Det næste punkt på dagsordenen er:

9) 1. behandling af lovforslag nr. L 167:

Forslag til lov om ændring af lov om social service. (Skærpelse af reaktionsmuligheder over for kriminalitetstruede børn og unge).

Af socialministeren (Benedikte Kiær).

(Fremsættelse 17.03.2010).

Forhandlingen er åbnet. Fru Ellen Trane Nørby som Venstres ordfører.

Vi oplever i dag en række skred i samfundet, som vi hverken kan eller vil acceptere. Det drejer sig om den stigende forråelse af volden, den stigende ligegyldighed over for andres eller samfundets værdier, den stigende og meget alarmerende vækst i antallet af unge kriminelle, hvor også pigerne i dag stormer ind på statistikkerne, og et antal af voldsforbrydelser, som er femdoblet gennem de senere år.

Derfor er der også behov for, at vi som samfund sætter klare grænser. Vi skal på en konsekvent, men omsorgsfuld måde sikre en tidlig opfølgende indsats over for de børn og unge, som er på vej ud i problemer. Vi ved, at for de unge, som kommer ud i ungdomskriminalitet, er det ofte starten på et liv med flere problemer og ofte følgekriminalitet. Det har store konsekvenser for ofrene, men også for de unge selv, og en betydelig del af den mere alvorlige kriminalitet, der bliver begået i vores samfund, er ofte begået af personer, som startede på den kriminelle løbebane allerede i deres tidlige ungdom. Derfor er der behov for, at vi som samfund sætter ind tidligt, og at vi også hjælper disse unge mennesker til at se, at der er en anden mulighed i livet; at de får nogle chancer for at kunne gribe nogle muligheder på arbejdsmarkedet og på uddannelsesområdet.

For Venstre er den tidlige indsats væsentlig, og den er sammen med indsatsen for at bryde den negative sociale arv en klar mærkesag for os i Venstre. Med Barnets Reform har vi præcis sat fokus på den tidlige indsats, og det gør vi også nu med en bred vifte af initiativer og tiltag fra regeringens side til at forebygge og bekæmpe ungdomskriminalitet. Vi ønsker, at redskabskassen med initiativer, hjælp, sanktioner og andet til børn og unge med problemer er så rummelig som muligt. Så er det op til fagpersonerne ude i kommunerne at vurdere, hvad det er for nogle initiativer, der skal iværksættes i den konkrete situation, men vi skal som Folketing sikre, at den brede vifte af muligheder er til stede.

Hvis vi som samfund skal sikre en chancelighed for alle børn og unge, skal vi forholde os konkret til deres individuelle situation. Vi skal ikke pakke dem ind i vat, vi skal ikke offerliggøre dem, og vi skal ikke stigmatisere dem, men vi skal forholde os til præcis de konkrete problemer, de har. Det skal vi gøre med omsorg, men også med konsekvens og klar opfølgning. Alt andet vil være at flygte fra ansvaret.

Det er både på kort og lang sigt vigtigt med en stærk og virkningsfuld indsats for at forebygge og bekæmpe ungdomskriminalitet. Indsatsen er af afgørende betydning for den enkelte unge, men også for samfundet som helhed.

For Venstre er det vigtigt, at den samlede indsats, vi gør, ikke kun er konsekvent, men også omsorgsfuld, og at den følges klart op med socialpædagogiske tiltag og vurdering af vejen frem, men også med klare grænser, hvor der er behov for at sætte grænser. Det er også derfor, vi i Venstre kan støtte L 167; fordi lovforslaget giver mulighed for, at man fremover kan supplere de ungepålæg, vi allerede kender i dag, med brugen af elektroniske fodlænker. På den måde kan man f.eks. sikre, at den unge kommer hjem til et givet tidspunkt om aftenen, hvis det er det, der er aftalt.

Med L 167 bliver det også sikret, at kommunerne fremover kan få bistand fra politiet til at sikre, at den unge overholder de pålæg, der er givet. Dermed kan vi fremover sikre en bedre balance og sammenhæng mellem politiet og de sociale myndigheder, som vi også allerede i dag kender det fra det meget succesfulde SSP-samarbejde.

Med L 167 bliver der også lempet i kriterierne for anbringelse på sikrede institutioner. Det vil betyde, at man fremover kan gribe ind langt tidligere end i dag og også langt tidligere end i de situationer, hvor alting er kørt helt af sporet. Det giver altså mulighed for, at kommunerne kan forebygge i stedet for kun at slukke brande.

Sidst, men ikke mindst gør lovforslaget op med den objektive betalingsmodel, som tidligere har betydet, at der intet økonomisk incitament har været til, at kommunerne har gennemført en aktiv forebyggelsespolitik. Tidligere betalte alle kommuner kollektivt ud fra antallet af 15-17-årige i kommunen, men med L 167 sker der en ændring, sådan at det fremover koster de kommuner, der ikke laver en forebyggende indsats. Det er også derfor, vi i Venstre varmt kan støtte L 167, som vi netop mener giver en bred vifte af initiativer, som fremover kan forebygge og bekæmpe ungdomskriminalitet.

Fru Özlem Sara Cekic for en kort bemærkning.

Nu siger ordføreren, at det handler meget om, at vi ikke skal stigmatisere de her unge mennesker. Derfor synes jeg, at det godt nok virker dobbeltmoralsk, når man efterfølgende læser lovforslaget. Det ligger i lovforslaget, som ordføreren også var inde på, at hvis den unge ikke er hjemme, kan politiet hente vedkommende. Det vil sige, at hvis den unge hænger ud i det lokale center, skal politiet hente den unge, fordi han skal være hjemme, fordi der er et ungepålæg. Hvis det ikke er stigmatisering, hvad er det så? Og siden hvornår er vi begyndt at få politiet til at hjælpe os med det sociale arbejde?

Ordføreren.

Det er jo et af de punkter, hvor der er en markant forskel mellem SF's retspolitik, eller mangel på samme, og regeringens politik, for vi synes, det er vigtigt, at omsorg bliver fulgt af konsekvens. Og en konsekvens kan netop betyde, at de sociale myndigheder bliver suppleret af politiet, ligesom vi kender det fra SSP-samarbejdet, og ligesom vi jo også har tilfælde i dag, hvor politiet er dem, der tager samtalen med forældrene, hvis der er problemer med børn og unge. Det synes jeg sådan set ikke at det her lovforslag ændrer på, men jeg kan forstå, at det er SF imod.

Fru Özlem Sara Cekic.

Ja, det er vi, for vi går ind for, at når man går ind og hjælper de her børn, når man rækker hånden ud, er det, fordi der skal komme et ordentligt resultat ud af det. Derfor vil jeg rigtig gerne høre: Hvad er det pædagogiske argument for at bruge elektronisk fodlænke, at få politiet til at hente vedkommende i den Netto, hvor man lige er gået ind for at købe et eller andet?

Hvis det ikke er stigmatisering, hvad er det så? Tror ordføreren seriøst på, at det er på den måde, ved at sætte politiet på, ved at bruge fodlænke, at vi kan få løst sociale problemer? Er det ikke langt bedre at gå ind og kigge på, hvad det er, der gør, at de her unge har det så svært, som de har det?

Ordføreren.

Jo, vi skal netop gå ind og kigge på, hvorfor unge mennesker har det svært, og det er jo også det, vi gør med den lange række af initiativer, som regeringen tager nu. Jeg kan høre, at SF ikke vil være med til de initiativer, der handler om også at have nogle håndfaste redskaber. SF synes, det er fint nok, at de unge kan få lov til at bryde grænser og bryde grænser og så bryde grænser igen, for det er SF's forestilling om, at man så får skabt respekt for samfundet.

Vi tror, det er vigtigt, at man også kan iværksætte nogle initiativer, hvor man følger op og siger til den unge: Vi har lavet en aftale om, at du skal være hjemme. Vi har også lavet en aftale om, at du skal passe din skolegang. Hvis du ikke gør det, får det nogle konsekvenser. Der nytter det jo ikke noget, at man så ikke kan iværksætte nogen initiativer for at følge op, for hvorfor skulle de unge så leve op til de aftaler, der bliver lavet?

Det er da netop med til at skabe en manglende respekt for samfundet, og det er bestemt ikke det, vi opfatter som værende god socialpædagogik, at man ikke har nogen mulighed for at følge op, når de grænser bliver overskredet.

Hr. Per Clausen for en kort bemærkning.

Jeg lagde jo mærke til, at fru Ellen Trane Nørby sagde, at det handlede om at stille nogle redskaber til rådighed, som fagpersoner så kunne bruge bagefter. Hvor er de fagpersoner, som har efterlyst det redskab, der handler om at give børn og unge fodlænker på? Altså, risikerer vi ikke her, at regeringen og Dansk Folkeparti om et års tid vil komme og sige: Det er simpelt hen for galt, kommunerne benytter sig ikke af den her mulighed, vi har givet dem? For hele vejen rundt afviser man jo, at det her er en anvendelig metode.

Gør det slet ikke noget indtryk på fru Ellen Trane Nørby, at de fagpersoner, hun vil have skal benytte sig af det her, alle sammen siger: Det kan vi ikke bruge til noget, det duer ikke?

Ordføreren.

Hvis man nu kigger på forslaget og læser det, vil man jo se, at der meget klart står, at der skal være et samtykke fra den unge og forældremyndighedsindehaveren, hvis der skal kunne monteres en elektronisk fodlænke. Det vil sige, at det her ikke kan ske, medmindre der er en dialog med den unge og den unges forældre, som gerne skulle tage et ansvar for opdragelsen. Derfor er det fuldstændig langt ude i skoven, hvad hr. Per Clausen siger, for det har jo ikke sammenhæng med det lovforslag, der ligger her. Det her er en mulighed, et redskab, der ligger i redskabskassen.

Jeg kan godt forstå, at det, SF og Enhedslisten ønsker, er, at man skal tage skridtet endnu længere ud, og det er jo, hvis vi ikke har den her mellemmulighed, at børnene bliver tvangsfjernet fra hjemmet og sendt på en institution, og det synes vi fra Venstres side er langt mere indgribende, end at man har muligheden for at kunne have en dialog og bruge nogle af de elektroniske hjælpemidler, vi har, i forhold til at sikre, at aftalerne bliver overholdt.

Hr. Per Clausen.

Nu er det jo til at leve med, hvis jeg ikke kan læse og forstå lovforslaget, men det, der måske er lidt mere besværligt her, er, at fru Ellen Trane Nørby ikke svarede på det spørgsmål, jeg stillede, nemlig:

Gør det ikke noget indtryk på fru Ellen Trane Nørby, at de fagpersoner, som skal benytte sig af det her, sådan set ikke synes, det er nogen god idé, og slet ikke synes, det er anvendeligt, at de opfatter det som en trussel om en straffeforanstaltning, som ikke har nogen pædagogisk gevinst, men snarere det modsatte, og at vi derfor meget nemt kan komme i den situation, at det godt kan være, VKO herinde kan lave noget, der ser ud, som om man viser vilje til at være håndfast, men at det i realiteten ikke bliver brugt, fordi ingen blandt dem, der skal bruge det, synes, det er fornuftigt?

Fru Ellen Trane Nørby siger, det er fagpersonerne, som skal bruge det her, men de afviser det jo.

Ordføreren.

Jeg synes, at man, hvis man læser høringssvarene, skal læse dem med netop de nuancer, der er i dem. Der er høringssvar, der fremfører, at der kan være problemer, hvis det her bliver knyttet op på forældrepålægget, som det jo ikke er knyttet op på. Det er knyttet op på ungepålægget. Der er også høringssvar, der fremfører, at det er vigtigt, at der netop er den her mulighed for, at den unge kan sige fra, og at forældremyndighedsindehaveren også skal give tilsagn, fordi det så netop kan ske i dialog. Så jeg synes, høringssvarene er væsentlig mere nuancerede end det, hr. Per Clausen gør dem til.

Jeg tror, det også er udtryk for, at der er forskellige holdninger i dansk politik, når det handler om, om man netop skal lade omsorg gå hånd i hånd med konsekvens, eller om man bare skal pakke de unge ind i vat og så tro, at problemerne går væk af sig selv.

Fru Mette Frederiksen for en kort bemærkning.

Jeg lytter meget til ordføreren. Det undrer mig, at man vil spilde Folketingets tid med at påstå, at der er nogle her i Folketingssalen, som bare vil pakke de unge ind i vat og så i øvrigt være ligeglad og håbe på, at problemerne går over. Mig bekendt er der ikke et eneste parti i Folketinget, der har den indstilling til børn og unge, der er ramt af kriminalitet.

Men det, der måske undrer mig allermest, er, at man, når vi behandler et lovforslag, der handler om elektroniske fodlænker til børn, varmt kan anbefale det. Jeg kunne forstå, at man, hvis man efter nøje overvejelser ville nå frem til en konklusion, der kunne indeholde det, så gjorde det med betænkeligheder. Men at man varmt kan anbefale, at børn i Danmark ned til 12 år skal udstyres med elektroniske fodlænker, begriber jeg ganske enkelt ikke.

Jeg hører så til gengæld, at partiet Venstre ofte bruger ordet konsekvens, når det handler om børn og unges kriminalitet. Var det ikke ønskværdigt, at den konsekvens også ville gælde med hensyn til årsagerne til, at kriminaliteten opstår? Jeg tror, at Venstres ordfører ligesom jeg selv er bekendt med, at der ofte er en sammenhæng mellem dårlige opvækstbetingelser og børn og unges kriminalitet. Var det ikke snart på tide, at man lige så konsekvent begyndte at bekæmpe årsagerne til kriminaliteten?

Ordføreren.

Hvis den socialdemokratiske ordfører nu havde lyttet til, hvad der blev sagt, så glædede jeg mig varmt over, at man nu får gjort op med de økonomiske principper, som tidligere gjorde, at der ikke var noget økonomisk incitament, til at kommunerne forebyggede ungdomskriminalitet. For det var jo tilfældet tidligere. Der kunne det jo ikke betale sig at gøre en ekstra indsats, fordi man alligevel kom til at betale efter helt objektivt set antallet af 15-17-årige i kommunen. Det gør det her lovforslag op med.

Jeg synes, det er et meget vigtigt princip, at vi nu sikrer, at de kommuner, der gør en aktiv indsats, også økonomisk får større overskud til netop den forebyggende indsats, til netop at gå ud i de familier, hvor der er socialt udsathed; til netop at tage fat om de børn, som lever op under nogle kummerlige opvækstvilkår. Og vi ved jo godt, at det for nogle af dem betyder, at de kommer ud på en kriminel løbebane.

For os i Venstre er det netop bekæmpelsen af den negative sociale arv, som står højt på dagsordenen, og det kan da kun glæde mig, hvis det er en dagsorden, som vi også kan være fælles med Socialdemokraterne om.

Fru Mette Frederiksen.

Også jeg glæder mig over, at der bliver en anden økonomisk model på det her område, men det er jo ikke økonomiske modeller, der er årsag til, at der er kriminalitet i Danmark. Det er jo ikke økonomiske modeller mellem kommuner og stat, der gør, om børn og unge bliver kriminelle eller ej. Det er levevilkårene. Og det, jeg efterlyser, er en konsekvent linje fra regeringens side til at bekæmpe de sociale problemer, som vi ved er årsagen til, at mange børn og unge ender i kriminalitet. Det er fattigdom, det er langtidsledighed, det er manglende uddannelsesmuligheder, det er udkantsproblematikken, det er problemer med udsatte boligområder osv. osv. Der hører vi aldrig om nogen konsekvent linje – snarere tværtimod.

Når vi lige præcis ved, at der ofte er en sammenhæng mellem børn og unges kriminalitet og deres opvækstbetingelser, skulle man måske også i regeringen overveje, om det klogeste er at pålægge de børn, der ofte vokser op i de mest ressourcesvage familier, oftest med forældre med enten ingen eller meget lav forældreevne, at være derhjemme. Det kunne være, at det klogeste var, at de børn var et andet sted.

Ordføreren.

Jeg tror, det klogeste er, at man ikke generaliserer alt for meget, fordi de børn og unge, der er på vej ud i problemer, har ofte en meget nuanceret baggrund og også en meget forskellig baggrund, som gør, at de ender der. Derfor skal vi også lade være med at tro, at det her er firkantet, men netop forholde os til, hvordan vi hjælper den enkelte bedst muligt.

Når fru Mette Frederiksen siger, at regeringen ikke gør noget på det boligsociale område, er det jo notorisk forkert. Vi har faktisk sammen i satspuljeaftalen taget et kæmpestort initiativ for netop at sikre, at der kommer fokus på ungdomskriminalitetsbekæmpelse i de udsatte boligområder. Vi har som regering gået markant ind med både Det Fælles Ansvar I og Det Fælles Ansvar II og sagt, at vi vil bryde den negative sociale arv, for der er børn, der vokser op i familier, hvor de har behov for, at vi som samfund også træder i karakter og går ind og hjælper og sikrer. Men det gør vi kun, hvis vi lader omsorg og konsekvens følge hinanden.

Jeg synes, at det er dobbeltmoralsk at høre fra oppositionens side, at når man står i avisspalterne vil man gerne tale om, at man skal have en hård og konsekvent retspolitik, men når man så står i Folketingssalen, vil man ikke være med til at tage de initiativer, der kan gøre, at redskabskassen i forhold til sanktionsmuligheder bliver gjort bredere.

Fru Maja Panduro for en kort bemærkning.

Jeg noterer mig, at ordføreren taler meget om konsekvens. For mig er en konsekvent retspolitik og en konsekvent indsats over for ungdomskriminalitet jo at gøre noget, der virker, altså konsekvent at gå efter de løsninger, som virker. Så synes jeg bare, at det er påfaldende, at ordføreren bliver ved med at kalde elektroniske fodlænker til børn og unge for konsekvente, når så vel mange af høringssvarene som mange af eksperterne på området siger, at det i hvert fald ikke kommer til at have nogen positiv effekt, men måske en negativ. Når regeringens egen ungdomskommission, som ordføreren både i den her sag og på det seneste har rost meget højt og fremhævet de initiativer, vi bruger derfra, så skarpt fraråder det her, hvordan skal det så opfattes som nogen fantastisk og konsekvent retspolitik?

Ordføreren.

Hvis Socialdemokraternes ordfører havde lyttet til det svar, som jeg gav hr. Per Clausen, ville man jo vide, at høringssvarene er meget mere nuancerede end det, den socialdemokratiske ordfører forsøger at udlægge. Nu indfører vi jo det her initiativ, og derfor synes jeg, at det er meget fikst af den socialdemokratiske ordfører allerede nu at kunne konkludere, at det ikke fungerer. Det ved hverken den socialdemokratiske ordfører eller jeg, fordi forslaget ikke er gennemført. Det ligger her. Men jeg kan konstatere, at Socialdemokraterne ikke ønsker at støtte det, fordi Socialdemokraterne synes, at det er bedre, at man tvangsfjerner børn fra deres hjem og sender dem på en ungdomsinstitution, end at man tager et blødere initiativ og skaber en mulighed for en mellemløsning, hvor man kan lade børnene blive i hjemmet under nogle skærpede betingelser og eventuelt ved brug af en elektronisk fodlænke som supplement til ungepålægget.

Fru Maja Panduro.

Det er rigtigt nok, at jeg ikke ved, om det virker, og det gør Venstres ordfører heller ikke. Det havde vi måske vidst, hvis man ikke havde skippet den forsøgsordning, som var planlagt, og så bare kørt direkte på. Ikke desto mindre må vi jo i hvert fald konstatere, at de folk, som har forstand på det her både i høringssvarene – det må ordføreren da erkende – og fra Ungdomskommissionen, som ordføreren lovpriser, siger, at det ikke kommer til at virke. Ungdomskommissionen siger, at selv hvis det måtte have en eller anden form for effekt, ville det i hvert fald ikke stå mål med den mængde ressourcer, man skulle bruge på det.

Dernæst skal jeg da i hvert fald love for, at der er konsekvens i ordførerens ord, når hun siger nu for anden gang, at hvis man ikke har den her mulighed, skal barnet jo bare tvangsfjernes. Hvordan er det i forhold til de fine ord i lovteksten om, at det ikke har nogen konsekvens, hvis man siger nej til det her, det er en frivillig ordning, og der er ingen sanktioner, fordi det en social foranstaltning og ikke en straf.

Ordføreren.

Vi ønsker jo netop, at det skal være en social foranstaltning, men jeg kan høre, at SF og Socialdemokraterne overhovedet ikke ønsker det, og derfor må man jo bare spørge den anden vej rundt: Hvad er det så, der er alternativet? Er det, at man intet gør, eller er det, at man så bruger det meget ekstreme redskab, det er at tvangsfjerne børnene? Der kan jeg høre, at Socialdemokraterne hellere vil tage det store initiativ og tvangsfjerne børnene fra det miljø og det nærmiljø, de er en del af, end at de vil bruge muligheden for at kunne lave en bredere vifte af tilbud. Det tror vi ikke i Venstre er den rigtige vej at gå.

Vi kan jo også konstatere, at der, hvor vi har viden om elektroniske fodlænker i forhold til den generelle afsoning, er erfaringerne med dem enormt positive, netop fordi de giver mulighed for, at folk ikke bliver hevet ud af det miljø, de er en del af. Der er jo børn og unge, der er på vej ud i problemer, hvor de problemer ikke består i, at den familie, de er en del af, er fuldstændig løsrevet, men at der faktisk er nogle forældre, der gerne vil være med til at tage et forældreansvar. Der kan elektroniske fodlænker være et socialpædagogisk redskab og en foranstaltning, der kan hjælpe de unge videre i livet og give dem nogle muligheder.

Tak til ordføreren. Så er det fru Maja Panduro som ordfører for Socialdemokratiet.

Lige så glædeligt, som jo trods alt størstedelen af det foregående forslag var, lige så skuffede og ærgerlige er vi over sammenkoblingen til det her forslag og over det her forslag i det hele taget.

Når nu ministeren selv i bemærkningerne til det foregående forslag lægger så stor vægt på, at man bruger initiativer anbefalet af regeringens egen kommission vedrørende ungdomskriminalitet, er det da påfaldende, at man på to store alvorlige og helt grundlæggende områder som det her med fodlænkerne og regeringens forslag om at nedsætte den kriminelle lavalder vælger at blæse højt og flot på netop sin egen kommissions indtrængende anbefalinger.

Det er for mig uforståeligt, at man kan være så ligeglad med, at kommissionen skarpt fraråder begge tiltag. De skriver ligefrem i deres betænkning, at nedsættelsen af lavalderen risikerer at have en direkte negativ kriminalpræventiv effekt. Og de fraråder også forslaget her om fodlænker til børn, bl.a. jo, som jeg nævnte, af den simple grund, at de eventuelle fordele, der måtte knytte sig til et sådant forbud, ikke står i rimeligt forhold til de ressourcer, som i givet fald skulle afsættes til at håndhæve forbuddet.

Som blandt andre Dansk Socialrådgiverforening påpeger i deres høringssvar, ligger der ingen som helst erfaringer eller dokumentation til grund for forslaget her. Den forsøgsordning, som man havde planlagt, har man skippet, og nu kører man bare på stik imod alle anbefalingerne.

Forslaget er symbolpolitik, det er ideologi. I bedste fald vil det være dyrt og virkningsløst, og i værste fald vil det virke konfliktoptrappende og skadende i arbejdet med barnet. I bedste fald kan man håbe, at forslaget ikke kommer til at have nogen som helst betydning ud over de ekstra udgifter, som man vil pålægge kommunerne, til at indføre den elektroniske overvågning. Det vil formentlig være konsekvensen, hvis vi tager lovtekstens ord om frivillighed for pålydende.

Imidlertid må der, som også flere af de bekymrede høringssvar gør, stilles et stort og fedt spørgsmålstegn ved graden af frivillighed for barnet og forældrene. For hvad er konsekvenserne af at sige nej? Det har vi jo lige hørt fra ordføreren fra Venstre. Men hvis vi tager det for pålydende, rejser der sig nye spørgsmål. Kan barnet så også bare beslutte, at det ikke længere ønsker fodlænken, den første gang en betjent står klar til at hente det hjem? Og hvad vil det så i givet fald betyde for politiets autoritet? I modsat fald har vi at gøre med en ganske bizar sammenblanding af politiets og kommunens arbejde, som ikke bare vil trække ressourcer ud af vores i forvejen trængte politi, men også udgøre et helt principielt problem, idet fodlænker så er en straf, som ifølge forslaget skal tildeles og administreres af kommunen, uden at det er et krav, at barnet har gjort noget ulovligt.

Institut for Menneskerettigheder skriver i deres høringssvar, at det retssikkerhedsmæssigt er betænkeligt at sammenblande kommunale opgaver og politimæssige opgaver. I forlængelse heraf og ikke mindst må det betragtes som ret vildt at ignorere det faktum, at kommunerne siger ligeud, at de slet ikke vil administrere og sanktionere ordningen. Det er en ren politiopgave og ikke en kommunal opgave, skriver Kommunernes Landsforening i deres høringssvar.

Som det forhåbentlig fremgår, kan Socialdemokraterne altså ikke støtte forslaget her. Vi er dybt bekymrede for, at man med forslaget vil lægge 12-årige, som ikke har begået noget kriminelt, i fodlænke. De her børn har ikke brug for fodlænker og elektronik. De har brug for en massiv social indsats og synlige voksne.

Hr. Martin Henriksen for en kort bemærkning.

Tak. Jeg vil bare høre Socialdemokraterne, om det, hvis man står i den situation, hvor man kan se, at et ungt menneske er på vej ud i noget skidt, noget kriminalitet, og det har en omgangskreds, der er sådan, at man ved af erfaring, at hvis det unge menneske er sammen med den her omgangskreds i aften- og nattetimerne, vil der formentlig blive begået enten ulovligheder eller andre ubehageligheder eksempelvis over for borgere i det pågældende lokalområde, så ikke er meget fornuftigt, at man får et redskab – så kan vi jo se, hvordan det virker, når lovforslaget vedtages – som kan alarmere de kommunale myndigheder, måske politiet, men det behøver det jo det jo ikke at være, hvis man ved, at den pågældende unge person er på vej ud til sin omgangskreds, hvor vi erfaringsmæssigt ved at det kommer til at gå galt. Er det ikke grundlæggende en god ting, at man får den mulighed?

Ordføreren.

Man kunne have lyst til at spørge tilbage til ordføreren: Alarmen lyder nede på politigården eller nede på kommunekontoret, eller hvor den nu lyder, og hvad så? Hvis vi forudsætter, at vi hælder alle de politiressourcer, som i forvejen er knappe, i det her forslag og sender politibetjentene efter det unge menneske, hver gang det går uden for døren, hvad sker der så, når politimanden kommer derhen og den unge ikke vil med hjem? Er der så så høj en grad af frivillighed, at den unge kan sige: Jeg vil have fodlænken af nu – og så må man gøre det? Eller vil vi opleve, at politibetjenten lægger den unge i benlås og håndjern og slæber den unge med hjem? Når man så kommer hjem, hvad så? Skal man så låse døren og sidde vagt udenfor?

Jeg tror, at det, der ville virke på det her område, ville være en ordentlig social indsats, synlige voksne, kontaktpersoner. Hvis vi bare skal låse de her unge inde, kan vi jo gøre det. Det har vi allerede muligheder for i dag, men dem synes jeg bare ikke vi skal bruge. Foruden at jeg synes, at det er dybt modbydeligt at sætte fodlænker på 12-årige børn, har jeg faktisk også svært ved at se, hvad den reelle effekt af det skulle være.

Hr. Martin Henriksen.

Det var et godt ikkesvar, og jeg kunne konstatere, at der ikke kom et bud på, hvad man så ellers skulle gøre, ud over at man skulle have en social indsats. Det udsagn kan jo favne forholdsvis bredt, og vi er vel alle sammen enige om, at man skal have en social indsats. Men hvis det, der gør, at Socialdemokraterne er bekymrede for, at det her ikke kommer til at virke, er, at der ikke er nok sanktioner i lovforslaget, vil jeg bare tilkendegive, at vi fra Dansk Folkepartis side sådan set er klar til at diskutere, om man kan udvide sanktionsmulighederne i lovforslaget, hvis det er det, det står og falder med. Så skal vi selvfølgelig også lige se, om vi kan trække regeringen med. Men det er bare en tilkendegivelse fra Dansk Folkepartis side af, at vi gerne vil arbejde videre med det.

Hvis det er sådan, at et ungt menneske under 15 år, altså under den kriminelle lavalder, har fodlænke på og forældrene har samtykket til det, kan man jo ikke bare tage den af, for så har forældrene så at sige sagt god for det på vegne af deres barn.

Men Socialdemokraterne skylder jo stadig væk at svare på, om det ikke grundlæggende er meget fornuftigt, at man får et redskab, der kan gøre, at de kommunale myndigheder bliver alarmeret, når et ungt menneske er på vej til at forlade sin bopæl i aften- eller nattetimerne, og man ved, at det vil gå galt, som det har gjort gentagne gange før.

Ordføreren.

Ja, det er jo altid overraskende, når Dansk Folkeparti gerne vil være med til at lave flere sanktioner, men det er da noteret.

Det, som det her står og falder med for mig, er, om det virker, og det kan man diskutere om det gør, i forhold til om det vil have nogen som helst effekt, uanset om det vil være en negativ og positiv effekt. Men selv hvis man, som jeg fornemmer hr. Martin Henriksen gerne vil, simpelt hen gik hen og hentede de her børn og lagde dem i benlås og strips og håndjern, så tror jeg stadig væk ikke, at det ville have den ønskede effekt. Jeg tror ikke, at det ville have nogen positiv effekt på forholdet til barnet og arbejdet med barnet. Tværtimod. Det er jo også det, som alle fagpersonerne på området skriver i deres høringssvar. Dem vælger jeg at tro på, hr. Martin Henriksen gør noget andet, og sådan er vi så forskellige.

Fru Vivi Kier for en kort bemærkning.

Nu forsøgte jeg faktisk at høre rigtig godt efter ordførerens tale. Jeg hørte rigtig meget om modstanden mod fodlænker, og det er jo helt o.k. og fair. Jeg skal så bare høre i forhold til det her lovforslag: Der er jo egentlig fire elementer, hvoraf det ene element er fodlænker. Er det det eneste element, man ikke er enig i, og synes man, at de andre tre ting er gode tiltag?

Ordføreren.

Det er rigtigt, at fodlænkerne kom til at fylde meget i min tale, og det gjorde de, fordi de i det hele taget fylder meget for Socialdemokraterne. Vi er stærkt bekymrede for det her. I forhold til de andre forslag vil jeg sige, at vi også er bekymrede for den udvidelse, man vil lave af målgruppen i forhold til ophold på de sikrede institutioner, i virkeligheden særlig i en situation, hvor man jo allerede nu mangler kapacitet på de sikrede institutioner. Allerede nu ser vi, at man er nødt til at putte børn og unge mennesker i voksenfængsler, fordi der ikke er plads på de sikrede institutioner. Vi kan også se i statistikkerne, at det ikke er noget med, at de bare er inde at vende i et par dage, fordi man lige skal have skabt kapaciteten. Nej, jeg tror, det er over halvdelen af dem, som rent faktisk afsoner mere end 3 måneder i voksenfængsler. Før det problem er løst, mener jeg faktisk, det er helt vildt overhovedet at tale om at sende flere børn på de sikrede institutioner.

Fru Vivi Kier.

Det er jo fair, at man en gang imellem bruger sin taletid på noget af det, man brænder mest for, så tak for svaret. Jeg undrer mig så alligevel bare over, at ordføreren brugte så meget taletid på at snakke om det her med fodlænker, som hun synes – og det er jo helt fair – er forfærdeligt og rædselsfuldt og alt muligt andet, når det jo trods alt i forslaget kun ligger som et værktøj og en mulighed. Men samtidig gentog ordføreren faktisk rigtig, rigtig mange gange, at hvis det havde været en forsøgsordning, havde man været med på den. Er det ikke en lille smule dobbeltmoralsk at sige, at det var rigtig ærgerligt, at forsøgsordningen blev skippet – for ordføreren signalerede jo, at en sådan var man med på – men at det nu, hvor det ligger som en mulighed, men ikke som en tvang, lige pludselig er helt, helt forfærdeligt?

Ordføreren.

Den konservative ordfører har ikke hørt mig sige, at hvis det havde været en forsøgsordning, havde vi været med på det. Det, jeg sagde, var, at jeg syntes, det var rigtig ærgerligt, at man havde skippet den forsøgsordning, som man havde planlagt, fordi den trods alt kunne have givet os nogle erfaringer med, om det overhovedet virker. Det sagde jeg også i forhold til ungepålægget i det hele taget, som vi stadig væk heller ikke har nogen erfaringer med om virker eller ej. Det er også noget af det, som de organisationer, som ved noget om det, skriver i deres høringssvar.

Så jeg synes, at det havde været hensigtsmæssigt, om man havde gennemført sin egen planlagte forsøgsordning, særlig fordi jeg trods alt, naivt måske, kunne have håbet på, at hvis forsøgsordningen havde vist, at det her ikke havde nogen effekt, eller at det havde en negativ effekt, kunne vi have snakket om det igen, og så ville det have været muligt at overbevise regeringspartierne og Dansk Folkeparti om uhensigtsmæssighederne i det her.

Fru Tina Petersen for en kort bemærkning.

Jamen jeg undrer mig simpelt hen meget. Jeg vil også starte med det, som Enhedslistens hr. Per Clausen lagde ud med. Det er sådan, at der er unge i Danmark, som desværre går over en grænse, hvor andre heldigvis har en moral og siger og lærer deres børn, at man ikke skal overskride den grænse.

Det, jeg kan forstå på Enhedslisten i dag, er, at det er lidt o.k. måske at ryge en pibe i ny og næ eller gå ud og slå en rude ind og tage et eller andet. Det er jo der, grænsen netop er. Der er unge mennesker i Danmark, som ikke kan begå sig moralsk i vores samfund på lige fod med heldigvis størstedelen af vores unge mennesker. Når det pædagogiske nu kommer ind, er det, jeg gerne vil have et svar. Når man nu bliver nødt til at ty til de her ting, er det, fordi der ikke er andre midler, der er ingen mentorer, og selv om der er masser af folk på gaden, der hver weekend render rundt for at fange de her unge, har de ikke held til at fange de allerslemmeste. Alle ved, at det, de unge søger, er nærkontakt. Jeg bliver simpelt hen nødt til at spørge: Det her kunne jo være det sidste redskab til at hjælpe de unge på ret vej, så var det ikke en mulighed?

Jeg gør opmærksom på, at taletiden er 1 minut; i særlige tilfælde får man lov til at bruge op til 60 sekunder, men heller ikke mere.

Så er det ordføreren, værsgo.

Til gengæld kom spørgsmålet jo til sidst, så jeg er nu glad nok for, at vi lige fik det sidste med.

Jeg tror ikke på, at det her værktøj virker, og derfor bliver jeg bare nødt til at sige, at selv hvis ordføreren kunne være af den ærgerlige opfattelse, at det kunne være sidste udvej – det tror jeg heller aldrig det ville være for nogen unge – så jeg tror simpelt hen ikke, at det virker. Jeg mener, at der er så meget andet, vi kan gøre, og jeg mener, at det her vil virke kontraproduktivt.

Hvis vi har at gøre med et barn eller en ung, som er på det sted, som ordføreren omtaler, og som har så massive problemer, hvad er så oddsene for, at det her barn vil gå med til frivilligt at få en fodlænke på, hvis der – som der står i lovforslagets bemærkninger – ikke er nogen sanktioner ved at sige nej?

Der er yderligere et spørgsmål fra fru Tina Petersen, værsgo.

Jeg undrer mig igen. Sikke en tiltro man har til kommuner og andre, hvis man ikke tror, at der allerede er taget tiltag inden for de områder. Frivillige organisationer er også på banen her, og de går ind og forsøger at fange de unge på gaden ret tidligt i de tilfælde, hvor det ikke er lykkedes.

Dertil vil jeg bare sige, at det undrer mig meget, at man ikke kan se, at der virkelig er unge, som søger rockergrupper og andre grupper, bander, netop fordi der ikke er nogen, der lige formår at fange dem, de sidste, i det tiltag, og at det faktisk er det her redskab, der kan være med til at gøre, at de kommer på ret køl. Den sidste kærlige hånd for at vise, at der er et moralsk ansvar i det her samfund. Var det en mulighed?

Så er det ordføreren.

Det er ellers noget af en kærlig hånd, sådan en kold, klam metaltingest om anklen. Det, jeg ikke har tiltro til, er effekten af det her forslag, og derfor virker det helt absurd, at det åbenbart for ordføreren lyder, som om det er svaret på nærmest hvad som helst. Til gengæld har jeg masser af tiltro til kommunerne, det kan jeg garantere ordføreren for. Jeg kommer selv derudefra. Og netop derfor har jeg rent faktisk også tiltro til kommunerne, når de skriver i deres høringssvar fra Kommunernes Landsforening: Vi vil ikke det her. Det her er ikke nogen kommunal opgave, det er en politiopgave. Vi vil ikke gøre det, og vi kan ikke gøre det. Det har jeg tiltro til.

Der er yderligere en kort bemærkning fra fru Ellen Trane Nørby.

Det sidste, ordføreren fra Socialdemokraterne siger, er jo meget interessant, nemlig at det er en politiopgave, for den socialdemokratiske ordfører har lige stået og harceleret fra talerstolen over, at politiet skulle inddrages i det her, fordi Socialdemokraterne ikke ville acceptere, at man blandede det sociale og det politimæssige arbejde. Så det kunne være, at Socialdemokraterne skulle finde ud af, hvad de overhovedet mener.

Jeg står her med et uddrag fra Berlingske Tidende den 21. januar, for lang tid siden, men dog her i 2010, hvori fru Mette Frederiksen bebuder et kursskifte i retspolitikken og siger, at alternativet er, at nogle unge mennesker falder fuldstændig igennem og med deres kriminelle handlinger ødelægger fællesskabet for os andre. Det er desværre virkeligheden mange steder i dag. I et boligområde i Helsingør tør de ældre ikke engang gå ud længere, fordi der har været en del røverier fra ældre borgere på åben gade, siger fru Mette Frederiksen.

Jeg vil bare spørge den socialdemokratiske ordfører: Hvad er det så for en form for konsekvens, Socialdemokraterne synes der skal sættes ind med, når man åbenbart ikke vil støtte det forslag, der ligger her?

Så er det ordføreren.

Det er jeg glad for at ordføreren spørger om. Jeg forsøgte at foreslå det for ordføreren før, da det var mig, der stod nede i salen, og Venstres ordfører var på talerstolen.

Jeg kunne godt tænke mig en konsekvens, der virker. Det er konsekvens for mig. Konsekvens, der bare er at indføre mere tvang, som så måske, måske ikke er særlig meget tvang alligevel, har for mig ikke noget som helst med en effektiv politik at gøre. Jeg er rigtig glad for, at ordføreren tog ordet, og også for, at hun nævnte det her med straffen igen, for jeg synes jo netop, at det er meget uklart, hvad Venstre egentlig mener om det her, om det er en straf, eller om det er et pædagogisk værktøj. På den ene side taler man meget om det her med det pædagogiske værktøj, og på den anden side henviser ordføreren til, at vi jo kan se, at det virker, for det gør det i forhold til den generelle afsoning. Jeg synes, at ordføreren må bestemme sig til, om det her er et straftiltag, eller om det er et pædagogisk værktøj

Så er der yderligere en kort bemærkning fra fru Ellen Trane Nørby.

I Venstre er vi overhovedet ikke i tvivl. Elektroniske fodlænker er ikke en sanktion, det er et pædagogisk værktøj, som kan bruges i nogle sammenhænge. Det er det, der står i lovforslaget, og det var også det, jeg klart sagde i min tale. Vi går ikke og siger forskellige ting forskellige steder, sådan som Socialdemokraterne gør, for når Socialdemokraterne udtaler sig i avisen, siger de, at de vil have en konsekvent retspolitik, men når den socialdemokratiske ordfører så står oppe på talerstolen i dag, kan hun ikke komme med et eneste konkret eksempel på, hvad det er for en form for retspolitik, som Socialdemokraterne vil gennemføre. Man kan bare sige, at man er imod det, regeringen kommer med. Derfor må jeg bare spørge igen: Hvad er det for nogle initiativer, der skal tages over for de børn og unge, som fru Mette Frederiksen omtaler i den artikel i Berlingske Tidende? Skal man bare lade dem gøre, som de plejer at gøre, sådan at alle andre kan være utrygge?

Så er det ordføreren.

Jeg tror, at ordføreren er meget klar over, at Socialdemokraterne ikke går ind for, at vi skal lade unge mennesker gå rundt og gøre andre utrygge, selv om det virker, som om man i det hele taget fra højre side af salen også sådan i øvrigt lige forsøgte at insinuere, at Socialdemokraterne går ind for, at man skal gå rundt og ryge bønner eller piber – jeg kan ikke huske, hvad ordet var – og slå gamle mennesker ned. Det går vi sjovt nok heller ikke ind for.

Det, vi går ind for, er at gøre noget, der virker. Nu er det jo trods alt det her forslag, vi diskuterer, og ikke Socialdemokraternes retspolitik. Den vil jeg meget gerne diskutere. Jeg er også ret sikker på, at når nu ordføreren faktisk sidder med artiklen, hvori vores socialordfører har udtalt sig, så står der i den artikel en masse af vores forslag, og derfor synes jeg, at det er et lidt mærkeligt spørgsmål. Jeg vil meget gerne diskutere vores politik. Nu er det det her forslag, vi diskuterer, og her må jeg bare sige, at det ikke kommer til at virke, og det forsøger man så at tale udenom ved at tale om bønner og gamle damer.

Tak til den socialdemokratiske ordfører. Der er ikke flere korte bemærkninger, og så er det den næste ordfører, og det er Dansk Folkepartis ordfører, hr. Martin Henriksen.

Tak for det. Jeg vil sige, at Dansk Folkeparti også kan støtte det her lovforslag. Vi synes, det er et lovforslag, der trækker i den rigtige retning, og vi synes, det er fint, at kommunerne får mulighed for at anvende elektronisk overvågning i forbindelse med en beslutning om et ungepålæg, der indbefatter, at den unge skal være hjemme på et nærmere fastsat tidspunkt. Og hvis den unge forlader hjemmet i strid med indholdet af ungepålægget, registreres dette, og kommunen skal så vurdere, om ungepålægget skal håndhæves straks, det vil sige, at den unge bringes tilbage til hjemmet. Det er kommunalbestyrelsen, der skal sikre, at afgørelsen om ungepålægget overholdes, så det ligger altså ude kommunalt.

Samtidig indføres der hjemmel til, at politiet kan yde kommunen bistand med at håndhæve et ungepålæg. Forslaget medfører også, at kriterierne for anbringelse på sikrede afdelinger lempes, og endvidere medfører forslaget, at kommunerne i højere grad motiveres til at forebygge, at unge placeres på kriminalforsorgens institutioner, ved at kommunerne skal betale for unges ophold på disse institutioner.

Så der ligger også et økonomisk incitament til, at kommunerne faktisk tidligere gør en god socialt forebyggende indsats over for det enkelte unge menneske – for hvis man ikke gør det, kan det risikere at blive lidt dyrere i den sidste ende – og det synes vi i Dansk Folkeparti er en god måde at gøre det på, for så lægger man ikke alene det ind i det, som vi også har i andre lovforslag, som vi har oppe i dag, men også, hvilket vi også har omtalt tidligere, de midler, der bliver afsat i satspuljeregi til en forebyggende indsats til ungdomskriminalitet. Der kommer en lang række fornuftige initiativer, lovgivningsmæssige initiativer, og der er også nogle gange nogle penge, som følger med ud til kommunerne, som et incitament til, at man skal gøre en større indsats på det forebyggende område, så samtidig kommer der altså også et økonomisk incitament til, at man gør en større indsats på det forebyggende område.

Jeg synes, det her lovforslag trækker i den rigtige retning, og så må vi se, om det har den ønskede effekt; det kan vi evaluere efter et par år. Der er ingen tvivl om, at vi i Dansk Folkeparti synes, at det her sådan set i sidste ende, uanset hvordan man vender og drejer det, ikke bare er en hjælp til det unge menneske og til forældrene, men også en hjælp til samfundet. Det kan dreje sig om et ungt menneske, som er på vej ud i noget kriminalitet, et ungt menneske, som har problemer, og som kommunen har fulgt i en årrække, og som klubbens pædagoger, gadeplanmedarbejdere osv. har fulgt i en årrække eller over nogle måneder – jo hurtigere man griber ind, jo bedre – og som bliver registreret, når man opdager det unge menneske ude i nattelivet, i aftentimerne osv., hvor vedkommende skaber uro i et lokalområde, så vil der for kommunen være mulighed for at man siger, selvfølgelig efter aftale med forældrene, det skal man altid tilstræbe: Kl. 10.00 synes vi altså, at du skal være på din bopæl, og hvis vi kan se, at du forlader din bopæl, bliver det altså registreret.

I første omgang kan man jo også vælge at sige, at nu laver man den her aftale, uden at man har elektronisk overvågning, og hvis man kan se, at den unge bryder aftalen, kan man jo så senere overveje, om man vil indføre en elektronisk overvågning, altså fodlænke, på den pågældende person. Og hvis man så er ude i nattetimerne, bliver det registreret, når man forlader bopælen, og kommunen har mulighed for at få fat på det pågældende unge menneske, eventuelt med hjælp fra politiet. Og det kan jo faktisk være med til, at vi kan undgå, at vi kommer derhen, hvor det unge menneske bliver anbragt på en institution, fordi man har haft mulighed for at gribe ind tidligere.

Så vi kan støtte lovforslaget.

Der er en kort bemærkning fra fru Özlem Sara Cekic.

Det er lidt underholdende at sidde og være vidne til den der fortælling om, at så løber det her unge menneske af sted, og så fanger politiet vedkommende. Jeg vil bare rigtig gerne vide – og det er sådan af ren nysgerrighed – hvad Dansk Folkeparti forestiller sig. Lad os forestille os, at der er et ungt menneske, og i det her tilfælde er det faktisk et barn, for vi snakker om unge på helt ned til 12 år, som bare gerne vil til det her sodavandsdiskotek, og det må han ikke. Han har lavet nogle ting, som han ikke skulle have lavet; han har den her fodlænke på, men han tager af sted. Og så ringer man til politiet, og politiet kommer og henter ham og bringer ham hjem, og så løber det barn hjemmefra igen. Jeg vil bare rigtig gerne have at vide af Dansk Folkepartis ordfører – og det tror jeg også at Dansk Folkeparti skylder danskerne et svar på – hvor mange gange Dansk Folkeparti forestiller sig at politiet skal hente de her børn fra sodavandsdiskoteket? Er det 1, 2, 3, 5, 10 gange? Er det det, vi skal bruge politiressourcerne til?

Så er det ordføreren.

Jeg vil så sige, at underholdningsværdien lige steg en tak her, for hvis et ungt menneske tager på sodavandsdiskotek, kan jeg afsløre for Socialistisk Folkepartis ordfører, at så har jeg meget svært ved at se, at det falder inden for den her målgruppe.

Der er yderligere en kort bemærkning fra fru Özlem Sara Cekic.

Nå, men så vil jeg give en aha-oplevelse til Dansk Folkepartis ordfører. Hvis der er et barn, som er kriminalitetstruet og får et pålæg – og pålægget kan jo være, at vedkommende skal være derhjemme – lægger lovforslaget op til, at hvis vedkommende barn ikke lever op til pålægget, men alligevel vælger at gå ud, uanset formålet, men altså bare vælger at gå ud, når pålægget er, at man skal være hjemme, så kan man faktisk med lovforslaget bede politiet om at hente barnet. Det er korrekt. Så spørger jeg bare: Hvorfor kan Dansk Folkeparti ikke bare svare: Det er sgu da fuldstændig hul i jorden, det her, at politiet kan hente et barn 1, 2, 3, 5, 10 gange. Er det sådan en socialpolitik, man forventer? Og hvilket resultat kommer der ud af, at politiet hvert andet minut skal ud at hente en? Og hvad så, hvis barnet modsætter sig? Skal politiet så anholde barnet? Jeg forstår det ikke, og jeg tror heller ikke, ngo'erne forstår det.

Så er det ordføreren.

Tak. Jeg vil forsøge at svare igen. Hvis jeg ikke svarede, sådan at det kunne forstås første gang, vil jeg prøve at gøre det en gang til.

Unge mennesker, der tager på sodavandsdiskotek, er ikke umiddelbart inden for den målgruppe, som det her lovforslag er rettet mod. Det her lovforslag retter sig mod unge mennesker, der stifter uro; de eksisterer altså, uanset hvordan og hvorledes man ønsker at vende og dreje det. Jeg er ikke sikker på, at der i alle udsatte boligområder er sodavandsdiskoteker – det kan være, at Socialistisk Folkeparti har et indgående kendskab til, hvor der er mest tradition for at man opretter sodavandsdiskoteker, det skal jeg ikke gøre mig klog på. Men et ungt menneske i et lokalområde har gentagne gange været med til at stifte uro, og man ved, at vedkommende er indblandet i forskellige uroligheder, og man ved, at vedkommende gør det utrygt i hverdagen, i aftentimerne for de andre og fredelige beboere, eksempelvis ældre beboere, men vedkommende er sådan set også med til at gøre det utrygt for unge mennesker, som ønsker at gå på sodavandsdiskotek. Vedkommende er på vej ind på en glidebane. Det er jo noget, man ved via SSP-samarbejdet, som er ude lokalt ved de lokale myndigheder, men selvfølgelig også via politiet.

Hvis der er tale om sådan et ungt menneske, går man ikke ind og siger: Nu må du ikke længere gå på sodavandsdiskotek. Så går man, hvis vedkommende førhen har været involveret i kriminelle aktiviteter og er ude på en glidebane, ind og siger: Det er måske en meget god idé, at du er hjemme efter kl. 10.00 om aftenen.

Tak til ordføreren. Der er yderligere to korte bemærkninger, først fra hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Det er måske et lidt usædvanligt spørgsmål, jeg vil stille, men jeg gør det alligevel. Nu har SF's ordfører nemlig spurgt både fru Ellen Trane Nørby og hr. Martin Henriksen om det her med de 12-årige. Vil hr. Martin Henriksen ikke bekræfte, at der i lovforslaget står »15 år og derover«?

Det vil sige, at det er noget utroligt vrøvl og snak, vi hører fra SF's side. Det er jo noget, der handler om ting, der ikke står i forslaget. Kan vi ikke bare få bekræftet fra ordførerens side, at det, SF taler om, intet har på sig?

Så er det ordføreren.

Hvis en person er over 15 år og man mener, at der skal være et ungepålæg fra kommunens side, har den 15-årige mulighed for at modsætte sig det ungepålæg. Hvis man fra kommunens side mener, at en person under 15 år skal have et ungepålæg, er det forældrene, der på den unges vegne må træffe beslutningen om, om de synes, det er i orden.

Så er der en kort bemærkning fra fru Maja Panduro.

Det glæder mig faktisk, at ordføreren lige gjorde det her helt klart for hr. Simon Emil Ammitzbøll, for hr. Simon Emil Ammitzbøll havde jo åbenbart misforstået det helt. Jeg var bange for, at jeg måtte bruge min taletid på det, men det glæder mig meget, at ordføreren gjorde det. Og jeg vil egentlig godt følge det op med et spørgsmål: I forhold til at lovforslaget netop lægger så meget vægt på frivilligheden og på, at det er et pædagogisk værktøj og at man skulle kunne sige nej osv., finder ordføreren det så problematisk, at der ikke er frivillighed for de 12-15-årige?

Så er det ordføreren.

Nej, altså, vi synes jo, at det gode ved det her lovforslag er, at man indfører en ny mulighed, som går ud på, at en kommune og langt hen ad vejen i samarbejde med forældrene, hvis de bliver enige om, at der er behov for at give det her ungepålæg til den unge, så har mulighed for det. Det er så rigtigt nok, at der ikke er knyttet strafferetlige sanktioner op på det, hvis den unge ikke overholder det her ungepålæg. Men at sige, at det skulle være sådan helt sanktionsløst, kan man ikke. Man kan så kalde det for en pædagogisk eftereffekt, eller hvad man vil udtrykke det med, men der er mulighed for, at politiet, eksempelvis hvis de kommer ud og skal hente et ungt menneske, hvis politiet vurderer, at det er nødvendigt, så kan bruge magt.

Der er yderligere en kort bemærkning fra fru Maja Panduro.

Nu står der jo altså i bemærkningerne til lovforslaget, at det vil være uden sanktion at sige nej til det her. Men jeg har et andet spørgsmål, som jeg meget gerne vil nå at få svar på også, og det er, i forhold til at både ordføreren og nogle af hans kolleger, synes jeg, før talte lidt, som om de børn, som politiet nu skal ud at hente på vegne af kommunen, er kriminelle børn, at det er nogle børn, som har været ude at slå nogle folk ned, eller som nødvendigvis tidligere har gjort noget ulovligt, men det er jo ikke det, der står i forslaget. Der står jo, at det her skal bruges som et redskab i den pædagogiske indsats, sådan at man kan sikre, at barnet er udhvilet og veloplagt osv., og at det altså netop ikke skal være nogen straffeforanstaltning. Er det ikke rigtigt nok, at hvis man går ud og gør noget ulovligt, slår gamle damer ned eller noget andet, kan man jo altså allerede i dag blive hentet af politiet, og at det trods alt er det, vi har dem til?

Jeg vil gerne vende tilbage til sodavandsdiskoteket, som SF's ordfører nævnte før, og som hr. Martin Henriksen gjorde sig virkelig morsom på bekostning af …

Men det bliver der ikke lejlighed til. Jeg gør opmærksom på … (Maja Panduro (S): Vil hr. Martin Henriksen garantere, at man ikke bliver hentet derfra?). Fru Maja Panduro! Jeg gør opmærksom på, at når man snakker om sanktionsmuligheder og reaktionsmuligheder over for unge, er det da fantastisk, at folketingsmedlemmer ikke selv kan finde ud af at holde de regler, der er, og det sker gang på gang. Der er altså nogle taletidsregler her, og når formanden rejser sig, er det, fordi der er gået 10 sekunder over taletiden, og så skal man afslutte med den første sætning og ikke blive ved.

Så er det ordføreren.

Tak. Jeg vil gentage det, som jeg har sagt tidligere, nemlig at jeg synes, den her diskussion omkring sodavandsdiskoteker er latterlig, og at den slet ikke har noget med essensen af det her lovforslag at gøre. Så er det sagt.

Der er ingen strafferetlige sanktioner forbundet med det her lovforslag, men der er jo nok nogle unge mennesker, der vil opfatte det som en sanktion, hvis politiet kommer ud og henter dem og under visse forudsætninger, hvis politiet vurderer, at det er nødvendigt, har mulighed for at bruge magt. Det mener jeg godt man kan sige er en sanktion. Og så er det altså sådan med det her lovforslag, at der ikke er tale om, at hvis man har begået kriminalitet, er det den her ordning, der kommer i brug. Der er tale om, at det her er ét redskab iblandt en masse andre redskaber, som kan bruges til at forebygge , at unge mennesker kommer ud i kriminalitet, kan bruges til at forebygge, at unge mennesker fortsætter en kriminel løbebane. Det er det, der er hensigten med lovforslaget.

Så er der yderligere en kort bemærkning, og det er fra fru Tina Petersen. Værsgo.

Jeg skal egentlig bare endnu en gang have en bekræftelse.

Først vil jeg lige sige, at vi jo egentlig så et godt eksempel på, hvordan moralen kan skride en gang imellem, selv her i salen, og det er jo egentlig det problem, vi har i vores samfund. Der er nogle, som ikke kan forholde sig til reglerne. Det er ikke acceptabelt, og ergo bliver man nogle gange nødt til at gå ind og fastsætte nogle regler. Der er udtrykt tvivl, men der har aldrig været intentioner i forslaget om, at politiet skal ud ti gange og tage fat i ørerne på de her unge. Næh, efter første gang sætter man sig forhåbentlig ned og laver en handlingsplan for, hvordan man kan rette op på en pædagogisk og kærlig facon, så den unge forstår, hvor grænserne er. Vil hr. Martin Henriksen give mig ret i det?

Så er det ordføreren.

Tak. Jo, men det er jo korrekt, at det her er et forebyggelsesredskab, og hvis kommunerne er så fornuftige, som de selv siger, og som mange andre også siger – og selvfølgelig er der også mange fornuftige kommuner derude – vil det jo også være sådan, at hvis man kan se, det er ved at skride, i forhold til om et ungepålæg overholdes, sådan set uanset om der er elektronisk fodlænke eller ej, vil det jo være der, man som kommune kan gå ind og sige: Lad os sætte os ned, lad os tale om det med pædagogerne, forældrene osv. osv.

Så vil jeg også godt nævne, som jeg også nævnte ved de andre lovforslag, at det her skal ses i en større sammenhæng. Vi bevilger faktisk penge til kommunerne, og vi siger, at betingelsen for, at de kan få del i de penge, er, at de ansætter gadeplansmedarbejdere ude i socialt udsatte boligområder, så man netop har flere forskellige indgangsvinkler til det enkelte unge menneske. Det her er et forslag blandt flere. Og så er det jo sådan, at der i lovforslaget faktisk også er et økonomisk incitament til, at kommunerne griber tidligere ind, end de gør i dag.

Der er yderligere en kort bemærkning fra fru Tina Petersen.

Jeg har en yderligere kommentar, hvis man har tid ovre på venstrefløjen. Her i salen har jeg aldrig, og det vil jeg bede hr. Martin Henriksen bekræfte, sagt ældre damer eller andet. Jeg sagde, at nogle, bl.a. Enhedslisten, åbenbart ønsker at tage en pibe i ny og næ og øve kriminalitet inden for visse grænser, så jeg vil gerne have, at man forholder sig til det, der bliver sagt. Er det ikke korrekt, at jeg ikke har sagt sådan?

Så er det ordføreren.

Det er jo ligesom at deltage i et gruppemøde i Dansk Folkepartis folketingsgruppe, og jeg er sikker på, at fru Tina Petersen ikke har haft til hensigt at gøre det, som Enhedslisten og andre ønsker at skyde fru Tina Petersen i skoene.

Så vil jeg sige, at jeg altså synes, at venstrefløjen skylder at give et klart svar på, hvad det så er, de vil, for mange af de initiativer, som venstrefløjen nævner at man burde søsætte i stedet for, er vi jo sådan set i gang med. Dem har vi jo aftalt, og det her er så et ekstra redskab, som kan bruges til at forebygge ungdomskriminalitet, og igen må jeg bare sige, at det ikke kun handler om fodlænker. Jeg synes, det er en meget interessant ordning, og jeg håber også, der vil komme noget godt ud af den, og at kommunerne rent faktisk vil benytte de ting, de med det her lovforslag får mulighed for at benytte. Men der ligger faktisk også en række andre initiativer i både lovforslaget her og andre forslag, som har til hensigt at forebygge ungdomskriminalitet, og hvis vi er så enige om det, så kom dog med jeres bud på, hvordan vi kan gøre det, i stedet for hele tiden at være imod og være imod.

Så er der en kort bemærkning fra hr. Per Clausen.

Jeg skal bare sige, at hr. Martin Henriksen ikke behøver at være bekymret for, at dårlig moral holdes ude af Dansk Folkeparti, for vi har nu to gange i træk hørt et medlem af Dansk Folkeparti direkte i strid med sandheden fremkomme med nogle påstande om, hvad jeg skulle have sagt. Enhver kan jo efterfølgende aflytte, hvad der er sket her i dag, læse referatet og konstatere, at hvis det ikke var, fordi det vistnok strider imod god parlamentarisk skik, ville jeg kalde fru Tina Petersen noget ganske præcist. Jeg vil nøjes med at sige, at det, hun har sagt om Enhedslisten, er i direkte strid med sandheden.

Så er det ordføreren.

Jeg synes altså, vi skal forholde os til, hvad vi behandler her i Folketingssalen i dag, altså lovforslaget her, og det er et initiativ til, at man kan blive bedre til at forebygge ungdomskriminalitet. Og i stedet for at føle sig stødt kunne det være, at hr. Per Clausen og Enhedslisten ønskede at bidrage lidt til, hvordan vi rent faktisk kunne komme konstruktivt videre med dette lovforslag. Det synes jeg ville være formålstjenligt.

Så er det hr. Per Clausen for yderligere en kort bemærkning.

Jeg ville sådan set meget gerne bruge tiden i dag til at diskutere, hvordan vi kan bekæmpe ungdomskriminalitet, men jeg bliver også nødt til at påpege det, når nogle af dem, der hævder at ville bekæmpe ungdomskriminalitet, benytter sig af direkte usandheder om andre politikere her i Folketingssalen. Jeg overhørte det første gang, for jeg synes ikke, vi skal spilde tid på det, men jeg bliver bare nødt til at sige, at når man i direkte strid med sandheden bliver ved med at referere til, hvad jeg har sagt, er jeg nødt til at gribe ind, for ellers ender det jo med, at man i Dansk Folkeparti fortæller det som en sand historie.

Så er det ordføreren.

Jeg vil sige endnu en gang, at jeg synes, det ville være formålstjenligt, når Enhedslisten stiller spørgsmål til mig som ordfører for Dansk Folkeparti, at man så forholdt sig til lovforslaget, som det ligger, og hvis man ikke ønsker at støtte lovforslaget, kunne man jo bruge sin taletid på at foreslå alternative veje til at forebygge ungdomskriminalitet.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken, og den næste ordfører er SF's ordfører, og det er fru Özlem Sara Cekic.

Tak. For lige at slå noget helt fast vil jeg gerne sige: Forslaget er en del af aftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti om finansloven for 2010. Det vil sige, at regeringen var nødt til at betale Dansk Folkeparti, for at de kunne stemme for forslaget, og betalingen gik ud på, at man skulle straffe børn ned til 12 år, og at man skulle gå ind og tage brødet ud af munden på de her meget, meget udsatte familier ved at tage børnechecken fra dem. Socialpolitikken i dag er præget af straf, konsekvens, mistillid til borgerne og de ansatte, der arbejder med dem i den sociale sektor.

I dag ved vi jo godt, og det ved alle partier herinde, at de udsatte familier har utrolig mange sociale problemer. Når de har så mange sociale problemer såsom kriminalitet, vold, omsorgssvigt eller fattigdom, er det klart, at det kommer til udtryk i den måde, børnene vokser op på i de familier. De familier har meget, meget svære levevilkår, og nu sker der med det her lovforslag det, at regeringen og Dansk Folkeparti kommer til at tage børnechecken fra disse familier – og det er familier, der i forvejen er hårdt, hårdt ramt økonomisk. Det her forslag vil medføre, at flere af børnene vil befinde sig bag låste døre, at flere vil blive udsat for magtanvendelse, og det vil medføre flere tilbageholdelser. Og vi snakker om børn, der er 12 år gamle!

Så blev der jo sagt fra Venstres ordførers side, at der var nuancer i høringssvarene. Stort set alle ngo'er og fagfolk er meget kritiske over for forslaget. Kritikken drejer sig bl.a. om følgende punkter: Mere straf over for disse unge vil have den modsatte effekt; nogle mener, at forslaget er i strid med børnekonventionen; der er også nogle, der siger, at ophold på en sikret institution er så alvorligt et indgreb over for barnet eller den unge, at indgrebet kun skal være den allersidste mulighed; elektronisk fodlænke vil komme til at virke som en afstraffelse og ikke som et pædagogisk værktøj; der er også mange, der nævner, at politiet ikke skal inddrages som et redskab i det sociale arbejde.

Så er det jo sådan, at det fra Dansk Folkeparti er blevet efterspurgt, hvad venstrefløjen vil. Det vil jeg rigtig gerne fortælle om. Hvad er det så, vi vil? Vi vil hellere have, at det er socialrådgivere, der tager sig af de her børn, end at det er politiet, vi vil hellere have socialrådgiverne ud på skoler, socialrådgiverne ud i de her familier, socialrådgiverne ud på gaden. Vi vil også hellere have, at der er en håndsrækning til de her familier, som har det rigtig, rigtig dårligt, både i forhold til at sørge for, at de får psykiatrisk behandling, så de ikke skal bruge hele deres liv på ventelister, og i forhold til det misbrug, de har.

Men først og fremmest er der ingen tvivl om, at venstrefløjen rigtig gerne vil afskaffe og bekæmpe fattigdommen – fattigdommen, som er med til, at de her familier har det rigtig, rigtig svært. Og der er ingen tvivl om, at vi ikke ønsker, at børn på 12 år skal hentes af politiet, fordi de har været på sodavandsdiskotek.

Der er en enkelt kort bemærkning fra hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Endnu en usædvanlig kort bemærkning. Jeg vil sådan set bare sige, at den korte bemærkning, jeg stilede til hr. Martin Henriksen, jo er et bevis på, at vi alle kan blive klogere under førstebehandlingen. Og det er jeg glad for at jeg er blevet. Jeg er stadig politisk uenig med SF's ordfører, hvad angår de elektroniske fodlænker, og jeg tror heller ikke på eksemplerne med sodavandsdiskoteker, men lad det nu ligge.

Så er det ordføreren.

Jeg tror bare, der er nogen, der ikke har læst forslaget ordentligt. Jeg vil rigtig gerne læse op. Forslaget består i at underlægge barnet eller den unge elektronisk overvågning i op til 1 måned ad gangen, når der er bestemte grunde til at tro, »at en afgørelse om elektronisk overvågning vil medvirke til at få den unge til at efterleve pålægget.« Man kan gøre det helt op til 3 måneder.

Det vil sige, at man sagtens kan sige til et barn: Du skal være hjemme. Og hvis barnet ikke lever op til det her pålæg og går ud – i realiteten ved man jo ikke, hvad barnet går ud til, om det er til et sodavandsdiskotek eller til et røveri eller tyveri – kan man faktisk gøre det, at man kan bede politiet om at hente det. Det står der i selve lovforslaget, kære venner. Konsekvensen af det lovforslag er, at politiet skal hente børn ned til 12 år fra sodavandsdiskoteker, fordi de ikke lever op til pålægget.

Der er yderligere en kort bemærkning fra hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Jeg synes, det er fair nok, at vi er uenige om det konkrete, men jeg synes bare, man negligerer den virkelighed, der er uden for Christiansborgs tykke mure, når man taler om, at det er børn, der skal hentes på sodavandsdiskoteker. Det er det jo altså ikke. Det, det handler om, er nogle unge mennesker, som er på vej ud i noget skidt, og som man prøver at finde nogle nye sanktioner og nogle nye muligheder i forhold til for at få dem ud af en dårlig løbebane. Så kan vi diskutere, om vi går ind for det, eller vi ikke gør, men at have en eller anden forestilling om, at der er tale om en 12-årig, der bare skal på sodavandsdiskotek, og så er det det, det handler om , er jo at prøve at tale det her hen til noget helt andet end den alvorlige problemstilling, det egentlig er. Det undrer mig lidt.

Så er det ordføreren.

Jeg er da fuldstændig enig med hr. Simon Emil Ammitzbøll i, at det selvfølgelig er et rigtig, rigtig alvorligt problem. Uenigheden består i, hvilket redskab vi skal bruge. Jeg synes, det er fuldstændig latterligt, at børn ned til 12 år skal hentes diverse steder af politiet, og der står ikke engang i lovforslaget, om det er en, to, tre, fem eller ti gange. Det er også derfor, jeg rigtig gerne ville have, at der var socialrådgivere i stedet for politifolk, at der var psykologer i stedet for den der hvis du ikke gør, som jeg siger, skal jeg komme efter dig-tankegang, og at man går ind og løfter de her familier økonomisk i stedet for at tage børnechecken fra dem. Vi kan løse det her, hvis vi har de rigtige redskaber. Men at gå ind og sige: Jeg sætter en lænke om din fod , og i øvrigt får jeg politiet til at hente dig, og så er dine problemer løst, og i morgen er du bare en ordentlig borger – det tror jeg altså ikke på.

Tak til ordføreren. Så er det den næste ordfører, og det er den konservative ordfører, og det er fru Vivi Kier.

Ved behandlingen af det her lovforslag vil jeg starte på samme måde som ved behandlingen af det foregående lovforslag ved at spørge: Hvordan dæmmer vi op for den stigende ungdomskriminalitet?

Igen står vi med et forslag med en række elementer, som skal ses i en sammenhæng. Elementerne i det her forslag er flere. Der er mulighed for elektronisk fodlænke – som jeg kan forstå kan få folk ud af deres beskyttelse – i tilknytning til et ungepålæg. Så er der kommunens foranstaltning for at sikre overholdelse af det her pålæg. Så er der lempelse af kriteriet for anbringelse på en sikret institution. Og det sidste: Så er der finansieringen vedrørende de unge kriminelle. Igen må jeg sige, at det er en række rigtig fine værktøjer, som hver især og tilsammen kan være med til at stoppe en begyndende kriminel løbebane.

Der skal være et incitament for kommunen til at starte en forebyggende indsats, frem for at de unge ender i fængselsvæsenet. Ligesom i »Barnets Reform« gælder de her forslag den tidlige indsats, for jo tidligere vi sætter ind, jo langt bedre mulighed er der for, at vi kan forhindre en dårlig udvikling for den enkelte unge.

Igen må jeg slå på, at det er et ekstra redskab i den værktøjskasse, der hedder den forebyggende indsats. Vi skal og vil ikke acceptere, at der er børn, der render rundt på gaden om aftenen og natten. Vi skal og vil ikke acceptere, at der er børn, der ikke kommer i seng, og at der er børn, der ikke passer deres skole. For de børn ender vi med at have tabt på gulvet, langt før de er fyldt 18 år, og så står de uden for det almindelige samfundsliv.

Derfor ønsker vi at sætte handling bag ordene om, at vi vil de her børn og unge, og vi viser det med det her forslag. Vi viser, at de unge betyder noget, og at det betyder noget, at vi stopper dem i deres begyndende kriminelle løbebane. Fra konservativ side kan vi helt klart støtte det her forslag.

Der er en kort bemærkning fra fru Maja Panduro.

Det er et opklarende spørgsmål. Der var mange ting, man kunne have lyst til at spørge om, men nu må jeg jo hellere begrænse mig og holde mig inden for taletiden. Så jeg vil bare kort spørge ordføreren: Når vi kan se i høringssvarene, at Kommunernes Landsforening siger, at de ikke kan og vil det her, mener den konservative ordfører så, at det ligger i lovgivningen her, at der vil være sanktioner for kommunerne, hvis de ikke benytter sig af det her pædagogiske værktøj, eller vil det også være frivilligt for kommunerne?

Så er det ordføreren.

Man kan jo læse høringssvar, så man selv synes, de passer ind i ens forhold til det forslag, man står med. Jeg synes, svarene er lidt mere nuancerede end det, som ordføreren spørger til.

Jeg vil sige, at jeg synes, det er rigtig vigtigt, at vi nu holder fast ved, at det her er en mulighed, det er ikke tvang. Vi tvinger ikke et eneste ungt menneske til at tage en fodlænke på. Men det er måske det her, som gør, at den her unge, som virkelig er på vej ud på et galt sidespor, og som har rigtig svært ved kl. 22 om aftenen at sige til det der slæng af dårlige kammerater, at vedkommende skal hjem, selv om vedkommende egentlig gerne ville, kan sige: Jamen jeg går hjem, for jeg er gået med til at have den her på. Det er måske det her, der er med til at bryde den onde cirkel: Jeg vil faktisk noget.

Jeg lytter til de problemer, de har, og jeg synes, det er dybt problematisk, at vi har så mange meget, meget unge dybt kriminelle mennesker.

Der er yderligere en kort bemærkning fra fru Maja Panduro.

Til det her med, at man kan læse høringssvarene, som man vil, vil jeg sige, at det er der selvfølgelig nogle gange noget om, men jeg har svært ved at læse det, KL skriver, som andet end, at man ikke har lyst til at påtage sig denne opgave, og jeg citerer:

»Det er en ren politiopgave og ikke en kommunal opgave …«.

Derfor vil jeg gerne bede ordføreren om at svare på det spørgsmål, som jeg stillede før, men som ordføreren fik talt sig lidt væk fra. Jeg håber i hvert fald ikke, det var med vilje. Vil der være sanktioner for kommunerne, hvis de ikke benytter sig af det her værktøj? Vil man forlange, at kommunerne går ud og investerer i de her elektroniske fodlænker og GPS-systemer, og hvad der ellers hører til, noget, som vil være relativt dyrt? Vil man i øvrigt også sanktionere dem, hvis de ikke gør brug af det?

Så er det ordføreren.

Igen vil jeg sige, at det er et værktøj i værktøjskassen, og der følger ikke nogen sanktioner med. Men jeg synes jo, det er rigtig vigtigt. Vi har snakket om ungepålæg, vi har snakket om forældrepålæg, vi har snakket om, hvad det er, vi kan gøre, hvad det er for nogle værktøjer, vi kan lægge i kassen, og som kan gøre, at det lige er den her unge, man rammer. For mig er det ikke vigtigt, hvor mange vi rammer, men at vi rammer nogle, hvor man virkelig har kunnet bruge det her som et værktøj.

Til det, jeg hørte ordføreren sige i sin tale før om, at hvis det havde været en forsøgsordning, ville det måske have været o.k., for så havde man måske lært noget af det, må jeg sige, at her er der en mulighed i en værktøjskasse, man kan tage værktøjet op og bruge det, når der er behov for det. Og det er jo rent faktisk en forsøgsordning, så jeg synes, det er en rigtig, rigtig fin mulighed, vi udnytter her.

Tak til ordføreren. Inden vi går videre i ordførerrækken, skal jeg lige sige, at jeg selvfølgelig bemærkede, at de korte bemærkninger meget holdt sig inden for tidsfristen, men indimellem har man jo lyst til at sige noget mere, end der næsten kan nås på de der 60 sekunder. Så jeg gør opmærksom på, at Folketingets forretningsorden jo altså har den bestemmelse, som mange glemmer, at der er noget, der hedder en anden omgang ved behandling af ethvert lovforslag eller beslutningsforslag. I første omgang har man 5 minutters taletid, og hvis man ønsker en anden omgang, hvor man kan gå på som ordfører en gang til, så har man 3 minutter. Så der er altså mulighed for, hvis der er et eller andet, man har overset eller glemt eller ikke kan nå i en kort bemærkning, at bede om at komme på i anden omgang, jævnfør forretningsordenen.

Så går vi videre, jævnfør forretningsordenen, til den radikale ordfører, og det er fru Anne Marie Geisler Andersen. Værsgo.

I Det Radikale Venstre tager vi skarpt afstand fra at lægge børn og unge i fodlænke, og vi er meget kritiske over for at lade kommunerne varetage den opgave. Det er et stærkt indgreb i den unges personlige frihed, og det bør ikke gennemføres, uden at det er sanktioneret af en dommer. En elektronisk fodlænke har karakter af en straf, og i ministeriets bemærkninger til høringssvarene lyder det nærmest, som om foranstaltningen skal bruges i truende øjemed. Jeg citerer:

Men det vil i visse tilfælde kunne opleves mindre indgribende for den unge at indvillige i en afgørelse om elektronisk overvågning med henblik på at undgå, at den unge søger fællesskab i uheldige grupperinger, frem for andre muligheder som f.eks. i sidste ende at anbringe den unge måske langt væk fra det sædvanlige netværk.

Hvis det er tilfældet, at man ligefrem vil anvende det som en trussel, så kan man vel sætte spørgsmålstegn ved, hvor meget frivillighed der kan være forbundet med ordningen. Vi er i hvert fald meget skeptiske. Hvis familien og den unge vitterlig indvilliger frivilligt, må man også antage, at familien og den unge med stor sandsynlighed frivilligt vil være med til at samarbejde på anden vis.

En lempelse af kriterierne for anbringelse på en sikret afdeling vil betyde, at mindre indgribende foranstaltninger ikke nødvendigvis skal være afprøvet, hvorfor flere unge vil kunne anbringes på en sikret afdeling sammen med hårde kriminelle, hvilket vi ikke mener er hensigtsmæssigt.

Mere positive er vi til gengæld over for de nye betalingsordninger, som vi mener er en god idé. I dag betales pr. ung i kommunen, hvilket mindsker kommunernes incitament til tidlig indgriben. Til sidst vil jeg sige, at man jo kan håbe, da det her blot er en mulighed og der, så vidt jeg kan forstå, ikke er nogen sanktionsmuligheder over for kommunerne, at kommunerne så ikke vil anvende den her mulighed.

Vi kan på baggrund af, hvad jeg har fremført, ikke støtte forslaget, især fordi vi ikke kan støtte forslaget om elektronisk fodlænke.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Jeg beklager forsinkelsen. Jeg troede der var et parti imellem De Radikale og Liberal Alliance.

Liberal Alliance kan støtte regeringens lovforslag, i virkeligheden alle fire elementer i det. Jeg synes, der har været en meget interessant debat om det her med elektronisk overvågning og fodlænke, som jo altid lægger op til en del diskussion. I Liberal Alliance har vi faktisk generelt den holdning, at vi synes, at benyttelse af elektronisk fodlænke er en rigtig god idé. Vi mener også, at man med fordel kunne gøre det endnu flere steder, end man gør i dag, og end hvad man udvider med med det her forslag. I virkeligheden er det jo også en mulighed for at kunne undgå hårdere sanktioner eller kraftigere indgreb i den unges liv, og det synes vi også er vigtigt at have med.

Derudover vil jeg især kommentere det sidste element af de fire i lovforslaget, nemlig forslaget om, at kommunerne skal betale for unges ophold på Kriminalforsorgens institutioner. Det er vi nemlig meget positive over for. Vi er generelt bekymrede for, at man har unge mennesker i fængsler, hvor der rettelig kun burde være voksne over 18 år. Vi er modstandere af, at børn under 18 år overhovedet kan komme i fængsel, og vi mener, at der i en årrække har været en lidt mærkelig diskussion mellem Socialministeriet og Justitsministeriet om at få løst det problem, eller rettere sagt ikke at få løst det her problem, hvilket jo gør, at der til stadighed sidder flere unge under 18 år i danske fængsler.

Det vil jeg bare nævne i den her sammenhæng, fordi jeg både i det her forslag og i andre forslag ser det i sammenhæng med forslaget om nedsættelsen af den kriminelle lavalder. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at Liberal Alliance går ind for at nedsætte den kriminelle lavalder, men ikke med det formål at sætte børn i fængsel. For os er det en forudsætning, hvis man skal nedsætte den kriminelle lavalder, at man sætter en stopper for at putte børn i fængsel. De to ting må hænge sammen, og det synes jeg bare skal nævnes, når nu det her forslag bliver kædet sammen med det senere forslag om at nedsætte den kriminelle lavalder.

Men vi støtter altså L 167.

Tak til ordføreren. Så er det socialministeren.

Jeg vil gerne takke for de mange kommentarer til lovforslaget, både de positive kommentarer og de negative kommentarer. Lovforslaget skal jo ses i sammenhæng med en række andre lovforslag i forhold til at styrke området med udsatte børn og unge. Jeg nævner bl.a. det lovforslag, vi behandlede for lidt siden, L 166, og Barnets Reform, som netop går ud på at styrke indsatsen over for udsatte børn og unge.

Jeg kan med de ting, der er kommet frem, konstatere, at ikke alle er lige begejstrede for lovforslaget. Særlig er der flere, som ikke er enige i den del af forslaget, som vedrører muligheden for at anvende elektronisk overvågning af unge i forbindelse med et ungepålæg. Jeg vil gerne understrege, at der er tale om et værktøj, som kommunerne kan bruge som led i den samlede indsats. Forældrene og den unge skal indvillige i sådan en ordning, og jeg tror også, der vil være unge, for hvem en elektronisk fodlænke faktisk kan være en hjælp til at undgå nogle uheldige grupperinger.

I forhold til at fratage børnefamilieydelsen vil jeg sige, at der er tale om et ungepålæg og ikke et forældrepålæg, så hvis det her ungepålæg ikke bliver opfyldt, er der ikke noget om, at man så skal til at fjerne børnefamilieydelsen. Samtidig vil jeg også understrege, at jeg tror på, at politiets hjælp til at håndhæve overholdelsen af et ungepålæg faktisk kan have en vigtig præventiv funktion. Jeg mener, at vi med de to lovforslag, som jeg har fremsat, sammenholdt med det lovforslag, som justitsministeren har fremsat, og de øvrige initiativer på området styrker indsatsen over for kriminelle unge væsentligt.

Overordnet synes jeg, det har været en frugtbar debat med mange forskellige synspunkter, og jeg ser frem til en velvillig behandling i udvalget.

Der er en kort bemærkning fra fru Maja Panduro.

Jeg vil bare gerne være helt sikker på, at jeg forstår lovforslaget og nu også ministeren rigtigt:

Der er altså ingen konsekvens for barn eller forældre ved at sige nej til en elektronisk fodlænke?

Så er det ministeren.

Formålet med den elektroniske fodlænke er, at det er en del af en række værktøjer i den indsats, som man skal have i forhold til et barn eller en ung person, der er kriminalitetstruet, og der er det vigtigt, at der er samtykke med hensyn til at placere de ting, der skal være i hjemmet, af rent teknisk art. Det vil sige, at forældrene skal samtykke, og det er også vigtigt, at den unge eller barnet er med på, at den her elektroniske fodlænke faktisk kan have nogle positive effekter, og dermed også siger ja til det.

Man må også tænke på, at det nogle gange kan give en mulighed for, at den unge kan sige til de uheldige grupperinger: Nej, jeg kan ikke komme, for jeg bliver hentet, hvis jeg kommer her. Derved kan man slippe ud af dårligt selskab.

Der er yderligere en kort bemærkning fra fru Maja Panduro.

Det lyder jo meget nobelt. Jeg vil egentlig bare gerne have et ja eller et nej: Er der ingen konsekvens, hverken for barnet eller forældrene, ved at sige nej til en elektronisk fodlænke?

Så er det ministeren.

Som det fremgår, er der ikke nogen sanktion, ved at man siger, at man ikke vil indvillige i at have den elektroniske fodlænke. Men det er klart, at man jo skal se på den samlede indsats i forhold til at kunne hjælpe barnet eller den unge ud af en uheldig løbebane. Så det her er jo ikke enkeltstående, der er en række værktøjer, som kommunen bør sætte i gang i forhold til en handlingsplan.

Der er en kort bemærkning fra fru Anne Marie Geisler Andersen.

Jeg vil gerne lige have ministeren til at bekræfte, at det er fuldstændig frivilligt for den enkelte kommune, hvorvidt man vil benytte det her redskab i værktøjskassen.

Så er det ministeren.

Det er sådan, at såfremt kommunen mener, at det er noget, der vil være effektivt og brugbart i en konkret situation, så har de den mulighed, at de kan bruge det. Det er ikke noget med, at vi kan tvinge dem til at bruge det. Det er en mulighed, som de kan bruge i forhold til barnet eller den unge.

Så er det fru Özlem Sara Cekic for en kort bemærkning, værsgo.

Det er en fornøjelse, hver gang ens navn bliver læst rigtigt op.

Jeg vil bare lige høre, om ministeren kan bekræfte, at den her aftale blev indgået med Dansk Folkeparti under forhandlingerne om finansloven for 2010.

Så er det ministeren.

Der var en række ting, som blev aftalt mellem Dansk Folkeparti og regeringen under forhandlingerne om finansloven for 2010, og det her er en af tingene.

Er der flere korte bemærkninger?

Det er der ikke. Tak til ministeren.

Er der nogle, der ønsker ordet som ordfører i anden omgang?

Det er heller ikke tilfældet, og da der så ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen afsluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Socialudvalget, og hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.