Det næste punkt på dagsordenen er:

4) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 63:

Forslag til folketingsbeslutning om en reform af Kriminalforsorgen i Frihed.

Af Karina Lorentzen Dehnhardt (SF) m.fl.

(Fremsættelse 25.11.2009).

Forhandlingerne er åbnet, og den første, der får ordet, er justitsministeren.

Der er mange spændende ideer i dette beslutningsforslag om en reform af Kriminalforsorgen i Frihed, men der er også nogle forslag, som ser ud til at hvile på nogle forudsætninger, der ikke helt holder stik. Lad mig tage den sidste del først.

Forslagsstillerne forudsætter, at tilsynsordningen, der administreres af Kriminalforsorgen i Frihed, i daglig tale KiF, er blevet udhulet gennem de seneste år. Det er ikke korrekt. For det første er der blevet indført nogle minimumsregler for både tilsynsfrekvens og for, hvornår det første tilsyn skal finde sted. Det er ikke en udhuling, men tværtimod et forsøg på at sikre et vist minimum. For det andet er der blevet sat meget massivt ind på at styrke handleplansarbejdet, som er et af de vigtigste redskaber for KiF i arbejdet med klienten.

Handleplanerne er omdrejningspunktet for såvel arbejdet med dømte, der er i tilsyn, som arbejdet med indsatte, der afsoner. Der skal som udgangspunkt laves handleplaner for alle, som udstår fængselsstraf i 4 måneder eller derover. Handleplanen er et redskab i arbejdet med at sikre de indsatte en mulighed for at kunne leve en kriminalitetsfri tilværelse og give dem medansvar for afsoningen og deres tilværelse generelt. Dette gælder både under afsoning og i forbindelse med løsladelse. Kriminalforsorgen skal ikke på samme måde som for afsonere udarbejde handleplaner for varetægtsarrestanter. Årsagen er, at det er svært at planlægge et længere forløb, når opholdstiden ikke kendes. En varetægtsarrestant kan blive løsladt når som helst.

Endelig er der de første resultatkontrakter mellem KiF og Direktoratet for Kriminalforsorgen, som netop er indgået, og der er i den forbindelse fastsat mål for bl.a. tilsynsarbejdet. Disse kontrakter vil løbende blive fulgt op af direktoratet, så jeg synes bestemt, at der er gjort meget for, at KiF's resocialiserende arbejde ikke skal udhules.

Når det så er sagt, er jeg selvfølgelig fuldstændig enig med forslagsstillerne i, at det er centralt at have fokus på KiF's arbejde. Det er utrolig vigtigt, at der føres den løbende kontrol og sikres den løbende støtte, når en dømt prøveløslades, eller når en person får en betinget dom med vilkår om tilsyn. Der er dagligt ca. 8.500 personer i tilsyn, så det er en direkte adgang til at påvirke rigtig mange mennesker til at få en kriminalitetsfri tilværelse. Og jeg er bestemt ikke enig i, at kontroldelen vægtes for meget i forhold til den støttende del. Der er to ligeværdige arbejdsopgaver for KiF, og der gøres et meget stort arbejde i KiF for netop at opbygge det professionelle kontaktforhold, der kan støtte og motivere klienten til at skabe livsbetingelser for en tilværelse uden kriminalitet.

Men spørgsmålet er, om det ville betyde en bedre Kriminalforsorg i Frihed, hvis der blev stillet krav om hyppigere tilsyn og flere hjemmebesøg. KiF kan allerede nu have hyppigere tilsynskontakt end foreskrevet, og det sker, når der er behov for det. Og med hensyn til hjemmebesøg er det uden tvivl en foranstaltning, der skaber god kontakt, og den bruges også i KiF i dag. Jeg mener, at et generelt krav om, at alle skal have hyppigere hjemmebesøg, vil være en svækkelse af KiF i forhold til i dag, hvor beslutningen om hjemmebesøg og tilsynsfrekvens sker efter en helt konkret vurdering.

Derimod synes jeg, at det er meget interessant med tanker om mentorordninger. Jeg kan kun tilslutte mig, at det er en god idé, og jeg er også helt enig i, at der foreligger god dokumentation for, at det har en effekt i forhold til de kriminelle. Kriminalforsorgen har allerede nu en rigtig velfungerende mentorordning, der blev iværksat i sommeren 2000. Jeg kan i den forbindelse nævne, at Kriminalforsorgens mentorordning i 2004 i London fik tildelt den internationale pris »Community Justice Award« for bedste udslusningprojekt.

Målgruppen for mentorordningen er alle unge mellem 15 og 25 år i Kriminalforsorgens regi. Der er således allerede i dag tilbud om en mentor – både til de unge, der afsoner en fængselsdom, og til dem, der er i tilsyn af KiF. Da ordningen startede, var det kun muligt at få tilknyttet en mentor, når de unge var tilknyttet KiF, men Kriminalforsorgen blev meget hurtigt opmærksom på vigtigheden af at tilknytte en mentor under afsoningen. Ved tilknytningen af en mentor så tidligt i forløbet sikrer man en gennemgående person, som den dømte allerede kender ved løsladelsen.

Det har det sidste år været afprøvet at tilknytte en mentor til unge allerede under varetægtsperioden i Københavns Fængsler for at kunne sætte ind så hurtigt som muligt. Københavns Fængsler har haft meget positive erfaringer med dette forløb, og Kriminalforsorgen vil nu vurdere, om ordningen skal søges gjort landsdækkende.

Jeg er helt enig i, at det vil styrke mentorordningen, hvis der etableres en særlig uddannelse af mentorerne. Jeg kan da også oplyse, at Kriminalforsorgen arbejder på at finde en finansiering til, at sådanne uddannelsesforløb kan igangsættes. Der er i øjeblikket knyttet ca. 150 mentorer til kriminalforsorgen. Heraf har nogle mere end én kriminel tilknyttet. Det betyder, at der på årsbasis er ca. 300 unge, der er tilknyttet en mentor. Det er KiF og de ansatte i fængslerne, der i de konkrete tilfælde vurderer, om der er behov for at tilbyde en mentor til de dømte.

Kriminalforsorgens mentorordning er derudover nu så velkendt blandt de indsatte og tilsynsklienterne, at den dømte faktisk selv efterspørger en mentor. Jeg synes, det er meget vigtigt, at det er KiF og kriminalforsorgen i øvrigt, der står for arbejdet med at motivere den dømte til at indgå i mentorordningen. Det er kriminalforsorgens personale, som er fagpersoner, og som er bedst til at motivere og til at vurdere, hvilke dømte der vil kunne profitere af kontakten til en mentor.

For så vidt angår spørgsmålet om flere tilsynsopgaver til mentorerne, mener jeg, at det vil udhule hele formålet med mentorordningen. Tilsynet er en del af straffuldbyrdelsen, og den opgave ligger helt utvetydigt hos kriminalforsorgen. Der er tale om en myndighedsopgave, og jeg mener, at det vil være decideret ødelæggende for mentorordningen, hvis denne kontrolopgave skulle lægges oven i mentorens rolle som støtteperson. Grundlæggende bærer mentorarbejdet præg af at befinde sig i spændingsfeltet mellem professionelt arbejde og venskabelig kontakt. Den gode kontakt mellem mentoren og den unge er altafgørende for den relation, der opbygges, og det er derfor erfaringen, at kontrol- og myndighedsopgaverne ikke bør ligge hos mentorerne.

Der er i beslutningsforslaget også beskrevet et initiativ om stormøder som middel til at få resocialiseret de kriminelle bedre. Jeg er helt enig i, at det er vigtigt at få de kriminelle resocialiseret, og som det fremgår af det, jeg allerede har sagt, bliver der også gjort rigtig meget allerede nu. Jeg vil ikke afvise, at stormøder kunne være en vej til at få resocialiseret kriminelle bedre. Samråd, som har karakter af en form for stormøder, eksisterer da også i dag i relation til unge kriminelle, og som opfølgning på Ungdomskommissionens arbejde og årets satspuljeaftale forsøges dette arbejde nu styrket.

I relation til inddragelse af offeret, som forslagsstillerne foreslår, er der også allerede på dette punkt iværksat initiativer, nemlig i form af konfliktråd. Jeg vil også gøre opmærksom på, at projekt »God løsladelse«, som Beskæftigelsesministeriet, Socialministeriet og Kriminalforsorgen står bag i fællesskab, har peget på konkrete forslag til, hvordan de forskellige myndigheder og andre interessenter kan blive bedre til at samarbejde om en god løsladelse for de indsatte. Arbejdet i de forskellige myndigheder, herunder i kriminalforsorgen, med at implementere anbefalingerne fra projekt »God løsladelse« er i fuld gang. Jeg er af den overbevisning, at når det gennemføres, vil de indsatte få en bedre løsladelse.

Som det fremgår af det, jeg har nævnt, er der allerede iværksat en række gode initiativer for Kriminalforsorgen i Frihed, og regeringen kan derfor ikke støtte en vedtagelse af beslutningsforslaget.

Der er en kort bemærkning fra fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Når 60 pct. af dem, der fylder op i vores fængsler, har siddet i fængsel før, synes vi i SF bare ikke, at det er godt nok. Det er simpelt hen for højt et tal. Der har vi tænkt på, om vi kan gøre noget for at sikre, at de her mennesker kommer på ret køl igen, og det tror jeg at vi kan med mentorordningerne. Jeg tror virkelig, at der er behov for at tage nogle af de her mennesker i hånden og hjælpe dem igennem tilværelsen i den første spæde start efter løsladelsen. Ministeren erkender jo også, at man har gode erfaringer med mentorordninger.

Men kan ministeren ikke bekræfte, at det i dag kun er unge, der kan få mentorordninger, og at SF's forslag i virkeligheden er mere ambitiøst, og at regeringen ikke sådan lige for nuværende har planer om at tage den mere ambitiøse del ind? Altså, har regeringen planer om at udvide mentorordningen, og i så fald, hvornår kan vi forvente at det vil ske?

Så er det ministeren.

Jeg synes, at der er rigtig mange gode intentioner i det beslutningsforslag, vi behandler her i dag. For der er jo et fælles formål, nemlig at recidivet bliver så lavt som overhovedet muligt. Der er vi jo så i den lykkelige situation i Danmark, at vi ligger helt i top internationalt, fordi vi har en god kriminalforsorg, fordi vi har gode ansatte, som arbejder med det, og fordi vi har gode programmer, som der bliver arbejdet med.

Mentorordningen er et af de gode programmer til unge under 25 år, som jo bliver tilbudt, som fungerer, og som hele tiden udvikler sig. Så det er ikke bare sådan helt unge, det er unge under 25 år. Der har været en forsøgsperiode på et par år med også indsatte over 25 år. Der ved jeg at Kriminalforsorgen hele tiden arbejder løbende på at finde finansiering til en udvidelse. Men lige nu er der altså fokus på dem under 25 år, for at få recidivet så langt ned som overhovedet muligt.

Der er yderligere en kort bemærkning fra fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Jo, men når man nu har gode erfaringer med dem, som er under 25 år, ville det så ikke være en god idé straks at få det udbredt til dem, som er ældre end 25 år? Når vi nu ved, at det her virker, og vi gerne vil have mindre kriminalitet, så kan jeg ikke se, at der skal være de store overvejelser. Jeg forestiller mig faktisk, at der sidder rigtig mange i vores fængsler, som måske har ADHD. En norsk undersøgelse viser, at det kan være helt op mod 48 pct.

Eller det kan være misbrugere, som virkelig kunne have gavn af det her, af, at der var en, der tog dem i hånden, en, der hjalp med at få misbrugsbehandlingen til at køre efterfølgende, når de var blevet løsladt, med at få skaffet boliger, få skaffet overførselsindkomster og i det hele taget introduceret dem til et kriminalitetsfrit netværk, nogle sunde fritidsinteresser, eller hvad det nu er, der skal til. Mange af de her mennesker giver udtryk for kæmpestor ensomhed efterfølgende. De har brændt deres netværk af, og de har behov for en ressourceperson, som de kan læne sig op ad. Jeg kan ikke se, hvad det er, ministeren overvejer.

Så er det justitsministeren.

Der er i Kriminalforsorgens regi et væld af fornuftige, konstruktive tiltag i gang, som jo handler om at sørge for, at man bliver parat til tilværelsen uden for murene i form af uddannelse, i form af tilknytning til arbejdsmarkedet, i form af sundhedsmæssig og psykologisk hjælp. Der vurderer man jo hele tiden, hvad der er bedst, og i forvejen er der et væld af udslusningsmuligheder. Vi kigger hele tiden løbende på mentorordningen, som efter min mening er en stor succes for de unge under 25 år. Så må man jo løbende vurdere og også prioritere, hvad man ellers vil gøre. Men der er rigtig mange tiltag, som gør, at kriminalforsorgen i Danmark efter min mening er en af de bedste i hele verden.

Der er en kort bemærkning fra fru Karen Hækkerup.

Jo, men nu er det 10 år siden, at den socialdemokratisk ledede regering indførte mentorordningerne. 10 år er lang tid, og der er rigtig gode erfaringer, som ministeren også selv påpeger. Er det så ikke på tide at sige, at 10 år altså er nok til, at det har bevist sit værd, og at det kunne være en rigtig god idé at udvide ordningen til også at gælde andre end dem, som er under 25 år, når nu vi ved, at det virker så godt?

Så er det ministeren.

Nu er det jo ikke, fordi kriminalforsorgen ikke har lavet noget i de 10 år. Ordningen er løbende blevet udviklet i løbet af de 10 år, både med hensyn til kontakt, efteruddannelse og opgradering af de mentorer, der er. Så der er selvfølgelig sket en løbende udvikling, og hvis der er brug for yderligere udvikling, må man selvfølgelig hele tiden se på det i forhold til de prioriteter, der er, og i forhold til de mange andre muligheder, der er.

Der er yderligere en kort bemærkning fra fru Karen Hækkerup.

Jamen hvis man skal se på det, betyder det så, at ministeren vil sætte et analysearbejde i gang, hvor man skal finde ud af og kortlægge, om det kunne være formålstjenligt at udvide mentorordningen til også at omfatte andre end unge under 25 år?

Så er det ministeren.

Det overlader jeg trygt til kriminalforsorgen hele tiden at vurdere. Man har haft en forsøgsordning tidligere, som har løbet i 2 år, og som man har nogle vurderinger af. Det er klart, at det ikke er helt det samme for dem over 25 år som for dem under 25 år, som har et større behov for det. Men der bliver vurderet løbende på det, og man forsøger selvfølgelig hele tiden at prioritere i kriminalforsorgen, hvad man skal gøre for at udsluse bedst muligt.

Der er en kort bemærkning fra fru Line Barfod.

Det er svært at forstå ministeren anderledes, end at ministeren faktisk synes, at det godt kunne være en god idé at udvide mentorordningen, fordi der er rigtig gode erfaringer med det. Hvorfor så ikke sige: Lad os sætte os ned under udvalgsarbejdet og kigge på, hvordan vi gør det konkret? Hvad er det, der skal til, for at vi kan få udviklet en ordning, som vi kan se der er gode resultater med? Vi ved jo, at der desværre også er en del kriminelle, der er over 25 år, og det ville være rigtig godt også at have mentorer til dem. Så vil ministeren ikke sætte sig ned sammen med os andre under udvalgsarbejdet og se på: Hvordan kan vi få udvidet den her ordning, og hvad er det, der skal til?

Så er det ministeren.

Der er ikke noget til hinder for det lovmæssigt, så det er sådan set på den måde ikke et politisk spørgsmål. Det er hele tiden en vurdering fra kriminalforsorgens side, hvad der er bedst, og hvordan man prioriterer de ressourcer, man har til rådighed. Der har man – som vi har været inde på før, også i forbindelse med det forrige beslutningsforslag – en bred palet af forskellige udslusningsforslag, altså forskellige forslag, som handler om at styrke den enkelte indsattes uddannelseskompetencer, erhvervskompetencer og sociale kompetencer, og der må man jo hele tiden vurdere det i forhold til de andre projekter, der er i gang.

Der er yderligere en kort bemærkning fra fru Line Barfod.

Nu handler politik jo ikke kun om at ændre lovgivning; det handler også om at sætte initiativer i gang, og det handler om at sikre finansieringen til dem.

Så handler det i bund og grund om, at ministeren ikke vil se på de ganske få penge, som det vil koste at få udvidet den her ordning i forhold til, hvad man kan gøre for at få folk til at komme ud af kriminalitet og blive ude af kriminalitet? Vil ministeren ikke sætte sig ned sammen med os andre og se på: Vil det her være et fornuftigt initiativ, og hvad vil det egentlig koste at få udvidet ordningen i forhold til i dag? Altså, så bliver det et spørgsmål om kroner og øre, hvis ministeren ellers synes, det er et fornuftigt initiativ.

Så er det ministeren.

Nej, det handler altså ikke om penge for min del. Jeg kan betro spørgeren, at det trods alt ikke koster så mange penge; det er jo ikke fuldtidsansatte mentorer, man ansætter på den måde.

Det handler om den måde, hvorpå man tilrettelægger et ordentligt udslusningsforløb, altså: Hvordan gør man det bedst muligt? Det er det jo altså, mener jeg for mit vedkommende, op til Direktoratet for Kriminalforsorgen at vurdere ud fra de prioriteter, ud fra de projekter, man har. Og hvis man som politisk parti synes, det er en hamrende god idé, kan man jo foreslå det, og så kan man eventuelt tage det med i f.eks. satspuljeforhandlingerne – ja, det kan Enhedslisten jo ikke gøre, men det kan de andre partier så gøre – eller man kan foreslå det til finansloven, hvis man vil det. Men ellers må det jo være op til Direktoratet for Kriminalforsorgen at prioritere den arbejdsindsats, de har. Jeg er positiv over for mentorordningen, fordi den har vist sig at være en god idé for indsatte under 25 år; for dem, der er over 25 år, må man jo hele tiden vurdere, hvad man så gør. Det kan godt være, at det er en måde at gøre det på, hvis man kan prioritere sig frem til det. Og ellers må man jo foreslå det som parti, hvis man synes, det er sådan en god idé, i forbindelse med efterårets finanslovforhandlinger og satspuljeforhandlinger.

Tak til ministeren. Vi går i gang med ordførerrækken, og den første ordfører er Venstres ordfører, og det er hr. Kim Andersen.

Jeg skal på Venstres vegne tilkendegive, at vi ikke kan støtte det fremsatte beslutningsforslag, B 63, fra Socialistisk Folkeparti.

Jeg takker justitsministeren for en god og grundig gennemgang af regeringens syn på sagen. Der er mange udmærkede intentioner i det foreliggende beslutningsforslag, som vi har til behandling, men som ministeren lige har redegjort for, er der taget højde for dem i de ordninger, som kriminalforsorgen i dag har mulighed for at iværksætte og inden for KiF, Kriminalforsorgen i Frihed.

Jeg vil gerne understrege behovet for og nytten af mentorordningen, men det er et virkemiddel, der allerede er tilgængeligt. Jeg vil også gerne samtidig nævne konfliktrådsordningen i straffesager, som vi har igangsat. Der er også projekt »God løsladelse«. Vi mener sådan set, at med de virkemidler og de håndtag, som kriminalforsorgen her har mulighed for at bringe i anvendelse, er de udmærkede intentioner, der i øvrigt måtte være i det foreliggende beslutningsforslag, dækket ind.

Vi kan på den baggrund ikke støtte beslutningsforslaget.

Der er en kort bemærkning fra fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Man kunne for et par dage siden læse på Ritzau, at fangerne ikke vil ud af Jyderups behandlingsafdeling. De frygter nemlig for tilbagefald, når de bliver løsladt. Der er citeret fra en, der bliver kaldt 37-årige »Niels«:

»Jeg er faktisk enormt glad for, at jeg har ni måneder tilbage af min afsoning, for når jeg kommer ud, kan jeg ikke få andet end dagbehandling, hvor jeg skal møde op hver dag et par timer. Resten af dagen skal jeg klare mig selv, og det gør mig rigtig bange for tilbagefald, siger han.«

Jeg tror, at vi kunne hjælpe mennesker som Niels, hvis vi også gav dem mulighed for at få en mentor. Kan Venstre ikke se ideen i at udbrede mentorordningerne til dem, der er ældre end 25 år, altså at give flere mulighed for det her?

Så er det ordføreren.

Som jeg lige har redegjort for, så synes vi, at der i dag er virkemidler i kriminalforsorgens regi, som vi finder er tilfredsstillende og dækkende. Vi kan derfor ikke støtte SF's forslag og heller ikke beslutningsforslaget som sådan.

Det er ikke nogen søndagsskoleudflugt eller noget hotelophold at blive sat i fængsel. Det er det ikke, og det skal det heller ikke være. Det skal have en præventiv effekt – rent ud sagt en afskrækkende effekt. Derfor er der en række håndtag og virkemidler, som vi er glade for at kunne stille til rådighed, men de skal bruges individuelt og efter overvejelse og analyse fra kriminalforsorgens side. Vi mener, at der er de virkemidler, der skal være.

Der er yderligere en kort bemærkning fra fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Jeg synes bare ikke, at Venstres ordfører forholder sig til det, som jeg spørger om. Venstres ordfører forholder sig ikke til, at der faktisk er mennesker, der har brug for mere end det, der er i dag. Unge under 25 år kan få en mentor. De indsatte, der er ældre, kan ikke få det. Og når man læser Niels' historie, er det jo tydeligt og åbenlyst, at der er brug for noget mere for at skabe tryghed i hverdagen. Niels er bange for at blive overladt til sig selv. Og vi ved, at mentorordninger virker. Så hvad er det, der holder Venstre tilbage? Jeg har ikke hørt et eneste godt argument imod forslaget.

Så er det ordføreren.

Jeg henviser til de argumenter og begrundelser, som jeg gav i min indledning. Jeg henviser i øvrigt også til justitsministerens grundige besvarelse af og redegørelse for forslaget. Deraf fremgår jo, at der er en lang række håndtag for kriminalforsorgen, som de kan agere ud fra. Vi føler, at vi hermed er tilstrækkeligt dækket ind.

Tak til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken, og så er det den socialdemokratiske ordfører, og det er fru Karen Hækkerup.

Hos Socialdemokraterne har vi den opfattelse, at det kunne gøres så meget bedre. Når jeg siger det, er det ikke nogen kritik af de ansatte ved kriminalforsorgen. Tværtimod yder de en rigtig, rigtig flot indsats. Det, der skal rettes en kritik imod, er de muligheder, de har, der er begrænsede, for hvis de havde bare lidt flere muligheder, kunne de nå så meget, meget mere. Så når jeg og Socialdemokraterne kritiserer, hvad der foregår ved kriminalforsorgen, er det meget vigtigt at forstå, at det ikke er de ansatte eller den indsats, der bliver leveret, vi er kede af eller vrede over, nej, det er alt det, vi synes man yderligere kunne gøre, og som vi ved også mange ansatte ved kriminalforsorgen gerne ville, hvis de bare havde mulighed for det.

SF har fremsat et forslag, som vi behandler her, og som handler om en reform af Kriminalforsorgen i Frihed. Forslaget ligger i utrolig god tråd med noget af det, som Socialdemokraterne selv har lagt frem, nemlig vores udspil, der hedder »Straf, der virker«, som bl.a. tager sigte på at sørge for, at kriminelle får en bedre tilbagevenden til samfundet og kan vende tilbage som samfundsborgere uden at falde tilbage i ny kriminalitet.

Jeg er enig i og bakker op om de ting, der står i forslaget, dog har jeg en enkelt ting, som jeg vil sige jeg er lidt uenig i eller lidt i tvivl om hvad jeg skal mene om, og som handler om stormøderne. Stormøder som begreb synes jeg er fornuftigt, det kan jeg sagtens se, men om lige det eksempel, der bliver nævnt i papiret, som handler om en pædofil, der skal vende tilbage til et lokalområde, vil jeg sige, at det kan man ikke bede en, der har været offer, eller en, der har været i offerets omgangskreds, om at deltage i. Så hvis man kunne se bort fra den del af det, er alle de andre dele i det indspark, der ligger her, ting, jeg er meget, meget enig i, i forhold til hvordan en sådan reform skulle være.

Vi ved, at når folk i dag bliver løsladt, er det ganske ofte meget kaotisk. Det er ikke alle, der får lov til at komme på en pension, selv om de har brug for det, det er ikke alle, der kan få en mentor, selv om de selv beder om at få en. Mange, der har siddet inde, har dårlig kontakt til deres familie, og de venner, de har udenfor, er måske ikke nogle, de har lyst til at vende tilbage til, for så ved de, at risikoen for, at de falder tilbage i ny kriminalitet, stofmisbrug eller andet, er stor. Derfor er der rigtig mange, der har behov for noget støtte, når de skal vende tilbage efter en fængselsdom, og det er der altså også behov for at vi nytænker og gør bedre.

Jeg er enig med fru Karina Lorentzen Dehnhardt, da hun konstaterede, at det på justitsministeren lød, som om han i den her sag i virkeligheden også var enig med SF i, at det ville være en god idé at have mentorordninger også for dem, der er over 25 år. Men vi har jo desværre set et mønster med den her regering, som er, at når Socialdemokraterne eller SF lægger gode forslag frem i Folketingssalen, så afviser man det. Men lur mig, om ikke der går et par uger, og så bliver der nedsat en arbejdsgruppe, og så vender regeringen på en tallerken, og så vil de sælge forslaget, som om det var deres eget. Sådan har vi set det inden for sikkerhedsbranchen, vi har set det med vores offerpakker, vi har set det med en hel masse af de forslag, vi har lagt frem i salen. Så det håber jeg også vi kommer til at se med det her forslag, for der er behov for at kigge på, hvordan man kan reformere Kriminalforsorgen i Frihed, og uanset hvem der skal tage æren for det, når det engang kommer så vidt, er det jo kun godt, hvis regeringen ændrer sin position, selv om den har en holdning om, at den vil stemme alting ned, hvis den ikke selv har fremsat det.

Tak til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken, og det er Dansk Folkepartis ordfører, fru Marlene Harpsøe.

Beslutningsforslaget fra Socialistisk Folkeparti vedrørende kriminalforsorgen indeholder intentioner, der skal mindske recidivet og forbedre udslusningen af de indsatte til samfundet. Indholdet i forslaget synes at være at reformere tilsynsordningen og i højere grad gøre brug af mentorer.

Vi skal naturligvis altid være åbne over for nye tiltag, der kan forbedre kriminalforsorgen, og i Dansk Folkeparti er vi da også åbne over for brug af mentorer, og derfor er vi også glade for, at der siden år 2000 har været en mentorordning inden for kriminalforsorgen. Men sagen er, at kriminalforsorgen allerede i dag gør et godt arbejde, og det skal de have ros for. Når vi ser på den såkaldte recidivprocent, dvs. det tal, der viser, hvor mange procent af de tidligere dømte der falder tilbage i kriminalitet efter en afsonet dom, kan vi se, at dette tal er faldende, og det har det sådan set været i flere år. Det er en positiv udvikling, ikke kun for den tidligere kriminelle, som har skabt sig et ordentligt liv, men specielt for de mennesker, som bliver forskånet for at blive overfaldet eller lignende. Den fremgang med et fald i tilbagefaldsprocenten er en fremgang, der skal fortsætte.

Regeringen, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance har en flerårsaftale for kriminalforsorgen fra 2008 til 2011, og her er der aftalt et løft i bevillingerne og sat fokus på en lang række forhold, bl.a. på uddannelse og udslusning af indsatte. Her er der fokus på, at de indsatte kan tilbydes relevant uddannelse under afsoningen, og at der allerede tidligt i forløbet kan etableres et smidigt og velfungerende samarbejde med de indsattes hjemkommune, så et sammenhængende uddannelses- og udslusningsforløb kan planlægges uden risiko for, at det efterfølgende må afbrydes som følge af praktiske forhindringer og økonomiske eller administrative barrierer.

Dansk Folkeparti vil i forlængelse af aftalen for kriminalforsorgen, der som sagt gælder fra 2008 til 2011, følge op på den aftale og i forbindelse med en ny aftale fortsat have fokus på alle aspekter inden for kriminalforsorgens område, herunder på en god udslusning af indsatte. På den baggrund kan vi i Dansk Folkeparti ikke støtte Socialistisk Folkepartis forslag.

Tak til ordføreren. Og så er det den konservative ordfører, hr. Tom Behnke.

Indledningsvis skal jeg komme med en lille servicemeddelelse, for der er sket en lille fejl. Socialdemokratiets ordfører skulle have hilst fra Det Radikale Venstre og sagt, at de er positive over for forslaget, men er kritiske vedrørende stormøder ligesom Socialdemokratiet. Så hvis der på et eller andet tidspunkt skulle være nogen, der sidder og læser de her forhandlinger og undrer sig over det, har vi hermed fået De Radikale med. Og så kan det være, at jeg oven i købet får dobbelt taletid, når jeg taler på to partiers vegne. Jeg kan se på formanden, at det får jeg ikke.

For Konservatives vedkommende er det sådan, at vi afviser beslutningsforslaget her. Jeg vil ligesom justitsministeren fremhæve den allerede eksisterende mulighed, der er, for efter en konkret vurdering at øge tilsynsfrekvensen og antallet af hjemmebesøg samt den eksisterende mentorordning. Der er jo etableret en forsøgsordning med tilbud om en mentor til egnede personer over 25 år. Så der bliver åbnet for den side af det.

Med hensyn til ideen om stormøder vil jeg gerne henvise til en kommende landsdækkende ordning med ungesamråd, som jo ligger i regeringens ungdomspakke, og som også bliver et led i en nylig ikrafttrådt konfliktrådsordning, som også kommer til at køre i straffesager, og det igangværende projekt, der hedder »God løsladelse«, og som bl.a. har til formål at fremme samarbejdet mellem Kriminalforsorgen i Frihed og kommunerne.

Derudover synes jeg også, at jeg vil tilføje, at Kriminalforsorgen i Frihed laver et rigtig godt stykke arbejde, og jeg tror ikke, vi kan undvære det, i hvert fald ikke endnu. Men der er noget, jeg undrer mig over: Hvis man har siddet i fængsel efter at have fået en straf på 3, 4, 5 år, er det lidt underligt, at man, den dag man bliver løsladt og går ud ad porten og står på gaden uden arbejde og uden bolig, ikke har gjort sig nogen som helst tanker om, hvad der skal ske. Det kan jeg ikke forstå. Altså, der må da ligge et ansvar hos den indsatte i forhold til at forberede sig på, at der på et eller andet tidspunkt i ens liv vil opstå den situation, at man skal have et sted at bo, og at man skal have et arbejde. Nogle kan selvfølgelig have behov for hjælp og støtte til det, helt fair, men man bør da bruge tiden under afsoningen til at sikre sig, at man får de kompetencer, der skal til, for at finde en bolig og fastholde en bolig, de kompetencer, der skal til, for at finde et arbejde og fastholde et arbejde, altså, f.eks. at stå op om morgenen, når vækkeuret ringer.

Det er jo nogle ordninger, vi bruger i forbindelse med afvænning af narkomaner. Her er det jo et standardkrav, at inden man slipper dem i behandlingsforløbet, skal de have egen bolig, de skal have en beskæftigelse, og de skal være i stand til at kunne stå på egne ben. Det er en forudsætning. Og det synes jeg da også det bør være, når man har siddet i fængsel i en rum tid; altså, nogle sidder selvfølgelig så kort tid, at det ikke kan lade sig gøre, og det er så heller ikke alle dem, der mister deres bolig, mens de sidder inde. Men når man har siddet i fængsel i årevis, må man da have brugt den tid på et eller andet konstruktivt fremadrettet i forhold til sit eget liv, og det kan jeg ikke forstå at man ikke gør meget mere ud af. Det burde man gøre. Det burde den indsatte selv have en meget stor interesse i.

Hvis det så endelig er, at vi har at gøre med en indsat, som ikke har villet det eller kunnet det, eller som det ikke er lykkedes for, ja, så er det jo også sådan, at det er kommunens ansvar. Det er jo kommunens ansvar at hjælpe borgere i kommunen til at finde et sted at bo, og også i forhold til beskæftigelse er det et kommunalt ansvar at sørge for, at de ting kommer på plads. Så det er ikke, fordi vi kan undvære Kriminalforsorgen i Frihed, for med hensyn til de tanker, jeg står og gør mig her, uanset hvor positive de kan lyde, tror jeg, at det i praksis bliver meget svært at nå så langt. Så derfor har vi stadig væk brug for Kriminalforsorgen i Frihed og det udmærkede arbejde, som de laver, men jeg vil bare her nævne mine visioner for et fremtidigt system, og dem vil jeg også nævne fremover.

Men forslaget som sådan afviser vi.

Tak til ordføreren. Den sidste ordfører i den almindelige ordførerrække er Enhedslistens ordfører, fru Line Barfod.

Kriminalforsorgen i Frihed laver et meget stort og meget vigtigt arbejde for alt for få ressourcer. Der er ingen tvivl om, at hvis man havde flere ressourcer, kunne man gøre en endnu bedre indsats, end man gør i dag.

Jeg synes, det er nogle vældig fornuftige forslag, som SF fremsætter her, om at udvide mentorordningen. Jeg synes, det er lidt underligt, at justitsministeren siger, at det intet har at gøre med kroner og øre, samtidig med at han henviser til, at det må være en del af finanslovforhandlingerne.

Nu ved jeg godt, at man kan tage alting op under finanslovforhandlingerne, men det er altså et ret lille beløb, vi snakker om her. Jeg mener, at det burde være muligt for justitsministeren at finde det, hvis vi satte os ned sammen og var enige om, at det her tror vi faktisk på kan virke. Så lad os sætte os ned og finde ud af, hvordan vi finder det lille beløb, så det kan blive tilført Kriminalforsorgen i Frihed, og vi kan få udvidet ordningen.

Så er der spørgsmålet om, at de, der kommer ud og fører tilsyn, i større omfang skal komme ud og snakke med dem, de fører tilsyn med, i stedet for at man skal komme ind til mødet på et kontor. Det tror jeg er et rigtig, rigtig godt forslag. På flere andre områder har vi erfaring med, at det har stor betydning, hvor man mødes henne, og at det kan betyde meget, hvordan mødet bliver holdt, for det kan også betyde, at man faktisk kan komme meget længere med at få snakket om nogle gode løsninger og om, hvilke muligheder der er fremover. Der er nogle jobkonsulenter, der bruger det, og de har langt bedre resultater i forhold til at få en snak med folk om, hvad de egentlig har af jobmuligheder, end når det foregår inde ved et skrivebord på et kontor. Man skulle ikke tro, at det kunne gøre så stor forskel, hvor et møde bliver holdt, men det gør det altså. Samtidig vil det selvfølgelig også have betydning, at de, der fører tilsyn, kommer ud og ser i virkeligheden, hvad det egentlig er for en bolig, som de, de føres tilsyn med, har.

Så er der stormøderne, som jo vil være et godt led i det, som bliver kaldt for genopbyggende ret – eller opbyggelig ret på dansk. Det er altså det, at man ikke kun ser på, at nu sætter vi folk i fængsel, og så lader vi dem komme ud igen, og alle de, som er blevet berørt af forbrydelsen, lader vi egentlig lidt i stikken. Det eneste, de kommer til at mærke, er, at den, der har begået forbrydelsen, får en straf.

Der er rigtig meget, der viser, at hvis man faktisk inddrager dem, der er blevet påvirket af forbrydelsen, hvis man inddrager dem, der fremover skal omgås den, der har begået forbrydelsen, så virker det langt bedre i forhold til at forebygge, at der sker nye forbrydelser. Og det virker i forhold til mange af de skader, som forbrydelsen kan have påført også rent psykologisk. Det virker i forhold til meget af den angst, som man ellers kunne have.

I modsætning til den socialdemokratiske ordfører mener jeg faktisk, at der netop, når vi snakker nogle, der er dømt for pædofili, er et stort behov for, at man får snakket igennem i lokalområdet, hvad der skal ske, for ellers er der meget naturligt en stor angst og vrede, som man ikke rigtig ved hvad man skal stille op med. Hvis man på forhånd får snakket nogle spilleregler for, hvordan det her skal foregå, igennem, er der en mulighed for at tage hånd om den angst og vrede på forhånd, inden nogen har gået og fået ondt i maven i lang tid, fordi de måske bare har hørt, at nu bliver den pågældende løsladt. De ved ikke, om han flytter ind i sin egen lejlighed igen, og hvad der skal ske fremover. Hvordan skal det her fungere? Vil han kunne komme ned på legepladsen igen, eller hvad er det, der skal foregå?

Derfor er det rigtig vigtigt, mener jeg, at man inddrager lokalområdet i forhold til, hvad der skal ske, og jeg synes, at det er et rigtig godt forslag, der ligger her. Jeg håber også, at det er noget af det, justitsministeren, hvis han en dag vil sætte sig ned og snakke med os andre om det, vil være åben over for, altså at det faktisk er noget, vi burde begynde at anvende i Danmark, og at det kunne have betydning for de mange, der bliver påvirket af en forbrydelse.

Vi ved, at det i forhold til dem, der er ramt af voldtægt, har stor betydning, at man får aftalt nogle spilleregler, for for rigtig mange af dem, der bliver udsat for voldtægt, er voldtægtsforbryderen en, som de kender, og de har behov for nogle spilleregler om, hvordan de kan undgå at møde vedkommende i fremtiden.

På samme måde er det, hvis det er en, der skal have et arbejde. Så kan det også være vigtigt at få nogle aftaler om, hvordan det skal foregå.

Så vi synes, at det er et rigtig godt forslag, som vi gerne vil støtte, og vi håber, at det kan lykkes at få justitsministeren overbevist om, at det her er nogle tiltag, som vi bør sætte i gang, og de koster så få penge, at vi altså burde kunne sætte os sammen og finde dem. Det kan bl.a., som SF foreslår, ske ved, at vi så måske ser på lidt tidligere løsladelser i nogle tilfælde og dermed sparer pengene til fængselsophold i den periode.

Tak til ordføreren. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, og det er fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Jeg vil også sige tak for debatten om det her forslag, og jeg kan jo se – eller høre, i hvert fald – at vi, de forskellige partier, ikke ligger så langt fra hinanden i tilgangen til mentorordninger. Jeg tror, at vi alle sammen er enige om, at det er et rigtig, rigtig godt tiltag.

Forslaget her er heller ikke ment – jeg håber i hvert fald ikke, at der er nogle, der sidder tilbage med den følelse – som en kritik af Kriminalforsorgen i Frihed. For ligesom fru Karen Hækkerup nævnte, tror jeg også, at der er rigtig, rigtig mange ildsjæle ansat, folk, som gør et glimrende stykke arbejde hver dag, men også folk, som faktisk gerne vil have lov til at gøre noget ekstra og have nogle flere beføjelser og nogle flere muligheder i forhold til at udføre deres arbejde. Jeg tror, at mentorordningerne netop kunne være en af de muligheder.

Vi er meget optaget af, at flere løsladte skal have en ærlig chance i samfundet bagefter. Det er rigtig, rigtig svært som løsladt i dag – og specielt, hvis man afsoner fuld tid – at komme fornuftigt tilbage til samfundet. Der er simpelt hen for mange faldgruber, hvor det kan gå galt, både i forhold til at få skaffet sig bolig, få styr på økonomien og få gang i uddannelse eller arbejde. Det kan også være svært, når man har en plettet straffeattest. Så det ville være rigtig, rigtig godt, hvis man havde en kontakt ved hånden, som kunne hjælpe én igennem de forskellige myndigheder, men som også kunne hjælpe i forhold til at få skabt et nyt netværk. Mange af de her mennesker har ikke et netværk, som ikke er kriminelt, og de ender altså tilbage på sofaen hos kammesjukkerne, og så starter det hele forfra. Jeg tror, det er en vigtig opgave for mentorer også at tage indsatte med til sportsaktiviteter eller andre tilbud, hvor man kan møde andre mennesker.

Vi har allerede rigtig, rigtig gode erfaringer med mentorordninger for de unge. Det er veldokumenteret, at det faktisk har en betydning for at stoppe kriminaliteten, det har en betydning for at stoppe misbrug, og det har en betydning for skolegang. Så der er ikke noget, der siger os, at det her ikke også kunne have en positiv effekt på de lidt ældre kriminelle, altså dem over 25 år, som vi ikke tilbyder en mentorordning i dag. Det er også baggrunden for vores forslag, og når nu det virker, synes vi også, vi skal gøre det.

Vi har simpelt hen overvejet, hvordan vi skal sikre, at flere får en chance, og vi synes ikke, at det, der ligger i Kriminalforsorgen i Frihed i dag, er fuldstændig fyldestgørende og egnet til at sikre, at flere får en ærlig chance. Jeg er meget enig i, at vi måske ikke kan undgå at have en form for tilsyn og kontrol, men jeg er også overbevist om, at vi skal gøre noget mere.

Vi har foreslået, at man bruger kræfterne bedre i Kriminalforsorgen i Frihed. Det er ikke en kritik af det, de gør i dag, men en erkendelse af, at vi måske kunne gøre noget bedre. Hvis vi bliver ved med at gøre det, vi altid har gjort, så vil vi også få de resultater, vi altid har fået. Vi synes, at der er behov for nytænkning, og vi har oven i købet også tænkt på et finansieringsforslag. Vi foreslår faktisk, at man kan blive løsladt måske en måned før for at finansiere det her, forudsat at man har haft nogle møder med sin mentor forinden. Derfor bliver det her forslag jo netop genstand for lovgivning, selv om ministeren siger, at man bare kan lave det her i forvejen i dag. Som fru Line Barfod nævner, er det nemlig ikke en særlig stor sum, der skal til, for at skaffe de her mentorer. Jeg tror, at det med den nuværende mentorordning koster 23.000 kr. pr. person, som har haft gavn af det her, og det er i virkeligheden noget, vi meget nemt kan finde midler til; så det er slet ikke nødvendigt at tage det med i satspuljeaftalerne.

Jeg synes ikke, jeg har hørt nogen gode argumenter fra ministeren i forhold til ikke straks at få lavet mentorordninger for de lidt ældre kriminelle. Ministeren siger, at der ikke lovgivningsmæssigt er noget, der forhindrer det, men der er i hvert fald et økonomisk aspekt, som ministeren bliver nødt til at forholde sig til. Og hvis det skal på finansloven, er det jo lovgivning anyway.

Jeg noterer mig også, at fru Line Barfod er den eneste, der har forstået ideen bag stormøder, for det er nemlig rigtigt, at det intet har at gøre med ungesamråd; det er et tiltag, som tager udgangspunkt i genoprettende ret – eller restority justice – hvor man netop får bragt lokalsamfundet sammen om at se på, hvordan det bedst kan støtte den løsladte i at træde tilbage i samfundet igen.

Jeg har et eksempel fra mit eget lokalområde, hvor en person blev løsladt. Han var godt nok ikke pædofil, men det troede man, fordi der var nogle misforståelser om, hvad det egentlig var, sagen, som han blev dømt for, gik ud på. Folk var vældigt opskræmte. Der var sange og bannere udenfor, og man ville have, at den her person skulle flytte ud af lokalområdet osv.

Her ville det have været fornuftigt, at folk i det område kunne have sat sig sammen med den løsladte og få afklaret de her misforståelser og få lavet nogle aftaler om, hvordan de skulle håndtere det her. Det kunne godt være, at man kunne lave en aftale om – hvis det kunne gøre forældrene tryggere – at vedkommende ikke skulle komme på legepladsen, men i det hele taget ville det have været rigtig, rigtig angstdæmpende, hvis man havde haft en mulighed for og et forum til at diskutere. Ud over at det kunne være godt for ofret og ofrets familie – det her skal jo være frivilligt, der er ikke nogen, der skal tvinge nogen, som ikke har lyst til det, ind i sådan et stormøde – kunne det også i forbindelse med en løsladelse betyde, at man kunne få alle ressourcerne omkring den løsladte aktiveret.

Altså, er der en skolelærer, der kunne holde øje med vedkommende og sikre, at det nu går godt, og som hurtigt kan reagere, hvis der sker en skæv udvikling. Det kunne også være en træner, som kunne fornemme, at nu er der vist ved at være noget galt igen og nu skal vi have en eller anden indsats på banen – så der faktisk på en eller en måde bliver brugt de ressourcer, der er til stede i lokalsamfundet. Det tror jeg meget på, for det er faktisk der, at den løsladte skal bringes til at fungere igen.

Jeg vil sige tak til oppositionen for støtten, og jeg håber af et inderligt hjerte, at det her vil være noget, som ministeren vil overveje endnu en gang. Om ikke andet, så tror jeg i hvert fald, at der vil være en god chance for, at man vil kunne gennemføre det her ved et regeringsskifte en gang i fremtiden. Jeg mener faktisk, at det er et enormt vigtigt tiltag, hvis vi ærligt og redeligt vil have nedbragt gentagelseskriminaliteten.

Tak til ordføreren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Retsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.