Det næste punkt på dagsordenen er:

17) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 8:

Forslag til folketingsbeslutning om at give alle borgere samme beskyttelse mod seksuelle overgreb.

Af Lone Dybkjær (RV) m.fl.

(Fremsættelse 08.10.2009).

Forhandlingen er åbnet, og den første, der får ordet, er justitsministeren.

Beslutningsforslaget går ud på at pålægge regeringen i indeværende folketingssamling at fremsætte et lovforslag om ændring af en række af straffelovens bestemmelser om sædelighedskriminalitet. Forslagsstillerne anfører, at seksuelle overgreb mod forsvarsløse personer bør straffes som voldtægt, at seksuelle overgreb mod ens forsvarsløse ægtefælle ikke bør være fritaget for straf, og at der ikke bør gives strafnedsættelse, f.eks. for en voldtægt, hvor offer og gerningsmand efterfølgende gifter sig. Jeg vil gerne starte med at slå fast med syvtommersøm, at regeringen lægger meget stor vægt på indsatsen over for ofre for forbrydelser, herunder ofre for sædelighedskriminalitet. Det er vigtigt, at ofre for forbrydelser mødes med respekt og forståelse, og at de får den fornødne hjælp og støtte.

Regeringen har løbende taget en række initiativer for at styrke forholdene for ofrene. Jeg kan f.eks. nævne, at der i 2005 skete en styrkelse af retsstillingen for forurettede i bl.a. en række sædelighedssager, så der som udgangspunkt altid beskikkes en forsvarsadvokat, der skal hjælpe og vejlede den forurettede under sagen. I 2007 er der gennemført nye regler om politiets og anklagemyndighedens information og vejledning til forurettede, og der er indført en ordning med en kontaktperson for den forurettede hos politiet eller anklagemyndigheden. Senest har jeg nedsat en bredt sammensat arbejdsgruppe, som skal overveje, hvordan indsatsen over for ofrene yderligere kan styrkes.

Regeringen lægger desuden afgørende vægt på en klar og konsekvent retshåndhævelse i sager om sædelighedskriminalitet, og også her har regeringen taget en række initiativer. Jeg kan f.eks. nævne strafskærpelsesloven fra 2002, der bl.a. forhøjede straffen for voldtægt og seksuelt misbrug af børn, og strafskærpelsen i 2008 for visse sager om seksuelt misbrug af børn. Desuden blev mulighederne for varetægtsfængsling, bl.a. i sager om seksuelt misbrug af børn, udvidet i 2008.

Jeg vil nu vende mig mod straffelovens bestemmelser om sædelighedskriminalitet, som er temaet for beslutningsforslaget. Straffelovens kapitel 24 omfatter en lang række forskellige forbrydelser, og der er betydelig variation i karakteren og grovheden af de forhold, som kan være omfattet. Kapitlet omfatter således både alvorlige overgreb som voldtægt og seksuelt misbrug af børn og mindre grove forhold som f.eks. enkeltstående tilfælde af beluring. Straffelovens bestemmelser om sædelighedskriminalitet rejser jævnligt spørgsmål i den politiske og offentlige debat, og det er det fremsatte beslutningsforslag jo også et rigtig godt eksempel på. Amnesty International har i den forbindelse også peget på nogle af de spørgsmål, som rejses i beslutningsforslaget.

Det er efter regeringens opfattelse væsentligt, at bestemmelserne om sædelighedskriminalitet er udformet sådan, at de afspejler et nutidigt menneske- og samfundssyn. Det er også væsentligt, at strafniveauet for de forskellige forbrydelser ud fra en nutidig opfattelse afspejler grovheden og karakteren af de pågældende lovovertrædelser. Jeg har derfor bedt Straffelovrådet om at foretage en generel gennemgang af straffelovens kapitel 24, det såkaldte sædelighedskapitel, med henblik på at vurdere, om der, bl.a. i lyset af de enkelte bestemmelsers anvendelse i praksis, er grundlag for at foretage ændringer i bestemmelsernes udformning. Straffelovrådet skal også vurdere, om der er behov for særlige initiativer vedrørende straffastsættelsen, navnlig for de groveste sædelighedsforbrydelser, herunder især voldtægt.

Beslutningsforslaget omhandler visse særligt udvalgte spørgsmål i relation til straffelovens kapitel 24. De elementer, som indgår i beslutningsforslaget, er netop nogle af de spørgsmål, som jeg særlig har bedt Straffelovrådet om at overveje. Efter regeringens opfattelse er det derfor rigtigst at afvente Straffelovrådets samlede gennemgang af bestemmelserne om sædelighedskriminalitet og på grundlag heraf tage stilling til, i hvilket omfang der er grundlag for at foretage ændringer i straffelovens kapitel 24. Jeg kan tilføje, at Straffelovrådets kommissorium vil blive sendt til forslagsstillerne og selvfølgelig til Retsudvalget.

Jeg vil derfor her nøjes med at knytte nogle få bemærkninger til de enkelte elementer i beslutningsforslaget.

Beslutningsforslaget rejser bl.a. spørgsmålet om straffen for at skaffe sig samleje med en forsvarsløs person. Efter straffelovens § 218, stk. 2, straffes den, der skaffer sig samleje uden for ægteskab med en person, der ikke kan modsætte sig handlingen, f.eks. på grund af bevidstløshed eller beruselse, med fængsel indtil 4 år. Har gerningsmanden selv bragt offeret i den tilstand, f.eks. ved at bedøve offeret, er der er tale om voldtægt med en strafferamme på fængsel i indtil 8 år.

En ændring som anført i beslutningsforslaget vil bl.a. rejse spørgsmål om forholdet til andre bestemmelser i straffelovens kapitel 24, hvor gerningsmanden skaffer sig samleje ved forskellige former for udnyttelse, og hvor strafferammen i dag ligesom i straffelovens § 218 er fængsel indtil 4 år.

Der kan desuden opstå spørgsmål om, hvorvidt det er naturligt at betegne det som voldtægt, hvis gerningsmanden hverken har anvendt vold eller trusler eller selv har hensat offeret i en tilstand, hvor vedkommende ikke kan modsætte sig handlinger.

I beslutningsforslaget peges også på, at f.eks. straffelovens § 218, ligesom enkelte andre sædelighedsforbrydelser, hvor gerningsmanden opnår samleje ved udnyttelse, ikke omfatter forhold begået inden for ægteskab. Dette gælder langtfra alle sædelighedsforbrydelser, og f.eks. straffelovens § 216 om voldtægt omfatter også overgreb mod gerningsmandens ægtefælle.

Jeg er enig i, at en begrænsning til forhold begået uden for ægteskab umiddelbart kan forekomme utidssvarende. Det er også grunden til, at jeg har bedt Straffelovrådet om særlig at overveje dette spørgsmål. Det er samtidig min opfattelse, at der er brug for en grundig og sagkyndig overvejelse af de afgrænsnings- og bevisspørgsmål, der vil kunne opstå, hvis bestemmelserne om udnyttelse m.v. udvides til også at omfatte forhold begået mod ens ægtefælle. Der kan således være tale om tilfælde, hvor det i praksis kan være vanskeligt at afgøre, om der i et ægteskab er tale om udnyttelse, når en person har samleje med sin ægtefælle, som er sindssyg eller mentalt retarderet.

Med hensyn til straffelovens § 227 om, at straffen for visse sædelighedsforbrydelser kan nedsættes eller bortfalde, hvis offer og gerningsmand efterfølgende har indgået ægteskab m.v., bemærkes, at der er tale om en »kan«-bestemmelse. Det beror således på rettens konkrete vurdering i den enkelte sag, i hvilket omfang f.eks. et ægteskab og den forsoning mellem offer og gerningsmand, som dette er udtryk for, bør have betydning for straffastsættelsen i sagen.

Som det fremgår, lægger regeringen stor vægt på at styrke indsatsen over for ofre for sædelighedsforbrydelser og på en klar og konsekvent retshåndhævelse i disse sager. Jeg har derfor også stor forståelse for den grundlæggende tanke bag beslutningsforslaget, men som jeg netop har gjort rede for, vil det efter regeringens opfattelse være rigtigst, at de enkelte elementer i beslutningsforslaget indgår i Straffelovrådets generelle samlede gennemgang af straffelovens kapitel om sædelighedsforbrydelser. Derved sikres det bedst mulige grundlag for at vurdere behovet for at foretage ændringer i straffelovens kapitel 24.

På den baggrund kan regeringen ikke støtte det foreliggende beslutningsforslag.

Tak. Der er ønske om korte bemærkninger, og den første er fra fru Maja Panduro.

Jeg glæder mig meget over, at ministeren i sin tale lægger så stor vægt på at sige, at regeringen også gerne vil styrke forholdene for ofrene, for det er jo noget, som vi også er meget optaget af hos Socialdemokraterne. Bl.a. har vi jo foreslået en offerpakke, som desværre ikke fik opbakning, men jeg vil meget gerne høre lidt mere om den her bredt sammensatte arbejdsgruppe, som ministeren siger han har nedsat, og spørge til indholdet i kommissoriet for den arbejdsgruppe og se på niveauet for erstatninger til ofrene og på den psykologhjælp, som ofrene har mulighed for at få.

Justitsministeren.

I offerudvalget, som jeg har nedsat, sidder repræsentanter for begge sider af bordet – fra sociale myndigheder, fra sociale organisationer, ofre for forbrydelser osv.

Kommissoriet er ret direkte, med hensyn til at man både kigger på niveauer for erstatning, og på, om det er muligt, at man skal gennemføre en offerfond, som de f.eks. har i Sverige. Og vi kigger på hele paletten af initiativer, der er over for ofre, f.eks. også psykologbistand, som fru Maja Panduro omtaler.

Fru Maja Panduro.

Det er jo dejligt at høre, at det forslag om at oprette en offerfond, som vi tidligere har fremsat, faktisk vil kunne få opbakning, og så ville vi da synes, at det er bedre sent end aldrig.

I forhold til psykologbistanden vil jeg også gerne høre mere om, hvorvidt ministeren mener, at de nuværende muligheder for at få hjælp er tilstrækkelige. I dag er det jo sådan, at man har mulighed for at få 300 kr. i tilskud til 10 timers hjælp, og det skal alt sammen være inden for det første år, efter at forbrydelsen er sket. Mener ministeren, at det tilbud er tilstrækkeligt? Mener ministeren, at det er rimeligt, at offeret ofte selv skal have ret betydelige summer op af lommen? Og mener ministeren ikke, at der kunne være en idé i, at det også efter det første år ville være muligt at få psykologbistand?

Justitsministeren.

Vi er jo altid på ofrenes side, så derfor er udvalgets opgave også at se på, om der er noget, der kan gøres bedre, og bore i, om der er brug for yderligere tiltag eller konsolidering af de tiltag, der er med hensyn til f.eks. psykologbistand. Hvis der er ideer om noget bedre end det, der foregår i dag, og som er blevet forbedret gennem de seneste år, må man se på det, for det er hele meningen med offerudvalgets arbejde.

Så er der en kort bemærkning fra fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Også SF har jo stillet forslag om forbedring af ofrenes retsbeskyttelse, og vi er også glade for, at ministeren nedsatte et udvalg på baggrund af det. Det er jo altid rart, når man kan hjælpe regeringen med at skaffe den retsbeskyttelse, som vi synes at ofre skal have.

Men mit spørgsmål går i virkeligheden på noget andet. Jeg har noteret mig, at man i Sverige har otte gange så mange anmeldte voldtægter som i Danmark, og jeg vil høre, om det ikke var noget for ministeren at undersøge, hvorfor der er den forskel. Jeg tvivler på, det er udtryk for, at der er langt flere mænd i Sverige end i Danmark, der begår voldtægt, men jeg synes, det ville være relevant at få det undersøgt. Det er jo et uhyrligt lavt antal voldtægtssager, som rent faktisk ender med dom herhjemme, og jeg har tænkt på, om der måske er en sammenhæng her. Var det noget, ministeren ville kaste nogle kræfter ind på og få et bredere vidensgrundlag om?

Justitsministeren.

Jeg har selv læst tallene og set dokumentation for, at der i f.eks. Sverige – men for øvrigt også i andre lande – finder flere voldtægtsforsøg og også flere egentlige voldtægter og overgreb sted. Hvad der ligger bag det, kan man jo kun gisne om. Det er der jo mange forskellige meninger om, rigtig mange og nogle mere vidtrækkende end andre. Men jeg synes da, det vil være et godt spørgsmål at stille, og så vil vi prøve at dyrke det noget mere og få det undersøgt, for det kan vi måske lære noget af.

Jeg synes dog, vi kun kan prise os lykkelige over, at vi er i en situation, hvor vi har så relativt få voldtægter i forhold til andre lande – specielt Sverige, men også andre lande. Én voldtægt er én for meget, men at vi har så få i forhold til andre lande, viser, at vi trods alt gør noget rigtigt i Danmark.

Fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Jeg vil sige, at jeg da også personligt håber, det har noget at gøre med, at der er færre voldtægter i Danmark. Men vi ved jo faktisk ikke, om det anmeldte antal skjuler et meget større mørketal, og jeg synes, det ville være relevant at finde ud af, hvorfor danske kvinder anmelder knap så hyppigt som svenske. Det håber jeg ministeren kaster sig ind i og får undersøgt.

Det næste, jeg vil spørge om, handler om ofre i udlandet. Jeg ved ikke, om ministeren har nået at se den skrivelse, der er sendt til Retsudvalget, og som tyder på, at det er rigtig, rigtig svært for danske voldtægtsofre at rejse sager, selv i EU, hvor der jo skulle være en form for beskyttelse. I en konkret sag har det faktisk betydet, at fordi det har været så svært at rejse sagen og det spanske retssystem er anderledes end Danmarks, er straffen blevet nedsat fra 13½ års fængsel til 2½ års fængsel. Vil ministeren hjælpe til med at sikre, at danske kvinder, som er blevet ofre for voldtægt i udlandet, får en bedre hjælp herhjemme og får adgang til erstatning på linje med dem, der er blevet ofre for voldtægt herhjemme?

Justitsministeren.

Jeg har ikke umiddelbart hørt, at der skulle være meget store problemer med det, men hvis man begår en lovovertrædelse i et andet land, bliver man selvfølgelig retsforfulgt i det pågældende land, hvor man har begået den lovovertrædelse, og ofret er også dækket ind af de retningslinjer, der er for offerbeskyttelse i de lande.

Nu har vi jo i Danmark en meget fornuftig offerbeskyttelse i forhold til de fleste andre lande, så derfor skal vi selvfølgelig også sørge for vore egne statsborgere. Hvordan det kolliderer med, at der er foregået en forbrydelse i et andet land, synes jeg vi skal dyrke noget mere og prøve at se på det juridiske i.

Med hensyn til Sverige og antal voldtægter vil jeg foreslå, at der bliver stillet et udvalgsspørgsmål om det, for jeg synes, det ville være en god idé at se på, hvad forskellen skyldes. Det er nogle relevante temaer, SF's ordfører bringer frem her i dag.

Så er der en kort bemærkning fra fru Lone Dybkjær.

Nu har ministeren altså nedsat et udvalg, og det må vi så tage ad notam, men det, som vi havde foreslået her, var selvfølgelig noget mere begrænset end det, ministeren nu vil gøre. Men når man nu så er nået dertil, håber jeg også, at vi får lavet en ordentlig kortlægning af det, ikke bare af det problem, som fru Karina Lorentzen Dehnhardt har rejst, men også af andre problemer, der er, med, hvordan man håndterer voldtægtssituationer i andre lande, for jeg tror, at ønsket om, hvorvidt man vil anmelde eller ej, hænger meget sammen med, hvordan den konkrete situation er på en politigård, eller hvor det nu er.

Men hvornår er det arbejde færdigt? Det ville være rart at få at vide. Og hvad er det for en tidsfrist, der er?

Det andet skal jeg måske tage i næste omgang, af hensyn til at den røde lampe lyser.

Meget elskværdigt. Justitsministeren.

Nu er jeg kommet i den situation, at jeg simpelt hen har glemt at tage kommissoriet med herop, men sådan som jeg husker det, så forventer vi, at Straffelovrådet bliver færdig til næste sommer. Men jeg vil lige korrigere det, hvis det ikke er korrekt – når jeg har kigget i mine kommissoriepapirer. Men så vidt jeg husker, er det næste sommer.

Fru Lone Dybkjær.

Det er ærgerligt, at man ikke kan hviske på den afstand, for det ville være enormt rart, hvis vi kunne få at vide, hvornår det her udvalgsarbejde er færdigt. Men når ministeren er færdig på talerstolen, kan det være, at han kan snakke med sine embedsmænd, så vi under en eller anden form kan få den præcise dato, inden debatten er færdig.

Det, som virkelig undrer mig, og som jeg godt vil spørge om, er: Hvis et menneske er sådan lidt fra sans og samling af den ene eller den anden grund – det kan være på grund af piller eller sprut eller et eller andet andet – og har bragt sig i en situation, hvor enhver ved, at pågældende, som ofte vil være en kvinde, ikke er ved sine fulde fem eller ved, hvad der foregår, for at sige det på den måde, mener ministeren så ikke, at der er tale om voldtægt, hvis en mand benytter sig af det? Er det opfattet rigtigt? Ministeren sagde, at det kunne være et spørgsmål, om der var tale om voldtægt.

Det kan jeg slet ikke forstå. Kan man virkelig efter dansk ret gå i seng eller have seksuelt samkvem, eller hvilket udtryk vi nu skal bruge, med et menneske, som enhver kan se ikke ved hvad der foregår, og så bliver det ikke betegnet som et overgreb? Det forstår jeg ikke at ministeren kan mene, men hvis ministeren mener det, håber jeg i hvert fald meget, at det bliver taget med i det arbejde, der kommer til at foregå.

Justitsministeren.

Det, jeg sagde, var, at det er nogle af de ting, domstolene konkret må tage stilling til. Det er derfor, der er brug for et grundigt arbejde, så vi får defineret det her. For mig er sådan en situation naturligvis et overgreb, som svarer til voldtægt.

Men der er nogle grænsetilfælde; jeg nævnte f.eks. det med, at man går i seng med en mentalt retarderet eller med en sindssyg person. Hvad er det så? Og det er det, vi har brug for at man får boret ud i Straffelovrådet, så vi får helt præcise retningslinjer for det. Og så kan vi jo som lovgivere sige, hvad vi synes, når de har fået det boret ud. Men den situation, som fru Lone Dybkjær omtaler, betragter jeg som så groft et overgreb, at det for mig er voldtægt.

Tak til justitsministeren, der er ikke flere, der ønsker korte bemærkninger.

Så går vi til ordførerrækken, og den første ordfører er fru Marion Pedersen fra Venstre.

En forudsætning for et liberalt demokrati som det danske er, at vi har et velfungerende og stærkt retssamfund, der sikrer lighed for loven. Derfor er det også vigtigt, at vi som politikere sikrer, at de love, vi laver, er udformet sådan, at alle borgere nyder samme beskyttelse, og at lovene afspejler et nutidigt menneske- og samfundssyn.

Det er samtidig vigtigt for borgernes retsopfattelse, at strafniveauet afspejler grovheden af de pågældende lovovertrædelser. I det beslutningsforslag, vi behandler her, sættes der spørgsmålstegn ved retssikkerheden og beskyttelsen i henhold til straffeloven. Det påpeges, at der ved forbrydelser mod kønssædeligheden bør foretages ændringer af straffeloven for at sikre en bedre retsbeskyttelse for borgere, der enten kan karakteriseres som forsvarsløse, eller som er gift med eller lever i et registreret partnerskab med gerningsmanden.

I Venstre er vi altid opmærksom på de spørgsmål, der bliver rejst i den politiske, offentlige debat. I den her forbindelse drejer det sig om straffelovens § 24 om sædelighedsforbrydelser. Derfor ser vi også meget positivt på de initiativer, justitsministeren har søsat, hvor han har bedt Straffelovrådet om konkret at foretage en generel gennemgang af straffelovens bestemmelser om sædelighedskriminalitet. I skrivelsen til Straffelovrådet fremgår det tydeligt, at de spørgsmål, som forslagsstillerne rejser i beslutningsforslaget, vil indgå i rådets gennemgang af de nuværende regler om sædelighedsforbrydelser. Et eksempel er, at de skal overveje en indførelse af regler om strafansvar for uagtsom voldtægt. Et andet eksempel, de skal stille skarpt på, er det med grundlaget for at ophæve visse bestemmelser i kapitel 24, specielt § 221 og § 227, som forslagsstillerne også foreslår i beslutningsforslaget.

Jeg vil i den forbindelse lige tilføje, at Straffelovrådet også inddrager regler og erfaringer fra andre lande, herunder specielt de andre nordiske lande, og det vil gøre vores oplysningsgrundlag endnu bredere.

Jeg vil desuden fremhæve, at Straffelovrådet er blevet bedt om at udarbejde et lovudkast, hvis de finder behov for lovændringer på området. Hvis det er tilfældet, forventes det udkast at være klar allerede til næste år. Så jeg tror, at jeg kan spare ministeren for at finde ud af det: Det er 2010 – sådan har jeg i hvert fald læst kommissoriet.

Jeg vil gerne bruge noget af min taletid på at takke Det Radikale Venstre for at bringe disse alvorlige spørgsmål til debat. Det er vigtigt, at vi som politikere løbende vurderer retssikkerheden for den enkelte borger og igangsætter lovændringer, hvis vi anser det for at være nødvendigt. Det er specielt vigtigt på områder som voldtægtsområdet og andre seksualforbrydelsesområder, fordi disse forbrydelser er af en alvorlig karakter og kan have meget alvorlige konsekvenser for ofret og dets pårørende både fysisk og psykisk.

Hertil kan siges, at jeg personligt er meget uforstående over for, at normalstraffen for en fuldbyrdet overfaldsvoldtægt i dag ser ud til – i hvert fald når man læser aviserne – at være 2 ½ års fængsel, når strafferammen reelt er op til 8 år, ja, den er faktisk helt op til 12 år, hvis voldtægten har en særlig farlig karakter. Men jeg kan se, at det også er et område, Straffelovrådet vil se på, og jeg ser frem til resultatet.

Jeg vil gerne afslutte med at understrege, at Venstres holdning til de konkrete forslag i beslutningsforslaget ikke kan afgøres i dag. Vi vil forholde os til disse, når Straffelovrådet er kommet med sine samlede overvejelser. Disse overvejelser skal dog ikke ende i en syltekrukke på bekostning af borgernes rets- og sikkerhedsbeskyttelse. Derfor vil jeg personligt være garant for, at overvejelserne bliver fulgt til dørs. På den måde sikrer vi, at beslutningerne bliver truffet på et oplyst og velovervejet grundlag, og vi er meget åbne for at tage diskussionen mere dybtgående på det tidspunkt.

Af de netop skitserede grunde kan Venstre ikke støtte det foreliggende beslutningsforslag.

Tak, der er ønske om en kort bemærkning fra fru Lone Dybkjær.

Tak. Jeg tror, at det vil være lidt vigtigt, at vi får afklaret, hvornår arbejdet er færdigt. Nu havde fru Marion Pedersen en meget præcis dato. Ministeren sagde lige til mig, at det ikke var så præcist, så jeg synes, at vi skal have ministerens svar. Det kan være, at ministeren på et eller andet tidspunkt vil gå op på talerstolen og sige, hvordan det er.

Så synes jeg også, at det er lidt ærgerligt, at det åbenbart kun er regeringspartierne, der har fået kommissoriet, jeg har i hvert fald ikke set kommissoriet, men det kan da være, at det er et papir, jeg har overset i Retsudvalget, og det er selvfølgelig ærgerligt, for det havde været rart at se.

Til mit konkrete spørgsmål vil jeg sige, at ministeren var meget præcis med hensyn til at sige, hvad han mente var voldtægt, når det drejede sig om et menneske, der havde drukket sig temmelig meget fra sans og samling, så vedkommende ikke rigtig fattede, hvad det var, der skete. Jeg er ikke helt sikker på, at det var det, ministeren sagde i sin officielle tale, men jeg er glad for tilkendegivelsen af den personlige holdning. Så kan man altid diskutere, hvordan man kan adskille det.

Men hvad siger fru Marion Pedersen? Hvad mener fru Marion Pedersen om det? Synes fru Marion Pedersen, at det er rimeligt, at bare fordi man er gift, gælder der en lavere strafferamme for voldtægt, end der gælder, hvis man ikke er gift? Det er jo det, en af delene i forslaget omhandler. Jeg spørger mere for at få sådan en personlig holdning til det her forslag – og eventuelt Venstres holdning.

Ordføreren.

Tak. Med hensyn til kommissoriet vil jeg sige, at jeg mener, at min sekretær har fundet det på internettet til mig, men jeg er ikke sikker.

Altså, jeg ved godt, at det i hvert fald i aviserne nogle gange fremstår, som om gerningsmanden får rabat, fordi han er gift med voldtægtsofferet. Men så vidt som jeg har fundet frem til at Rigsadvokaten har udtalt sig, drejer det sig om, at der ikke automatisk gives rabat, så snart man kan se, at gerningsmand og offer er gift med hinanden. Når straffen bliver mildere i de sager, skal det efter sigende være, fordi der generelt foreligger andre omstændigheder, som indvirker på straffen.

I den redegørelse, som Rigsadvokaten er kommet med, om straffe for voldtægt på grundlag af gennemgang af retspraksis, siger han i hvert fald, at det er det, der er grunden til det.

Fru Lone Dybkjær.

Vi kan tage den videre diskussion i udvalget. Jeg oplevede det også sådan, at Rigsadvokaten simpelt hen ikke mente, at det er rimeligt, at der er to forskellige strafferammer. Det er ikke straffen, det drejer sig om, den vil jeg ikke blande mig i, det er jo en dommerafgørelse, og i modsætning til regeringspartierne holder vi armslængdeprincippet i forhold til de konkrete strafudmålinger.

Men nu snakker vi om, at der de facto er forskel – altså, der gives straffe på 8 år og på 4 år. Mener fru Marion Pedersen, at det er rimeligt? Mener hun, at bare fordi man er gift og bliver voldtaget, gælder der som udgangspunkt en mindre strafferamme, end hvis man ikke er gift med vedkommende? Vi lever i en moderne tid, og jeg synes, at straffene burde være nøjagtig de samme.

Ordføreren.

Det er jeg enig i.

Hermed sluttede ordførerens indlæg. Der var ikke flere ønsker om korte bemærkninger. Så er det fru Maja Panduro fra Socialdemokratiet som ordfører.

Ideen om, at en seksualforbryder kan få rabat på sin straf, hvis bare han udvælger sig et tilstrækkeligt svagt offer, eller hvis han er gift, eller bare efterfølgende gifter sig med sit offer, bryder – synes jeg – med enhver retsfølelse. Så fra Socialdemokraternes side synes vi, at det er et godt og et rigtigt forslag, som Det Radikale Venstre har fremsat.

Vi finder det også godt og rigtigt, at justitsministeren i mandags fik den gode idé at bede Straffelovrådet om at foretage den her revision af lovgivningen om voldtægt og herunder også af strafniveauet og de her sådan lidt bizarre rabatordninger, især fordi ministeren jo ellers blankt afviste at gøre noget ved dem så sent som i foråret, men vi har alle sammen lov til at blive klogere, også ministre, og jeg glæder mig, hver gang det sker. Derfor håber jeg også, at ministeren vil fortsætte den her gode stime med at være åben for gode ideer, både når Straffelovrådet og måske især, når Offerudvalget er færdigt. Jeg lader mig lige fortælle i min øresnegl af ministeren nede bagved, at begge dele sker inden sommeren 2010.

Fra Socialdemokratiets side har vi det nemlig sådan, at lige så optaget vi er af, at retfærdigheden sker fyldest, og at gerningsmændene til de her rædselsfulde forbrydelser bliver straffet – også gerne for vores skyld hårdere, end det sker i dag – lige så optaget er vi af at hjælpe forbrydernes ofre med at komme videre i deres liv efter voldtægten. Derfor savner vi altså mere reel fokus på ofrene og på at få hjulpet dem videre. Som det er i dag, er den hjælp, vi tilbyder, simpelt hen for fattig.

Derfor er vi meget optaget af, at der også bliver kigget på psykologhjælpen og på niveauet af erstatningerne til ofrene, fordi der er kæmpestore hængepartier endnu her. Hvad niveauet for erstatningerne angår, er det latterligt lavt. Det er jo sådan, at det at blive offer for en voldtægt kan have voldsomme konsekvenser, også økonomisk, på grund af f.eks. tabt arbejdsfortjeneste og i øvrigt så også de psykologregninger, som man i dag selv hænger på en stor del af.

Det er så det næste. I Socialdemokratiet mener vi, at ofre for voldtægt skal have ret til gratis psykologhjælp. I dag er det, som jeg sagde før, sådan, at man får 300 kr. i tilskud til 10 psykologtimer og kun inden for det første år efter forbrydelsen. Det betyder, at der er en stor egenbetaling for ofrene, både fordi der er en egenbetaling allerede fra start, og fordi rigtig mange af de her mennesker selvfølgelig også får brug for hjælp senere i livet.

Oven i hatten er det jo også sådan, at mange voldtægtsofre i dag bliver afvist på vores centre for voldtægtsofre, fordi der er mangel på ressourcer. F.eks. ved vi, at Center for Voldtægts- og Voldsofre i Århus sidste år måtte afvise hver sjette af de voldtægtsofre, der henvendte sig til dem. Det mener vi er fuldstændig uacceptabelt, og det håber vi at man er enig med os i. Vi synes, det kun ville være rimeligt at garantere gratis psykologhjælp til voldtægtsofre og sikkerhed for, at der er plads, når man har brug for det.

Så for at summere op, min tid er ved at være gået: Vi er altså stærke tilhængere af, at vi ser på strafniveauet i voldtægtssagerne i det hele taget og især på de her syge rabatordninger, og derfor kan vi også støtte Det Radikale Venstres beslutningsforslag, men vi vil samtidig meget gerne opfordre til, at vi i fællesskab sætter langt, langt mere fokus på at få hjulpet ofrene videre med deres liv efter voldtægten, for hvis det ikke lykkes for os, så har voldtægtsmanden jo først vundet og offeret tabt, uanset hvor længe vi så i øvrigt sætter gerningsmanden i fængsel.

Tak til fru Maja Panduro. Der er ingen ønsker om korte bemærkninger, og så er næste ordfører hr. Dennis Flydtkjær fra Dansk Folkeparti.

Det her beslutningsforslag tager fat i et vigtigt emne, og i Dansk Folkeparti ser vi gerne her nogle opstramninger. Straffen for voldtægt er generelt alt for lav og burde være langt højere, end den er i dag. Jeg synes, det er helt urimeligt over for ofrene, at gerningsmændene får så lave straffe, som de gør. Og derfor skal jeg også sige, at det her beslutningsforslag, som Det Radikale Venstre har fremsat, tager fat i nogle vigtige punkter.

Det første punkt er, at seksuelle overgreb mod forsvarsløse personer skal straffes som voldtægt med fængsel i indtil 8 år og ikke som i dag, hvor det kan give op til 4 år. Det virker jo helt urimeligt, at man får rabat, hvis en voldtægt går ud over en forsvarsløs person. I stedet for at det giver en rabat i straffen, burde det jo i stedet være en skærpende omstændighed, at gerningsmanden har udnyttet, at offeret f.eks. er handicappet eller udviklingshæmmet eller på en eller anden måde er forsvarsløst.

Det andet punkt i forslaget omhandler seksuelle overgreb mod ens forsvarsløse ægtefælle. Det foreslås, at det ikke længere skal være muligt at blive fritaget for straf. Også her kan jeg sige, at jeg er meget enig med intentionen i forslaget. Jeg synes heller ikke, det skal være muligt at slippe for straf, hvis det er ens ægtefælle, der er offeret. I sådan nogle sager kan det dog være svært at bevise, at det er voldtægt, men det ændrer ikke ved, at hvis domstolen finder det bevist, skal man selvfølgelig have en fuld straf ligesom alle andre voldtægtsforbrydere.

Det sidste af de tre punkter er lidt mere specielt, for det omhandler den specielle situation, hvor en gerningsmand og offeret efterfølgende gifter sig eller indgår registreret partnerskab, så der kan gives strafnedsættelse. Jeg har lidt svært ved at forestille mig den situation, hvor et voldtægtsoffer efterfølgende bliver forelsket i gerningsmanden – altså en situation, hvor man ser damen stå og sige: Nå, men han var da meget sød alligevel. Jeg synes, det er lidt svært at forestille sig, men det ændrer ikke ved, at jeg også helt klart synes, det er noget, vi skal have strammet op på. Det er også lige meget, hvad grunden er, for det er jo ikke os i Folketinget, der skal vurdere, hvad grunden til det kan være.

Nu vi er inde på emnet voldtægt, vil jeg også godt benytte lejligheden til at sige, at Dansk Folkeparti ønsker straffen for voldtægt sat op. En strafferamme på omkring 8 år er alt for lav, og den typiske straf, man får, er på omkring 2½ år. Det er næsten en hån mod voldtægtsofferet.

Til sidst kan jeg sige, at jeg synes, det er positivt, at justitsministeren også har meldt sig på banen og har nedsat den her arbejdsgruppe, der skal kigge på straffen for voldtægt. Selv om vi i Dansk Folkeparti ikke altid er glade for, at der bliver nedsat udvalg, fordi de kan virke som en syltekrukke, er vi alligevel glade for, at der bliver sat fokus på det. Og derfor ser jeg også frem til, at vi får et godt udvalgsarbejde, hvor vi måske sammen kan presse på for, at resultatet fra arbejdsgruppen kan komme noget før, end vi regner med. Jeg kan forstå, det bliver til næste sommer.

Det var alt, hvad jeg havde at sige.

Der er et ønske om en kort bemærkning fra fru Lone Dybkjær.

Jeg vil gerne takke ordføreren for det positive tilsagn, men jeg er ikke sikker på, at vi deler det synspunkt, at der skal højere straffe til. Det er ikke det, der er vores udgangspunkt, men mere, at det er de samme typer af straffe, der gælder, uanset om man f.eks. er gift eller ej. Men jeg er sådan set enig med ordføreren i, at hvis offeret af den ene eller den anden grund er forsvarsløst, burde det være en skærpende omstændighed. Det er jeg sådan set enig i.

Så vil jeg gerne sige, at jeg personligt heller ikke kan forestille mig at gifte mig – hvis jeg nu havde været i den situation – med gerningsmanden, om jeg så må sige. Men det er jo ikke altid, at den slags ægteskaber er frivillige, og derfor tror jeg, man skal se på det med lidt andre briller her, nemlig at der er tale om tvungne ægteskaber – og at det så oven i købet fører til, at gerningsmanden får mindre straf, er i virkeligheden dobbelt skærpende efter min opfattelse.

Ordføreren.

Jeg er godt klar over, at vi ikke helt deler det samme synspunkt med hensyn til generelt højere straffe for voldtægt, men nu bragte jeg det bare frem her, for en førstebehandling er jo typisk en generel debat, og der synes jeg, det var meget væsentligt også at sige, hvad Dansk Folkeparti godt kunne tænke sig ud over det, der er med i forslaget.

Ellers vil jeg sige, at jeg godt kunne forestille mig, ligesom spørgeren siger, at f.eks. nogen med en mellemøstlig kulturel baggrund kunne være i den situation, hvor der måske er sket en voldtægt, og hvor familien så efterfølgende på grund af skammen tvinger datteren, eller hvem det nu kan være, til at indgå ægteskab. Så det er klart, at der kan opstå sådan nogle situationer, men alligevel kan man jo godt, når man tænker over det, have en eller anden underlig fornemmelse af, at det lyder helt tosset, at den situation kan opstå. Men det er fint nok, at når bestemmelsen er i straffeloven, skal vi selvfølgelig også få den rettet op, så det bliver på et rimeligt grundlag.

Fru Lone Dybkjær.

[Lydudfald] ... at ægteskab indgås af mange forskellige grunde, og det, der er helt afgørende for mig, er, at hvis det så sker, skal gerningsmanden altså ikke have den ekstra glæde – hvis det nu ikke er et totalt frivilligt ægteskab – at der oven i købet er tale om en strafnedsættelse. Jeg skal ikke komme ind på, hvilke kulturer det drejer sig om, eller noget som helst, men bare konstatere, at det jo er den type ting, der også er taget højde for med det her. Men jeg glæder mig over, at vi er enige på det her felt. Tak.

Ordføreren.

Jeg kan jo kun sige, at jeg også er enig.

Så siger vi tak til hr. Dennis Flydtkjær i fælles glæde, og næste ordfører er fru Karina Lorentzen Dehnhardt for SF.

Voldtægt er voldtægt – punktum! Det er et modbydeligt overgreb, det er en oplevelse, som mærker den, det går ud over, for livet, og det er en oplevelse, som nogle aldrig kommer sig over. De fysiske sår heler måske, men de psykiske gør sjældent.

Voldtægt er voldtægt, og derfor synes jeg, det er stødende, at der gives rabat, hvis offeret er i en forsvarsløs tilstand, f.eks. er påvirket, er bevidstløs eller sover. Voldtægt er et overgreb, og derfor bør det som udgangspunkt straffes med den samme strafferamme. At offeret er forsvarsløst, når overgrebet begås, synes jeg egentlig bare gør det værre, for en sådan tilstand fordrer egentlig større indsigt af gerningsmanden og fordrer egentlig, at gerningsmanden tænker sig om en ekstra gang: Hvad er det nu lige, jeg har gang i, når vedkommende ikke reagerer?

Strafferabat for at gifte sig med sit voldtægtsoffer lyder lidt som Danmark i 1700-1800-tallet, hvor man måtte stå ved det, man havde gjort. Måske var der kommet et barn ud af det, man havde taget sig en kvinde, og så kunne man da lige få lidt rabat eller frafald med i købet, når man giftede sig bagefter. Det hører ingen steder hjemme i et ordentligt samfund, heller ikke selv om det en paragraf, der ikke har været brugt i mange år, og vi ikke har nogen forventning om, at den overhovedet kommer i brug. Det er nok meget, meget tvivlsomt, men derfor skal den jo ikke stå der. Jeg synes, det er en meget diskriminerende lov at have på området her.

SF kan støtte det radikale forslag, men jeg vil også godt benytte lejligheden til at tale om det, som jeg synes kan gøres lidt bedre, nemlig bedre retsbeskyttelse af voldtægtsofre. Jeg synes, jeg vil nævne et par punkter, hvor vi stadig væk mangler at gøre noget.

I Danmark ser vi desværre, at rigtig, rigtig få af de voldtægtssager, der bliver anmeldt, fører til dom, og det kunne jeg godt tænke mig at vi fik belyst noget bedre: Hvorfor hænger det sådan sammen? Jeg har tidligere nævnt, at i Sverige er der otte gange så mange anmeldte voldtægter som i Danmark. Det kunne være fornuftigt at få det belyst, og jeg er glad for ministerens tilsagn om, at han vil være med til at se på det. Jeg tror nemlig, at en del af problemstillingen måske kan forklares ved, at det i Danmark er forbundet med ret store omkostninger at anmelde en voldtægt, netop fordi rigtig mange af sagerne ikke fører til dom. Det må næsten føles som et overgreb i sig selv, når sagerne falder.

Det ville også være fornuftigt at få mere gennemsigtighed i sagerne: Hvorfor falder de, hvad er det for nogle værdier, man tillægger mandens og kvindens udsagn i de sager? Det er en ting, som Amnesty International også har efterlyst.

Vi har brug for flere ressourcer til voldtægtscentrene, for der er alt for mange, der afvises. En voldtægt skal være helt frisk, når man anmelder den, der er ikke mulighed for at tage dem, der kommer en uge eller 14 dage senere. For mange kvinder er voldtægten et stort chok, og det tager lidt tid, inden man kan samle sig sammen og få slæbt sig hen på voldtægtscenteret. Den beskyttelse synes jeg er helt nødvendig, og det er også en debat, vi bliver nødt til at åbne.

Så er der ofrene i udlandet, som jeg nævnte tidligere. Det er rigtig, rigtig bøvlet at få erstatninger ud fra andre europæiske lande f.eks., og jeg kunne godt forestille mig, at det kunne være fornuftigt at have en erstatningsordning a la i voldssager her i Danmark, hvor de mennesker kunne få erstatningen udbetalt her i Danmark, og så måtte Danmark have en eller anden form for regres mod de pågældende lande.

De danske voldtægtscentre er heller ikke forpligtede til at tage imod de mennesker, fordi voldtægten jo er begået på et langt tidligere tidspunkt. Her mangler der også noget retsbeskyttelse. Der mangler hjælp til at føre voldtægtssagerne i udlandet; i det tilfælde, jeg nævnte, var straffen blevet nedsat fra 13½ til 2½ års fængsel, fordi offeret ikke var bekendt med den spanske lovgivning og mistede nogle væsentlige indsigelsesmuligheder. Offeret var heller ikke bekendt med sin pligt til selv at holde sig orienteret om retssagen. Der mangler altså noget hjælp til de mennesker, når de er kommet tilbage til Danmark, og det håber jeg vi kan få belyst i et ordentligt udvalgsarbejde, så vi kan få skabt noget bedre retsbeskyttelse af de kvinder.

Tak til fru Karina Lorentzen Dehnhardt. Så er det hr. Tom Behnke som ordfører for Det Konservative Folkeparti.

Seksuelle overgreb er stærkt krænkende. Det er en meget voldsom begivenhed at blive udsat for. Det er en meget krænkende begivenhed, og det er jo ofte også en begivenhed, som sætter sig spor resten af livet hos offeret, og derfor er det naturligvis også noget, man retspolitisk og straffemæssigt skal se ganske, ganske alvorligt på. Derfor vil jeg gerne takke forslagsstillerne for at have rejst debatten med beslutningsforslaget her. Vi er ikke nødvendigvis enige i de tre punkter, der står her, vi er ikke nødvendigvis enige i, at det skal være så afgrænset; vi er faktisk meget tilfredse med, at justitsministeren har lagt op til, at vi mere generelt ser på hele kapitel 24, altså på enhver form for seksuelle overgreb, krænkelser, at vi ser det i en samlet helhed og får det belyst.

Jeg tror, det er relevant, at vi får kigget på de her paragraffer, i forhold til hvordan Danmark ser ud i dag. Den udvikling, der er sket over år i samfundet, har jo også udviklet vores måde at betragte tingene på. Jeg tror, det bliver meget interessant at se på det historiske perspektiv i det her, altså hvorfor man i sin tid har formuleret paragrafferne, som man har gjort. Hvad var det for ting i den tid, måske endda kulturelle ting, der gjorde, at man lagde sig fast på, at der skulle være forskellige paragraffer med forskellige strafferammer? Hvad var det for hensyn, man ønskede at varetage med at lave forskellige paragraffer og forskellige strafferammer?

Jeg synes, det bliver rigtig interessant at se på det og derudfra se på, hvordan det ser ud i dag. Hvordan ser vi på det i dag? Hvordan ser vi på de forskellige former for krænkelser i dag i et historisk perspektiv? Der er jeg helt overbevist om at vi når frem til, at en eller flere af de her paragraffer skal vi have justeret på, skal vi have ændret på, skal vi have strammet op på, for jeg tror helt sikkert, at tiden er løbet fra det her. Jeg er meget enig med forslagsstillerne i, at det vil være hensigtsmæssigt, at vi får kigget på det her i en ny kontekst, og derfor synes jeg, det er rigtig godt, at justitsministeren har bedt Straffelovrådet om at se på det her, og vi vil så afvente, at der kommer et fagligt, juridisk grundlag, som vi kan diskutere videre på.

Der er ingen tvivl om, at lige så nemt det er at sige, at straffene skal sættes op for den ene eller den anden paragraf – det tror jeg ikke møder modstand ret mange steder; jeg tror heller ikke, at det møder modstand ret mange steder, at man siger, at der skal være lige straf eller i hvert fald lige strafferamme, uanset hvad det er, man har foretaget sig – lige så rigtigt tror jeg det er at sige, at man også bliver nødt til at se på, at der er forskel på de forskellige sager. Jeg tror ikke, at vi kan slippe så nemt om ved det, at vi bare kan lave en paragraf og en strafferamme og så i øvrigt overlade det hele til domstolene. Det tror jeg ikke er hensigtsmæssigt.

Jeg tror, det er hensigtsmæssigt at gøre, ligesom man gjorde i sin tid, da man lavede kapitel 24, nemlig at man også den dag i dag bliver nødt til at forholde sig til – også selv om det kan være nogle meget prekære diskussioner at komme ud i, måske endda diskussioner, der slet ikke egner sig til Folketingssalen, for hvor skal man starte, og hvor skal man slutte? – og erkende, at der er forskel på forskellige seksuelle overgreb, og at der derfor også er tale om, at der skal være forskellige straffe. Og hvis domstolene skal have bare et minimum af chance for at vide, hvor straffen skal ligge henne, er det hensigtsmæssigt, at der er forskellige paragraffer for de forskellige overtrædelser, og at der også deri står, hvad Folketinget betragter som værende strafferammen og dermed også giver en politisk tilkendegivelse af, hvor alvorligt man ser på det.

Dermed ikke være sagt, at vi ikke kan gøre, som forslagsstillerne siger, nemlig at vi jævnstiller paragraffer, f.eks. 216 og 218, at vi i begge paragraffer taler om, at der skal være en strafferamme på 8 år. Det vil vi slet ikke afvise, men vi vil gerne have lov til at afvente Straffelovrådets arbejde først og så på det grundlag få en grundig vurdering af paragrafferne. Derfor afviser vi forslaget i dag.

Tak. Der er ønske om en kort bemærkning fra fru Lone Dybkjær.

Tak. Det er jo givet, at der er et flertal for at afvente det arbejde, og det er klart, at når der er sat et arbejde i gang, som bliver bredere, så er det også fint nok. Jeg synes, det er godt, at vi får en diskussion om voldtægt. Jeg tror så også, at det, at vi har været så konkrete med hensyn til det her, måske har fremprovokeret den diskussion. Hvis vi derimod havde sagt, at nu ville vi have en bred diskussion om voldtægtsparagrafferne, var det ikke sikkert, at det havde ført til noget.

Det, der undrede mig lidt, var, at hr. Tom Behnke sagde, at han ikke nødvendigvis var enig i det her. Det undrer mig lidt, det kan jeg sådan set ikke forstå, for vi har ikke blandet os i, hvad straffen skal være. Vi har jo kun talt om strafferammen. Jeg kan ikke forstå, at hr. Tom Behnke mener, at strafferammen skal nedsættes, fordi det er en forsvarsløs person, eller at strafferammen skal nedsættes, fordi man er i et ægteskab, eller at strafferammen skal nedsættes, fordi man efterfølgende gifter sig. Det sidste er en lidt bizar situation, men den er nok eksisterende i Danmark også i dag, selv om den er rundet af gammel tid. Hvad er det, hr. Tom Behnke er uenig i?

Ordføreren.

Vi kommer ikke uden om, at med de strafferammer, Folketinget fastsætter for forskellige paragraffer i lovgivningen, sender vi jo et signal til domstolene om, hvor alvorligt vi ser på det. Det er ud fra dem, domstolene fastsætter straffen. Domstolene fastsætter jo forskellig straf, alt efter om der er en strafferamme på 2 års fængsel eller der er en strafferamme på 16 års fængsel. Det indikerer jo noget om, hvor alvorligt man ser på det. Derfor kan man ikke sige, at vi bare overlader det hele til domstolene. Vi bliver stadig væk nødt til at påtage os det ansvar, det er at vægte de forskellige paragraffer i forhold til hinanden og i forhold til den samtid, vi lever i.

Det er på det grundlag, at jeg gerne vil have lov til her at tage et forbehold og sige, at jeg gerne vil have lov til at afvente Straffelovrådets arbejde, for den her diskussion er bredere end som så. Den er bredere end en diskussion, der handler om 4 år eller 8 år. Der er forskellige aspekter af det her, og der er ikke noget, der bare er sort-hvidt i det her kapitel i straffeloven. Det er der ikke. Derfor synes jeg, at vi skal afvente det arbejde, inden vi lægger os fast, og derfor sagde jeg, at jeg ikke nødvendigvis vil støtte ændringsforslagene, som de ligger i det radikale forslag på nuværende tidspunkt.

Fru Lone Dybkjær.

Jeg vil sådan set ikke sige noget om det med 4 eller 8 år. Jeg vil sige noget om ligestilling. Der glædede det mig virkelig, at justitsministeren og også fru Marion Pedersen klart tilkendegav deres holdninger på det her felt. Justitsministeren sagde, at det efter hans opfattelse – nu snakker vi ikke om ministeriets – var voldtægt, hvis en person var mere eller mindre ude af stand til at vurdere, hvad der foregik, og fru Marion Pedersen sagde klart, at hun ikke mente, at der skulle være en nedsat strafferamme, bare fordi man var gift. Det er sådan set det, vi snakker om. Vi snakker om ligestilling på det her felt. Så er der også et tredje punkt, men det skal jeg ikke tage op.

Derfor ville jeg bare spørge hr. Tom Behnke ikke om noget med 4 eller 8 år, men om det signal, der skal sendes her, ikke er, at det sådan set ikke er rimeligt, at strafferammen nedsættes, bare fordi en person er retarderet i en eller anden form, eller bare fordi man er gift. Det var det, jeg gerne ville spørge hr. Tom Behnke om, og det kan jeg ikke forstå, at han ikke kan svare på. For hans to medkombattanter, om jeg så må sige, regeringen og dets bærende parti, har jo sagt, at de synes, det er rimeligt, at der er ligestilling.

Ordføreren.

Jeg er to hundrede procent enig i, at der skal være ligestilling. Voldtægt er voldtægt, uanset om man er gift eller ej. Det, at man hensætter en anden i en tilstand, hvor vedkommende er ude af stand til at sætte sig imod, er voldtægt, uanset om det foregår i et ægteskab eller uden for ægteskab. Vi er også enige i, at der som udgangspunkt bør være en ligestilling, altså at der ikke skal gøres forskel, bare fordi man er gift eller lever i fast samlivsforhold. Der skal ikke som udgangspunkt være tale om en rabatordning. Vi er enige i, at der på det punkt bør være en ligestilling.

Men inden vi lægger os hundrede procent fast på, hvordan det skal formuleres, vil vi gerne afvente Straffelovrådets arbejde, for der er argumenter både den ene og den anden vej, og der er nogle aspekter i det her, som man bliver nødt til at tage med. Man bliver også nødt til at erkende, at der er forskel på de forskellige sager. Der er ikke to sager, der er ens, og der er nogle forhold, man bør tage med i betragtning. Jeg tror på nuværende tidspunkt, at vi kommer til at lande der, hvor der bliver en ens strafferamme, og så bliver det i bemærkningerne til den paragraf, at man lægger det op til domstolene, at domstolene fastsætter straffen ud fra, hvad der kan være af skærpende omstændigheder eller formildende omstændigheder.

Tak til hr. Tom Behnke som ordfører. Den næste er fru Line Barfod som ordfører for Enhedslisten.

Enhedslisten synes også, det er vældig fornuftigt at få set på voldtægtsparagrafferne og på, hvordan de skal se ud i dag, og jeg glæder mig også til, at Straffelovrådet kommer med deres bud på det næste år. Man kan sige, det har været en bestandig kamp igennem mange, mange år at få anerkendt voldtægt og senere at komme igennem med, at der godt kan være tale om voldtægt mod en kvinde, selv om hun gik alene ud om aftenen eller gik alene på vejen eller ikke var fuldt tildækket. Det var jo debatten i Danmark for en del år siden. Senere var det diskussionen om, hvorvidt man kunne blive udsat for voldtægt, når man var gift. Det er vi heldigvis også kommet ud over. Jeg er helt enig i, at det er på høje tid og på overtid, at vi får sikret, at man ligestiller voldtægt inden for ægteskab og uden for ægteskab. Det burde vi have fået gjort noget ved for noget tid siden, så det er på tide, at vi får gjort noget ved det nu, og det glæder jeg mig til.

Men så vil jeg gerne ligesom den socialdemokratiske ordfører sige, at jeg også mener, det er rigtig vigtigt, at vi får set på, at der er ressourcer nok til at tage sig af ofrene. Dels at de voldtægtscentre, der er, har ressourcer nok, så vi ikke risikerer, at nogle ikke får den hjælp, de har behov for, dels at vi sikrer, at der er ressourcer nok til den konfliktbehandling, som rigtig mange af ofrene gerne vil have, for en del af ofrene ønsker faktisk ikke at indgå i en retssag. Jeg er enig med fru Karina Lorentzen Dehnhardt i, at det kunne være interessant at få belyst, hvad forskellen på den svenske og den danske model er, altså om der er nogen forskel i den måde, man håndterer sagerne på i forhold til ofrene, om der er noget der, der gør, at ofrene ikke har lyst til at anmelde det, men foretrækker at få det klaret i mindelighed. Jeg tror, det har stor betydning, at mange ikke ønsker at stå frem som offer. De har ikke lyst til at få det stempel på sig, de vil faktisk gerne leve videre som den person, de er, og vil hellere håndtere det på den måde end at skulle til at være kendt som et voldtægtsoffer. Det er ikke noget, der er særlig rart.

Jeg mener, vi skal se på, om vi kan håndtere det langt bedre, og vi skal også sikre, at man altid har muligheden for et konfliktråd, selvfølgelig kun for dem, der ønsker det, og selvfølgelig også kun, hvis gerningsmanden vil indgå i det. Men vi ved bare, at erfaringen er, at rigtig mange har behov for det, for i en meget stor del af de voldtægter, der finder sted, er det altså en, man kender, der gennemfører voldtægten, og det gør det jo mange gange sværere på mange måder, end hvis det er en ukendt gerningsmand, fordi man så går rundt og er bange for at møde vedkommende igen; det kan være i skolen, hvis det er en af de andre børns forældre, eller det kan være i lokalområdet, eller det kan være en arbejdskollega, eller hvad det nu er. Derfor er der behov for, at man får sikret, at man kan mødes og få aftalt, at man ikke fremover skal gå og være bange for at mødes. Så det er der rigtig meget behov for, og der er også behov for at se på, hvordan processen i øvrigt er skruet sammen.

Vi har tidligere fra andre lande hørt om, at man har ordninger, hvor offeret bliver underrettet om, hvad der sker i processen, og også bliver underrettet om, hvornår gerningsmanden kommer ud af fængslet igen osv., så man har den viden og ikke går og er bange i mange år måske, men så man faktisk ved, hvad der foregår. Jeg tror også, vi skal se på, hvad af det, vi kan lære af i Danmark, hvordan vi kan sikre, at man faktisk bliver behandlet som et menneske, der også skal leve videre i sit liv, og ikke bare som et offer. Derfor er det også rigtig vigtigt, at vi bliver ved med at holde øje med, hvor lang tid der går, før man får erstatning, om man er sikker på, man får sine penge, hvordan det går med de andre ting, man kan have behov for. Der er nogle, der har brug for at få revalidering eller andet, fordi de får så stort et psykisk knæk, så de har brug for at kunne komme videre i deres liv. Der er det rigtig vigtigt, at man hurtigt får den fornødne hjælp, hurtigt får en afgørelse, fordi det er det, der kan hjælpe en videre. Det synes jeg er lige så vigtigt vi ser på, som at vi ser på, hvordan paragrafferne er formuleret.

Tak. Så er det fru Lone Dybkjær som ordfører for forslagsstillerne.

Tak. Jeg vil gerne takke for debatten og for de sådan set temmelig mange positive tilkendegivelser om forslaget. Og så håber jeg altså stadig væk, at ministeren vil gå på talerstolen og sige, hvordan det ligger med tidsterminerne – det tror jeg der kan være en interesse for også kommer ud i det offentlige rum.

Så vil jeg gerne sige, at jeg selvfølgelig synes, det er fint, at der kommer et generelt arbejde i Straffelovrådet om voldtægt og de paragraffer, der er. Men jeg beder meget til, at det bedste ikke bliver det godes værste fjende, altså at vi fortaber os i alt muligt andet, sådan at de her efter min opfattelse relativt simple ting ikke bare bliver udskudt hele tiden, fordi der er så meget andet, vi også skal se på. Voldtægt er voldtægt, og overgreb er overgreb, og det bør have den samme strafferamme, hvad enten man er gift eller ikke gift. Det er helt urimeligt med den tilstand, vi har i dag. Og som Dansk Folkeparti bl.a. også var inde på, er det jo nærmest en skærpende omstændighed, hvis man ikke ved, hvad der foregår, altså at det kun er gerningsmanden, der ved, hvad der foregår. Om man så ikke ved, hvad der foregår, fordi man er beruset eller i øvrigt ikke er i stand til at forstå det, er jo så en anden sag. Jeg mener i virkeligheden også, det er en skærpende omstændighed, og efter min opfattelse er det ret ligegyldigt, om man selv har drukket sig fuld eller man er blevet drukket fuld af en anden; det kan ikke have noget med det at gøre. Voldtægt er voldtægt i den her sammenhæng, og det bør være det, der er udgangspunktet, og hvad angår strafferammen, må man så finde ud af, hvad selve straffen skal være. Så jeg håber, at ministeren lige vil gå op og sige noget om tidsterminen.

Så synes jeg også, det er fint, at vi kigger på andre lande. Jeg tror sådan set personligt ikke, at svenske mænd er mere voldtægtsorienterede end danske mænd – sådan har det ikke været min oplevelse sådan bredt, når man har færdedes i det samfund. Jeg tror, det har noget at gøre med, hvordan mulighederne er for at anmelde, og hvordan man ser på situationen. Og der tror jeg altså, at Sverige ligestillingsmæssigt er længere fremme – der er ting, man ikke vil finde sig i i Sverige, som man finder sig i i Danmark, eller hvor man føler skam, hvis man er blevet et voldtægtsoffer – og det synes jeg så også man må tage med i betragtning. Selv om vi synes, de skandinaviske lande er temmelig ens, er der jo altså nogle ret store forskelle på nogle områder. Jeg tror, der ligestillingsmæssigt er stor forskel på det her område, og det vil afspejle sig i, om man synes, man vil anmelde en voldtægt eller ej; det vil man simpelt hen i højere grad gøre i Sverige. Og i Norge har man f.eks. det, at psykisk sygdom slet ikke har været så stigmatiseret, som det er i Danmark. Så der er altså meget store kulturelle forskelle – kan man kalde det – selv om vi normalt siger, at vi er meget ens.

Når det er sagt, vil jeg sige, at der er flere, der har været inde på, at det jo ikke er nok, at man bare kigger på strafferammerne. Nej, men igen vil jeg appellere til, at det bedste ikke bliver det godes værste fjende, for jeg er enig i, at der tiltrænges en hel masse mere hjælp og bistand, og hvad ved jeg, på det her område. Men det ændrer ikke ved, at udgangspunktet for strafferammerne er diskriminerende, og det bør under alle omstændigheder ændres, og så må vi jo så se på det andet i den sammenhæng, hvor man nu skal se på spørgsmålet om psykologisk bistand og penge til forskellige centre, og hvad ved jeg.

Tak til fru Lone Dybkjær. Og justitsministeren vil gerne give et par bemærkninger, værsgo.

Således foranlediget vil jeg sige, at jeg her står med kommissoriet for Straffelovrådets arbejde om kapitel 24. Der er ikke nogen deadline for arbejdet, og det er der ikke, fordi det er et uafhængigt udvalg, hvor der sidder en dommer som formand, og vi kan ikke sådan pålægge Straffelovrådet at blive færdige på et bestemt tidspunkt.

Det, som vi har en forståelse med Straffelovrådet om, er, at de bliver færdige næste år. Med hensyn til offerudvalget er det færdigt til næste sommer, i 2010, altså om 6-7 måneder eller noget i den stil. Og sådan hænger tidsterminerne sammen.

Tak til justitsministeren for svaret.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, og hermed er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Retsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.