Nr. 6 Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv
2002/15 om tilrettelæggelse af arbejdstid for personer, der udfører mobile
vejtransportaktiviteter
Generel indstilling
KOM (2008) 650 af 15. oktober 2008)
Revideret notat
1.
Resumé
I henhold til det gældende sektordirektiv 2002/15 om arbejdstid i
vejtransportsektoren skulle Kommissionen inden 2009 komme med et forslag i
relation til anvendelsen af arbejdstidsbestemmelserne på selvstændige chauffører,
hvilket er sket ved nærværende forslag. Der lægges op til, at arbejdstids-
bestemmelserne ikke skal finde anvendelse på selvstændige chauffører, men at der
indføres en definition af ”falske selvstændige” i direktivet og i forlængelse heraf en
bestemmelse om håndhævelse gennem inspektion. Desuden foreslås definitionen af
natarbejde ændret, og endelig indeholder ændringsdirektivforslaget mindre
ændringer af teknisk karakter.
2.
Baggrund
Kommissionen har den 15. oktober 2008 fremsat forslag om ændring af direktiv
2002/15 om tilrettelæggelse af arbejdstid for personer, der udfører mobile
vejtransportaktiviteter, KOM(2008)650. Forslaget blev modtaget i en dansk
sprogversion den 22. oktober 2008.
Direktiv 2002/15, der er implementeret ved lov nr. 395 af 1. juni 2005, indeholder i
artikel 2 en bestemmelse om, at Kommissionen senest 2009 skal fremsætte et forslag
om, hvordan direktivets bestemmelser kan anvendes i forhold til selvstændige
chauffører eller om, at selvstændige chauffører ikke skal være omfattet af direktivet.
Desuden er det i artikel 7 i direktivet anført, at bestemmelsen om natarbejde skal
evalueres, og at der om nødvendigt skal fremsættes ændringsforslag til direktivet i
den henseende.
3.
Hjemmelsgrundlag
Forslaget har hjemmel i Traktatens artikel 71 og artikel 137, stk. 2. Rådet træffer
afgørelse med kvalificeret flertal.
4.
Nærhedsprincippet
Kommissionen finder, at forslaget er i overensstemmelse med
subsidiaritetsprincippet. Det begrundes med, at forslaget i alt væsentligt sigter mod at
tydeliggøre rækkevidden af eksisterende fællesskabsregler og forbedre håndhævelsen
heraf, hvilket ikke kan opnås ved en indsats i hver medlemsstat for sig.
Forslaget er
efter regeringens opfattelse i overensstemmelse med
subsidiaritetsprincippet. Såvel konkurrencehensyn som hensynet til arbejdsmiljø og
trafiksikkerhed taler for, at der er ensartede regler i medlemsstaterne for så vidt angår
arbejdstidsregler i vejtransportsektoren.
5.
Formål og indhold