Folketingets udvalg for Videnskab og Teknologi
Til
Formanden for Europaudvalget
Anne-Marie Meldgaard
Christiansborg, den 14. december 2009
Kære Anne-Marie Meldgaard,
Videnskabsudvalget modtog anmodning fra Europaudvalget om udtalelse vedr. Kommissionens
oplæg til en post Lissabon-strategi, der blev omdelt i udvalget 30. november 2009 vedhæftet
Kommissionens pressemeddelelse samt Kommissionens arbejdsdokument COM (2009)647/3, jf.
UVT, alm. del - bilag 52. Endvidere er Europaudvalgets EU-konsulenters notat af 4. december om
2020 strategien omdelt i udvalget, jf. UVT, alm. del
–
bilag 58.
På Videnskabsudvalgets møde 10. december 2009, besluttede udvalget at afgive følgende udtalelse:
Udtalelse fra Udvalget for Videnskab og Teknologi om Kommissionens 2010-2020 Lissabon-strategi:
Et
flertal
i udvalget (udvalget med undtagelse af DF og EL) anerkender behovet for en strategi for
udviklingen i EU frem til 2020, der kan afløse Lissabon-strategien fra 2005.
Flertallet støtter, at der sættes fokus på behovet for løbende forbedringer af alle uddannelser, så
målet om uddannelse til alle kan realiseres. I Danmark er målet som bekendt, at der i 2015 er 95 pct.
der tager en ungdomsuddannelse, og 50 pct. der tager en videregående uddannelse.
Flertallet støtter også målet om, at der hele tiden er opmærksomhed på forbedringer af vilkårene og
mulighederne for såvel innovation som kreativitet, herunder dels om nødvendigt modernisering af
EUs system for intellektuelle ejendomsrettigheder, dels sikring og om nødvendigt forbedring af
lånemulighederne.
Flertallet støtter målet om, at EU etablerer et ægte indre marked på online-området, og bemærker, at
internetadgang og mulighed for at bruge internettet er en nødvendighed i et viden- og
informationssamfund.
Forsknings- og innovationsbudgetterne skal prioriteres frem for mere traditionelle tilskudsformer.
Grundforskningen skal ligeledes prioriteres, da fremtidens nye viden meget vel kan ligge her.
Endelig er flertallet enige om, at det er vigtigt og afgørende - både for borgerne og for samfundet - at
arbejdstagerne har færdigheder og kvalifikationer, der gør det muligt at bidrage til og drage fordel af
en videnbaseret økonomi, samt fremsynet foregribe fremtidens kvalifikationskrav.
Et
mindretal
i udvalget (DF og EL) ønsker ikke at støtte udtalelsen.
På udvalgets vegne
Marianne Jelved
formand