Tak.
Og tak for en god debat.
Vi har været vidt omkring – opera, rødvin, gyldne labradorer og guldfisk for nu at nævne nogle af de mere muntre indslag – men jeg synes også, det har været en debat, hvor vi har fået diskuteret den her meget, meget centrale udfordring, som Danmark jo står over for.
Noget af det, som jeg har noteret mig med glæde, er jo, at vi er enige om destinationen.
Vi er enige om, at Danmark skal blive uafhængige af fossile brændsler.
Vi skal tegne en forsikring, og det skal vi jo så gøre mod de stigende priser, mod at vi ikke kommer i lommen på de få lande, som kommer til at sidde på energireserverne, og naturligvis skal vi jo også tegne en forsikring på grund af klimaet som sådan.
Ligesom alle andre forsikringer i den virkelige verden, ja, så er den forsikring naturligvis ikke gratis, og det har vi også været lidt inde på.
Vi kommer til at betale en præmie, men som vi også har diskuteret, så er det jo altså også en illusion at tro, at status quo bare kan fortsætte – status quo er simpelt hen en illusion.
Det koster jo også noget, hvis ikke vi omstiller os.
Så var fru Anne Grete Holmsgaard lidt inde på et sportsbillede, og det vil måske ikke helt undre, at jeg ikke var helt enig i det sportsbillede, for det der med 100 m løb er jo så et sprint, og der vil jeg nok snarere mene, at det, vi er i gang med her, altså er et maratonløb, for det er altså virkelig, virkelig et langt løb, vi skal i gang med, for at omstille os til at blive uafhængige af fossile brændsler og få gennemført at få tegnet den her forsikring.
Så har der jo været debat om, hvorvidt der allerede er nogle af os, som har en plan, som har en klar rejseplan og har et rejsebudget, for nu at blive i det billede.
Der synes jeg egentlig også, at debatten bekræfter, at ja, det virkelig sådan er den helt store skillelinje, vi har der, når vi ser på det, for som jeg også var inde på i mit indlæg, jamen så har jeg da med glæde noteret mig, at jo også oppositionen ønsker at kvalificere de årstal, man kommer med, og også, hvad det er for en værktøjskasse, man i sidste instans skal benytte sig af.
Så på den måde vil jeg tillade mig at sige, at jeg altså ikke opfatter det som værende den helt, helt store skillelinje, og når vi nu også kan se, at kommissionsrapporten altså kommer den 28.
september, er det jo altså ikke sådan, at der er mange, mange måneder til det.
Så jeg er meget, meget enig i det, som fru Margrethe Vestager var inde på, omkring eksperter, for selvfølgelig skal man lytte til eksperter, og det er jo selvfølgelig også derfor, man nedsætter en kommission.
Det er jo ikke en sensation, at denne regering har nedsat Klimakommissionen og har nedsat mange andre fra kommissioner, og jeg har da også noteret mig, at oppositionen også har været interesseret i at nedsætte kommissioner.
Det gør man naturligvis, fordi man ønsker at få nogle emner belyst og man simpelt hen ønsker at få opkvalificeret sig selv inden for et felt.
Men som fru Margrethe Vestager var meget klart inde på, så kan eksperter jo ikke fratage en det politiske ansvar.
Nej, det er fuldstændig korrekt, naturligvis kan de ikke det.
Og selv om jeg har meget, meget store forventninger til Klimakommissionen, forventer jeg dog ikke, at de kommer med en færdig manual, som så lander på vores fælles bord den 28.
september, og så starter vi bare ved A og kører ned til Z, og det var så ligesom det.
Nej, vi kommer naturligvis med analyser, med en værktøjskasse, og så er det op til os selv at strikke den rette politik sammen.
Det betyder naturligvis også, for at besvare det spørgsmål med det samme, at det jo ikke er sådan, at regeringen så kan sige:
Vi gør sådan og sådan den 29.
september.
Der vil det være sådan, at vi naturligvis skal tage noget mere tid til at finde ud af, hvordan vi så får udmøntet det her analytiske gods i egentlig politisk håndværk.
Så var der lige lidt omkring faglighed.
Det var bl.a.
spørgsmålet om, hvorvidt det så ikke byggede på fagkundskaben, når man nu fra EU’s side havde sagt det med de 80-95 pct.
Svaret til det er jo, at det naturligvis bygger på fagkundskab, men når man læser, hvad landene så er blevet enige om, ja, så er det jo altså betinget af, at andre udviklede lande også begrænser deres emissioner, og så udelukker det jo for øvrigt heller ikke, at man benytter sig af klimakreditter.
Det skal man jo altså have med, når man ser på det overordnede mål, som EU-landene kom frem til med hensyn til de 80-95 pct.
Det var sådan lidt noget af det, vi var enige om.
Hvis så vi tager noget, hvor jeg synes, at man kan se, at der har været nogle skillelinjer i debatten, så var der lidt diskussioner om COP15, det var vel primært fru Mette Gjerskov, der var inde på det.
Og det her med at karakterisere København som en fiasko, har jeg selvfølgelig noteret mig mange gange.
Til det er der bare at sige:
Ja, vi nåede ikke i mål med hensyn til COP15.
Det er jo klart for enhver, og det har jeg også herfra sagt adskillige gange.
Det var det muliges kunst.
Men det er bare sådan alligevel lidt underligt, når man så kæmper videre med det resultat, vi trods alt nåede – vel at mærke selvfølgelig også i en international kontekst – at internationalt er der godt nok en anden sprogbrug om København, der opfatter man mere København som værende en trædesten, som man nu kan bruge i de to forhandlingsspor til så rent faktisk at komme videre med forhandlingerne.
Som jeg også var inde på i mit indlæg, kan jeg garantere, at det bruger regeringen så sandelig også meget tid på.
Men jeg må også sige, at det jo ikke er let.
Der er nogle, der var inde på USA, ja, og der må vi jo konstatere, at nogle af de udfordringer, præsident Obama havde før København, har han altså stadig væk.
Vi ser også situationen i Australien, men det skal selvfølgelig ikke skygge for, at Danmark som formand i tæt samarbejde med Mexico naturligvis forsøger at presse den her proces længere fremad.
Så blev det nævnt, at vi er bagud, vi halser efter andre lande på klimaområdet, og jeg går ud fra, at andre lande selvfølgelig må være vores EU-lande – nabolande og EU-fæller som sådan.
Altså, jeg vil sige, at det billede tror jeg nok at man i EU-kredsen vil have temmelig vanskeligt ved at genkende.
Det hænger også sammen med, at vi har et af de højeste reduktionsmål, når man ser på det ikkekvotebelagte område.
Og som vi også har været inde på, det fremgår klart af analysen og redegørelsen, overopfylder vi det mål til 2015.
Den klimastrategi, vi har fremlagt, har de tre hovedprincipper, strategiske sigtelinjer, for, hvordan vi så også på sigt har tænkt os at indfri det her mål.
Så siger vi også der, at præcis fordi vi ligger sådan, som vi ligger, altså relativt godt, har vi så også den mulighed, at vi kan vente på Klimakommissionen, når vi skal skrue vores endegyldige politik sammen på det her felt.
Så blev der sagt med hensyn til hjemmemarkedet, at der halsede vi også efter nogle andre lande, når man ser på erhvervspolitikken.
Der er altså bare sådan en lille faktuel oplysning, nemlig at vi altså fastholder flere arbejdspladser inden for greentech EU15 som sådan, så også der er det altså ikke sådan, at udlandet tænker:
Uha, Danmark er så sandelig gået i stå og er hægtet fuldstændig af – om det så er af maraton eller sprint, skal ikke skille os ad i den her forbindelse.
Så som det næstsidste EU.
Altså, til det der med, at vi bare gør, hvad EU siger, og at vi læner os op ad EU, må jeg sige, at det ikke er noget, som er en del af min grundfilosofi.
Så det er bestemt ikke det, vi gør.
Vi forsøger fra dansk side naturligvis at komme så langt som overhovedet muligt med at få EU-landene til at blive enige om – selvfølgelig under de sædvanlige forudsætninger – at de skal gå op til de 30 pct., men jeg må bare så også bare dér sige, at det ikke er let.
Det er ikke nogen undskyldning for, at man ikke skal gøre det, og det gør vi naturligvis også, men når man noterer sig, hvordan den europæiske debat udvikler sig på det her felt, må jeg altså sige, at så skal der altså presses hårdt på, for at vi kan komme videre, og det synes jeg bare at man også skal have med i den her sammenhæng.
Så det er altså ikke Danmark, der halser efter nogle andre, vi er så sandelig med til at prøve at sætte den her dagsorden.
Det er så også derfor, vi har udarbejdet et udspil til EU’s energipolitik, vil jeg sige til fru Anne Grete Holmsgaard.
Det er jo netop i et forsøg på at være med til at sætte en dagsorden proaktivt, så vi ikke bare sidder og venter på, hvad de andre måtte komme op med, og hvad den nye energikommissær, Günther Oettinger, måtte spille ud med.
Nej, vi går ind og prøver på at sætte nogle fingeraftryk på nuværende tidspunkt.
Noget af det, som jeg er mest glad for i det udspil, er, at vi netop også fremfører, at vores egen målsætning om at blive uafhængig af fossile brændsler på sigt også skal gå hen og blive EU's målsætning.
Det synes jeg sådan set er et forsøg på at få den vision overført til en EU-kontekst og der også sige, at det skal gennemsyre de respektive politikområder.
For jeg går ud fra, at vi er meget enige om, at det ikke nytter noget, hvis det ikke også gennemsyrer f.eks.
forskningsområdet, gennemsyrer landbrugsområdet osv., så der skal vi altså have det som værende et af flagskibene i EU-sammenhæng.
Sidst, men ikke mindst, synes jeg, at der, hvor der har været lidt af en skillelinje, er med hensyn til pengene.
For jeg synes bare, at man der må sige, at det ikke er muligt at blive enige om en destination, uden at vi også her ser det i sammenhæng med, hvad det koster.
Altså, det synes jeg personligt vil svare lidt til, at man planlægger en rejse, og så har man ikke rigtig helt hittet ud af, hvor mange penge man rent faktisk har til at gennemføre den rejse for.
Tingene må altså ses i sin helhed.
Det må de naturligvis også på nuværende tidspunkt, hvor Danmark stadig væk kæmper for at komme ud af den økonomiske krise.
Vi skal selvfølgelig også sikre os, at vi nu fører en ansvarlig politik på det her felt, som ikke kommer til at gå ud over vores overordnede konkurrenceevne.
Og det er selvfølgelig et synspunkt, som også gælder det europæiske kontinent som sådan.
Som jeg så har sagt, gælder det om at finde den rette balance inden for den her politik mellem hensynet til klimaet, hensynet til forsyningssikkerheden og naturligvis også hensynet til den europæiske konkurrenceevne.
Tak.