Med det her lovforslag vil regeringen sænke den kriminelle lavalder fra 15 til 14 år.
Det vil man gøre, selv om man godt ved, at det ikke virker, og selv om man godt ved, at det dybest set vil skabe mere kriminalitet i vores samfund.
Det er nemlig det, som de folk, der ved noget om det, siger.
Det virker ikke at tage 14-årige problembørn, kriminelle, og sætte dem sammen og lade dem lære af hinanden.
Det virker slet ikke, hvis man ender med at sætte dem i fængsel.
Vi
har
haft debatten om sænkelsen af den kriminelle lavalder.
Vi fra Socialdemokraternes side synes ligesom den øvrige opposition, at det er nogle andre tilbud, der skal til til 14-årige, der er havnet i kriminalitet.
Men vi har stillet et ændringsforslag, fordi vi godt ved, at VKO vil trumfe en sænkelse af den kriminelle lavalder igennem, på trods af at alle, der ved noget om det, fraråder det og siger, at det vil have den stik modsatte effekt:
at det vil skabe mere kriminalitet, at de børn, der er havnet i kriminalitet vil komme længere ud, og at det vil være den forkerte vej at gå.
Men vi stiller et ændringsforslag, selv om vi har lovet, at når der kommer et nyt flertal og vi har fået væltet VK-regeringen, vil vi rulle den her lov tilbage.
Men indtil vi når så langt, og hvis vi vedtager lovforslaget, som det ligger nu, er ikrafttrædelsesdatoen – altså hvornår den kriminelle lavalder sænkes – sat til den 1.
juli 2010, dvs.
om ganske kort tid.
Men venner, der er ikke pladser nok til de børn og unge, der skal sættes i fængsel!
Jeg bliver derfor nødt til at sige:
De borgerlige siger, at de ikke vil sætte børn i fængsel – det er ikke intentionen, og de skal som udgangspunkt ikke sættes i fængsel.
Derfor vil vi gerne give et godt tilbud:
Vedtag loven, så den først træder i kraft den 1.
januar 2012.
På det tidspunkt kan man nemlig have nået at bygge de sikrede institutionspladser, der er behov for.
På den måde kan de borgerlige give sig selv den garanti, at de ikke sætter 14-årige i fængsel.
Så det her er debatten om ændringsforslaget:
Udskyd ikrafttrædelsen af loven, så de borgerlige lever op til det, de selv siger, nemlig at de ikke vil sætte børn i fængsel.
Hvis de stemmer imod vores ændringsforslag, påtager de borgerlige sig alle ansvaret for, at også børn på helt ned til 14 år vil kunne havne i voksenfængsler.
Her taler vi om Vestre Fængsel, vi taler om Statsfængslet i Nyborg, vi taler om steder, hvor børn ikke har godt af at være.
Børn, der i dag sættes i fængsel – og det sker i ca.
200 sager om året i Danmark – havner bl.a.
i Vestre Fængsel, bl.a.
i Statsfængslet i Nyborg, hvor de bliver indsat i isolation.
Vi ved, at isolation er skadeligt for voksne; der er da ingen grund til at forestille sig, at det ikke også er skadeligt for børn.
Vi har stillet rigtig mange spørgsmål til det her lovforslag og har ikke kunnet få særlig gode svar.
Vi har ikke kunnet få svar på, om det er dokumenteret, at det her virker.
Vi har ikke kunnet få svar på, om det her vil virke præventivt.
Det, der står tilbage, er, at de borgerlige synes, det føles godt i maven.
Jeg ved ikke, hvordan det er at sætte 14-årige i fængsel, fordi det føles godt i maven og de nu skal mødes af hårdhed og konsekvens, når man ved, at det output, der kommer af det i den anden ende, er, at vi får flere børn og unge, der havner i langt dybere kriminalitet.
Derfor er vores tilbud:
Stem for vores ændringsforslag.
Giv os den garanti, at man giver regionerne tid nok til at bygge de pladser, der er behov for, så 14-årige ikke havner i fængsel.
Jeg vil gerne appellere til den borgerlige anstændighed.
Jeg vil gerne appellere til de konservative, der hele tiden igennem forløbet har sagt, at en sænkelse af den kriminelle lavalder ikke er den rigtige vej at gå.
Det, man i stedet for burde gøre, var at bruge den sociale lovgivning.
For vi er jo alle sammen enige om, at 14-årige ikke skal have lov til at begå kriminalitet, uden at der bliver sat ind over for dem, uden at de bliver sat på rette spor.
Forskellen er bare, hvilket spor vi vælger:
De borgerlige vælger fængslet, vi vælger en ansvarlig løsning.
Men her er et tilbud:
Stem for vores ændringsforslag, for så lever man op til sine egne ønsker om ikke at sætte 14-årige i fængsel i Danmark.