Jeg vil godt sige, at SF stemmer for forslaget, som jo har mange forskellige ting bygget ind i sig, men der er to ting, jeg godt vil kommentere, og som jeg gerne vil have en kommentar fra klima- og energiministeren til.
Det ene er spørgsmålet om små biogasanlæg, hvor man i kraft-varmen kun bruger biogas.
Der har været et problem i flere år, fordi der blev, lad os kalde det sådan, lavet en fejl i 2004 i den energiaftale, vi indgik dengang – eller i udmøntningen af den – som betyder, at de anlæg, der kun bruger biogas, ikke har den samme fleksibilitet som de anlæg, der skifter mellem naturgas og biogas.
Det har jeg prøvet i rigtig, rigtig lang tid at få lavet om.
Jeg bad derfor ministeriet om at lave et notat til mig, som jeg fik i begyndelsen af februar i år – den 5.
februar – hvori det faktisk hedder, at jeg har ret i, at det ville være en samfundsøkonomisk fordel, hvis det var sådan, at man gav de små anlæg, der kun bruger biogas, den samme fleksibilitet som de anlæg, der blander biogas og naturgas, har.
Da det her er et område, hvor der ligger en aftale helt tilbage fra 2004, så kræver det jo, at man er enig om at ændre det.
Jeg har så bedt om og har diskuteret med ministeren, om vi ikke skulle ændre nu, når loven faktisk er på bordet.
Og der har svaret desværre været nej.
Det synes jeg er rigtig kedeligt.
Vi kan diskutere fra nu af og til, jeg ved ikke hvornår, om fejlen var en, der blev begået af aftalepartierne, fordi de overså noget, eller om det var ved implementeringen af loven, at fejlen opstod.
Men jeg synes, at når det er sådan, at alle partier herinde siger, at de er rigtig, rigtig positive over for biogas, så ville det jo være ret oplagt at ændre den ting her, når vi nu har loven på bordet, frem for at sparke den til hjørne endnu en gang med den konsekvens, at det er vanskeligere og dyrere for de små anlæg, der kun bruger biogas.
Så jeg synes sådan set, at ministeren skulle komme op og forklare mig, hvorfor det ikke har været muligt at få skabt opbakning hos ministerens egne, altså Venstre og Konservative og Dansk Folkeparti, for det her.
Vi i oppositionen vil gerne have det ændret nu.
Det var det ene, jeg godt ville sige et par ord om.
Det andet handler om en sag, som er rigtig kedelig.
Den handler, hvis jeg nu skal prøve at gøre det lidt forståeligt og ikke for teknisk, om, at Dalum Papirfabrik for et par år siden investerede i et biomasseanlæg til den varme, de bruger til produktionen.
Sådan en papirproduktion bruger rigtig meget energi.
Det gjorde de, fordi de er en virksomhed, der gør meget ud af at have en grøn profil.
I god tro regnede de så med, at de både kunne bruge det, der hedder nettoprincippet for den energi, de selv bruger på virksomheden – den skal de ikke betale afgift af – og at de så kan få et pristillæg, ligesom man i øvrigt får for at producere på grøn energi, hvad enten det er biomasse, vind eller biogas.
Loven har helt klart været uklar på det her område, og jeg vil sige, at Dalum Papirfabrik har været i god tro.
De får så at vide inden jul, at man i Klima- og Energiministeriet har været inde og fortolke loven, og at det her ikke går.
I lovbemærkningerne står der imidlertid intet om, at det her rent faktisk har nogle konsekvenser.
Der fremgår det, at det her bare er sådan en justering, en teknisk ændring.
Jeg synes faktisk ikke, det er fair, at man i et lovforslag ikke gør opmærksom på, at der er en større sag, som så popper op midt under det hele.
Det indtryk, vi har fået undervejs, var også, at det at bruge nettomåleprincippet, at man altså ikke betaler afgift af den del af energien, man selv bruger på virksomheden, var en særlig fordel for virksomheder, som investerede i grønne brændsler, altså i biomasse.
Men det svar, jeg i går endelig fik på mit spørgsmål om det her, viser, at det sådan set er ligegyldigt, om man bruger olie, om man bruger naturgas, kul eller biomasse, der er ingen fordel.
Så jeg synes, det ville være fair, hvis ministeren ville komme op og sige, at sådan er det.
Vi giver dem altså ikke en særlig fordel ud over det pristillæg, de får for den del af energien, de sender ud på det almindelige kollektivt tilgængelige net.
Jeg synes, det er meget beklageligt, men jeg kan konstatere, at heller ikke her har det været muligt at gøre noget ved det under lovbehandlingen, fordi der ikke er flertal for det.