Det sidste punkt på dagsordenen er:

4) 1. behandling af lovforslag nr. L 81:

Forslag til lov om ændring af repatrieringsloven. (Udvidelse af målgruppen, forhøjelse af repatrieringsstøtten, justering af reintegrationsbistanden, ekstra reintegrationsydelse til visse udlændinge og styrkelse af den kommunale indsats).

Af integrationsministeren (Birthe Rønn Hornbech).

(Fremsættelse 25.11.2009).

Forhandlingen er åbnet. Venstres ordfører, hr. Karsten Lauritzen.

Tak. Formålet med disse lovændringer, som vi skal diskutere her i dag, er at give herboende udlændinge muligheder for at opnå støtte og rådgivning i forbindelse med tilbagevenden til hjemlandet. Det er jo ikke noget nyt, det er faktisk ikke noget, der er blevet introduceret af den her regering, men af den forrige.

Det, vi diskuterer her i dag, er en del af finanslovaftalen for 2010, hvor regeringen og Dansk Folkeparti indgik en aftale om at styrke repatrieringsindsatsen. Aftalen indeholder en række initiativer, der skal give herboende udlændinge bedre mulighed for frivilligt at vende tilbage til deres hjemland eller tidligere opholdsland. Og derudover indeholder aftalen en række initiativer, der har til formål at styrke kommunernes indsats og muligheder for at støtte udlændinge, der ønsker repatriering.

Med det her lovforslag, L 81, gennemføres de initiativer, der er aftalt i finanslovaftalen for 2010, og de ændringer, som det kræver, af repatrieringsloven. Det drejer sig om en udvidelse af personkredsen, der kan modtage hjælp efter loven, til at omfatte alle ikkedanske statsborgere, som har opholdt sig her i minimum 5 sammenhængende år på lovligt opholdsgrundlag, en nedsættelse af aldersgrænsen for de udlændinge, der kan modtage den løbende hjælp, fra 60 til 55 år, en væsentlig forhøjelse af den økonomiske hjælp, som udlændinge kan få i forbindelse med repatriering. Og endelig foreslås det, at kommunernes grundlag for at tilbyde repatriering styrkes, ved at de kan få refunderet 100 pct. mod 75 pct. tidligere af de udgifter, der er i forbindelse hermed. Derudover indeholder lovforslaget en oplysningspulje på 20 mio. kr., hvorfra kommunerne kan søge om støtte til konkrete projekter, der understøtter repatriering.

Venstre støtter de styrkelser og den ændring, der er af repatrieringsloven. For os er det væsentligt, at lovforslaget medfører en ny chance for udlændinge, der ikke ønsker at blive boende i Danmark. Det kan f.eks. dreje sig om udlændinge, der ikke føler sig hjemme i Danmark, ikke er integreret i det danske samfund eller måske ikke er eller tidligere har været en del af det danske arbejdsmarked. For dem udgør de her lovændringer og loven som sådan en ny chance for at komme tilbage til deres oprindelige hjemland og starte et nyt liv dér. For Venstre er det vigtigt at slå fast, at der er tale om en frivillig ordning. En styrkelse af repatrieringsloven er et tilbud til herboende udlændinge, som frit kan vælge til eller fra – på et oplyst grundlag, vel at mærke.

Jeg vil gerne benytte lejligheden til også at aflive nogle af de spekulationer, som har været i offentligheden, om betydningen af de her lovændringer. Repatriering er ikke en hjælp, som alle udlændinge kan benytte sig af efter behag. Det er en ordning for de udlændinge, der ikke ønsker at blive boende i Danmark, men som ikke selv har midlerne til at rejse tilbage. Det er allerede i den gældende lov sådan, at det er en betingelse for at modtage støtte til repatriering, at man ikke selv har midler til at dække udgifterne. Så til spekulationen om, at udlændinge, som arbejder og har fast arbejde i Danmark, vil vende tilbage, vil jeg sige, at det tror jeg ikke er konsekvensen at de her lovændringer, for så har man som sagt midler til selv at vende tilbage.

Der er blevet rejst en del spørgsmål i forbindelse med lovforslaget, og derfor ser vi i Venstre også frem til udvalgsbehandlingen, hvor vi kan få klarlagt de spørgsmål. Men de fleste af dem er jo allerede besvaret ved at sige, at man sådan set ikke ændrer på rammerne for ordningen, men på de beløb, som bliver benyttet. Og derfor er Venstre positivt indstillet over for lovforslaget og støtter det.

Fru Johanne Schmidt-Nielsen for en kort bemærkning.

Det er jo en interessant diskussion om, hvad formålet egentlig er med det her lovforslag. Hr. Peter Skaarup er meget præcis i sin beskrivelse af formålet. Han siger, at vi betaler for, at man opgiver sin livsvarige opholdstilladelse i det danske samfund; den er meget værd for den pågældende og for det danske samfund, og det koster ganske meget at have utilpassede udlændinge i det danske samfund. Det vil sige, at Dansk Folkepartis hr. Peter Skaarup meget klart siger, at formålet med det her lovforslag er at forsøge at betale folk for at opgive deres opholdstilladelse i Danmark.

Nu har man jo igennem de seneste år fra regeringens side gjort meget for at sørge for, at så få som muligt har mulighed for at komme ind i Danmark. Nu vil man så også til at betale folk for at forlade landet. Er ordføreren enig i hr. Peter Skaarups udtalelser om, at formålet med det her lovforslag er at betale mennesker for at opgive deres opholdstilladelse?

Ordføreren.

Jeg synes faktisk, at jeg i min ordførertale forsøgte at redegøre for, hvorfor Venstre synes, at det her er en styrkelse af repatrieringsloven, som vi bakker op om og støtter. Det er nemlig, fordi det er en ny chance for en række af de udlændinge, som har været i Danmark i mange år og ikke føler sig hjemme i det danske samfund, som aldrig har lært sproget og aldrig er kommet ud på arbejdsmarkedet. De har nu en mulighed for at vende tilbage.

Jeg kan forstå, at det koncept, som Enhedslisten også bakkede op – så vidt jeg er orienteret, så stemte de i 2003 for den seneste lovændring; det tror jeg faktisk at et enigt Folketing gjorde – og som der ikke bliver ændret med, er noget, som et bredt flertal i Folketinget bakker op om. Derfor synes jeg ikke, at det en særlig relevant debat at tage.

Det, man her ændrer på, er som sagt kun beløbene. Det er ikke det koncept, at man hjælper folk økonomisk med at reintegrere sig i deres oprindelige hjemland, man ændrer.

Fru Johanne Schmidt-Nielsen.

Man kan jo vælge forskellige strategier, hvis der er nogle mennesker i det danske samfund, der har problemer. Hr. Karsten Lauritzen nævner, at det kunne være folk, der ikke har lært det danske sprog f.eks., men man kunne jo også vælge at sige, at så har vi som samfund en opgave at løse. Hvis der er borgere, som har været i lang tid i Danmark, og som ikke taler det danske sprog, har vi som samfund en opgave at løse. Hr. Karsten Lauritzen mener, at det er en bedre løsning at sige: Her er en check, smut, så betaler vi os fra problemerne.

Jeg går ud fra, at hr. Karsten Lauritzen kan bekræfte, at de 100.000 kr., som man modtager, modtager man ikke i den periode, hvor man reelt etablerer sig i det land, som man vender tilbage til. Dem modtager man jo først, når fristen for at fortryde er udløbet. Det vil sige, at det altså ikke er en pose penge, som man får til at etablere sig for. Det er en pose penge, man får som bonus for at blive væk.

Ordføreren.

Man får to poser penge. En til at etablere sig for og en til – hvad skal man sige – at føre det liv, man nu har lyst til, i det land, man vender tilbage til.

Men konceptet er præcist det samme som det koncept, der var, da Enhedslisten i 2003 stemte for lovændringen. Det er ikke noget, den her regering eller Dansk Folkeparti har opfundet. Det med repatriering er rent faktisk noget, som Nyrupregeringen opfandt.

Det, som man nu gør, er, at man forbedrer ordningen og øger incitamentet til at benytte sig af den. Jeg tror, at dem, der vil benytte sig af den, er udlændinge, der ikke føler sig tilpas i Danmark og ikke føler, at de hører hjemme her. Man kan også håbe, at nogle af dem, der vil benytte sig af den, er nogle af dem, der ikke har accepteret de grundlæggende kulturelle værdier, der præger det danske samfund – de demokratiske værdier, som er fuldstændig centrale for os i Venstre, men det er de måske ikke for medlemmerne af Enhedslisten.

Det vil jo vise sig, når vi ser lovforslaget ført ud i livet, men indtil videre er det jo noget, der har eksisteret i ganske mange år og har fungeret på tilfredsstillende vis. Det tror jeg også vil gøre sig gældende fremover.

Fru Line Barfod for en kort bemærkning.

Jeg må sige til hr. Karsten Lauritzen, at der jo er en verden til forskel fra det, som lovforslaget lægger op til, og til at sige: Der er kommet nogle mennesker til Danmark, fordi de er flygtet fra et diktatur, nu er der langt om længe blevet demokrati i deres land, og så hjælper vi dem med at komme tilbage, hvis de ønsker det. F.eks. valgte mange af dem, der flygtede fra Pinochets diktatur i Chile, at vende tilbage, da der igen blev demokrati. Det er en måde at tænke på.

Men det, som lovforslaget her lægger op til, er jo at sige, at der er nogle mennesker, som vi ikke ønsker i Danmark og gerne vil have til at rejse ud. For kommunerne bliver det skruet sådan sammen økonomisk, at i stedet for at belønne dem for at gøre en god integrationsindsats og få folk til at være en del af samfundet, lære dansk osv., belønner vi dem, hvis de får folk til at rejse hjem. Det er det, der er hele problemet, det er selve den grundlæggende tankegang, om vi hjælper mennesker, der gerne vil være med til at bygge demokrati op i deres land, eller vi siger: Her er nogle, vi ikke ønsker hos os, ud med dem!

Ordføreren.

Jamen så forstår jeg ikke fru Line Barfod, for Enhedslisten bakker op om den grundlæggende tankegang. Ellers kan jeg ikke se, hvorfor man stemte for lovændringen i 2003, og så forstår jeg slet ikke, hvorfor man laver sådan et postyr nu. Det har jeg simpelt hen svært ved at forstå, for hvis Enhedslisten er imod konceptet om, at man giver folk et tilskud til, at de kan vende frivilligt – fuldstændig frivilligt – tilbage til det land, de kom fra, forstår jeg ikke, hvorfor man ikke har haft den holdning hele tiden, og hvorfor man ikke kan bakke op om den nu.

Jeg ville da ønske, at Enhedslisten var lidt mere kreativ i sin modstand mod forslaget her. Grunden til, at man er imod, er, at man ønsker at være imod regeringen og den aftale, der er indgået med Dansk Folkeparti. Det har man jo lov til at være, men så kunne man godt være lidt mere kreativ med at finde på argumenter.

Fru Line Barfod.

Jeg synes, det er svært at forstå, hvis Venstres ordfører overhovedet ikke er i stand til at se forskel på de to situationer. Den ene situation er den, hvor vi siger: Der er mennesker, der er flygtet fra et diktatur, så bliver der demokrati i deres land, og så hjælper vi dem, også økonomisk, med at kunne tage tilbage og være med til at bygge det demokrati op. Det er én situation. Og så er der den situation, der er med lovforslaget her, hvor man siger: Der er nogle mennesker, vi ikke ønsker i dette land, og derfor vælger vi at sige til de danske kommuner, at de bliver belønnet økonomisk, hvis de lader være med at integrere de mennesker her i landet og i stedet for giver dem en check for at rejse hjem.

Det er da to grundlæggende forskellige situationer, og jeg kan ikke forstå, hvis Venstres ordfører ikke er i stand til at se, at det er to meget, meget forskellige tænkemåder og to meget forskellige økonomiske situationer, også set fra kommunernes side.

Ordføreren.

Jamen den manglende forståelse er gensidig, for fra Venstres side kan vi ikke forstå, hvorfor Enhedslisten ikke kan bakke op om, at man udvider den ordning, som har eksisteret i mange år. Vi kan heller ikke forstå, hvorfor det kan være noget negativt.

Lad os tage de tyrkiske gæstearbejdere, som kom til Danmark i 1970'erne, hvor man på daværende tidspunkt ikke håndterede det og ikke hjalp folk med at integrere sig ved at lære sproget og få dem ordentligt integreret på arbejdsmarkedet. De sidder nu på offentlig forsørgelse, føler sig ikke hjemme i Danmark og ville egentlig gerne vende tilbage til der, hvor de kom fra, men har ikke økonomisk mulighed for det. De er bundet til deres situation i Danmark, og hvordan kan man have noget imod, at vi så giver dem en hjælpende hånd og en chance for en ny start i deres hjemland?

Der er ikke nogen tvang, der er ikke nogen kommuner, der tvinger nogen til noget som helst. Der er ikke nogen udlændinge, der bliver tvunget til noget som helst. Det, der er tale om, er et frivilligt tilbud, der har eksisteret i mange år, og som nu udvides betydeligt. Det er altså ganske fornuftigt.

Fru Marianne Jelved for en kort bemærkning.

Hr. Karsten Lauritzen beskriver målgruppen som – jeg skrev det ned, så jeg kan citere ordføreren – udlændinge, der har været her i mange år, der aldrig har lært sproget, der aldrig har været på arbejdsmarkedet. Det var vist ordret, som hr. Karsten Lauritzen karakteriserede dem.

Så spørger jeg: Har hr. Karsten Lauritzen gjort sig nogen forestillinger om, hvorfor nogle udlændinge, der har været her i mange år, stadig ikke kan sproget og ikke kan være på arbejdsmarkedet? Hvad kan årsagen til det være?

Ordføreren.

Jeg vil godt give et bud. Det kunne være den politik, der blev ført under den tidligere socialdemokratisk-radikale regering, som er en af årsagerne til det. Man har en række integrationstilbud, og det, den nuværende regering har gjort, er jo, at man har gjort det fremadrettet for de folk, der er kommet ind på arbejdsmarkedet. Men den manglende integrationsindsats, der var, da fru Marianne Jelved havde indflydelse på dansk politik sammen med Det Radikale Venstre, har jeg svært ved at stå på mål for.

Fru Marianne Jelved.

Jeg havde faktisk ventet et indholdsmæssigt lidt mere seriøst svar. Jeg prøver igen: Nu har regeringen så haft 8 år til at forbedre integrationen – og nu bruger jeg regeringens egen retorik – og har stoppet tilstrømningen, citat slut, af udlændinge. Hvorfor er det så ikke lykkedes bedre? Hvorfor er der stadig væk nogen, som bor her og har gjort det i mange år, og som ikke kan sproget og ikke har været på arbejdsmarkedet? Har hr. Karsten Lauritzen gjort sig nogen andre overvejelser, altså om der bortset fra at være tale om den umulige SR-regering også er tale om en umulig VK-regering?

Ordføreren.

Tak. Fru Marianne Jelved ved jo ganske udmærket, at det går rigtig, rigtig godt med integrationen; størstedelen af de udlændinge, som er i Danmark, bliver integreret hurtigt, de kommer ud på arbejdsmarkedet, de lærer sproget og gør det hurtigt og effektivt. Den her regering har øget antallet af udlændinge, som er kommet i beskæftigelse, og beskæftigelsesfrekvensen i det hele taget ganske betydeligt. Og jeg tror, at der i løbet af de sidste 3 år er kommet 50.000 flere udlændinge i arbejde. Så det går rigtig godt med integrationen for en stor gruppes vedkommende.

Der er en lille gruppe, som det ikke går så godt for, det er nogle af dem, der blev svigtet under den tidligere socialdemokratisk-radikale regering, og det er dem, som denne regering også har forsøgt at hjælpe, men som vi bare må anerkende hører til den del, som ikke ønsker at integrere sig i det danske samfund, og som ikke ønsker at være en del af det danske samfund og ikke ønsker at lære sproget. Vi kan jo ikke tvinge dem, og det ønsker vi heller ikke, for det er ikke liberal politik. Det, vi så gør i stedet for, er at give det her tilbud, som har eksisteret hele tiden, og som også er støttet af Det Radikale Venstre i konceptet, det tilbud øger vi så omfanget af, hvilket er ganske fornuftigt og det kan forhåbentlig hjælpe nogle til at få en ny chance for et liv i deres hjemland.

Fru Anne Marie Geisler Andersen for en kort bemærkning.

Jeg antager, at ordføreren, hr. Karsten Lauritzen, mener, at det her lovforslag vil øge kommunernes incitament til at få udlændinge til at rejse hjem. Men hvis formålet er at støtte mennesker, som rejser – og jeg citerer – fuldstændig frivilligt, hvorfor skal man så øge kommunernes incitament til at få dem til at rejse ud af landet?

Ordføreren.

Mig bekendt er det sådan en pulje til oplysningsarbejde. Det er jo sådan, at nogle af de mennesker, som der er tale om, og som måske kunne benytte sig af det her tilbud, ikke er nogle, der er velintegrerede i det danske samfund, og når man ikke er velintegreret i det danske samfund, har man også, gætter jeg på, en manglende indsigt i dansk lovgivning.

Jeg er heller ikke sikker på, at det er alle kommuner og alle socialforvaltninger, alle dem, der i kommunerne har med integration at gøre, der er klar over, at det her er en frivillig mulighed for dem, der ønsker det. Det er så derfor, at man laver noget oplysningsarbejde og sætter en pulje af til det, og det synes jeg er ganske fornuftigt.

Fru Anne Marie Geisler Andersen.

Nu snakker hr. Karsten Lauritzen jo kun om den pulje. Det er én ting, en anden ting er, at man har øget refusionen fra 75 pct. til 100 pct. Det vil sige, at der er en stor økonomisk fordel for kommunerne i at få mennesker til at rejse ud af landet, og det vil jeg gerne have at ordføreren også forholder sig til.

Derudover vil jeg også gerne spørge, om ordføreren tror, at det her lovforslag vil virke motiverende eller demotiverende for integrationen i Danmark, og her tænker jeg også på de mennesker, som vælger ikke at rejse ud af landet. Vil det motivere dem til at integrere sig i et samfund? Tror ordføreren, at de vil føle sig velkomne i Danmark?

Ordføreren.

Jeg håber og tror, at langt størstedelen af de udlændinge, som er i Danmark, føler sig velkomne og er glade for de tilbud, som det danske samfund giver. Men når man kommer til Danmark, stiller vi en række krav, og man har nogle pligter, man skal leve op til, og det tror jeg at de fleste udlændinge synes er ganske fornuftigt.

Dem, det her retter sig mod, er jo ikke folk, som er velintegrerede, og som bidrager positivt til det danske samfund. Det her er et frivilligt tilbud, som Det Radikale Venstre indtil videre i hvert fald har bakket op sådan konceptmæssigt, og som man også selv har været med til at indføre, da man sad i regering. Det udvider vi så i omfang, og jeg har svært ved at se, hvordan det lige pludselig kan være et stort problem. Jeg har tillid til kommunerne og det kommunale selvstyre og til, at de kommunale sagsbehandlere ikke presser eller tvinger nogen til noget, som de ikke har lyst til.

Jeg er egentlig lidt overrasket over, at Det Radikale Venstre ikke på det her område har tillid til det kommunale selvstyre, kommunerne og sagsbehandlerne. Det har man på alle andre områder, men mærkeligt nok ikke på et område, hvor det handler om noget, der går imod De Radikales udlændinge- og integrationspolitik. Det synes jeg er tankevækkende.

Tak til ordføreren. Herefter er det Socialdemokraternes ordfører, hr. Henrik Dam Kristensen.

Regeringen og Dansk Folkeparti har udviklet en vane, som betyder, at man ved finanslovforhandlingerne sætter flygtninge- og integrationsområdet på dagsordenen. Sidste år var det tuneserloven. Man må sige, at hulheden i den lovgivning så efterfølgende heldigvis blev tydeligt afsløret her i Folketinget. I år var det så repatrieringslovens ydelse, der skulle forhøjes med et beløb på op til 100.000 kr., som blev det, der blev til den del af finanslovforhandlingerne.

Det lykkedes ikke mindst Dansk Folkeparti at få givet indtryk af, at man nu kunne tvinge problemfyldte indvandrerfamilier hjem, og at man her havde fået det helt afgørende redskab. Nu kunne vi nærmest afblæse integrationsindsatsen, for nu kunne de tage hjem.

Sådan er det heldigvis ikke. Repatrieringsloven er tilbage fra SR-regeringens tid. Vi anser det som en mulighed for de personer, som har fået dansk opholdstilladelse, men som af den ene eller den anden årsag har et ønske om at vende hjem til deres hjemland – de har måske erkendt, at det, de troede ville være godt ved Danmark, af forskellige årsager har vist sig ikke at være det. Derfor synes jeg, som det også lå i intentionerne tilbage i tiden, at muligheden for, at man på en ordentlig måde kan komme tilbage til sit hjemland, er ganske udmærket.

Socialdemokratiet synes, at der på langt de fleste områder er gode takter i det her lovforslag. Vi har først og fremmest bemærket tre ting. Der er stadig fortrydelsesret, kommunerne har fået et forbedret redskab i deres værktøjskasse, og ikke mindst og helt afgørende: Det er frivilligt.

Så med mindre der sker et eller andet fuldstændig uforudset under debatten her i dag eller i forbindelse med behandlingen i Folketingets udvalg, kan Socialdemokratiet støtte lovforslaget.

Det er lige i ellevte time – det er fru Marianne Jelved for en kort bemærkning.

Jeg lyttede så intenst, at jeg helt glemte at række hånden op.

Jeg vil gerne spørge Socialdemokratiets ordfører om rimeligheden i at kalde de ekstra 100.000 kr. for en etableringsydelse, eftersom den udbetales lang tid efter, man må formode at den hjemvendte udlænding har etableret sig.

Der skal jo være et sted at bo. Man skal jo have noget at leve af, altså starte en virksomhed op eller lignende. Men de 100.000 kr. udbetales først, når fortrydelsesretten indtræffer eller opholdsgrundlaget i Danmark ikke længere er til stede.

Ordføreren.

Hvis jeg ikke har misforstået det nye lovforslag, er der i realiteten den samme profil, som der også er med det nuværende mindre beløb. Rent principielt må det selvfølgelig være sådan, at hvis man vælger ikke at ville tilbage til Danmark, så er det på det tidspunkt, man får det udbetalt. Som jeg læser lovforslaget, får man også mulighed for at få et beløb med til at kunne etablere sig for. Det er klart, at det først er i det øjeblik, hvor man siger, at det så er det rigtige for en – man beslutter sig for, at det er det rigtige – at der vil være fornuft i at udbetale det. Ellers tror jeg faktisk, at man også ville kunne komme til at sætte nogle mennesker i en økonomisk klemme, hvis de så efterfølgende vendte tilbage.

Jeg synes, at profilen er, som jeg har forstået den har været hele tiden.

Fru Marianne Jelved.

Profilen er jo slet ikke magen til den profil, der er i dag. Der får man den største del af beløbet, når man rejser ud, og et mindre beløb, når man bliver der, fordi man ikke længere kan vende tilbage til Danmark.

I gennemsnit får man jo i dag godt og vel 28.000 kr. De godt og vel 16.000 kr., når man rejser ud, og resten, når man så har været der så længe, at man ikke kan vende tilbage til Danmark.

Her får man med en argumentation, som jo bliver gentaget og gentaget i lovforslaget, en ekstra motivation til at kunne etablere sig på rimelige vilkår. Men det er altså lang tid efter, man er flyttet ud, at man får de 100.000 kr.

Hvorfor har Socialdemokratiet ikke lavet et ændringsforslag, der hed, at man fik to tredjedele af de 100.000 kr., når man rejste ud? Så havde Det Radikale Venstre kunnet forstå noget af det, den socialdemokratiske ordfører sagde.

Ordføreren.

Der har indtil nu ikke været mulighed for at lave ændringsforslag. Vi er sådan set lige startet på behandlingen. Jeg vil gerne sige, at jeg heller ikke er sikker på, at vi laver ændringsforslag på det, men jeg lytter selvfølgelig til de argumenter, der kommer frem. For jeg kunne godt have den anden frygt, hvis det er sådan, at man får et relativt stort beløb, tager ned og bruger pengene til at etablere sig for, og så konstaterer, at det ikke var det, man gerne ville, og at man så skal tilbage igen. Så kan man altså også komme til at stå i nogle ganske voldsomme problemer.

Som jeg har læst lovforslaget indtil nu – men jeg lytter selvfølgelig til den debat, der måtte komme – er der en profil, som gør, at man får en mulighed for at komme ud og etablere sig, og når man så afskriver sig sin mulighed for at få ophold i Danmark, får man det store beløb udbetalt. Det synes jeg alt andet lige er fornuftigt nok. Men lad os nu tage debatten under udvalgsbehandlingen. Jeg lytter da gerne til argumenter.

Fru Johanne Schmidt-Nielsen for en kort bemærkning.

Det er jo dejligt at stå og høre på, at Socialdemokraterne har lyst til at høre på argumenter på udlændingeområdet. Det er vi glade for. En del af den nye ordning her er jo, at kommunerne opnår en refusion på 100 pct. frem for 75 pct., og i bemærkningerne til forslaget står der:

»Kommunerne opnår herudover en væsentlig økonomisk gevinst ved repatriering, i det omfang den pågældende, der repatrierer, alternativt ville have modtaget offentlige indkomstoverførsler.«

Man skruer simpelt hen systemet sammen sådan, at det økonomisk kan betale sig for kommunen at få en person til at rejse ud af landet frem for at løse de eventuelle sociale problemer, der kunne være. Mener den socialdemokratiske ordfører, at det vil være godt for integrationsindsatsen i kommunerne, at man nu giver en økonomisk gevinst til kommunerne, hvis de får overtalt en udlænding til at forlade landet?

Ordføreren.

Først vil jeg sige til fru Johanne Schmidt-Nielsen, at vi altid lytter til argumenter, specielt hvis det er gode argumenter, må jeg understrege. I andre tilfælde tror jeg at fru Johanne Schmidt-Nielsens og mit parti er meget enige om, at den måde, man refunderer over for kommunerne fra den her regerings side, ikke altid er fornuftig. Her går man nu altså op på 100 pct., så det har jeg svært ved at synes er voldsomt uretfærdigt.

Så til det mere principielle: Der er nogle, som har fået det her til at fremstå, som om vi så godt kan afblæse integrationen. Jeg har den opfattelse, at det fortsat vil være et fåtal af folk med dansk opholdstilladelse, som vil benytte sig af den her ordning, også selv om beløbet bliver forhøjet. Det vil være nogle mennesker, som træffer den beslutning af nogle, tror jeg, personlige årsager. Så det her er jo ikke noget, der aflyser den integrationsindsats, der skal gøres ude i kommunerne. Modsat Venstres ordfører vil jeg sige, at der er masser at tage fat på derude, og det vil vi gerne hjælpe regeringen med at forstå i de debatter, der måtte komme.

Fru Johanne Schmidt-Nielsen.

Jeg konstaterede såmænd bare, at jeg syntes, at det var dejligt, at Socialdemokraterne lyttede til argumenter på udlændingeområdet.

Med hensyn til de 20 mio. kr., der bliver sat af til, at kommunerne skal lave, jeg tror, det bliver kaldt en offensiv indsats, i forbindelse med den her ordning, kunne man så ikke forestille sig, at de 20 mio. kr. f.eks. kunne være blevet brugt til en fornuftig social- og integrationsindsats, frem for at der altså bruges 20 mio. kr. på at lave kampagne for at få folk til at benytte den her ordning?

Ordføreren.

Bare for at der ikke skal være nogen misforståelse, vil jeg sige, at vi altid lytter til specielt gode argumenter.

Så må jeg sige, at jeg nok har lidt svært ved at svinge mig op til at synes, at 20 mio. kr. er nogen særlig stor post i forhold til det, vi taler om her. Det er 20 mio. kr., som kommunerne får mulighed for at bruge til også at kunne informere om den her lov. Jeg har stor tiltro til, at socialmedarbejdere ude i den kommunale verden vil bruge det her til en reel, ordentlig oplysningsvirksomhed over for dem, som måske måtte vurderes at kunne tænkes at ville bruge det her, med en klar understregning af, at det her er frivilligt. Så jeg ser nok ikke det store spøgelse, i forhold til at de 20 mio. kr. kan bruges til at lave pression over for enkeltpersoner. I hvert fald er det ikke det, der er intentionen, og det må heller ikke komme til at ske.

Fru Anne Marie Geisler Andersen for en kort bemærkning.

Jeg vil gerne spørge hr. Henrik Dam Kristensen, om han tror, at forslaget vil virke motiverende eller demotiverende for integrationen af de udlændinge, som ikke rejser tilbage til deres hjemland.

Ordføreren.

Jeg tror, at på de udlændinge, som ikke rejser tilbage til deres hjemland, og som ikke på nogen måde havde tænkt sig at bruge den her ordning, virker det hverken på den ene eller den anden måde. Noget af det, som jeg måske syntes var lidt mærkeligt, da bl.a. tv behandlede den her sag i forbindelse med finanslovforhandlingerne, var, at man tog ud og interviewede, som jeg kunne vurdere det, nogle meget velintegrerede personer, som sagde: Selvfølgelig vil vi ikke bruge den her lov. Det er slet ikke dem, den er møntet på. Jeg vil gerne sige, at det her er en snæver gruppe, som af den ene eller den anden årsag gerne vil tilbage til deres hjemland. Det kan der være forskellige motiver til, og her får de så en mulighed for frivilligt at kunne vende tilbage med nogle forbedrede økonomiske muligheder. Det synes jeg måske ikke er den store ulykke.

Fru Anne Marie Geisler Andersen.

Tror ordføreren, at en af årsagerne til, at der er mennesker, som ikke er godt integreret i det danske samfund, kunne være, at det er mennesker, som er traumatiserede?

Ordføreren.

Ja, men der er jo desværre masser af andre eksempler. Jeg synes, at det er meget vigtigt at få sagt til fru Anne Marie Geisler Andersen og til alle andre, at det her ikke på nogen måde erstatter den alvorlige integrationsindsats, som der trænges til at blive gjort: forsøget på at gøre noget ved de kæmpeproblemer, vi har rundtomkring i ghettoerne, de kæmpeproblemer, vi har i forhold til uddannelse, ungdomsuddannelse osv. Der er nok at tage fat på, og vi vil meget gerne sammen med øvrige fornuftige partier arbejde for, at det kommer langt højere op på dagsordenen. For den pralekampagne, som regeringen og Dansk Folkeparti gentagne gange har kørt om, at integrationen er lykkedes, passer jo ikke. Der er virkelig meget at tage fat på, så det her er ikke noget, der på nogen måde skal erstatte den integrationspolitik, der, jeg havde nær sagt ikke finder sted i dag, men som vi gerne skulle have til at finde sted.

Hr. Martin Henriksen for en kort bemærkning.

Det er altid interessant at observere, hvordan Socialdemokraterne sådan lige helgarderer sig i Folketingssalen ved afstemninger for diverse stramninger, selv om det her jo sådan set ikke er en stramning, men for at stemme for de dele af udlændingepolitikken, som bliver lagt frem, for lige at være på den sikre side. Så kan man sige udadtil, at man viderefører den nuværende udlændingepolitik, for man har godt fornemmet, at det er der jo sådan set forholdsvis stor opbakning til i vælgerbefolkningen. Men jeg synes, når vi har de her udlændingepolitiske debatter, rejser spørgsmålet sig altid, hvordan Socialdemokraterne egentlig vil videreføre den udlændingepolitiske linje, når Socialdemokraternes allierede er så meget imod den.

Ordføreren.

På repatrieringsområdet synes jeg at jeg meget klart har givet udtryk for det, og jeg tager også meget gerne under den her behandling en bredere debat, men det er jo den der lidt typiske måde, som hr. Martin Henriksen og Dansk Folkeparti argumenterer på, nemlig at slynge påstande ud og i øvrigt også påstande om, hvad et andet parti måtte mene, og så gøre det til en sandhed. Det har vi efterhånden prøvet så mange gange, at det nærmest er ved at være trivielt.

Hr. Martin Henriksen.

Jeg kan godt forstå, at det er trættende. Det er jo ikke en påstand, jeg slynger ud. Vi har jo lige set – og jeg er sikker på, at der også er andre tilstedeværende og folk, der følger debatten, der har bemærket det – at Socialdemokraternes allierede er imod den her lovgivning og er imod det socialdemokratiske standpunkt på det her område. Så spørger jeg bare om, hvordan Socialdemokraterne vil manøvrere sig frem, hvis man får flertallet på venstrefløjen, med at videreføre den udlændingepolitiske linje, når der helt åbenlyst ikke er flertal for det blandt de partier, som ønsker at vælte det nuværende VOK-flertal. Det er da ikke noget med at slynge en eller anden påstand ud eller sådan noget. Vi kan høre, at de er imod, så spørgsmålet er, hvordan man vil manøvrere fra socialdemokratisk side.

Ordføreren.

Det er jo så dejlig befriende, for det er jo en tilståelsessag for hr. Martin Henriksen, som hver gang forsøger at føre krigen over i en andens lejr, fordi man har problemer. Jeg startede med at sige, som jo er fuldstændig korrekt, at Dansk Folkeparti solgte det her forslag, hvor det overhovedet ikke kunne bære, hvad man kunne bruge det her lovforslag til. Der var næsten ingen grænser for den tv-tid, man fik på det, og nu har man så et lovforslag, hvor vi kan se både fra ministerens fremsættelsestale og fra Venstres ordfører, at det slet ikke er i tråd med det, som Dansk Folkeparti påstod at det her lovforslag kunne bruges til. Så det er Dansk Folkepartis evindelige forsøg på at skubbe ansvaret fra sig og påstå, at man kommer med noget, som man ikke kommer med. Det er så velkendt på udlændingeområdet; så som sagt, det er nærmest ved at være trivielt.

Fru Meta Fuglsang for en kort bemærkning.

Tak. Jeg har jo med stor interesse lyttet til spørgsmålet fra Dansk Folkeparti til det her, og jeg vil egentlig bede ordføreren bekræfte, at det forslag, vi tager stilling til, jo netop ikke er et, der udspringer fra oppositionen, men fra regeringspartierne og Dansk Folkeparti, og at vi, hvis det var sådan, at Socialdemokraterne var med i en venstrefløjsregering, hvad der jo bliver aktuelt på et tidspunkt, ville have fremsat et forslag, som jo netop hvilede på en forhandling mellem oppositionspartierne om at fremsætte et forslag på baggrund af det, vi kunne blive enige om.

Ordføreren.

Hvis jeg forstod fru Meta Fuglsang rigtigt, er jeg fuldstændig enig, nemlig i, at det, der sker på det her område, er blokpolitik, som Dansk Folkeparti og regeringen er meget glade for. Man ønsker ikke på nogen måde – heller ikke dér, hvor der ville være mulighed for det – at række hen over midten i dansk politik. Der ønsker man ikke at gøre det, fordi man gerne vil føre blokpolitik på det her område.

Jeg vil gerne give tilsagn om, at når det skifter, at når regeringen skifter på et tidspunkt, vil vi også, når det gælder det her område, gå efter brede flertal. Det har den her regering ikke på noget tidspunkt ønsket.

Tak til ordføreren. Herefter er det Dansk Folkepartis ordfører, hr. Martin Henriksen.

Tak for det. Nogle gange bliver man jo afsløret i den politik, som man ønsker at føre, og det er vi vel nok blevet afsløret i her for Dansk Folkepartis vedkommende, men det lever vi såmænd nok med.

Det her er jo en udmøntning eller en videreførelse af det forslag til et finanslovudspil, som Dansk Folkeparti kom med, hvor vi bl.a. havde det her på tapetet. Og det er så en udmøntning af den finanslovaftale for 2010, som er indgået mellem regeringen og Dansk Folkeparti.

Baggrunden for det her lovforslag, som bygger oven på og udvider nogle af de rammer, der i dag er i repatrieringsloven, er jo, at det danske samfund har forandret sig. Og på nogle strækninger har det danske samfund forandret sig i en negativ retning. Det, der bl.a. er negativt set med Dansk Folkepartis øjne, er, at der rundtomkring har udviklet sig forskellige former for parallelsamfund; at der er indvandrere i Danmark, som ikke føler sig hjemme her, og som ganske givet ønsker at leve et liv – det kan vi også se, ved at de lever i parallelsamfundene – hvor de er omgivet af folk, der har den samme kulturelle baggrund, som de selv har.

Det her er jo et tilbud. Det er et tilbud om, at man kan rejse hjem til den kulturkreds, hvor man føler sig hjemme. Man kan få midler til at etablere sig, og når muligheden for at vende tilbage til Danmark på det hidtidige opholdsgrundlag bortfalder, får man udbetalt en ekstra bonus. Det er jo det, som lovforslaget går ud på.

Så er der også – ud over at man refunderer 100 pct. af kommunernes udgifter til de her ydelser, som jo er en forhøjelse og også i sig selv et incitament til, at der bliver sat skub i den udvikling, som gerne skulle komme – en pulje på 20 mio. kr., som går til, at kommunerne kan lave opsøgende arbejde og forklare, hvilke muligheder man har for at vende hjem til det land, som man engang kom fra. Det er det, som lovforslaget går ud på.

Det her lovforslag bygger videre på mange af de andre initiativer, som er taget på udlændingeområdet. Det væsentligste er jo, at Dansk Folkeparti har været med til – hvis ikke vi har været bagmænd til – at den udlændingepolitik, som bliver ført i dag, har medført, at den muslimske indvandring til Danmark er bragt markant ned, i forhold til hvad den var før 2001. Det mener vi har været altafgørende, for udlændingepolitikken og en stram udlændingepolitik er fundamentet for al anden politik her til lands.

Vi har som sagt gennemført forskellige stramninger. Vi har også på det retspolitiske område og vedrørende udvisningsreglerne gennemført stramninger, der har betydet, at mange tusinde kriminelle udlændinge er blevet udvist af Danmark. Det her er så at sige en måde at sige på, at der er masser af mennesker her til lands, som ikke ønsker at være her, som ikke kan være her og ikke vil integreres og ikke må integrere sig. Og de har nu fået et tilbud om at vende tilbage til det land, de kom fra. Men det er samtidig også et signal om, at vi skal bruge vores kræfter på at integrere dem, der har størst integrationspotentiale, altså dem, der gerne vil det danske samfund. Man må også gøre sig klart, at uanset hvor mange penge vi poster ud til integration i det danske samfund – til sociale projekter osv. – er det jo i sidste ende den enkeltes vilje til at lade sig integrere og blive tilpasset til det danske samfund, der er afgørende for, at det her vil komme til at fungere.

Så har vi jo, i forbindelse med at det her lovforslag er blevet diskuteret i medierne, været vidne til den sædvanlige slingrekurs fra venstrefløjens side. Socialistisk Folkeparti startede med at være imod det her initiativ, og så lige pludselig var Socialistisk Folkeparti for det her initiativ. Det kommer så ganske givet af, at man fortsat forsøger at foregøgle vælgerne, at man vil videreføre den udlændingepolitiske linje, der er lagt. Jeg deler faktisk fru Marianne Jelveds undren over den måde, som Socialistisk Folkeparti har ført politik på på det her område, men også på andre områder, hvor man foregøgler vælgerne noget bestemt, og hvor man skifter holdning fra dag til dag. Det bliver spændende at se, hvad Socialistisk Folkeparti siger i dag, og det bliver også spændende at se, hvad de siger i morgen.

Men det her lovforslag er ganske klart. Det er et tilbud. Hvis man ikke ønsker at integrere sig i det danske samfund, er det her en mulighed for, at man kan vende tilbage til der, hvorfra man kom. Og i sidste ende tror jeg, at det vil være en gevinst for den enkelte indvandrer, og det vil også være en gevinst for det danske samfund.

Hr. Henrik Dam Kristensen for en kort bemærkning.

Jeg skal bare spørge hr. Martin Henriksen, om han i sin gennemgang af lovforslaget, da han læste det igennem, opdagede, at der står ordet frivillig i lovforslagsteksten – at det her altså er en frivillig ordning. Er hr. Martin Henriksen bekendt med det?

Ordføreren.

Jeg ved ikke, om hr. Henrik Dam Kristensen er bekendt med den ordførertale, jeg lige har holdt, og hvor jeg sagde, at det var et tilbud. Nu har Dansk Folkeparti jo været med til at udmønte det her initiativ, så Dansk Folkeparti er bekendt med de bestemmelser, der er i lovforslaget.

Det er et pudsigt spørgsmål.

Hr. Henrik Dam Kristensen.

Jeg ved såmænd ikke, om det er så pudsigt, for med den måde, det blev solgt på, og den undertone, der lå i hr. Martin Henriksens ordførertale, var det jo nærmest, som om man nu har et instrument til at kunne få folk, som man ikke ønsker skal være i Danmark, til at forsvinde. Så jeg synes sådan set, det er meget passende, hvis vi får bekræftet her, at det er en frivillig ordning, og at der ikke er nogen, der kan bruge tvangsmidler over for personer i forbindelse med den her ordning. Det er sådan set en god bekræftelse at få.

Ordføreren.

Vi kan selvfølgelig godt stå og føre sådan nogle pseudodebatter. Det er jo sådan lidt mystisk. Altså, det, der er nyt i det her lovforslag, er jo, at det er et tilbud. Det har jeg sagt flere gange, jeg gentager det meget gerne, og hvis hr. Henrik Dam Kristensen havde mulighed for at stille spørgsmålet en gang til, ville jeg også svare, at det var et tilbud, for det er et tilbud, og det står i lovforslaget.

Det, der er det nye i det, er, at vi udvider gruppen. I dag skal man eksempelvis have fast opholdstilladelse for at blive en del af den her gruppe, men nu kan man nøjes med 5 års opholdstilladelse. Vi udvider gruppen for, hvem der kan få reintegrationsydelse, så der i dag er flere, der har mulighed for at få det. Vi forhøjer beløbene, så det er mere attraktivt for dem, der ønsker at vende tilbage til deres hjemland, at vende tilbage.

Så gør vi også det, at vi forhøjer de ydelser, som kommunerne får, sådan at det fuldt ud dækker udgifterne til at repatriere. Og så er det også sådan, at der kommer en pulje til at lave oplysende arbejde over for indvandrere om den her mulighed.

Det er det, lovforslaget går ud på.

Fru Marianne Jelved for en kort bemærkning.

Tak. Hvad er Dansk Folkepartis mål med forslaget? Som hr. Martin Henriksen sagde i sit indlæg, bliver der sat skub i kommunerne og den udvikling, der skal komme. Og hr. Martin Henriksen henviser til, at hvis der er nogen, der ikke ønsker at være her, er der mulighed for at repatriere. Det var der også før det her lovforslag, så der må jo være en målsætning. Det må jo være, fordi den lov, der var der før, ikke var god nok, eller hvad?

Hvordan kan man måle, at det er en succes? Hvornår er Dansk Folkeparti tilfreds med den her lovgivning? Kan vi vente et forslag til næste år, hvor det er 200.000?

Ordføreren.

Svaret er, at overordnet set er det, som Dansk Folkeparti ønsker, et samfund, der hænger bedre sammen socialt og kulturelt. Den udlændingepolitik, der har været ført frem til 2001-02, har gjort, at det danske samfund på en række områder har oplevet en masse problemer, og det ser vi jo også konsekvenserne af i dag. Dem ønsker vi at mindske. Vi ønsker et samfund, der hænger bedre sammen, og vi ønsker, at indvandrere, der er her i landet, bidrager til samfundet og føler sig som en del af samfundet. Og det her er endnu et redskab i et forsøg på at nå det mål.

Fru Marianne Jelved.

Så spørger jeg igen: Hvis der nu ikke rejser flere ud via repatrieringsordningen med den nye lov sammenlignet med den gamle lov, er det så godt nok? Hvornår er det godt nok? Hvad skal der til, før hr. Martin Henriksen og Dansk Folkeparti er tilfredse? Nu taler jeg om antal. Og hvor meget skal det koste?

Ordføreren.

Igen vil jeg sige, at jeg har svaret på, hvad der overordnet set er Dansk Folkepartis målsætning for det danske samfund, også i forhold til de integrationsproblemer, der er.

Man kan jo ikke sætte tal på, hvor mange der vil benytte sig af den her ordning, for det er sådan set lidt vanskeligt at gøre. Det er da vores håb, at flere end i dag vil benytte sig af ordningen og dermed benytte muligheden for at rejse hjem. Men det er svært at sige, at det skal være x antal eller y antal, for det er jo som sagt et tilbud, som man får ude i kommunerne, og som bliver forbedret i forhold til det, der er i dag.

Der bliver givet nogle incitamenter til kommunerne, så der bliver opsøgende arbejde over for de indvandrere, som er omfattet af ordningen, eller som kan blive omfattet af den. Men det er jo ikke til at sige, hvor mange der vil benytte sig af den, for det kan vi af gode grunde ikke vide.

Fru Johanne Schmidt-Nielsen for en kort bemærkning.

Man må gå ud fra, at den her lov bliver ændret, fordi man mener, at den ikke fungerer godt nok i dag. Man må gå ud fra, at det, Dansk Folkeparti ønsker, og det er så også det, hr. Martin Henriksen nu svarede i anden omgang, er, at flere rejser. Hvad så, hvis det viser sig, at der ikke er flere, som benytter sig af den her ordning, eller hvis der kun er ganske få, som vil benytte sig af den her nye ordning? Vil man så sætte beløbet op til 500.000 kr.? Hvad skal der til? Fru Marianne Jelved fik ikke et svar. Hvor mange mennesker skal forlade Danmark, før man i Dansk Folkeparti er tilfredse? Hvad er succeskriteriet for den her lovgivning? Ordføreren kan vel bekræfte, at grunden til, at man ændrer loven, er, at Dansk Folkeparti ikke mener, at nok mennesker forlader Danmark på nuværende tidspunkt. Jeg går ud fra, at det er derfor, loven skal ændres.

Ordføreren.

Altså, lovgivningen skal ændres, fordi – det står vel klart for i hvert fald en del mennesker i det danske samfund – vi har nogle problemer med nogle mennesker i Danmark, som ikke ønsker at være en del af samfundet; som ønsker at leve i parallelsamfund, ønsker at leve i lukkede miljøer. Der er så nogle af dem, som er blevet udvist, fordi de har begået kriminalitet osv., og så er der nogle, til hvem vi siger: Hvis ikke I ønsker at leve i det danske samfund, hvis ikke I ønsker at blive en del af Danmark og det danske fællesskab, så har I en mulighed for at vende tilbage til et land, til en kultur, hvor I føler jer bedre tilpas. Det er det, der er intentionen med det her. Det kan man så mene er forfærdeligt af den ene eller anden årsag, men det er det, der er intentionen med det, og det lægger vi jo heller ikke skjul på.

Fru Johanne Schmidt-Nielsen.

Det kan man jo allerede i dag, vil jeg sige til hr. Martin Henriksen. Hvis ikke man har lyst til at være her, er der jo allerede en ordning, der fungerer, hvor man kan få støtte. Jeg må gå ud fra, at ordningen nu skal laves om, fordi man ønsker, at flere skal benytte sig af den, jeg må gå ud fra, at det er derfor, der skal være en bonuscheck på 100.000 kr. for at blive så længe væk, at fortrydelsesfristen udløber, for det er jo det, der er tilfældet. De 100.000 kr. får man jo ikke i den periode, hvor man reelt etablerer sig, man får dem, når man er blevet væk i så lang tid, at der ikke er længere er en fortrydelsesfrist. Så det er ikke en støtte til at etablere sig i sit tidligere hjemland, det er en bonuscheck for at blive væk.

Hvis nu der ikke er flere, der benytter sig af den ordning, på trods af at man sætter checken op, hvad så? Skal den op på 500.000 kr.? Hvis det her ikke virker, hvad er så næste skridt for at opfylde Dansk Folkepartis ønske om, at flere mennesker skal forlade Danmark? Det vil jeg gerne spørge hr. Martin Henriksen om.

Ordføreren.

Nu skal man ikke tage på sorgerne på forskud. Jeg har jo ikke lagt skjul på, hvad Dansk Folkepartis målsætning med den her lovgivning er, så derfor er det lidt omsonst at blive ved med at spørge ind til, hvad Dansk Folkepartis målsætning med den her lovgivning er. Det har jeg jo svaret på. Jeg kan også godt skrive det ned på et stykke papir og så lade det cirkulere rundt i Folketingssalen.

Det, vi gør med lovforslaget, er, at vi øger kommunernes incitament til at lave opsøgende arbejde i forbindelse med, at folk, der ikke ønsker at være her, kan blive repatrieret. Det, lovforslaget går ud på, er, at vi øger den enkeltes incitament til at blive repatrieret, og så er det fuldstændig korrekt, at størstedelen af midlerne, hvis man taler om hjemsendelsesordningen, bliver udbetalt den dag, hvor muligheden for at vende tilbage til ens hidtidige opholdsgrundlag i Danmark bortfalder. Det er jo det, som lovgivningen går ud på. Og ja, det er da, fordi vi ikke ønsker en ordning, som er indrettet sådan, at man så lige kan tage imod en pose penge, være en uge i Mellemøsten, eller hvor man nu skal hen, og så lige pludselig finde på, at man gerne vil tilbage alligevel. Det ville jo være fuldstændig tåbeligt, hvis vi valgte at indrette det på den måde, og derfor har vi sådan set bygget oven på det, der er i dag. Vi har på visse områder udvidet den målgruppe, der kan modtage de forskellige ydelser, og hensigten er, at vi giver dem, der ikke ønsker at blive en del af det danske samfund, et tilbud, nemlig at de kan vende tilbage til der, hvor de kom fra.

Fru Anne Marie Geisler Andersen for en kort bemærkning.

Hr. Martin Henriksen refererer til udlændinge, som ikke ønsker at integrere sig. Kunne man forestille sig, at der er mennesker, som ønsker det, men som af en eller anden grund ikke har kunnet integrere sig, eksempelvis fordi de er dybt traumatiserede eller ikke har fået den nødvendige hjælp?

Ordføreren.

Men der er jo mulighed for, at man kan få forskellige former for ydelser og forskellige former for hjælp, hvis man eksempelvis har en psykisk sygdom og har fået opholdstilladelse i Danmark. Det er jo også sådan, at hvis man er flygtning og er personligt forfulgt, kan man få opholdstilladelse i Danmark, man kan også få humanitær opholdstilladelse osv. Så det er jo sådan, at vi i det danske samfund hjælper en lang række mennesker.

Man må bare forholde sig til, at der var engang, hvor man gav en masse mennesker opholdstilladelse i Danmark, selv om de reelt ikke var berettiget til at få opholdstilladelse. Det har skabt nogle problemer for det danske samfund, og dem forsøger vi så at løse på forskellig vis. Det her er ét initiativ, men det er et af en lang række initiativer.

Så må jeg også bare sige, at de indvandrere og efterkommere i det danske samfund, som ønsker at blive en del af det danske samfund, og som ønsker at bidrage til det danske samfund, jo er velkomne.

Fru Anne Marie Geisler Andersen.

Tror hr. Martin Henriksen, at traumatiserede flygtninge vil føle sig bedre tilpas i deres hjemland, og at de vil få en bedre behandling, end de kunne få her, og ikke mindst den nødvendige behandling?

Ordføreren.

Jeg tror da, at der er nogle af dem, der har fået opholdstilladelse i Danmark, som vil føle sig bedre tilpas i det land og den kultur, de kom fra. Det jo også derfor, som jeg har sagt flere gange, vi kan se, at de opholder sig i parallelsamfund. De opholder sig i lukkede miljøer, hvor de omgås personer, som har den samme kulturbaggrund som dem selv, og det er vel et udtryk for, at de føler sig godt tilpas der. Så vil jeg også sige, at når det er sådan, at man rent faktisk får nogle ydelser, når man vender tilbage til sit land, har man jo også mulighed for at benytte sig af de ydelser på forskellig vis; dem disponerer man så at sige selv over.

Jeg vil bare endnu en gang understrege, at det her er endnu et redskab i den udlændingepolitik, som er blevet ført siden 2001-02. Den skal ses i den sammenhæng, at Dansk Folkeparti ønsker et samfund, der hænger sammen socialt og kulturelt, og det kan vi ikke få, hvis vi ikke adresserer de problemer, vi har med eksempelvis parallelsamfund. Og jeg hører altså ikke, at venstrefløjen eller andre virkelig leverer nogle løsninger på området andet end at sige, at det, som vi leverer fra Dansk Folkepartis og regeringens side, ikke holder. Men det er jo ikke konstruktivt.

Tak til ordføreren. Herefter er det SF's ordfører, fru Meta Fuglsang.

Den tidligere regering, SR-regeringen, indførte i 1999 repatrieringsordningen, som den ser ud i dag og med den lovgivning, som vi har i dag. Ordningen blev bl.a. indført, fordi Daytonaftalen, fredsaftalen fra 1995, slog fast, at alle bosniere skulle have mulighed for repatriering. På tidspunktet for loven var det de bosniske flygtninge, der aktuelt kunne bruge loven for at få et ståsted, hvis de ønskede at vende tilbage.

Repatriering er en mulighed for dem, der er flygtet fra krig, og som ønsker at vende tilbage, når fredeligere tider er kommet. Det er en mulighed for dem, der er kommet til Danmark i forbindelse med arbejde, og som ønsker at vende tilbage og have deres alderdom i deres oprindelsesland. Det er en mulighed for dem, der ikke fik opfyldt deres drømme om et bedre liv i Danmark, og som gerne vil forsøge at reetablere sig i hjemlandet. Så der er gode grunde til at bruge en ordning som repatrieringsordningen.

De dårlige grunde vil være, at man bliver mobbet ud, at man bliver betragtet som uønsket, og at man bliver opfordret til at rejse, fordi man ikke må være her.

Forslaget her bygger videre på den opbygning, som den nuværende lov har. Der er et enkelt nyt element i form af en pulje til kommunerne til tiltag vedrørende repatriering. Der er på en række punkter tale om forbedringer af loven: Beløbene sættes op, så den økonomiske situation bliver væsentligt forbedret for dem, der ønsker at gøre bruge af ordningen, personkredsen udvides, så flere kan gøre brug af ordningen, og reintegrationsbistanden forbedres.

SF synes, at repatriering er en god mulighed, når den bruges af alle de gode grunde. Den mulighed forbedres her, og det er vi glade for.

Forslaget her blev lanceret i forbindelse med finanslovaftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti. Den blev klædt i en retorik, som bestemt ikke er klædelig for ansvarlige partier, og debatten om forslaget gjorde ikke sagen bedre. Aftaleparterne talte om utilpassede indvandrere, som ikke kan eller vil integreres, og der tales om at spare penge i kommunerne – umådelige summer, forestiller Dansk Folkeparti sig.

Men den del af forslaget fra Dansk Folkeparti, som gjorde det uspiseligt, nemlig en kommunal forpligtelse til at gå ud i kommunerne og finde udlændinge, der skulle opfordres til at rejse eller direkte sendes ud af landet, er væk. Væk er også forslaget om, at man ikke skal kunne fortryde, når man har taget imod repatrieringsbistanden. Så Dansk Folkeparti har altså her ændret mening og har gjort det her til noget, der er mere spiseligt. Tilbage er der så en pulje, som kommunerne kan søge fra til initiativer om rådgivning m.v.

Men lad os kigge på selve teksten og lad os kigge på intentionerne i det her og lad os så se nøgternt på det. Det her er en ordning, der er blevet bedre. Der ligger en forbedring af beløbene og en forbedring i forhold til, hvem der kan søge. Det er godt.

Med hensyn til intentionerne med lovforslaget skal vi jo til at diskutere retorikken i det. Vi skal til at diskutere, om vi hopper på den med, at hvis vi anlægger en hård retorik, er det nok farligt eller væmmeligt. Spørgsmålet er nu, om vi tror, at kommunerne vil gå ud og presse udenlandske statsborgere til at flytte, selv om de ikke har lyst. Jeg tror det ikke. Der er ikke nogen pressionsmuligheder for kommunerne til at få folk til at flytte. Jeg tror, at kommunerne i almindelighed vil have en fornuftig tilgang til det her, og jeg har tillid til, at kommunerne kan finde ud af at forvalte det, som de skal, over for deres borgere. Vi har jo netop efter det overståede kommunalvalg fået et rødere danmarkskort, et rødere Kommunaldanmark, end vi har haft meget længe. Vi har tillid til, at de kan finde ud af det i kommunerne.

Høringssvarene er bemærkelsesværdige, f.eks. synes Dansk Flygtningehjælp, at det er et godt forslag. Jeg tror, at de ved, hvad der rører sig på området, og jeg tror også, at de kan se bag om den uklædelige retorik, der var i forbindelse med lanceringen af forslaget, og når man skræller den væk, synes de, at forslaget er godt.

Det klæder i hvert fald de borgerlige partier at vise en smule omtanke, så de uspiselige ting er blevet pillet væk, efterhånden som debatten forløb. Jeg er da tilfreds med, at det på den måde kan lade sig gøre at få nogle indspark med hensyn til, hvad der er spiseligt og ikkespiseligt.

Der er forslag til forbedringer i høringssvarene, bl.a. så voldsramte kvinder får bedre muligheder. Det er klart, at der her er mulighed for forbedringer, og hvis det kom med, vil jeg synes, at det er godt, men som forslaget ligger her, kan SF støtte forslaget. Det er klart, at hvis der kommer ændringer eller ting frem under behandlingen, som gør det uspiseligt, må vi tage det op, men som det ligger her, støtter vi forslaget.

Fru Marianne Jelved for en kort bemærkning.

Det kan godt være, at det her næsten er ligesom at skulle skrive poesi. SF's ordfører siger, at der kan være gode grunde til at rejse ud, og det er jeg for så vidt enig i. Ordføreren siger så også, at lovforslaget har forbedringer med højere beløb. Spørgsmålet er, om jeg er enig i det, og om jeg vil kalde det en forbedring. Men lad det stå.

I lovforslaget står der som en slags konklusion i bemærkningerne, og jeg citerer: »Lovforslaget vil øge de økonomiske incitamenter til repatriering«.

At bruge økonomiske incitamenter til repatriering er efter min opfattelse problematisk, hvis det, man ønsker, er at give folk mulighed for at rejse ud frivilligt. Hvordan forholder fru Meta Fuglsang sig til det?

Ordføreren.

Det økonomiske incitament her er jo bygget op på samme måde, som det var i den gamle lov, altså at det er klart, at hvis der er en, der rejser ud af landet, som ellers er på en overførselsindkomst, så skal man ikke betale den overførselsindkomst. Og det er klart, at man, hvis man får refunderet 100 pct. i stedet for 75, får refunderet det sidste og ikke kun de 75 pct., og der ligger måske et eller andet yderligere incitament her. Så jeg ved ikke, hvor stort det økonomiske incitament er i forhold til selve kommunens økonomi. Jeg tror, at der, hvor incitamentet ligger, er i, at man kan tilbyde dem, som ønsker at blive repatrieret, en bedre ordning end den, vi har nu. Så på den måde ligger der en udvidelse af incitamentet i forhold til dem, som måtte ønske det. For det, der er afgørende for SF, er, at der ikke ligger pressionsmuligheder for kommunerne i det, der ligger her, og at man ikke på den måde kan bruge det som straf eller pression i forhold til, hvordan man forholder sig til det.

Fru Marianne Jelved.

Altså, fru Meta Fuglsang kalder det en bedre ordning, fordi der er flere penge. Og de flere penge kommer jo dybest set først, når fortrydelsesretten er væk, når de 12 måneder, der giver en opholdstilladelse i Danmark, er brugt op, hvis man kan sige det på den måde.

Så spørger jeg igen: Giver det ikke stof til eftertanke, at der skal være sådan en gulerod ude for enden af de 12 måneder, ude for enden af fortrydelsesrettens ophør, men at man ikke får gavn af dem til at etablere sig og faktisk reelt prøve, om det kan lade sig gøre at etablere sig på en måde, der er fornuftig for familien?

Ordføreren.

Jamen den økonomiske mulighed, man har med det her lovforslag, er jo beløbsmæssigt lige så god eller måske lidt bedre end det, der ligger i den gamle lov. Forskellen er, at man først får det ekstra, man får, når fortrydelsesretten er udløbet. Så man står jo ikke dårligere med det her lovforslag, end man gør med den nuværende lovgivning, når det handler om at komme ud og etablere sig. Der er jo ikke noget med, at det, man får, når man rejser ud, bliver fjernet. Det handler bare om, at man får mere, når fortrydelsesretten er udløbet, sådan som jeg læser forslaget, og det vil sige, at man selvfølgelig får en større procentdel, når fortrydelsesretten er udløbet. Men man står jo ikke dårligere, når man rejser ud, end man gør nu. Så på den måde mener jeg faktisk, det er en forbedring af forholdene. Det er den ene del.

Den anden del er, at personkredsen udvides, så mange flere vil have mulighed for at træde ind i sådan et repatrieringsforløb, hvis man har lyst til det. Og det, der er vigtigt at understrege, er selvfølgelig, at det er frivilligt, og at vi tror på, at kommunerne administrerer det her, så det er frivilligt.

Hr. Martin Henriksen for en kort bemærkning.

Tak. Ligesom fru Marianne Jelved deler jeg jo lidt en forundring over den indgangsvinkel, som Socialistisk Folkeparti har valgt til det her initiativ. For som sagt startede Socialistisk Folkeparti sådan set med at være imod initiativet, og så skiftede man holdning hen ad vejen, og så er det endt med, kan jeg forstå, at man nu er for. Jeg skal bare forstå det præcist, for det er jo klart nok, at en del af intentionen med lovforslaget, som der også er redegjort for fra Folketingets talerstol, selvfølgelig er, at der er flere, der vender hjem til den kulturkreds, hvori de føler sig bedre tilpas. Så jeg vil høre, om Socialistisk Folkeparti er enig i intentionerne i lovforslaget.

Ordføreren.

Jeg skal starte med at sige, at jeg er uforstående over for, at Dansk Folkeparti mener, at SF har skiftet holdning i den her sag, for vi har faktisk haft en konsistent holdning til det her, og vi har så med glæde set, at de ubehageligheder, som vi har taget afstand fra, og som kunne gøre, at vi ville stemme imod det her, er pillet ud, så vi nu vil kunne stemme for det, som vi opfatter som forbedringer. Så vi har sådan set ikke ændret mening undervejs i det her.

Men tilbage til det andet: Jeg tror, vi har forskellige intentioner med det her. Jeg tror, at Dansk Folkepartis forestilling om, hvad man kan bruge det her til, er anderledes end SF's forestilling om, hvad vi kan bruge det til. Det, jeg forholder mig til, er selve teksten i lovforslaget, og om den kan bruges til noget, som SF synes er en god idé. Ja, det kan den. Jeg kan godt forstå, at Dansk Folkeparti måske bliver lidt mistænksomme, når SF synes, at det her er en god idé, og det kunne være, at det maner til eftertanke. Men det her kan bruges til noget, som SF synes er en god idé, og hvis Dansk Folkeparti mener, det skal bruges til noget andet, er jeg sådan set ligeglad med det, så længe selve lovteksten er god nok.

Hr. Martin Henriksen.

Men det er jo ikke første gang, at ikke bare Dansk Folkeparti, men også andre misforstår, hvor Socialistisk Folkeparti står i udlændingedebatten. Så det er ikke kun Dansk Folkeparti. Hr. Henrik Dam Kristensen var også inde på, at det jo er et eller andet, som vi påstår, når vi siger, at der er splittelse på venstrefløjen i den her linje, og at der er slingrekurs på venstrefløjen osv. Men det er der jo, det kan man konstatere.

Jeg ved ikke, om jeg skal opfatte det, som fru Meta Fuglsang siger, sådan, at man sådan set støtter de bedre muligheder for at sende indvandrere hjem, men at hvis forslaget og opfordringen medfører, at flere vender hjem, så mener man, at det ikke er så godt alligevel.

Ordføreren.

Den helt afgørende forskel er netop, at vi ikke kunne drømme om at bruge udtrykket sende hjem. Det her er et spørgsmål om, at mennesker, der ønsker at rejse ud af Danmark og ønsker at rejse til deres oprindelsesland, har mulighed for at gøre det på nogle rimelige vilkår. Forskellen er lige præcis, at vi ikke mener, at vi skal sende nogen hjem. Vi mener, at med det her forslag får de, der ønsker at rejse, en mulighed for at gøre det.

Fru Anne Marie Geisler Andersen for en kort bemærkning.

Hvis SF's ordfører er enig i, at fortrydelsesretten forsvinder efter 1 år, og at kommunens incitament til at sende udlændinge ud af landet øges, ved at man øger refusionen fra 75 til 100 pct., hvorfor er SF så pludselig blevet så positive over for forslaget?

Ordføreren.

SF har hele tiden forholdt sig sådan, at hvad angår forbedrede muligheder for repatriering på de grundlæggende vilkår, der har eksisteret hele tiden, nemlig at det skal være frivilligt, og at det skal være efter mønsteret for den lovgivning, vi har, så er vi positive over for de forbedrede muligheder. Så der er ikke nogen ændringer i det, og der er ikke noget med, at vi pludselig er blevet noget som helst.

Fru Anne Marie Geisler Andersen.

Den 11. september sagde SF til information, at Dansk Folkepartis forslag var både useriøst og uhørt urimeligt. Kan det virkelig være rigtigt, at det blot er retorikken, der har fået SF til ikke længere at stå ved det, som man sagde den 11. september i år?

Ordføreren.

Det, vi har syntes var dybt urimeligt og useriøst, var, at kommunerne skulle ud at opsøge udlændinge for at få dem til at rejse ud, og at det her på den måde blev gjort til noget, kommunerne kunne udsætte nogen for. Det er blevet fjernet. Det blev bekræftet, allerede før det kom som lovforslag, og det ligger heller ikke i det lovforslag, der nu foreligger, at kommunerne har nogen som helst pligt til at lave opsøgende arbejde i forbindelse med det her. Så de ting, der var uspiselige, er fjernet. Så var der det med, at fortrydelsesretten skulle fjernes. Det var det, som Dansk Folkeparti spillede ud med i starten, og det var det udgangspunkt, som vi forholdt os til, dengang forslaget første gang kom frem.

Hr. Karsten Lauritzen for en kort bemærkning.

Jeg har nu opfattet det sådan, at SF var imod det forslag og det, der var aftalt, fordi man ønskede en udvidelse af den her fortrydelsesordning, der allerede eksisterede. Men det kan selvfølgelig være, at det er forkert opfattet. Det er nu også mit indtryk, at en hel del medier har rapporteret det, og at en hel del af dem, der læser landets aviser, har fået den opfattelse, at der var en uenighed. Men jeg kan forstå, at det er en uenighed, der aldrig har eksisteret.

Der har jo ikke på noget tidspunkt fra regeringens side været tale om, at man skulle ophæve den nuværende fortrydelsesordning i lovgivningen. Så jeg har svært ved at forstå, hvor den her enighed lige pludselig kommer fra, hvis det ikke er sådan en SF classic-integrationspolitik, hvor man leder efter et eller andet, man kan være uenig med regeringen i i pressen, men når det kommer til stykket, stemmer man for lovforslaget. Jeg vil godt spørge fru Meta Fuglsang: Har man overhovedet ikke været uenig med regeringen på det her område på noget som helst tidspunkt, eller har vi fuldstændig misforstået det?

Ordføreren.

Der er i hvert fald en del misforståelser. Vi har ikke talt om, at man skulle udvide fortrydelsesretten, og jeg er bange for, at hr. Karsten Lauritzen er tilbage i den debat, der var tidligere i forbindelse med de oprindelige repatrieringsordninger, hvor man har talt om fortrydelsesret, og hvor lang tid den skulle bare gælde. Vi har været uenige i det, der gik ud på, at man skulle fjerne fortrydelsesretten, og vi har været uenige i de andre ting, som jeg har redegjort for. Der har vi været uenige i det, som jeg tror var Dansk Folkepartis udmelding, nemlig at det skulle være sådan. Jeg har i hvert fald prøvet at rose regeringspartierne for at udvise lidt borgerlig fornuft og har sagt, at de to ting er uspiselige, så de skal væk. Det kan vi også se de nu er i lovforslaget. Så jeg har ikke nogen problemer med det.

Til gengæld synes jeg, at hr. Karsten Lauritzen læser aviserne på en interessant måde, for det, der har været diskuteret meget, har sådan set været uenigheden mellem Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti på det her område, hvor vi jo er blevet beskyldt for at være alt for enige med regeringen. Så jeg synes i hvert fald, at det er en sjov udlægning af debatten.

Hr. Karsten Lauritzen.

Tak til fru Meta Fuglsang for at få det svar. Jeg kan så forstå, at Berlingske Tidende, Ritzau og andre medier tager fuldstændig fejl. Berlingske Tidende skriver den 10. november: »Udlændinge splitter S og SF«. Det har så aldrig nogen sinde været på tale, kan jeg forstå. Jeg forstår det stadig væk ikke, men det lader vi så ligge. Det, jeg godt vil spørge fru Meta Fuglsang om, er den kritik, som fru Marianne Jelved har været ude med af Socialistisk Folkeparti, for noget tyder på, at fru Marianne Jelved deler den opfattelse, som jeg også har, nemlig at der er en reel uenighed, og der har fru Marianne Jelved jo sagt, at SF spiller et dobbeltspil. Er det rigtigt, eller er det forkert opfattet af fru Marianne Jelved og Det Radikale Venstre?

Ordføreren.

Nu tror jeg nok, at den 10. september var den her aftale om finansloven ikke indgået endnu, men så må hr. Karsten Lauritzen rette mig, hvis jeg tager fejl. Jeg tror, at det her er af nyere dato, så jeg ved ikke, hvad det citat den 10. september retter sig imod. Jeg ved, at der er en del misforståelser om enighed og uenighed i oppositionen, ligesom der selvfølgelig er uenighed mellem regeringspartierne og Dansk Folkeparti, men hvor de parter dog har mulighed for at finde sammen om et fælles forslag, og det vil oppositionen også gøre, når oppositionen er kommet i den lykkelige situation, at vi får en ny regering. For så vil det være oppositionen, der sætter sig ned og laver de forslag, som vi kan blive enige om, og så er det en anden stil, der vil blive lagt, og jeg er sikker på, at oppositionen finder ud af at nå til enighed om en række punkter, også på udlændingeområdet. Så det er ikke en bekymring, jeg deler, men jeg takker da for medfølelsen.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til fru Meta Fuglsang. Så er det hr. Mike Legarth som ordfører for Det Konservative Folkeparti.

Tak, hr. formand. Jeg skal starte med at sige, at jeg taler på vegne af hr. Naser Khader, som ikke kan være til stede i dag.

På vegne af Det Konservative Folkeparti skal jeg tilkendegive, at vi med det her lovforslag positivt bakker op om, at der i højere grad gives mulighed for repatriering for herboende udlændinge, der er dårligt integreret i det danske samfund, som ikke ønsker at blive her, og som kan få en langt bedre livskvalitet i deres hjemland eller i deres tidligere opholdsland.

Der er stadig nogle, for hvem det at komme hjem er det endegyldige mål. Der er stadig nogle af de indvandrere, der netop af den grund ikke tager Danmark på sig, og mange andre områder end lige akkurat det at være til stede her er deres førsteprioritet. Det er hverken godt for dem eller for Danmark, og jo, vi kan godt tillade os at forvente, at mennesker, der kommer hertil, også bliver integreret. Og vi kan godt tillade os at mene, at den integration i høj grad er den enkeltes eget ansvar med de rammer, vi politikere sætter.

Den enkelte kan til gengæld for viljen til at blive integreret forvente og have ret til støtte og opbakning. Det er både i den enkeltes interesse og i samfundets interesse, at han eller hun bliver en del af det danske samfund og kan bidrage og fungere her. Men hvis den enkelte ikke vil eller har lyst, står vi altså over for et problem. Man kan jo ikke tvinge nogen til at lade sig integrere helt ind i den inderste kerne.

Det her lovforslag er med til at skabe en udvidelse af både personkreds og de økonomiske rammer i repatrieringsloven. Det er i en erkendelse af netop det, at den enkelte selv skal ville integration, og hvis man ikke vil det, giver det her lovforslag en mulighed for at starte på en frisk dér, hvor man netop længes hen, i det land, som man betragter som sit eget. Derfor støtter vi varmt op om forslaget.

Tak til den konservative ordfører. Fru Marianne Jelved som ordfører for Det Radikale Venstre.

Dette forslag skal jo ses i sammenhæng med sin tilblivelse og dermed også sin begrundelse. Jeg vil gerne citere fra Information den 11. september i år, og det er hr. Kristian Thulesen Dahl, jeg citerer.

Der står: »»Utilpassede udlændinge« skal tilskyndes til at forlade Danmark. Sådan lyder et af kravene fra Dansk Folkeparti til næste års finanslov. Ifølge partiets gruppeformand, Kristian Thulesen Dahl, skal integrationspolitikken nu ledsages af en repatrieringspolitik.

– Det vil være en nyskabelse, som vil revolutionere vores måde at tænke udlændingepolitik på, siger Kristian Thulesen Dahl.«

Lidt længere nede i artiklen står der: »Men det handler om at revolutionere den måde, man arbejder med det her på ude i kommunerne, siger gruppeformanden.«

Det var så Information fra september måned i år.

Så kommer der en aftaletekst, der er rettet mod udlændinge, sammen med finanslovaftalen, hvor der bruges nogle formuleringer. Der står, at aftalen er rettet mod udlændinge »der har ingen eller ringe tilknytning til arbejdsmarkedet«.

Et andet sted kaldes målgruppen for – og jeg citerer – »uintegrerede udlændinge«.

Formålet med aftalen er altså at få utilpassede – for nu at bruge det udtryk – udlændinge til at rejse. Hvis vi går ind i selve lovforslaget og bemærkningerne til det, kan vi jo se, at det gør man ved at øge repatrieringsbeløbet med 100.000 kr., som falder, når man ikke længere kan fortryde, at man har forsøgt sig i sit hjemland eller tidligere opholdsland.

Jeg citerer fra bemærkningerne: »En sådan markant forhøjelse vil give den enkelte udlænding et langt bedre grundlag for at etablere en ny tilværelse i hjemlandet ...«.

Fra et andet sted citerer jeg: »Den forhøjede etableringshjælp skal gavne og støtte de udlændinge, der i overensstemmelse med repatrieringslovens formål tager varig bopæl i deres hjemland. På den baggrund – og for at forhindre misbrug og for yderligere at styrke den enkelte udlændings motivation til at blive varigt i hjemlandet – foreslås det, at størstedelen af beløbet først udbetales efter fortrydelsesfristens udløb eller, for udlændinge der ikke er omfattet af fortrydelsesretten, 12 måneder efter udrejsen.«

Jeg fortsætter med at citere: »Udbetalingen af størstedelen af hjælpen til etablering sker således først på det tidspunkt, hvor udlændingen ikke har mulighed for at vende tilbage til Danmark på sit hidtidige opholdsgrundlag …«.

Ifølge bemærkningerne får kommunerne også et styrket grundlag for at tilbyde repatriering, og det gør de, bl.a. ved at refusionen stiger fra 75 pct. til 100 pct.

Så står der, og jeg citerer: »Kommunerne opnår herudover en væsentlig økonomisk gevinst ved repatriering i det omfang, den pågældende, der repatrierer, alternativt ville have modtaget offentlige indkomstoverførsler.«

I lovforslagets bemærkninger konkluderes der næsten til allersidst: »Lovforslaget vil øge de økonomiske incitamenter til repatriering …«.

Det er selvfølgelig en anden måde at sige det på. Der er nogle udlændinge, der er uønskede, og budskabet er, som der står, at så må vi betale dem for, at de rejser ud og bliver væk. Derfor er ordningen jo også 3-årig, for man skal skynde sig lidt at være med, ellers risikerer man, at den ikke er så favorabel længere.

Det Radikale Venstre finder, at vi bruger uforholdsmæssigt mange penge på repatriering. Vi er ikke imponeret over det, nogle kalder en forbedring af lovforslaget. De 41 mio. kr. burde bruges til at hjælpe og til at behandle de traumatiserede flygtninge, der bor lovligt i Danmark, med psykiske problemer af meget alvorlig art på baggrund af deres flygtningesituation. De burde have psykologhjælp i langt større omfang og anden relevant behandling, så de faktisk blev i stand til at blive raske og kunne lære sproget og være på arbejdsmarkedet. Det er asylansøgere, der har siddet i årevis i asylcentre, som bliver godkendt som flygtninge og bor i Danmark, som har det rigtig, rigtig dårligt, og som vi ikke er gode nok til at hjælpe.

Det er rigtigt, at personkredsen udvides, men det er Det Radikale Venstre altså heller ikke særlig imponeret over. Vi noterer os, at alle familiesammenførte kan repatriere nu, og det er familiesammenførte, som ellers er kommet hertil af totalt egen fri vilje. Vi bryder os ikke om det træk i det her samfund, som det her forslag viser. Det styrker ikke solidariteten, det sender derimod et budskab ud om, at vi kan betale os fra de menneskelige problemer for mennesker, som er iblandt os, og som har det meget, meget svært. Derfor appellerer vi til, at regeringen tænker sig om endnu en gang og overvejer, hvad det egentlig er, man gør på Dansk Folkepartis opfordring, altså om det er det værdisæt, der skal præge det danske samfund, nemlig at det her handler om at betale sig fra problemerne og sende dem ud af landet, i stedet for at vi holdt sammen og løste dem i fællesskab på en menneskelig og værdi måde. Det er det her ikke.

Tak til ordføreren. Der er lige et par korte bemærkninger, først fra hr. Karsten Lauritzen.

Tak. Jeg har to spørgsmål. Det ene handler om, at fru Marianne Jelveds parti var med til at stemme for de ændringer, der var af loven i 2003, hvor man også hævede beløbet. Jeg kan forstå, at De Radikale nu er imod hele konceptet bag det, men det, der er sket, er jo ikke, at man har ændret konceptet, man har bare øget beløbene, som man gjorde i 2003. Hvad er det, der gør, at De Radikale lige pludselig ikke vil være med til at hæve beløbet, og hvor er Det Radikale Venstres skæringspunkt? Ville det have været ved 70.000 kr. eller ved 80.000 kr. eller 20.000 kr.? Hvor er det, skæringspunktet er?

Så har jeg et andet spørgsmål: Nu var fru Marianne Jelved jo godt i gang med at citere, og så vil jeg godt citere fru Marianne Jelved. Hun sagde til Ritzau den 14. november under overskriften »Jelved imod SFs dobbeltspil om udlændinge«: »SF fører vælgerne bag lyset i udlændingepolitikken«. Jeg vil godt bede fru Marianne Jelved om at uddybe, hvad præcis det var, hun mente i den forbindelse.

Ordføreren.

Det Radikale Venstre er ikke imod konceptet om repatriering, men vi er imod de dimensioner, det får nu, hvor det ligner, at man frister folk til at tage af sted, samtidig med at man siger, at det handler om de utilpassede, de uintegrerede, som vi ikke har brug for, og som lever i et parallelsamfund, og hvad der ellers er sagt fra den her talerstol af forskellige ordførere. Sådan et samfund bryder vi os ikke om.

Vi ønsker os et samfund, hvor vi hjælper dem, der har det svært, og hvor vi sætter ind med den relevante behandling. Og så vil vi gerne bruge de ekstra 41 mio. kr. til faktisk at give til nogle af de flygtninge, der bor i området på Nørrebro, som jeg i hvert fald har mødt, og som har umanerlig stor brug for det, man kalder en rehabilitering, forstået på den måde, at de får bearbejdet de traumer, som de har med sig fra Afghanistan, og hvor de nu er kommet fra. De bor her ganske lovligt, og de får ikke den hjælp, de har brug for. Det, vi har imod det her forslag, er, at det ikke hjælper dem, som burde have hjælp. Og det koncept, der var der før, var rigeligt. Folk rejste jo, de repatrierede jo.

Hr. Karsten Lauritzen.

Tak. Fru Marianne Jelved svarede jo ikke på spørgsmålet, og det klandrede fru Marianne Jelved mig for ikke at gøre, da jeg var på talerstolen, så jeg håber, fru Marianne Jelved vil svare på de to spørgsmål, jeg stillede.

Det ene var som sagt, hvor skæringspunktet er for Det Radikale Venstre. Jeg kan forstå, at det er, fordi man øger beløbet med 100.000 kr., at filmen knækker. Hvis nu man havde øget det med 20.000 kr. eller 30.000 kr. eller 40.000 kr., ville man så have sagt ja i Det Radikale Venstre, eller hvad?

Det andet spørgsmål er, om fru Marianne Jelved ville uddybe det, hun sagde på Ritzau, om, at SF fører vælgerne bag lyset i udlændingepolitikken. Eller vil fru Marianne Jelved gå til bekendelse og sige, at det mener man ikke i Det Radikale Venstre at SF gør? Jeg er lidt interesseret i, hvad det er, man mener i Det Radikale Venstre.

Ordføreren.

Vi har ikke den opfattelse i Det Radikale Venstre, at det var nødvendigt at hæve beløbet for repatriering. Det var udmærket, som det var, og som det er i dag. Vi har intet behov for at øge det. Det fungerede, der var folk, der brugte den ordning og kunne bruge den. Derfor vil vi hellere bruge pengene på en anden måde.

Jeg har i offentligheden, både på fjernsyn og i skrevne medier, meget nøje gjort rede for, hvad jeg mente med det, jeg sagde om tvetvungethed i SF's måde at melde ud på, og det bruger jeg ikke min knappe taletid her på talerstolen til.

Derimod vil jeg meget gerne sige, at jeg er skuffet over, at det er så svært for Venstre at forstå, at der faktisk er en årsag til, at mange af de mennesker, som ikke har kunnet lære dansk, ikke har kunnet det, og at man kan hjælpe dem. Når man er traumatiseret flygtning, er det svært at komme ud af sin lejlighed og væk fra de nedrullede gardiner og være ude mellem mennesker, fordi man har det rigtig, rigtig elendigt. Og hvis hr. Karsten Lauritzen gerne vil se det med sine egne øjne, er jeg den, der meget gerne tager hr. Karsten Lauritzen med mig til Nørrebro. Det er ikke så langt herfra.

Hr. Martin Henriksen for en kort bemærkning.

Jeg forstår egentlig ikke, at det af flere bliver fremført, som om det sådan skulle være en afsløring af, at Dansk Folkepartis hensigt med forslaget er at få utilpassede indvandrere til at rejse. Det har vi jo sagt ved flere forskellige lejligheder. Jeg synes, at det er en lidt underlig debat, men det er jo ikke fru Marianne Jelveds skyld.

Jeg vil høre, hvorfor Det Radikale Venstre egentlig er imod, at vi giver øgede muligheder for repatriering til mennesker, der under de rette forudsætninger gerne vil vende tilbage til deres hjemland. Skal man død og pine få folk til at blive i Danmark, når de kan få en mulighed for at vende tilbage til der, hvor de kom fra?

Ordføreren.

Jeg kan oplyse om, at hvis man fortæller amerikanere, også amerikanske politikere, at vi har en repatrieringsordning, hvor vi betaler folk for at rejse hjem, ryster de på hovedet og siger: Det kunne vi ikke drømme om at bruge penge på, for nu har vi brugt penge på at få dem integreret i vores samfund; hvis de selv vil hjem, må de spare op til billetten hjem. Det ligger i virkeligheden tættere på min opfattelse, end så mange andre ting gør.

Jeg vil sige det endnu en gang: Man udvider persongruppen, der kan få repatriering, til at omfatte stort set alle familiesammenførte, og de får 100.000 kr. med sig. Jeg synes, at det er helt ude af proportioner. Familiesammenførte er kommet herop frivilligt, og jeg forstår slet ikke, hvorfor de ikke selv skal betale deres billet, hvis de vil rejse hjem igen. Det må jeg sige.

Hr. Martin Henriksen.

Tak. Vi øger muligheden for, at de kan vende tilbage til hjemlandet. Vi ved jo ikke, hvor mange der vil benytte sig af den her mulighed. Det, jeg ikke forstår ved Det Radikale Venstres indgangsvinkel til det her forslag, er, at hvis det forholder sig sådan, at der er nogle indvandrere i det danske samfund, som ikke ønsker at leve i det danske samfund, som gerne vil vende tilbage til deres hjemland, hvis de havde muligheden, hvorfor skal vi så ikke forbedre deres mulighed for det? Jeg forstår simpelt hen ikke, at Det Radikale Venstre kan være imod det.

Det er rigtigt, at der ligger nogle incitamentsstrukturer i det her for kommunerne og også for den enkelte, men det er jo sådan set i sidste ende og i bund og grund et valg, som den enkelte må træffe. Hvad er det, der i bund og grund er forkert ved, at man giver folk en mulighed for at vende tilbage til den kulturkreds, hvor de føler sig bedre tilpas?

Ordføreren.

Jeg bryder mig sådan set heller ikke så meget om, at kommunerne skal gå ud og informere folk om, at de kan rejse hjem for danske kroner. Jeg synes simpelt hen, at det er imod vores bestræbelser på at være en del af den internationale verden. De folk, der gerne vil rejse hjem, kan selvfølgelig frit rejse, men jeg forstår ikke, hvorfor danske skatteydere skal betale dem for at rejse.

Jeg anerkender, at vi i 1990'erne lavede en repatrieringsordning, og jeg anerkender, at vi har hævet beløbet. Jeg synes, at en størrelsesorden på 28.000 kr. pr. voksen, og det er så, hvad det er, og omkring 9.000 kr. pr. barn er udmærket. Lad det være ved det. Der er ikke nogen, der over for mig eller Det Radikale Venstres medlemmer har rejst ønsket om, at det er nødvendigt at øge det beløb for at tilfredsstille folk. Jeg synes, at den forøgelse af beløbet, der her sker, er helt ude af proportioner.

Tak til den radikale ordfører. Fru Johanne Schmidt-Nielsen som ordfører for Enhedslisten.

»Vi betaler for, at man opgiver sin livsvarige opholdstilladelse i det danske samfund.« Det var et citat af hr. Kristian Thulesen Dahl, for så klart forklarede han indholdet af det forslag, vi i dag behandler, da han udtalte sig til Ritzau søndag den 8. november i år. Og hr. Kristian Thulesen Dahl fortsætter:

»Det koster ganske meget at have utilpassede udlændinge i det danske samfund.«

I samme ritzautelegram udtaler fru Pia Kjærsgaard:

»Samtidig sparer man det danske samfund for umådelig mange udgifter og umådelig mange problemer.«

Overskriften på det her telegram er: »Udlændinge får 100.000 kr. for at tage hjem.« Og jeg synes sådan set, at den overskrift meget præcist rammer indholdet af forslaget. Regeringen og deres venner i Dansk Folkeparti har i årevis gjort alt, hvad de kunne, for at undgå, at folk kom hertil, og nu er man så begyndt på næste trin, nemlig at finde ud af, hvordan man så kan få folk til at skrubbe af. Og til det formål benytter man sig altså bl.a. af det, man kunne kalde en skrub af-check, som er på de her 100.000 kr.

Det er jo værd at bemærke, at de 100.000 kr. først udbetales, når fortrydelsesfristen er udløbet. Altså, en udlænding modtager fortsat kun 16.954 kr. ved sin tilbagevenden. De 100.000 kr. er ikke en hjælp til at etablere sig, for de udbetales netop ikke i den periode, hvor man etablerer sig. De er derimod en bonus for ikke at fortryde; det er en bonus for at blive væk.

Lovforslaget indeholder også det, der bliver kaldt en styrkelse af den kommunale indsats, og det betyder jo altså, at der afsættes 20 mio. kr. til, at kommunerne kan lave aktiviteter, der understøtter repatriering. Og i bemærkningerne kan vi altså læse, at der skal igangsættes en lokal offensiv indsats. Jeg ved ikke rigtig, hvad en sådan lokal offensiv indsats er – om man regner med, at borgmestrene skal købe plakatplads i busserne og S-togene eller sådan noget, hvor der på store bannere og skilte står: Smut hjem, du får 100.000 kr. for det.

Men der bliver altså afsat 20 mio. kr. til det, man kalder en offensiv lokal indsats i forhold til at informere om det her såkaldte tilbud. Regeringen ved jo godt, at kommunerne er i en meget presset økonomisk situation, og desværre er vi i Enhedslisten ikke kommet igennem med vores forslag om, at kommunerne skal have 100 pct.s statsrefusion på overførselsindkomster, ligesom kommunerne i dag får det for folkepensionen. Derfor er det dyrt for en kommune at have borgere på overførselsindkomster, og samtidig er kommunerne blevet presset og presset økonomisk, siden regeringen og DF kom til i 2001. Den pressede økonomi slår man så på i bemærkningerne ved at skrive:

»Kommunerne opnår herudover en væsentlig økonomisk gevinst ved repatriering i det omfang, den pågældende, der repatrierer, alternativt ville have modtaget offentlige indkomstoverførsler.«

Signalet fra regeringen er altså, at hvis de får dem overtalt til det her, slipper de for overførselsindkomster. Man opfordrer altså til at følge et økonomisk incitament til at få folk ud af landet frem for at løse eventuelle sociale problemer.

Det her er ikke et forslag, der handler om at hjælpe mennesker, der af den ene eller den anden årsag frivilligt ønsker at vende hjem til deres hjemland. Det her er et forslag, der handler om at få udlændinge til at opgive deres opholdstilladelse. Frem for at vi bruger penge på at styrke den sociale indsats i kommunerne, frem for at man kunne bruge penge på at genopbygge de lande, som mange af de her personer i sin tid er flygtet fra, vælger man altså at bruge penge på en såkaldt smut-check eller på en bonus på 100.000 kr., fordi du nu har været væk så længe, at fortrydelsesfristen er udløbet. Det vil man bruge penge på, og man vil bruge penge på, at kommunerne skal ud og informere aktivt om, at der altså er den her såkaldte mulighed.

I Enhedslisten stemmer vi nej til L 81, medmindre noget meget vildt, nyt og overraskende skulle vise sig i udvalgsbehandlingen. Vi stemmer nej til Venstres, De Konservatives og Dansk Folkepartis ønske om at betale udlændinge for at forlade Danmark.

Tak til ordføreren. Hr. Karsten Lauritzen for en kort bemærkning.

Tak. Som jeg forstod fru Johanne Schmidt-Nielsen, opfatter hun det her som en skrub af-ydelse, en skrub af-check. Hvis ikke jeg tager meget fejl, tror jeg, hun brugte præcis de ord. Det er der, hvor jeg ikke helt kan følge fru Johanne Schmidt-Nielsen. For det, man gør, er, at man tager det setup, der var inden de her ændringer, og så øger man blot beløbet, og så øger man den kommunale refusion fra 75 pct. til 100 pct. Så allerede inden de her lovændringer er vedtaget, er der et økonomisk incitament for kommunerne. Nu bliver det økonomiske incitament større, det er rigtigt, men det er til stede allerede inden lovændringen, og så øger man som sagt beløbet.

Det, der er det paradoksale, og det vil jeg godt spørge fru Johanne Schmidt-Nielsen om, er, om det ikke er mærkeligt og dobbeltmoralsk, at Enhedslisten i 2003, da man øgede beløbet, stemte for konceptet om at give folk penge til reintegration. Når vi nu øger beløbet lidt yderligere, er man lige pludselig imod. Det er da lidt tankevækkende. Hvad er årsagen til det, og synes fru Johanne Schmidt-Nielsen ikke, at det er lidt dobbeltmoralsk?

Ordføreren.

Nej, det synes jeg bestemt ikke det er. Det forholder sig i dag sådan, at man, hvis man er et voksent menneske, modtager i alt 28.256 kr. Ud af det beløb får man de 16.954 kr. i den situation, hvor man udrejser. Det er den første portion, det er altså de penge, man får til at etablere sig. Ved den her lovændring vil det være sådan, at man fortsat modtager 16.954 kr. i den første portion, hvorimod de 100.000 kr. ligger og venter på en, hvis man bliver så længe, at fortrydelsesfristen udløber. Det vil sige, at det, at man sætter beløbet op, ikke er en måde at hjælpe folk i den periode, hvor de skal etablere sig. Det er en bonus, man giver, hvis folk bliver væk så lang tid, at fristen er udløbet. Det må hr. Karsten Lauritzen da kunne indrømme. De 100.000 kr. kommer ikke i den periode, hvor man rent faktisk etablerer sig, for i den periode er beløbet det samme. De 100.000 kr. kommer, hvis man bliver væk så længe, at fristen for at fortryde er overskredet. Jeg synes ikke, vi som samfund skal bruge penge på at give folk sådan en bliv væk-bonus.

Hr. Karsten Lauritzen.

Tak. Jeg forstår simpelt hen ikke, hvordan man i Enhedslisten kan se sig selv i øjnene i spejlet. Jeg har stor respekt for Enhedslisten, der fører idealistisk politik og ikke går på kompromis, men så synes jeg bare, det er tankevækkende, at man stemmer for en forøgelse af beløbet i 2003 og ikke vil gøre det nu. Det er fair nok, at man siger, at man synes, at forøgelsen er for høj, men det er jo ikke det, man siger fra Enhedslistens side. Man siger, man er fuldstændig imod konceptet, man er imod, at man giver kommunerne et økonomisk incitament, hvis det er det, der er behov for. Det var der allerede i den gamle ordning, som Enhedslisten var med til at videreføre.

Vil fru Johanne Schmidt-Nielsen ikke erkende, at hun kan se bare en snert af dobbeltmoral i Enhedslistens modstand mod det her forslag? Og kunne det tænkes, at grunden til, at man er imod forslaget fra Enhedslistens side, udelukkende er, at det er et forslag fra Venstre og Konservative støttet af Dansk Folkeparti, og at Enhedslisten har en erklæret politik om at være imod alt, hvad disse partier foreslår på udlændinge- og integrationsområdet, uanset hvor fornuftigt det måtte være?

Ordføreren.

Hvis nu Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti f.eks. foreslår at afskaffe 24-års-reglen og tilknytningskravet, så vil jeg love for, at vi vil stemme for, også selv om det var de partier, der fremsatte det. Så hvis hr. Karsten Lauritzen kunne få det igennem i sin gruppe, så kan jeg love, at man har Enhedslistens stemmer i salen.

Vi er ikke imod det koncept, der går ud på, at man hjælper mennesker, som frivilligt har lyst til og af forskellige årsager har mulighed for at vende tilbage til et land, som de i sin tid har forladt. Men som fru Marianne Jelved her tidligere på talerstolen før mig sagde, så har jeg altså heller ikke oplevet, at en masse organisationer har henvendt sig til mig og sagt, at beløbet er af en størrelse, så det er muligt rent faktisk at repatriere. Og jeg kan konstatere, at den forøgelse, der er af beløbet, ikke bliver givet i den periode, hvor man rent faktisk skal etablere sig i det land, man er vendt tilbage til. Nej, den bliver givet, efter at fristen er udløbet. Det vil sige, det er en ydelse, som har det formål at få folk til at blive væk så længe, at de ikke længere kan fortryde.

Hr. Martin Henriksen.

Jeg vil bare spørge: Hvis det, der kommer ud af forslaget, dels er, at samfundet i sidste ende sparer nogle penge, som eksempelvis kunne bruges på velfærdsforbedringer, dels er, at mennesker, der ønsker at vende tilbage til deres hjemland, får bedre mulighed for det, hvad er så det dybere problem med det her?

Ordføreren.

Der er meget, meget stor forskel på hr. Martin Henriksens og Dansk Folkepartis menneskesyn og det menneskesyn, som vi har i Enhedslisten, og som jeg har.

Jeg mener ikke, at man løser eventuelle sociale problemer ved at bestikke folk med en check på 100.000 kr. Det synes jeg er en falliterklæring. Jeg synes, at det er pinligt. Jeg synes, at det er en katastrofe, at man tror, at det er den måde, man kan løse problemerne i det danske samfund på. Men jeg er ikke overrasket over, at det er holdningen i Dansk Folkeparti. Det er klart.

Hr. Martin Henriksen.

Jeg synes egentlig ikke, at jeg fik svar på spørgsmålet.

Vi ved jo ikke, hvor mange der vil benytte sig af muligheden; det kan vi jo ikke vide, vi kan jo ikke spå om fremtiden, men det er da klart, at der ligger nogle øgede incitamenter i det. Men hvis det, der kommer ud af den her ordning, er, at samfundet i sidste ende sparer nogle penge, som vi eksempelvis kunne bruge på velfærdsforbedringer, og at nogle mennesker, som under de rette forudsætninger ønsker at vende tilbage til deres hjemland, får øgede muligheder for det, kan vi jo rent faktisk komme i en situation, hvor både samfundet og de mennesker, som det handler om, og som benytter sig af tilbuddet, kan få gavn af det. Er det ikke alt i alt positivt?

Ordføreren.

Samfundet ville spare rigtig, rigtig mange penge, hvis man lavede en social indsats og en integrationsindsats i Danmark, der betød, at der ikke er mennesker som dem, der tidligere i dag er blevet omtalt fra talerstolen, der er i Danmark, som har været i Danmark i mange, mange år, og som f.eks. ikke kan tale det danske sprog. Hvis man fra regeringens og Dansk Folkepartis side tog de problemer alvorligt, ville samfundet spare rigtig, rigtig mange penge.

I stedet for vælger man altså en løsning, hvor man mener, at man kan bestikke sig til at komme af med problemerne. Jeg synes, at det er pinligt, og jeg synes, at det viser meget om, hvad det er for et menneskesyn, der ligger bag den politik, der bliver ført af regeringen og ikke mindst af Dansk Folkeparti.

Men jeg vil da tilføje, at vi, som jeg sagde tidligere, bestemt ikke er imod, at vi som samfund støtter mennesker, som frivilligt ønsker at vende tilbage, og som i en periode har behov for en økonomisk ydelse for at kunne etablere sig. Men det her handler ikke om at give folk støtte til at etablere sig. Det er en bonus, man giver folk, hvis de bliver så længe væk fra Danmark, at de ikke fortryder. Jeg tror, at det er lige efter Dansk Folkepartis hoved.

Tak til fru Johanne Schmidt-Nielsen. Så er det integrationsministeren.

Jeg skal sige tak for debatten. Tak for, at Folketingets fem største partier tilslutter sig forslaget. Det er jeg glad for, men det har vi også gjort os umage for skulle ske. Jeg har lagt meget vægt på, da vi formulerede lovforslaget, at det bibeholdt så mange af de principper, som der i forvejen er i repatrieringsordningen, at vi ikke begyndte at operere med nye begreber, så der opstod fortolkningsproblemer, tvivlsspørgsmål osv. Det er, som flere ordførere har gjort rede for, nærmest bare – men ikke kun – beløbene, der er vokset. Det er det, der er den største ændring, men vi har så også udvidet personkredsen, og betingelserne for at få denne ordning er også ændret.

Men når det er sagt, må det jo fremhæves igen og igen, som flere ordførere også har forsøgt, at det her er en ganske frivillig ordning, og at dem, der opfylder kravene, har et retskrav på det her, punktum. Men når man begynder at mistænkeliggøre kommunalt ansatte for at ville presse udlændinge osv., må jeg bare sige, at der gælder helt klare forvaltningsretlige regler for de kommunalt ansatte. Der er et retskrav, og hvis ikke man ønsker at bruge det meget favorable tilbud, er den potte ikke længere, for så bliver man i landet. De opholdsgrundlag, der er i dag, anfægtes ikke. Længere er historien egentlig ikke.

Fru Marianne Jelved for en kort bemærkning.

Det har jo også været fremme i behandlingen i dag, at personkredsen udvides, endda temmelig meget og på rigtig mange områder. Derfor har jeg et helt konkret spørgsmål til integrationsministeren: Hvorfor har regeringen taget, jeg mener, jeg kan sige stort set alle familiesammenførte med som en gruppe, der kan få en repatriering af den karakter, som vi nu har i lovforslaget?

Ministeren.

Jamen det har været et ønske. Og det er jo klart, at vi ved, at der er personer, der i en fremskreden alder er blevet familiesammenført her, fordi de gerne ville være sammen med deres børn. Så finder de måske ud af, at de hellere vil hjem til den anden halvdel af børnene igen i et andet land, og der har vi så lempet det, sådan at vi har sagt, at de så altså ikke skal rejse tilbage med deres voksne børn. Ja, det er jo en følge af det, der også står i fremsættelsestalen, nemlig at det vil blive til utrolig stor gavn for de ældre, der er her, og som under den tidligere SR-regering aldrig er blevet integreret ordentligt, og som stadig væk drømmer om at komme tilbage, som måske ikke ser det som så positivt med en fremtid på et plejehjem, hvor der måske ikke er så mange, som de kan forstå, og som de kan tale med. Derfor har vi altså ændret det og har sagt, at er man blevet familiesammenført her i landet med voksne børn, kan man også rejse tilbage uden børnene, i modsætning til, som loven egentlig er formuleret i dag, at det skal være hele familien.

Fru Marianne Jelved.

Jeg er meget, meget forundret; jeg er faktisk rigtig forundret over, at VK-regeringen har de synspunkter, som integrationsministeren giver udtryk for her. Familiesammenføringen er jo sket helt på frivillig basis. Hvorfor skal familien så ikke selv sørge for det, hvis nu den gamle mor alligevel hellere vil bo hjemme i sit hjemland end bo hos sønnen, der bor i Danmark; hvorfor skal familien ikke klare det selv? Hvorfor er det noget, det offentlige skal tage sig af? Det begriber jeg simpelt hen ikke; det er punkt 1.

Punkt 2: Kan integrationsministeren løfte sløret for, hvad der skal til, for at den her lovændring kan betegnes som en succes?

Ministeren.

Der er ikke foretaget nogen beregning af, hvor mange der vil bruge denne lov, for det er sådan, at det er, som jeg sagde: Det er en ganske frivillig ordning: De, der vil bruge den, har et retskrav på det. Og selv om jeg også er kirkeminister, kan jeg ikke give mig af med profetier; det er der vist ikke ret mange i Folketinget der kan. Der er måske nogle, der gør det alligevel, men det vil jeg i hvert fald ikke gøre.

Fru Johanne Schmidt-Nielsen.

Det er korrekt, at det er en ganske frivillig ordning. Alligevel hørte vi jo Dansk Folkepartis ordfører her for lidt tid siden fortælle os alle sammen, at målet for Dansk Folkeparti med den her lovændring er, at flere benytter sig af ordningen. Så mit første spørgsmål går på, om ministeren er enig med Dansk Folkeparti i, at målet med lovændringen er, at flere benytter sig af den, at flere forlader Danmark. Det er spørgsmål nummer et.

Spørgsmål nummer to er, om ministeren er enig med hr. Kristian Thulesen Dahl, når hr. Thulesen Dahl opsummerer formålet med ændringen som værende: Vi betaler for, at man opgiver sin livslange opholdstilladelse i det danske samfund.

Ministeren.

Jeg vil henvise fru Johanne Schmidt-Nielsen til at læse min fremsættelsestale. Der står svaret.

Fru Johanne Schmidt-Nielsen.

Så ministeren vil altså ikke svare på, om ministeren er enig med Dansk Folkepartis ordfører, nemlig hr. Martin Henriksen, i, at formålet, målet med at lave den her ændring, er at få flere til at forlade landet. Det er jo ellers ikke så kompliceret at svare på. Man kan svare ja, eller man kan sige: Vi har ikke sådan et formål fra regeringens side.

Ministeren.

Jamen så vil jeg læse op. Der står her i min fremsættelsestale, og det er altså min politiske tilkendegivelse i anledning af loven, som fru Johanne Schmidt-Nielsen selv kunne have taget og læst:

»Herboende udlændinge, der er dårligt integreret i det danske samfund, og for hvem en tilbagevenden til deres hjemland eller tidligere opholdsland udgør en chance for at få en bedre tilværelse, bør gives bedre mulighed for frivillig repatriering. Desuden bør ældre udlændinge, der har opholdt sig i Danmark i en længere årrække, men hvor repatriering kan styrke den enkeltes livskvalitet, gives bedre muligheder for at tilbringe alderdommen i hjemlandet.«

Svaret er altså: en bedre tilværelse og en bedre livskvalitet.

Der er vist ikke flere med korte bemærkninger. Jo, fru Anne Marie Geisler Andersen.

[Lydudfald] ... med det her forslag, kommunens incitamenter til at få folk til at rejse ud af landet, hvis det alligevel bare er en frivillig ordning?

Ministeren.

Nu er jeg da fra venstrefløjen blevet tudet ørerne fulde af, at jeg ikke vejleder ordentligt i den ene og den anden sag. Så det er meget mærkværdigt, at man nu skal bebrejdes, at man sørger for, at der er en vejledning.

Fru Anne Marie Geisler Andersen.

Jamen så vil jeg gerne spørge integrationsministeren, om hun tror, at det vil hjælpe på integrationen i Danmark, at vi blot sender et signal om, at mennesker, som ikke bare retter ind, f.eks. fordi de er dybt traumatiserede, bare skal ud af landet. Er det virkelig integrationsministerens bedste løsning på, hvordan vi sikrer en bedre integration i Danmark?

Ministeren.

Der er traumatiserede i alle grupper: gammeldanskere, nydanskere, der er danske statsborgere og mennesker med et helt andet opholdsgrundlag. Det har jo ikke noget som helst med det her at gøre; der er jo ikke fokuseret specielt på traumatiserede. Jeg har godt hørt, at fru Marianne Jelved nu siger, at vi sådan set ikke behøver nogen dispensationsordning i statsborgerskabslovgivningen – fordi alle kan lære dansk, når de er traumatiserede. Det vil jeg så lægge mig på sinde, men jeg forstår slet ikke diskussionen her.

Jeg må sige, at der er to partier her i salen i dag, der enten har et meget antidemokratisk ideologisk felttog om at melde sig ud af Folketinget eller også ikke har læst lovforslaget. Og det synes jeg må stå for deres egen regning.

Nu er der ikke flere korte bemærkninger, tror jeg. Tak til ministeren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Udvalget for Udlændinge- og Integrationspolitik. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.