Det næste punkt på dagsordenen er:

11) 1. behandling af lovforslag nr. L 169:

Forslag til lov om ændring af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område og lov om social service. (Sammenhæng mellem visitationskompetence og finansieringsansvar på det specialiserede socialområde).

Af socialministeren (Benedikte Kiær).

(Fremsættelse 17.03.2010).

Forhandlingerne er åbnet. Den første, der får ordet, er Venstres ordfører, og det er fru Sophie Løhde.

Lovforslaget, vi nu behandler, vedrører forslag til ændring af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område samt lov om social service.

Formålet med lovforslaget er dels at skabe bedre sammenhæng mellem visitationskompetence og finansieringsansvar på det specialiserede socialområde, hvor disse måtte være delt mellem henholdsvis handle- og betalingskommune, dels at gøre det mere gennemskueligt for kommunerne at benytte tilbud i andre kommuner ved at sikre, at kommunerne fortsat har indflydelse på sagsforløb og serviceniveau i de tilfælde. En direkte konsekvens af det her lovforslag er altså også, at den kommune, som betaler, også er den kommune, som har visitationskompetencen, altså at den, der betaler, også er den, der bestiller.

Lovforslaget fremsættes med afsæt i et ønske fra Kommunernes Landsforening og følger derved op på aftalen mellem regeringen og KL om kommunernes økonomi for 2010 med hensyn til at give kommunerne bedre mulighed for at styre udgifterne på det specialiserede socialområde, hvor der gennem en årrække har været en høj udgiftsvækst.

Jeg skal ikke lægge skjul på, at der i høringsfasen har været delte meninger om forslaget. På den ene side udtrykker Kommunernes Landsforening tilfredshed med lovændringen og understreger samtidig behovet for forslaget og anfører ligeledes, at styringen af det specialiserede socialområde står som en helt central udfordring for landets kommuner. På den anden side er der også en række høringsparter på det sociale område, der er skeptiske med hensyn til virkningen af selve lovforslaget i relation til de berørte borgere.

Som udgangspunkt retter kritikken sig ikke mod formålet med lovforslaget, nemlig at give kommunerne bedre mulighed for at præge udgiftsudviklingen og bedre budgetstyringsmuligheder på det specialiserede socialområde; den retter sig som udgangspunkt heller ikke mod, at der sikres en bedre sammenhæng mellem visitationskompetence og finansieringsansvar. Nej, det, der fra flere sider anføres, er, at det synes problematisk, at den oprindelige opholdskommune bliver handlekommune for personer, der har eller får ophold i eksempelvis et socialt botilbud i en anden kommune. Eller sagt på en anden måde opfatter jeg det, som om man er enig i målet, men ikke i midlet.

I den forbindelse skal det for det første understreges, at lovforslaget ikke ændrer på borgernes rettigheder efter serviceloven, ligesom borgerne selvfølgelig fortsat vil have klageadgang til de sociale nævn over afgørelser efter serviceloven. For det andet skal det understreges, at andre modeller naturligvis også er blevet nøje overvejet. Alle parter, herunder regeringen og KL, er enige i, at modellen skal udmøntes på en sådan måde, at den udviser hensyntagen til såvel den enkelte borger som til styringen af det specialiserede socialområde som værende en central udfordring for kommunerne.

Ved valg af model har det derfor også være centralt, at man ikke endte op med et resultat, som direkte ville have en negativ indvirkning på kommunernes incitament til at drive såvel som at etablere højt specialiserede tilbud, herunder for kommunerne være et negativt incitament til at tage imod borgere fra andre kommuner. Dette ville i sig selv meget hurtigt blive tilfældet, hvis handle- og betalingspligt blev placeret i den kommune, hvor botilbuddet ligger. En sådan model ville derfor ikke alene bryde med intentionerne bag lovforslaget, modellen ville også være negativ over for de borgere, som lovforslaget vedrører, og som har behov for sådanne tilbud.

På den baggrund er det vores opfattelse i Venstre, at man med valget af model og med afsæt i et for os at se sundt hovedprincip om, at den, der betaler, også er den, der bestiller – et princip, der i øvrigt ikke er ukendt for Folketinget, da det er det samme princip, som gør sig gældende på hele børneområdet – med det foreliggende lovforslag forhåbentlig kan gøre det muligt for alle parter at kunne mødes et sted på midten.

Udfordringen fremadrettet er derfor også at sikre, at det rent faktisk sker, herunder at kommunerne til fulde formår at samarbejde om alle hverdagens udfordringer, som, uanset hvordan man vender og drejer det, altid vil være forskellige, når man har med mennesker at gøre. Jeg vil derfor også fremhæve ordene om samarbejde mellem kommunerne som et meget afgørende og væsentligt element med hensyn til at sikre målopfyldelsen heraf.

På den baggrund og for at imødegå den kritik, der er blevet rejst i bl.a. høringsperioden, har regeringen også i lovforslagets bemærkninger tilkendegivet, at Socialministeriet vil følge virkningerne af forslaget for de berørte borgere, deres pårørende og kommunerne, og Folketingets Socialudvalg vil efterfølgende modtage en redegørelse. Det i sig selv er vi i Venstre meget tilfredse med, og jeg skal på den baggrund meddele, at vi ser frem til den videre udvalgsbehandling, hvor der helt sikkert også er behov for at få afklaret nogle spørgsmål, men at vi i øvrigt støtter det fremsatte lovforslag i sin helhed.

Der er en kort bemærkning fra fru Anne Baastrup.

Tak. Noget af det, der præger lovforslaget og især bemærkningerne, er en fuldstændig ikketilstedeværelse af de mennesker, det handler om. Så jeg vil spørge fru Sophie Løhde: Er fru Sophie Løhde enig i, at disse mennesker er fuldstændig ligegyldige og derfor heller ikke behøver at have valgret til den kommune, der har beslutningskompetencen til, hvilket serviceniveau de skal have?

Så er det ordføreren.

Der er ikke nogen borgere her, der er ligegyldige, hverken for regeringen eller så sandelig for Kommunernes Landsforening, som jo i den grad må siges at være den forening i Danmark, der i dagligdagen repræsenterer borgerne, eftersom det er ude i kommunerne, man har den daglige kontakt.

Fru Anne Baastrup.

Jeg fik ikke svar på mit spørgsmål. Mener fru Sophie Løhde, at det er ligegyldigt, at f.eks. fru Susanne Olsen, som bor i et botilbud i Farum og flyttede fra Randers Kommune for 25 år siden, nu kan risikere at blive underlagt Randers Kommunes beslutninger om hendes almindelige liv, heller ikke skal have ret til at stemme i Randers Kommune? Er det med den beskrivelse af Susanne Olsen, formand for Dansk Handicap Forbund, fuldstændig ligegyldigt, at hun ikke har stemmeret i den kommune, som rent faktisk kan bestemme over hende?

Ordføreren.

Som jeg også understregede i min ordførertale, har flere forskellige modeller været undersøgt, for at man har kunnet finde ud af, hvad det er for en løsning, som bedst kan dels imødekomme det, som Kommunernes Landsforenings selv har efterspurgt – og dermed er det også sagt, at det her lovforslag også er fremsat efter ønske fra dem – dels tage højde for den enkelte borgers situation. Derfor nævnte jeg jo også i min ordførertale, at man overvejede muligheden for at placere handle- og betalingspligten i den kommune, hvor botilbuddet ligger. Men det ville så have en lang række andre stærkt negative konsekvenser, og det er jo derfor, man har søgt at tage højde for situationen og at finde de bedst mulige løsninger i en model. Dermed ikke sagt, at en model er perfekt.

Tak til fru Sophie Løhde. Næste ordfører er hr. Orla Hav.

Det lovforslag, vi i dag behandler, har rødder i den økonomiaftale, der er indgået mellem regeringen og KL. Indholdet heri er, at der skal være styr på udgifterne til mennesker med handicap inden for det specialiserede område. Tankegangen er jo lige blevet illustreret: Den, der bestiller musikken, skal også være den, der betaler. Det kan i mange situationer være et fornuftigt princip, men når det gælder denne gruppe af nogle af de svageste i vores samfund, er det en forenklet økonomisk tankegang, der ligger bag lovforslaget, og konsekvensen er, at hensynet til mennesker tilsidesættes.

Vi kunne have ønsket os, at regeringen havde vist vilje til at kulegrave denne ganske vanskelige problematik med et sagkyndigt udvalg. Desværre må vi jo konstatere, at måden at håndtere det her på ligner noget af det, som der blev advaret kraftigt om i forbindelse med kommunalreformens gennemførelse, nemlig at det først og fremmest var en økonomistyringsreform og ikke en reform, der skulle sikre borgerne bedre service. Regeringen har holdt mange fine taler om mennesket før systemet og betydningen af valgfrihed. Det gælder blot ikke for den gruppe, der må betegnes som en af vores svageste grupper af borgere. De bliver stavnsbundet og underlagt ønsket om økonomistyring.

Problemerne i kølvandet på lovforslaget vil være mange. Nærhedsprincippet sættes over styr. Det demokratiske problem, ved at de mennesker, som bliver underlagt de her beslutninger, end ikke har stemmeret i den kommune, der træffer beslutningerne, har været illustreret ved spørgsmålet til Venstres ordfører. Det synes vi fra Socialdemokratiets side i hvert fald er dybt problematisk.

Der er en risiko for, at det giver øget bureaukratisering. Borgerne skal forholde sig til to kommuner, handlekommunen i nogle situationer og betalingskommunen i andre situationer. Hvad nu hvis borgeren har boet i mere end 20 år i en anden kommune langt væk? Er det så ikke forkert, at borgeren stadig væk hører til den oprindelige kommune og dermed nærmest ikke er kendt i den anden kommune. Det her princip gjorde man op med i 1980 med udlægningen af særforsorgen, og man fik lavet nogle ganske ordentlige regler for borgerne, men nu vender vi åbenbart tilbage til det tidligere. Borgeren bør have indflydelse på sin egen livssituation, men det kan man åbenbart ikke få. Det er oven i købet sådan, at kommunen nu får ret til også uden samtykke fra borgeren at indhente de oplysninger, som kommunen vil bruge på feltet.

Der er ganske mange problemer i lovforslaget. Når man så oven i købet lægger oveni, at det også er tænkt at skulle gælde mennesker undergivet psykiatrien, hvor man ved at det har afgørende betydning, at der sker noget hurtigt, så bliver vi altså en smule beklemte.

Hele lovforslaget kunne overflødiggøres, ved at der blev indført en form for reel refusion til kommunerne, hvis de samlede udgifter oversteg en vis størrelse, og ved at tage udgangspunkt i, at kommuner er troværdige, også når de handler på andres vegne.

Derudover kunne vi godt ønske os en evaluering af det, man har gang i, i forhold til det, der er sat i gang omkring virkningerne af indholdet af kommunalreformen – altså om det lever op til de intentioner. Det her lovforslag viser i hvert fald, at det ikke trækker i den rigtige retning.

Vi kan ikke støtte forslaget i dets nuværende form, og vi vil forbeholde os retten til at afvente vores stillingtagen i den proces, der følger efter.

Tak. Der er ønske om en kort bemærkning fra fru Anne Baastrup.

Jeg vil godt have, at hr. Orla Hav, som jo er gammel amtsborgmester, lige giver sådan en beskrivelse af, hvad det er for noget administrativt bøvl og besvær, som kommunerne nu kaster sig ud i med den her nye ordning, således at de får det foldet ud.

Ordføreren.

Tidligere amtsborgmester, ikke gammel.

Jeg skal bare illustrere det ved at sige, at dengang ændringerne kom på hele særforsorgsområdet, blev der i Nordjyllands Amt bundet et sted mellem fem og seks medarbejdere, som skulle sidde og finde ud af, hvor de skulle sende regningerne hen som betaling for noget, der var foregået over ganske mange år. Det var et uendelig kompliceret puslespil, og det er derfor, vi siger, at man bør have den ydmyghed i forhold til det her. Det er ganske kompliceret, og derfor burde man have nedsat et udvalg, som kunne have givet en smule rådgivning om det, i stedet for i en sen nattetime at tage en beslutning, som tager borgerne som gidsler.

Der er ikke ønske om flere korte bemærkninger, tak til hr. Orla Hav. Så er det fru Tina Petersen som ordfører.

Som vi allerede kan høre, virker forslaget meget kompliceret, og det vil jeg også sige at forslaget er. Det er et meget indviklet område. Bare de taler, der har været indtil nu, har gjort, at jeg faktisk har slettet det meste af min tale, så den bliver ganske kort. For jeg er helt sikker på, at ministeren vil præcisere alle de her ting, som der er blevet stillet spørgsmål om, og så er det unødvendigt, at vi roder alt for meget rundt i forslaget, så folk bliver forvirrede.

Jeg vil kun sige, at det lovforslag, vi behandler, jo er en udmøntning af en aftale mellem regeringen, Dansk Folkeparti og KL om kommunernes økonomi for 2010 med hensyn til sammenhængen mellem visitationskompetencen og finansieringsansvaret på det specialiserede socialområde, hvor disse måtte være delt imellem handlekommunen og betalingskommunen. Udgangspunktet er, at den kommune, der betaler, samtidig har visitationskompetencen, dvs. pligten til at yde hjælpen til den enkelte borger.

I Dansk Folkeparti er vi meget opmærksomme på – det er vi sådan set, uanset hvilket forslag der kommer fra regeringen – at sikre, at den enkelte borger får mest muligt ud af de forslag, der kommer, og indflydelse på sagsforløbet. Vi mener, at dagligdagen ikke skal gøres mere besværlig, ved at man laver ændringer, men at man derimod skal give den enkelte borger mere indflydelse på sin sagsbehandling og på forløbet og dermed også give et bedre serviceniveau i alle tilfælde.

Det er jo ikke ukendt, at regeringen og Dansk Folkeparti via finansloven har indgået en klar aftale – som der direkte står – med afsæt i et ønske om en bedre harmonisering af reglerne på det sociale område og en bedre visitationskompetence hos kommunerne, som skal være fremadrettet, altså visionær. Også ifølge aftalen, som er indgået med KL om finansieringsansvaret, skal retssikkerheden og reglerne for det personrettede tilsyn forbedres og gøres mere fleksible, end de er i dag.

Vi er simpelt hen nødt til at tro på, at det her meget komplicerede forslag, der foreligger i dag, er den rigtige vej. Der er lavet aftaler med de kompetente folk, og dermed også KL, om, hvordan vi fremadrettet skal se på det område her. Jeg er ikke i tvivl om, at ministeren tager det meget på sin kappe, når vi står og klapper og siger, at nu skal man huske borgeren, at vi skal være målrettede, at det er her, der skal sættes ind, så vi tilgodeser borgeren. Vi har haft et forslag tidligere i dag, hvor det drejede sig om køb af biler, og der bliver borgerne også tilgodeset. Der er dog et par enkelte spørgsmål vedrørende det forslag.

Dansk Folkeparti støtter selvfølgelig det forslag, der er fremsat, og kan ikke se den store problematik i de her ting, fordi man har sikret det så godt og på bedste vis.

Der er et ønske om korte bemærkninger. Det er først fru Anne Baastrup.

Jeg kan forstå, at fru Tina Petersen skrottede sin tale, fordi de spørgsmål, der kom, ikke sådan lige svarede til det, fru Tina Petersen havde forstået ud fra lovforslaget.

Skal jeg så forstå det sådan, at fru Tina Petersen mener, at det her lovforslag giver en høj grad af medindflydelse for det enkelte menneske med handicap? At fru Tina Petersen er ligeglad med, at det enkelte menneske med handicap ikke har valgret i den oprindelige kommune? At fru Tina Petersen er ligeglad med, at der godt kan være op til flere hundrede kilometer til ens sagsbehandler?

Men fru Tina Petersen vælger bare at stole på, at når der er nogle mænd, der har lavet den her aftale, er det sikkert godt nok. Var det sådan, jeg skulle forstå det?

Ordføreren.

Det chokerer mig faktisk, at der kan komme sådan et spørgsmål nede fra salen og specielt fra SF, der ligefrem gør, at ordføreren heroppe næsten skulle gøres – undskyld, jeg bruger ordet – dummere, end godt er.

Jeg kan sagtens gå ned i detaljer og forklare, hvordan reglerne er, men jeg vil ikke skabe mere forvirring omkring det, og jeg ved, at ministeren efterfølgende vil komme med forklaringerne.

Som jeg også præciserer, har vi i Dansk Folkeparti været meget opmærksom på, at det er den enkelte borger, der bliver taget hensyn til; at sagsbehandlingen er fremadrettet, og at den er visionær, samt at det er noget, der forbedrer området.

Når man snakker om at flytte imellem kommuner, er forslaget fleksibelt i forhold til de hensyn, der skal tages til enkelte borgere. Så det kan være ordføreren fra SF nede i salen, som ikke har forstået forslaget. Jeg kan så sige, at jeg har forstået det, på trods af at det er meget kompliceret.

Fru Anne Baastrup.

Så vil jeg da godt spørge fru Tina Petersen, hvordan klagemulighederne er for det enkelte menneske med handicap, når en kommunes beslutning om ikke at overtage handlepligten træffes. Har det enkelte menneske med handicap i så fald en klagemulighed, eller har hun ikke klagemulighed? Fru Tina Petersen kender jo lovforslaget i detaljer, kan jeg forstå. Det her spørgsmål synes jeg nemlig er en lille smule svært at forstå.

Ordføreren.

Jeg kan fortsætte, hvor jeg slap, og jeg kan sige, at SF's ordfører jo må tro, at jeg ikke kender serviceloven. Det gør jeg. Men jeg kan så læse op herfra, nemlig en note, jeg har her:

I det tilfælde, hvor en hidtidig opholdskommune fremover skal være handlekommune efter serviceloven, foreslås det i forslaget, at handlingskommunen efter aftale eller delvist skal kunne delegere udøvelsen af alle eller nogle af kommunens opgaver efter borgerens opholdskommune.

Så et eller andet sted kan jeg ikke se problemet og det, der bliver hentydet til. Nogle gange synes jeg, at man måske gør det lidt mere besværligt, end det nødvendigvis burde være.

Der er en kort bemærkning til også det her fra hr. Orla Hav.

Borgeren skal have mere indflydelse, hørte jeg Dansk Folkepartis ordfører sige. Hvordan vil Dansk Folkeparti sikre, at det bliver bedre, når den indflydelse, borgeren skal have, skal administreres over endnu længere afstand og måske over et meget, meget stort spand af år, hvor borgeren har været væk fra den pågældende kommune og måske dårligt er kendt i den pågældende kommune? Hvordan vil man sikre, at borgeren får større indflydelse? Hvordan vil Dansk Folkeparti sikre hensynet til psykiatriske patienter, som også kommer ind under den her ordning, så de får bedre vilkår, fordi det ofte handler om at handle i tide over for den gruppe? Pludselig skal man henvende sig til en kommune, der ligger i den anden ende af landet, der måske oven i købet har svært ved at forstå, hvad det er, den pågældende borger udtrykker i sin nuværende sindstilstand. Hvordan vil Dansk Folkeparti forklare, at det her skulle være en forbedring for borgerne?

Ordføreren.

Jamen det er jo en del af det hele. Socialloven giver jo altid mulighed for at klage, og så er det jo sådan, at lovforslaget, der ligger, er fleksibelt, så den enkelte borger kan få hjælp i nærområdet, hvis det er nødvendigt, og hvis det er det, man finder bedst for den enkelte borger. Jeg kunne bruge enormt lang tid på at stå og forklare noget, der er meget kompliceret. Jeg har så valgt ikke at gøre det, og jeg håber på, at ministeren virkelig går i dybden, når vi snakker § 9 i serviceloven osv., med, hvordan man forvalter hele den her situation, som der sker med den ændring, som det her lovforslag giver, og det, man kommer med her.

Hr. Orla Hav.

Jeg kan godt forstå, at ordføreren taler en lille smule udenom, for det lyder, som om Dansk Folkeparti har købt katten i sækken i forhold til de smukke intentioner, som Dansk Folkeparti giver udtryk for. Dansk Folkeparti tager KL til indtægt for, at det her er en god aftale, fordi man her har taget højde for de overvejelser, der kunne være på borgernes vegne. Jeg vil gerne spørge: Er det rigtigt, at det her er en aftale med KL's politiske og økonomiske del, er det en aftale, som også fagligt har været vurderet i KL-regi og dermed rummer en ordentlig beskrivelse af, at det her indeholder elementer, som er ganske vanskelige, og som i hvert fald for borgerne har vidtrækkende konsekvenser?

Ordføreren.

Det er ifølge finanslovaftalen og aftalen med regeringen og KL her fra 2010 meget præcist aftalt, hvordan sagsforløbet, hvordan serviceniveauet i alle tilfælde skal være. Der ligger en helt klar aftale omkring de her ting, hvordan harmoniseringsreglerne skal være på det sociale område, hvordan visiteringskompetencen hos kommunen skal være, og at den skal være fremadrettet, som jeg har sagt, ifølge aftalen, som selvfølgelig er indgået med KL.

Så jeg må jo sige, at man har været inde over alle aspekter, selv finansieringsansvaret, retsstilling osv., klagemuligheder, alle de her ting, for lige netop at gøre det meget mere fleksibelt for den enkelte borger i dag. Jeg er godt klar over, at forslaget er meget kompliceret og virkelig kræver en balancegang, når man læser det igennem og gennemgår akterne, men jeg vil sige, at det i bund og grund egentlig er meget enkelt, når man når ned i paragrafferne og kigger. Derfor håber jeg også, at ministeren virkelig vil gøre noget for, at § 9 i serviceloven bliver udspecificeret.

Der er et ønske om en kort bemærkning fra fru Anne Marie Geisler Andersen.

Jeg vil blot spørge ordføreren, om ikke det er korrekt, at borgeren ikke kan klage over, at en bopælskommune ikke fortsat er handlekommune.

Ordføreren.

Jeg kan godt se, jeg skulle have brugt tiden på at læse hele min tale op. Men det er jo sådan, at en ny opholdskommune har en ret til en mellemkommunes refusion fra den tidligere opholdskommune af udgifter til visse sociale og beskæftigelsesmæssige ydelser osv. osv., og sådan kan man blive ved. Som jeg har nævnt tidligere, har man ifølge serviceloven til hver en tid ret til at klage, altså til at gå den klagevej, der er. Og jeg vil så også sige, at der i forslaget er åbnet op for den fleksibilitet, at man ikke nødvendigvis skal, for i særlige tilfælde kan man stadig væk imellem kommunerne samarbejde om det her.

Fru Anne Marie Geisler Andersen.

Som jeg læser forslaget, kan man ikke klage over den ikkeafgørelse om, at bopælskommunen ikke fortsat er handlekommune. Men det kan være, der er noget, jeg har misforstået.

Jeg har et andet spørgsmål: Hvis jeg forstod ordføreren korrekt, skal borgeren have indflydelse på eget sagsforløb, og kan ordføreren i så fald støtte det forslag i høringssvarene om, at borgeren skal have indflydelse på beslutningen om, hvilken kommune der skal være handlekommune?

Ordføreren.

Jeg vil sige det sådan, at jeg næppe tror, der er nogen kommuner eller regioner, der vælger ikke at inddrage den borger eller de pårørende i et sagsforløb. Det vil være fuldstændig katastrofalt, hvis ikke de gør det. Man bliver simpelt hen nødt til at tro på, at de følger de regler og spilleregler, der er opsat via lovgivningen, herunder serviceloven. Det vil være helt utænkeligt at tænke tanken. Jeg ved godt, der opstår situationer ude i vores samfund, hvor folk har en mulighed for at gå klagevejen, og den går jeg da stærkt ud fra ikke skulle være nødvendig at gå, fordi man lige netop her i forslaget har præciseret, at der er en fleksibilitet i forhold til at overtage de her ting.

Tak til fru Tina Petersen. Der er ikke flere korte bemærkninger. Så er det fru Anne Baastrup som ordfører.

Det her lovforslag er kommet til verden, fordi kommunalreformen spillede fallit på det sociale område. Vi havde en lang stribe af kan-institutioner for det meget specialiserede område, og jeg tror i og for sig ikke, at man i, jeg tror, det hed Velfærdsministeriet dengang, reelt troede, at kommunerne ville påtage sig de her institutioner, for i nogle af dem er de vandretliggende, da nogle af beboerne er rigtig, rigtig dårlige, og alle kunne se, at de kom fra nær og fjern i det oprindelige amt. Men ikke desto mindre var der mange kommuner, der valgte at tage disse institutioner, og nu går det med stor gru op for dem, at det koster penge. Det går også op for dem, at de rent faktisk skal regne ud, hvor stor den regning, de skal sende for nogle af de beboere, er. Og så opstår problemet selvfølgelig hos den kommune, der modtager regningen. Den regning er for stor. Derfor var det et ønske fra KL, at dette lovforslag skulle laves.

Jeg tror ikke, at der er ret mange, der beskæftiger sig med det særligt specialiserede område, der synes, at det her er Guds gave til menneskeheden.

Jeg vil også gerne lige skyde en pil igennem de bemærkninger, der begrunder, at man nu laver det – handlekommune og betalingskommune skal være sammen osv. – nemlig at det skyldes børneområdet. Da børneområdet blev lavet om, lavede vi handlekommunen om, fordi der var børn, der blev udsat for mishandling. Konkret var det en enkelt sag fra en nordsjællandsk kommune, hvor barnet, en lillebitte pige, var anbragt med alkoholskade forårsaget af moderens alkoholmisbrug. Moderen flytter så til Jylland. Handlekommunen flytter med moderen med det resultat, at barnet bliver taget hjem, og barnet er nu på en rigtig, rigtig dyr institution, fordi det var en helt forkert beslutning. Med udgangspunkt i den konkrete sag blev vi i Folketingets Socialudvalg i midten af 1990'erne enige om, at vi skulle lave om på barnets handlekommune, således at den kommune, der havde besluttet sig for, at barnet var blevet anbragt, havde retten til også at beslutte, hvornår barnet skulle hjem. Det var hensynet til barnet.

Det her lovforslag tager hensyn til den enkelte kommunekasse, det er et forsøg på at kompensere for manglende tillid kommunerne imellem, og det er jo et eksempel på, at kommunerne er for små til at beskæftige sig med det særligt specialiserede område. Og jeg ved godt, vi ikke får amterne tilbage, og at vi ikke får det her lagt ud til regionerne, det ved jeg godt, men lad os da så se på, hvordan vi finansierer det særligt specialiserede område, således at den enkelte kommune, der får en borger, som har brug for et særligt og specielt tilbud, ikke kan mærke det på skatteprocenten. Det er fuldstændig uacceptabelt, at vi nu har mennesker med handicap, der er bange for, at der er nogle, der får at vide, hvilke omkostninger kommunen har, ved at de bor i den pågældende kommune. Det er ikke værdigt, det er ikke rimeligt.

Jeg har aldrig nogen sinde tidligere, dengang amterne havde det her som opgave, været udsat for borgmestre, der har beklaget sig over, at de ikke kan renovere skolerne, fordi de har for mange mennesker med handicap i deres kommune. Vi har simpelt hen fået lagt en bestemt gruppe af de allerallersvageste borgere i dette land for had, og det går ikke!

Vi har stadig væk muligheden for at lave det om, og der synes jeg, vi skal benytte os af det her lovforslag til at gennemtænke, hvad det rent faktisk er, vi har gang i. Vi behøver ikke at vedtage det i denne samling, men lad os da få nogle kloge mennesker, der kan regne den ud og lave forskellige modeller til, hvordan det her kan finansieres. Jeg spekulerer selv på, om ikke vi kunne finde et beløb i en eller anden størrelsesorden, den enkelte kommune skal betale, 300.000-400.000 kr., svarende til det gamle grundtakstmodelbeløb, og så lægge en objektiv finansiering ind over, således at kommunerne er med til at finansiere det. Det kunne være en model. Det kunne også være en model at forøge statsrefusionen.

Men det er ikke værdigt, at vi lader enkelte kommuner med måske 30.000, 40.000, 50.000 mennesker stå i en situation, hvor de i forsøget på at argumentere for deres valg henviser til, at de har mange mennesker med handicap boende i deres kommune.

Der er ønske om en kort bemærkning fra fru Tina Petersen.

Jeg vil lige hurtigt komme ind på lidt af hvert. For mig lyder det, som om det, SF's ordfører siger, er, at det kommer helt bag på kommunerne, at der er en stigende tendens i tilgangen af handicappede. Set med mine briller og med det indblik, jeg har i området, kommer det i hvert fald ikke bag på mig, at der igennem de sidste 15 år, ja, snart de sidste 20 år, har været en tendens til en kraftig stigning inden for det her område. Samtidig vil jeg godt have en bekræftelse på, at det er korrekt, at den tendens har man kendt til ude i kommunerne.

Ordføreren.

Jeg tror ikke, at fru Tina Petersen er helt opmærksom på, at sådan som vi havde det tidligere, altså før kommunalreformen, var det et amt, der havde ansvaret, og der var flere borgere til at dele udgifterne. I dag er det den enkelte kommune, der hæfter for udgifterne – ved op til en 800.000 kr. er der 25 pct.s statsrefusion, og er det over 1,5 mio. kr., er det 50 pct.s statsrefusion. Der er forskel på disse beløb, der er forskel på antallet af skatteborgere, der kan finansiere det.

Så ved jeg ikke, om fru Tina Petersen lagde mærke til det spørgsmål, jeg stillede, i anledning af at borgmester Mikkel Warming gik ud og sagde, at vi har fået flere mennesker med handicap. Københavns Kommune har rent faktisk analyseret, hvad det er, der er sket: Sundhedsvæsenet er blevet bedre, og det vil sige, at der er flere mennesker, der overlever trafikuheld. Der er flere unge med handicap, der i dag ønsker at flytte hjemmefra. Der er flere børn, der klarer fødslen. Og så bliver mennesker med handicap rent faktisk også ældre. Samlet set giver det en stigning.

Fru Tina Petersen.

Nu ved jeg ikke, om fru Anne Baastrup er klar over eller kan huske, at jeg faktisk var amtsrådsmedlem i sin tid og faktisk var en del af det her, så jeg husker tydeligt, at vi var opmærksomme på, at der var tendens til en stigning inden for området. Problematikken er jo bare, at det ikke er fulgt med tiden; kommunerne har ikke været opmærksomme på de her ting.

Så leder det mig hen til det spørgsmål, fru Anne Baastrup stillede mig, da jeg var på talerstolen, og som vedrørte den her frygt i forbindelse med klageadgangen osv., angsten for, om det her nu bliver taget seriøst. Jeg vil så spørge: Er der så ikke et eller andet sted en forglemmelse hos SF? Er der ikke et eller andet, som SF i sin iver har glemt, eller som er svipset for SF? Der er jo noget, der hedder retssikkerhedsloven. Der er sandelig også noget, der hedder en forvaltningslov her i Danmark, hvor kommunerne skal overholde den servicelov og vejlede og forvalte, så borgeren bliver guidet igennem på den rigtige måde. Har SF glemt det?

Ordføreren.

Nu går vi i SF ind for afbureaukratisering. Vi går ind for minimal administration, når det drejer sig om mennesker, der bare godt vil have et liv. Vi går ind for, at mennesker har nogle grundlæggende rettigheder, som man ikke skal klage sig vej til at få. Vi går ind for, at et menneske kender sin sagsbehandler så godt, at man bare kan tage telefonen og sige, at man har brug for en ny kørestol eller noget andet.

Den her konstruktion lægger op til, at den sagsbehandler, der bor i Randers og arbejder i Randers, skal sætte sig ind i sin bil, muligvis tage et tog, og så køre til Farum for at se, om Susanne Olsen, formand for Dansk Handicap Forbund, har brug for en ny kørestol. For de kender ikke hinanden.

Vi går ind for minimalt administrativt bøvl og besvær. Det her lovforslag lægger op til megameget bureaukrati.

Tak til fru Anne Baastrup. Den næste ordfører er fru Vivi Kier.

Det har været et stort ønske og er blevet en aftale i økonomiforhandlingerne med KL og regeringen … Ja, det kunne godt være jeg skulle starte på en anden måde, det lød helt fjollet.

Et stort ønske og en aftale i økonomiforhandlingerne med KL indfries med det her lovforslag, et forslag, der skal gøre den enkelte kommune til både handle- og betalingskommune med hensyn til ydelser efter serviceloven. Det betyder, at kommunerne fortsat vil have indflydelse på såvel sagsforløbet som på serviceniveauet i de tilfælde, hvor man benytter sig af en anden kommunes tilbud. Kommunerne har ønsket at have langt bedre mulighed for at have styr på sine udgifter, og det er i det lys, at vi skal se det her forslag. I øvrigt, som andre har været inde på tidligere, er det helt det samme princip, som allerede i dag er gældende på det specialiserede børneområde, og som blev bredt vedtaget i det her Folketing.

Jeg har også læst høringssvarene, læst bekymringerne, og derfor glæder jeg mig meget over, at ministeren i bemærkningerne har tilkendegivet at ville følge virkningerne især for den enkelte borger, og at det vil medføre, at vi vil få en redegørelse.

Alt i alt har det været et stort ønske fra kommunerne, og det ønske imødekommer vi, og vi kan tilslutte os forslaget.

Tak. Der er ønsker om korte bemærkninger, først fra hr. Orla Hav.

Nu præciserede ordføreren jo i sin afslutning, at det var et stort ønske fra kommunerne. Tæller det slet ikke hos Det Konservative Folkeparti, at der er nogle borgere, som i den her sammenhæng bliver ganske utrygge og får et ganske stort besvær med at få de rettigheder, som almindelige borgere har, med den måde, man har fået det her skruet sammen på?

Gør det overhovedet ikke indtryk på Det Konservative Folkepartis ordfører, at der er mennesker, som er afhængige af vores velfærdssystem, som har nogle basale behov, der skal tilgodeses, og som bliver kastet ud i en økonomistyringsmodel, hvor mennesker bliver skubbet fuldstændig til side? Gør det slet ikke indtryk?

Ordføreren.

Det kan godt være, at jeg så skulle have udtrykt mig anderledes i min tale. Jeg synes, at jeg netop prøvede at lægge vægt på, at jeg også kan dele bekymringerne i alle de mange høringssvar, der ligger, og derfor glæder det mig, at ministeren vil følge det her tæt, og at vi vil få en redegørelse om, hvordan det påvirker den enkelte borger. Det sagde jeg, og jeg fik lige lyst til at gentage det.

Jo, det gør indtryk på mig. Jeg står her som politiker, og jeg står her som socialordfører, og jeg må sige, at det altid er den enkelte borger, og hvad vi kan gøre, som er i fokus for mig. Men samtidig står jeg da også ved, at jeg er en part, der indgår nogle aftaler, og her har der været et stærkt, stærkt ønske fra kommunerne. Det har jeg så også lyttet til.

Jeg synes ikke, vi skal gøre borgerne mere utrygge. Vi skal altid gøre dem mere trygge, og derfor kræver det jo et stort, stort oplysningsarbejde, og det har KL tilkendegivet i bemærkningerne at de vil udføre.

Hr. Orla Hav.

Det er jo lidt trist, at det oplysningsarbejde skal ske bagefter, når man har kastet borgerne ud i, frygter jeg, et stort cirkus, hvor der vil være sat et stort, stort spørgsmålstegn hos den enkelte borger ved de rettigheder, vedkommende har.

Jeg skal bare stille et enkelt spørgsmål til fru Vivi Kier. Der tages udgangspunkt i, at det her har fungeret godt på børneområdet, men her taler vi om mennesker, der skal være inden for det specialiserede område hele deres liv. Kan man parallelisere i den sammenhæng, sådan at det, der er gældende i opvækstårene, også er gældende i en voksentilværelse, hvor der selvfølgelig skal tages hensyn til voksne mennesker i den situation? Er det rimeligt?

Ordføreren.

Jeg vil sige, at rettighederne for den enkelte borger er rigtig vigtige, og de er de samme. Det er ikke dér, hvor vi flytter på noget.

Er det så misforstået, når jeg står og drager en parallel til det specialiserede børneområde, hvor reglerne er sådan, som man nu er i gang med at gøre det her? Det var egentlig kun, fordi, som vi snakkede om tidligere, det godt kan virke som et meget komplekst lovforslag med rigtig mange små delelementer – hvordan er det lige, vi skal forstå dét, og hvordan er det, vi skal forstå dét? – og der prøvede jeg ligesom at sige, at modellen kender man.

Jeg må så lægge vægt på, at i den her sag står vi tit og snakker om, om vi overhovedet lytter til kommunerne, og hvad det er, kommunerne gerne vil, og så har jeg bare behov for at påpege, at det faktisk er kommunerne, som har haft et stærkt, stærkt ønske om det her. Borgerne og den enkelte borgers retssikkerhed er altid utrolig vigtigt for mig.

Så er det fru Anne Baastrup for en kort bemærkning.

Det er jo rart at høre, at den enkelte borger er meget i centrum for fru Vivi Kier.

Jeg beskrev, hvorfor vi har lavet om på reglerne på børneområdet. Det var af hensyn til barnet, at der ikke skulle komme de der hovsating, fordi mor flyttede hele tiden, og så vil jeg høre: Hvor er hensynet til det menneske med handicap? Hvilket hensyn til mennesket med handicap er de her regler begrundet i?

Ordføreren.

Reglerne er jo helt klart begrundet i, at kommunerne gerne vil have en mulighed for at have bedre styr på deres økonomi. Det mener de ikke de har haft med den måde, de har samarbejdet på indtil nu.

Der kan vi alle sammen så sidde og kigge og tænke, at det da er underligt, at de ikke har kunnet finde ud af at snakke sammen. Men kommunerne har altså tilkendegivet, at med den her model vil de langt bedre kunne styre det. Det var jo også derfor, jeg sagde, at jeg glæder mig rigtig meget over, at ministeren har sagt, at det her skal følges tæt, og så må vi jo følge det tæt. Men det her har altså været kommunernes ønske for bedre at kunne styre deres økonomi.

Fru Anne Baastrup.

Det var en meget smuk måde at sige på, at i det her er der intet hensyn til den enkelte borger, at den enkelte borger rager Det Konservative Folkeparti en hat.

O.k., men så vil jeg høre: Mener fru Vivi Kier så ikke, at de skal have mulighed for at stemme i den kommune, der er handlekommune? Det lykkedes fru Sophie Løhde at undgå at svare på det spørgsmål. Mener fru Vivi Kier rent faktisk så ikke, at de som minimum skal have stemmeret i handlekommunen?

Jeg vil lige påtale ordvalget. Hvis »rage« er at barbere, er det o.k., men ellers falder det uden for.

Ordføreren.

Jeg må bare sige, at jeg bliver sådan en lille smule ked af det. Vi står i den her sal og er valgt, fordi vi gerne skulle være uenige og skabe en debat, og jeg synes, det er o.k. Men jeg synes faktisk, det er lidt ærgerligt at få lagt nogle ord i munden, når jeg til de to foregående spørgsmål har prøvet at sige, hvor meget jeg synes det betyder med den enkelte borger. Men ordføreren må jo så vurdere, om det var en rigtig kommentar.

Med hensyn til at stemme vil jeg sige, at jeg godt forstår den bekymring, der bliver rejst her. Men det gode er så, at når man bor i en kommune, i den kommune, hvor man må stemme, benytter man sig jo af andre tilbud end blot det tilbud, der er, fordi man nu har et handicap eller et eller andet andet, hvad det måtte være. Man benytter sig jo af alle mulige af kommunens tilbud. Det her kender vi rent faktisk også fra børnetilbuddet, hvor forældrene egentlig står i det samme dilemma.

Man kan opstille mange problemer, men igen må jeg sige, at her har vi lyttet meget til kommunernes ønske om at kunne styre bedre.

Så er det videre i ordførerrækken, og næste ordfører er fru Anne Marie Geisler Andersen, værsgo.

Tak. Formålet er at give kommunerne bedre mulighed for økonomistyring af det specialiserede område, et formål, som vi i Det Radikale Venstre bakker op om. Vi er dog langtfra overbevist om, at dette er den bedste løsning på det.

Vi er meget skeptiske over for forslaget, der synes at medføre øget administration både i kommuner og institutioner. Den enkelte institution eller det enkelte botilbud vil skulle have kontakt med langt flere kommuner og tage hensyn til flere serviceniveauer. Ligeledes betyder det, at borgerne vil skulle forholde sig til en proces, der udgår fra to kommuner, hvilket gør systemet mindre overskueligt for den enkelte borger. Borgerne vil skulle have kontakt med to kommuner med hensyn til henholdsvis ydelser efter serviceloven og andre sociale ydelser. Overskueligheden bliver ikke bedre af, at kommunen har mulighed for helt eller delvis at delegere udøvelsen af alle eller nogle af kommunens opgaver til borgerens aktuelle opholdskommune.

Desuden bryder forslaget med nærhedsprincippet. Det er næppe svært at forestille sig, hvad det betyder for indsatsen over for den enkelte borger, hvis man eksempelvis har handlekommune i Nordjylland og er bosiddende på Sjælland. Ej heller er det svært at forestille sig, hvad afstanden kan betyde for handlekommunens mulighed for at bevare kendskabet til den enkeltes situation eller for at opnå kendskab til en borgers situation, en borger, som man ikke tidligere har været handlekommune for.

Høringssvarene peger desuden på en række alternative løsninger. Eksempelvis kunne det være en mulighed, at borgeren fik indflydelse på, hvilken kommune der skal være handlekommune ved langvarigt ophold. Denne mulighed kunne også tilfalde borgeren i de tilfælde, hvor kommunerne ikke indgår i et konstruktivt samarbejde, i de tilfælde, hvor handlekommunen ikke lever op til handle- og tilsynspligt eller ved lang fysisk afstand.

Ligeledes kunne man overveje, om borgeren skal have mulighed for at klage over, at en kommune ikke træffer afgørelse om, at handlekompetencen i en eksisterende sag skal blive i borgerens aktuelle opholdskommune. Man kunne også overveje en anden måde at finansiere det her område på jævnfør SF's ordfører.

Desuden synes der at være et problem i forhold til sundhedsloven. Når bopælskommunen ikke er lig med handlekommunen, mindskes det økonomiske incitament til hjemtagelse, idet færdigbehandlingstaksten betales af bopælskommunen. Dette finder vi meget uhensigtsmæssigt. Ligeledes er det problematisk, at borgeren ikke kan stemme i den kommune, hvis serviceniveau de er underlagt.

Som forslaget ligger nu, er vi derfor meget skeptiske. Vi har en række uafklarede spørgsmål, herunder hvor store besparelser forslaget formodes at medføre på det specialiserede område, hvor meget mere bureaukrati det vil medføre, og hvor mange borgere det anslås at ville omfatte. Tak.

Tak. Der er ikke ønske om korte bemærkninger. Så er det hr. Per Clausen som ordfører.

Når man læser høringssvarene fra handicaporganisationerne, kan man vel konstatere, at det i hvert fald er deres opfattelse, at det her lovforslag ikke betyder forbedrede vilkår for de handicappede. Der er tværtimod, som de opfatter det, og som de læser lovforslaget, tale om, at man genindfører stavnsbåndet for en ganske bestemt udvalgt gruppe. Og vi har faktisk så sent som i dag fået en ny henvendelse med en appel om, at vi skal udsætte færdiggørelsen af det lovforslag, fordi de mener, at det har en lang række negative konsekvenser for de handicappede.

Så kan man selvfølgelig sige, at argumentet for at gøre det alligevel er, at så får kommunerne bedre mulighed for at styre deres økonomi. Til gengæld må man sige, at under det her punkt kan vi vel så blive fri for at høre Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti tale om, at det altid er borgeren, der skal komme før systemet, for her må man da virkelig sige, at systemet kommer før borgeren. Fordi kommunerne tilsyneladende ikke er i stand til at styre økonomien med de nuværende regler, gennemfører man noget, som opleves som en klar forringelse for de handicappede.

Konsekvensen af det her lovforslag er, at den kommune, man tilfældigvis boede i, da det blev besluttet, at man skulle ind på et bosted, bliver den kommune, der skal træffe afgørelser i resten af den handicappedes liv. Vi andre har en række valg i vores situation, vi kan f.eks. vælge at flytte fra det sted, hvor vi bor, fra den kommune, vi bor i, hvis vi vurderer, at de tilbud, vi får i den kommune, er så dårlige, at det vil være mere attraktivt at flytte hen til en anden kommune. Der vil måske endda være dem – det siger jeg af hensyn til de borgerlige partier, der måske bedre forstår den logik – som vælger at flytte til en anden kommune, fordi de kan slippe billigere i skat.

For de handicappedes vedkommende er der bare at sige, at de bor i den kommune, de boede i, og færdig med det. At de så oven i købet kan risikere at bo, om man så må sige, eller være afhængig af en kommune, hvor de ikke har nogen som helst mulighed for at udøve politisk indflydelse, stemme, være med til at forandre de prioriteringer og de afgørelser, der træffes, er så en yderligere vanskelighed.

Der har været, som også andre har sagt, en række høringssvar, der siger, at hvis man skal gå ad den her vej, burde man i hvert fald give borgerne en mulighed for at have indflydelse på, hvilken kommune der skal træffe beslutningerne.

Efter vores opfattelse er det i hvert fald sådan, at når man er afhængig af hjælp fra andre, er det ekstra vigtigt, at man har mulighed for at snakke med dem, der skal træffe afgørelser, som har stor betydning for ens liv. Så vi synes, at det her lovforslag er et rigtig dårligt lovforslag. Jeg er måske lidt ked af, at det lige præcis var på det her punkt, regeringspartierne valgte at lytte til kommunerne. Jeg kunne finde så mange gode områder, hvor det ville være rigtig dejligt hvis regeringen ville lytte til kommunerne. Men her valgte man altså at lytte, og man har efter min bedste mening valgt at lytte til noget af det dårligste, kommunerne har sagt. Det er ærgerligt, men det er der så ikke så meget at gøre ved.

Tak til hr. Per Clausen. Så er der ikke flere ordførere, så vidt jeg kan se, og så er det socialministeren.

Jeg vil sige tak for behandlingen af lovforslaget. Der er jo blevet rejst en række specifikke spørgsmål under behandlingen, og det er nogle spørgsmål, jeg meget gerne vil besvare under udvalgsbehandlingen.

Hvad angår det med klagemuligheder og klageadgang, er udgangspunktet jo, at det af en afgørelse skal fremgå meget klart, hvem det er, den enkelte borger skal klage til, dvs. hvad det er for en kommune, og hvad det er for en sagsbehandler, som borgeren skal klage til. Jeg synes, at det er meget vigtigt, at vi lige får det med klageadgangen og klagereglerne helt præciseret, så jeg vil sørge for, at der bliver sendt en oversigt til udvalget over de klagemuligheder, der er.

Nu vil jeg gå lidt ind i nogle af de ting, der er blevet sagt, og nogle af de ting, der ligger i lovforslaget.

Regeringen og Kommunernes Landsforening er enige om, at der er behov for en bedre økonomistyring på det specialiserede socialområde. Det er væsentligt, at kommunerne får bedre muligheder for at styre økonomien på det specialiserede område, og der er det jo værd at hæfte sig ved, at der faktisk bliver brugt markant flere midler på det specialiserede socialområde, end der tidligere blev.

Dette forslag vil gøre det mere gennemskueligt for kommunerne at benytte tilbud i andre kommuner, ved at det sikres, at kommunerne fortsat har indflydelse på sagsforløb og serviceniveau i disse tilfælde. Ved udmøntningen af kommuneøkonomiaftalen har det været væsentligt at sikre, at lovændringen ikke vil have en negativ indvirkning på kommunernes incitament til at etablere og drive højt specialiserede botilbud og tage imod borgere fra andre kommuner.

Det skal understreges, at forslaget ikke ændrer på borgernes rettigheder efter serviceloven, ligesom borgerne fortsat vil have klageadgang til de sociale nævn over afgørelser efter serviceloven. Den oprindelige opholdskommune skal med handlepligten over for borgeren efter forslaget administrere hjælpen efter de regler, der også gælder i dag, blot med kommunens eget serviceniveau. Kommunen skal yde hjælp i samme omfang til de borgere, den overtager handlepligten for, som til de borgere, der bor i kommunen.

Reglerne om revisitation ændres heller ikke. Den kommune, der bliver handlekommune efter forslaget, vil ikke kunne beslutte flytning for borgere, der i dag bor i et botilbud i en anden kommune, i videre omfang, end kommunen kan efter de gældende regler for personer, der er visiteret til et botilbud inden for kommunegrænsen.

Lovforslaget vil styrke rammerne for økonomistyringen i kommunerne og dermed bidrage til at sikre, at ressourcerne anvendes bedst muligt til fordel for borgerne.

Jeg vil takke for en god debat, og jeg ser frem til behandlingen i udvalget.

Tak. Der er ønske om korte bemærkninger, først fra fru Anne Baastrup.

Tak. Jeg har et spørgsmål, der måske er lidt dumt og naivt. Men hvordan vil kommunen, som har en borger, der har et særligt behov, rent faktisk komme til at spare penge, hvis den kommune, som har institutionen, der skal tilbyde opholdet, siger, at hvis x skal være her, koster det grundtaksten, altså den der fællestakst, og at der i øvrigt er en lang række ting, der skal oveni, og hvis det er sådan, at den første kommune ikke vil betale det, så er det bad luck, for så kan de ikke få den plads, og den kommune kan bare ikke finde andre steder? Hvordan vil man så spare? Det er jo nogle af de problemstillinger, de har.

Ministeren.

Det handler i lige så høj grad om, at kommunen kan følge med i, hvad det er, der sker, når kommunen skal lægge budgetterne. Nogle af de ting, vi hører fra kommunerne, er, at det på det her område er enormt svært at lægge nogle budgetter, som holder. Ved også at være handlekommune følger man jo løbende med i, hvad det er for en udvikling, der sker med borgeren, og hvad det er for nogle tiltag og ting, der skal gøres over for borgeren, og dermed er der også kendskab til, hvilke udgifter der er over for den enkelte borger.

Det er blot et eksempel på, hvordan man kan få en bedre økonomistyring og være forberedt på, hvad det egentlig koster i forhold til det specialiserede tilbud til den enkelte borger.

Fru Anne Baastrup.

Men ministeren svarer udenom, for hvis der ikke er et tilbud i det område ved siden af den institution, som er for dyr, hvad gør den kommune så? Altså, det er jo det problem, kommunerne har. De har ikke andre institutioner end den der specialiserede type, som kan tage en borger, der er udadreagerende og voldsom osv. Så derfor er det eneste, de får ud af det, at de bliver konfronteret med, at det altså koster de der 200.000-300.000 kr. om måneden, men der er ikke andre tilbud. Det er jo virkeligheden.

Ministeren.

Som jeg nævnte i mine bemærkninger, er reglerne om revisitation sådan set de samme, de bliver jo ikke ændret med det her lovforslag. Men det er også meget vigtigt for en kommune at kunne følge med i og være med til at handle i forhold til, hvad det er for et tilbud til borgeren. Nu nævnte jeg et eksempel på, hvordan en kommune kunne få bedre økonomistyring. Der er jo også andre eksempler, i forhold til hvad det er for et tilbud, som den enkelte borger får.

For det kan jo også godt være, at borgeren faktisk ikke får det rigtige specialiserede tilbud – det er meget, meget dyrt, men det er ikke det rigtige specialiserede tilbud – og hvis man nu også er handlekommune, så gælder det jo om at sørge for at finde ud af, om der er et andet og bedre tilbud, som også har en bedre pris. For jeg mener, det er meget vigtigt, at vi hele tiden fastholder, at faglighed og økonomi sagtens kan gå hånd i hånd. Men det er væsentligt, at man som kommune kan gå ind og se: Hvad er det for et tilbud, borgeren får? Er det det bedste, som borgeren får? Hjælper det egentlig borgeren?

Så er det hr. Orla Hav for en kort bemærkning.

Jeg kan høre på ministeren, at det har ligget ministeren på sinde, at det var vigtigt, at der stadig væk var et incitament til at oprette specialiserede tilbud. Det vil jeg godt kvittere for, det synes jeg er et vigtigt hensyn at tage.

Men ligger det så ikke i direkte forlængelse af det, at kommunerne, når man påtager sig en livslang udgift på en borgers vegne, vil være tilbøjelige til at være tilbageholdende med at visitere til det rigtige tilbud, måske med katastrofale følger for det pågældende menneske, der ikke får det tilbud, som kan være med til at afhjælpe den tilstand, som vedkommende er i?

Ministeren.

Nu er det jo ifølge serviceloven sådan, at man skal sørge for, at det tilbud, man giver den enkelte borger på det specialiserede område, også er det rette tilbud til borgeren. Og det vil jeg da i hvert fald gå ud fra også er det, der er udgangspunktet for kommunerne i forhold til det specialiserede område, nemlig at man sørger for, at den enkelte borger får det rette tilbud, at det er et tilbud f.eks. på det specialiserede psykiatriske område, som en borger profiterer af.

Det er meget væsentligt, at det er det rigtige tilbud, som borgeren får, for ellers er der ikke så meget idé i det. Så der vil jeg da helt klart mene, at selv om vi har det her lovforslag, vil kommunerne stadig væk være opmærksomme på, at man skal sørge for at give det rette tilbud til de enkelte borgere.

Hr. Orla Hav.

Jeg vil gerne kvittere for ministerens positive livssyn, hun tror det bedste om sine medmennesker. Jeg er bare betænkelig ved, at man med den begrundelse giver et så kraftigt økonomistyringsværktøj, at man risikerer at sætte hensynet til den enkelte borger over styr, når kommunerne ved, det er meget dyre tilbud, de henviser til. Jeg skal bare nævne, at vi i Danmark vel har ét sted, hvor blinde kan få det tilbud, de har behov for. Min bekymring går jo på, om man så holder sig tilbage for at visitere dem dertil og dermed udvander tilbuddet, fordi der ikke kommer tilgang, og i stedet giver borgerne et dårligt tilbud derhjemme og gør den dårligere rustet til at klare det, som livet indebærer. Er det ikke kortsigtet? vil jeg spørge ministeren.

Ministeren.

Det er jo netop derfor, at vi med det her forslag har været inde og fokusere på, at det også er vigtigt, at man ude i kommunerne har et incitament til at bruge de her meget højt specialiserede tilbud. For vi har også hørt, at der har været en tilbageholdenhed i forhold til at visitere til nogle af de tilbud, som faktisk er de rigtige tilbud, fordi de mister handlekompetencen i forhold til de her borgere.

Hvis de beholder handlekompetencen, har de stadig væk mulighed for at følge med i, hvad det er, der foregår over for den her enkelte borger. Man må også huske på, at kommunerne, ved at de bliver handlekommuner, også har pligten til at føre tilsyn med den enkelte borger, særlig det personrettede tilsyn, og det må vi ikke glemme at kommunerne har. Så er det også sådan, at træffer kommunerne en afgørelse om, hvor det er, man skal visitere en borger hen, er der jo mulighed for, at den enkelte borger kan klage over den her afgørelse til Det Sociale Nævn, hvis man som borger mener, at det her tilbud ikke er det rette for en.

Tak. Jeg har ikke noteret flere ønsker om korte bemærkninger. Tak til socialministeren. Hermed er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Socialudvalget, hvis ingen gør indsigelse, og det ses ikke at være tilfældet.