Fremsat 24-03-2010
1. behandlet / henvist til udvalg 12-04-2010
Betænkning afgivet 20-05-2010
2. behandlet/direkte til 3. behandling 27-05-2010
3. behandlet, vedtaget 01-06-2010
Ministerområde:
Justitsministeriet
Formålet med loven er at give bl.a. boligorganisationer og ejere af private idrætsanlæg tilladelse til at foretage tv-overvågning af visse områder, der benyttes til almindelig færdsel.
Fra boligorganisationer i udsatte boligområder havde der været ønske om at kunne tv-overvåge områder, som benyttes til almindelig færdsel. Ønsket skyldtes bl.a. stigende problemer med uro og hærværk.
Der havde desuden været en række tilfælde af såkaldte hooliganuroligheder i form af vold og hærværk i forbindelse med idrætsbegivenheder.
Efter Justitsministeriets opfattelse vil tv-overvågning kunne have en kriminalpræventiv effekt over for f.eks. hærværk mod biler.
Bl.a. boligorganisationer, der repræsenterer husstande i et udsat boligområde, kan efter tilladelse fra politidirektøren tv-overvåge det pågældende boligområde, når overvågningen er væsentlig af hensyn til kriminalitetsbekæmpelse.
Det samme gælder ejere af private idrætsanlæg, som er særlig udsat for uroligheder.
Den behandling af personoplysninger, der vil foregå i forbindelse med tv-overvågning i boligområder eller ved idrætsanlæg, vil ske i overensstemmelse med reglerne i persondataloven.
Lovforslaget vedtaget med 100 stemmer (V, S, DF, SF, KF og LA) mod 6 (RV og EL).