Det næste punkt på dagsordenen er:

7) 1. behandling af lovforslag nr. L 117:

Forslag til lov om ændring af lov om sygedagpenge, lov om ret til orlov og dagpenge ved barsel, lov om aktiv socialpolitik og lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. (Ændring af reglerne om forlængelse af sygedagpengeperioden, sygedagpenge til selvstændige og ophævelse af bestemmelser om indbetaling til Særlig Pensionsopsparing (SP) m.v.).

Af beskæftigelsesministeren (Inger Støjberg).

(Fremsættelse 28.01.2010).

Forhandlingen er åbnet, og den første ordfører, der får ordet, er hr. Jens Vibjerg fra Venstre.

Tak. Det lovforslag, vi behandler her, er en del af finanslovaftalen for i år, og det er et rigtig godt lovforslag. For selv om vi i Danmark har en rigtig god sygedagpengelovgivning, oplever vi, at nogle kan komme i klemme, fordi afklaringen af deres arbejdsevne og mulighed for at varetage et almindeligt job ikke har været muligt. Dansk Folkeparti har rejst sagen i finanslovforhandlingerne, og i Venstre er vi helt enige i ønsket om en forlængelsesmulighed for disse mennesker. Men det koster jo penge, ca. 30 mio. kr. om året, men også her har Dansk Folkeparti vist vilje til at være med til at finde pengene, og derfor kan vi nu gennemføre denne forlængelsesmulighed.

Det betyder altså, at der nu er mulighed for sygedagpenge i 52 uger plus 26 uger plus den nye forlængelsesmulighed, der er 13 uger, og det svarer altså til 1¾ år, hvor afklaring ikke har været mulig. Det er virkelig en hjælp for disse mennesker.

Derudover har vi en række tilfælde, hvor sygedagpengene kan løbe endnu længere, og endelig har vi sygdomsforløb, hvor dagpenge simpelt hen er uden varighedsbegrænsning. Det er f.eks., hvis sygemeldte lider af en livstruende sygdom og de lægelige behandlingsmuligheder er udtømte.

Jeg mener, at det samlede billede af reglerne om sygedagpenge med den ændring, vi nu gennemfører, er, at vi nu har de forlængelsesmuligheder, der er hensigtsmæssige og nødvendige.

Men ikke nok med det. Med dette lovforslag giver vi også selvstændige mulighed for en mere fleksibel tilbagevenden til arbejdsmarkedet, når man har været syg. I dag har lønmodtagerne meget fleksible muligheder for gradvis tilbagevenden til arbejdsmarkedet, altså delvis sygedagpenge og delvis arbejde. For selvstændige er der i dag kun mulighed for hele eller halve sygedagpenge. Det betyder, at i de tilfælde, hvor en selvstændig, der er syg og derfor har ansat en afløser, hvor det kan være nødvendigt at give instruktion eller tage telefonen, er den selvstændige kun berettiget til halve sygedagpenge, og det er jo en urimelig situation at sætte disse mennesker i. Derfor giver vi dem nu yderligere den mulighed, at de kan få sygedagpenge i 75 pct. af tiden og så selv betale de 25 pct. af tiden, men så har de også den ret, at de kan tage telefonen, de kan udsende en regning, og de kan give en instruktion til den afløser, der er kommet ind, og lignende.

Det er en rigtig forbedring for de mindre erhvervsdrivende og ikke mindst for iværksættere. Lad mig give et eksempel. Hvis en nystartet ung frisør bliver syg, er det en voldsom belastning, hvis man skal have en afløser til at betjene kunderne og derfor skal betale en fuld hyre til vedkommende, mens indehaveren kun kan få halve dagpenge. Som nyetableret er der simpelt hen ikke råd til det. Derfor er denne ændring en stor landvinding for de mindre, selvstændige erhvervsdrivende.

Så det er jo helt i tråd med regeringens overordnede politik om at give sygdomsramte mulighed for en mere gradvis tilbagevenden til arbejdsmarkedet, og også denne del af lovforslaget støtter Dansk Folkeparti. Og ikke nok med det, for også her er Dansk Folkeparti så ansvarlig, at man er med til at finde pengene.

Med disse ord skal jeg på Venstres vegne anbefale lovforslaget varmt.

Der er ønske om korte bemærkninger. Hr. Eigil Andersen.

Det her forslag er et lille fremskridt, idet det vil hjælpe et antal hundrede langtidssyge med, at de kan bevare deres sygedagpenge i en længere periode. Men hvert år er der i Danmark mellem 4.000 og 6.000 langtidssyge, som mister deres sygedagpenge på grund af varighedsbegrænsningen. Hvad vil Venstre gøre for det store flertal, de 90 pct., som stadig væk vil blive stødt ud i mørket uden sygedagpenge?

Ordføreren.

Nu ved jeg jo godt, at SF ønsker sygedagpenge uden nogen som helst bagkant, så man kan gå på sygedagpenge i 10 år. Det er jo sådan, man rent faktisk har haft det i Sverige med katastrofale følger. I Sverige har man nu ændret reglerne, så de stort set svarer til de danske, for det, det handler om, er jo, vi tager hånd om folk i den periode, de er syge, så de hurtigst muligt kommer tilbage og får fodfæste på arbejdsmarkedet. Hvis man kommer til at gå i årevis, 3, 4, 5 år, på sygedagpenge, er det næsten umuligt at vende tilbage til arbejdsmarkedet. Derfor har regeringen jo også gennemført en række initiativer, hvor man netop tager hånd om de syge, sådan at de har en tilknytning til arbejdsmarkedet, mens de er syge, og man har gennemført nogle forlængelsesregler, der gør, at dem, der har brug for forlængelse, også får det.

Hr. Eigil Andersen.

Jamen det er jo fint med forskellige former for hjælp til langtidssyge mennesker, særlig når det bliver gjort på en menneskelig måde, hvad det ikke altid gør. Men sagens kerne er jo, at der er sygdomme, som tager meget lang tid, og at der er mennesker, som ikke er færdige med deres behandling, den dag de mister sygedagpengene. Der er mennesker, som ikke er igennem de arbejdsprøvninger, som man kræver fra det offentliges side, og det vil der også være efter det her lovforslags gennemførelse. De syge, som bliver stødt ud og mister sygedagpengene, og hvoraf nogle så får 0,0 kr. i indtægt, havner i det såkaldte sorte hul, bliver selvfølgelig endnu mere syge på grund af den her kæmpe belastning og må måske gå fra hus og hjem.

Er det virkelig rigtigt, at Venstre ikke vil hjælpe mennesker, som har en meget langvarig sygdom, og som ikke er færdige med deres arbejdsprøvninger? Vil man ikke hjælpe dem, ved at de fortsat har en indtægt, de kan leve af? Det er svært for mig at forstå.

Ordføreren.

Nu er systemet heldigvis indrettet sådan, at man stort set kan tage hånd om alle i det her. For ud over den forlængelsesmulighed, vi nu opererer med, er der jo yderligere forlængelsesmuligheder, og det er så med til at samle dem op, der har problemer i forhold til revalidering, og hvad der måtte være. Jeg mener rent faktisk, at vi nu har et system, der gør, at vi holder hånden under folk, uden at vi kommer i den situation, at vi bare lægger dem hen på en hylde, og så kan de passe sig selv, hvilket har været problemet i Sverige.

Så er der en kort bemærkning fra hr. Lennart Damsbo-Andersen.

Jeg noterede mig, at ordføreren talte meget om, hvor godt det er for de selvstændige, at der nu bliver mulighed for lidt mere fleksibel tilbagevenden til arbejdet igen, og at man kan få sygedagpenge 75 og 50 og 25 pct. Der er formentlig ikke nogen af os, der er uenige i, at det er rigtig godt, men et eller andet sted er det jo et lidt, synes jeg, underligt sted at rette sit fokus mod, når det væsentlige problem i det her lovforslag jo er forlængelsen af sygedagpengene for dem, der er syge, og som ikke er afklarede.

Jeg noterede mig, at ordføreren i sit forrige svar sagde, at man bare kan lade folk gå i årevis. Jeg går ud fra, at ordføreren er klar over, at vi her i landet har indrettet os sådan, at der faktisk bliver taget hånd om de syge, der skal afklares, at kommunen er ude at lave aktivering og undersøgelser osv. Der er jo ikke nogen, der får lov til at gå og bare daske i 4 år, uden at der sker noget. Der bliver virkelig sat ting i værk, ikke mindst fordi kommunerne har hele den økonomiske forpligtelse efter 52 uger. Hvorfor vælger Venstre at spise den her elefant i små bidder i stedet for at gå ind og tage konsekvensen og sige, at o.k., de, der er syge, skal have sygedagpenge, og så gør vi det? Det kunne vi gøre nu med det her lovforslag.

Ordføreren.

Nu er det jo naturligt, at jeg bruger taletiden på begge de elementer, der er væsentlige i det her lovforslag. Jeg tror, at hvis hr. Lennart Damsbo-Andersen går ind og ser efter i referatet, vil han kunne se, at min ordførertale er nogenlunde ligeligt delt mellem de her to områder. For mig er det to væsentlige skridt, og derfor synes jeg, at de begge fortjener at have opmærksomhed her fra Folketingets talerstol.

Så derfor har jeg prioriteret begge dele, fordi det jo er meget vigtigt for de mennesker, hvad enten det nu er dem, der bliver omfattet af forlængelsesmuligheden, eller det er de små selvstændige erhvervsdrivende, de nyetablerede, som vi her giver en hjælpende hånd. Det kan godt være, at gruppen af selvstændige på det her punkt udgør et mindre antal, men det kan være meget, meget væsentligt for dem, det handler om, og man kan sige, at første del af lovforslaget selvfølgelig også gælder for dem.

Hr. Lennart Damsbo-Andersen.

Jamen jeg er da heller ikke spor uenig i, at det kan være en væsentlig forbedring for de selvstændige og nystartede selvstændige, som er ramt af sygdom, at den her forbedring kommer ind. Det er fuldstændig rigtigt. Men så siger hr. Jens Vibjerg i et svar på et tidligere spørgsmål, at der ud over de 26 uger og de 13 uger er mulighed for yderligere forlængelse. Det kunne jeg godt tænke mig at få beskrevet lidt nærmere, for det har jeg ikke kunnet finde noget om nogen steder. Det bliver heller ikke brugt ude i kommunerne, så det kunne jo være godt at få det beskrevet nu.

Ordføreren.

Til det sidste vil jeg sige, at der egentlig er så mange muligheder, at jeg synes, at vi i udvalget skal stille det som et skriftligt spørgsmål. Så har vi det også på papir. Det tager lidt lang tid, hvis jeg skal læse alle de der forlængelsesmuligheder op. Det kan jeg i hvert fald ikke klare inden for taletiden, og så synes jeg, det vil være mere relevant, at vi i udvalgsarbejdet får listet de muligheder op. Så har alle jo i hvert fald også mulighed for at dyrke det.

Fru Line Barfod for en kort bemærkning.

Hr. Jens Vibjerg siger, at vi i samfundet tager hånd om alle, og at der også bliver taget hånd om nærmest alle, der bliver syge. Men der er altså nogle, der ikke bliver taget hånd om. Der er nogle, der heller ikke med den her lille lap er sikret en indkomst. Og jeg vil bare høre, om hr. Jens Vibjerg kan forestille sig, hvordan det må være både at være syg og have al den usikkerhed og angst, der følger af at være syg og alvorligt syg og ikke rigtig kunne få klarlagt, hvordan ens fremtid kommer til at se ud, og at kunne se, at der ikke går så lang tid, før man mister sine sygedagpenge, og at man så kommer til at stå uden indkomst, og at familien ikke kan klare sig uden at have to indkomster, og så ryger boligen, og hvad skal man så gøre? Kan hr. Jens Vibjerg forestille sig, hvordan det må være at stå i den situation, som der ikke er nogen der tager hånd om i dag?

Ordføreren.

Vi oplever jo indimellem nogle sager ude fra kommunerne, som de – kan man sige – ikke har tacklet godt nok, og sådan tror jeg det vil være. Man skal selvfølgelig undgå, at man kommer i de der situationer, og når der er nogle enkeltsager, må kommunerne jo blive bedre til at lære af de her sager og undgå dem. For i min optik kan man i langt, langt de fleste af tilfældene ved at sikre, at man bruger de muligheder, der er i lovgivningen, både i forhold til sygedagpengene og forlængelsesmulighederne og den aktive indsats, der så skal køre sideløbende hermed, undgå, at der er nogen, der kommer i den situation, for vi har jo så også muligheder i forhold til folk, der skal i fleksjob eller eventuelt på en førtidspension.

Fru Line Barfod.

Ja, jeg vil sige til hr. Jens Vibjerg, at der for langt de fleste af de mennesker, der er syge, er en diagnose, er en behandling; man kan nogenlunde se, hvad der skal til, og man kan også vurdere, om de kan komme tilbage på arbejdsmarkedet, om de kan komme i fleksjob eller på førtidspension. Men der er altså nogle, der ikke passer ind i de kasser. Der er nogle, det er meget svært at finde en diagnose på eller svært at vurdere, hvordan fremtidsmulighederne er: Vil de kunne komme tilbage på arbejdsmarkedet? Vil de kunne få et fleksjob? Vil de kunne være nødt til at skulle have en førtidspension? Det kan tage år at få lavet den udredning, og der har kommunerne i dag ikke lovgivningsmæssigt mulighed for at blive ved med at forlænge sygedagpengeperioden. Og derfor er spørgsmålet, hvorfor regeringen ikke går ind og sikrer, at man har en indkomst, indtil det er afklaret, hvad der skal ske med en. Det her svarer jo til, at der kommer en ind på skadestuen, som har et brækket ben og en hudafskrabning på armen, og at man så sætter plaster på hudafskrabningen, men ikke gør noget ved det brækkede ben. Hvorfor ikke tage fat om nældens rod og sikre, at man ikke kommer til at stå uden indkomst?

Ordføreren.

Jeg synes, Enhedslistens ordfører, fru Line Barfod, fremlægger tingene helt urimeligt; når vi ser på, hvilke muligheder der er, og hvad der bliver gjort, er det ikke en rimelig fremstilling af det system, vi har. Nu forbedrer vi systemet yderligere, og det koster nogle penge. De eneste, der ud over regeringspartierne vil være med til at finansiere det her, er Dansk Folkeparti; hele oppositionen vil en hel masse, og for Enhedslistens vedkommende er det sådan, at man, jeg havde nær sagt kan gå på sygedagpenge, fra man bliver født, til man går i graven. Det er også en urimelig behandling af mennesker bare at parkere dem på en hylde. Det er i hvert fald Venstres opfattelse, at vi skal tage aktivt hånd om mennesker i stedet for at lægge dem hen på en hylde og så ellers bare skrive en check ud.

Der er en kort bemærkning fra fru Lone Dybkjær.

Tak. Hr. Jens Vibjerg fik mig til at tage ordet, fordi det nærmest lød, som om oppositionen mener, at man skal parkere folk på sygedagpenge hele deres liv, og det synes jeg faktisk er en urimelig måde at diskutere på.

Det her er en forbedring, men det ændrer jo ikke ved, at der stadig væk er en masse, der falder igennem systemet; og det ændrer ikke ved, uanset hvad ordføreren siger, at det er meget svært både at være syg og samtidig få fuldstændig usikkerhed om sine økonomiske betingelser. Det er jo det, det handler om, altså at folk, der i forvejen er på kanterne, bliver skubbet ud over dem.

Ordføreren.

Nu er det jo ikke helt forkert – det er for så vidt sandt – når jeg siger, at nogle af oppositionspartierne vil parkere folk på sygedagpenge, for der er nogle, der ikke vil have en varighedsbegrænsning. Der er altså nogle af oppositionspartierne, nogle af fru Lone Dybkjærs venner i oppositionen, der mener, at man skal have ubegrænsede muligheder for at gå på sygedagpenge. Det har jeg ikke beskyldt Det Radikale Venstre for, men det er der andre oppositionspartier der vil, og det mener jeg er en ganske urimelig måde at behandle folk på.

Umiddelbart lyder det jo godt: Nu sørger vi for den enkeltes økonomi. Men så er de bare parkeret på en hylde overladt til sig selv.

Fru Lone Dybkjær.

Nu får vi jo på et eller andet tidspunkt – jeg tror, det er den 25. februar – lejlighed til at diskutere oppositionens fælles forslag på det her område, og der er jo ikke tale om, at der ikke skal være nogen begrænsninger. Det, det handler om, er sådan set bare, at der skal være mulighed for at være på sygedagpenge, indtil ens situation er afklaret: om man kan komme tilbage til sit arbejde, om man skal have et fleksjob, eller man eventuelt skal på førtidspension. Så enkelt er det. Det er bare, indtil den afklaring er sket, at man ikke skal fjerne den økonomiske sikkerhed fra folk.

Ordføreren.

Det er sådan set lige netop det, vi nu giver forlængelsesmuligheder på.

Tak til ordføreren, og den næste er så hr. Lennart Damsbo-Andersen, Socialdemokratiet.

Tak for det. Selv om det virkelig godt kan blive opfattet sådan, lader det jo ikke til, at regeringen er helt argumentresistent, når det gælder sygedagpengeområdet. Man lytter øjensynlig til alle vore gode argumenter, men vil bare ikke indrømme, at man tager fejl. Derfor bliver der med dette forslag kun taget meget små skridt i retning af at forbedre forholdene for dem, der er syge i Danmark. Nå ja, der er puttet lidt fyld på med en bemyndigelse til ministeren i forbindelse med en ændring i opgavefordelingen i ministeriet, en konsekvensændring i forbindelse med vedtagelsen af L 65 om ATP og ændringen, så selvstændige kan vende tilbage til arbejdet 25, 50 eller 75 pct. imod kun 50 pct., som det er nu. Så er der nogle andre småting.

Men hovedhistorien i det her forslag handler jo om, at der med det her lovforslag åbnes mulighed for at forlænge sygedagpengene i 13 uger i forbindelse med virksomhedspraktik eller andre afklarende foranstaltninger, som det betegnes, hvis den sygemeldte ikke kan afklares inden for 52 uger eller yderligere 26 uger, altså i alt 39 uger. Jeg forstår simpelt hen ikke, at ministeren og regeringen ikke tager konsekvensen af den fejlslagne politik og indrømmer, at det aldrig – aldrig – gør folk raske at tage pengene fra dem. Det, der hjælper, er en intensiv og målrettet indsats for at få afklaret den syge og få så mange som muligt tilbage på arbejdsmarkedet enten helt eller delvis.

Hele snakken om de manglende hænder ville være fuldstændig unødvendig, hvis der var styr på dette område, så på den måde er det da glædeligt, at der nu lægges endnu en planke ud over det store, sorte hul, som tusindvis af danskere falder i hvert år.

Det er nærliggende at kommentere forslaget på den her måde, synes jeg: Det er for lidt, det er for sent, og det er for dårligt. Det er for lidt, fordi der stadig vil være rigtig mange syge, der bliver ramt af varighedsbegrænsningen. Det er folk, der ikke er raske, og som heller ikke er syge nok til at få en pension. Det er for sent, fordi oppositionen i årevis har gjort regeringen og Dansk Folkeparti opmærksom på problemerne med varighedsbegrænsningen, og de vil bare ikke indrømme, at de tager fejl. Og det er for dårligt, fordi det simpelt hen er en skændsel at efterlade disse mennesker i et tomrum og med absolut ingen udsigt til andet end en personlig, familiemæssig og økonomisk nedtur.

Så er jeg træt af at høre den evindelige selvforherligelse fra Dansk Folkeparti, der endnu en gang vil stå frem og påstå, at de tager hånd om de syge og de svage. Sidste år stod ordføreren fra Dansk Folkeparti her på talerstolen og forsikrede, at der nu skulle ske noget, og at dem, der var i klemme, skulle reddes. Sikke noget vås, en brøkdel af de syge blev hjulpet, og det samme sker den her gang. Uanset hvad de siger, vil der være mere end 4.000 mennesker, der mister sygedagpengene i 2010. Det er ikke noget at bryste sig af – det er noget, man skal skamme sig over.

Det, der hjælper, er at afskaffe varighedsbegrænsningen, så de syge kan koncentrere sig om at blive raske i stedet for at frygte for økonomisk ruin, og det glæder mig trods alt, at ministeren i sin bemærkning til høringssvaret fra Dansk Arbejdsgiverforening siger – i en lidt forkortet version:

»Forslaget om at udvide forlængelsesreglen … ændrer ikke på bestemmelserne om kommunens pligt til sygeopfølgning, … . Ændringen … har således ikke indflydelse på den sygeopfølgning, som kommunen har pligt til at foretage i forhold til den enkelte sygemeldte.«

Her er der et punkt, hvor vi er fuldstændig enige. Og sammenholdt med, at kommunen mister refusionen efter 52 uger, er der intet, der tilsiger, at der ikke vil være fuld opmærksomhed og fokus hos kommunen på at få den syge afklaret og tilbage på arbejdsmarkedet eller på pension.

Socialdemokraterne vil da støtte forslaget, men det ville ærlig talt have været sjovere at stemme for et forslag, der virkelig tog fat om de problemer, som syge har i Danmark i dag.

Tak. Der er en kort bemærkning fra hr. Jens Vibjerg.

Tak for det. Nu havde jeg, mens jeg var på talerstolen, en lille disput med den radikale ordfører, som anholdt det, da jeg sagde, at der var partier, der helt ville afskaffe varighedsbegrænsningen. Jeg nævnte ikke nogen partier, men nu har hr. Lennart Damsbo-Andersen fra Folketingets talerstol sagt, at Socialdemokraterne helt vil afskaffe varighedsbegrænsningen.

Så er mit spørgsmål: Hvor skal pengene komme fra? Hvorfra har man finansieringen til det? Vi ved i hvert fald, at det koster rigtig mange penge. Det har vi jo tal på. Det drejer sig om adskillige hundrede millioner kroner, og det kræver altså en finansiering. Gør det ikke også indtryk på den socialdemokratiske ordfører, at man i Sverige har ændret reglerne, netop fordi de var katastrofale for både de syge og økonomien?

Ordføreren.

Jeg tror, at noget af det, der er vigtigt at forholde sig til, og som man formentlig også har ændret i Sverige, jo netop er, at man sørger for den intensive behandling og aktivering af de syge, så de kan vende tilbage til arbejdsmarkedet i stedet for at blive flyttet over til at få en pension. Hvis spørgeren lagde mærke til det i min tale, ville han høre, at jeg holder meget fast ved den vinkel, at det her ikke handler om at lade folk gå eller om ikke at gøre nogen ting. Det handler om at få deres situation hurtigt afklaret, at få intensiveret den afklaring.

I forhold til pengene er det jo rigtigt, at det her koster rigtig mange penge, og det er også rigtigt, at vi har fremsat forslaget. Det gjorde vi også for 1 år siden og forrige år, så det er formentlig ikke noget nyt for spørgeren, at vi fremsætter det forslag. Men vi har selvfølgelig lagt det ind i vores finanslovforslag, og derfor er der ikke nogen problemer med finansieringen af det her, ikke set fra vores plads, for vi vil godt prioritere det her område.

Hr. Jens Vibjerg.

Nu ved jeg godt, at Socialdemokraterne har lagt det ind i deres finanslovforslag. Problemet er bare, at man har en hel række forslag, man finansierer med de samme penge. Så det hænger jo slet ikke sammen. Lad os bare tage tobaksafgiften. Der er jo ikke grænser for, hvor mange forslag der skal finansieres af den afgift. Ja, det er så omfattende, at alle danskere skal begynde at ryge og ryge dobbelt så meget, som de gør nu, for at man bare nogenlunde kommer et stykke vej med hensyn til at hente de penge ind. Det er jo ikke seriøst, at man kommer med nogle forslag, der ikke er finansieret.

Når hr. Lennart Damsbo-Andersen siger, at man selvfølgelig skal tage hånd om folk, der er syge, vil jeg sige, at jeg jo synes, at det er det, der ligger i den politik, vi har gennemført for netop at sikre, at der ikke er nogen, der bliver overladt til sig selv. Man gør, hvad man kan, for at de skal komme tilbage på arbejdsmarkedet så hurtigt som muligt. Så den socialdemokratiske model for det her har man i hvert fald i Sverige set er en katastrofe for både de syge og økonomien.

Ordføreren.

Nu tror jeg ikke, at vi her i Danmark skal tages til indtægt for den svenske model, hvordan den nu end har været udformet. Jeg synes faktisk, at det er temmelig useriøst af spørgeren at udlægge Socialdemokraternes forslag til finansloven, som man gør, ved at sige, at så skal folk ryge endnu mere. Det er der i hvert fald ikke nogen der bliver mere raske af. Hvis spørgeren nærlæser vores forslag, vil han se, at de forslag, vi har fremsat, hvad angår udgifter, er fuldt finansieret, og de er kun finansieret én gang. Det er den sædvanlige retorik fra Venstres og Konservatives side her i salen, at man stiller sig op på den der måde. Hvis man læser ordentligt efter, vil man se, at der endda er et overskud, men det har spørgeren formentlig ikke engang set.

Tak til hr. Lennart Damsbo-Andersen. Der er ikke flere korte bemærkninger. Næste ordfører er hr. Henrik Brodersen fra Dansk Folkeparti.

Jeg skal starte med at sige, at det var noget af en svada, Socialdemokraternes ordfører gav Dansk Folkeparti. Jeg vælger nu at tale i et lidt andet toneleje. Jeg skal meddele, at jeg, da vores sædvanlige ordfører desværre ikke kan være til stede, hermed skal læse op, hvad Dansk Folkeparti siger til forslaget.

I forbindelse med finanslovforhandlingerne for 2010 havde Dansk Folkeparti et ønske om at forbedre sygedagpengereglerne. Desværre kunne vi ikke få det hele opfyldt, men der er trods alt tale om forbedringer af mulighederne for forlængelse, og det betyder så, at der laves en forlængelse af sygedagpengeperioden, så den udvides med 13 uger, så det i alt bliver til 39 uger. Det giver mulighed for, at flere ting kan blive afklaret, inden sygedagpengene ophører. Det har i mange situationer været svært at nå til en afklaring af borgerens arbejdsevne, og det vil forlængelsen hjælpe på, således at der kan gennemføres virksomhedspraktik og andre afklaringsforanstaltninger, der kan skabe klarhed om arbejdsevnen.

Derudover er der jo en del muligheder for yderligere forlængelse, afhængig af hvilken behandling man er i gang med. Dansk Folkeparti er klar over, at vi bliver kritiseret for ikke at fjerne varighedsbegrænsningerne helt, men det ville ikke have været optimalt, da det ville betyde, at kommunerne ville slække på opfølgninger og måske glemme de syge. Det vil i hvert fald betyde endnu længere vej tilbage til arbejdsmarkedet, og vi ved også, der er problemer i forbindelse med afklaring på, om man skal tale om fleksjob eller førtidspension. Vi er i Dansk Folkeparti af den opfattelse, at der er regler i loven om fleksjob og førtidspension, som der er problemer med. Det ville jo være passende for politikerne at finde mulighederne, sådan at den syge ikke skal slæbes igennem den ene arbejdsprøvning efter den anden, hvilket betyder, at folk mister sygedagpengene.

I stedet går kritikken på Dansk Folkeparti selv, selv om vi har nået flere forbedringer i sygedagpengeloven. I april 2007 udvidede man adgangen til forlængelse af sygedagpengeudbetalingen, hvis den sygemeldte var under eller ventede på en lægebehandling og ville tilbage til arbejdsmarkedet inden for forlængelsesperioden. Forlængelsesbestemmelserne var oprindelig på 52 uger, men blev udvidet med yderligere 52 uger, og i juli 2009 blev der indført endnu en ny forlængelsesperiode på 26 uger i de tilfælde, hvor den sygemeldte ikke kunne fastholde beskæftigelse på normale vilkår, og hvor det endnu ikke var afklaret, om den pågældende var berettiget til fleksjob eller førtidspension. Med finansloven i 2010 udvidedes forlængelsesreglerne med 13 uger, så der kan forlænges op til de 39 uger, jeg før omtalte.

Selv om vi har fået disse forbedringer igennem, lyder kritikken stadig, fordi vi ikke vil stemme for at fjerne varighedsbegrænsningen. Vi må i den forbindelse gøre opmærksom på, at Dansk Folkeparti ikke har været med til at lave reglerne om de mange arbejdsprøvninger i forbindelse med fleksjob og førtidspension, men det har S, SF og R været med til. Eftersom forliget netop var indgået i 2001, altså inden regeringsskiftet, har de samme partier mulighed for at ændre disse regler om arbejdsmarkedsprøvning i forbindelse med fleksjob og førtidspension.

Et andet punkt i lovforslaget er, at der bliver mulighed for selvstændige for i en periode med delvis uarbejdsdygtighed fortsat at kunne have med virksomheden at gøre og at genoptage arbejdet. Om det så er 25 pct., 50 pct. eller andre procentsatser, er det en klar forbedring for de selvstændige, og det har været et stort ønske fra de selvstændiges side, at de kunne blive ved med at have føling med, hvad der sker i virksomheden.

Herudover er der en del præciseringer og konsekvensændringer som følge af anden lovgivning, der er vedtaget, efter at ændringerne er blevet gennemført i loven om sygedagpenge. Dansk Folkeparti kan dermed godt støtte forslaget.

Tak til hr. Henrik Brodersen. Der er ingen korte bemærkninger. Næste ordfører er hr. Eigil Andersen fra SF.

Som samfund har vi en stor forpligtelse til at behandle langtidssyge godt, og det gør vi ikke i dag. Hvert år er der som sagt et sted mellem 4.000 og 6.000 syge, der bliver stødt ud i mørket, ved at samfundet stopper udbetalingen af deres sygedagpenge, også selv om de pågældende overhovedet ikke er blevet raske.

Lovforslaget her hjælper så nogle få hundrede af de her langtidssyge, men som sagt er der mellem 4.000 og 6.000 – de lærde strides lidt om tallene – som hvert år mister sygedagpengene på grund af den såkaldte varighedsbegrænsning. Så det store, store flertal af disse ulykkelige mennesker bliver ikke hjulpet af det her forslag, og det er meget, meget skuffende.

At Venstre og Konservative ikke vil hjælpe de syge ordentligt, overrasker mig egentlig ikke, når man tænker på hele deres samfundsmæssige holdning, men det overrasker mig utrolig meget, at Dansk Folkeparti har sagt ja til den her lappeløsning, der kun dækker en lillebitte smule af hullet. Den problematik vil jeg vende tilbage til.

At være langtidssyg, er i sig selv en meget stor belastning. Man savner at have en funktion på arbejdsmarkedet, man savner sine kollegaer, man har en alvorlig og langvarig sygdom, man kan ikke passe sit job, man går væsentligt ned i indtægt, man er usikker på fremtiden – hvad skal det hele dog ende med? vil den syge selvfølgelig tænke. En uhyre belastende situation. Man er i krise, og det er man i meget lang tid.

I den situation er det jo fuldstændig forkert og urimeligt, at samfundet, som det sker nu, fratager disse syge mennesker deres indtægt i form af deres sygedagpenge. Og årsagen er som nævnt varighedsbegrænsningen, som gør, at man som udgangspunkt kun kan få sygedagpenge i 52 uger. Der er så visse forlængelsesmuligheder, men det korte af det lange er, at det altså slutter med et stop for sygedagpengene for mellem 4.000 og 6.000 mennesker hvert år i Danmark.

Det er en kæmpe belastning, og der er endda en del af de her syge, som havner i det såkaldt sorte hul, hvor man ikke engang kan få kontanthjælp på grund af en ægtefælleindtægt eller på grund af en ejerbolig.

Kære venner, det her betyder, at et nervesammenbrud for en sådan langtidssyg rykker meget tæt på. Der er risiko for, at man må gå fra hus og hjem. Enhver ved, at når der er få penge, slider det på parforholdet, skilsmissen truer, og sandheden er, at der blandt disse langtidssyge, som mister deres indtægt, simpelt hen er nogle, som opgiver tilværelsen. Så alvorligt er det.

Det eneste ordentlige svar på det her problem er derfor oppositionens forslag, der som allerede nævnt kommer til behandling den 25. februar, nemlig en ophævelse af varighedsbegrænsningen. Syge skal beholde deres sygedagpenge, indtil det er afklaret, om de kan fortsætte i et almindeligt job på arbejdsmarkedet, om de skal have et fleksjob, eller om de skal på førtidspension. Vi kan simpelt hen ikke være bekendt at gøre syge medmennesker endnu mere syge ved at fratage dem sygedagpengene. Og så er jeg da helt enig med Venstres ordfører i, at der skal foregå en hel del ting, både med fremskyndelse af behandling, og at man skal hjælpe mennesker tilbage på arbejdsmarkedet.

Det er jo efter vores mening ikke sådan, at fordi man så kan få sygedagpenge i en længere periode, skal der ikke foregå noget i form af hjælp og aktivitet til den syge. Det skal der naturligvis. Men det bliver jo fremstillet alt, alt for sort/hvidt, hvis man siger, at hvis vi forlænger sygedagpengene, indtil de her ting er afklaret, er det, som om der ikke er nogen, der interesserer sig for den syge i den periode. Det er jo helt misvisende.

I øvrigt vil jeg da gerne stille et andet spørgsmål, og det er: Hvornår er det blevet bevist, at man kan gøre syge mennesker raske ved at fratage dem deres indtægt? Jeg har aldrig hørt om det, og hvis det er sådan, er den her regering da mere genial, end nogen hidtil har opdaget, og jeg tror selvfølgelig heller ikke på, at det holder i praksis.

Dansk Folkeparti vil gerne gøre sig til de svagestes beskytter. Man puster sig vældigt op. Ved finanslovforhandlingerne stillede man krav om 200 mio. kr. for at hjælpe på det her problem. Hvad fik man ud af det? 30 mio. kr. Det er meget, meget lidt. Det er den samme historie om og om igen fra Dansk Folkepartis side. Man gør sig til de svages beskytter gennem finanslovkrav, og så får man gennemført et lille figenblad, men det store, store flertal, som virkelig har brug for en kolossal hjælp, gør man til sorteper. De bliver ladt i stikken. Det er uhyre dobbeltmoralsk fra Dansk Folkepartis side, og jeg håber, at der er stadig flere mennesker ude i det danske land, som opdager, hvor dobbeltmoralsk og falsk det hele er.

Så vil jeg til slut sige, at det her er en lille forbedring, og derfor stemmer vi for den, men den er fuldstændig utilstrækkelig.

Der er en kort bemærkning fra hr. Henrik Brodersen.

Jamen jeg var jo godt klar over, at det er den retorik, vi skal ned på, når vi får Socialistisk Folkepartis ordfører.

Jeg har bare et enkelt spørgsmål. Man har en gang haft nogle regler i Sverige, som ligner dem, som oppositionen vil komme med nu, og man har så deroppe set, hvor ødelæggende det i grunden er for samfundet, men i særdeleshed også for det menneske, som det går ud over, og så spørger jeg bare: Kunne man så ikke tage det her til efterretning og sige, at vi hele tiden gør noget, vi forsøger hele tiden på at lave forbedringer, men vi gør det også i takt med udviklingen i samfundet?

Ordføreren.

Faktum i det her er, som jeg har sagt, at de 90 pct. af de langtidssyge, måske 95 pct. af de langtidssyge, som mister deres sygedagpenge i dag, stadig væk vil miste dem, efter det her lovforslag er gennemført. Dermed er det desværre en nullermand, som Dansk Folkeparti har sagt ja til.

Med hensyn til Sverige kender jeg ikke deres system i detaljer, men jeg kan da sige en ting, og det er, at i det øjeblik man ophæver varighedsbegrænsningen på sygedagpenge, skal samfundet selvfølgelig fortsætte med at sørge for, at der sker en sundhedsmæssig behandling i et forholdsvis hurtigt tempo, og man skal fortsætte med at sørge for, at man har en dialog med den syge om, hvordan den pågældende kan komme tilbage på arbejdsmarkedet.

Hr. Henrik Brodersen.

Når vi er gået med til den her forlængelse, er det, netop fordi det har vist, at man med den her forlængelse har mulighed for at få afklaret langt de fleste sager. Derfor er det et rigtig godt skridt på vej, netop fordi kommunerne har den tid til at finde lige præcis den rigtige hylde, hvor den her langtidssyge skal være, og også sætte de behandlinger ind, som der forestår. Så det der med bare at udskrive en blankocheck til, at det her er for tid og evighed, passer simpelt hen ikke. Det er ikke rimeligt, og da slet ikke for den, det går ud over. Jeg vil bare spørge, om man ikke kan se, at der virkelig er perspektiver i at forlænge det, sådan at de får situationen afklaret, og ikke bare sige, at det er for tid og evighed.

Ordføreren.

Jeg beklager, men det er simpelt hen faktuelt forkert, at det her skulle redde de fleste af de langtidssyge. Det passer simpelt hen ikke, og det vil blive belyst under udvalgsarbejdet, for jeg har allerede stillet syv spørgsmål, som skal belyse det. Det her vil forbedre det for nogle få hundrede af de langtidssyge. Det er en kendsgerning, og det kan Dansk Folkeparti ikke bortforklare. Hvor ville jeg dog ønske, at Dansk Folkeparti ville gøre alvor af sine proklamationer om at hjælpe de syge, ved at man så den 25. februar vil stemme for, at varighedsbegrænsningen for sygedagpengene skal ophæves, sådan at vi for alvor hjælper også de 95 pct. af de langtidssyge og ikke kun de 5 pct., som bliver hjulpet i dag.

Tak. Så er der en kort bemærkning fra hr. Jens Vibjerg.

Nu lyder det fra hr. Eigil Andersen, som om det system, vi har, er udtryk for, jeg havde nær sagt den sociale massegrav. Så har jeg bare et stilfærdigt spørgsmål: Vil hr. Eigil Andersen oplyse mig om, hvor mange mennesker i det her land der går ind i sygedagpengesystemet hvert år, og hvor mange der falder ud uden at have noget som helst i den anden ende?

Ordføreren.

Altså, de tal har jeg ikke ved hånden, men jeg kan da komme med noget af det. For det, som er det afgørende her, er jo ikke, hvor mange der bliver syge, og hvor mange der får sygedagpenge. Det, der er det afgørende, er, hvor mange det er, som til syvende og sidst ryger ud af systemet, og hvis indtægt man stopper, og det drejer sig om mellem 4.000 og 6.000 mennesker om året, afhængigt af, hvem man spørger. Ud af de 4.000-6.000 husker jeg tallet sådan, at det er mellem 1.500 og 2.000, som havner i det sorte hul, altså at de ikke engang kan få kontanthjælp, men at deres indtægt bliver, og hold nu godt fast: 0,0 kr. Hvor mange mennesker i det her land kan klare sig for 0,0 kr.? Det er der jo ingen der kan. Man har jo tilrettelagt nogle udgifter i forvejen både familiemæssigt og boligmæssigt, og det er jo rystende, at folk kan blive efterladt med 0,0 kr.

Hr. Jens Vibjerg.

Så har jeg lige et kort spørgsmål igen: Er der nogen mennesker i det her system, der har 0,0 kr.? Er det ikke sådan, at vi har et kontanthjælpssystem, der tager over, hvis man overhovedet ingen forsørgelse har?

Ordføreren.

Nej, for sagen er jo den, og det ved Venstres ordfører også udmærket, at hvis man er et par og ægtefællen har en indtægt, kan man ikke få kontanthjælp; så er det 0,0 kr. Hvis man har en ejerbolig, kan man heller ikke få kontanthjælp; så er det 0,0 kr. Så derfor er det i vores samfund, som man påstår er et velfærdssamfund, simpelt hen en realitet, at der er flere tusind mennesker, som altså må klare sig for en indtægt på 0,0 kr., og det er jo så forfærdeligt, at enhver kan sætte sig ind i, hvor skrækkeligt det er. Og det kan vi altså ikke være bekendt.

Tak til hr. Eigil Andersen, der er ikke flere korte bemærkninger. Så er det fru Helle Sjelle som ordfører for Det Konservative Folkeparti.

Lad mig først og fremmest sige, at jeg ikke tror, der er nogen herinde, der mener, at det er nogen fornøjelse at være syg, og derfor ønsker vi heller ikke – slet ikke – fra konservativ side at gøre folk endnu mere syge, selv om oppositionen prøver at skyde os det i skoene. Det holder simpelt hen ikke.

Med hensyn til lovforslaget fra beskæftigelsesministeren, som vi behandler her i dag, synes vi, det er et godt forslag, som vi Konservative fuldt ud bakker op. Forslaget udmønter primært de to aftaler, som regeringen indgik med Dansk Folkeparti og Liberal Alliance under sidste års finanslovforhandlinger. Fra et konservativt synspunkt er det vigtigste mål med lovforslaget, at der bliver mulighed for, at sygemeldte får vurderet deres arbejdsevne grundigere end i dag. På den måde kan så mange som muligt forhåbentlig komme i beskæftigelse igen. For os Konservative er det nemlig et helt centralt spørgsmål for det danske samfund, at så mange som muligt er selvforsørgende.

Lovforslaget indeholder primært to vigtige punkter, som der er god grund til at fremhæve. Det første er, at det med lovforslaget bliver muligt at forlænge sygedagpengeperioden med 13 uger mere end i dag, når det sker for at afklare den sygemeldtes arbejdsevne. I dag er det således, at man som hovedregel kan få sygedagpenge i op til 52 uger, selvfølgelig forudsat at man er uarbejdsdygtig på grund af sygdom. Efter de 52 uger er der så forskellige muligheder for at få sygedagpengeperioden forlænget. Det er en af de muligheder, som lovforslaget vil ændre.

Det gælder nærmere bestemt muligheden for at forlænge sygedagpengeperioden med op til 26 uger, hvis det er nødvendigt at foretage en arbejdsprøvning for at klarlægge den sygemeldtes arbejdsevne. Lovforslaget vil forlænge de 26 uger med 13 uger, så det bliver muligt at få forlænget perioden med op til i alt 39 uger ud over de indledende 52 uger. Det vil sige, at sygedagpengeperioden forlænges.

Så kan man jo spørge sig selv – og det har vi også gjort – om det er god borgerlig politik at udvide mulighederne for at få offentlig forsørgelse. Svaret er, at det er det ikke i almindelighed, men i det her tilfælde mener vi Konservative, at det giver rigtig god mening. Målet er jo, at den enkelte sygemeldte får afklaret sin situation til bunds, så han eller hun kan få et arbejde, der svarer til arbejdsevnen. Det mener vi Konservative at forslaget kan være med til at sikre ved at gøre vurderingen af arbejdsevnen bedre. De fleste er og bliver egnet til en eller anden form for beskæftigelse.

Det andet vigtige punkt i lovforslaget er en forbedring af selvstændige erhvervsdrivendes adgang til sygedagpenge. I dag er det sådan, at retten til sygedagpenge fuldstændig bortfalder, hvis den sygemeldte selvstændige arbejder mere end 50 pct. af den tid, man gjorde før sygdommen. Lovforslaget vil således ligestille selvstændige med lønmodtagere, så de selvstændige også får mulighed for at få 75 pct. af sygedagpengesatsen, hvis de arbejder i op til 25 pct. af den normale arbejdstid. Vi synes, det er en god idé. Danmarks velstand i dag og i fremtiden bygger i høj grad på det private initiativ, og derfor vil vi meget gerne være med til at lette hverdagen også for de danskere, der har satset og startet egen virksomhed.

Samlet set mener vi altså, at lovforslaget er et glimrende forslag, der forhåbentlig vil være med til at gøre den danske arbejdsmarkedspolitik endnu mere aktiv og samtidig gøre det lettere at være selvstændig erhvervsdrivende.

Tak. Der er en kort bemærkning fra hr. Eigil Andersen.

Som nævnt indebærer lovforslaget bl.a., at den selvstændige erhvervsdrivende fremover kan raskmelde sig, for så vidt angår 25 pct. af tiden, og så få 75 pct. af sygedagpengene ved siden af. Det har jeg sådan set en vis sympati for, men jeg har også et spørgsmål, og det er: Hvordan vil man kontrollere, at det bliver overholdt? Hvordan kan samfundet vide, at den pågældende selvstændige erhvervsdrivende i virkeligheden ikke arbejder 50 pct. af tiden og så samtidig hæver 75 pct. af sygedagpengene?

Ordføreren.

Det forestiller jeg mig at man vil kontrollere på samme måde, som man gør på nuværende tidspunkt, hverken mere eller mindre. Det er ikke sådan, at jeg skal ud at kontrollere, hvordan og hvorledes man gør de her ting.

Hr. Eigil Andersen.

Jeg tror ikke, der er nogen form for kontrol i dag, men det kan vi få opklaret under udvalgsarbejdet – og jeg mener, der er en vanskelighed her.

Måske kan man godt være lidt large her og sige: O.k., det her skal nok kunne finde sted. Men så vil jeg bare spørge ordføreren: Når der er et kontrolproblem her, betyder det, at man laver en lempelig ordning for selvstændige erhvervsdrivende, at man heller ikke over for kontanthjælpsmodtagere og dagpengemodtagere – som er lønmodtagere – som man i dag straffer meget hårdt, bare de begår den mindste fejl, vil være så hård fremover?

Ordføreren.

Jeg forestiller mig ikke, at vi skal til at ændre de grundlæggende regler på det her område, hverken for den ene eller den anden gruppe, men jeg forestiller mig, at der naturligvis skal være nogle ordentlige muligheder for at kontrollere, at de oplysninger, man giver, er korrekte.

Der er en kort bemærkning fra fru Lone Dybkjær.

Nu ved jeg jo, at ordføreren går ind for ligestilling. Derfor vil jeg spørge ordføreren, om det ikke gør lidt ondt, når der er så mange – mellem 1.000 og 1.500, eller hvad det rigtige tal nu er – der falder uden for systemet, fordi de ikke kan få kontanthjælp efterfølgende på grund af en ægtefælleindkomst.

Det er ikke, fordi jeg er modstander af den forsørgelse, der ligger i ægteskabet, men trods alt er der jo mange familier, der er baseret på to indtægter.

Så mit spørgsmål er: Giver det ikke ordføreren anledning til lidt bekymring?

Ordføreren.

Jo, det kan man godt blive bekymret over, men nogle gange står vi i den situation – det gør vi faktisk tit – at vi ikke har de perfekte systemer, og så må vi prøve på at rette op på de systemer, så godt vi kan. Det kan da være, at vi skal se nærmere på de her ting, altså om der er nogle muligheder for, at vi kan afhjælpe de her ting på en mere hensigtsmæssig måde. Det vil jeg da ikke stå her og være umiddelbart afvisende over for.

Men nogle gange er det jo sådan, at hvis man prøver at rette op på nogle ting, så gør man faktisk nogle ting endnu mere umulige i den sidste ende. Så det er ikke sådan, at jeg vil stå her og love fuldstændig, at det her gør vi noget ved, for det er meget kompliceret. Og når man først begynder at røre ved noget, siger min erfaring mig, at man altså tit kan komme til at gøre noget endnu værre.

Fru Lone Dybkjær.

Nu får ordføreren jo den 25. februar lejlighed til at forholde sig til B 95, som ophæver varighedsbegrænsningen og dermed forhindrer folk i at falde ud, ikke for tid og evighed, men indtil det er afklaret, om den syge vender tilbage til arbejdsmarkedet fuldt og helt eller i et fleksjob eller eventuelt skal på førtidspension.

Derved vil man komme ud over det problem med kontanthjælpen. Det er jo i vore dage sådan, og det må ordføreren medgive, at de fleste familier er baseret på to indtægter. Og så kan den ene indtægt falde fuldstændig væk. Det er et problem i sig selv, at man skal på sygedagpenge eller arbejdsløshedsdagpenge, det ved vi jo alle sammen – men når det så falder fuldstændig væk, kan det jo faktisk føre til, at familien må gå fra hus og hjem.

Synes ordføreren ikke, at det er lidt kedeligt?

Ordføreren.

Jeg ønsker bestemt ikke for mine værste fjender, at de må gå fra hus og hjem. Jeg er fuldstændig klar over, at det kan være en ganske frygtelig og skrækkelig situation at stå i. Det er jo også derfor, at vi prøver på at hjælpe de mennesker, som kommer ud i problemer i det her land. Det synes jeg også vi jo bl.a. gør med det her forslag. Vi siger, at der altså er nogle mennesker, som har brug for, at vi får afklaret tingene lidt bedre, inden vi overlader dem til andre instanser.

Så er der en kort bemærkning fra fru Line Barfod.

Ordføreren siger, at det vil være vældig kompliceret, og at man risikerer, at man så ødelægger nogle andre ting. Jeg er enig i, at det skal man selvfølgelig altid se på. Men jeg har svært ved at se, at det er så kompliceret at gå ind og sige, at vi skal sikre os, at folk ikke kommer til at stå uden en indkomst, og at vi derfor skal sikre, at man ikke mister sine sygedagpenge, før det er afklaret, hvad man så skal leve af fremover. Enten er man blevet rask og kommer tilbage på arbejde, eller man kan komme i fleksjob, eller man kan desværre blive nødt til at få en førtidspension eller måske at skulle i et revalideringsforløb.

Hvorfor vil ordføreren ikke være med til at finde en sådan løsning, der sikrer de her mennesker, frem for at de pludselig står fuldstændig uden indkomst?

Ordføreren.

Jeg synes jo, at det forslag, vi behandler her i dag, er et udmærket forslag, der prøver på at tage hånd om nogle af de problemer, som man netop kan komme ud for, når man er ramt af sygdom.

Fru Line Barfod.

Jamen det her forslag hjælper jo kun nogle ganske, ganske få. Det er glimrende at hjælpe nogle ganske få, det støtter vi, men hvad angår de mange hundrede andre mennesker og familier, som bliver ramt af det her, de familier, som ikke aner, hvor pengene skal komme fra, hvordan tror ordføreren at de får ressourcer til at få det bedre med deres sygdom, til at få afklaret og være med i afklaringen af, hvad der skal ske?

Hvis det, der fylder alt inde i ens hoved, er, hvordan i alverden man skal få penge til at betale boligen næste måned, hvordan man skal få penge til at købe mad til sine børn, hvordan man skal sikre, at det barn, der har fødselsdag om 2 måneder, også kan få en lagkage, hvordan tror ordføreren så at man får overskud til at få det bedre og blive rask og komme tilbage på arbejdsmarkedet?

Ordføreren.

Jeg vil gerne slå fast, at jeg er af den opfattelse, at det bestemt ikke er sjovt at være syg, og at det bestemt heller ikke er sjovt at gå rundt med de bekymringer, som fru Line Barfod skildrer meget malende. Det er heller ikke sådan, at man fra konservativ side – og heller ikke fra Venstres side kan jeg nok sige – er fuldstændig iskold og siger, at det ikke betyder noget, og at det må folk ligesom selv om; de kan bare sejle deres egen sø. Nej, det er ikke sådan, vi fører politik. Vi prøver på bedst mulig måde på at gøre, hvad vi kan, for at der er nogle systemer, for at der er nogle sikkerhedsnet, som samler folk for op.

Men der er selvfølgelig også situationer, hvor vi ikke kan samle alle op. Sådan er det nu engang, og det må vi jo så prøve at afhjælpe. Det prøver vi også at afhjælpe ved indimellem at revidere nogle af de love, som vi har her i landet.

Tak til fru Helle Sjelle. Der er ikke flere korte bemærkninger. Næste ordfører er fru Lone Dybkjær fra Det Radikale Venstre.

Tak. Jeg står her, fordi mit partis ordfører på arbejdsmarkedsområdet har andre gøremål i huset. Det, jeg skal sige, er, at forslaget jo er et lillebitte skridt i den rigtige retning. Så kan man rose og sige, at det da er godt, at DF i det mindste har fået lidt igennem. Man kan også skose og sige, at det er surt, at de ikke fik det igennem, som de slog sig op på, dengang den sidste debat om det her var der. Men sådan er der jo så meget. Man kan selvfølgelig ikke altid få det hele. Det her er et lillebitte skridt, men det er langtfra tilstrækkeligt.

Derfor har oppositionen jo også fremsat et fælles forslag, B 95, som kommer til debat den 25. februar, er det vist. Her foreslår vi, at man fjerner varighedsbegrænsningen på sygedagpenge. Jeg vil gerne med det samme slå fast, så der ikke kommer nogle spørgsmål om, hvorvidt vi vil lade folk gå på sygedagpenge hele tiden, at det vil vi ikke. Men vi vil have, at folk er på sygedagpenge, indtil man har fundet frem til, hvad det så er, de kan. Det kan være et spørgsmål om, at man kan komme tilbage til arbejdsmarkedet, hvis man er længere tid på sygedagpenge; det kan være et spørgsmål om, at man skal i fleksjob; det kan være spørgsmål om, at man skal have en bredere rehabilitering – det har Det Radikale Venstre foreslået – og det kan så også være et spørgsmål om, at det må bestemmes, at man desværre må komme på førtidspension. Men det er den afklaring, vi finder er fuldstændig nødvendig, inden man lader folk droppe ud af systemet.

Så kan man spørge, om folk dropper helt ud af systemet, og sige, at der ikke er nogen mennesker i dette land, der har en nulindtægt. Det kan man altid diskutere hvordan man definerer, men det er jo et faktum, at det enkelte menneske kan blive frataget kontanthjælp, hvis det er sådan, at ægtefællen tjener for meget eller den pågældende har et hus. Det vil sige, at man oven i ens sygdom altså på et tidspunkt, før ens situation er afklaret, kan risikere at skulle gå fra hus og hjem. Er det rimeligt? Det synes vi ikke det er.

Vi synes, det er besværligt nok, at man er syg, men man skal ikke også have frataget ens økonomiske grundlag. I forvejen bliver det jo reduceret, så snart man går på sygedagpenge, for de allerflestes vedkommende ret meget, for andres vedkommende lidt mindre, men under alle omstændigheder bliver det en reduceret indtægt. Hvis så de sygedagpenge falder væk, bliver situationen jo endnu værre.

Derfor må vi sige, at det her selvfølgelig er et lillebitte skridt, og derfor stemmer vi også for det, men det løser bare ikke det virkelige problem, nemlig at der er for mange, der falder fuldstændig ud af systemet med den ordning, vi har. Derfor synes vi, at ordningen skal laves om, og vi synes, at der skal tages aktivt hånd om de syge på et meget tidligt tidspunkt.

Tak til fru Lone Dybkjær. Så er det fru Line Barfod som ordfører.

De Konservatives ordfører, fru Helle Sjelle, talte om det sociale sikkerhedsnet. Man må sige, at det sociale sikkerhedsnet i Danmark efterhånden har nogle kæmpestore huller, og at folk falder meget, meget hårdt, når de falder igennem sikkerhedsnettet. Der er mange og meget store huller. Det forslag her går så ind og begynder at reparere en lillebitte smule på et enkelt af hullerne, sætter en lille sytråd i det her store net. Det vil vi selvfølgelig gerne støtte, men vi mener altså, at man for alvor skal lukke hullet, så folk ikke falder igennem. Vi mener, det er vigtigt, at vi sikrer, at man ikke kommer til at stå helt uden indkomst, at det er vigtigt, at vi sikrer, at familierne ikke bliver sat ud af deres boliger.

Jeg synes, det har været lidt underligt at høre hr. Jens Vibjerg først sige, at det kun er ganske få mennesker, der mister indkomst, og bagefter, når vi spørger, hvorfor man ikke vil sikre, at der ikke er nogen, der falder igennem hullet, sikre, at folk bliver ved med at have en indkomst, så de kan koncentrere sig om at få det bedre og komme igennem deres sygdom, så siger hr. Jens Vibjerg: Nej, det kan vi ikke, fordi det vil koste alt, alt for mange penge. Hvis det kun er ganske få mennesker, hvorfor vil det så koste alt for mange penge at skulle redde dem? Nej, det er, fordi det rent faktisk er en del mennesker. Dem bør vi gå ind at hjælpe, så man ikke kommer til at stå uden indkomst.

Det kunne være, at vi skulle få nogen til at regne på den langsigtede samfundsøkonomiske omkostning ved, at man lader de her mennesker ryge fuldstændig igennem det sociale sikkerhedsnet. Hvad koster det samfundet, at de her mennesker kommer så langt ud og bruger alle deres ressourcer på at kæmpe imod systemet i stedet for at kunne bruge deres ressourcer på at få det bedre og komme tilbage på arbejdsmarkedet? Når de så er kommet fuldstændig ned, virkelig har slået sig rigtig, rigtig hårdt og i flere år har kæmpet og kæmpet, ja, så har de brugt alt, hvad de overhovedet havde af ressourcer, og så risikerer en del af dem at ende med at skulle på førtidspension resten af livet.

Hvis man i stedet havde sikret dem en indkomst, ville de have haft det overskud, der skulle til for at være med til at se på, hvad der kunne gøres for, at de enten kunne komme helt tilbage på arbejdsmarkedet eller komme i fleksjob, skånejob eller noget andet og være på arbejdsmarkedet igen. Det er faktisk det, de fleste mennesker ønsker. Hvorfor ikke give dem den mulighed i stedet for at lade dem slå sig så hårdt, så det ender med, at de på et eller andet tidspunkt skal på førtidspension resten af livet, når man ikke længere vil lade dem gå uden indkomst og for lud og koldt vand?

Lad os prøve at se på, hvad det koster for børnene. Vi kan godt se på, hvad det koster i forhold til børnenes følelser – det tror jeg at de fleste kan sætte sig ind i – når man skal gå fra hus og hjem og man ikke har nogen penge at gøre godt med, men også se på, hvad det koster samfundsøkonomisk, når man så skal ind at hjælpe de familier og de børn. Hvad kommer det så til at koste i et langt livsforløb?

Jeg tror, det er langt billigere at handle menneskeligt. Det er jo den måde, vi har opbygget nogle rigtig stærke velfærdssamfund på. Det er netop ved, at vi har handlet menneskeligt og sikret, at folk havde en ordentlig indkomst, et ordentlig socialt sikkerhedsnet. De borgerlige partier har altid kæmpet imod det sociale sikkerhedsnet. Man har altid sagt, at det var alt for dyrt, og at det slet ikke ville gå, men det har jo faktisk gjort, at Danmark og de andre nordiske velfærdssamfund er blevet nogle af de stærkeste og rigeste samfund i verden. Det bliver vi altså, når vi tager hensyn til hinanden og sikrer, at man ikke falder igennem de sociale sikkerhedsnet. Derfor burde det også være det, man gjorde på det her område. Det har vist meget tydeligt, at det er en model, der virker. Så lad os fortsætte ad den vej, og lad os sikre, at mennesker ikke kommer til at stå fuldstændig uden indkomst og skal til at gå fra hus og hjem, som det sker for alt for mange mennesker i den her tid.

Tak til fru Line Barfod. Der er ikke ønske om korte bemærkninger. Så er det beskæftigelsesministeren.

Lovforslaget er en udmøntning af de ændringer på sygedagpengeområdet, som blev aftalt med finanslovaftalen for 2010. Med lovforslaget vil regeringen og Dansk Folkeparti forbedre sygemeldte personers adgang til at modtage sygedagpenge. Det gælder dels for den gruppe af sygedagpengemodtagere, hvor det er nødvendigt at afklare deres arbejdsevne, dels for de selvstændige, som med lovforslaget får lettere ved at vende tilbage til arbejdet på nedsat tid, fordi deres adgang til sygedagpenge bliver mere fleksibel.

I dag kan der ske forlængelse af sygedagpengeperioden med op til 26 uger, når den sygemeldtes arbejdsevne skal afklares. Denne periode foreslås med lovforslaget at blive udvidet med 13 uger til i alt 39 uger. Ved at udvide denne forlængelsesregel tilgodeser vi de sygdomsforløb, hvor der af forskellige grunde opstår problemer med at nå at foretage en afklaring af den sygemeldtes arbejdsevne inden for perioden på de 26 uger. Det kan skyldes, at der er sket en væsentlig ændring i sygdomsforløbet, og at den helbredsmæssige situation derfor er uafklaret. Det kan også skyldes ventetid på afklaringstiltaget.

Jeg synes, at vi med de nuværende forlængelsesregler og med den foreslåede udvidelse samlet set får et sæt regler, der giver mulighed for at forlænge sygedagpengene i rigtig mange situationer. Med lovforslaget forbedrer vi også de selvstændiges muligheder for at modtage nedsat sygedagpenge, så selvstændige kan få sygedagpenge, der svarer til 75 pct. af sygedagpengesatsen, hvis de under sygdom genoptager arbejdet i op til 25 pct. af den normale arbejdstid. Dermed kan en selvstændig tage sig af de mest nødvendige opgaver i virksomheden, som f.eks. at besvare mails eller betale regninger.

Jeg vil gerne takke for behandlingen af lovforslaget, og jeg ser meget frem til et konstruktivt samarbejde i udvalget.

Tak. Der er ønske om en kort bemærkning, først fra hr. Lennart Damsbo-Andersen.

Jeg kunne godt tænke mig at spørge om en ting. Som jeg også nævnte i min ordførertale, kommenteres det her jo i en del høringssvar, bl.a. fra Dansk Arbejdsgiverforening, som i deres svar, som der står her, udtrykker bekymring for, at flere sygedagpengemodtagere vil blive fastholdt i sygdom osv. osv. Hertil er kommentaren så, at forslaget om at udvide forlængelsesreglen ikke ændrer ved bestemmelserne om kommunernes pligt til at være aktive over for den syge. Så kunne jeg godt tænke mig lige at få præciseret det, for det gælder jo for de 13 uger. Men ville det ikke også gælde, hvis det var, at forslaget var 26 eller 52 uger? Er det korrekt?

Ministeren.

Jo, det vil det jo alt andet lige. Men det er jo sådan set ikke det, der er det interessante. Det interessante ved det her er, at kommunerne har en pligt – og dermed har borgerne også en ret – til, at der bliver gjort en indsats for netop at hjælpe den sygemeldte tilbage på arbejde. Det kan simpelt hen ikke være i nogens interesse – det er det ikke – bare at lade folk i stikken, at nogen går og laver ingenting, at der ikke er nogen, der tager hånd om dem, at der ikke er nogen, der kerer sig om den situation, som de er i. For det er en vanskelig situation at være sygemeldt, og derfor er det også helt afgørende vigtigt, at kommunerne tager hånd om borgeren og netop sørger for, at der nu med de regler, som vi jo har ændret, er mulighed for aktive tilbud, så man hele tiden bliver holdt fast. For vi ved jo altså også, vil jeg sige til hr. Lennart Damsbo-Andersen, at jo længere tid man er væk fra arbejdsmarkedet, jo sværere er det at komme tilbage igen. Så som jeg ser det, har vi simpelt hen en forpligtelse til at være aktive på den her front.

Hr. Lennart Damsbo-Andersen.

Jamen det er jo godt. Så er vi altså enige om, at kommunerne har en forpligtelse, og at man i Dansk Arbejdsgiverforening overhovedet ikke behøver at være bekymret for, at sygemeldte får lov til at gå og være passive. Hvordan kan det så være, at det her lovforslag så lige er landet på 13 uger? Altså, der er jo ikke noget argument for at sige, at det lige skal være 13 uger; jeg har i hvert fald ikke set det. Men det kunne jo lige så godt have været 52 uger, er det ikke korrekt?

Ministeren.

Jamen nu er det jo sådan, at vi med Dansk Folkeparti i, hvad jeg vil betegne som en glimrende aftale, har aftalt, at vi er landet på 13 ugers forlængelse, så der nu i alt er 39 uger at gøre godt med. Men med hensyn til DA's bekymringer ser jeg nu ikke DA's bekymringer fra helt det samme udgangspunkt som hr. Lennart Damsbo-Andersen. Tværtimod ser jeg DA's bekymring som værende den, at vi netop skal sørge for altid at kere os om folk, at vi altid skal kere os om de sygemeldte, så de netop hurtigst muligt kan vende tilbage til det, man kan kalde for et normalt arbejdsliv, for manges vedkommende; det kan også være, der er nogen, der kommer i en situation, hvor de får et lidt andet arbejdsliv efterfølgende. Men ligegyldigt hvad må det jo være personen, den sygemeldte, det her drejer sig om, og som jeg læser DA's brev, høringssvar, er det netop det, at man bare vil sikre sig, at vi fortsætter ud ad det gode spor, som vi er kommet ind på.

Så er det hr. Eigil Andersen for en kort bemærkning.

Partiet Venstre har forsøgt at bilde folk ind, at det er et socialt bevidst parti. Det lykkedes heldigvis ikke særlig godt, og det går dårligere og dårligere med det, og jeg tror også, at det vil gå endnu dårligere, når man nu gør det til en kongstanke, at ældreplejen skal udliciteres og folkeskolerne skal udliciteres og privatiseres. Der er store huller i velfærden. Mit spørgsmål er: Er det virkelig seriøst ment fra ministerens side, at man er et socialt bevidst parti, når man årligt til 4.000-6.000 mennesker siger, at de skal fratages deres sygedagpenge, når en væsentlig del af dem havner på 0,0 kr. i indtægt? Er det virkelig at være socialt bevidst?

Ministeren.

Jeg vil gerne understrege, at Venstre er et socialt bevidst parti, ligesom Det Konservative Folkeparti er det, og ligesom Dansk Folkeparti er det, men jeg tror, at man skal se hr. Lennart Damsbo-Andersens udfald her, kunne man næsten sige, som værende sådan lidt et forsøg på at udstille andre partier som værende ikke socialt bevidste, som værende ligeglade. Men hvis jeg skal sige det helt ligeud, synes jeg i virkeligheden, at forskellen på hr. Eigil Andersens parti og mit parti er, at man i mit parti tror på mennesker, der ved man, at alle mennesker er noget værd. Derfor er vi heller ikke bange for også at forlange noget af alle mennesker, det være sig den sagsbehandler, der netop skal hjælpe den sygemeldte med at komme tilbage på arbejdsmarkedet, og det være sig selvfølgelig også den sygemeldte, der skal tage aktivt del i de tilbud, der er. For mig og for regeringen handler det om at sætte det enkelte menneske i centrum. Så jeg kan bare blankt afvise hr. Eigil Andersens forsøg på ligesom at udstille regeringen som værende en regering, der ikke kerer sig om mennesker, det er lige det modsatte.

Hr. Eigil Andersen.

Det er sådan, at fagbevægelsens slogan fra starten af har været: Gør din pligt og kræv din ret! Det rummer en dobbelthed, nemlig at man også har pligt til at yde noget. Det mener vi også man har, uanset hvad for en rolle man har, og det har den syge selvfølgelig også.

Men jeg vil gerne spørge om ophævelsen af varighedsbegrænsningen for sygedagpenge, der betyder, at 4.000-6.000 mennesker om året kan beholde deres sygedagpenge, indtil deres fremtid er afklaret. Den vil koste 340 mio. kr. Regeringen har brugt omkring 10 mia. kr. på skattelettelser til de rigeste. Er det socialt bevidst, at man siger nej til en udgift på 340 mio. kr., som kan redde nogle mennesker, der virkelig er på den, og så deler 10 mia. kr. ud i skattelettelser, som for væsentlige dele er ufinansierede, og som det især er de rigeste, der får gavn af? Er det socialt bevidst?

Ministeren.

Nogle gange kan man jo drømme om, at bare man fik sådan en enkelt dag som socialist, hvor man ligesom kunne stille verden op på den måde, at skattelettelser er på den onde side, og at sygedagpenge og varighedsbegrænsning er på den gode side. Det er jo egentlig en meget, meget mærkværdig måde at fremstille verden på, vil jeg sige til hr. Eigil Andersen.

Jeg synes jo, at det er helt fair, at vi siger til folk, at nu kan de få lov til at beholde flere af de penge, de selv har tjent på arbejdsmarkedet, i lommen. Det ændrer jo altså ikke på, at man kan tilgodese sygemeldte, at vi kan lave aktive forløb, at vi hele tiden kan forbedre de sygemeldtes vilkår. Det er det, kan man sige, vi her er samlet om nu, nemlig at forbedre de sygemeldtes vilkår, men man kan jo ikke ligefrem sige, at det er det, der udstråler fra det, som oppositionen frembringer i dag. Det har dog været en gang mukkeri, og det endda til trods for, at det er forbedringer, vi diskuterer her.

Der er ønske om en kort bemærkning fra fru Line Barfod, værsgo.

Det er muligt, at ministeren har fundet en eller anden pengemaskine, der kan trykke penge, uden at det har nogen betydning for statsbudgettet. Vi andre har nu den opfattelse, at når man lader skattelettelserne fosse ud af pengekassen, kommer der til at mangle penge, som kunne bruges andre steder, f.eks. til at hjælpe de syge.

Ministeren siger, at regeringen er socialt ansvarlig, man kerer sig om det enkelte menneske. Jeg tror, at de syge godt kunne tænke sig, at man ikke kerede sig om dem ved at tage pengene fra dem, men at man i stedet for kerede sig om dem ved at sikre, at de kunne være sikre på at have deres sygedagpenge, indtil det var afklaret, om de kunne komme tilbage på arbejdsmarkedet, skulle i fleksjob, i revalidering eller på førtidspension.

Ministeren.

En pengemaskine, siger fru Line Barfod. Jamen jeg kan jo bare sige, at hvis der er én ting, der har kendetegnet den her regering, er det, at de ting, der er blevet lagt frem, altid har været fuldt finansieret. Sådan er det, når man er en økonomisk ansvarlig regering. Derfor er skattelettelserne også fuldt finansierede, vil jeg sige til fru Line Barfod.

Jeg vil egentlig prøve at vende mig til den anden del af spørgsmålet, nemlig om det at kere sig om mennesker. Jeg synes netop, at det at kere sig om mennesker er at sige, at vi ved, at alle mennesker har ressourcer, at vi forlanger noget af alle mennesker, det er vi faktisk slet ikke bange for. Men vi skal også forlange det rigtige og det rimelige af mennesker; der synes jeg vi har fundet en meget fin balance, også når det gælder sygedagpengeforløb. Der synes jeg også at vi har fundet en meget, meget fin balance ved netop at sige, at vi på den ene side forventer noget, og at vi på den anden side også hjælper.

Fru Line Barfod.

Jeg har lidt svært ved at se, at regeringen har fundet finansieringen og har styr på pengene, når man nu vil have lov til at låne 2.000 milliarder. Det er så stort et beløb, at det næsten ikke er til at forstå, hvor stort et beløb det er. Det tyder ikke ligefrem på, at man har styr på pengene.

Men når ministeren siger, at man har balance, og at man skal stille krav til folk osv., så forstår jeg det ikke. Hvis et menneske er meget sygt og ikke kan få afklaret, hvad der egentlig skal ske i forhold til dets sygdom – er der en mulighed for, at man får det bedre og derfor kan komme tilbage på arbejdsmarkedet, eller må man indse, at den her sygdom tager så hårdt på en, at man må ende på en førtidspension? – hvorfor mener regeringen så, at det er at tage hånd om vedkommende, at den pågældende mister sygedagpengene og derfor ikke kan se, hvordan han eller hun skal få økonomien til at hænge sammen, ikke kan se, hvordan man skal kunne betale huslejen? Hvordan kan det være at kere sig om den enkelte og sikre, at der er balance i tingene?

Ministeren.

Nu er det måske helt upassende sådan at bringe historien lidt ind i det her, men jeg tror nok, at historien har vist, at hvis man skal se på, hvem der har mest styr på finanserne, om det er Enhedslisten, eller det er de to regeringspartier sammen med Dansk Folkeparti, så kan man sige, at det godt kan tåle et meget skarpt lys. Men det kan vi tage en diskussion om på et senere tidspunkt.

Der er indlagt en lang række forlængelsesmuligheder i forbindelse med sygedagpengene, og det er jo netop, for at der kan være forlængelsesmuligheder, hvis man er i en situation, hvor man skal afklares, og hvor der kan være andre ting, der spiller ind.

Det er egentlig det, jeg mener med, at der er en meget fin balance i tingene. Vi forventer noget, og vi sørger for at hjælpe folk. Det gør vi bl.a., ved at der er mulighed for aktive tilbud, men også ved at der er de forlængelsesmuligheder, der skal til.

Så er det fru Lone Dybkjær for en kort bemærkning, inden mødet udsættes.

Jeg er i hvert fald glad for, at jeg får den, inden mødet udsættes.

Ministeren siger, at det er en totalt ansvarlig regering, vi har, med dens støtteparti. Jeg indrømmer, at vi har haft en finanskrise – det er der jo ingen der benægter – og det har skabt en række økonomiske problemer. Det tror jeg vi alle sammen er enige om, og det skyldes sådan set ikke regeringen – i hvert fald også udefrakommende ting.

Men det, jeg bare vil spørge ministeren om, er: Synes ministeren, at man har en ansvarlig økonomisk politik, når selv regeringens egne økonomer, i Finansministeriet etc., siger, at vi har et strukturelt underskud – altså at tingene ikke hænger sammen – på mindst 10-14 mia. kr.? Det er jo også derfor, de røde lamper lyser ovre i Finansministeriet. Synes ministeren, at det er et udtryk for en virkelig ansvarlig økonomisk politik?

Ministeren.

Ja, det synes jeg er et udtryk for økonomisk ansvarlig politik, for hvis man kigger på den måde, som regeringen har handlet netop her igennem hele finanskrisen, vil man også vide, at det er en økonomisk ansvarlig regering, vi har. Det tror jeg altså ikke engang er til diskussion, hvis jeg skal være helt ærlig.

Men man kan jo omvendt, hvis man nu bevæger sig sådan lidt ud i kontrafaktiske historier, spørge: Hvad ville der egentlig være sket, hvad var det for en situation, vi ville stå i, hvis vi, da det gik rigtig godt, da økonomien buldrede derudad, havde lyttet til Enhedslisten, til Socialistisk Folkeparti, til Socialdemokratiet, som mente, at der skulle være fladskærme og samtalekøkkener i alle institutioner rundtomkring, for det havde man alligevel derhjemme?

Havde vi lyttet til de partier, som netop fru Lone Dybkjærs parti vil læne sig op ad i en eventuelt kommende socialistisk regering, så havde det set helt anderledes ud i dag.

Altså, en mere bred, generel økonomisk debat hører nok til under et andet punkt.

En kort bemærkning vedrørende L 117.

Jo, men det er jo den, der er til diskussion, og det er jo derfor, der mangler penge til at lave noget fornuftigt på det her område. Faktum er, at man fratager en række syge nogle dagpenge, og faktum er, at man laver en lille lap i dag, fordi, som man siger, der ikke er råd til mere. Det er jo argumentationen, og det er derfor, jeg spørger ind til den generelle økonomi, for det vil jo ramme.

Med hensyn til det der med en ansvarlig økonomisk politik synes jeg, det er helt utroligt, at et regeringsmedlem kan sige det, når regeringens egne økonomer mener, at der ikke er penge nok. Det bliver så et problem i forhold til det her forslag, og det bliver et problem i forhold til en lang række andre forslag, at regeringen ikke har fået lavet de fornødne reformer i tide.

Ministeren.

Altså, fru Lone Dybkjærs og Det Radikale Venstres reformiver må fru Lone Dybkjær og Det Radikale Venstre jo diskutere med Socialistisk Folkeparti, med Socialdemokraterne og med Enhedslisten på et andet tidspunkt. Der tror jeg at jeg må melde pas og sige, at regeringen desværre ikke kan ændre noget på den ballade, der er i den side af Folketingssalen.

Det eneste, jeg kan sige, er, at vi står med et lovforslag her, der vil forbedre forholdene for de sygemeldte, såvel de selvstændige som andre sygemeldte på det danske arbejdsmarked. Det synes jeg er glædeligt, og derfor synes jeg, det er en rigtig god dag.

Når jeg siger det med de korte bemærkninger, skyldes det alene, at der jo er folk, der regner med, at det er kl. 12, mødet udsættes, og som har andre møder.

Jeg siger tak til beskæftigelsesministeren her.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, og der er heller ikke flere, der har fået ordet, så forhandlingen er sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Arbejdsmarkedsudvalget.

Det er godkendt.

Jeg skal her udsætte mødet. Det genoptages i dag kl. 13.00.

Mødet er udsat. (Kl. 12:07).