Det Radikale Venstre agter at stemme imod dette forslag.
Regeringen har indrettet en lovgivning for den kommunale økonomi, som vi absolut ikke kan tilslutte os.
Nu var der nogle kommuner, der satte skatten op.
Den bliver så ganske vist inddraget til statskassen for 75 pct.s vedkommende det første år og for lidt mindres vedkommende de næste år.
Men som følge af at nogle kommuner altså sætter skatten op, skal vi alle sammen nu have en skattenedsættelse i forbindelse med bundskatten.
Det vil sige, at borgere, skatteydere, der som jeg bor i en kommune, der ikke har sat skatten op – og det er da typisk de bedrestillede kommuner, der ikke har det – nu pludselig får en skattelettelse.
Det er et absurd system, man her indfører.
Jeg skal have en skattelettelse, fordi jeg bor på Frederiksberg, og fordi der er nogle kommuner ude i landet, der har brug for at inddrive flere penge.
Det system, man her har indrettet til kommunerne, er simpelt hen helt forkert, og derfor stemmer vi imod denne kompensation for øgede kommunale skatter.
Og jeg fatter ikke, at S og SF ikke indtager samme holdning.
Godkender man fra de partiers side virkelig hele den måde, staten har indrettet sig på i forhold til de danske kommuner?