Det næste punkt på dagsordenen er:

3) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 69:

Forslag til folketingsbeslutning om hurtigst muligt at trække Danmarks og NATO's tropper ud af Afghanistan.

Af Frank Aaen (EL) m.fl.

(Fremsættelse 01.12.2009).

Hermed er forhandlingen åbnet, og den første, der får ordet, er udenrigsministeren.

Det er meget symbolsk, at vi netop i dag, den 9. april, har denne debat. På denne dag for 70 år siden gjorde vi to dyrekøbte erfaringer, for det første, at ekstremister, der med våben i hånd, vil tvinge os til at opgive vores frihed, må bekæmpes med våben i hånd, og for det andet, at alle åbne og demokratiske samfund må stå sammen i denne kamp. Det er præcis derfor, at danske soldater i dag deltager i ISAF-styrken i Afghanistan sammen med vores allierede i NATO.

Enhedslisten har igen i år fremsat et forslag til folketingsbeslutning om en ensidig tilbagetrækning af de danske styrker fra Afghanistan og om samtidig at igangsætte en politik med satsning på udvikling og etablering af aftale om fred og forsoning samt indsættelse af en neutral FN-ledet fredsbevarende styrke. Det er velkendte forslag, som Enhedslisten før har rejst, og de bliver ikke klogere af at blive gentaget.

Forslagene hviler på helt forkerte præmisser. For det første er vi i fuld gang med den civile indsats, som foreslås. For det andet ville vi blive tvunget til at opgive denne indsats, hvis ISAF-styrken blev trukket hjem i morgen. Realiteten i Afghanistan er, at uden sikkerhed bliver der ingen udvikling, og uden udvikling ingen sikkerhed. For det tredje er der ikke noget alternativ til ISAF, før de afghanske sikkerhedsstyrker selv får tilstrækkelig kapacitet til at overtage sikkerhedsansvaret. Således er Enhedslistens forslag om at erstatte ISAF med en FN-styrke sammensat af lande fra den tredje verden helt urealistisk, ligesom at man overser, at ISAF faktisk er indsat på mandat af FN.

Vi har udarbejdet den danske Afghanistanstrategi i et tæt samarbejde med et flertal her i salen. Der har vi også aftalt at yde en meget stor civil indsats i Afghanistan, bl.a. inden for kapacitetsopbygning af afghanske institutioner og økonomisk og social udvikling. Med strategien blev det også besluttet at fordoble den danske bistand til Afghanistan. Jeg er netop kommet hjem fra Afghanistan, og der så jeg ved selvsyn den positive udvikling, som vores integrerede indsats bidrager til.

Lad mig understrege, at det går den rigtige vej. De danske tropper og bistandsfolk udfører en stor og meningsfuld indsats, men det er også en meget udfordrende opgave. Man mærker i Afghanistan den optimisme og fremdrift, der er skabt med den nye strategi.

Londonkonferencen i januar satte også nye rammer for indsatsen i Afghanistan og igangsatte en række vigtige processer. Transition til afghansk ansvar er klart kommet i højsædet. Vi lancerer vigtige processer for især planlægning af overdragelse af sikkerhedsansvar til afghanerne selv. I fællesskab med den afghanske regering skal vi fastlægge, hvordan vi skal vurdere fremskridtene, og hvornår områderne skal overdrages. Vi er alle enige om, at de danske soldater ikke skal blive én dag længere i Afghanistan, end det er nødvendigt.

Fokus i 2010 er derfor på at skabe rammerne og forudsætningerne for et øget tempo i transitionsprocessen, hvor sikkerhedsansvaret gradvis overdrages til de afghanske sikkerhedsstyrker. Danmark vil i 2010 for alvor sætte ind med kapacitetsopbygning og etablering af partnerskab med afghanske sikkerhedsstyrker.

Målet er således at skabe rammer og forudsætninger i 2010, der fra 2011 muliggør en ændret sammensætning i retning af en mere tilbagetrukket støttende rolle og reduktion af det danske styrkebidrag. En sådan gradvis omlægning og reduktion skal ske på en ansvarlig måde i fuld overensstemmelse med udviklingen på jorden og i tæt konsultation med vores NATO-allierede, herunder særlig Storbritannien og USA.

I 2010 vil den danske kampgruppe indgå i et partnerskab med en afghansk bataljon med henblik på at træne den og sætte den i stand til selv på sigt gradvis at overtage ansvaret for sikkerheden. I overensstemmelse med Afghanistanstrategien vil det gradvis betyde en ændret balance i retning af en større civil indsats og en mere tilbagetrukket militær rolle.

For så vidt angår Enhedslistens forslag om freds- og forsoningsaftaler, må jeg igen konstatere, at forslaget er overflødigt, da processen allerede er i fuld gang. Præsident Karzai fortalte mig således om sine nyeste initiativer, da jeg mødte ham for nylig, og vi var enige om, at det må og skal være en afghanskejet proces, men FN og NATO støtter selvfølgelig processen, hvor de kan.

Jeg skal på den baggrund og på regeringens vegne opfordre til, at det nuværende beslutningsforslag forkastes.

Foreløbig tak til udenrigsministeren. Der er en kort bemærkning fra hr. Frank Aaen.

Som ministeren nævnte, er der åbenbart blevet indgået en ny aftale om Danmarks strategi i Afghanistan. Det er altså en strategi for, hvordan vi fører krig, og derfor det helt enkle spørgsmål:

Vil så vital en ting som, hvordan Danmark fører krig, og hvordan den krig skal videreføres ifølge et flertal, ikke komme til åben debat i Folketingssalen, og vil der ikke være mulighed for i Folketinget at tage stilling til den strategi, eller er det bare en, som ministeren sammen med partierne bag Afghanistankrigen klapper af bag lukkede døre, og så er det bare den måde, som tingene fortsætter på uden en demokratisk debat?

Så er det udenrigsministeren.

Jeg vil sige til hr. Frank Aaen, at vores Helmand 2010-plan fuldstændig følger de samme procedurer, som der har været gældende tidligere, nemlig at der nu blandt partierne er enighed om en tekst, og før den kan blive offentliggjort, er reglerne jo sådan, at man skal orientere Udenrigspolitisk Nævn om den, og det vil ske på onsdag. Derfor er det også begrænset, hvad jeg kan sige om den ud over de helt generelle bemærkninger, jeg i dag har givet til pressen.

Jeg vil gerne sige, at jeg synes, at det har været en rigtig god proces for de partier, der står bag vores Afghanistanstrategi, stor ros til partierne for at være meget konstruktive og villige til at finde nogle fornuftige kompromiser undervejs. Det, jeg jo synes er vigtigt også i forhold til den offentlige debat, er at sige, at der sker noget afgørende nyt i 2010, og det er, at vi nu får en afghansk kandak, altså en afghansk bataljon, ned til det område, hvor de danske soldater er, og dermed får mulighed for at virkeliggøre det, vi i forligskredsen har ønsket fra starten, nemlig gradvis at kunne overdrage ansvaret til afghanerne.

Så er der yderligere en kort bemærkning fra hr. Frank Aaen.

Jeg spurgte lidt til demokratiet i så væsentlig en sag som, hvordan Danmark fører krig. Altså, så vidt jeg kan forstå, er retningslinjerne for, hvordan krigen skal føres, aftalt bag lukkede døre af en kreds af partier. Den blev så forelagt for Folketinget i et lukket møde, der oven i købet altid er omgivet af fortrolighed, og så er det vedtaget, dvs. uden nogen inddragelse af offentligheden, uden nogen inddragelse af Folketinget i form af en åben debat, uden at der bliver fremsat et beslutningsforslag, som der kan tages stilling til, eventuelt stilles ændringsforslag til. Det bliver bare kørt igennem af en kreds af partier uden om Folketinget. Er det en rimelig måde at regulere den måde, Danmark fører krig på?

Så er det udenrigsministeren.

Jeg vil sige til hr. Frank Aaen, at der jo er helt klare regler for, hvordan man håndterer den slags ting politisk, og man kan sige, at grundlaget for vores Afghanistanindsats jo er et beslutningsforslag, der er vedtaget her i Folketingssalen, som giver mulighed for, at vi kan sende danske soldater til Afghanistan. Vi har så netop for at holde en fremdrift i processen valgt at sige, at vi årligt laver en strategi for, hvordan vi så skal prioritere tingene, f.eks. i forhold til vores indsats i Helmand. Det har vi selvfølgelig gjort i forligskredsen også denne gang. Ganske ligesom vi gør det på alle andre politiske områder, hvor der er politiske forlig, mødes forligskredsen og drøfter justeringer med hinanden, og når man så når til enighed, går man ud og fortæller det til offentligheden. Det er måden, som det normalt fungerer på, og jeg vil sige, at der heldigvis er masser af saft og kraft i Afghanistandebatten, og mange af de ordførere, der er her i dag, deltager aktivt i den debat. Så der er masser af demokratisk debat om Afghanistan.

Tak til udenrigsministeren. Vi går i gang med ordførerrækken, og den første ordfører er som sædvanlig Venstres ordfører, og det er hr. Michael Aastrup Jensen.

I dag er det præcis 70 år siden, at Nazitysklands tropper rykkede ind over vores grænser. Dengang valgte et flertal at bøje nakken og håbe på det bedste. Siden viste det sig, at når vi først havde føjet nazisterne en gang, så skulle vi komme til at gøre det igen og igen og igen. Men nogle få værgede sig ved samarbejdspolitikken og bød nazisterne trods. Siden blev de flere og flere; mænd og kvinder risikerede deres liv og familie. Deres indsats tvang ikke nazisterne ud, men den fjernede de allieredes tvivl om, hvor Danmarks sympati lå, og genoprettede tilliden til vores hensigter. Uden disse mænd og kvinder havde vi ikke stået blandt de sejrende i 1945, uden disse mænd og kvinder var vi ikke blevet et ligeværdigt medlem af forsamlingen af frie og demokratiske nationer.

Jeg ved godt, at 1940 er lang tid siden, og meget har ændret sig, men en ting, vi kan lære af anden verdenskrig, er, at fedstspil og kryben aldrig kan værne mod onde kræfter. Det nyttede ikke noget at bøje sig for Hitler i 1940, og det nytter ikke noget at bøje sig for Taleban i dag. Det er imidlertid præcis det, Enhedslisten ønsker vi skal gøre: bøje os for Talebans pression, stikke halen mellem benene og håbe på, at Taleban denne gang vil det afghanske folk deres bedste. Ærlig talt, hvem tror på det?

Se på Pakistan. De troede, de kunne forhandle med Taleban, de troede, at gav de blot fundamentalisterne frie tøjler i et par landsbyer, så kunne de få fred i resten af landet. De blev meget klogere. Taleban fik en hånd, og så tog de selv resten af armen og halvdelen af kroppen. De stormede frem fra landsby til landsby, de udryddede civilsamfundets institutioner og tvang landbefolkningen i sharialovens lænker. Fra at have kontrolleret et mindre område i et specielt terræn, stod de pludselig få hundrede kilometer fra Pakistans hovedstad og ikke mindst få hundrede kilometer fra Pakistans atomvåben.

Tilbage i 1930'ernes Europa troede den engelske premiereminister, Neville Chamberlain, at hvis han gav Hitler et par landområder, så kunne han holde fred i resten af Europa. Kort efter drev Hitler de engelske tropper ud i vandet ved Dunkerque og lod mørket sænke sig over det europæiske kontinent.

Giver vi efter for Taleban, så giver vi dem Afghanistan, Pakistan og resten af Centralasien. Taleban skal ikke inviteres til forhandlinger, de skal presses. Pakker vi sammen og overlader Afghanistan til dem, så snyder de os, som de snød Pakistan, og som Hitler snød Chamberlain. Vi skal derimod fastholde det massive pres på Taleban, vi skal fortsætte opbygningen af den afghanske hær, vi skal bygge veje, skoler og broer, vi skal give afghanerne elektricitet, vand og tag over hovedet, vi skal give dem frihed, demokrati og håb om en bedre fremtid. Det skylder vi afghanerne.

Hvilket signal ville vi sende til det afghanske folk, hvis vi pakkede sammen og overlod dem til Talebans rædselsregime? Hvad skal vi sige til bonden, der hjalp os med at finde et af Talebans skjulesteder, til pigen på vej i skole, til den unge mand, der har meldt sig til hæren, og til familiefaderen, der bygger broer for det internationale samfund? Hvad skal vi sige til dem, inden vi vender dem ryggen og lader Taleban tage det hele fra dem?

Hvad skal vi sige til de millioner af afghanere, der stolede på os, og hvad skal vi sige til de millioner af mennesker rundtom i verden, der lever under fundamentalisternes åg? Hvordan skal de nogen sinde kunne stole på, at vi tager deres parti frem for at lave en aftale bag deres ryg, blot fordi vi finder det belejligt? Og hvad skal vi sige til de mange tusinde danske kvinder og mænd, der har risikeret liv og lemmer for et bedre Afghanistan og for en mere sikker verden? Skal vi sige til dem, at deres arbejde var forgæves?

Vi siger til nej til beslutningsforslaget.

Så har hr. Frank Aaen bedt om en kort bemærkning.

Hr. Michael Aastrup Jensen starter med at sige, at forslaget fra Enhedslisten bare går ud på at bøje sig for Taleban. Det får mig til at sige: Jeg tror ikke, at hr. Aastrup Jensen har læst vores forslag. Jeg tror i øvrigt heller ikke, at hr. Aastrup Jensen har hørt udenrigsministerens svar på vores forslag. For et af elementerne deri var jo, at man skulle prøve at fremme fred og forsoning i Afghanistan, og det er i virkeligheden det, vores forslag går ud på, altså at få ændret krigen til en freds- og forsoningsproces.

Det synes jeg måske nok man kunne have forholdt sig lidt mere til i stedet for bare at tale om fortsat krig. Er det virkelig Venstres forsvarsordførers linje, at krigen skal fortsætte, som den har kørt hidtil, med masser af døde allierede soldater, med masser af døde afghanere, herunder en frygtelig masse døde civile afghanere inklusive børn? Jævnligt, hele tiden, kommer der nye meldinger om civile ofre for krigen. Er det virkelig den linje, der bare skal fortsætte?

Så er det ordføreren.

Nu vil jeg først lige rette Enhedslistens ordfører: Jeg er Venstres udenrigsordfører. Det er den ene ting.

Den anden ting er, som det jo også er klart, at vi altid har sagt, at sikkerhed er nummer et. Derefter kommer den civile opbygning, og det er vi jo fuldstændig godt i gang med i et nært samarbejde med de andre nationer, der er aktive i Afghanistan.

Jeg har nogle tal her. 82 pct. af afghanerne har nu adgang til sundhedsvæsenet mod 9 pct. i 2002. Tre gange så mange afghanere har strøm i dag end i 2002. I 2001 gik 90.000 drenge i skole. I dag går mere end 7 millioner børn i skole, heraf 2,4 millioner piger osv. osv.

Det er alt sammen noget, vi har været med til at sikre, ved at vi skabte sikkerhed og derefter gik i gang med at bygge landet op. Og det gør vi selvfølgelig stadig væk noget ved i den nye Helmandplan 2010.

Der er yderligere en kort bemærkning fra hr. Frank Aaen.

Jeg undskylder selvfølgelig, at jeg ikke helt havde styr på titlerne. Nu er jeg jo selv både forsvars- og udenrigsordfører, og derfor kan det være svært lige at holde øje med forskellen hos andre partier.

Men lad os komme tilbage til spørgsmålet. De der store fremskridt, som regeringen og regeringspartierne hele tiden nævner, er jo ikke skabt af soldater. De er skabt af nødhjælpsorganisationer af forskellig art, som har arbejdet i Afghanistan i årtier.

Må jeg bare spørge en gang mere? Forudsætningen er at skabe sikkerhed. Det er det, vi hørte forrige år, forrige år, forrige år, sidste år og i år. Mener man fra Venstre virkelig – både som udenrigsordfører og på regeringens vegne – at vi bare skal fortsætte krigen, som den hidtil har været ført?

Så er det ordføreren.

Der er jo en fuldstændig falsk præmis i den måde, som Enhedslistens ordfører prøver at bygge det op på, nemlig som om, at der ikke sker noget, at der ikke er nogen fremgang. Som jeg lige har nævnt med bare de her få tal – men jeg kunne blive ved at nævne mange andre gode tal – er der en lang række gode resultater i Afghanistan. Men de er alle sammen sikret ved, at vi først har skabt sikkerheden, og så kunne den civile indsats gøre sit. For hvis det var Taleban, der havde muligheden for fuldstændig at komme ind, ville de jo aldrig have tilladt, at en eneste pige kom i skole. I dag er der 2,4 millioner piger, der går i skole. Taleban ville hellere have haft, at det tal var nul.

Tak til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken. Den næste er den socialdemokratiske ordfører, og det er hr. Jeppe Kofod.

Først og fremmest vil jeg gerne slå fast over for Enhedslisten, at vi ikke ønsker, at de danske soldater og andre ISAF-tropper skal blive én dag længere end nødvendigt i Afghanistan. Vores ønske og vores politik er, at afghanerne hurtigst muligt skal gøres i stand til at overtage sikkerhedsansvaret og kontrollen med deres eget land. Målet er som bekendt et Afghanistan, hvor Al-Qaeda og andre terrorgrupper ikke igen får et fristed til at angribe os fra, og at vi bidrager til, at der skabes en stabil region i et af verdens mest sprængfarlige områder.

Det er i vores og vore allieredes helt klare interesse at skabe et stabilt Afghanistan og Pakistan for den sags skyld for at forhindre ny radikalisering, terrorisme og ekstremisme. Ligesom vi aldrig må glemme, hvad der skete for os på denne dag med tyskernes besættelse af Danmark for 70 år siden, må vi aldrig glemme baggrunden for det frygtelige terrorangreb den 11. september 2001 mod USA og den frie verden. Vi må aldrig glemme, at NATO for første gang i historien aktiverede artikel 5 i Atlantpagten: et angreb på USA var et angreb på os alle. Derfor skulle vi sætte ind mod terrornetværket Al-Qaeda og deres værter Talebanregimet i Afghanistan.

Men det er som bekendt ikke kun NATO-landene, men 43 lande – mere end hver fjerde land på kloden – der er til stede med soldater i Afghanistan i dag, deriblandt vores nordiske naboer. Vi er til stede med et klart FN-mandat for den NATO-ledede ISAF-styrke; vi er til stede med en massiv civil indsats og støtte til den politiske proces hen imod stabilitet og demokrati. Derfor er det ikke et spørgsmål om , men hvordan vi skaber et stabilt Afghanistan og dermed ikke svigter vores ansvar og dermed fortsætter med at forsvare vore interesser. Så langt håber jeg Enhedslisten er enige med os.

Socialdemokraterne har konsekvent ønsket fokus på og engagement i Afghanistan siden 2001 i kampen mod terrorismen. Imidlertid så vi, hvordan USA under Bush, men også andre regeringer, herunder den danske, svigtede ved at bruge ressourcer på den katastrofale krig i Irak. Vi er med i den danske strategi i Afghanistan 2008-2012 og har sat markante fingeraftryk fra Socialdemokraternes side. Bl.a. fremgår det af strategien, at der skal ske en forskydning fra den militære indsats til civile indsatser med en gradvis reduktion af vores militære engagement i landet. Det betyder bl.a. også en fordobling af den danske civile indsats i den strategiperiode.

I diskussionen om Helmandplanen 2010 har vi også klart offentligt givet udtryk for et ønske om et paradigmeskift i den danske indsats fra et fokus på kamp mod Taleban til fokus på træning og opbygning af de afghanske sikkerhedsstyrker. Målet er, at afghanerne hurtigst muligt skal gøres i stand til at stå for sikkerheden selv i 2011. Det skal ske ved at træne og uddanne afghanske hærenheder og politi samt styrke den afghanske regeringsførelse.

Vi støtter præsident Obamas og general McChrystals tilgang til Afghanistan, hvor bl.a. brug af bombefly og anden krigsførelse, der koster mange civile liv, begrænses mest muligt. Og vi glæder os over, at der er blevet færre civile tab i landet, hvilket den her strategi har medført i det sidste halve år. Og jeg vil gerne her udtrykke, at vi takker alle de danske soldater så vel som civile for deres kæmpe indsats, hvor nogle desværre betaler den højeste pris, i Afghanistan.

Jeg har selv besøgt Afghanistan fire gange siden 2005 og ved selvsyn oplevet en imponerende militær og civil indsats fra de udsendtes side. Vi skylder også dem, at der er bred politisk enighed om Afghanistanengagementet. Det er noget, Socialdemokraterne lægger meget vægt på, og derfor tilstræber vi også en bred politisk aftale trods forskellige meninger om, hvor hurtigt vi skal overdrage sikkerhedsansvaret til afghanerne selv.

De næste par år bliver også helt afgørende for at vinde fred og stabilitet i Afghanistan. Vi lægger vægt på, at den danske indsats er båret af en kritisk indsigt i, hvad der reelt skaber stabilitet i landet, og en ærlighed over for de kæmpe udfordringer – fremskridt så vel som tilbageskridt – landet står i.

Der er ingen tvivl om, at den massive tilstedeværelse af udenlandske soldater ikke bare er en del af løsningen, men også en del af problemet, hvis de bliver ved med at være til stede i så stort et omfang. Derfor skal vores rolle ændres til træning frem for kamp, og vi skal derfor også hurtigst muligt, når det er ansvarligt at gøre det, påbegynde en reduktion af vores militære tilstedeværelse. Men at der bliver brug for vores engagement på det civile og politiske område i Afghanistan i mange, mange år frem, er utvivlsomt. Afghanistan er et af verdens allerfattigste lande og præget af narko, korruption, menneskerettighedskrænkelser og dårlig regeringsførelse. Her skal vi også kræve fremskridt af præsident Karzai og hans regering. Det er også en forudsætning for vores fortsatte støtte til processen i landet.

Med disse ord vil jeg – måske ikke så overraskende – slå fast, at vi ikke kan støtte Enhedslistens beslutningsforslag, men imidlertid håber jeg på, at vi kan få en god og saglig debat om, hvordan det lykkes med indsatsen i Afghanistan, for jeg synes, at det forslag, der ligger fra Enhedslisten, har alt for lidt med virkeligheden at gøre. Tak.

Tak. Og så er der en kort bemærkning fra hr. Frank Aaen.

Det er muligt, at vores forslag ikke har meget med virkeligheden at gøre – det har det i hvert fald nok langt fra for et flertal i Folketinget – men har regeringens og forligspartiernes plan for krigen i Afghanistan noget med virkeligheden at gøre? Var det ikke relevant at debattere det i Folketinget? Var det ikke relevant at rykke det ud fra de lukkede forhandlinger mellem forligspartierne, at rykke det ud fra de lukkede forhandlinger i Nævnet og ned i Folketingssalen, hvor vi kunne få en åben debat?

Vi ved jo, at der er store modsætninger mellem det, Socialdemokratiet, De Radikale, regeringen og Dansk Folkeparti står for i forbindelse med førelsen af den her krig? Var det ikke en god idé at få den uenighed, der jo er, om, hvad der er klogt og mindre klogt, frem i en åben debat, i stedet for at det bare er et stykke papir, der bliver forelagt til orientering i Det Udenrigspolitiske Nævn på et lukket møde?

Tak. Så er det ordføreren.

Jeg har ikke det fjerneste imod en god og hyppig debat, heller ikke i Folketingssalen, om Afghanistanindsatsen. Der ligger som også tidligere nævnt et klart mandat for den indsats, vi har, som er vedtaget her i Folketinget.

Så jeg støtter fuldstændig, at vi kan få en ordentlig debat om de her ting – både om de udfordringer, der er i Afghanistan, for dem er der mange af, og også om de positive ting, der er sket, siden vi blev engageret. Der er blevet nævnt andre tal, men jeg synes, at noget af det, man eksempelvis kan notere sig, er, at 70 pct. af befolkningen ifølge en måling i 2009 mener, at landet er på den rette vej. Det er en stigning på 30 procentpoint i forhold til en lignende undersøgelse ved udgangen af 2008. Så der sker altså fremskridt i Afghanistan.

Men jeg er helt med på, at vi skal tage en debat, og jeg synes, det er fint. Det er bl.a. også derfor, at vi har den årlige revidering af Helmandstrategien; det er for at få en debat, for at se, om de mål, vi satte os sidste år i Helmandplanen, er nået i løbet af det år, der er gået, og også se på, hvordan vi så styrker de mål eller ændrer dem, så vi tilpasser os den virkelighed, vi befinder os i. Så jeg er stærkt tilhænger af en debat om de her spørgsmål.

Hr. Frank Aaen for endnu en kort bemærkning.

Jo, men det er jo sådan, at når en debat også fører til en vedtagelse, bliver den nogle gange taget mere alvorligt både af deltagerne i debatten og af offentligheden og af medierne. Så hvis man vil have en seriøs åben debat om Afghanistanstrategien, kan det jo derfor ikke nytte noget, at den bliver forbeholdt de partier, der har indgået forlig om krigen – oven i købet på en måde, så selv SF, der ønskede at være med blandt forligspartierne, er holdt ude. Altså, jeg mener, at det jo ikke har noget med demokrati at gøre, og det er altså i en sag om at føre krig.

Derfor kan jeg ikke forstå, hvorfor man, når man synes, det er vigtigt hvert eneste år at tage strategien op til overvejelse, så ikke sørger for, at den kommer frem til en åben debat i Folketinget, hvor det også er muligt at påvirke processen i stedet for bare at skulle tage den til efterretning.

Tak. Så er det ordføreren.

Jeg tror, at vi misforstår hinanden, for jeg er stærkt tilhænger af, at vi tager en åben debat og også i Folketinget. Nu har vi en debat i dag om Enhedslistens beslutningsforslag, men også andre debatter skal være meget velkomne.

Det, der vel er sagen her, er, at en række partier har indgået en aftale om Afghanistanstrategien 2008-2012, og så har vi ud over det Helmandplanen for 2009 og 2010, som vi diskuterer i øjeblikket, altså en plan, der bliver opdateret årligt for at sikre, at vi når de mål og benchmarks, som vi har sat os. Det synes jeg er en ansvarlig måde fra den gruppe partier, der er bag Afghanistanengagementet, for hele tiden at følge op på, at der sker de rigtige ting på jorden, og for også at forholde sig til den udvikling, der er i Afghanistan.

Jeg synes, det er fint, at vi også tager den debat i Folketingssalen, men hvis Enhedslisten eller SF er parate til at indtræde i den kreds og tilslutte sig Afghanistanengagementet, skal de set fra min side være hjertelig velkomne. Men jeg synes altså, det er lidt forkert at sige, at vi prøver at lukke en debat. Tværtimod synes jeg, at der skal være en maksimal offentlig debat om, hvordan vi når stabilitet og fred i Afghanistan.

Tak til den socialdemokratiske ordfører. Da den konservative ordfører, hr. Helge Adam Møller, residerer i formandsstolen i øjeblikket, må vi bytte lidt rundt i ordførerrækken. Så det er hr. Helge Adam Møller som ordfører for Det Konservative Folkeparti.

Tak til den fungerende formand, fordi han kunne afløse mig i de her 7-8 minutter.

Jeg indrømmer blankt, at der skal meget til at overraske mig, men alligevel blev jeg overrasket, da jeg læste det her forslag, for forslaget fra Enhedslisten betyder, at man ønsker, at Taleban skal tilbage til magten i Afghanistan. Og hvad bliver så situationen? Lad mig starte med fodbold.

I dag spiller man fodbold på Kabul Stadion, altså i hovedstaden i Afghanistan. Hvad var situationen for 9½ år siden, da Taleban herskede? Der var ikke fodbold, men der var masser af tilskuere, for en gang om måneden udkommanderede man ca. 30.000 afghanere til at overvære de offentlige henrettelser arrangeret af Taleban. Mændene, der skulle henrettes, blev stillet op ved det ene mål og kvinderne nede ved det andet mål. Man startede med mændene, som enten blev skudt eller halshugget. Derefter var det kvindernes tur, de var ikke lige så heldige, de blev nemlig stenet. De blev gravet ned til livet, og derefter blev der kastet sten mod dem, indtil de døde, det tog en halv time og indimellem en time. Og så var der endelig tyveknægtene, og om dem kunne man tro, at de var lidt mere heldige, det var de sådan set ikke, de blev ikke dræbt, men de fik hugget en arm eller et ben af uden bedøvelse, og de afhuggede arme eller ben blev sømmet op i overliggeren på målet i den ene ende af banen, og der blev de hængende, indtil man måneden efter fortsatte med en lignende situation. Det er det, Enhedslisten ønsker vi skal tilbage til igen.

Hvad med pigerne? Enhedslisten ønsker, når Taleban er kommet til magten, at 2,5 mio. afghanske piger øjeblikkelig tages ud af de skoler, som de i øjeblikket går i hver dag. Hvordan var situationen for 9½ år siden? Der var ikke en eneste afghansk pige, der gik i skole, det var forbudt ved lov af Taleban; det var forbudt for kvinder at måtte modtage nogen form for boglig uddannelse. Det er altså også det, Enhedslisten opfordrer til at vi skal vedtage her i Folketinget.

Endelig så vil man, når Taleban kommer til magten igen, have, at Afghanistan, ligesom det var for 9½ år siden, bliver verdens største terroristtræningslejr. Mellem 1996 og 2001 blev der uddannet ca. 26.000 terrorister der. Det ønsker vi Konservative heller ikke sker. Glem ikke, at langt de fleste af de terrorister, der kaprede de fire fly i Amerika, hvoraf to fløj ind i World Trade Center, et i Pentagon og et forsøgte passagererne at generobre, var trænet i afghanske terroristtræningslejre beskyttet af Taleban.

Det var tre grunde til, at Det Konservative Folkeparti under ingen omstændigheder kan støtte det her forslag. Og i modsætning til det, som den socialdemokratiske ordfører lige sagde: at Enhedslisten eventuelt skulle være velkommen i kredsen af partier bag Afghanistanstrategien, så siger jeg: Nej tak.

Tak. Der er en kort bemærkning fra hr. Frank Aaen.

Det har vi selvsagt ikke noget ønske om. Jeg synes, det er underligt, at man holder dem ude, der gerne vil være med, altså SF. Jeg må da sige, at det igen er en måde til at vise, at man er udemokratisk i den måde, som Danmark fører krig på i Afghanistan.

Må jeg så ikke bare bede hr. Helge Adam Møller om lige at læse vores forslag. Hvor står det i vores forslag, at vi bare ønsker Taleban tilbage? Vores forslag ligger i virkeligheden i forlængelse af hr. Helge Adam Møllers partifælle udenrigsministerens udsagn om, at der skal gang i en afghansk styret proces med fred og forsoning. Det er sådan set det, vi prøver at udfolde i vores beslutningsforslag.

Forskellen er så, at der er nogle, der synes, at krigen bare skal fortsætte, mens vi siger, at vi allerede nu skal prøve at ændre kurs med større vægt på fred og forsoning, herunder at etablere en international fredsbevarende styrke, der kan sørge for, at de ekstremistiske talebankræfter ikke kan komme til magten igen.

Jeg vil bede hr. Helge Adam Møller om lige at læse forslaget, inden vi får den sædvanlige retorik.

Tak. Så er det ordføreren.

Jeg har netop læst forslaget, og der står i forslaget, at man skal trække de militære styrker ud fra alle NATO-lande. I øjeblikket er det 27 ud af NATO's 28 lande, der har soldater dernede. De udgør mere end 90 pct. De skal erstattes af de neutrale lande, der i øjeblikket er 17 af, men de har mindre end 10.000 soldater tilsammen – det er svenskere, finner, japanere, australiere, ukrainere og andre.

Det er godt og glimrende, at de lever op til det, FN har bedt dem om, for det er jo FN, der i sin resolution og i enighed ikke bare har bedt, men appelleret – for at bruge det udtryk, der bliver brugt – alle verdens lande om at gøre to ting: at man sender soldater og man sender civil og økonomisk hjælp derned. Men det er der altså mindre end 10 pct. af de neutrale lande, eller ikke-NATO-lande, der har gjort.

Derfor bliver resultatet nøjagtigt, sådan som jeg beskrev, nemlig at hvis der kun er de 8.000-10.000 soldater tilbage og den tiendedel hjælp, er det Taleban, der igen hersker om en måned eller to. Det er det, Enhedslisten foreslår.

Tak. Så er det hr. Frank Aaen for endnu en kort bemærkning.

Det er ganske simpelt hen ikke rigtigt. Det står ingen steder i vores forslag. Der står det modsatte, nemlig at det ikke skal være dem, som i dag deltager i NATO-operationen, der skal være den fredsbevarende styrke. For det er klart, at USA, Danmark og andre lande, der har deltaget i NATO-operationen og i den krig, der pågår, ikke i morgen kan sige, at de lige pludselig er fredsbevarende styrker, altså skifte kasket og sige, at de ikke mere er krigsførende, men fredsbevarende.

Man er nødt til at forestille sig, at det er styrker fra nogle helt tredje lande, der kan komme ind og deltage som en fredsbevarende styrke under FN-ledelse, og det er det, der er kernen i vores forslag, samtidig med at der skal gives en meget massiv støtte til udvikling i Afghanistan. Det er en helt anden måde at tænke på.

Vi tænker på at afslutte krigen og få gang i fred og forsoning. De Konservative går ind for, at krigen bare skal køre på, indtil vi har vundet. Og hvem tror på det? Det er der ikke mange der gør. Læs forslaget, for det er altså meget mere udbygget end det, der kommer til udtryk i den retorik, som vi her får præsenteret.

Tak. Så er det ordføreren.

Der er mange, der tror på, at den nuværende strategi kan føre til, at afghanerne igen bliver herre i eget hus, at piger kan gå i skole, og at der ikke er offentlige henrettelser på Kabul stadion. Jeg kan nævne Obama, jeg kan nævne Hilary Clinton, jeg kan nævne Helge Adam Møller, og jeg kan nævne tre fjerdedele af alle medlemmerne i dette Folketing. Det er der rigtig mange der mener.

Lad mig så bare sige, at FN jo har appelleret til alle de lande, både muslimske og ikkemuslimske lande, og der er altså 17 ud af de mere end 170 lande, som man har appelleret til, som ikke er NATO-lande, som har ønsket at bidrage. Det er svenskerne, tak for det; det er finnerne, tak for det; det er japanere, australiere og ukrainere. Men det store flertal har altså ikke ønsket at bidrage hverken økonomisk eller militært.

Derfor er situationen nøjagtig, som jeg beskrev, nemlig at hvis man vil følge den tankegang, som Enhedslisten klart og tydeligt skriver om, nemlig at alle NATO-lande skal ud, så var Afghanistan på Talebans hænder om en måned.

Tak til den konservative ordfører. Så går vi tilbage til den ordinære talerrække, og det bliver så Dansk Folkepartis ordfører, hr. Søren Krarup.

Udenrigsministeren har ganske ret i at påpege det tankevækkende i, at vi netop den 9. april har et sådant beslutningsforslag på dagsordenen. For datoen den 9. april 1940 er som bekendt den sorteste og usleste dag i danmarkshistorien. For første gang blev hele landet besat af fjendemagt. For første gang overgav den danske regering landet til fjendtlig besættelse uden at gøre modstand – usselt og beskæmmende! Ingen kan heller være i tvivl om årsagen til denne usselhed. Det var radikalismens modne frugt, den, der siden 1884 med dagbladet Politikens kampagne mod dansk forsvarsvilje, som man systematisk kaldte militarisme, og siden 1905 med Det Radikale Venstres stiftelse og skæbnesvangre indflydelse havde haft held til at bestemme dansk udenrigs- og forsvarspolitik. P. Munch, radikalismens ideolog og dansk udenrigsminister den 9. april 1940 var hovedmanden bag katastrofen.

Jo, det er symbolsk, at Enhedslisten opfordrer til kapitulation netop den 9. april. For vores deltagelse i krigen i Afghanistan er også symbolsk i sit bevidste brud med P. Munch og forsvarsnihilisme og defaitisme. Lad mig blot endnu en gang gentage, at der skete et systemskifte i 2001. Ikke tilfældigt understregede Anders Fogh Rasmussen, at den nye regering undsagde samarbejdspolitikken med den tyske besættelsesmagt. Ikke tilfældigt sagde den nye regering derfor ja til at deltage i krigen i Irak og Afghanistan. Det er et udtryk for, at vi bevidst gør op med holdningen fra den 9. april 1940, fordi vi nu vil forsvare og hævde os selv.

Krigen i Afghanistan er jo nemlig en forsvarskrig. Det er den vestlige verden og dermed også Danmark, der er truet af den islamiske terrorisme – den, der angreb os den 11. september 2001. Vi kæmper mod terroristerne i Afghanistan for at forhindre dem i at bedrive terror imod os i Danmark. Dette er realiteten i det hele. Det er derfor, danske soldater kæmper og dør i krigen mod Taleban og Al-Qaeda. De forsvarer Danmark i Afghanistan i Helmand-provinsen. Derfor er vores beundring og taknemlighed for deres indsats og kampvilje også så stor, og derfor afviser vi med foragt et beslutningsforslag som Enhedslistens i dag.

Men vi er samtidig klar over, at betingelserne er så vanskelige, at defaitistiske lokketoner som nu Enhedslistens kan være vanskelige at undgå. For Afghanistan er jo en næsten uoverkommelig opgave. Kender man en smule til landets historie, ved man, at det aldrig har været et disciplineret og homogent samfund. Det har været et klan- og stammesamfund, der har ligget i evig borgerkrig, og bl.a. englænderne var aldrig i tvivl om det umulige i at få et ordnet samfund ud af Afghanistan. Men så kunne man søge at stabilisere landet så vidt, at det undlod at angribe sin omverden, og dette er jo netop NATO's og vores opgave. Alle sværmeriske forestillinger om fuldendt demokrati og menneskerettigheder kan vi lade fare. Det bidrager kun til at forvirre vore forestillinger, men kan vi hjælpe afghanerne så vidt, at de hæderlige holder slynglerne i skak og de retskafne holder sig Taleban fra livet, så har vi ydet et stort bidrag til at stabilisere Afghanistan og dermed beskytte os selv imod den terror, som Taleban søger at sprede i verden.

Det er dette, de danske tropper bidrager til. Det er derfor, deres indsats er så nødvendig. De fortjener virkelig vores støtte og respekt, og der kan under ingen omstændigheder være tale om at svigte dem og dermed os selv, heller ikke selv om P. Munchs efterfølgere søger at overtale os til det, heller ikke selv om efterkommerne af det kommunistiske parti, der var Hitlers mest trofaste støtter i Danmark i perioden fra den 9. april 1940 til den 22. juni 1941, taler søde, falske ord for os i dag. Det er den 9. april i dag, og vi har høstet en lære af denne dag, som vi ikke vil glemme.

Der er en kort bemærkning fra hr. Frank Aaen.

Krigen i Afghanistan kræver ufattelig store ofre; det er allierede soldater, det er afghanske soldater, det er civile afghanere, og det er afghanske børn, der mister livet i konflikten. Den koster i øvrigt en frygtelig bunke penge. Vi har lige fået svar på et spørgsmål, jeg har stillet, og det viser, at i 2009 var omkostningerne mindst 2,3 mia. kr., som man kunne skabe meget udvikling for.

Jeg kan forstå på hr. Søren Krarup, at formålet er at bekæmpe terrorisme, og så vil jeg bare spørge: I de 8 år, der er gået, hvor Danmark har haft soldater i Afghanistan, er truslen om terror imod Danmark da blevet større eller mindre?

Så er det ordføreren.

Jeg er lige ved at ryste på hovedet over en sådan naivitet. Lad mig sige til terroristerne: Lad dem selv begynde, lad dem holde op med at forsøge at udbrede deres terror. Som bekendt udspringer det hele af, at der fra Afghanistan blev udpønset en terror, der bar frugt i USA den 11. september 2001. Lad de herrer forbrydere gøre begyndelsen, som det hedder i fransk litteratur. Lad terroristerne selv begynde, så var det nok muligt, at der blev sparet en del af det, der nu må bruges, også fra vores side, for at søge at holde terrorismen i skak.

Der er yderligere en kort bemærkning fra hr. Frank Aaen.

Nu stillede jeg sådan set et ret konkret og enkelt spørgsmål.

Danmark fører en krig med meget store omkostninger, og Dansk Folkepartis målsætning med krigen var, som der stod, primært at bekæmpe terrorisme. Så spørger jeg bare: De to krige, Dansk Folkeparti har været med til at vedtage Danmarks deltagelse i, først i Irak og nu i Afghanistan, har de ført til mindre eller større trusler om terror mod Danmark? Mere eller mindre? Har de overhovedet haft nogen positiv virkning i forhold til terror?

Så er det ordføreren.

Til det sidste må jeg sige, at hvad der var sket hvis ikke osv. kan man aldrig bedømme. Men det korte af det lange er jo, at det, at Vesten med beslutsomhed har sat sig imod terrorismen, har forhindret, at den for alvor har bredt sig til Vesten. Det var den i færd med i 2001, og det er det, som den vestlige verden har sat en stopper for.

Det betyder jo ikke, at der ikke er terrorhandlinger i Afghanistan, og de steder, man har mulighed for at påvirke, kan de også sprede sig. Men det korte af det lange er, at vi med vores indsats har forhindret en terrorisme fra Afghanistan i at brede sig til vores del af verden.

Tak til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken, og så er det hr. Jesper Petersen som ordfører for SF.

Nogle ville måske tro, at hr. Holger K. Nielsen var blevet væsentlig yngre og mindre gråhåret. I kropslig statur minder vi lidt om hinanden, men ellers er forskellen åbenbar, og jeg er altså også bare vikar for hr. Holger K. Nielsen i dag. Han kan desværre ikke være til stede, og jeg er blevet bedt om på vegne af SF at læse en tale op for ham.

SF har som bekendt stemt imod den danske krigsindsats i Afghanistan. Det er helt uklart for os, hvad målet med indsatsen er, og vi har ingen tro på en militær løsning. SF udarbejdede derfor i efteråret 2009 et 10-punkts-program for en ændring af den danske Afghanistanindsats, og et centralt punkt i programmet er en exitstrategi, hvor de danske styrker trækkes ud hurtigst muligt og senest i 2015. Vi lægger samtidig vægt på en omstrukturering af den militære indsats, hvor der sker en opprioritering af kapacitetsopbygning og en styrkelse af den civile indsats, og der skal samtidig indledes en national fredsproces, som også omfatter dele af Taleban.

Vi har på den baggrund sympati for Enhedslistens beslutningsforslag, og Enhedslisten skal have ros for at rejse debatten. Nu ved alle, at Afghanistanindsatsen bestemmes i en bred forligskreds, og på den baggrund giver det ikke megen mening at sætte beslutningsforslaget til afstemning, bl.a. fordi en så vigtig afgørelse skal træffes på baggrund af et mere gennemarbejdet forslag. Dette sagt med al respekt for Enhedslistens forslag i forbindelse med debatten her, men med hensyn til selve løsningen på problemet er det nok ikke beslutningsforslaget her, der er den rette vej at gå. Men det er vigtigt, at vi bruger anledningen til at komme i diskussion med regeringen og forligspartierne, for én ting er sikker: Vi skal ud af Afghanistan og skal derfor have udarbejdet en exitstrategi for, hvordan det skal ske.

Tak til ordføreren. Så nåede vi frem til hr. Niels Helveg Petersen som radikal ordfører.

Det Radikale Venstre kan ikke støtte beslutningsforslaget. Det Radikale Venstre støtter Danmarks indsats i Afghanistan både på det militære og på det civile område.

Det forekommer mig lidt uforståeligt, at Enhedslisten i sit forslag ligesom ser bort fra, at danske og andre styrker, der er i Afghanistan, arbejder på et fuldstændig klokkeklart FN-mandat. Man taler om, at man skal være en FN-ledet organisation eller indsatsstyrke dernede, en fredsbevarende styrke, og det må jeg sige er ganske urealistisk. Det vil ikke kunne vedtages i FN. Der vil ikke være nationer, der ville stille de styrker, der skulle til, og der er faktisk ikke rigtig nogen fred at bevare. Det er jo ikke sådan, at der er lavet politiske aftaler om en fredsslutning, desværre. Derfor kan en fredsbevarende styrke i den nuværende situation i Afghanistan ikke komme til at udfolde sig.

Jeg vil gerne takke udenrigsministeren for indlægget her i dag. Jeg synes, at det var nøgternt, og som jeg forstod ministeren, var et kernepunkt i fremstillingen, at vi i 2010 skal prøve på at skabe forudsætninger for en ændret sammensætning i retning af en mere tilbagetrukket dansk rolle, støttende rolle, og en eventuel reduktion af det danske troppebidrag. Det synes jeg er en nøgtern synsmåde, og den kan jeg ganske tilslutte mig.

Der har jo været gjort både en stærk militær indsats og en civil indsats i Afghanistan. Det, som vel hidtil har manglet, og som stadig væk ikke rigtig er kommet til udfoldelse, er en stærkere politisk indsats for at skabe en politisk forhandlingsløsning på et eller andet tidspunkt. Vi ved, at der arbejdes hårdt med det bag linjerne og i det diskrete på det diplomatiske niveau, og det er helt fint. Men det er til gengæld en meget vigtig side af forsøget på at få en brugbar samlet løsning på konflikten i Afghanistan.

Den amerikanske administration har helt tydeligt lagt vægt på, at man skal bestræbe sig på at finde en forhandlingsløsning og undersøge alle mulighederne. Det samme har den britiske regering, og også den danske udenrigsminister har jo udtalt sig i retning af, at det skal undersøges, og der skal afsøges alle muligheder for på den måde at tilvejebringe en løsning. Også det vil jeg meget gerne tilslutte mig. Jeg tror, at det er en realistisk måde at se på det på, selv om det også kommer til at indebære, at man kommer til at forhandle med folk, man tidligere har været oppe at slås med.

I slutningen af 2010 begynder kredsen af partier, der står bag Afghanistanpolitikken, en ny runde for at formulere en politik for 2011. Det Radikale Venstre har for sin del tilkendegivet den holdning, at vi ønsker danske tropper trukket ud af Helmand-provinsen fra midten af 2011. Vi ønsker ikke de danske tropper trukket tilbage, vi ønsker at arbejde andre steder i Afghanistan, hvor vi efter vores opfattelse kan gøre mere nytte, ikke mindst med hensyn til civil genopbygning.

Men det er alt sammen, hvad der venter os for forhandlingerne for 2011, og det skal jeg derfor ikke gå videre ind på, kun markere synspunktet her ved denne lejlighed.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Frank Aaen som ordfører for forslagsstillerne.

Tak for debatten og tak til SF, som erklærede sig enig i intentionerne bag forslaget, men som jo desværre også prøver at komme med i forligskredsen bag Afghanistankrigen, hvilket jeg selvfølgelig ikke er så glad for. Men der skal alligevel lyde en lille tak.

Også en lille tak til Det Radikale Venstre – og det var derfor, jeg ikke lige tog en kort bemærkning, som jeg ellers har gjort til andre – fordi de trods alt gik ind i debatten og talte om de ting, der er lagt frem i forslaget. Det har jo stort set været fraværende hos regeringspartierne, som bare har holdt nogle taler, de kunne have holdt sidste år, forrige år eller forrige år igen. Der har jeg da respekt for, at man trods alt prøver at gå ind i debatten.

En af bemærkningerne lød, at der allerede er en FN-styrke i Afghanistan, og at det derfor er overflødigt at foreslå en ny. Dertil vil jeg bare sige, at det med den FN-styrke, der er i Afghanistan, er på samme måde, som da Irakkrigen blev ført under FN-mandat, ikke i starten, men i den længste tid. Derfor er det jo ikke sikkert, at det er en god krig, bare fordi der er et FN-mandat, for som bekendt var Det Radikale Venstre også mod krigen, da den var under FN-mandat. Derfor kan man sagtens være imod en krig, der føres, selv om FN på en eller anden måde har blåstemplet den, selvfølgelig kan man det.

Det, vi foreslår, er jo altså, at man får en neutral styrke, som ikke har været rodet ind i selve krigen, men som kan komme, uden at parterne siger, at den bare er USA's forlængede arm. Det, vi ønsker, er, at vi hurtigst muligt trækker Danmarks og NATO's tropper ud af Afghanistan, men at vi ikke bare gør det, men samtidig også sætter gang i en massiv udvikling for at indgå fredsaftaler og opnå forsoning, for at komme i gang med en helt anden proces.

I den forbindelse glemte jeg faktisk, at jeg også havde en lillebitte tak til udenrigsministeren, som jo understregede, at en del af hendes strategi handler om fred og forsoning. Det synes jeg sådan set er fint at høre. Jeg vil sige, at da Enhedslisten for nogle år siden begyndte at tale om fred og forsoning, herunder fredsaftaler med de mest fornuftige dele af Taleban, blev der jo grinet ad os – det var bare helt ude i hampen – og nu er det sådan set blevet til en udbredt politik. Så en lille tak for det også.

Det, vi foreslår, er altså, at der skal sættes gang i en udviklingsproces, en freds- og forsoningsproces, og for at give den mulighed for at udvikle sig, uden at den bare bliver væltet af ekstreme Talebanstyrker, der kommer stormende fra f.eks. Pakistan, så er det, at vi foreslår, at man indsætter en neutral FN-ledet styrke til at sørge for, at det ikke bare væltes omkuld af dem, der er parat til at bruge mest vold, men at dem, der er parat til at arbejde for fred og udvikling, får ro til at gøre det. Det skal selvfølgelig ske med inddragelse af parterne, der er i Afghanistan, for ellers kan man ikke opnå fred og forsoning, men altså samtidig med en vis militær assistance, så den værste terrorist ikke bare kan sætte sig igennem og overtage magten.

På den måde synes vi faktisk, at vores forslag godt kunne fortjene en noget mere seriøs debat her i Folketinget, fordi vi faktisk prøver at løse det problem, der er, med, at opbakningen til Taleban i dag desværre stiger i store dele af Afghanistan, og at troen på, at det her skal føre til en militært baseret løsning, jo er svindende, ikke bare i Afghanistan, men også i USA og andre af de lande, der faktisk deltager i krigen. Så i stedet for at vente på at måtte opgive og bare trække sig ud, hvilket jeg synes ville være en katastrofe – man kan ikke bare trække sig ud og efterlade afghanerne til sig selv med det morads, som vi har været med til at hjælpe dem ud i – er man altså nødt til at få en proces i gang, der indeholder alternativer til den NATO-krig, der foregår i øjeblikket.

Jeg vil da bare sige, at når vi hører, at USA i dag bruger 500 mio. kr. om dagen på den nuværende krigsindsats, og vi ved, at Danmark i 2009 brugte 2,3 mia. kr. på vores deltagelse i krigsindsatsen, så er det altså ganske mange penge at kunne gå ind og gøre en forskel med på en anden måde, nemlig med udvikling og med at hjælpe til, at de stridende parter får nogle aftaler om at leve sammen.

Jeg har nemlig ikke den opfattelse, at afghanere er født til at slås med hinanden. Jeg har den opfattelse, at mennesker de fleste steder i verden, alle steder i verden, ønsker at leve sammen og få et bedre liv, indtil der er andre omstændigheder, der gør, at de tror, at de kan få et bedre liv ved at slås. Men udgangspunktet er, at folk gerne vil leve sammen og have et bedre liv, og det synes jeg bare at vi skal hjælpe dem til i stedet for kun at fortsætte krigen.

Lad mig sige til sidst, at jeg synes, det er stærkt utilfredsstillende, at strategien for, hvordan Danmark fører krig i Afghanistan, besluttes af en eksklusiv kreds af forligspartier, hvor man oven i købet siger til nogle: I må ikke være med, selv om I gerne vil. Vi vil så ikke være med i et sådant forudbestilt forlig, men vi vil have debatten ud i det åbne. Det synes jeg altså at man skylder os. Jeg vil også tage op i Udenrigspolitisk Nævn, når det kommer op der, at man ikke bare i Udenrigspolitisk Nævn giver den strategi, der er aftalt mellem udvalgte partier bag lukkede døre, det blå stempel under fortrolighed i Udenrigspolitisk Nævn, men at det kommer i form af et beslutningsforslag, hvor dem, der står bag krigen, lægger frem: Vi ønsker, at krigen skal gøres sådan og sådan. Så kan vi få en åben debat her i Folketinget af den plan, som flertallet ønsker, og få den debatteret, inden den vedtages, så det ikke bare er noget, vi skal tage til efterretning.

Jeg synes helt ærligt, at når vi er ude i en sag, der har den karakter, som en krig har, så vigtig en sag, som en krig er, så kan reglerne og retningslinjerne for, hvordan krigen føres, ikke vedtages bag lukkede døre. Så må de kunne vedtages i åbenhed.

Lad mig slutte af med at sige, at det med at sætte gang i en anden proces, som stopper den krig, der foregår nu, og får gang i udvikling og fred, ikke alene er nødvendigt for Afghanistan. Det er nødvendigt for hele regionen, for det, der foregår lige nu, primært med USA som drivende kraft i krigen, er jo, at hele regionen, ikke mindst Pakistan, i øjeblikket er på vej til at gå i opløsning med nye konflikter. Der vil jeg sige, at jo længere tid krigen i Afghanistan fortsætter som nu, jo værre vil det gå, ikke alene i Afghanistan, men i hele regionen. Også derfor er der grund til at træffe en beslutning efter en ordentlig debat her i Folketingssalen, og det håber jeg meget at vi kan få så hurtigt som muligt.

Tak til ordføreren for forslagsstillerne.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Forsvarsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.