Spørgsmål nr. 3 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til

lov om ændring af tv-overvågningsloven (Udvidelse af adgangen til

tv-overvågning for boligorganisationer m.v. og idrætsanlæg) (L 185):

”Ministeren bedes kommentere høringssvaret fra Institut forMenneskerettigheder, jf. L 185 – bilag 3.”

Svar:

1.

Institut for Menneskerettigheder har i sit høringssvar indledningsvistanført, at instituttet er opmærksom på, at den del af lovforslaget, somvedrører en udvidet adgang for kommunerne til at foretage tv-overvågning, er udgået af lovforslaget, jf. bl.a. Justitsministeriets kom-menterede høringsoversigt af 24. marts 2010.Ikke desto mindre har instituttet i sit høringssvar taget udgangspunkt i detudkast til lovforslag, som har været sendt i høring, og ikke i det fremsattelovforslag. Det bemærkes i den forbindelse, at udkastet til lovforslag – udover at den foreslåede udvidede adgang for kommunerne til at foretagetv-overvågning er udgået – adskiller sig fra det fremsatte lovforslag på enrække punkter.

2.

Institut for Menneskerettigheder har anført, at en udvidelse af adgan-gen til at foretage tv-overvågning kun bør tillades, hvis det efter en for-udgående analyse vurderes at have en kriminalpræventiv effekt, og atovervågningen er proportional.Som der er redegjort for i afsnit 3.1.1 i de almindelige bemærkninger tillovforslaget, må det antages, at tv-overvågning kan have en vis kriminal-præventiv effekt, navnlig over for visse typer af kriminalitet og ved an-vendelse på bestemte typer af lokaliteter.I forhold til spørgsmålet om proportionalitet bemærkes, at de foreslåedebestemmelser indeholder begrænsninger dels med hensyn til, hvornår ogaf hvem tv-overvågning kan foretages, dels med hensyn til, hvor der kanforetages tv-overvågning.Efter de foreslåede bestemmelser vil tv-overvågning af visse offentligttilgængelige områder foretaget af boligorganisationer mv. og idrætsanlægforudsætte tilladelse fra politidirektøren, og tv-overvågningen skal værevæsentlig af hensyn til kriminalitetsbekæmpelse. Politidirektøren vil i2

den forbindelse bl.a. skulle påse, at tv-overvågningen ikke udstrækkesvidere, end hvad disse kriminalpræventive hensyn kan begrunde. For såvidt angår tv-overvågning i udsatte boligområder bemærkes, at overvåg-ningen alene vil kunne foretages af almene boligorganisationer eller an-dre organisationer og foreninger mv., der repræsenterer husstandene iområdet. Det sikres hermed, at beboerne er inddraget i beslutningen omat foretage tv-overvågningenDet er præciseret i lovforslagets bemærkninger, at behandling af person-oplysninger ved tv-overvågning, der sker i overensstemmelse med de fo-reslåede bestemmelser i tv-overvågningsloven, på denne baggrund vilhave et udtrykkeligt angivet og sagligt formål, jf. persondatalovens § 5,stk. 2, og at overvågningen ikke vil være i strid med kravet om proporti-onalitet i persondatalovens § 5, stk. 3. Der er redegjort nærmere herfor ipkt. 3.4.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

3.

Instituttet har desuden anført, at der i forbindelse med lovforslagetsvidere behandling bør foretages en vurdering af lovforslaget i relation tildatabeskyttelsesdirektivet (direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995).Som anført i afsnit 3.4.7 i lovforslagets almindelige bemærkninger og iJustitsministeriets kommenterede høringsoversigt af 24. marts 2010 vilde foreslåede bestemmelser i tv-overvågningslovens § 2, stk. 2 og 3, efterJustitsministeriets opfattelse være i overensstemmelse med persondatalo-vens § 5, stk. 2 og 3, om saglighed og proportionalitet, og ordningen rej-ser derfor ikke spørgsmål i forhold til databeskyttelsesdirektivet.

4.

Herudover har instituttet anført, at der i lovteksten bør opstilles heltklare og specifikke kriterier, som skal inddrages ved vurderingen af, omder konkret kan gives tilladelse til tv-overvågningen.Efter lovforslaget kan politidirektøren efter ansøgning give tilladelse tilat foretage tv-overvågning af visse nærmere angivne områder, når over-vågningen er væsentlig af hensyn til kriminalitetsbekæmpelse.Det fremgår af afsnit 3.2.1 i de almindelige bemærkninger til lovforsla-get, at det vil bero på en samlet vurdering af forholdene i det pågældendeområde, om denne betingelse er opfyldt. I den forbindelse vil der bl.a.skulle lægges vægt på oplysninger om karakteren og omfanget af det på-gældende boligområdes kriminalitetsproblemer mv.3

Det er desuden anført, at hvis der alene er tale om helt enkeltstående ellerbagatelagtig kriminalitet, eller hvis der er tale om kriminalitet, som liggerlang tid tilbage, kan der ikke gives tilladelse til tv-overvågning.Henset til at denne politifaglige vurdering skal foretages af politiet selv,finder Justitsministeriet det ikke nødvendigt i lovteksten at opstille nær-mere kriterier, som skal indgå i politiets vurdering af, om den tv-overvågning, der ansøges om tilladelse til, må anses for væsentlig af hen-syn til kriminalitetsbekæmpelse.

5.

Instituttet har endvidere anbefalet, at borgerne sikres en effektiv mu-lighed for at klage over en tilladelse til at foretage tv-overvågning, og atoplysninger om denne klageadgang videreformidles til de berørte perso-ner.Det følger af forvaltningslovens § 25, stk. 1, at afgørelser, der meddelesskriftligt, og som kan påklages til anden forvaltningsmyndighed, skal væ-re ledsaget af en vejledning om klageadgang med angivelse af klagein-stans og oplysning om fremgangsmåden ved indgivelse af klage, herun-der om eventuel tidsfrist. Det gælder dog ikke, hvis afgørelsen fuldt udgiver den pågældende part medhold.Klager over politikredsenes dispositioner uden for strafferetsplejen –herunder klager over afgørelser efter tv-overvågningsloven – behandlesaf Rigspolitiet. Efter forvaltningsrettens almindelige principper om kla-geberettigelse er enhver, der har en individuel, væsentlig interesse i dentrufne afgørelse, klageberettiget.Vurderingen af, hvem der er klageberettiget, beror således på en konkretvurdering i det enkelte tilfælde, og det er derfor ikke praktisk muligt påforhånd at identificere personkredsen af klageberettigede vedrørende enafgørelse efter tv-overvågningsloven.Henset hertil, og da Justitsministeriet i øvrigt ikke finder grundlag for atindføre særlige regler på netop dette område, bør der efter ministerietsopfattelse ikke være pligt til at give klagevejledning i videre omfang, endhvad der følger af de almindelige regler i forvaltningsloven.