NOTAT
Resumé af EPSCO rådsmøde den 30. november
2009 (beskæftigelse, social og ligestilling)
Sagsnr. 2009-0011949
/SHE
Resumé:
Rådsmødet forløb overordnet som forventet. Størstedelen af formiddagen gik med
fuld bordrunde om arbejdsmarkedsinklusion og Lissabon-strategien efter 2010,
hvor ministrene med udgangspunkt i udkastet til rådskonklusioner og de øvrige do-
kumenter drøftede såvel de kortsigtede og langsigtede udfordringer i forbindelse
med krisen. Der blev opnået politisk enighed om direktivforslaget om rammeafta-
len om forældreorlov. Den eneste overraskelse opstod under behandlingen af di-
rektivforslaget om selvstændige, der blev vedtaget efter en kortere debat med tilfø-
jelse af et maltesisk ændringsforslag. Fokus for eftermiddagens møde var drøftel-
ser om rådskonklusionerne om ligestilling også i relation til Lissabon efter 2010.
Der var bred enighed om sammenhængen mellem ligestilling og økonomisk vækst
og om bekæmpelse af kønsstereotyper, kønsbaserede lønforskelle, fremme af bedre
balance mellem familie- og arbejdsliv, m.v.
Om de enkelte dagsordenspunkter:
Pkt. 3 (a)–(e) – Genopretning efter krisen og forberedelse til Lissabonstrategi-
en efter 2010. Orienterende debat.
Til brug for drøftelserne forelå der en note fra formandskabet, der dannede ud-
gangspunkt for drøftelserne. Herudover forelå der forslag til rådskonklusioner samt
Kommissionens arbejdsdokument og udtalelser fra henholdsvis EMCO og SPC.
Samtlige beskæftigelsesministre tog ordet under drøftelserne. Flere berørte under
deres indlæg de store udfordringer, som arbejdsmarkederne står overfor som følge
af krisen, og udtalte, at uanset at der er tegn på genopretning, er det først, når der
begynder at komme positive beskæftigelsestal, at man kan sige, at krisen er ovre.
Indlæggende fokuserede navnlig på behovet for efter- og videreuddannelse, lige-
som flere understregede vigtigheden af flexicurity. Det var tydeligt, at landene står
overfor de samme udfordringer med at sikre unges beskæftigelse, hindre for tidlig
tilbagetrækning og langtidsledighed. Mange lande understregede ligeledes behovet
for samarbejde med arbejdsmarkedets parter, grønne jobs og vigtigheden af lang-
sigtede strukturreformer.
I relation til Lissabon-strategien blev det understreget, at beskæftigelsespolitikken
er national kompetence, samt at strukturfondene er vigtige redskaber til at fastholde
og bevare beskæftigelse. Det kommende spanske formandskab oplyste, at Lissa-
bon-strategien vil være tema for det uformelle ministermøde i januar.