Jeg vil i hvert fald gerne sige tak til dem, der har været positive over for forslaget.
Så vil jeg lige for en ordens skyld sige til ministeren, som sagde, at det her forslag var en genfremsættelse af et tidligere forslag, at det er det ikke.
For der skete jo en dramatisk ændring sidste år ved juletid, da man gennemførte L 57.
Inden man gennemførte L 57, var det faktisk sådan, at enlige mødre i den her forstand godt kunne få et tilskud, mens enlige adoptanter var i en anden situation.
Derfor ligestillede man dem.
Man kunne have ligestillet dem på forskellige ledder og kanter, man kunne have givet enlige adoptanter samme mulighed, som der var tidligere.
Jeg er i øvrigt enig i, at enlige her skal forstås på en særlig måde, nemlig sådan, at der ikke er en far inde i billedet på en eller anden måde.
Det kunne godt være formuleret lidt mere præcist, men jeg tror bare, at det fremgår ganske klart af bemærkningerne, hvad det er, der menes.
Jeg er helt opmærksom på, at ikke alle enlige, som lever alene med børn, kan få et særligt børnetilskud.
Men det, jeg synes man kan diskutere, er, af hvilken grund der gives det tilskud.
Man refererer sådan til forskellige love, men det giver jeg ikke så frygtelig meget for, for nu er vi jo også her i Folketinget for at lave love om, så man kunne jo bare sige, at man havde en anden holdning.
Jeg synes, at det er lidt ejendommeligt, at fordi man har et selvvalgt ønske om at få et barn, skal man straffes økonomisk set i forhold til, hvis man klumrer rundt i det.
Der er altså ingen logik i det for mig.
Jeg er godt klar over, at der står, at der skal være tale om en særlig social begivenhed – at klumre har måske oven i købet været morsommere, det kan man da håbe – men jeg synes altså ikke, at tingene holder.
Og jeg synes slet ikke, at det holder efter at have set den reklame, Dansk Turistråd, tror jeg det var, lavede, hvor en eller anden kvinde efterlyste faren til sit barn – der i øvrigt godt kunne have været et resultat af klimatopmødet – og ikke fandt ham.
Det var så noget, man reklamerede med skulle være særlig kendetegnende for Danmark.
Det er klart, at hun også kan få et særligt børnetilskud, men den, der vælger bevidst at få et barn alene, kan ikke.
Jeg kan egentlig ikke se, hvorfor det barn af den, der vælger det bevidst, skal stilles dårligere økonomisk set end barnet af den, der tilfældigvis ikke vil opgive farens navn, for det handler det jo også om.
Det kan handle om begge dele, måske ved man ikke, hvem der er faren – det kan man jo påstå at man ikke ved – eller også vil man i hvert fald ikke opgive farens navn.
Jeg synes, at noget af det, der har været fremme her i debatten, er, at barnet jo ikke har haft et frit valg.
Og det, vi vel gør alt det her for, er faktisk at stille barnet i en god situation.
Så synes jeg personligt også, at det er meget svært at sige, hvad der er rigtigt og forkert, sådan som familieforholdene har udviklet sig.
Jeg er fuldstændig klar over, at der er mennesker herinde, der mener, at den borgerlige kernefamilie er det eneste ønskværdige.
Men hvis man kigger lidt på, hvordan den borgerlige kernefamilie ser ud i dag, ser man jo, den ikke helt er, som den har været i gamle dage.
Og det her børnetilskudssystem er lavet i en tid, hvor tingene i hvert fald så noget anderledes ud.
Jeg kan ikke få ind i mit hoved, at den, der er bevidst om gerne at ville have et barn, skal stilles ringere økonomisk set end den, der klumrer rundt i det – det kan jeg faktisk ikke.
Jeg er godt klar over argumentet om, at det at klumre er en ulykkelig begivenhed, og at det kan komme bag på en og alt det her.
Men så kunne man jo i alle tilfælde anlægge en social betragtning i stedet for kun at anlægge den i forbindelse med det bevidste valg.
For det signal, vi sender om det bevidste valg, altså det, at man vælger at være ene med et barn, fordi man nu engang ikke kan finde en mand, som man ønsker at leve sammen med, eller som man gerne vil have et barn sammen med, er, at det så er ringere, end hvis man går ind og etablerer en eller anden familie.
Det er det, jeg ikke bryder mig om.
Jeg synes, at det signal, vi kommer til at sende, er, at det er en dårlig idé, og at vi gerne vil straffe det.
Det er det, det her forslag handler om:
Vi synes, at det er vigtigt, at man ligestiller, vi synes, at det er vigtigt, at kvinderne har et valg, og vi synes, at det er vigtigt, at kvinderne og dermed børnene dermed ikke stemples af samfundet.
Det er baggrunden for forslaget.
Det er jo ikke, fordi regeringens og Dansk Folkepartis holdning undrer mig.
Jeg synes, at det er vigtigt, at vi får den her markering.
Der er altså nogle, der vil noget andet, som ikke vil stemple de kvinder, som ikke har haft mulighed for at få en officiel far til deres barn af den ene eller den anden grund.
Jeg synes derfor, at det er forkert, at nogle enlige ikke kan få, men at man kan, hvis faderskabet til barnet ikke har kunnet fastslås, eller hvis kun den ene af forældrene lever – det sidste er jo klart en social begivenhed, man kan jo diskutere, hvad det første er.
Jeg synes, at der burde være ligestilling på det her felt, ikke ligestilling, sådan at man ødelægger det for den, der i dag kan få et særligt børnetilskud, men ved at man giver de bevidste kvinder en mulighed for at få børn, også selv om de ikke kan finde en far til barnet.