Kommissionen har fremlagt et forslag om at ændre de eksisterende EU-regler om gensidig bistand ved inddrivelser af fordringer i forbindelse med skatter, afgifter og andre foranstaltninger til at omfatte alle skatter og afgifter og hæftelser for tab i forbindelse med manglende betaling af skatter og afgifter.
Forslaget indebærer desuden, at embedsmænd fra en bistandssøgende medlemsstat efter aftale vil kunne være til stede på administrative kontorer eller deltage i administrative undersøgelser i en anden medlemsstat. Medlemsstaterne er ikke forpligtet til at indgå aftale.
Kommissionen foreslår desuden, at det af hensyn til risikoen for forældelsesfrister, skal være muligt for en medlemsstat at anmode om bistand, inden den har afsluttet sit eget nationale forsøg på inddrivelse. Det kan man ikke i dag.
Endelig foreslås det, at der indføres en mulighed for at anmode et andet EU-land om at gennemføre arrest med henblik på sikre inddrivelse af fordringer.
Resumeet er udarbejdet af Folketingets EU-Oplysning. For yderligere notater m.v. om forslaget se boksen med "relaterede dokumenter".