L 169 - 2009-10 - Bilag 6: Henvendelse af 26/3-2010 fra Socialpædagogernes Landsforbund m.fl., København

Stop forsøget på stavnsbinding af handicappedeI 1788 blev stavnsbåndet officielt ophævet. Herefter var bonden ikkelængere tvunget til at blive boende på det sted, hvor han var født.Nu planlægger regeringen at indføre en moderniseret form for stavns-bånd overfor borgere, der på grund af et handicap har brug for nogetganske særligt i forbindelse med deres bolig. Med lovforslaget hængerman de allersvageste borgere ud som syndere i forbindelse med en øko-nomisk udvikling i kommunerne. Oven i købet på et udokumenteretgrundlag.I dag er borgerens bopælskommune også handlekommune, mens dentidligere kommune er betalingskommune. Nu mener regeringen ogkommunerne, at det skal være den oprindelige bopælskommune, der ifremtiden både skal betale og beslutte i forhold til borgeren. Uanset omborgeren bor i den anden ende af landet, og uanset om personen aldrigflytter tilbage til den oprindelige kommune igen.Lovforslaget om ændret finansierings- og beslutningskompetence vilkomme til at gælde, når en kommune har medvirket til, at borgeren harfået bolig i en anden kommune. I realiteten indebærer det, at en borgermed handicap aldrig kan flytte fra sin oprindelige kommune. Det vil altidvære den oprindelige kommune, der bestemmer. Hermed er stavnsbån-det genindført overfor en bestemt gruppe borgere i vores samfund.Hvad er årsagen til, at man vil ændre på de nuværende forhold? Tilsy-neladende mener flere bag ved et eller flere skriveborde, at man ikkekan have tillid til kommunerne. Hvis en kommune er handlekommuneoverfor en borger, men ikke selv skal betale, så rutter den nok medpengene. Denne holdning er for eksempel udtrykt af daværende inden-rigs- og socialminister Karen Ellemann i et interview i Politiken den 17.januar 2010, hvor ministeren blandt andet siger, at ”Den, der betaler, erogså den, der bestiller. For i dag kan der – pludselig, bom – komme enkæmperegning til en kommune, uden at der er styr på, hvad der egent-lig er sket med borgerens liv uden for kommunens grænser”.I samme artikel giver både ministeren og den daværende formand forKL Erik Fabrin udtryk for, at målet med forslaget ikke ensidigt er atspare penge. Gad vide, hvad der så driver KL og ministeren, når deigangsætter en så storslået bureaukratisk øvelse.

Grundlaget for at ville ændre på det nuværende system er i øvrigt heltspinkelt. Man ved ikke, hvorfor udgifterne på dette område stiger. Detkan ikke entydigt afgøres, om stigningen skyldes et efterslæb på områ-det, den kommunale prisfastsættelse, ændrede behov hos borgerne ellerandet. Alligevel vil man indføre et moderne stavnsbånd. Det er ikke ri-meligt, at kommunernes mistillid til hinanden skal gå ud over borgernemed de mest betydelige handicap.Med lovforslaget bryder man med princippet om, at det er den kom-mune, der kender borgeren og dennes behov, der skal beslutte, hvilketilbud, der skal sættes i værk til gavn for borgeren. Man bryder mednærhedsprincippet, som ellers er meget besunget. Det er også et opgørmed den individuelle frihed borgere i vores samfund har til at flytte til etandet sted i landet – i hvert tilfælde for de borgere, som lovforslagetomfatter.Hvis lovforslaget bliver vedtaget, betyder det, at en borger får to for-skellige kommuner, der kan træffe beslutninger af stor betydning for ensliv. Den ene kommune – den oprindelige - træffer beslutninger, når detgælder tilbud indenfor servicelovens område. Den anden kommune –bopælskommunen - skal træffe beslutninger vedrørende ydelser inden-for beskæftigelsesområdet, pensionslovgivningen, uddannelsesområdetmv. Enhver kan sige sig selv, hvilken tumult, det kan indebære.Tænkningen i lovforslaget er uendelig gammeldags. Det kan ikke passe,at man, som borger med handicap og behov for særlig støtte, ikke selvmå bestemme, hvor man hører til. For ligegyldigt hvor man bor, så erdet den oprindelige kommune, der bestemmer.Der er desuden næppe nogen tvivl om, at bestemmelserne i lovforslageter i strid med handicapkonventionens principper om selvbestemmelse,personlig autonomi, individuel frihed, retten til at vælge bolig, retten tilat vælge, hvem man vil bo sammen med osv.Der kunne siges meget mere om lovforslaget, men ovenstående burdevære nok til at forhindre, at det bliver vedtaget i Folketinget.