Folketingets Sundhedsudvalg har den 11. marts 2010 stillet følgende spørgsmål nr. 1 (L128) til indenrigs- og sundhedsministeren, som hermed besvares.

Spørgsmål nr. 1:

’Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 3. marts 2010 fra Anders Wildenschild,jf. L 128 - bilag 5.’

Svar:

Både sundhedsloven og psykiatriloven indeholder regler om patientens medinddragelse.I sundhedslovens § 15, stk. 1, fastslås, at ingen behandling må indledes eller fortsættesuden patientens informerede samtykke, medmindre andet følger af lov eller bestemmel-ser fastsat i henhold til lov eller af sundhedslovens §§ 17-19. Det følger af sundhedslo-vens § 16, stk. 1, at en patient har ret til at få information om sin helbredstilstand og ombehandlingsmulighederne, herunder om risiko for komplikationer og bivirkninger.Det fremgår af psykiatrilovens § 3, at indlæggelse, ophold og behandling på psykiatriskafdeling så vidt muligt skal finde sted med patientens samtykke, og lægen skal vejledepatienten om formålet med indlæggelsen, opholdet og behandlingen samt om udsigternetil en bedring af helbredstilstanden.Psykiatriske patienter har ret til forud for og i forbindelse med indlæggelsen at fremsæt-te sine personlige ønsker med hensyn til behandlingens form og indhold. Dette gælderogså behandling uden samtykke. Den endelige tilrettelæggelse af behandlingstilbuddetmå nødvendigvis finde sted efter den kliniske vurdering ved indlæggelsen og i forbin-delse med udformning af behandlingsplanen. Patientens tilkendegivelser skal indføres ijournalen og skal så vidt muligt inddrages som vejledende for overlægens overvejelserom behandling, også i tilfælde hvor behandling uden samtykke kommer på tale. Patien-ten skal informeres om, at der kan opstå en situation, hvor det kan være nødvendigt atfravige forhåndstilkendegivelsen, når betingelserne for iværksættelse af tvangsforan-staltninger er opfyldt, jf. vejledning nr. 122 af 14. december 2006 om forhåndstilkende-givelser, behandlingsplaner, eftersamtaler, obligatorisk vurdering ved tvangsfiksering,beskyttelsesfiksering, udskrivningsaftaler, koordinationsplaner, husordener og klage-muligheder mv. for patienter indlagt på psykiatriske afdelinger.Det følger af det mindste middels princip, som er lovfæstet i psykiatrilovens § 4, attvang ikke må benyttes, før der er gjort, hvad der er muligt for at opnå patientens frivil-lige medvirken. Når forholdene tillader det, skal patienten have en passende betænk-ningstid. Anvendelsen af tvang skal stå i rimeligt forhold til det, som søges opnået her-ved. Er mindre indgribende foranstaltninger tilstrækkelige, skal disse anvendes. Derud-over skal tvang udøves så skånsomt som muligt og med størst hensyntagen til patienten,