Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
2.1 Kontoret for europapolitik og internationale relationer/JWP
Den 28. maj 2009
FVM 659
Referat af møde i Rådet (landbrug og fiskeri) den 25. maj 2009
1. Grønbog om reform af den fælles fiskeripolitik
Der var en drøftelse af Kommissionens grønbog om den fremtidige reform af den fælles fiskeripoli-
tik. Danmark fremhævede sin rapport fra efteråret 2008 om en ny fælles fiskeripolitik. Danmark
fremhævede endvidere behovet for yderligere fokus på eliminering af discard og forbedring af se-
lektivitet i den kommende reform. Danmark henviste endvidere til, at man fra dansk side havde in-
viteret til et møde for medlemsstaterne omkring Østersøen med henblik på en drøftelse af et stop for
discard i Østersøen. Der var indlæg fra en lang række medlemsstater. Kommissionen anmodede
medlemsstaterne om at fremsende høringssvar inden den 1. januar 2010.
2. Meddelelse om forenkling af den fælles landbrugspolitik
Der blev opnået enighed om rådskonklusioner om forenkling af den fælles landbrugspolitik, hvor
der blev henvist til bruttolisten med konkrete forenklingsforslag fremlagt af Danmark, Tyskland,
Estland, Irland, Frankrig, Letland, Litauen, Nederlandene, Polen, Rumænien, Finland, Sverige og
Det Forenede Kongerige. De konkrete forslag skal efter Kommissionens gennemgang tages op på
rådsmødet (landbrug og fiskeri) i november 2009 under svensk formandskab.
Under
eventuelt
fremlagde Frankrig, Tyskland og Østrig en fælles anmodning om en række yderli-
gere tiltag for at forbedre markedssituationen for mælk. Kommissionen ville ikke genåbne sund-
hedstjekket af den fælles landbrugspolitik, men Kommissionen ville muliggøre en forudbetaling af
op til 70 % af den direkte støtte fra 16. oktober 2009. Kommissionen ville endvidere foreslå en for-
længelse af fristerne for intervention og privat oplagring. Frankrig med støtte fra en række med-
lemsstater anmodede endvidere om eksportrestitutioner til svinekød, hvilket Kommissionen var af-
visende overfor med den nuværende markedssituation.
1