GRUNDNOTAT TIL
FOLKETINGETS EUROPAUDVALG
Arbejdstilsynet
15. december 2009
J.nr. 20090080019
VG/MIS
Kommissionens forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV om ændring af
direktiv 1999/36/EF, EFT L 138 af 1. juni 1999 om
transportabelt trykbærende udstyr ( ”TPED” ) – KOM (2009) 482 endelig
1. Resume
Transport af trykbærende udstyr, fx tanke, beholdere, tromler og flasker, er en vigtig del af transport af
farligt gods. Direktiv 199/36/EF indeholder fælles standarder for konstruktion, fremstilling, godkendelse og
periodiske kontroller. Direktivet foreslås revideret for at forenkle EU-reglerne og fjerne modstridende krav
i forskellige regelsæt og samtidig opdatere reguleringen i forhold til reglerne om markedsovervågning.
Markedsovervågning er en EU forpligtelse, som medfører, at relevante myndigheder i medlemsstaterne er
pålagt at overvåge det nationale marked, således at der ikke bliver markedsført produkter, som ikke
overholder gældende krav, udgør en sikkerhedsrisiko, kan være potentielt farlige at anvende eller er
uberettiget CE-mærket. Myndigheden overvåger markedet ved at føre tilsyn, samarbejde med myndigheder
i andre lande, føre sager mod producenter, distributører mv.
2. Baggrund
Reglerne for transportabelt trykbærende udstyr er i dag omfattet af Rådets direktiv 1999/36/EF om
transportabelt trykbærende udstyr. Direktivet indeholder regler om krav til markedsføring og ibrugtagning
af udstyr. Direktivet er et totalharmoniserings direktiv.
Reglerne i det nugældende direktiv har til tider vist sig at være vanskelige at fortolke entydigt. De tekniske
forskrifter i det gældende direktiv og de internationale aftaler for transport af farligt gods indeholder
punkter, der er i modstrid med hinanden. Hovedårsagen til revisionen er derfor behov for forenkling og
tydeliggørelse af regler, fx i relation til procedurerne for vurderingen af overensstemmelsen med gældende
krav.
Samtidig fjernes de regler i det gældende direktiv, som strider mod de internationale regler for transport af
farligt gods, dvs. ADR – den europæiske konvention om international transport af farligt gods ad vej, RID –
reglementet for international befordring af farligt gods med jernbane og ADN – den europæiske konvention
om international transport af farligt gods ad indre vandveje (sidstnævnte er dog ikke relevant for Danmark).
Spørgsmål, der direkte vedrører sikkerheden, det vil sige den tekniske konstruktion, fremstillingen og
prøvningsforskrifterne vedr. udstyret, er ikke indeholdt i selve forslaget, men i de internationale aftaler,
som allerede implementeret i EU ved direktiv 2008/68/EF.
3. Hjemmelsgrundlag