Europaudvalget
24. november 2009
Benedicte Federspiel
Dok. 88807/ps
Forslag til direktiv om forbrugerrettigheder
Indledningsvis skal Forbrugerrådet præcisere, at det umiddelbart største problem i
forbindelse med forslag til direktiv om forbrugerrettigheder er, at de fire tidligere
direktiver om købelov, internet, dørsalg og urimelige aftalevilkår har været mini-
mumsdirektiver, mens det nye forslag er et maksimumsdirektiv (totalharmonise-
ring), hvilket betyder, at medlemslandene hverken kan beholde eller indføre be-
stemmelser, der fraviger reglerne i direktivforslaget.
Kommissionen påpeger konstant, at de forskellige forbrugerregler gør det vanske-
ligere for de erhvervsdrivende, som ønsker at afsætte varer og tjenesteydelser på
tværs af grænserne, at overholde de forskellige regler, ligesom Kommissionen på-
peger, at forbrugerne på grund af de forskellige regler har ringe tillid til grænse-
overskridende handel, herunder internethandel, hvilket er skadeligt for dem.
Alle forbrugerorganisationer har imidlertid påpeget, at EU-undersøgelser har vist,
at forskellig lovgivning ikke er hovedårsagen til, at forbrugerne ikke handler over
grænserne og benytter internettet. Tværtimod har undersøgelser vist, at det, som
forbrugerne mest bekymrer sig om, er, om de kan få deres penge igen, hvis der
opstår problemer, hvordan de kan få en vare repareret eller byttet, hvis den er købt i
et andet land, ligesom sprogproblemer og bekymring for data og økonomisk sik-
kerhed spiller en stor rolle.
Kommissionen har påpeget, at forskellene – ifølge Eurobarometer 2008 – er en
vigtig hindring for handel over grænserne. Dette er imidlertid ikke korrekt.
Tværtimod viser undersøgelsen, at regelforskellene kun har lille betydning for
handlen. 74 % af erhvervslivet svarede, at ens regler ville betyde ingen ændring
eller kun en lille ændring for deres salg over grænserne. Senere undersøgelser om
grænseoverskridende e-handel har påvist en række praktiske barrierer i forhold til
mulighederne for at foretage handel på tværs af grænserne, men ingen af disse un-
dersøgelser kan imidlertid påberåbes for at foretage disse indgribende lovændrin-
ger.
Forbrugerrådet har sammen med vores europæiske forbrugerorganisation BEUC
deltaget i en lang række møder i såvel Kommissionen, Europa-Parlamentet som i
andre EU-institutioner. Det er fremgået af disse møder, at direktivet vil nedsætte
1/3