Ifølge Haag-programmet for perioden 2005-2009 er formålet med anden fase af det fælles europæiske asylsystem at få indført en fælles asylprocedure og en ensartet status for personer, der bevilges asyl eller subsidiær beskyttelse.
Gennemførelsen af anden fase af asylsystemet kræver ændringer af følgende retsakter:
- Dublin-forordningen, som fastsætter kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilket EU-land der er ansvarligt for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller en statsløs i et af EU-landene
- Eurodac-forordningen, som indfører regler om sammenligning af fingeraftryk med henblik på anvendelsen af Dublin-forordningen
- modtagelsesdirektivet, som regulerer modtagelsesforhold for asylansøgere
- flygtningedefinitionsdirektivet, som bl.a. fastsætter minimumsstandarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere eller statsløse som berettigede til international beskyttelse
- beslutningen om oprettelse af Den Europæiske Flygtningefond, som vedrører omprioritering af midler til Asylstøttekontoret
- asylproceduredirektivet, som fastsætter minimumsstandarder for procedurer i medlemsstaterne for tildeling og fratagelse af international beskyttelse
- forordningen om oprettelse af et europæisk asylstøttekontor
Resumeet er udarbejdet af Folketingets EU-Oplysning. For yderligere notater m.v. om forslaget se boksen med "relaterede dokumenter".