26. maj 2009
Supplement til samlenotat vedr. ECOFIN den 9. juni 2009
Dagsordenspunkt 2a
Forberedelse af DER 18.-19. juni
Den europæiske finansielle tilsynsstruktur
Resumé
Kommissionen fremlagde den 27. maj et forslag til revision af den europæiske finansielle tilsyns-
struktur på baggrund af Larosière-rapportens anbefalinger fra februar 2009. Det ene særligt
væsentlige element i forslaget er etableringen af et europæisk råd for systemisk risiko (ESRC),
som skal overvåge den finansielle stabilitet på tværs af alle finansielle markeder i hele EU. Det
andet element i forslaget er etableringen af tre egentlige europæiske tilsynsmyndigheder (vedr. hhv.
banker, værdipapirer og pension/forsikring) med yderligere ressourcer og beføjelser i forhold til de
nuværende tre tilsynskomiteer. Ved ECOFIN-mødet ventes en drøftelse af forslaget mhp. anbe-
falinger til DER om det videre arbejde.
Baggrund
Kommissionen nedsatte i efteråret 2008 en arbejdsgruppe under forhenværende
IMF-direktør Jacques de Larosière, som i februar 2009 offentliggjorde en række
konkrete anbefalinger for at styrke finansiel regulering og tilsyn i EU, bl.a. gennem
reformer af tilsynsstrukturen.
Kommissionen fremlagde den 4. marts 2009 en meddelelse forud for DER i marts
med en plan over en lang række initiativer indenfor finansiel regulering, som
Kommissionen vil fremlægge i løbet af 2009 og 2010, bl.a. på basis af Larosière-
gruppens anbefalinger. Forslaget vedr. revision af den europæiske finansielle til-
synsstruktur er et element heri.
Indhold
Kommissionen fremlagde den 27. maj et udspil vedr. en europæisk finansiel til-
synspakke i form af en meddelelse. Pakken indeholder to forslag til nyskabelser i
den samlede europæiske tilsynsarkitektur.
Det ene element i tilsynspakken er etableringen af et europæisk råd for systemisk
risiko (European Systemic Risk Council - ESCR), hvis opgave vil være at overvåge
og vurdere systemisk risiko på tværs af alle finansielle markeder og alle medlems-
lande. Det andet element i tilsynspakken er etableringen af et europæisk system
for finansielt tilsyn (European System of Financial Supervision - ESFS), hvor de
tre eksisterende tilsynskomiteer etableres som egentlige myndigheder med mere
ansvar, beføjelser og flere ressourcer.
Kommissionen foreslår, at en revideret finansiel tilsynsstruktur skal træde i kraft i
løbet af 2010.