Det, der er bemærkelsesværdigt, når man læser det her lovforslag og følger debatten om det, er, at man bare må konstatere, at det, der er selve begrundelsen for at gennemføre det, nemlig at det skulle føre til forenkling og hurtigere sagsbehandling, ikke sker.
Så kan man selvfølgelig stille spørgsmålet om, hvorfor lovforslaget fremsættes.
Er det bare, fordi det formelt set er en forenkling, og at det betyder, at regeringen så kan sætte et lille flueben ud for det her område og sige, at her har den gennemført forenklinger; ganske vist kun formelle forenklinger, men dog noget der kan kaldes forenklinger, fordi vi gør to nævn til et.
Så er problemet bare, at sagsbehandlingen på ingen måde forandrer sig.
Det kunne jo være, at det bare var det.
Det kunne jo være, at det bare var et spørgsmål om, at der igen skal laves en succes, som består af absolut ingenting, i regeringens lille karakterbog eller liste over resultater.
Jeg har forståelse for, at regeringen har brug for at opnå succes, selv om succesen er lig ingenting, for det er da bedre med noget, der ligner en succes, end noget, der klart fremstår som en fiasko.
Men der kunne også være et indhold i det her lovforslag.
Det indhold, der i hvert fald er, er, at der er en række klagesager, som i dag er gratis for dem, der klager, som fremover vil koste penge.
Det er jo rigtigt, som fru Mette Gjerskov sagde, at der findes rigtig, rigtig mange eksempler på, at miljøorganisationer, som klager over afgørelser og beslutninger, får ret.
Man kan selvfølgelig sige, at når man fremover skal betale, så får man pengene tilbage,
hvis
man får ret.
Men nogle af de her miljøorganisationer er jo ikke karakteriseret ved at have en bugnende pengekasse – i modsætning til erhvervsorganisationer og store virksomheder.
Disse organisationer kan altså blive tvunget ud i at foretage en vurdering af en klagesag, der fører til, at vigtige principielle klager ikke bliver rejst, fordi de er bange for de økonomiske konsekvenser.
Så kan man stille sig selv det spørgsmål, om det er ubekvemt for regeringen, hvis det går sådan.
Nej, det er det jo nok ikke, for en af pointerne i det her er jo netop, at man på en række områder på miljøområdet laver uklar lovgivning, hvor praksis først fastlægges efter ankesager.
Så har man selvfølgelig en klar interesse i, at der i hvert fald er nogen, som ikke rejser for mange ankesager, og det er dem, der prioriterer miljø og natur højere end erhvervsinteresser.
Så afslutningen på det her er, at medmindre vi kan få vedtaget det ændringsforslag, som oppositionen har stillet, der handler om at sikre, at man ikke fremover i større udstrækning end nu skal betale afgifter i forbindelse med klager, så er Enhedslisten overbevist om, at det her lovforslag ender med at være en klar forringelse og uden den forenkling, man hævder det skulle indeholde – i hvert fald uden en forenkling, der er til gavn for nogen som helst ude i samfundet.
Hvis man ikke kan vedtage det ændringsforslag, vil Enhedslisten stemme imod det samlede lovforslag.