UDENRIGSMINISTERIET
Center for Europa
REFERAT
EUK j.nr. 400.A.5-0-0
Den 22. september 2009
Rådsmøde (almindelige anliggen-
der og eksterne forbindelser) den
14.-15. september 2009.
1. Forberedelse af Det Europæiske Råd den 29.-30. oktober 2009
Formandskabet præsenterede sit udkast til kommenteret dagsorden, som der generelt var
enighed om. De væsentligste spørgsmål ville blive forberedelsen af EU’s forhandlingsposition
forud for COP15 og de institutionelle og personspørgsmål, som knyttede sig til Lissabon-
traktatens ikrafttræden. Formandskabet understregede, at enighed om en klar fælles forhand-
lingsposition på klima var nødvendig for succes ved klimatopmødet i København. Flere med-
lemslande, heriblandt Danmark, støttede dette synspunkt. Andre medlemslande påpegede, at
EU havde lagt et tilbud på bordet, og nu var det de andre internationale partneres tur til at
gøre det samme. Formandskabet forventede en drøftelse af den generelle økonomiske situati-
on og endossering af Kommissionens pakke vedrørende finansielt tilsyn og kontrol. Flere
medlemslande understregede behovet for at drøfte exit-strategier under punktet om den øko-
nomiske situation. Andre medlemslande ønskede, at DER fokuserede mere på de beskæftigel-
sesmæssige og sociale konsekvenser af krisen. Formandskabet forventede en vedtagelse af
Østersøstrategien samt en konklusionstekst om ulovlig indvandring.
Et enkelt medlemsland ønskede energisikkerhed reflekteret i den kommenterede dagsorden.
Fsva. energisikkerhed var der enighed om, at det var positivt, at man indtil videre havde und-
gået en ny energikrise mellem Ukraine og Rusland. Desuden fremhævedes Nabucco-aftalen
som et stort fremskridt for EU for at sikre alternative forsyningsveje. Set fra dansk side var
det meget positivt, at Kommissionen anførte, at energieffektivisering på lang sigt er et af de
højest prioriterede områder i EU-samarbejdet.
2. Udvidelsen – albansk EU-medlemskabsansøgning
Punktet blev taget af dagsordenen, men ventes vedtaget på et senere rådsmøde.
3. Afghanistan
Medlemslandene tilsluttede sig generelt behovet for i den nuværende situation at støtte valg-
processen og -institutionerne. Der var ligeledes bred opbakning til det tysk-fransk-britiske
forslag om at afholde en international konference om Afghanistan efter valget. Generelt fandt
medlemslandene det vigtigt, at den nye afghanske regering tog ejerskab for processen frem-
over. Både Den Høje Repræsentant Solana og formandskabet opfordrede stærkt medlemssta-
terne til at leve op til EU’s tilsagn om at sende politifolk, og visse medlemsstater fremhævede
støtten til politiet som en vigtig indsats.