Tak for det.
Jeg vil godt sige, at det her jo ikke er et uvæsentligt lovforslag.
Når vi ved førstebehandlingen udtrykte betænkelighed ved lovforslaget og egentlig sagde, at vi ikke kunne stemme for det på det foreliggende grundlag, var det, fordi den måde, som ministeren havde fremlagt lovforslaget på, både var arrogant og nedværdigende for demokratiet.
Derfor sagde vi, at vi ikke kunne støtte lovforslaget.
Senere – og derfor ville jeg jo gerne have haft, at ministeren havde været her – har ministeren så taget sig sammen og gennemført nogle tekniske gennemgange af ordentlig kvalitet.
Ministeren har fået lavet nogle forklarende notater og svaret ordentligt på nogle spørgsmål.
Derfor er vi enige i, at det er væsentligt, at vi får vedtaget det her lovforslag.
Siden førstebehandlingen har vi erkendt, at det er endnu vigtigere, at vi kommer til at se på ledelsernes og bestyrelsernes egnethed og hæderlighed, og at vi får en hjemmel til kontrol af de finansielle virksomheder.
Så vi skal nok stemme for lovforslaget og håber så, at ministeren vil sikre, at kontrollen med de finansielle virksomheder, når lovforslaget bliver gennemført, kommer til at være på et ordentligt niveau.
Vi stemmer for forslaget, og jeg skal nok lade være med at sige noget om alder i denne debat.