Kommissionens forslag har til formål at lette bevægeligheden inden for Schengenområdet for tredjelandsstatsborgere, der har lovligt ophold i en af medlemsstaterne på grundlag af et "D"-visum til længerevarende ophold, der er udstedt af den pågældende medlemsstat.
Efter de nuværende Schengenregler kan en tredjelandsstatsborger med et nationalt visum til længerevarende ophold ("D"-visum) ved ophold på over tre måneder, kun opholde sig på den medlemsstats område, som udstedte visummet, og må være i transit gennem andre medlemsstater udelukkende med henblik på at nå frem til den medlemsstat, der udstedte visummet.
Forslaget skal ses i sammenhæng med forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af konventionen om gennemførelse af Schengenaftalen og forordning (EF) nr. 562/2066, hvad angår fri bevægelighed for indehavere af visum til længerevarende ophold, KOM (2009) 0091.
Resumeet er udarbejdet af Folketingets EU-Oplysning. For yderligere notater m.v. om forslaget se boksen med "relaterede dokumenter".