellige standpunkter til, hvornår folkeafstemningen skal komme.
Det ene kan være, at så alvorligt er det heller ikke, og det går nok alligevel osv.
Det er jo også lidt det, regeringen har sagt her på det seneste, da det gik op for os, at regeringen ikke ville forstyrre idyllen i sit samarbejde med sit støtteparti med en folkeafstemning om EU-forbeholdene.
Men det andet kan selvfølgelig også være, at man sådan set godt ved, at det er uhyre sandsynligt, at der kommer et nej, hvis man laver folkeafstemninger, måske lidt afhængigt af, hvordan man griber det an, men alligevel.
Når Enhedslisten har valgt at stille det her forslag, ja, så stillede vi det faktisk på et tidspunkt, hvor der var mange, der troede, at der ville komme folkeafstemninger om forbeholdene.
Vi har jo sådan set med jævne mellemrum kridtet skoene og været klar til at tage det opgør og er det sådan set stadig væk.
Men det, som også gør, at vi synes, det er afgørende, er, at det på en række områder jo ikke er særlig enkelt at stemme om forbeholdene.
Lad os bare tage retsforbeholdet, som det jo sådan set er enkelt nok at afskaffe.
Så vidt jeg har forstået, er alle de partier, som ønsker retsforbeholdet afskaffet, enige om, at man i hvert fald må sikre sig, at man bagefter kan føre udlændingepolitik på lige præcis den restriktive måde, som man ønsker at gøre det på.
Der var for indtil lidt tid siden noget uklarhed om, hvorvidt SF og Det Radikale Venstre var enige i det, men det er de nu enige i, nemlig at det at slippe af med retsforbeholdet er så vigtigt, at man godt kan acceptere, at regeringen fortsætter med at føre en udlændingepolitik, som er præcis så restriktiv, som den er i dag.
Men det er klart, at hvis man skal have en diskussion om disse indviklede, komplicerede forhold, kræver det faktisk lidt tid.
Og der synes jeg da, at det er rigtig godt, at der er partier her i Folketinget, som er enige i, at man ikke skal søge tilflugt i nogle grundlovsbestemmelser, som i grunden ikke har nogen relevans i forhold til præcis de folkeafstemninger, vi forventer at få her, men som vi jo får, udelukkende fordi Folketinget vælger at sige, at dem vil man gennemføre – også ud fra en erkendelse af, at der er tale om komplicerede spørgsmål.
Så kan man godt sige, at der selvfølgelig er nogle af de andre forbeholdsafstemninger, som er enklere, men det bliver jo ikke mindre kompliceret af, at der jo i hvert fald, som det ser ud nu, formentlig kommer flere afstemninger samtidig.
Personligt tror jeg da, hvis vi kun skulle se på resultatet, at regeringens sidste nye ideer om, at vi stemmer om dem alle sammen med et kryds, sikkert er den nemmeste måde at få et nej på.
Jeg er ikke sikker på, at det er den nemmeste måde få den bedste debat på.
Der tror jeg i virkeligheden nok, at der er andre modeller, som ville være bedre, og dem vil jeg så faktisk foretrække, for jeg synes, det er meget afgørende, at folk træffer en afgørelse ud fra, at de er afklarede og har et egentligt oplyst grundlag.
Når jeg ikke synes, at det var nogen dårlig idé at tage debatten her i dag, selv om vi jo må konstatere, at der er et klart flertal imod beslutningsforslaget, så er det, fordi det jo også står fast, at der er et klart flertal i Folketinget for at sikre, at der er, hvad der svarer til den sædvanlige forberedelsestid til folkeafstemninger, dvs.
ikke under 3 måneder.
Og hvis det er den holdning, der er hos et flertal i Folketinget, jeg er sikker på, at sådan bliver det også.
Og jeg kan da i hvert fald forsikre mine udmærkede og fortræffelige venner, som vel til den tid har – om ikke dem selv så i hvert fald deres partifæller – mulighed for at kalde sig ministre, at vi vil huske disse kloge og gode ord, der er sagt under debatten i dag, når vi kommer dertil, at der måske kommer en folkeafstemning.