Se også Kommissionens meddelelse om handlingsplan til implementering af Stockholm-programmet - KOM (2010) 0171
EU har siden 1999 vedtaget femårsprogrammer for politikområdet Retlige og Indre Anliggender. Det nuværende program - Haag-programmet - udløber med udgangen af 2009. Derfor skal der vedtages et nyt 5-årsprogram for perioden 2010-2014.
Den 10. juni 2009 kom Kommissionen med sit udspil til det politiske program for EU's politik på området for de næste fem år. Udspillet sigter grundlæggende mod at "normalisere" retspolitikken og komme af med de mange undtagelsesbestemmelser og nationale særordninger, der har præget retspolitikken. Udkastet indeholder vidtrækkende planer for hvordan EU fremover skal sikre EU-borgeres rettigheder, forebygge terror og international kriminalitet og håndtere indvandring og asylpolitik.
Det svenske formandskab har - navnlig inspireret af Kommissionens meddelelse - udarbejdet et forslag til et nyt flerårigt program, som fastlægger de overordnede rammer for samarbejdet om retlige og indre anliggender og udstikker prioriteterne på området for 2010-2014.
Overskrifterne i det svenske udspil er følgende:
-
styrkelse af EU-borgernes fundamentale rettigheder
-
et Europa med fokus på ret og retfærdighed
-
et Europa, der beskytter
-
et solidarisk Europa
-
et Europa i en globaliseret verden
Resumeet er udarbejdet af Folketingets EU-Oplysning. For yderligere notater m.v. om forslaget se boksen med "relaterede dokumenter".