Kommissionen har fremsat et forslag, som skal sikre en ensartet fortolkning af gældende internationale regler for deltagelse i FRONTEX-koordinerede operationer til beskyttelse af søgrænserne.
Formålet med udkastet til rådsbeslutning er at fastlægge klare regler for, hvordan overvågningsaktiviteter, herunder redningsaktioner, og ilandsætning af reddede personer skal foregå, når disse finder sted inden for rammerne af en fælles FRONTEX-koordineret operation.
Forordningen udgør en udbygning af Schengen-reglerne, som Danmark i medfør af protokollen om Danmarks stilling har valgt at tilslutte sig på mellemstatsligt grundlag.
Resumeet er udarbejdet af Folketingets EU-Oplysning. For yderligere notater m.v. om forslaget se boksen med "relaterede dokumenter".