Med de to lovforslag, vi behandler her, er vi jo i gang med det, der følger naturligt af at have været igennem en finansiel krise, som vi har, nemlig det at tilrette vores lovgivning, således at vi forebygger nye kriser.
Det er klart, at den turbulente tid, vi har været igennem, jo har vist, hvor sårbare vi er over for finansielle kriser, og hvor stor samfundsmæssig betydning det globalt får, når de finansielle institutioner rundtomkring kollapser, går konkurs eller bare bliver tvunget i knæ.
Med de to lovforslag, vi har her, skal vi dels gøre det, som er helt fornuftigt, nemlig regulere bank- og finanssektorens aktiviteter, dels styrke tilsynet med de aktiviteter.
Det er gode forslag, som vi også kan støtte.
Men vi må også sige med det samme, at det ikke er gjort med det, der bliver behov for yderligere reguleringstiltag, ikke mindst på den internationale scene.
Jeg starter med L 174.
Det handler jo om realkreditområdet og ejendomshandelen, og der er det måske værd lige at gå et skridt tilbage og se, hvad det er, vi har været igennem.
Boligmarkederne i Danmark har været igennem en turbulent tid.
Vi har haft en egentlig boligboble, som har været medvirkende til, at Danmark er blevet hårdere ramt af den finansielle krise end så mange andre lande.
Skattestoppet har hjulpet godt på vej.
Der er enighed blandt alle uafhængige iagttagere fra Nationalbanken og uafhængige økonomiske instanser om, at skattestoppet på ejendomsværdiskat har bidraget til at puste den boligboble op, som, da den bristede, var med til at skabe enorm utryghed i Danmark.
Når jeg siger det her, er det bare vigtigt, at man, når man diskuterer årsagerne til den finansielle krise, gør sig klart, at nogle af de beslutninger, som er truffet her i Folketinget, også har bidraget til den krise, og det gælder altså bl.a.
det skattestop, som nu har eksisteret siden 2001, og som stadig væk, som jeg forstår det, skal eksistere i tiden fremover.
Dermed er nogle af de risikomomenter, som har skabt en boligboble, fortsat til stede, og det skal vi selvfølgelig være opmærksomme på.
Til gengæld kan man sige, at den danske realkreditsektor sådan set er sluppet relativt nådigt igennem den finansielle krise.
Da det gik allerværst for sig, var det stadig muligt at sælge realkreditobligationer, også de særligt dækkede obligationer, som har været genstand for en del diskussion.
Det har været muligt at afsætte dem også på det tidspunkt, hvor krisen var allerværst, og det vidner om, at der er tillid til det ganske unikke danske realkreditsystem.
Men pantebrevssektoren må siges i den sammenhæng at være en undtagelse, og derfor er det klogt, at der med forslaget i dag lægges op til at skabe en fornyet og forstærket regulering af pantebrevsområdet, og det støtter vi.
Pantebrevskarrusellerne, som jo er årsagen til, at man nu vælger at regulere området med en ny lov, er en grov, grov form for spekulation og et eksempel på det værste, der kan ske, når det, man i udlandet kalder financial engineering, altså det, at man lader finanssektoren få frit spil og selv hitte på nye produkter osv.
osv., ikke er tilstrækkeligt reguleret.
Så får man den type spekulation, hvor det hele er kunstigt skabte værdier, og hvor man belåner de andres lån, og til sidst er det eneste, der er tilbage, en masse gæld, og der er ikke rigtig nogen sikkerhed, nogen værdi bagved den.
Derfor er det godt, at vi med lovforslaget her får styrket registreringen, ved at det kommer til at kræve tilladelse at handle med dem, og at vi får styrket tilsynet.
Styrken i det danske realkreditsystem, som jeg talte om før, er jo den tætte forbindelse mellem lån og sikkerhed, og det sikres altså her bedre for pantebrevene ved at kræve oplysninger om de ejendomme, som pantebrevene omhandler.
Man kræver nu oplysninger, så man ved, hvad det er for nogle ejendomme, der ligger bag ved de pantebreve, og det gør altså, at man kan se, om der er et rimeligt forhold mellem pantebrevet og den ejendom, det omhandler.
Endelig styrker det jo forbrugerbeskyttelsen, at der skal stilles sikkerhed.
Når det er forbrugerne, man handler med, skal de virksomheder, der handler med pantebrevene, stille en klar sikkerhed.
Det betyder altså, at når vi både får registreret dem, der skal handle med dem, og får ført et skærpet tilsyn, som Finanstilsynet står for, skulle vi sammen med de andre elementer her altså have en pantebrevssektor, hvor vi i hvert fald kan håbe,at vi undgår at se den type aktivitet, som pantebrevskarrusellerne var udtryk for.
Så til det andet lovforslag, L 175, som jo i et og alt handler om at styrke Finanstilsynet.
Det er godt, og man kan jo sige, at det er en debat, der foregår også på den internationale scene.
Man diskuterer, om man kan blive bedre til i fællesskab at have et finanstilsyn i EU-regi og sådan set også bredere end det, fordi de globale finansmarkeder hænger sammen.
Derfor skal det også bare være sagt, at det for vores vedkommende er helt afgørende, at Danmark også deltager aktivt i det, og at vi får nogle instrumenter, der gør, at vi internationalt kan holde øje med de grænseoverskridende aktiviteter, der er inden for finanssektoren.
Det er altså ikke nok at styrke de nationale finanstilsyn, man må også styrke de internationale løsninger på området.
Så kan man se af den internationale debat, som også andre har været inde på, at der er en diskussion af, hvordan man indretter det mest effektive finanstilsyn.
Nu lægges der her op til at styrke det eksisterende finanstilsyn i Danmark, men jeg synes, det er relevant på et tidspunkt at skele til bl.a.
England, hvor debatten jo handler om, hvorvidt man skal lægge finanstilsynet over i regi af den engelske nationalbank.
I hvert fald må vi sige, at i den debat, der har kørt om regulering af finanssektoren, synes vi, at tilsynets rolle og det at håndhæve de regler og den regulering, vi lægger op til, har fyldt for lidt, og at der er grund til yderligere at diskutere og kvalificere den debat, som ofte overskygges af diskussioner om aktieoptioner og direktørlønninger og andre ting, som vi vurderer er langt mindre væsentlige for at sikre finansiel stabilitet i Danmark.
Derfor vil jeg bare sige, at når vi nu tager positivt imod lovforslaget, er det altså ikke for at sætte punktum i debatten om et styrket finanstilsyn i Danmark, men derimod blot for at sige, at det her er et godt skridt på vejen.
Men ideen her er altså at styrke og præcisere grundlaget for Finanstilsynet, så de i Finanstilsynet bedre kan vurdere holdbarheden af de forretningsmodeller, som er i den finansielle sektor.
Det synes vi er rigtig klogt, for det, der jo har været problemet nogle steder, er, at forretningsmodellerne ligesom er løbet løbsk, og at man ikke har mulighed for at gennemskue det.
Den tid, hvor banken bare var et sted, hvor nogle satte penge ind og nogle hævede penge, er helt forbi.
Man kan blot tænke på Korsbæk Bank og andre i den sammenhæng, men de tider er for længst forbi, i dag er det ekstremt kompliceret.
Ved at lægge op til, at Finanstilsynet altså skal vurdere holdbarheden i forretningsmodellen, tager man også ligesom højde for, at det er en udvikling, der vil fortsætte, og at vi ikke kan vide, hvad det så er for nogle forretningsinitiativer, man vil tage i den finansielle sektor om en måned, om et halvt år, om et helt år.
Men her gives altså mandat til, at uanset hvad udviklingen måtte være, skal Finanstilsynet være der og afprøve holdbarheden af forretningsmodellen, og det synes vi er en god måde at gøre det på.
Der bliver også mulighed for en tidligere indsats, og man må sige, at det jo da er en klar lektie fra den finansielle krise, at der bestemt er behov for at sætte ind, før det går galt.
Så er der også de nye krav til direktioner og bestyrelser om ændrede regler for egnetheds- og hæderlighedsvurdering af medlemmerne af henholdsvis direktioner og bestyrelser.
Det synes vi er fornuftigt.
I hvert fald må vi sige, at hvis vi kigger ud i den store verden og måske også i den nære, vil vi se, at der har været eksempler på, at en sådan vurdering nok ville have ført til, at man havde gjort noget proaktivt og ikke ladet banker eller andre finansielle institutioner drive for langt ud og dermed også bringe både den finansielle stabilitet og også kundernes forhold i fare.
Derfor er det et fornuftigt element.
Der er mange andre elementer i lovforslaget også, men jeg vil bare på vegne af Det Radikale Venstre sige, at det er to gode lovforslag, som vi forventer at kunne støtte, når vi er færdige med udvalgsbehandlingen.
Det er altså ikke et punktum i debatten om styrket regulering og tilsyn med den finansielle sektor i Danmark, men det er et godt skridt på vejen mod at forebygge, at vi kommer igennem et forløb, som vi har været i de forgangne år.