L 169 - 2009-10 - Endeligt svar på spørgsmål 10: Spm. om, hvordan reglerne har været for mellemkommunal betaling i forbindelse med visitering af borgere til sociale tilbud i anden kommune siden socialreformen i 1972, til socialministeren

Svar:Lov om social bistand blev udarbejdet på grundlag af socialreformkommissi-onens 2. betænkning: Det sociale tryghedssystem – service og bistand (be-tænkning 664/1972) afgivet i september 1972. Loven trådte i kraft den 1.april 1976.Lovens § 10 indeholdt samme hovedregel, som i dag er fastsat i retssikker-hedslovens § 9: Pligten til at yde hjælp påhviler kommunalbestyrelsen i op-holdskommunen. Udgangspunktet var således som i dag, at opholdskom-munen er både handle- og betalingskommune, og at beslutningskompetenceog finansieringsansvar følges ad.I bistandslovens § 11 som affattet ved lov nr. 333 af 19. juni 1974 var fast-sat:Opholdskommunen kan kræve sin del af udgifterne refunderet af en tidligereopholdskommune,1) når pågældende ved medvirken fra en anden kommune eller offent-lig myndighed er anbragt i institution eller pleje i kommunen,2) når pågældendes ophold i kommunen skyldes aftjening af værne-pligt, indlæggelse på sygehus eller lignende behandlingsinstitution

Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at bestemmelsen byggedepå de samme grundprincipper som § 113 i den tidligere lov om offentlig for-sorg. Reglen om mellemkommunal refusion var, som den gældende retssik-kerhedslovs § 9 c, en undtagelse fra den gældende hovedregel.Baggrunden for bestemmelsen var dels et ønske om at beskytte kommunermod udgifter i tilfælde, hvor andre kommuner havde medvirket til, at en bor-ger med udgiftskrævende hjælpebehov havde fået ophold i den nye kom-mune (nr. 1), dels at sikre, at kommuner med institutionstilbud m.v. ikkehermed skulle afholde udgifter efter bistandsloven til personer med ophold idisse institutioner m.v. (nr. 2. Den såkaldte institutionsbeskyttelsesregel)Bestemmelsen om mellemkommunal refusion blev ændret og udvidet fleregange. Ved lov nr. 191 af 23. marts 1992 indførtes mellemkommunal refusi-on i de tilfælde, hvor en person efter en samtidig lovændring fik ret til at fåanvist en ældreegnet bolig med kommunal anvisning i en anden kommune,samt adgang til at aftale mellemkommunal refusion.Ved lov nr. 275 af 6. maj 1993 gennemførtes flere ændringer af bistandslo-vens § 11. Herunder indførtes adgang til mellemkommunal refusion vedhjemmehjælp under midlertidigt ophold i en kommune (den såkaldte som-merhusregel). Samtidig blev præciseret, at bestemmelsen i § 11, nr. 1, ogsåfandt anvendelse, når en person under medvirken af en kommune eller of-fentlig myndighed tog ophold i en anden kommune i et bofællesskab efterbistandslovens § 68. Endvidere blev bestemmelsen udvidet til også at omfat-te situationer, hvor personer, der modtog hjælp efter lovens § 48, stk. 4, tilbetaling af meget omfattende og kostbare plejeforanstaltninger i eget hjem(de såkaldte hjælperordninger), flyttede til en anden kommune efter medvir-ken fra en kommune eller anden offentlig myndighed. Formålet med sidst-nævnte bestemmelse var ifølge lovforslagets bemærkninger at gøre detlettere for en lille gruppe stærkt handicappede personer at flytte til en andenkommune.Bistandsloven blev med virkning fra 1. juli 1998 erstattet af retssikkerhedslo-ven og serviceloven samt lov om aktiv socialpolitik.Bistandslovens regler om mellemkommunal refusion, blev videreført i ser-viceloven. Regler om mellemkommunal refusion for udgifter efter lov omsocial service blev indsat i denne lovs kapitel 26 (jf. § 128 i lov nr. 454 af 10.juni 1997 og bemærkningerne til § 125 i lovforslag L 229 1996-97). Detfremgår heraf, at bestemmelsen i serviceloven viderefører princippet frabistandslovens § 11, stk. 1, nr. 1, om, at en tidligere opholdskommune erforpligtet til at refundere opholdskommunens andel af udgifterne, når dentidligere opholdskommune eller anden offentlig myndighed har medvirket til,at en person får ophold i kommunen i botilbud efter lovens kapitel 18. Detfremgår endvidere, at bistandslovens § 11, stk. 1, nr. 2 (den såkaldte institu-

tionsbeskyttelsesregel) er udeladt. Begrundelsen for at foreslå, at bestem-melsen udgik, var, at der for så vidt angår aftjening af værnepligt og indlæg-gelse på hospital ikke længere skønnes at være behov for en mellemkom-munal refusion. For så vidt angår begrebet ”lignende behandlingsinstitution”,blev opholdskommunens behov for at få refunderet udgifter anset for dækketaf den foreslåede bestemmelse, idet der ved indlæggelse/ophold på sådan-ne institutioner vil foreligge medvirken fra en offentlig myndighed.Kort før reglerne trådte i kraft den 1. juli 1998, viste der sig en række pro-blemer, da kommunerne m.fl. konkret skulle udmønte de nye regler i praksis.De opståede problemer knytter sig kort beskrevet tilat analyserne i Kontanthjælpsudvalget ikke behandlede tilfælde,hvor en person fik hjælp til forsørgelse og samtidig også fik hjælp iform af ophold i boformer m.v. efter serviceloven (tidligere institutio-ner m.v. efter bistandsloven)at udformningen af servicelovens § 128 har medført en utilsigtet be-grænsning i adgang til mellemkommunal refusion, fx i forhold tilkommuner, der fx har et fængsel liggendeat der ikke er overensstemmelse mellem reglerne om mellemkom-munal refusion efter pensionsloven og servicelovenat kommunerne ikke har hjemmel til at indgå aftaler om refusion forudgifter efter aktivloven.Problemstillingerne er belyst og vurderet i rapport fra arbejdsgruppen omopholdskommune og mellemkommunal refusion november 1998, Socialud-valget Alm. del bilag 113 1998-99.

På den baggrund blev ved lov nr. 117 af 2. marts 1999 i retssikkerhedslovensom § 9 a indsat en bestemmelse, der samlede alle regler om mellemkomu-nal refusion for udgifter efter lov om social pension, lov om social service oglov om aktiv socialpolitik.Bestemmelsens stk. 1 havde følgende ordlyd:”Opholdskommunen har ret til at få sin andel af udgifterne til hjælp efter lovom social service, lov om aktiv socialpolitik og § 52, stk. 1, i lov om socialpension refunderet af en tidligere opholdskommune, når den tidligere kom-mune eller anden offentlig myndighed har medvirket til, at en person får op-hold i:1) Boformer efter §§ 91-94 i lov om social service.2) Anbringelsessteder for børn og unge efter §§ 49 og 51 i lov om soci-al service.3) Amtskommunale og kommunale plejehjem m.v. efter § 140 i lov omsocial service.

4) Boliger efter § 115, stk. 4, jf. § 105, stk. 2, i lov om almene boligersamt støttede private andelsboliger m.v., hvis de er oprettet af ellerefter aftale med amtskommunen.5) Institutioner under sygehusvæsnet.6) Institutioner under Kriminalforsorgen.7) Boliger, boformer m.v., der træder i stedet for og kan sidestilles medboformer m.v. under nr. 1-6, herunder hjælp efter § 77 i lov om soci-al service og ophold i bofællesskaber oprettet efter den tidligere bi-standslovs §§ 68 og 68 b.”Om bestemmelsen fremgår af bemærkninger hertil i lovforslag L 140 1998-99 bl.a.:”Forslaget til § 9 a samler og viderefører med en række justeringer reglerneom mellemkommunal refusion efter § 128 i lov om social service og § 53 ilov om social pension.§ 9 a regulerer opholdskommuners adgang til at kræve udgifter afholdt af entidligere opholdskommune (mellemkommunal refusion) og adgang til at ind-gå aftaler om mellemkommunal refusion, fx når en person får et tilbud i enanden kommune.Sigtet med forslaget til § 9 a er at harmonisere opholdskommunens adgangtil at få refusion for ydelser efter serviceloven, pensionsloven og aktivloven.Med § 9 a lovfæstes reglerne fra bistandsloven, hvorefter også ophold i insti-tutioner under sygehusvæsnet og Kriminalforsorgen gav adgang til mellem-kommunal refusion. Dette er en ændring i forhold til den gældende affattelseaf servicelovens § 128.Der bliver efter forslaget adgang til refusion også for ydelser efter aktivloven iforbindelse med ophold i boformer m.v., der er nævnt i bestemmelsens stk. 1og 2. Dette er en ændring i forhold til, at der efter gældende regler ikke ermellemkommunal refusion for udgifter efter aktivloven. Der henvises heromtil de almindelige bemærkninger, afsnit, 5.2.Med forslaget til § 9 a, stk. 3, bliver der hjemmel til at indgå aftale om refusi-on også for udgifter efter aktivloven.”Retssikkerhedslovens regler om mellemkommunal refusion er senere æn-dret et antal gange. Der kan henvises til:1) Lov nr. 399 af 6. juni 2002 vedrørende bl.a. mellemkommunal refu-sion ved frit valg af plejehjem, plejebolig m.v. (L 130 2001-02, 2.samling),2) Lov nr. 397 af 28. maj 2003, om bl.a. selvstændig handlekommunefor anbragte børn ( L 137 2002-03),3) Lov nr. 1168 af 19. december 2003 om præcisering af opholds-kommune, mellemkommunal refusion ved ophold uden for opholds-kommunen og mellemkommunal refusion af førtidspension ved flyt-ning, tilladelse til kommunalt samarbejde om sociale rådighedsvag-ter samt godtgørelse til medlemmer af de regionale udviklingsråd (L18 2003-04 ),

4) Lov 1418 af 21. december 2005 om bl.a.mellemkommunal refusionved passivitet, prisfastsættelse af mellemkommunal refusion, mel-lemkommunal refusion for plejevederlag og adgang til at indhenteoplysninger i forbindelse med refusionspligten (L 37 2005-06).5) Lov nr. 271 af 1. maj 2006 om omkostningsbetemte takster forkommunale tilbud efter serviceloven og om ensartet beregningsmå-de i forhold hertil i relation til mellemkommunal refusion (L 1422005-06Overordnet er de grundlæggende principper i reglerne om mellemkommunalrefusion, når en tidligere opholdskommune eller anden offentlig myndighedhar medvirket til ophold i en af de nævnte boformer, dog i det væsentligeuændrede på voksenområdet.Det skal dog nævnes, at strukturen i bestemmelserne om opholdskommuneog mellemkommunal refusion blev ændret ved lov nr. 1168 af 19. december2003, således at reglerne om mellemkommunal refusion herefter findes i § 9c. I § 9 c blev bl.a. indsat en bestemmelse om mellemkommunal refusion forudgifter til udslusningsordninger (efterværn) for unge mellem 18 og 22 år fraden kommune, der var den unges opholdskommune før det 18. år. Endvide-re blev indsat en bestemmelse om, at retten til refusion i bl.a. medvirkens-situationen består, så længe borgeren har bopæl i det pågældende botilbudeller et tilsvarende botilbud. Sidstnævnte bestemmelse er ved lov nr. 1418 af21. december 2005 ændret, for så vidt angår forsorgshjem, således at entidligere opholdskommunes pligt til at yde refusion i anledning af en borgersophold i en institution efter servicelovens § 110 består, indtil borgeren harerhvervet ny opholdskommune.For så vidt angår børneområdet blev det ved lov nr. 397 af 28. maj 2003fastsat i retssikkerhedslovens § 9 a, stk. 4, at et barn, der er anbragt udenfor hjemmet, har selvstændig opholdskommune i den kommune, der hartruffet afgørelse om anbringelsen, indtil det fylder 18. år, eller anbringelsenophører. Den anbringende kommune blev hermed både handle- og beta-lingskommune, uanset om forældremyndighedsindehaveren efterfølgendeflytter til en anden kommune. Reglen gælder, uanset om barnet anbringes iet anbringelsessted uden for den anbringende kommune.