PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Europaudvalget 2009-10
Rådsmøde 2982 - Konkurrenceevne Bilag 4
Offentligt

NOTAT TIL

FOLKETINGETS EUROPAUDVALG

24. november 2009

Revideret samlenotat vedr. rådsmøde (konkurrenceevne) d. 3.4. decem-

ber 2009: Kommissionens forslag til Rådets og Europa-Parlamentets

direktiv om forbrugerrettigheder (KOM(2008) 614 endelig).

Resume

Kommissionen har den 8. oktober 2008 fremsat forslag til Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv om forbrugerrettigheder (KOM(2008) 614

endelig). Forslaget er modtaget i dansk sprogversion i Rådet den 15. okto-

ber 2008.

Det fremgår, at formålet med forslaget er at bidrage til at forbedre den må-

de, det indre marked for virksomheder og forbrugere fungerer på, og at sik-

re et højt fælles forbrugerbeskyttelsesniveau gennem totalharmonisering.

Det foreslåede direktiv vil skulle erstatte direktiv 85/877/EØF om aftaler

indgået uden for fast forretningssted, direktiv 93/13/EF om urimelige kon-

traktvilkår i forbrugeraftaler, direktiv 97/7/EF om aftaler vedrørende fjern-

salg og direktiv 99/44/EF om forbrugerkøb og garantier i forbindelse her-

med.

Direktivforslagets kapitel I indeholder en række fælles definitioner og fast-

slår, at direktivet bygger på princippet om fuld harmonisering. Kapitel II

omhandler en række centrale oplysninger, som den erhvervsdrivende skal

give forud for indgåelse af enhver forbrugeraftale, samt en informations-

pligt for mellemmænd, der indgår aftaler på forbrugeres vegne. Kapitel III

finder kun anvendelse på aftaler om fjernsalg og aftaler indgået uden for

fastforretningssted. Kapitlet indeholder bestemmelser om særlige oplys-

ningskrav og regulerer fortrydelsesretten (varighed, udøvelse og virkninger)

på ensartet måde. Kapitel IV angår ”andre forbrugeraftaler”, der kun gæl-

der for købsaftaler. Kapitlet indeholder bl.a. regler om levering, risikoens

overgang, mangler ved den handlede vare og regler om handelsmæssige ga-

rantier. Kapitel V finder anvendelse på urimelige kontraktvilkår, som ikke

har været genstand for individuel forhandling, f.eks. standardkontraktvilkår.

Vilkår er ifølge direktivforslaget urimelige, hvis de bevirker en betydelig

skævhed i forbrugerens og den erhvervsdrivendes rettigheder og forpligtel-

ser, og binder ikke forbrugeren.

Med henblik på at skabe retssikkerhed indeholder direktivet to lister over

urimelige vilkår. Bilag II indeholder således en liste over vilkår, som be-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

2/74

tragtes som urimelige under alle omstændigheder. Bilag III indeholder en

liste over vilkår, som betragtes som urimelige, medmindre den erhvervsdri-

vende beviser det modsatte. Disse lister finder anvendelse i alle medlemssta-

ter og kan kun ændres ved direktivets udvalgsprocedure.

Det er vigtigt, at der kommer en afklaring af forståelsen og rækkevidden af

forslagets bestemmelser, inden en endelig dansk holdning fastlægges. Det

vil således bl.a. være nødvendigt at få afklaret grænsefladen til de nationale

aftaleretlige regler, som ikke umiddelbart berøres af direktivforslaget. Det

er samtidig væsentligt, at beskyttelsesniveauet for de danske forbrugere ikke

svækkes som følge af den foreslåede totalharmonisering.

For at skabe et bedre grundlag for de kommende, videre forhandlinger har

det svenske formandskab udarbejdet et oplæg til politisk drøftelse om fire

specifikke emner på rådsmødet den 3.-4. december 2009.

1. Baggrund og indhold

Europa-Parlamentet har i de senere år vedtaget flere beslutninger om even-

tuel harmonisering af aftaleretten mv. i EU-landene, og ved beslutning af

16. marts 2000 om Europa-Kommissionens arbejdsprogram anmodede Par-

lamentet Kommissionen om at undersøge, om en mere vidtgående harmoni-

sering på det civilretlige område er blevet nødvendig af hensyn til det indre

markeds funktion.

Bl.a. på denne baggrund fremlagde Kommissionen i juli 2001 en meddelelse

om europæisk aftaleret (KOM(2001) 398 endelig). Formålet hermed var at

skabe en bred debat om europæisk aftaleret, herunder at få belyst, om og i

givet fald hvordan forskelle mellem nationale aftaleretlige regler skaber

vanskeligheder for en tilfredsstillende udvikling i EU’s indre marked.

Kommissionen fremlagde den 12. februar 2003 med henblik på en viderefø-

relse af høringsprocessen en handlingsplan om en mere sammenhængende

europæisk aftaleret (KOM(2003) 68 endelig), hvori Kommissionen præsen-

terede sine konklusioner efter høringen over meddelelsen fra juli 2001.

Kommissionens projekt vedrørende europæisk aftaleret består af to hoved-

elementer: Udarbejdelse af en såkaldt fælles referenceramme og gennemfø-

relse af en revision af forbrugeracquiset – dvs. forbrugerlovgivningen i EU.

For så vidt angår revisionen af forbrugeracquiset præsenterede Kommissio-

nen i februar 2007 en grønbog om gennemgang af forbrugerlovgivningen,

hvori der blev rejst i alt 30 spørgsmål vedrørende behovet for revision af

den EU-retlige forbrugerlovgivning og mulige løsninger ved en eventuel re-

vision.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

3/74

Den danske regering afgav i december 2007 høringssvar over grønbogen.

I lyset af bl.a. høringssvarene om grønbogen har Kommissionen den 8. ok-

tober 2008 fremsat et forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om

forbrugerrettigheder (KOM(2008) 614 endelig).

For at skabe klarhed i forhold til visse af disse punkter med henblik på de

videre forhandlinger har det svenske formandskab udarbejdet et oplæg til

politisk drøftelse om fire specifikke emner på rådsmødet den 3.-4. december

2009. Der henvises herom til afsnit

Fejl! Henvisningskilde ikke fundet.

om den foreløbige danske holdning.

Forslaget er fremsat under henvisning til artikel 95 i Traktaten om oprettelse

af Det Europæiske Fællesskab, der giver hjemmel til at vedtage foranstalt-

ninger med henblik på indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og

administrative bestemmelser, der vedrører det indre markeds oprettelse og

funktion.

Forslaget lægger op til at indføre et såkaldt horisontalt direktiv, der skal er-

statte fire eksisterende forbrugerbeskyttelsesdirektiver (direktiv 85/877/EØF

om aftaler indgået uden for fast forretningssted, direktiv 93/13/EF om uri-

melige kontraktvilkår i forbrugeraftaler, direktiv 97/7/EF om aftaler vedrø-

rende fjernsalg og direktiv 99/44/EF om forbrugerkøb og garantier i forbin-

delse hermed). Derudover indeholder forslaget vise nye regler på forbruger-

beskyttelsesområdet.

Med forslaget lægges der endvidere op til, at totalharmonisering skal afløse

den nuværende minimumsharmonisering på området.

Om baggrunden for valg af harmoniseringsgrad har Kommissionen i de led-

sagende bemærkninger til forslaget anført, at mange medlemsstater har gjort

brug af den mulighed for at opretholde eller vedtage strengere bestemmelser

om forbrugerbeskyttelse, som følger af den nuværende minimumsharmoni-

sering på området. Resultatet heraf er ifølge Kommissionen en opsplitning

af lovgivningen i hele Fællesskabet, hvilket giver virksomheder, der ønsker

at handle på tværs af grænserne, betydelige omkostninger med henblik på

overholdelse af den forskelligartede lovgivning, og hvilket efter Kommissi-

onens opfattelse fører til, at forbrugerne har ringe tillid til grænseoverskri-

dende handel på grund af de forskelligartede niveauer for forbrugerbeskyt-

telse.

Det overordnede formål med direktivet er på den baggrund at fremme den

grænseoverskridende handel og øge forbrugerbeskyttelsen. De erhvervsdri-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

4/74

vende skal have samme forpligtelser i alle medlemsstaterne, hvilket skal bi-

drage til, at virksomhederne ikke afholder sig fra at udbyde varer eller tjene-

ster i andre stater end deres hjemstat. For forbrugeren skal direktivet sikre,

at en forbruger har de samme rettigheder, uanset hvor i EU vedkommende

køber sine varer eller tjenesteydelser. Det er således hensigten at øge for-

brugerens tillid til køb af varer eller tjenesteydelser, der er udbudt i andre

lande i EU.

I det følgende beskrives direktivforslagets enkelte bestemmelser.

Formål og anvendelsesområde

Formålet med direktivet er efter forslagets artikel 1 at bidrage til et velfun-

gerende indre marked og at opnå et højt forbrugerbeskyttelsesniveau gen-

nem indbyrdes tilnærmelse af visse aspekter ved medlemsstaternes love om

aftaler mellem forbrugere og erhvervsdrivende.

I forlængelse heraf fastlægges det i forslagets artikel 3, at direktivet skal

finde anvendelse på købs- og tjenesteydelsesaftaler mellem en erhvervsdri-

vende og en forbruger i det omfang, dette følger af direktivets bestemmel-

ser.

Ved en forbruger skal efter forslagets artikel 2, nr. 1, forstås enhver fysisk

person, der i forbindelse med aftaler, der er omfattet af direktivet, ikke

handler som led i sit erhverv.

Ved en erhvervsdrivende forstås enhver fysisk eller juridisk person, der i

forbindelse med aftaler omfattet af direktivet, handler som led i sit erhverv,

samt enhver anden person, der optræder i en erhvervsdrivendes navn eller

på dennes vegne, jf. artikel 2, nr. 2.

Det beskrevne anvendelsesområde i artikel 3 fører til, at direktivet som ud-

gangspunkt omfatter

enhver aftale,

der indebærer, at den erhvervsdrivende

skal levere en vare eller en tjenesteydelse til forbrugeren, uanset under hvil-

ke former aftalen indgås.

Ved en vare skal efter forslagets artikel 2, nr. 4, forstås enhver løsøregen-

stand, undtagen a) varer, der sælges på tvangsauktion eller i øvrigt i henhold

til lov, b) vand og gas, medmindre disse varer sælges i et afgrænset volumen

eller i en bestemt mængde og c) elektricitet.

En købsaftale defineres i artikel 2, nr. 3, som enhver aftale mellem den er-

hvervsdrivende og forbrugeren om salg af varer, herunder enhver aftale med

blandet formål, der både har varer og tjenesteydelser som genstand.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

5/74

Forslaget indeholder ikke en definition af, hvad der forstås ved en tjeneste-

ydelse, men angiver i artikel 2, nr. 5, at der med en tjenesteydelsesaftale for-

stås enhver aftale, dog ikke købsaftale, i henhold til hvilken den erhvervs-

drivende yder forbrugeren en tjeneste.

Medmindre andet følger af direktivets enkelte bestemmelser, finder direkti-

vets regler således anvendelse ved så forskelligartede aftaletyper som f.eks.

køb af brød i en bagerbutik (købsaftale), klipning i en frisørsalon (tjeneste-

ydelsesaftale), indgåelse af lejeaftale (tjenesteydelsesaftale), aftale om udfø-

relse af håndværksydelser i forbrugerens hjem (tjenesteydelsesaftale), køb af

fast ejendom (købsaftale), køb af større forbrugsgenstande som f.eks. biler

og campingvogne (købsaftale), osv.

Er der tale om en aftale, der angår en finansiel tjenesteydelse følger det af

forslagets artikel 3, stk. 2, at alene visse af forslagets bestemmelser skal væ-

re anvendelige, nemlig direktivets artikel 8-20 om visse aftaler indgået uden

for fast forretningssted, direktivets artikel 30-39 om urimelige kontraktvil-

kår og de generelle regler i artikel 40-46, sammenholdt med direktivets arti-

kel 4 om fuld harmonisering.

Ved en finansiel tjenesteydelse forstås efter direktivet enhver tjenesteydelse,

der vedrører bankvirksomhed, forsikring, individuelle pensionsordninger,

investeringer og betalinger, jf. artikel 2, nr. 13.

Er der tale om aftaler omfattet af direktivet om timeshare eller direktivet om

pakkerejser, jf. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 94/47/EF om be-

skyttelse af køber i forbindelse med visse aspekter ved kontrakter om brugs-

ret til fast ejendom på timesharebasis og Rådets direktiv 90/314/EØF om

pakkerejser, herunder pakkeferier og pakketure, er det alene direktivets arti-

kel 30-39 om urimelige kontraktvilkår smh. med artikel 4 om harmonise-

ringsgrad, der finder anvendelse, jf. artikel 3, stk. 3.

I forslagets artikel 3, stk. 4, angives endvidere, at de oplysningsforpligtelser,

der følger af direktivets artikel 5, 7, 9 og 11 ikke berører de bestemmelser

om oplysningskrav, der findes i servicedirektivet (Europa-Parlamentets og

Rådets direktiv 2006/123/EF af 12, december 2006 om tjenesteydelser i det

indre marked) eller i e-handelsdirektivet (Europa-Parlamentets og Rådets di-

rektiv 2000/31/EF af 8. juni 2000 om visse retlige aspekter af informations-

samfundstjenester, navnlig elektronisk handel, i det indre marked). Det

fremgår ikke, om reglerne så gælder sideløbende, eller om udelukkende op-

lysningskravene i de specielle direktiver finder anvendelse.

Totalharmonisering

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

6/74

Som noget meget centralt foreslås i direktivforslagets artikel 4, at medlems-

staterne ikke i national ret skal kunne beholde eller indføre bestemmelser,

der fraviger dem, som er fastsat i direktivet, herunder angive strengere eller

lempeligere bestemmelser, for at sikre et andet forbrugerbeskyttelsesniveau.

Dette er afgørende nyt i forhold til de fire forbrugerbeskyttelsesdirektiver,

der foreslås erstattet af det fremlagte direktivforslag, jf. ovenfor, idet disse

fire eksisterende direktiver alle indeholder minimumsklausuler.

Forslaget indeholder ikke bestemmelser om adgang til på visse punkter at

undtage fra kravet om totalharmonisering. Der er således lagt op til, at total-

harmoniseringen skal være undtagelsesfri.

Generelle oplysningskrav

Forslaget fastlægger i artikel 5, at den erhvervsdrivende forud for indgåelse

af enhver købs- eller tjenesteydelsesaftale som udgangspunkt er forpligtet til

at give forbrugeren en række oplysninger. Tilsvarende bestemmelse findes

ikke i de fire eksisterende direktiver, jf. ovenfor.

Som det fremgår, er der tale om en oplysningsforpligtelse, der efter forslaget

skal gælde generelt ved alle aftaletyper omfattet af direktivet – dvs. uanset

om der er tale om købs- eller tjenesteydelsesaftaler, og uanset om aftalen

indgås på den erhvervsdrivendes forretningssted, uden for fast forretnings-

sted eller ved fjernsalg.

Artikel 5 indebærer, at den erhvervsdrivende forud for indgåelse af en købs-

eller tjenesteydelsesaftale som udgangspunkt er forpligtet til at give en ræk-

ke oplysninger til forbrugeren. Den erhvervsdrivende kan kun undlade at gi-

ve oplysningerne, hvis de ”allerede fremgår af konteksten”.

Direktivforslaget indeholder ikke en nærmere omtale af, hvad der skal til,

for at oplysninger kan anses for at fremgå tilstrækkelig tydeligt af ”kontek-

sten”. Det kan dermed give anledning til tvivl, hvornår den erhvervsdriven-

de uanset udgangspunktet i artikel 5 kan undlade at give yderligere oplys-

ninger.

De oplysninger, der efter bestemmelsen skal gives forbrugeren forud for af-

talens indgåelse, er følgende:

Litra a – oplysninger om

produktets vigtigste egenskaber

i et omfang, der

svarer til kommunikationsteknikken og produktet.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

7/74

Mens ”kommunikationsteknikken” ikke er nærmere defineret, følger det af

forslagets artikel 2, nr. 12, at der ved produkt skal forstås enhver vare eller

tjenesteydelse, herunder fast ejendom, rettigheder og forpligtelser.

Det fremgår ikke af direktivforslaget, hvad produktets vigtigste egenskaber

er, eller hvordan forholdet er mellem den foreslåede bestemmelse og even-

tuelle særlige nationale mærkningsordninger mv.

Litra b – oplysninger om

den erhvervsdrivendes fysiske adresse og navn,

f.eks. firmanavn, samt – hvis det er relevant – oplysninger om navnet på den

erhvervsdrivende, på hvis vegne vedkommende handler. Er der tale om en

offentlig auktion, kan de pågældende oplysninger erstattes af oplysninger

om navn og fysisk adresse på auktionarius, jf. artikel 5, stk. 2.

Direktivforslaget sondrer mellem ”auktion” og ”offentlig auktion”, og fast-

lægger, at der med offentlig auktion menes en salgsmetode, hvor den er-

hvervsdrivende tilbyder varer til forbrugerne, som selv er eller har mulighed

for selv at være til stede under auktionen, gennem en konkurrencebaseret

budprocedure, som styres af en auktionsholder, og hvor den højstbydende er

forpligtet til at købe varerne, jf. artikel 2, nr. 16.

Litra c – oplysninger om

prisen

inklusiv afgifter, samt – hvis produktets art

gør, at prisen ikke med rimelighed kan udregnes på forhånd – den måde

hvorpå prisen udregnes og, hvis det er relevant, alle yderligere omkostnin-

ger vedrørende fragt, levering eller porto eller, hvis disse omkostninger ikke

med rimelighed kan beregnes på forhånd, oplysninger om, at sådanne om-

kostninger kan forekomme.

Litra d – oplysninger om forholdene vedrørende

betaling, levering og gen-

nemførelse af klagebehandling,

hvis disse afviger fra kravene i forbindelse

med erhvervsmæssig diligenspligt. Ved erhvervsmæssig diligenspligt skal

efter artikel 2, nr. 14, forstås ”den standard for de særlige færdigheder og

den omhu, som en erhvervsdrivende med rimelighed kan forventes at udvise

over for forbrugere, og som skal stå i et rimeligt forhold til hæderlig mar-

kedspraksis og/eller det generelle princip om god tro inden for den er-

hvervsdrivendes virkefelt”.

Det må antages, at der med anvendelsen af begrebet ”god tro” ikke er tale

om god tro i den betydning, begrebet sædvanligvis forstås i dansk aftaleret-

lig sammenhæng, men en henvisning til almindelig hæderlighed eller lig-

nende hos den erhvervsdrivende.

Litra e – oplysninger om eventuel

fortrydelsesret,

hvis dette er relevant.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

8/74

Hvorvidt oplysningen er relevant eller ej, vil afhænge af, hvilken type aftale

der er tale om, jf. herom nedenfor.

Litra f – oplysninger om eventuel

eftersalgsservice og handelsmæssige ga-

rantier

og betingelserne for at benytte disse, hvis dette er relevant.

Ved en handelsmæssig garanti skal der efter artikel 2, nr. 18, forstås enhver

forpligtelse, som den erhvervsdrivende eller producenten (”garantigiveren”)

har påtaget sig over for forbrugeren til at refundere købesummen eller om-

levere, reparere eller på anden måde afhjælpe mangler ved varen, hvis den

ikke svarer til de specifikationer, der fremgår af garantierklæringen eller af

de relevante reklamer på tidspunktet eller forud for aftalens indgåelse.

Det er ikke umiddelbart klart, om der med henvisningen til reklamer tænkes

på reklamer for varen/tjenesteydelsen eller reklamer for den handelsmæssi-

ge garanti.

Direktivforslaget definerer i artikel 2, nr. 17, producent som den, der har

fremstillet en vare, den importør, der har indført den i Fællesskabet, eller

enhver anden, der fremstår som producent ved at have forsynet varen med

sit navn, sit mærke eller et andet kendetegn.

Bestemmelsen i artikel 5, litra f, pålægger ikke den erhvervsdrivende at til-

byde eftersalgsservice eller at give en handelsmæssig garanti, men foreskri-

ver alene, at den erhvervsdrivende – hvis der er ydet en sådan garanti eller

tilbudt eftersalgsservice – inden aftalens indgåelse skal oplyse herom og om

betingelserne for at benytte den pågældende service eller garanti.

Litra g – oplysninger om

aftalens gyldighedsperiode,

hvis dette er relevant,

eller – hvis aftalen er tidsbestemt – betingelserne for at bringe aftalen til op-

hør.

Litra h – oplysninger om

minimumsvarigheden af forbrugerens forpligtelser

efter aftalen, hvis dette er relevant.

Bestemmelsen hverken forbyder eller berettiger den erhvervsdrivende at gø-

re brug af såkaldte bindingsperioder, men er der et sådant vilkår om, at for-

brugeren i en vis periode er forhindret i at opsige aftalen, skal den erhvervs-

drivende på forhånd oplyse forbrugeren herom.

Litra i – oplysninger om eventuelle

forskud eller andre finansielle garantier,

som forbrugeren skal betale eller stille efter anmodning fra den erhvervsdri-

vende, samt betingelserne herfor.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

9/74

Efter forslagets artikel 5, stk. 3, er de oplysninger, der skal gives efter artikel

5, stk. 1, en integreret del af aftalen.

Retsvirkningerne af at tilsidesætte forpligtelsen i artikel 5 til at give rækken

af oplysninger til forbrugeren forud for aftalens indgåelse er nærmere regu-

leret i forslagets artikel 6.

Efter forslagets artikel 6, stk. 1, kan en erhvervsdrivende, der ikke opfylder

forpligtelsen efter artikel 5, stk. 1, litra c, til at oplyse forbrugeren om even-

tuelle yderligere omkostninger vedrørende fragt mv., ikke kræve sådanne

omkostninger betalt af forbrugeren. Tilsvarende er ikke fastlagt i relation til

tilsidesættelse af de øvrige dele af artikel 5. For disse er udgangspunktet ef-

ter artikel 6, stk. 2, at virkningerne af tilsidesættelse skal fastlægges i over-

ensstemmelse med gældende ret, og medlemsstaterne er forpligtede til i na-

tional lovgivning at indføre bestemmelser om effektive aftaleretlige beføjel-

ser ved enhver misligholdelse af artikel 5. Direktivforslaget foreskriver ikke

nærmere, hvilke aftaleretlige beføjelser der kan være tale om.

Er der tale om aftaleindgåelse mellem to ikke-erhvervsdrivende via en er-

hvervsdrivende mellemmand, indeholder direktivforslagets artikel 7 be-

stemmelser om visse særlige oplysningskrav. Ved en mellemmand forstås

en erhvervsdrivende, der indgår aftalen i forbrugerens navn eller på dennes

vegne, jf. artikel 2, nr. 19. Det fremgår af præambelbetragtning nr. 20 i di-

rektivforslaget, at begrebet mellemmand eksempelvis ikke omfatter en onli-

nehandelsplatform, når der ikke indgås aftaler i en anden parts navn eller på

dennes vegne.

Efter forslagets artikel 7, stk. 1, skal en mellemmand forud for aftalens ind-

gåelse oplyse forbrugeren om navn og adresse på den anden forbruger, i

hvis navn mellemmanden handler, og at aftalen ikke er en aftale mellem en

forbruger og en erhvervsdrivende, men derimod en aftale mellem to privat-

personer og dermed ikke omfattet af anvendelsesområdet for direktivforsla-

get. En mellemmand, der ikke opfylder informationspligten efter stk. 1, an-

ses for at have indgået aftalen i eget navn, jf. artikel 7, stk. 2. Mellemman-

den bliver herefter forpligtet som om vedkommende var hovedmand. Arti-

kel 7 finder ikke anvendelse på offentlige auktioner, jf. artikel 7, stk. 3.

Oplysningspligt ved fjernsalgsaftaler og aftaler indgået uden for fast forret-

ningssted

Direktivforslagets kapitel III indeholder visse bestemmelser, som i modsæt-

ning til kapitel II

ikke

finder anvendelse på enhver forbrugeraftale, men ale-

ne i de tilfælde, hvor der foreligger en såkaldt fjernsalgsaftale eller en aftale

indgået uden for fast forretningssted, jf. artikel 8. Det er derimod uden be-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

10/74

tydning for reglernes anvendelse, om aftalen vedrører varekøb eller om-

handler udførelse af en tjenesteydelse.

Ved fjernsalgsaftaler og aftaler indgået uden for fast forretningssted pålæg-

ges den erhvervsdrivende bl.a. at give forbrugeren visse yderligere oplys-

ninger (dvs. oplysninger, der rækker videre end den generelle forpligtelse til

forbrugeroplysning, der følger af forslagets artikel 5).

Ved en fjernsalgsaftale forstås efter direktivforslagets artikel 2, nr. 6, enhver

købs- eller tjenesteydelsesaftale, hvor den erhvervsdrivende med henblik på

aftalens indgåelse udelukkende anvender en eller flere former for fjern-

kommunikationsteknikker.

Fjernkommunikationsteknikker er i forslagets artikel 2, nr. 7, defineret som

ethvert middel, der uden den erhvervsdrivendes og forbrugerens samtidige

fysiske tilstedeværelse kan anvendes med henblik på indgåelse af en aftale

mellem disse parter.

Efter artikel 2, nr. 8, skal ved aftale uden for fast forretningssted forstås a)

enhver købs- eller tjenesteydelsesaftale (eller forbrugerens tilbud om at ind-

gå en sådan aftale) indgået uden for fast forretningssted med den erhvervs-

drivendes og forbrugerens samtidige tilstedeværelse, eller b) enhver købs-

eller tjenesteydelsesaftale, der er indgået på fast forretningssted, men for-

handlet på plads uden for fast forretningssted med den erhvervsdrivendes og

forbrugerens samtidige tilstedeværelse.

Ved fast forretningssted forstås efter artikel 2, nr. 9, a) ethvert ubevægeligt

eller bevægeligt detailforretningssted, herunder sæsonbestemte detailforret-

ningssteder, hvor den erhvervsdrivende fast udøver sin aktivitet, eller b)

markedsboder og messestande, hvor den erhvervsdrivende regelmæssigt el-

ler midlertidigt udøver sin aktivitet.

Ved fjernsalgsaftaler og aftaler indgået uden for fast forretningssted skal

den erhvervsdrivende i medfør af direktivforslagets artikel 9 give forbruge-

ren en række oplysninger.

Den erhvervsdrivende skal i disse tilfælde oplyse forbrugeren om følgende:

Litra a – de oplysninger, der er nævnt i artikel 5 og 7, herunder også oplys-

ninger om forholdene vedrørende betaling, levering mv., uanset artikel 5,

stk. 1, litra d – dvs. oplysningerne skal gives, uanset om vilkårene på dette

punkt ikke afviger fra almindelig diligenspligt, jf. ovenfor under pkt. 2.2.3.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

11/74

Litra b – oplysninger om en eventuel fortrydelsesret, betingelserne og pro-

ceduren for at gøre en sådan ret gældende, jf. forslagets bilag 1.

Litra c – oplysninger om den fysiske adresse på den erhvervsdrivendes faste

forretningssted, og eventuelt også på det faste forretningssted for den er-

hvervsdrivende, på hvis vegne der handles, og hvortil forbrugeren kan ind-

give eventuelle klager.

Litra d – oplysninger om eventuelle adfærdskodekser, og hvor de eventuelt

kan erhverves.

Litra e – oplysninger om adgang til mindelig bilæggelse af tvister, hvis dette

er relevant.

Litra f – oplysninger om, at aftalen indgås med en erhvervsdrivende, og at

forbrugeren nyder beskyttelse efter reglerne i direktivet.

I modsætning til den generelle oplysningsforpligtelse efter direktivforslagets

artikel 5, er det ikke efter artikel 9 muligt for den erhvervsdrivende at und-

lade at give oplysningerne med den begrundelse, at de allerede fremgår af

sammenhængen.

Formelle krav for fjernsalgsaftaler og aftaler indgået uden for fast forret-

ningssted

Som noget nyt indeholder direktivforslaget i artikel 10 og 11 bestemmelser

om formelle krav til aftaleindgåelsen og aftalen ved fjernsalgsaftaler og af-

taler indgået uden for fast forretningssted.

Direktivforslagets artikel 11, stk. 1, angiver, at ved fjernsalgsaftaler, skal de

oplysninger, der følger af artikel 9, litra a – dvs. oplysninger som nævnt i ar-

tikel 5 og artikel 7 – inden aftalens indgåelse stilles til rådighed for forbru-

geren på en klar, letlæselig og forståelig måde ”under anvendelse af midler,

der er tilpasset den anvendte kommunikationsteknik”.

Har den erhvervsdrivende telefonisk kontaktet forbrugeren med henblik på

indgåelse af aftale, skal den erhvervsdrivende ved samtalens begyndelse op-

give sit navn og oplyse om samtalens kommercielle sigte, jf. artikel 11, stk.

Hvis aftalen indgås under anvendelse af en teknik, hvor der kun er begræn-

set plads eller tidsrum til at formidle oplysningerne, skal den erhvervsdri-

vende forud for aftalens indgåelse som minimum give oplysninger om pro-

duktets vigtigste egenskaber og den samlede pris, jf. artikel 5, stk. 1, litra a

og c, ved anvendelse af den nævnte særlige teknik. De øvrige oplysninger,

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

12/74

der skal gives efter artikel 5 og 7, kan den erhvervsdrivende på passende

måde formidle til forbrugeren i overensstemmelse med stk. 1, jf. artikel 11,

stk. 3.

Inden rimelig tid efter aftalens indgåelse og senest ved leveringen, når der er

tale om varer, eller når tjenesteydelsen er påbegyndt, skal forbrugeren på et

varigt medium modtage en bekræftelse på alle oplysninger nævnt i artikel 9,

medmindre oplysningerne allerede forud for aftaleindgåelsen er givet til

forbrugeren på et sådant medium, jf. artikel 11, stk. 4.

Ved et varigt medium skal ifølge artikel 2, nr. 10, forstås ethvert middel,

som sætter forbrugeren eller den erhvervsdrivende i stand til at oplagre in-

formation rettet personligt til vedkommende med mulighed for fremtidig

anvendelse i en periode, som er passende med henblik på informationerne,

og som gendanner de oplagrede informationer uændret.

Det følger af artikel 11, stk. 5, at medlemsstaterne ikke må stille andre for-

melle krav til fjernsalgsaftaler end dem, der er nævnt i artikel 11, stk. 1-4.

Er der tale om en aftale indgået uden for fast forretningssted, følger de for-

melle krav af direktivforslagets artikel 10.

Bestemmelsens stk. 1 angiver, at for sådanne aftaler skal de oplysninger, der

er nævnt i artikel 9, fremgå af en skriftlig ordreseddel på en letlæselig, klar

og forståelig måde, idet der ved en ordreseddel forstås et middel, som op-

regner kontraktvilkårene og undertegnes af forbrugeren med henblik på en

aftale, som indgås uden for fast forretningssted, jf. artikel 2, nr. 11. Ordre-

sedlen skal endvidere omfatte den standardformular for brug af fortrydelses-

retten, der er optrykt som bilag I til direktivforslaget.

Efter artikel 10, stk. 2, er aftaler indgået uden for fast forretningssted kun

gyldige, hvis forbrugeren underskriver en ordreseddel, og – hvis denne ikke

er på papir – modtager en kopi af ordresedlen på et andet varigt medium.

Bestemmelsen fastlægger således, at ordresedlen skal være en gyldighedsbe-

tingelse for aftaler indgået uden for fast forretningssted.

Medlemsstaterne kan ikke stille andre formelle krav end dem, der er anført i

bestemmelsens stk. 1 og 2, jf. artikel 10, stk. 3.

Fortrydelsesret ved fjernsalgsaftaler og aftaler indgået uden for fast forret-

ningssted

Direktivforslagets kapitel III indeholder desuden bestemmelser om, at for-

brugeren i visse tilfælde af fjernsalgsaftaler og aftaler indgået uden for fast

forretningssted har ret til at fortryde aftalen. Ligesom ovennævnte regler om

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

13/74

oplysningspligt for den erhvervsdrivende gælder fortrydelsesretten ikke en-

hver forbrugeraftale, men alene aftaler om fjernsalg og aftaler indgået uden

for fast forretningssted, mens det derimod er uden betydning, om aftalen

vedrører varekøb eller omhandler udførelse af en tjenesteydelse.

Spørgsmålet om fortrydelsesrettens længde og begyndelsestidspunkt er re-

guleret i forslagets artikel 12.

Efter stk. 1 har forbrugeren ved fjernsalgsaftaler og ved aftaler indgået uden

for fast forretningssted en

frist på 14 dage til at fortryde

aftalen uden angi-

velse af nogen grund. Det fremgår supplerende af præambelbetragtning nr.

24, at fristen bør regnes i kalenderdage.

Spørgsmålet om, hvornår 14-dages fristen løber fra, er nærmere omtalt i be-

stemmelsens stk. 2. For

aftaler indgået uden for fast forretningssted

løber

fristen fra den dato, hvor forbrugeren underskriver ordresedlen, eller – hvis

ordresedlen ikke er på papir – fra det tidspunkt, hvor forbrugeren modtager

en kopi af ordresedlen på et andet varigt medium. Er der tale om en aftale

fjernsalg af varer,

løber fortrydelsesfristen fra den dato, hvor forbruge-

ren eller en tredjemand, der er angivet af forbrugeren, får de bestilte varer i

sin fysiske besiddelse. For så vidt angår aftaler om

fjernsalg af tjenesteydel-

ser

løber fortrydelsesfristen fra den dato, hvor aftalen indgås.

14-dages fristen er overholdt, hvis forbrugeren inden fristens udløb sender

en meddelelse til den erhvervsdrivende om udøvelse af fortrydelsesretten, jf.

artikel 12, stk. 3. Forsendelsesrisikoen for meddelelsen påhviler således den

erhvervsdrivende.

Efter artikel 12, stk. 4, må medlemsstaterne ikke forbyde parterne at opfylde

deres forpligtelser i henhold til aftalen, inden fortrydelsesfristen er udløbet.

Som tidligere omtalt skal den erhvervsdrivende i henhold til direktivforsla-

gets artikel 9, litra b, artikel 10, stk. 1, og artikel 11, stk. 4, oplyse forbruge-

ren om retten til at fortryde aftalen. Har den erhvervsdrivende undladt dette,

er konsekvensen efter forslagets artikel 13, at fortrydelsesfristen først udlø-

ber 3 måneder efter det tidspunkt, hvor den erhvervsdrivende fuldt ud har

opfyldt sine øvrige aftalemæssige forpligtelser. Efter præambelbetragtning

nr. 27 bør den erhvervsdrivende anses for at have opfyldt sine forpligtelser

fuldt ud, når vedkommende har leveret de varer eller fuldt ud ydet de tjene-

steydelser, som forbrugeren har bestilt.

De nærmere spørgsmål om, hvordan forbrugeren skal forholde sig, hvis for-

trydelsesretten benyttes, er omtalt i direktivforslagets artikel 14.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

14/74

Efter artikel 14, stk. 1, skal forbrugeren give den erhvervsdrivende medde-

lelse om, at fortrydelsesretten udnyttes, og meddelelsen skal gives på et va-

rigt medium enten udformet med forbrugerens egne ord eller ved anvendel-

se af den standardformular for fortrydelse, der er optaget som bilag 1 til di-

rektivforslaget. Medlemsstaterne må ikke indføre andre formelle krav til

standardfortrydelsesformularen.

Artikel 14, stk. 2, angiver, at for fjernsalgsaftaler indgået over internettet

kan den erhvervsdrivende – foruden de muligheder, der er nævnt i stk. 1 –

give forbrugeren adgang til at udfylde og indsende standardfortrydelsesfor-

mularen elektronisk på den erhvervsdrivendes hjemmeside. I så fald skal

den erhvervsdrivende omgående pr. e-mail bekræfte modtagelsen af medde-

lelsen om, at fortrydelsesretten udnyttes.

Den overordnede konsekvens af, at fortrydelsesretten benyttes, er, at både

den erhvervsdrivendes og forbrugerens forpligtelse til at opfylde aftalen op-

hører, jf. direktivforslagets artikel 15. Er der tale om en situation, hvor for-

brugeren har afgivet tilbud uden for fast forretningssted, ophører således og-

så forpligtelsen til at indgå denne aftale.

For den erhvervsdrivende indebærer brug af fortrydelsesretten endvidere

visse forpligtelser. I så fald er den erhvervsdrivende nemlig forpligtet til at

refundere ethvert beløb, vedkommende har modtaget fra forbrugeren. Belø-

bet skal tilbagebetales til forbrugeren senest 30 dage efter den dato, hvor

den erhvervsdrivende har modtaget meddelelsen fra forbrugeren om, at for-

trydelsesretten gøres gældende, jf. direktivforslagets artikel 16, stk. 1.

Er der tale om en aftale vedrørende salg af en vare, er den erhvervsdrivende

efter artikel 16, stk. 2, berettiget til at tilbageholde det modtagne beløb, ind-

til det tidspunkt, hvor vedkommende har modtaget eller hentet de returnere-

de varer fra forbrugeren, eller indtil det tidspunkt, hvor den erhvervsdriven-

de fra forbrugeren har modtaget dokumentation for, at varerne er returneret.

Direktivforslagets artikel 17 omhandler følgerne for forbrugeren af at gøre

fortrydelsesretten gældende.

Hvis der er tale om en aftale vedrørende salg af varer, hvor forbrugeren in-

den fortrydelsesfristens udløb fysisk har modtaget varerne, skal forbrugeren,

når fortrydelsesretten gøres gældende, returnere varerne til den erhvervsdri-

vende eller én, der handler på vegne af den erhvervsdrivende. Medmindre

den erhvervsdrivende har tilbudt selv at afvente varerne, skal dette ske se-

nest

14 dage

efter den dato, hvor forbrugeren har givet den erhvervsdriven-

de besked om, at aftalen fortrydes.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

15/74

Forbrugeren skal kun betale de udgifter, der er forbundet med den direkte

tilbagelevering af varerne til den erhvervsdrivende, jf. artikel 17, stk. 1.

Brug af fortrydelsesretten kan således eksempelvis ikke betinges af, at der

betales et gebyr eller administrationsomkostninger til den erhvervsdrivende

– alene udgifter til forsendelse skal afholdes af forbrugeren ved dennes re-

turnering af de modtagne varer.

Artikel 17, stk. 2, angiver, at forbrugeren ved brug af fortrydelsesretten kun

hæfter for varernes eventuelle værdiforringelse, hvis varerne har været

håndteret på anden måde, end hvad der er nødvendigt for at få kendskab til

varens art og den måde, varen fungerer på.

Hvis den erhvervsdrivende i strid med direktivforslagets artikel 9, litra b,

har undladt at give forbrugeren oplysninger om fortrydelsesretten, betingel-

serne og procedurerne herfor, hæfter forbrugeren heller ikke i sådanne til-

fælde for varens eventuelle værdiforringelse.

Er der tale om fortrydelse af en aftale om udførelse af en tjenesteydelse,

hæfter forbrugeren ikke for de udgifter, den erhvervsdrivende allerede har

afholdt, hvis tjenesteydelsen er helt eller delvis udført, inden fortrydelsesfri-

stens udløb.

Tilknyttede aftaler og betydningen af, at en aftale fortrydes

I direktivforslagets artikel 18 er nærmere beskrevet, hvilke konsekvenser det

har for såkaldt tilknyttede aftaler, hvis en forbruger gør brug af fortrydelses-

retten.

Ved en tilknyttet aftale skal efter direktivforslagets artikel 2, nr. 20, forstås

en aftale i henhold til hvilken forbrugeren erhverver varer eller tjenesteydel-

ser, som er omfattet af en aftale vedrørende fjernsalg eller en aftale indgået

uden for fast forretningssted, og hvor disse varer eller tjenesteydelser leve-

res af den erhvervsdrivende eller tredjemand på grundlag af et arrangement

mellem nævnte tredjemand og den erhvervsdrivende.

Hvis forbrugeren fortryder en fjernsalgsaftale eller en aftale indgået uden

for fast forretningssted efter reglerne i direktivforslagets artikel 12-17, op-

hører enhver tilknyttet aftale automatisk, uden at dette indebærer udgifter

for forbrugeren. Dette gælder dog ikke i situationer, der er omfattet af arti-

kel 15 om tilknyttede kreditaftaler i direktiv 2008/48/EF om forbrugerkre-

ditter.

Efter artikel 18, stk. 2, fastlægger medlemsstaterne de nærmere bestemmel-

ser om ophævelsen af disse tilknyttede aftaler.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

16/74

Undtagelser til fortrydelsesretten

Som omtalt ovenfor finder direktivforslagets bestemmelser om fortrydel-

sesret alene anvendelse på aftaler om køb af varer eller tjenesteydelser, hvis

der er tale om fjernsalg eller aftaler indgået uden for fast forretningssted.

Selv om der foreligger en fjernsalgsaftale eller en aftale indgået uden for

fast forretningssted, er der visse situationer, hvor bestemmelserne om for-

trydelsesret efter direktivforslaget ikke skal gælde.

Artikel 19, stk. 1, vedrører undtagelser fra forbrugerens adgang til at fortry-

fjernsalgsaftaler.

Det drejer sig om følgende situationer:

Litra a – ved tjenesteydelser, hvor udførelsen med forbrugerens samtykke er

påbegyndt inden udløbet af fortrydelsesfristen.

Af præambelbetragtning nr. 34 fremgår supplerende, at det i visse tilfælde,

hvor fjernlevering påbegyndes inden fortrydelsesfristens udløb (f.eks. ved

forbrugerens download af datafiler inden fristens udløb), ville være urime-

ligt, hvis forbrugeren kunne gøre fortrydelsesretten gældende efter at have

benyttet tjenesteydelsen helt eller delvis. Derfor bør forbrugeren i sådanne

tilfælde miste retten til at fortryde, når leveringen påbegyndes, forudsat at

forbrugeren forudgående og udtrykkeligt har samtykket hertil.

Litra b – ved levering af varer eller tjenesteydelser, hvor prisen er afhængig

af udsving på kapitalmarkedet, som den erhvervsdrivende er uden indflydel-

se på.

Litra c – ved levering af varer, som er fremstillet efter forbrugerens specifi-

kationer eller har fået et tydeligt personligt præg, eller som må antages at

ville blive forringet eller forældet hurtigt.

Som det eksisterende fjernsalgsdirektiv indeholder direktivforslaget ikke

nærmere anvisninger på, hvornår bestemmelsen kan tænkes anvendt, og

hvor meget der skal til for at anse en vare for at forældes ”hurtigt” eller for

at være tilført et sådant ”tydeligt personligt præg”, at fortrydelsesretten ikke

kan gøres gældende.

Litra d – ved aftaler om levering af vin, hvor prisen er fastsat ved aftalens

indgåelse, men hvor levering først kan finde sted efter fortrydelsesfristens

udløb, og hvor prisen afhænger af markedskonjunkturer, som den erhvervs-

drivende er uden indflydelse på.

Litra e – levering af plomberede lyd- eller billedoptagelser eller edb-

software, hvor forbrugeren har brudt plomberingen.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

17/74

Litra f – levering af aviser, tidsskrifter og magasiner.

Litra g – aftaler vedrørende tips- og lotteriydelser.

Litra h – aftaler indgået på auktion, idet der ved en auktion forstås en salgs-

metode, hvor den erhvervsdrivende tilbyder varer eller tjenester gennem en

konkurrencebaseret budprocedure, som kan omfatte brug af fjernkommuni-

kationsteknikker, og hvor den højstbydende er forpligtet til at købe varerne

eller tjenesteydelserne. En transaktion på grundlag af et fastpristilbud er,

selv om forbrugeren får mulighed for at indgå aftalen gennem en budproce-

dure, ikke en auktion, jf. i det hele artikel 2, nr. 15.

I artikel 19, stk. 2, opregnes de situationer, hvor der – uanset at der forelig-

ger en

aftale indgået uden for fast forretningssted

ikke er adgang for forbru-

geren til at fortryde aftalen. Det drejer sig om følgende tilfælde:

Litra a – ved aftale om levering af fødevarer, drikkevarer og andre varer til

husholdningens løbende forbrug, som leveres fysisk til forbrugerens hjem,

bopæl eller arbejdsplads af den erhvervsdrivende på baggrund af forbruge-

rens forudgående udvælgelse af varerne ved hjælp af fjernkommunikation –

f.eks. via internettet.

Litra b – aftaler, hvor forbrugeren i en nødsituation har anmodet den er-

hvervsdrivende om hjælp. Hvis den erhvervsdrivende i forbindelse hermed

sælger yderligere varer eller tjenesteydelser til forbrugeren, har forbrugeren

imidlertid i forhold til disse aftaler fortrydelsesret i overensstemmelse med

direktivets øvrige bestemmelser.

Bestemmelsen er ny i forhold til det eksisterende direktiv om aftaler indgået

uden for fast forretningssted. I præambelbetragtning nr. 37 er anført, at for-

trydelsesretten af hensyn til retssikkerheden og af forenklingshensyn bør

finde anvendelse på alle former for aftaler indgået uden for fast forretnings-

sted, undtagen under nærmere definerede omstændigheder, som let kan do-

kumenteres, og at fortrydelsesretten derfor ikke bør kunne påberåbes i for-

bindelse med hastende reparationer i forbrugerens hjem, idet fortrydelsesret-

ten er uforenelig med nødsituationer.

Litra c – aftaler, hvor forbrugeren via fjernkommunikationsteknikker – ek-

sempelvis telefon – har anmodet den erhvervsdrivende om at foretage repa-

ration eller vedligeholdelse af forbrugerens ejendom. Hvis den erhvervsdri-

vende i forbindelse med sit besøg i forbrugerens hjem indgår en ny aftale

om levering af varer eller tjenesteydelser, som går ud over, hvad forbruge-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

18/74

ren i første omgang anmodede om, finder fortrydelsesretten anvendelse på

disse varer og tjenesteydelser.

Det følge af artikel 19, stk. 3, at parterne har mulighed for at aftale, at be-

stemmelserne i stk. 1 og 2 ikke skal anvendes.

Undtagelser til direktivforslagets kapitel III i øvrigt

I direktivforslagets artikel 20 opregnes de aftaletyper, hvor der ikke blot er

undtaget fra reglerne om fortrydelsesret, jf. artikel 19, men hvor der i det he-

le undtages fra direktivets artikel 8-19 – dvs. både oplysningskrav og fortry-

delsesretten.

For så vidt angår både

fjernsalgsaftaler

aftaler indgået uden for fast for-

retningssted

er følgende aftaletyper undtaget, jf. artikel 20, stk. 1:

Litra a – aftaler om salg af fast ejendom og aftaler om andre rettigheder i

forbindelse med fast ejendom, bortset fra aftaler om udlejning og aftaler om

arbejder i forbindelse med fast ejendom.

I præambelbetragtning nr. 35 er det anført, at Kommissionen har kunnet

konstatere en række problemer for forbrugerne i relation til aftaler om for-

bedringer i hjemmet, hvor forbrugerne udsættes for stort pres med hensyn til

at bestille dyrt renoveringsarbejde. Derfor bør bestemmelserne om oplys-

ninger og fortrydelsesret udvides til også at omfatte denne form for aftaler

om arbejder i hjemmet, således at aftaler om overdragelse af interesser i fast

ejendom som de eneste ikke er omfattet af direktivets bestemmelser om op-

lysningspligt og fortrydelsesret ved fjernsalg og aftaler indgået uden for fast

forretningssted.

Litra b – aftaler, der indgås ved hjælp af vareautomater eller automatiserede

forretningslokaler.

Litra c – aftaler, der indgås med formidlere af telekommunikation ved brug

af offentlige telefonbokse.

Litra d – aftaler om levering af føde- og drikkevarer, hvis den erhvervsdri-

vende ofte og regelmæssigt betjener faste ruter i nabolaget til den erhvervs-

drivendes faste forretningssted.

Efter artikel 20, stk. 2, finder artikel 8-19 endvidere ikke anvendelse på

afta-

ler indgået uden for fast forretningssted

i følgende tilfælde:

Litra a – aftaler vedrørende forsikring.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

19/74

Litra b – aftaler vedrørende finansielle tjenesteydelser, hvis pris afhænger af

udsving på kapitalmarkedet, som den erhvervsdrivende er uden indflydelse

på, og hvor prisudsvingene kan forekomme inden fortrydelsesfristens udløb,

jf. artikel 6, stk. 2, litra a, i det finansielle fjernsalgsdirektiv (direktiv

2002/65/EF).

Litra c – aftaler om kredit omfattet direktiv 2008/48/EF om forbrugerkredit-

ter.

Endelig fastlægger artikel 20, stk. 3, at artikel 8-19 endvidere ikke finder

anvendelse på aftaler om

fjernsalg

vedrørende tjenesteydelsesaftaler om le-

vering af logi, transport, biludlejning samt forplejning og fritidstilbud, når

aftalerne vedrører levering på en forud fastsat dato eller i et nærmere be-

stemt tidsrum.

I præambelbetragtning nr. 36 er herom anført, at sådanne aftaler indebærer,

at der afsættes kapacitet, som den erhvervsdrivende kunne finde det vanske-

ligt at anvende, hvis der indføres fortrydelsesret, og at bestemmelserne om

forbrugeroplysning og fortrydelsesret derfor ikke bør finde anvendelse på

disse fjernsalgsaftaler.

Købsaftaler

Direktivforslaget indeholder i kapitel IV visse bestemmelser om forbruger-

køb. Bestemmelserne tilsigter at erstatte det nuværende direktiv 99/44/EF

om forbrugerkøb og garantier i forbindelse hermed og svarer på mange

punkter til den nuværende regulering på området.

Efter forslagets artikel 21, stk. 1, finder direktivets kapitel IV anvendes på

købsaftaler, idet der som ovenfor nævnt ved en købsaftale forstås enhver af-

tale mellem den erhvervsdrivende og forbrugeren om salg af varer, herunder

enhver aftale med blandet formål, der både har varer og tjenesteydelser som

genstand, jf. artikel 2, nr. 3. I tilfælde af aftaler med blandede formål, hvor

den erhvervsdrivende både leverer varer og tjenesteydelser, finder kapitlet

kun anvendelse på varerne, jf. dog artikel 24, stk. 5, om mangelfuld installa-

tion.

Efter artikel 21, stk. 2, skal kapitel IV også finde anvendelse på aftaler om

levering af varer, som først skal tilvirkes – dvs. såkaldte bestillingskøb. Ka-

pitlet er derimod ikke anvendeligt på de reservedele, som den erhvervsdri-

vende måtte anvende, hvis vedkommende afhjælper eventuelle mangler ved

varen i henhold til forslagets artikel 26.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

20/74

Medlemsstaterne har efter forslagets artikel 21, stk. 4, mulighed for at fast-

sætte, at kapitel IV ikke skal anvendes på aftaler vedrørende brugte gen-

stande, der sælges på offentlig auktion.

Levering og risikoens overgang ved købsaftaler

I modsætning til den eksisterende EU-regulering på området indeholder di-

rektivforslaget bestemmelser om levering i købsaftaler (dvs. om tidspunktet

for levering og om beføjelser ved forsinket levering) og om risikoens over-

gang ved købsaftaler.

Medmindre parterne har aftalt andet, er den erhvervsdrivende således efter

forslagets artikel 22, stk. 1, forpligtet til at lade den fysiske besiddelse af va-

rerne overgå til forbrugeren senest

30 dage

efter aftalens indgåelse.

Hvis den erhvervsdrivende ikke opfylder forpligtelsen til at levere, er for-

brugeren berettiget til at få eventuelle betalte beløb refunderet af den er-

hvervsdrivende senest

7 dage

efter leveringsdatoen i henhold til stk. 1, jf. ar-

tikel 22, stk. 2.

Spørgsmålet om risikoens overgang er reguleret i forslagets artikel 23. Efter

stk. 1 skal risikoen for tab eller beskadigelse af varer overgå til forbrugeren

på det tidspunkt, hvor vedkommende eller en tredjemand angivet af forbru-

geren, dog ikke befragteren, får varerne i fysisk besiddelse. Risikoen over-

går dog til forbrugeren på leveringstidspunktet, som er aftalt mellem parter-

ne, hvis forbrugeren eller den af forbrugeren angivne tredjemand, dog ikke

befragteren, ikke har truffet rimelige foranstaltninger med henblik på at tage

varerne i fysisk besiddelse, jf. stk. 2.

I præambelbetragtning nr. 38 er det anført, at den nye bestemmelse om risi-

koovergang ikke bør anvendes i det tilfælde, hvor forbrugeren venter urime-

ligt længe med at tage varerne i sin besiddelse – f.eks. hvis forbrugeren ikke

afhenter varerne på posthuset inden den frist, posthuset har fastsat. Under

sådanne omstændigheder bør forbrugeren bære risikoen for tab eller forrin-

gelse efter det leveringstidspunkt, der er aftalt med den erhvervsdrivende.

Mangler ved salgsgenstanden

I lighed med den nuværende regulering i direktiv 99/44/EF om forbrugerkøb

og garantier i forbindelse hermed indeholder direktivforslaget bestemmelser

om, hvad der skal til, for at salgsgenstanden er i overensstemmelse med af-

talen (kontraktmæssig) – dvs. hvilke krav salgsgenstanden skal leve op til

for at være mangelfri.

Efter forslagets artikel 24, stk. 1, er den erhvervsdrivende forpligtet til at le-

vere forbrugeren en vare, der er i overensstemmelse med købsaftalen.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

21/74

I præambelbetragtning nr. 39 er det anført, at den erhvervsdrivende bør stå

til ansvar over for forbrugeren, hvis varerne ikke er i overensstemmelse med

aftalen, og at den beskaffenhed og brugbarhed, som forbrugeren med rette

kan forvente, bl.a. vil afhænge af, om varerne er nye eller brugte og af va-

rernes forventede holdbarhed.

Kravet om kontraktmæssighed suppleres i artikel 24, stk. 2, af en formod-

ningsregel, hvorefter de leverede varer formodes at være i overensstemmel-

se med købsaftalen, hvis de lever op til visse nærmere angivne krav.

Varerne formodes således at være kontraktmæssige, hvis

- de er i overensstemmelse med den erhvervsdrivendes beskrivelse af

dem og har den beskaffenhed, der svarer til en vareprøve eller mo-

del, som den erhvervsdrivende har forelagt forbrugeren, jf. litra a,

- de er egnede til et særligt formål, som forbrugeren ønsker, de skal

kunne anvendes til, når vedkommende har gjort den erhvervsdriven-

de bekendt hermed på tidspunktet for aftalens indgåelse, og den er-

hvervsdrivende har accepteret dette, jf. litra b,

- de er egnede til de formål, som varer af samme type sædvanligvis

anvendes til, jf. litra c, eller

- de har den beskaffenhed og brugbarhed, der er sædvanlig for varer af

samme type, og som forbrugeren med rimelighed kan forvente under

hensyntagen til deres art og i givet fald de oplysninger om deres

konkrete egenskaber, der er afgivet offentligt om dem af sælgeren,

producenten eller dennes repræsentant, navnlig i reklamer eller gen-

nem mærkning, jf. litra d.

Det følger af forslagets artikel 24, stk. 3, at der ikke er tale om manglende

overensstemmelse i denne artikels forstand, hvis forbrugeren på det tids-

punkt, aftalen blev indgået, havde kendskab til eller med rimelighed burde

have været bekendt med den manglende overensstemmelse, eller hvis den

manglende overensstemmelse skyldes materialer leveret af forbrugeren.

Efter artikel 24, stk. 4, skal den erhvervsdrivende ikke være bundet af så-

danne oplysninger som nævnt i stk. 2, litra d (oplysninger om varens kon-

krete egenskaber afgivet offentligt af den erhvervsdrivende, producenten el-

ler dennes repræsentant), hvis den erhvervsdrivende godtgør, at

han ikke havde kendskab til eller ikke med rimelighed kunne have

haft kendskab til den pågældende oplysning, jf. litra a,

den pågældende oplysning var rettet ved indgåelsen af købsaftalen,

jf. litra b,

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

22/74

den pågældende oplysning ikke kan have haft betydning for forbru-

gerens beslutning om at købe den pågældende vare, jf. litra c.

Manglende overensstemmelse, der skyldes forkert installation af varen, be-

tragtes som varens manglende overensstemmelse, når installationen af varen

indgår i købsaftalen og er udført af den erhvervsdrivende eller på dennes

vegne. Tilsvarende gælder, hvis forbrugeren selv installerer en vare, der er

beregnet hertil, og den ukorrekte installation skyldes en fejl i installations-

vejledningen, jf. artikel 24, stk. 5.

Direktivforslaget indeholder i artikel 25 en bestemmelse, der i den danske

sprogversion har overskriften ”Lovfæstede rettigheder - Erstatningsansvar

for manglende overensstemmelser”. Bestemmelsen angiver, at den er-

hvervsdrivende er ansvarlig over for forbrugeren for eventuel manglende

overensstemmelse (med aftalen), som foreslå på tidspunktet for risikoens

overgang til forbrugeren. Bestemmelsen omhandler således uanset over-

skriften ikke spørgsmålet om den erhvervsdrivendes eventuelle erstatnings-

ansvar i anledning af mangler, men fastlægger det tidspunkt, der er afgøren-

de for mangelsvurderingen og dermed for, om den erhvervsdrivende er an-

svarlig for en fejl ved salgsgenstanden.

Forbrugerens beføjelser ved mangler ved salgsgenstanden

Forslagets artikel 26 handler om de beføjelser, forbrugeren har, hvis den er-

hvervsdrivende leverer en vare, der ikke er i overensstemmelse med aftalen

– dvs. hvis der foreligger en mangel ved salgsgenstanden.

Efter bestemmelsens stk. 1 har forbrugeren, hvis varen ikke er i overens-

stemmelse med aftalen, i overensstemmelse med stk. 2-5 ret til følgende:

- at få varen bragt i overensstemmelse med aftalen ved afhjælpning el-

ler omlevering, jf. litra a,

- at få et afslag i prisen, jf. litra b,

- at hæve købet, jf. litra c, idet forbrugeren dog kun kan hæve købet,

hvis den manglende overensstemmelse er væsentlig, jf. stk. 3, 2. led.

I medfør af artikel 26, stk. 2, kan den erhvervsdrivende bringe varen i over-

ensstemmelse med aftalen ved efter eget valg enten at foretage afhjælpning

eller omlevering. Forslaget adskiller sig herved fra det eksisterende direktiv

på området, hvorefter det som udgangspunkt er forbrugeren, der har valgret-

ten mellem de to beføjelser.

Hvis den erhvervsdrivende kan bevise, at det er ulovligt, umuligt eller vil

kræve en uforholdsmæssig indsats fra den erhvervsdrivendes side at bringe

varen i overensstemmelse med aftalen ved at afhjælpe eller omlevere, kan

forbrugeren efter forslaget vælge at få et prisafslag eller at hæve købet. Kra-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

23/74

vet til den erhvervsdrivendes indsats anses for uforholdsmæssigt, hvis det

påfører vedkommende omkostninger, der i forhold til omkostningerne ved

prisafslag eller ophævelse er urimelige under hensyn til varens værdi i man-

gelfri tilstand og betydningen af den pågældende mangel, jf. i det hele arti-

kel 26, stk. 3. Det fremgår supplerende af præambelbetragtning nr. 40, at

den erhvervsdrivendes indsats bør bedømmes på en objektiv måde under

hensyn til de omkostninger, der påføres den erhvervsdrivende ved afhjælp-

ning af manglen, varernes værdi og manglens betydning, og at mangel på

reservedele ikke bør være en gyldig grund til, at den erhvervsdrivende ikke

skal afhjælpe en mangel inden for en rimelig frist.

Efter artikel 26, stk. 4, kan forbrugeren gøre mangelsbeføjelser som nævnt i

stk. 1, gældende, hvis

- den erhvervsdrivende direkte eller indirekte har afslået at bringe va-

ren i overensstemmelse med aftalen, jf. litra a,

- den erhvervsdrivende ikke har bragt varen i overensstemmelse med

aftalen inden for rimelig tid, jf. litra b,

- den erhvervsdrivendes forsøg på at bringe varen i overensstemmelse

med aftalen har været til væsentlig ulempe for forbrugeren, jf. litra c,

eller

- den samme mangel er opstået gentagne gange inden for en kort peri-

ode, jf. litra d.

Det er i præamblens betragtning nr. 42 anført, at forbrugeren er berettiget til

frit at vælge mellem ethvert af de midler, der står til rådighed, hvis den er-

hvervsdrivende har nægtet at afhjælpe manglen eller mere end én gang har

undladt at afhjælpe manglen. Det fremgår endvidere, at den erhvervsdriven-

des afvisning ikke blot kan være udtrykkeligt, men også implicit, hvis den

erhvervsdrivende ikke reagerer eller ignorerer forbrugerens krav om af-

hjælpning af manglen.

Efter artikel 26, stk. 5, skal spørgsmålet om væsentlig ulempe for forbruge-

ren og rimelig tid for den erhvervsdrivende til at bringe varen i overens-

stemmelse med aftalen vurderes under hensyntagen til varens art og forbru-

gerens formål med at anskaffe varen, jf. artikel 24, stk. 2, litra b, der om-

handler forbrugerens eventuelle særlige formål.

Artikel 27, stk. 1, fastsætter, at forbrugeren har ret til at få varen bragt i

overensstemmelse med aftalen ved gratis afhjælpning. I tilknytning hertil

fremgår det af præambelbetragtning nr. 41, at forbrugeren ikke bør afholde

omkostninger i forbindelse med afhjælpning af den manglende overens-

stemmelse, navnlig forsendelsesomkostninger, arbejdsløn og materialeom-

kostninger, og at forbrugeren endvidere ikke bør betale godtgørelse til den

erhvervsdrivende for brug af defekte varer.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

24/74

Efter bestemmelsens stk. 2, kan forbrugeren ”kræve erstatning for tab, som

ikke er afhjulpet i overensstemmelse med artikel 26, jf. dog bestemmelserne

i dette kapitel”.

Direktivforslaget indeholder ikke nærmere anvisninger om indholdet af

denne bestemmelse, hvis rækkevidde giver anledning til betydelig tvivl.

Reklamationsfrister i købsaftaler

I lighed med direktiv 99/44/EF om visse aspekter af forbrugerkøb og garan-

tier i forbindelse hermed indeholder direktivforslaget regler om, at forbruge-

ren skal reagere inden for visse frister, hvis vedkommende vil gøre gælden-

de, at der er mangler ved salgsgenstanden.

Efter forslagets artikel 28, stk. 1, er den erhvervsdrivende ansvarlig for

manglende overensstemmelse, der viser sig inden for 2 år efter det tids-

punkt, hvor risikoen for varen overgik til forbrugeren. Den absolutte rekla-

mationsfrist er således 2 år efter forslaget.

Bestemmelsens stk. 2 fastlægger som noget nyt i forhold til de eksisterende

EU-regler på området, at der i de tilfælde, hvor den erhvervsdrivende fore-

tager omlevering som følge af manglende overensstemmelse, løber en ny 2-

års frist for manglende overensstemmelse ved den omleverede vare, regnet

fra det tidspunkt, hvor forbrugeren eller en af forbrugeren angivet tredje-

mand får de omleverede varer i fysisk besiddelse.

Hvis der er tale om aftaler vedrørende brugte varer, kan den erhvervsdri-

vende og forbrugeren aftale, at der skal gælde en kortere absolut reklamati-

onsfrist. Fristen kan dog ikke være kortere end 1 år, jf. artikel 28, stk. 3.

Efter artikel 28, stk. 4, kan forbrugeren kun gøre gældende, at varen er man-

gelfuld, hvis vedkommende underretter den erhvervsdrivende om manglen-

de overensstemmelse med aftalen senest 2 måneder efter, at forbrugeren har

konstateret den manglende overensstemmelse. Den relative reklamations-

frist efter forslaget er således 2 måneder fra det tidspunkt, hvor forbrugeren

faktisk opdagede manglen.

Det følger af artikel 28, stk. 5, at hvis en manglende overensstemmelse med

aftalen viser sig senest 6 måneder efter, at risikoen er overgået til forbruge-

ren, formodes den at have eksisteret ved risikoens overgang. Denne for-

modning gælder dog ikke, hvis det vil være uforeneligt med varens eller den

manglende overensstemmelses art.

Handelsmæssige garantier

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

25/74

Spørgsmålet om udformningen og indholdet af handelsmæssige garantier er

nærmere reguleret i forslagets artikel 29. Som omtalt ovenfor forstås ved en

handelsmæssig garanti enhver forpligtelse, som den erhvervsdrivende eller

producenten (”garantigiveren”) har påtaget sig over for forbrugeren til at re-

fundere købesummen eller omlevere, reparere eller på anden måde afhjælpe

mangler ved varen, hvis den ikke svarer til de specifikationer, der fremgår af

garantierklæringen eller af de relevante reklamer på tidspunktet eller forud

for aftalens indgåelse, jf. artikel 2, nr. 18.

En handelsmæssig garanti er retlig bindende for garantigiveren på de vilkår,

der er fastsat i garantierklæringen. Hvis der ikke foreligger en egentlig ga-

rantierklæring, er den handelsmæssige garanti bindende på de vilkår, der er

fastsat i reklamer for den handelsmæssige garanti, jf. direktivforslagets arti-

kel 29, stk. 1.

Efter artikel 29, stk. 2, skal garantierklæringen være udformet på en klar og

forståelig måde og være letlæselig. Garantierklæringen skal angive følgen-

de:

- forbrugerens lovfæstede rettigheder i henhold til artikel 26 om man-

gelsbeføjelser og klargøre, at disse rettigheder ikke berøres af den

handelsmæssige garanti, jf. litra a,

- indholdet af den handelsmæssige garanti og betingelserne for at be-

nytte garantien, navnlig garantiens varighed, dens geografiske om-

fang samt navn og adresse på garantigiveren, jf. litra b,

- hvor det er relevant, det forhold, at den handelsmæssige garanti ikke

kan overføres til en efterfølgende køber, jf. dog artikel 32 og 35 og

bilag III, pkt. 1, litra j, jf. litra c.

I præambelbetragtning nr. 44 er anført, at visse erhvervsdrivende og produ-

center tilbyder forbrugeren handelsmæssige garantier, og at det – for at und-

gå at forbrugerne vildledes – er vigtigt, at garantierne indeholder oplysnin-

ger om varighed og geografisk udstrækning, ligesom det skal fremgå, at den

handelsmæssige garanti ikke påvirker forbrugerens lovfæstede rettigheder.

Hvis forbrugeren anmoder om det, skal garantibestemmelserne stilles til rå-

dighed for vedkommende på et varigt medium, jf. artikel 29, stk. 3.

Manglende overensstemmelse med direktivets krav i stk. 2 og 3 er uden be-

tydning for garantiens gyldighed, jf. stk. 4. Det fremgår derimod ikke af di-

rektivet, hvad retsvirkningen af manglende overholdelse af bestemmelsen så

skal være.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

26/74

Urimelige kontraktvilkår

Direktivforslagets kapitel V indeholder regler om forbrugerens rettigheder

ved den erhvervsdrivendes brug af standardvilkår i kontrakter. Bestemmel-

serne, der i vid udstrækning svarer til reguleringen i det eksisterende direk-

tiv 93/13/EF, finder anvendelse på enhver form for forbrugeraftale – dvs.

uanset om aftalen vedrører køb af varer eller tjenesteydelser, og uanset om

aftalen er indgået som fjernsalgsaftale, aftale indgået uden for fast forret-

ningssted eller på den erhvervsdrivendes forretningssted.

Efter direktivforslagets artikel 30, stk. 1, skal kapitel V finde anvendelse på

kontraktvilkår, som er udarbejdet på forhånd af den erhvervsdrivende eller

en tredjemand, og som forbrugeren har accepteret uden at have mulighed for

at påvirke indholdet af vilkårene – navnlig når sådanne kontraktvilkår udgør

en del af en standardaftale.

Bestemmelserne er således anvendelige i tilfælde, hvor der er tale om ikke-

individuelt forhandlede kontraktvilkår. Det er den erhvervsdrivende, der har

bevisbyrden for, at en aftale har været genstand for individuel forhandling,

jf. forslagets artikel 33.

Det forhold, at forbrugeren har haft mulighed for at få indflydelse på aspek-

ter ved et givent kontraktvilkår eller et bestemt vilkår, udelukker efter arti-

kel 30, stk. 2, ikke, at forslagets kapitel V finder anvendelse på andre kon-

traktvilkår, som er en del af aftalen.

Kapitlet finder dog ikke anvendelse på kontraktvilkår, som afspejler love el-

ler administrative bestemmelser, der er i overensstemmelse med fælles-

skabslovgivningen, samt bestemmelser eller principper i internationale kon-

ventioner, som Fællesskabet eller medlemsstaterne er part i, jf. artikel 30,

stk. 3.

I præamblens betragtning nr. 46 er i tilknytning hertil anført, at bestemmel-

serne om urimelige kontraktvilkår ikke finder anvendelse på vilkår, der di-

rekte eller indirekte afspejler love eller administrative bestemmelser i med-

lemsstaterne, som er i overensstemmelse med fællesskabslovgivningen, og

at tilsvarende gælder for vilkår, der afspejler principper eller bestemmelser i

internationale konventioner, som Fællesskabet eller medlemsstaterne er part

i, bl.a. på transportområdet.

Direktivforslaget stiller i lighed med direktiv 93/13/EF krav om, at kon-

traktvilkår skal være gennemsigtige. Kontraktvilkår skal således altid være

udtrykt på en klar og forståelig måde og være letlæselige, og de skal gøres

tilgængelige for forbrugeren på en sådan måde, at vedkommende har reel

mulighed for at gøre sig bekendt med dem inden aftalens indgåelse ”under

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

27/74

rimelig hensyntagen til de anvendte kommunikationsteknikker”, jf. artikel

31, stk. 1 og 2. Hvis der opstår tvivl om et kontraktvilkårs betydning, gælder

den fortolkning, som er mest gunstig for forbrugeren, jf. nedenfor under om-

talen af artikel 36.

I præamblens betragtning nr. 47 er det anført, at den erhvervsdrivende dog

frit bør kunne vælge skrifttype og skriftstørrelse. Kravet om forbrugerens

adgang til vilkårene inden aftaleindgåelsen kan efter denne præambelbe-

tragtning opfyldes ved at udlevere vilkårene til forbrugeren ved aftaler ind-

gået på fast forretningssted, i forbindelse med fjernsalg ved at gøre vilkåre-

ne tilgængelige for forbrugeren på anden vis – f.eks. på den erhvervsdriven-

des hjemmeside, og ved aftaler indgået uden for fast forretningssted ved ”at

vedlægge ordresedlen standardvilkårene som bilag”.

Efter artikel 31, stk. 3, skal den erhvervsdrivende anmode om forbrugerens

udtrykkelige samtykke specifikt til eventuelle yderligere betalingsforpligtel-

ser ud over betalingen for den erhvervsdrivendes vigtigste kontraktlige for-

pligtelse. Hvis et sådant samtykke ikke indhentes, men blot formodes at fo-

religge i kraft af forudvalgte løsninger, som forbrugeren skal fravælge for at

undgå yderligere betalinger, er forbrugeren berettiget til at kræve sådanne

yderligere betalinger refunderet.

I tilknytning hertil er det i præamblens betragtning nr. 47 anført, at det bør

være forbudt at formode, at der ved brug af opt out-ordninger som f.eks. ved

forud afkrydsede felter er givet samtykke.

Medlemsstaterne kan ikke stille krav til præsentationen af, hvordan kon-

traktvilkårene formuleres og gøres tilgængelige for forbrugeren, jf. artikel

31, stk. 4.

Det eksisterende direktiv 93/13/EF indeholder i et bilag en vejledende og

ikke-udtømmende liste over urimelige kontraktvilkår. Til forskel herfra er

der til direktivforslaget knyttet to bilag – bilag II, der indeholder en liste

over kontraktvilkår, der altid er urimelige (en såkaldt sort liste), og bilag III,

der er en liste over kontraktvilkår, der formodes at være urimelige (en så-

kaldt grå liste). Hvis et vilkår er opregnet på den sorte liste, skal medlems-

staterne sikre, at vilkåret i alle tilfælde betragtes som urimelige, mens et vil-

kår, der er angivet på den grå liste, skal anses for urimeligt, medmindre den

erhvervsdrivende har bevist, at vilkåret er rimeligt, jf. forslagets artikel 34

og 35. Begge lister finder anvendelse i alle medlemsstater og kan kun æn-

dres ved den procedure, som er beskrevet i forslagets artikel 39, stk. 2, og

artikel 40.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

28/74

Efter præamblens betragtning nr. 50 tager anvendelsen af de pågældende li-

ster sigte på at skabe retssikkerhed og forbedre den måde, det indre marked

fungerer på.

Selv om et givent kontraktvilkår ikke fremgår af hverken den sorte eller grå

liste, skal medlemsstaterne imidlertid sikre, at et kontraktvilkår, der til trods

for kravet om god tro (almindelig hæderlighed) bevirker en betydelig skæv-

hed i parternes rettigheder og forpligtelser til skade for forbrugeren, skal be-

tragtes som urimeligt, jf. direktivforslagets artikel 32, stk. 1. Ifølge præamb-

lens betragtning nr. 54 kan medlemsstaterne anvende ethvert begreb inden

for national aftaleret med henblik på at sikre, at urimelige aftalevilkår ikke

er bindende for forbrugeren.

Efter præambelbetragtning nr. 48 skal der ved vurderingen af begrebet ”god

tro” i direktivet især tages hensyn til styrkeforholdet mellem den erhvervs-

drivende og forbrugeren, til om forbrugeren er blevet tilskyndet til at accep-

tere aftalevilkåret og til, om varerne eller tjenesteydelsen er solgt eller leve-

ret på forbrugerens særlige bestilling. Det følger endvidere, at den erhvervs-

drivende kan opfylde kravet om god tro ved at handle loyalt og rimeligt med

forbrugeren, hvis legitime interesse den erhvervsdrivende bør tage hensyn

til.

Ved vurderingen af, om et kontraktvilkår er urimeligt, skal der tages hensyn

til, hvilken type produkter aftalen vedrører, og til alle omstændigheder ved-

rørende aftalens indgåelse, andre vilkår i aftalen og i en anden tilknyttet af-

tale, som forelå på tidspunktet for aftaleindgåelsen. Når det nationalt skal

vurderes, om et kontraktvilkår er urimeligt, skal der også tages hensyn til,

hvordan den erhvervsdrivende har udformet kontrakten og gjort den tilgæn-

gelig for forbrugeren, smh. direktivforslagets artikel 31, jf. artikel 32, stk. 2.

Vurderingen omfatter dog hverken aftalens hovedgenstand eller overens-

stemmelsen mellem den påregnede betaling og den erhvervsdrivendes vig-

tigste kontraktlige forpligtelse, for så vidt den erhvervsdrivende opfylder al-

le bestemmelserne i artikel 31.

I lighed med direktiv 93/13/EF indeholder direktivforslaget en bestemmelse

om fortolkning af standardvilkår. Efter forslagets artikel 36 skal der – hvis

der opstår tvivl om et aftalevilkårs betydning – gælde den fortolkning, som

er mest gunstig for forbrugeren. Dette gælder dog ikke i forbindelse med de

procedurer, der er fastsat i forslagets artikel 38, stk. 2 – dvs. ved gruppe-

søgsmål.

I lighed med direktiv 93/13/EF indeholder direktivforslaget også en be-

stemmelse om, at kontraktvilkår, der er urimelige, ikke skal binde forbruge-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

29/74

ren, og at aftalen skal forblive bindende for parterne, hvis den kan oprethol-

des uden det kontraktvilkår, der anses for urimeligt, jf. forslagets artikel 37.

Forslagets artikel 38 indeholder delvis nye regler, der drejer sig om hånd-

hævelse i forhold til urimelige kontraktvilkår.

Af artikel 38, stk. 1, følger, at medlemsstaterne skal sikre, at der i forbruge-

rens og konkurrenternes interesse findes egnede og effektive midler til at

bringe urimelige kontraktvilkår, der indgår i forbrugeraftaler, til ophør.

Efter artikel 38, stk. 2, kan navnlig personer eller organisationer, der efter

national lovgivning har en legitim interesse i at beskytte forbrugere, ind-

bringe en sag for de relevante myndigheder, således at det kan afgøres, om

kontraktvilkår, der er udarbejdet med henblik på generel anvendelse, er uri-

melige.

Medlemsstaterne er efter forslagets artikel 38, stk. 3, forpligtede til at sætte

retsmyndighederne eller administrative myndigheder i stand til at anvende

egnede og effektive midler, som sikrer, at erhvervsdrivende bringer anven-

delsen af sådanne kontraktvilkår til ophør.

Det følger endvidere af artikel 38, stk. 4, at medlemsstaterne er forpligtede

til at sikre, at de sager, der omtales i stk. 2 og 3, under overholdelse af nati-

onal retsplejelovgivning enten kan indbringes mod hver enkelt erhvervsdri-

vende eller samlet mod flere erhvervsdrivende inden for samme erhvervs-

sektor eller sammenslutninger heraf, der anvender eller opfordrer til anven-

delse af de samme generelle kontraktvilkår eller lignende vilkår.

Bestemmelsen i artikel 39 handler om proceduren for revision af direktivets

bilag II og III, som indeholder lister over kontraktvilkår, der henholdsvis er

og formodes at være urimelige.

Efter artikel 39, stk. 1, skal medlemsstaterne give Kommissionen besked om

de vilkår, som de relevante nationale myndigheder har fundet urimelige, og

som man anser for relevante med henblik på ændring af direktivets lister. På

baggrund af de meddelelser, som Kommissionen modtager i medfør af stk.

1, ændrer Kommissionen bilag II og III i overensstemmelse med den proce-

dure, der er beskrevet i artikel 40.

Generelle bestemmelser

Revision af bilag II og III

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

30/74

Forslagets artikel 40 omhandler ”udvalget vedrørende urimelige kontrakt-

vilkår i forbrugeraftaler”, og anfører i stk. 1, at Kommissionen bistås af det-

te udvalg, når bilag II og III skal revideres.

Håndhævelse og sanktioner

Efter artikel 41, stk. 1 skal medlemsstaterne sikre, at der findes tilstrækkeli-

ge og effektive midler til kontrol med overholdelsen af bestemmelserne i di-

rektivet.

De midler, der nævnes i stk. 1, omfatter bestemmelser i henhold til hvilke et

eller flere nedennævnte organer efter national lovgivning kan indbringe en

sag for de relevante myndigheder med henblik på overholdelse af de natio-

nale bestemmelser til gennemførelse af direktivet. De pågældende organer

A) offentlige organer eller deres repræsentanter

B) forbrugerorganisationer, der har en legitim interesse i at beskytte

forbrugerne

C) faglige organisationer, der har en legitim interesse i at handle.

Medlemsstaterne skal fastsætte bestemmelser om sanktioner for overtrædel-

se af de nationale bestemmelser, der er vedtaget med henblik på gennemfø-

relse af direktivet, og skal træffe de nødvendige foranstaltninger til gennem-

førelsen heraf. Sanktionerne skal være effektive, stå i rimeligt forhold til

overtrædelsens grovhed og have afskrækkende virkning, jf. artikel 42, stk. 1.

Efter artikel 42, stk. 2, skal medlemsstaterne senest på den dato, der er fast-

sat i artikel 46, give Kommissionen meddelelse om disse bestemmelser og

skal omgående meddele senere ændringer af betydning til Kommissionen.

Ufravigelighed

Bestemmelsen i forslagets artikel 43 fastlægger, at forbrugeren – i de tilfæl-

de, hvor det er lovgivningen i en medlemsstat, der er gældende for aftalen –

ikke kan give afkald på de rettigheder, der tilkommer vedkommende i hen-

hold til direktivet.

Det fremgår af præamblens betragtning nr. 57, at forbrugeren ikke bør berø-

ves den beskyttelse, der tilkommer vedkommende efter direktivforslaget.

For så vidt angår det tilfælde, at den lov, der finder anvendelse på aftalen, er

loven i et tredjeland, anføres det i samme betragtning, at Europa-

Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 593/2008 om lovvalgsregler for

kontraktlige forpligtelser (Rom I) bør anvendes til at fastlægge, om forbru-

geren beholder den beskyttelse, der tilkommer ham i medfør af dette direk-

tiv.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

31/74

I de tilfælde, hvor den lovvalget falder ud til loven i et tredjeland, bør afgø-

res efter Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 598/2008 om lov-

valgsregler for kontraktlige forpligtelser (Rom I), om forbrugeren beholder

den beskyttelse, der følger af direktivet.

Information

Efter artikel 44 skal medlemsstaterne træffe passende foranstaltninger med

henblik på at informere forbrugerne om den nationale lovgivning, der gen-

nemfører direktivet, og hvor det er relevant tilskynde erhvervsdrivende og

”kodeksindehavere” til at oplyse forbrugerne om adfærdskodekser.

Efter præamblens betragtning nr. 60 vil Europa-Kommissionen tage skridt

til at finde den mest hensigtsmæssige måde med henblik på at sikre, at alle

forbrugere gøres bekendt med deres rettigheder på salgsstedet.

Levering uden forbrugerens anmodning

Forslagets artikel 45 angiver, at forbrugeren er fritaget for enhver modydel-

se i tilfælde af levering uden forudgående anmodning, jf. artikel 5, stk. 5, og

pkt. 29 i bilag I i direktiv 2005/29/EF. Forbrugerens manglende reaktion i

forhold til en sådan levering kan ikke sidestilles med et samtykke fra for-

brugeren.

Bestemmelsen skal ifølge præamblens betragtning nr. 61 ses som det civil-

retlige modstykke til de offentligretlige bestemmelser om forbud mod uan-

modede leveringer i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EF

om urimelig handelspraksis.

Direktivets gennemførelse i national ret

Direktivets gennemførelsesfrist fremgår af artikel 46. Herefter skal med-

lemsstaterne senest 18 måneder efter direktivets ikrafttrædelse vedtage og

offentliggøre de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for

at efterkomme direktivet. Medlemsstaterne skal straks sende Kommissionen

gennemførelsesbestemmelserne og en sammenligningstabel, som viser

sammenhængen mellem de pågældende bestemmelser og direktivet.

Medlemsstaterne er forpligtet til at anvende gennemførelsesbestemmelserne

fra 2 år efter direktivets ikrafttrædelse.

Ved vedtagelsen af gennemførelsesbestemmelserne skal der henvises til di-

rektivet, eller bestemmelserne skal ved offentliggørelsen ledsages af en så-

dan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes nationalt.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

32/74

Efter artikel 46, stk. 2, skal medlemsstaterne tilsende Kommissionen de vig-

tigste nationale bestemmelser, der udstedes på det område, der er omfattet af

direktivet.

Afsluttende bestemmelser

I artikel 47 angives, at direktiv 85/577/EØF, 93/13/EØF, 97/7/EF og

1999/44/EF ophæves, og at henvisninger til de ophævede direktiver gælder

som henvisninger til direktivforslaget og skal læses i overensstemmelse med

den sammenligningstabel, der er medtaget som bilag V til direktivforslaget.

Efter artikel 48 skal Kommissionen senest 5 år efter datoen i artikel 46, stk.

1, 2. afsnit, tage direktivet op til revision og forelægge en rapport for Euro-

pa-Parlamentet. Hvis det er nødvendigt, skal Kommissionen fremsætte for-

slag om at tilpasse direktivet til udviklingen på området. Kommissionen kan

i den forbindelse anmode medlemsstaterne om oplysninger.

2. Europa-Parlamentets holdning

Europa-Parlamentet har endnu ikke udtalt sig i sagen. Europa-Parlamentets

udvalg for Det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse (IMCO) forventes at

drøfte forslaget ved møder i november og december 2009. I løbet af januar

eller februar 2010 forventes det første udkast til en betænkning fremlagt for

udvalget.

3. Nærhedsprincippet

Kommissionen har om forholdet til nærhedsprincippet anført, at formålet

med forslaget ikke i tilstrækkelig grad kan opfyldes af medlemslandene, idet

den lovgivningsmæssige opsplitning, der er en følge af medlemsstaternes

forskellige implementering af de eksisterende minimumsdirektiver, ikke kan

løses nationalt. Kun en koordineret indsats kan således bidrage til at fulden-

de det indre marked.

Kommissionen henviser i den forbindelse til, at forskelle i de enkelte med-

lemslandes nationale lovgivninger skaber hindringer for det indre marked,

konkurrenceforvridninger og retsusikkerhed.

Kommissionen fremhæver endvidere, at forslaget kun finder anvendelse på

aftaler mellem erhvervsdrivende og forbrugere, og at forslaget alene tager

udgangspunkt i totalharmonisering af de aspekter ved forbrugerbeskyttelse,

som er relevante ved handel på tværs af grænserne – dvs. de aspekter, der er

af central betydning for erhvervsdrivende, når de opstiller standardvilkår og

udformer informationsmateriale.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

33/74

Regeringen finder på det foreløbige grundlag, at forslaget – som fremsat –

må anses for at være i overensstemmelse med nærhedsprincippet, og man

kan i den forbindelse tilslutte sig de betragtninger, som Kommissionen er

fremkommet med, jf. ovenfor under punkt 6.1.

4. Gældende dansk ret

Som det fremgår, tager forslaget til direktiv om forbrugerrettigheder sigte på

at erstatte fire eksisterende forbrugerbeskyttelsesdirektiver, der alle er gen-

nemført i dansk ret.

Direktivforslaget om forbrugerrettigheder berører en række centrale formue-

retlige spørgsmål, der i gældende dansk ret dels beror på ulovbestemte prin-

cipper og retspraksis, dels er reguleret i lov om visse forbrugeraftaler, jf. lov

nr. 451 af 9. juni 2004, som gennemfører direktiv 85/577/EØF om aftaler

indgået uden for fast forretningssted og direktiv 97/7/EF om aftaler vedrø-

rende fjernsalg, i købeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 237 af 28. marts 2003,

der gennemfører direktiv 99/44/EF om forbrugerkøb og garantier i forbin-

delse hermed, og i aftaleloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 781 af 26. august

1996, der gennemfører direktiv 93/13/EF om urimelige kontraktvilkår.

Definition af forbrugerbegrebet

Direktivforslaget vedrører spørgsmål i forbindelse med købs- eller tjeneste-

ydelsesaftaler, der indgås af en ”forbruger”.

Efter købelovens § 4 a, stk. 1, forstås ved et forbrugerkøb et køb, som en

køber (forbruger) foretager hos en erhvervsdrivende, der handler som led i

sit erhverv, når køberen hovedsagelig handler uden for sit erhverv. Sælgeren

har bevisbyrden for, at købet ikke er et forbrugerkøb.

Efter købelovens § 4 a, stk. 2, anses som forbrugerkøb under i øvrigt samme

betingelser som i stk. 1 endvidere køb fra ikke erhvervsdrivende, hvis afta-

len om køb er indgået eller formidlet for sælgeren af en erhvervsdrivende.

Tilsvarende angivelser af, hvornår der er tale om forbrugeraftaler, findes i

aftalelovens § 38 a, stk. 2 og 3, og forbrugeraftalelovens § 3, stk. 1 og 2.

Efter praksis kan en juridisk person, eksempelvis en sportsforening mv., ef-

ter omstændighederne betragtes som en forbruger ved indgåelse af aftaler.

Efter den danske forbrugerdefinition er det således ikke et krav, at der er ta-

le om en fysisk person, men at køberen hovedsagelig handler uden for sit

erhverv i relation til den pågældende aftale.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

34/74

Med formuleringen ”hovedsagelig” ses, at der endvidere efter gældende

dansk ret kan være tale om en forbruger i tilfælde, hvor den pågældende i

visse sammenhænge må anses for erhvervsdrivende, idet det afgørende i

forhold til sådanne aftaler med blandet formål er, hvilket formål salgsgen-

standen hovedsaglig skal tjene køberen.

Generelle oplysningskrav

Der er i gældende dansk ret ikke generelle regler om, at den erhvervsdriven-

de skal give forbrugeren bestemte oplysninger forud for aftalens indgåelse.

Markedsføringslovens §§ 13 og 14 fastsætter dog hhv. krav om afgivelse af

visse prisoplysninger i forbindelse med erhvervsmæssigt udbud af varer

(løsøre), dog ikke ved auktionssalg, og krav om afgivelse af visse oplysnin-

ger i forbindelse med forbrugeres kreditkøb.

Oplysninger givet forud for aftalens indgåelse har derimod betydning for,

hvad der kan anses for aftalt mellem parterne, og kan herunder have betyd-

ning for, om der efter købeloven foreligger en mangel ved salgsgenstanden.

Derudover er der i forbrugeraftaleloven visse regler, der pålægger den er-

hvervsdrivende visse oplysningsforpligtelser ved aftaler om fjernsalg og af-

taler indgået uden for fast forretningssted, jf. herom nedenfor.

Oplysningspligt ved aftaler om fjernsalg og aftaler indgået uden for fast for-

retningssted

Efter § 4 i forbrugeraftaleloven betragtes som fjernsalg en aftale om varer,

tjenesteydelser eller løbende levering af varer eller tjenesteydelser, når afta-

len

1) indgås ved brug af fjernkommunikation, det vil sige ved kommuni-

kation, der foregår, uden af forbrugeren og den erhvervsdrivende

mødes fysisk, og

2) indgås som led i et system for fjernsalg, som drives af den erhvervs-

drivende.

I forbrugeraftalelovens § 2, stk. 2, nr. 2, defineres en aftale indgået uden for

fast forretningssted, som en aftale om køb af varer, tjenesteydelser eller om

løbende levering af varer og tjenesteydelser, når aftalen er indgået eller for-

brugeren har fremsat tilbud

a) i forbindelse med den erhvervsdrivendes besøg på forbrugerens bo-

pæl, arbejdsplads eller andet sted, hvortil der ikke er almindelig ad-

gang, medmindre aftalen angår en vare eller en tjenesteydelse, i an-

ledning af hvilken forbrugeren udtrykkeligt har anmodet om den er-

hvervsdrivendes besøg,

b) under en udflugt, sammenkomst, forestilling mv. arrangeret af den

erhvervsdrivende,

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

35/74

c) på et offentligt sted eller på en udstilling, messe mv., medmindre der

foreligger køb, hvor varen og købesummen udveksles samtidig med

aftalens indgåelse, eller

d) i forbindelse med den erhvervsdrivendes besøg på forbrugerens bo-

pæl, arbejdsplads eller andet sted, hvortil der ikke er almindelig ad-

gang, hvis besøget er aftalt under et møde som nævnt i litra b eller c.

Forbrugeraftalelovens kapitel 3 indeholder bestemmelser om oplysningsfor-

pligtelser for den erhvervsdrivende, hvis der er tale om en fjernsalgsaftale

eller en aftale indgået uden for fast forretningssted. Pligten knytter sig både

til, at den erhvervsdrivende skal give forbrugeren visse oplysninger inden

aftaleindgåelsen, eksempelvis oplysning om den samlede pris, samt visse

oplysninger, der skal gives snarest mulig efter aftalens indgåelse, bl.a. op-

lysning om begyndelsestidspunkt for og varighed af en eventuel fortrydel-

sesret.

Hvis den erhvervsdrivende ikke opfylder sin pligt til at give visse oplysnin-

ger før aftalens indgåelse, vil det have aftaleretlige konsekvenser således, at

et vilkår om eksempelvis gebyr, der ikke er oplyst over for forbrugeren, ikke

betragtes som aftalt mellem parterne. Tilsidesættelse af oplysningspligten

kan endvidere have betydning for, om den pågældende vare eller tjeneste-

ydelse betragtes som mangelfuld.

Formelle krav ved aftaler om fjernsalg og aftaler indgået uden for fast for-

retningssted

Dansk ret er karakteriseret ved en høj grad af aftalefrihed og mangel på

formkrav. Lov om visse forbrugeraftaler indeholder ikke bestemmelser om,

at aftaler om fjernsalg eller aftaler indgået uden for fast forretningssted skal

opfylde visse formelle krav for at være gyldige.

Fortrydelsesret

Forbrugeraftalelovens § 17 indeholder regler om fortrydelsesret. Ved aftaler

om fjernsalg og ved aftaler indgået uden for fast forretningssted har forbru-

geren som udgangspunkt ret til at fortryde aftalen. Fristen herfor er som ud-

gangspunkt 14 hele kalenderdage, jf. § 18, også selv om varen eller tjene-

steydelsen i mellemtiden er leveret eller præsteret af den erhvervsdrivende.

Fristen regnes fra det seneste af følgende tidspunkter: 1) den dag, hvor afta-

len indgås, hvis aftalen vedrører en tjenesteydelse eller en vare, hvis varen

skal tilpasses forbrugerens individuelle behov, og i andre tilfælde den dag,

hvor forbrugeren har fået det købte i hænde, eller 2) den dag, hvor forbruge-

ren har modtaget oplysninger om fortrydelsesretten.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

36/74

Hvis sidste dag for udøvelse af fortrydelsesretten falder på en helligdag, en

lørdag, grundlovsdag, den 24. december eller den 31. december, udløber fri-

sten den følgende hverdag.

Efter forbrugeraftalelovens § 19 skal forbrugeren, hvis vedkommende vil

gøre brug af retten til at fortryde aftalen, inden 14 dage underrette den er-

hvervsdrivende om, at aftalen fortrydes. Det er tilstrækkeligt, at underret-

ningen, når denne foreligger på papir eller andet varigt medium, som mod-

tageren har adgang til, er afsendt inden fristens udløb. Ved fjernsalg af va-

rer, hvor den erhvervsdrivende ikke har påtaget sig at afhente varen hos for-

brugeren, er brug af fortrydelsesretten efter lovens § 20 betinget af, at det

modtagne overgives til den erhvervsdrivende på dennes forretningssted i

væsentlig samme stand og mængde, som det var i, da forbrugeren fik det i

hænde. Ved andre fjernsalg og ved køb af varer uden for fast forretningssted

er fortrydelsesretten betinget af, at forbrugeren holder det modtagne til di-

sposition for den erhvervsdrivende i væsentlig samme stand og mængde.

Hvis forbrugeren endnu ikke har modtaget varen, kan fortrydelsesretten

endvidere benyttes ved, at forbrugeren undlader at modtage eller indløse en

forsendelse fra den erhvervsdrivende, jf. forbrugeraftalelovens § 19, stk. 3.

Det følger af forbrugeraftalelovens § 19, at forbrugeren ved fjernsalg – i de

tilfælde, hvor den erhvervsdrivende ikke har påtaget sig at afhente varen –

skal afholde de omkostninger, der måtte være forbundet med at tilbagesende

varen til den erhvervsdrivende, når fortrydelsesretten benyttes. Bortset her-

fra er det ikke forbundet med omkostninger for forbrugeren at gøre brug af

fortrydelsesretten.

Den erhvervsdrivendes tilsidesættelse af pligten til efterfølgende at oplyse

om eksempelvis en fortrydelsesret indebærer, at fortrydelsesfristen først be-

gynder at løbe på det tidspunkt, hvor forbrugeren modtager de pågældende

oplysninger. Ved fjernsalg af varer udløber fristen dog senest 3 måneder ef-

ter den dag, hvor forbrugeren har modtaget varen.

Tilknyttede aftaler

Det følger af § 23 i forbrugeraftaleloven, at en tilknyttet kreditaftale, som

forbrugeren har indgået med den erhvervsdrivende, eller som på grundlag af

en aftale mellem tredjemand og den erhvervsdrivende dækker den aftalte

betaling helt eller delvis, bortfalder, hvis forbrugeren træder tilbage fra en

aftale i medfør af reglerne forbrugeraftaleloven – dvs. hvis forbrugeren gør

brug af fortrydelsesretten eller påberåber sig, at aftalen er ugyldig.

Undtagelser til fortrydelsesretten

Det følger af forbrugeraftalelovens § 17, at lovens regler om fortrydelsesret

ikke finder anvendelse i en række tilfælde. Det drejer sig om følgende:

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

37/74

aftaler omfattet af lovens § 9, stk. 2 – dvs. aftaler om indkvartering,

transport, forplejning og rekreative fritidsaktiviteter mv., hvis det

fremgår af aftalen, hvilken dag eller inden for hvilken periode den

pågældende tjenesteydelse skal udføres, eller hvis aftalen ikke er

indgået uden for fast forretningssted i forbindelse med den erhvervs-

drivendes henvendelse på forbrugeren bopæl, arbejdsplads mv. eller

i forbindelse med en udflugt mv. arrangeret af den erhvervsdrivende,

jf. § 17, stk. 2, nr. 1,

aftaler om tjenesteydelser omfattet af lov om realkreditlån og real-

kreditobligationer, jf. § 17, stk. 2, nr. 2

aftaler om værdipapirer mv., hvis pris afhænger af udsving på kapi-

talmarkedet, som leverandøren ikke har nogen indflydelse på, jf. §

17, stk. 2, nr. 3,

aftaler om spil og lotteri, jf. § 17, stk. 2, nr. 4.

For aftaler om værdipapirer mv. og aftaler om spil og lotteri som nævnt i §

17, stk. 2, nr. 3 og 4, gælder bestemmelserne om fortrydelsesret dog, hvis

aftalen er indgået uden for fast forretningssted i forbindelse med den er-

hvervsdrivendes henvendelse på forbrugerens bopæl mv. eller i forbindelse

med udflugter mv. arrangeret af den erhvervsdrivende, jf. § 2, stk. 2, nr. 2,

litra a og b.

Undtagelser til forbrugeraftalelovens regler i øvrigt

Selv om der er tale om en fjernsalgsaftale eller en aftale indgået uden for

fast forretningssted er der visse situationer, som falder uden for anvendel-

sesområdet for forbrugeraftaleloven. Efter lovens § 2, stk. 1, gælder loven i

sin helhed således ikke for bl.a. forsikringsaftaler, aftaler, der indgås ved

hjælp af vareautomater eller lignende automater, aftaler om brug af offent-

ligt tilgængeligt telekommunikationsmiddel, når aftalen indgås ved benyt-

telsen af telekommunikationsmidlet, og ved visse auktionssalg, hvor en væ-

sentlig del af de bydende normalt er til stede på auktionsstedet.

Levering og risikoovergang ved købsaftaler

I forbrugerkøb anses leveringsstedet som udgangspunkt for at være sælgers

forretningssted, jf. købelovens § 9. Hvis salgsgenstanden skal sendes, anses

levering for sket, når salgsgenstanden kommer i forbrugerens besiddelse, jf.

købelovens § 73.

Sælger bærer efter købelovens § 17, stk. 1, som udgangspunkt risikoen for

salgsgenstandens hændelige undergang eller forringelse indtil det tidspunkt,

hvor levering har fundet sted.

Hvis salgsgenstanden ikke kan overgives til forbrugeren på det aftalte tids-

punkt på grund af forbrugerens forhold, foreligger der såkaldt fordringsha-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

38/74

vermora. Risikoen overgår i så fald til forbrugeren på det aftalte leverings-

tidspunkt, selv om varen endnu ikke er kommet i forbrugerens fysiske be-

siddelse, jf. købelovens § 37. Er der tale om en genusaftale (dvs. en aftale,

hvor salgsgenstanden ikke er individuelt bestemt), overføres risikoen kun til

forbrugeren, hvis sælger har udskilt bestemte genstande til opfyldelse af

forpligtelsen over for forbrugeren.

Efter omstændighederne kan risikoen forblive hos sælger, selv om levering

har fundet sted. Hvis forbrugeren i øvrigt er berettiget til at hæve købet som

følge af mangler ved salgsgenstanden, opretholdes hæveretten, selv om

salgsgenstanden i tiden efter, at der er sket levering, er blevet forringet eller

er gået til grunde på grund af hændelige omstændigheder, jf. købelovens §

58.

Forbrugerens beføjelser ved sælgers forsinkelse med levering i af salgsgen-

standen

Har parterne ikke aftalt tidspunktet for salgsgenstandens levering, og frem-

går det ikke af omstændighederne, at levering skal ske snarest muligt, er

sælger efter købelovens § 12 forpligtet til at levere salgsgenstanden på for-

brugerens påkrav.

Hvis sælgeren ikke leverer salgsgenstanden i rette tid, og skyldes dette ikke

forhold, som forbrugeren bærer risikoen for, foreligger der forsinkelse, og

forbrugeren har valget mellem at forlange salgsgenstanden leveret og hæve

købet, jf. købelovens § 21, stk. 1.

Forbrugeren kan som udgangspunkt kun hæve købet, hvis forsinkelsen er

væsentlig for vedkommende, og sælgeren måtte forudsætte dette. Forbruge-

ren kan dog altid hæve købet, hvis sælgeren efter leveringsfristens udløb ik-

ke leverer, selv om vedkommende har modtaget et påkrav fra forbrugeren

om at levere salgsgenstanden inden udløbet af en rimelig frist, som forbru-

geren har fastsat, eller – hvis der ikke er fastsat en sådan frist – inden rime-

lig tid, jf. købelovens § 74, stk. 2.

Forbrugeren har endvidere efter købelovens § 75 mulighed for at hæve kø-

bet, selv om forsinkelsen ikke er væsentlig, hvis sælgeren i købsaftalen har

taget et forbehold om udskudt levering, og hvor sælgeren ikke efter påkrav

leverer varen inden udløbet af en rimelig frist, som forbrugeren har fastsat

eller – hvis der ikke er fastsat en frist – inden rimelig tid.

Bestemmelsen indebærer – i modsætning til påkravsreglen i § 74, stk. 2, der

forudsætter, at leveringstidspunktet er passeret – at der i tilfælde, hvor leve-

ringstiden efter aftalen er udskudt, alligevel kan rettes et påkrav om leve-

ring, og at manglende efterlevelse heraf betyder, at forbrugeren kan hæve.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

39/74

For aftaler om

fjernsalg

er der i forbrugeraftalelovens § 24 fastsat særlige

regler om forsinkelse. Medmindre andet er aftalt, skal sælger i sådanne afta-

ler levere salgsgenstanden (dvs. have opfyldt alle sine forpligtelser efter

købsaftalen) senest 30 dage efter, at forbrugeren afgav sin bestilling eller sit

tilbud. Hvis den erhvervsdrivende misligholder aftalen på grund af forsin-

kelse, som skyldes, at den aftalte vare som helhed ikke kan leveres (f.eks.

fordi den er udsolgt), kan forbrugeren hæve aftalen, uanset om forsinkelsen

er af væsentlig betydning for forbrugeren, jf. forbrugeraftalelovens § 24, stk.

Mangler ved salgsgenstanden

Spørgsmålet om, hvornår en genstand lider af en køberetlig mangel, er

nærmere reguleret i købelovens § 75 a og § 76, der angiver, hvilke kvali-

tetskrav mv. der kan stilles til salgsgenstanden.

Før gennemførelsen af købelovens særlige regler om forbrugerkøb i 1979

indeholdt købeloven ikke bestemmelser om, i hvilke tilfælde en salgsgen-

stand var behæftet med en mangel. Det nærmere indhold af mangelsbegre-

bet var fastlagt i retspraksis. Med købelovens § 76 blev der indsat et egent-

ligt mangelsbegreb i loven. Denne bestemmelse blev anset for i vid ud-

strækning at kodificere det mangelsbegreb, der indtil da havde udviklet sig i

retspraksis.

Med gennemførelsen af forbrugerkøbsdirektivet ved lov nr. 213 af 22. april

2002 blev købelovens mangelsbegreb udvidet, idet købeloven blev suppleret

med § 75 a. Købelovens mangelsbegreb består herefter af deklaratoriske be-

stemmelser i § 75 a, der angiver, hvilke krav salgsgenstanden skal leve op til

for at være kontraktmæssig, dvs. mangelfri, samt af de i det væsentlige præ-

ceptive bestemmelser i § 76 om, hvornår salgsgenstanden er mangelfuld.

Alle elementer i § 75 a antages at være indeholdt i den del af § 76, der er

fravigelig (§ 76, stk. 1, nr. 4, der indeholder det generelle mangelsbegreb).

Efter § 75 a, stk. 1, skal salgsgenstanden med hensyn til art, mængde, kvali-

tet og andre egenskaber stemme overens med aftalen, og køberen skal i for-

bindelse med købet have de fornødne oplysninger med henblik på monte-

ring, anvendelse, opbevaring og vedligeholdelse af salgsgenstanden.

Bestemmelsen angiver herefter i stk. 2 en række krav, som salgsgenstanden

skal leve op til, medmindre andet følger af parternes aftale. Salgsgenstanden

skal således have en sådan holdbarhed og øvrige egenskaber, som køberen

efter salgsgenstandens karakter og forholdene i øvrigt havde rimelig grund

til at forvente (stk. 2, nr. 1), være egnet til formål, som genstande af den på-

gældende type sædvanligvis anvendes til (stk. 2, nr. 2), være egnet til købe-

rens særlige formål, hvis sælgeren har bestyrket køberens forventning her-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

40/74

om (stk. 2, nr. 3), og have samme egenskaber som en vareprøve eller model,

som sælgeren har forelagt køberen ved købets indgåelse (stk. 2, nr. 4).

Købelovens § 76 angiver i stk. 1, nr. 1-3, nogle specielle situationer, der

konstituerer en mangel, mens stk. 1, nr. 4, indeholder en generel mangelsde-

finition.

Efter § 76, stk. 1, nr. 1, foreligger der en mangel, hvis salgsgenstanden ikke

svarer til den betegnelse, som den er solgt under, eller hvis sælgeren i øvrigt

ved købets afslutning har afgivet urigtige eller vildledende oplysninger,

medmindre disse ikke kan antages at have haft betydning for køberens be-

dømmelse af salgsgenstanden. Bestemmelsen er præceptiv, jf. § 1, stk. 2.

I § 76, stk. 1, nr. 2, er det fastlagt, at varen endvidere er mangelfuld, hvis

sælgeren eller et tidligere salgsled har givet oplysninger som nævnt i § 76,

stk. 1, nr. 1, på varens indpakning, i annoncer eller i andre meddelelser, der

er beregnet til at komme til almenhedens eller køberens kundskab. Heller

ikke denne bestemmelse kan på forhånd fraviges til skade for forbrugeren,

jf. § 1, stk. 2.

Af § 76, stk. 1, nr. 3, følger som en præceptiv regel, at salgsgenstanden også

er mangelfuld, hvis sælgeren har forsømt at give køberen oplysninger om

forhold, der har haft betydning for køberens bedømmelse af salgsgenstan-

den, og som sælgeren kendte eller burde kende – dvs. hvis sælgeren har til-

sidesat sin loyale oplysningspligt.

Købelovens generelle mangelsbegreb fremgår af § 76, stk. 1, nr. 4, hvorefter

der foreligger en mangel, hvis salgsgenstanden i øvrigt er af en anden eller

ringere beskaffenhed eller brugbarhed, end den ifølge aftalen og de forelig-

gende omstændigheder skulle være, herunder hvis kravene om varens kon-

traktmæssighed i § 75 a ikke er opfyldt. Bestemmelsen kan fraviges ved af-

tale.

Efter købelovens § 76, stk. 2, kan forbrugeren ikke påberåbe sig urigtige el-

ler vildledende oplysninger, som er rettet senest ved aftalens indgåelse, og

forbrugeren kan heller ikke gøre gældende, at der foreligger en mangel, hvis

forholdet skyldes materialer leveret af forbrugeren, medmindre sælgeren har

tilsidesat sin vejledningspligt, jf. § 76, stk. 3.

Købelovens § 77 indeholder særlige regler om sælgers adgang til at tage

forbehold vedrørende salgsgenstanden. Efter § 77, stk. 1, kan sælgeren ikke

påberåbes sig et såkaldt generelt forbehold – dvs. forbehold om, at varen er

solgt som beset, som der er og forefindes mv. Er der tale om brugte gen-

stande, der er solgt på offentlig auktion, hvor forbrugeren har haft mulighed

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

41/74

for at være til stede, kan mangelsindsigelser kun gøres gældende, hvis dette

følger af § 76, stk. 1, nr. 1-3, eller hvis salgsgenstanden er i væsentlig ringe-

re stand, end forbrugeren under hensyn til omstændighederne havde grund

til at regne med, jf. § 77, stk. 2.

Købelovens § 77 fik sin nuværende ordlyd i forbindelse med gennemførel-

sen af forbrugerkøbsdirektivet, der i artikel 7, stk. 1, indeholder en bestem-

melse om, at aftaler og aftalevilkår, som er indgået med sælgeren, før denne

er blevet gjort bekendt med en manglende overensstemmelse, og som direk-

te eller indirekte ophæver eller begrænser de rettigheder, der følger af dette

direktiv, i henhold til national lovgivning ikke er bindende for forbrugeren

I sammenhæng hermed følger det af præambelbetragtning nr. 22, at de ret-

tigheder, som forbrugeren tillægges med direktivet, ikke må kunne ind-

skrænkes eller ophæves efter aftale mellem parterne, da beskyttelsen af for-

brugeren i så fald bliver indholdsløs, og at dette også bør gælde for klausu-

ler, ifølge hvilke forbrugeren formodes at være bekendt med enhver mang-

lende overensstemmelse med købsaftalen på tidspunktet for aftalens indgå-

else.

I forbindelse med gennemførelse af forbrugerkøbsdirektivet fandt man, at

det kunne give anledning til tvivl, men at ovennævnte præambeltekst sam-

menholdt med artikel 7, stk. 1, formentlig måtte føre til, at sælger efter di-

rektivet ikke har mulighed for at tage generelle forbehold vedrørende salgs-

genstanden. Konkrete forbehold antager man derimod er forenelige med

forbrugerkøbsdirektivet.

Efter købelovens § 77 a træffes afgørelsen af, om salgsgenstanden lider af

en mangel, ud fra varens beskaffenhed på tidspunktet for risikoens over-

gang. Mangelsvurderingen er således som udgangspunkt knyttet til det tids-

punkt, hvor risikoen for salgsgenstandens hændelige undergang eller beska-

digelse overgår til forbrugeren, hvilket sker på leveringstidspunktet. Som

omtalt ovenfor vil levering i forbrugerkøb i almindelighed ske på det tids-

punkt, hvor varen overgives til forbrugeren, jf. § 9 og § 73.

Afgørende for, om forbrugeren kan påberåbe sig, at salgsgenstanden er

mangelfuld, er således som udgangspunkt, om forbrugeren kan godtgøre, at

manglen var til stede på leveringstidspunktet.

Hvis en fejl ved salgsgenstanden viser sig, inden der er gået 6 måneder fra

leveringstidspunktet, skal fejlen efter købelovens § 77 a, stk. 3, som ud-

gangspunkt formodes at have været til stede på leveringstidspunktet. Denne

formodningsregel skal alene gælde, hvis det er foreneligt med salgsgenstan-

dens og fejlens art, og sælger vil endvidere efter omstændighederne kunne

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

42/74

afkræfte formodningen, hvorefter bevisbyrden for fejlens eksistens på leve-

ringstidspunktet påhviler forbrugeren.

Forbrugerens beføjelser ved mangler ved salgsgenstanden

Forbrugerens mangelsbeføjelser er reguleret i købelovens § 78. Det følger

heraf, at forbrugeren, hvis salgsgenstanden lider af en mangel, som ud-

gangspunkt kan vælge mellem afhjælpning, omlevering og et passende af-

slag i købesummen samt ophævelse af købet, hvis manglen ikke er uvæsent-

lig. Forbrugerens beføjelser er dog inddelt således, at forbrugeren i tilfælde,

hvor salgsgenstanden er mangelfuld, som hovedregel kan vælge, om der

skal ske afhjælpning eller omlevering. Sælgeren kan dermed som udgangs-

punkt ikke afværge forbrugerens krav om omlevering ved at foretage af-

hjælpning. Kun hvis sælgeren godtgør, at den valgte beføjelse er umulig

(f.eks. hvis forbrugeren kræver omlevering i en speciesaftale – dvs. en afta-

le, hvor salgsgenstanden er individuelt bestemt) eller uforholdsmæssig

(f.eks. hvis forbrugeren kræver afhjælpning af en mangel ved en prisbillig

genstand), kan sælgeren afslå at imødekomme forbrugerens valg mellem

disse beføjelser. Der skal ved uforholdmæssighedsvurderingen tages hensyn

til varens værdi uden mangler, manglens betydning, og om en anden befø-

jelse kan gennemføres uden væsentlig ulempe for forbrugeren, jf. § 78, stk.

I tilfælde, hvor forbrugeren ikke gør gældende, at der skal ske afhjælpning

eller omlevering, men derimod kræver prisafslag eller ophævelse af købsaf-

talen, følger det af købelovens § 78, stk. 3, at sælgeren kan afværge forbru-

gerens krav ved at foretage afhjælpning eller omlevering. I så fald er det i

overensstemmelse med hovedreglen imidlertid forbrugeren, der som ud-

gangspunkt har valget mellem disse to beføjelser, medmindre der er tale om

umulighed eller uforholdsmæssighed.

Forbrugerens adgang til at hæve købet er endvidere som udgangspunkt be-

tinget af, at manglen ikke er uvæsentlig.

Sælgeren skal opfylde krav eller tilbud om afhjælpning eller omlevering in-

den for rimelig tid, uden udgift og uden væsentlig ulempe for forbrugeren.

Sker dette ikke, er forbrugeren berettiget til at kræve prisafslag, ophævelse

af købet eller omlevering eller – hvis det kan ske uden uforholdsmæssige

omkostninger – lade manglen afhjælpe for sælgers regning, jf. købelovens §

78, stk. 4.

Ved vurderingen af, om afhjælpning eller omlevering er sket inden for rime-

lig tid i henhold til § 78, stk. 4, skal der navnlig tages hensyn til salgsgen-

standens art, manglens beskaffenhed og forbrugerens behov for varen, her-

under om sælgeren for egen regning har stillet en erstatningsgenstand til

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

43/74

forbrugerens rådighed. Forbrugeren er berettiget til at holde købesummen

tilbage, indtil krav eller tilbud om afhjælpning eller omlevering er opfyldt.

Hvis manglen er uvæsentlig, kan forbrugeren dog ikke tilbageholde et be-

løb, der åbenbart overstiger, hvad det vil koste at afhjælpe manglen, jf. § 79.

Afhjælpning og omlevering skal ske uden udgift for forbrugeren, jf. købelo-

vens § 78, stk. 4.

Købeloven indeholder ikke bestemmelser, der nærmere regulerer antallet af

afhjælpningsforsøg, der tilkommer sælger. Efter Forbrugerklagenævnets

praksis er udgangspunktet, at sælger i almindelighed alene har ét afhjælp-

ningsforsøg, hvis der er tale om en ukompliceret mangel.

Hvis forbrugeren hæver købsaftalen, er sælgeren ikke berettiget til at få

salgsgenstanden tilbage, medmindre han tilbagebetaler købesummen, og

forbrugeren er ikke berettiget til at få købesummen tilbage, medmindre

salgsgenstanden tilbageleveres i væsentlig samme stand og mængde som

den ved var leveringen, jf. købelovens § 57. Der gøres dog en undtagelse

herfra i købelovens § 58, idet forbrugeren kan hæve købet, selv om salgs-

genstanden måtte være gået til grunde eller forandret, hvis dette skyldes en

hændelig begivenhed eller salgsgenstandens egen beskaffenhed eller foran-

staltninger, der er nødvendige for salgsgenstandens undersøgelse, eller for-

anstaltninger, der er truffet, inden den mangel, der begrunder ophævelsen,

var eller burde være opdaget. Hvis salgsgenstanden mister værdi i tidsrum-

met indtil ophævelsen gennemføres – uanset om dette er værdiforringelse

som følge af almindelig brug, almindeligt prisfald mv. – er dette sælgerens

risiko og dermed forbrugerens tilbagebetalingskrav uvedkommende.

I Forbrugerklagenævnets praksis har der imidlertid vist sig et behov for i

visse tilfælde at fastsætte et fradrag i forbrugerens krav på tilbagebetaling af

købesummen. Navnlig i relation til køb af biler, der bruges i en længere pe-

riode, inden parternes retsforhold afklares, har der vist sig at kunne være et

behov for et sådant fradrag for brug – primært i situationer, hvor sælgeren

uberettiget afviser forbrugerens mangelskrav, og hvor forbrugeren – for at

opfylde sit transportbehov – er nødsaget til fortsat at bruge bilen for at få

dækket sit transportbehov, og hvor denne brug konkret medfører, at bilen

taber yderligere i værdi, kan det komme på tale at foretage et skønsmæssigt

fradrag i forbrugerens tilbagebetalingskrav for at undgå, at forbrugeren op-

når en uberettiget berigelse på sælgerens bekostning.

Forbrugerens ret til erstatning ved sælgers misligholdelse af købsaftalen

Hvis sælger ikke leverer salgsgenstanden til tiden, er forbrugeren efter om-

stændighederne berettiget til erstatning for sit eventuelle tab i anledning af

forsinkelsen. Forbrugernes erstatningskrav er navnlig betinget af, at der fo-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

44/74

religger det fornødne ansvarsgrundlag i forhold til sælger. Ansvarsgrundla-

get afhænger af, om der foreligger et såkaldt specieskøb eller et såkaldt ge-

nuskøb. Angår købet en individuelt bestemt genstand (specieskøb), kan for-

brugeren kræve erstatning i anledning af forsinkelsen, hvis sælgeren har

handlet culpøst, jf. købelovens § 23. Ved købsaftaler om artsbestemte gen-

stande (genuskøb) er sælger derimod erstatningsansvarlig på det næsten ob-

jektive grundlag, der beskrives i købelovens § 24 – dvs. sælger er erstat-

ningsansvarlig, medmindre vedkommende har taget forbehold, eller aftalen

ikke kan opfyldes på grund af omstændigheder, som sælgeren ikke kunne

have taget i betragtning ved købets afslutning.

Er der tale om misligholdelse fra sælgers side i form af mangler, kan for-

brugeren kræve erstatning i anledning af manglen efter købelovens § 80.

Hvis der er tale om køb af en individuelt bestemt genstand, er sælger erstat-

ningsansvarlig, hvis vedkommende har handlet culpøst, eller hvis salgsgen-

standen savner egenskaber, som sælgeren har garanteret. Foreligger der et

køb af en genstand bestemt efter art, er sælgeren ansvarlig på det næsten ob-

jektive grundlag, der er omtalt ovenfor, jf. købelovens § 80, stk. 2, jf. § 43,

stk. 3.

Reklamationsfrister i købsaftaler

Efter købeloven gælder der dels i § 81 en reklamationsfrist, der er relativ i

den forstand, at fristens starttidspunkt og længde afhænger af de konkrete

omstændigheder, dels i § 83 en absolut frist, hvis starttidspunkt og længde

er knyttet til objektive kriterier.

Efter den relative reklamationsfrist i § 81 skal en forbruger, der vil påberåbe

sig, at salgsgenstanden er mangelfuld, give sælgeren meddelelse herom in-

den rimelig tid efter, at forbrugeren opdagede manglen. Meddelelse givet

inden to måneder efter, at forbrugeren opdagede manglen, betragtes altid

som rettidig reklamation.

Reklamerer forbrugeren for sent, indebærer dette som udgangspunkt, at

vedkommende fortaber retten til at gøre manglen gældende. Dette gælder

dog ikke, hvis sælger har handlet i strid med almindelig hæderlighed, jf. §

82.

Herudover gælder der en absolut reklamationsfrist efter købelovens § 83,

hvorefter en forbruger, der ikke inden to år fra salgsgenstandens overgivel-

se, har meddelt sælgeren, at vedkommende vil påberåbe sig en mangel, ikke

senere kan gøre den gældende, medmindre sælgeren har påtaget sig at inde-

stå for genstanden i længere tid eller har handlet i strid med almindelig hæ-

derlighed. Denne absolutte reklamationsfrist gælder dog ikke, hvis der er ta-

le om salg af byggematerialer, eller hvis salgsgenstanden i henhold til et på-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

45/74

bud fra en offentlig myndighed skal tilbagekaldes eller destrueres, fordi den

udgør en fare, jf. købelovens § 83, stk. 2. I disse tilfælde er forbrugerens

mulighed for at påberåbes sig manglen alene reguleret af de almindelige

regler om forældelse af fordringer, jf. lov nr. 522 af 6. juni 2007, hvorefter

et krav som udgangspunkt forældes efter 3 år.

Købeloven indeholder ikke bestemmelser om suspension eller forlængelse

af reklamationsfristen i § 83, hvis sælger inden for den to-årige reklamati-

onsfrist foretager omlevering eller afhjælpning. Der foreligger heller ikke

trykt retspraksis herom.

Efter Forbrugerklagenævnets praksis fortolkes § 83 imidlertid således, at re-

klamation, der foretages inden for reklamationsfristen, indebærer, at § 83

herefter ikke længere har betydning i relation til den påberåbte mangel. Hvis

sælger foretager afhjælpning, og manglen uanset dette viser sig igen på et

senere tidspunkt, eller hvis sælgeren foretager omlevering og den omlevere-

de genstand lider af samme mangel, har forbrugerens oprindelige reklamati-

on således en gang for alle afbrudt reklamationsfristen i § 83. Forbrugerens

mangelsindsigelser er herefter alene undergivet de almindelige forældelses-

regler. Købelovens § 83 fortolkes endvidere i Forbrugerklagenævnets prak-

sis således, at der i tilfælde af omlevering løber en ny to-årsfrist fra omleve-

ringstidspunktet, hvilket navnlig har betydning, hvis den omleverede vare

har andre mangler end den, forbrugeren oprindelig påberåbte sig. Tilsvaren-

de gælder efter praksis, hvis der er foretaget en afhjælpning, der er så omfat-

tende, at det må sidestilles med en omlevering.

Ovennævnte reklamationsregler i anledning af mangler ved salgsgenstanden

er ufravigelige og gælder ved køb af såvel nye som brugte varer.

Handelsmæssige garantier

Markedsføringslovens § 12 angiver, at en erklæring om garanti eller lignen-

de over for en forbruger kun må anvendes, hvis erklæringen giver modtage-

ren en væsentlig bedre retsstilling end den, vedkommende har efter lovgiv-

ningen. Ydes der garanti, skal den erhvervsdrivende på klar og tydelig måde

informere forbrugeren om garantiens indhold og give de oplysninger, der er

nødvendige for at gøre garantien gældende. Endvidere skal den erhvervsdri-

vende på en klar og tydelig måde oplyse, at forbrugerens ufravigelige ret-

tigheder efter lovgivningen ikke berøres af garantien. Efter anmodning skal

den erhvervsdrivende udlevere garantien skriftligt. Skriftlige garantier skal

være affattet på dansk.

Urimelige kontraktvilkår

Aftalelovens kapitel IV indeholder særlige regler om forbrugeraftaler. I ka-

pitlet findes bl.a. i § 38 b en særlig fortolkningsregel, der inden for sit områ-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

46/74

de lovfæster den almindelige og ulovbestemte såkaldte uklarhedsregel. Be-

stemmelsen fastlægger, at uklare aftalevilkår, der ikke har været individuelt

forhandlet mellem den erhvervsdrivende og forbrugeren, skal fortolkes på

den måde, der er mest gunstig for forbrugeren. Bestemmelsen har særlig be-

tydning ved fortolkningen af standardaftaler.

De øvrige bestemmelser i aftalelovens særlige kapitel om forbrugeraftaler er

ikke begrænset til at finde anvendelse i forhold til aftaler, der ikke har været

individuelt forhandlet.

Den almindelige generalklausul i aftalelovens § 36 gælder både inden for og

uden for forbrugerforhold. Efter bestemmelsen kan en aftale ændres eller til-

sidesættes helt eller delvis, hvis det vil være urimeligt eller i strid med rede-

lig handlemåde at gøre den gældende. Aftalelovens § 38 c fastslår ud over at

henvise til § 36, at hvis det vil være stridende mod hæderlig forretningsskik

og bevirke en betydelig skævhed i parternes rettigheder og forpligtelser til

skade for forbrugeren at gøre et aftalevilkår gældende, så gælder de rets-

virkninger, der er nævnt i § 36 også, idet forbrugeren dog kan kræve, at den

øvrige del af aftalen skal gælde uden ændringer, hvis dette er muligt.

Det eksisterende direktiv om urimelige kontraktvilkår indeholder en vejle-

dende og ikke udtømmende liste over kontraktvilkår, der kan betegnes som

urimelige. De angivne vilkår er ikke nødvendigvis urimelige, og andre vil-

kår end de, der fremgår af listen, kan efter omstændighederne være urimeli-

ge.

Listen er ikke indarbejdet som en del af aftaleloven. Direktivets liste er

imidlertid vejledende ved bedømmelsen af, om et aftalevilkår er ”kvalifice-

ret” urimeligt, hvilket i praksis indebærer, at der i de tilfælde, som er omfat-

tet af bilaget, er en formodning for, at vilkåret er omfattet af aftalelovens §

38 c, hvis det ikke har været individuelt forhandlet.

Efter aftalelovens § 36 skal der ved bedømmelsen af en aftale foretages en

helhedsvurdering. Det følger således af § 36, stk. 2, at der ved vurderingen

af, om det vil være urimeligt eller i strid med redelig handlemåde at gøre et

aftalevilkår gældende, skal tages hensyn til forholdene ved aftalens indgåel-

se, aftalens indhold og senere indtrufne omstændigheder. Der kan således

lægges vægt på enhver omstændighed, der har relation til aftalen og forhol-

det mellem aftalens parter.

Efter aftalelovens § 38 c, stk. 2, kan der i forbrugerforhold dog ikke tages

hensyn til senere indtrufne omstændigheder til skade for forbrugeren med

den virkning, at aftalen ikke kan tilsidesættes eller ændres.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

47/74

5. Høring

Direktivforslaget blev den 12. november 2008 sendt i høring hos følgende

myndigheder og organisationer mv.:

Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret, præsidenten for Sø- og Han-

delsretten, samtlige byretter, Domstolsstyrelsen, Den Danske Dommerfor-

ening, Dommerfuldmægtigforeningen, Advokatrådet, Akademikernes Cen-

tralorganisation, Aktive kvinder i Danmark, Arbejderbevægelsens Erhvervs-

råd, Autobranchens Handels- og Industriforening i Danmark, Branchefor-

eningen for Forbrugerelektronik, Business Danmark, Danmarks Aktive For-

brugere, Danmarks Automobilforhandlerforening, Danmarks Fiskeindustri-

og Eksportforening, Danmarks Fotohandler Forening, Danmarks National-

bank, Danmarks Optikerforening, Danmarks Rederiforening, Danmarks

Rejsebureau Forening, Danmarks Skohandlerforening, Danmarks Sports-

handlerforening, Dansk Annoncørforening, Dansk Arbejdsgiverforening,

Dansk Byggeri, Dansk dagligvareleverandør Forening, Dansk Detail, Dansk

Ejendomsmæglerforening, Dansk Erhverv, Dansk Erhvervssammenslutning,

Dansk Fjernvarme, Dansk Industri, Dansk IT, Dansk Kredit Råd, Dansk

Landbrug, Dansk Magasinpresses Udgiverforening, Dansk Timeshareejer

Forening, Dansk Varefakta Nævn, Danske Advokater, Danske Busvogn-

mænd, Danske Mediers Forum, Danske Regioner, Danske Reklame- og Re-

lationsbureauers Brancheforeninger, Danske Spil, De Danske Bilimportører,

Den Danske Boghandlerforening, De Samvirkende Købmænd, DONG A/S,

DSB, Ejendomsmæglernes Landsorganisation, El-installatørernes Landsfor-

ening ELFO, Falck Danmark A/S, Finans og Leasing, Finansrådet, Forbru-

gerombudsmanden, Forbrugerrådet, Forenede Danske Motorejere, Forenin-

gen af fabrikanter og importører af elektriske husholdningsapparater FEHA,

Foreningen af Firmapensionskasser, Foreningen af Registrerede Revisorer,

Foreningen af Statsautoriserede Revisorer, Formanden for Forbrugerklage-

nævnet, Foreningen for Distance- og Internethandel, Forlæggerforeningen,

Forsikring & Pension, Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeninger,

HORESTA, Huset Markedsføring, Håndværksrådet, Indsamlingsorganisati-

onernes Brancheorganisation ISABRO, Investeringsforeningsrådet, IT-

Branchen, DI ITEK, Kommunernes Landsforening, Landbrugsraadet,

Landsorganisationen i Danmark, Liberale Erhvervs Råd, Energi- og Olieor-

ganisationerne, PBS Pengeinstitutternes Betalingssystemer A/S, Post Dan-

mark, Realkreditforeningen, Realkreditrådet, Rejsearrangørforeningen i

Danmark, Rejsegarantifonden, Skandinavisk Timeshare Forening, Tele-

kommunikationsindustrien i Danmark og Visit Denmark.

Justitsministeriet har modtaget høringssvar fra følgende:

Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret, byretterne, Domstolsstyrelsen,

Advokatrådet, Branchen Forbrugerelektronik BFE, Danmarks Automobil

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

48/74

Forhandler Forening, Danmarks Rederiforening, Danmarks Rejsebureau

Forening, Danske Advokater, Danske Dagblades Forening, Dansk Erhverv,

Dansk Fjernvarme, Dansk Industri, Dansk Kredit Råd, Finans og Leasing,

Forbrugerombudsmanden, Forbrugerrådet, Forenede danske motorejere,

Formanden for Forbrugerklagenævnet, Forsikring & Pension, Foreningen

Registrerede Revisorer, Håndværksrådet, Kommunernes Landsforening,

Landbrugsraadet, Landsorganisationen i Danmark, Realkreditforeningen,

Realkreditrådet, Rejsegarantifonden og Telekommunikationsindustrien i

Danmark.

Justitsministeriet har endvidere modtaget bemærkninger fra One.com vedrø-

rende direktivforslaget.

Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret, byretterne, Domstolsstyrelsen,

Advokatrådet, Danske Advokater, Danmarks Automobilforhandler For-

ening, Dansk Kredit Råd, Foreningen Registrerede Revisorer, Kommuner-

nes Landsforening og Landbrugsraadet har ikke bemærkninger til direktiv-

forslaget.

Forsikring & Pension og Realkreditrådet har ikke bemærkninger til direktiv-

forslaget, forudsat at forslaget ikke har konsekvenser for dansk lovgivning.

Rejsegarantifonden har ikke bemærkninger til direktivforslaget, men peger

på, at det – hvis forslaget vedtages – vil være nødvendigt at ændre lov nr.

315 af 14. maj 1997 om en rejsegarantifond.

Realkreditforeningen bemærker, at væsentlige dele af direktivet ikke finder

anvendelse på områder vedrørende aftaler om realkreditbelåning, men at

man i øvrigt ikke på det foreliggende grundlag kan vurdere betydningen af

direktivforslaget.

Generelle bemærkninger

Danske Mediers Forum finder det generelt positivt, at direktivforslaget har

til formål at forenkle den eksisterende lovgivning og bemærker, at dette vil

kunne lette overblikket og være et nyttigt led i bestræbelserne på at gennem-

føre et reelt indre marked.

Dansk Erhverv bemærker, at man ser positivt på forslaget, der vil harmoni-

sere reglerne på et forbrugerbeskyttelsesniveau, der i det væsentlige svarer

til det danske. Dansk Erhverv bemærker dog også, at årsagerne til, at der ik-

ke drages fuld nytte af det indre marked, er mange – ikke blot forskellig for-

brugerbeskyttelseslovgivning i medlemsstaterne – men også skyldes forhold

som eksempelvis momssatser og forskellige håndhævelsesmekanismer.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

49/74

Dansk Erhverv finder, at direktivforslaget bør læses i sammenhæng med

reglerne om, efter hvilket lands lovgivning en aftale skal bedømmes, herun-

der den såkaldte Rom I-forordning, der angiver, at forbrugerens hjemlands-

lovgivning gælder for kontrakten, hvilket indebærer en barriere for virk-

somhederne, der – til trods for eventuel totalharmonisering på dele af for-

brugerområdet – herved ikke kan undgå at skulle sætte sig ind i fremmed

lovgivning og tilpasse aktiviteten hertil på alle de spørgsmål, der ikke direk-

te er reguleret af direktivforslaget.

Dansk Industri støtter det overordnede formål med direktivforslaget, da for-

skelle i national lovgivning er en af årsagerne til, at forbrugere og virksom-

heder ikke nyder fuld gavn af det indre marked.

Forbrugerombudsmanden hilser principielt direktivforslaget velkomment og

bemærker, at totalharmonisering kan være et middel til at imødegå de prak-

tiske vanskeligheder, der – til skade for forbrugerbeskyttelsen og konkur-

rencevilkårene – i dag er forbundet med grænseoverskridende håndhævelse

af direktiver, der er gennemført forskelligt i de enkelte medlemsstater. Det

anføres, at totalharmonisering ikke i sig selv er til skade for forbrugerbe-

skyttelsen, forudsat at harmoniseringen bliver fastsat på et tilstrækkeligt højt

niveau.

Forbrugerrådet bemærker generelt, at man er stærkt bekymret over det fore-

liggende forslag, hvor det er uvist, hvilke forbedringer for forbrugerbeskyt-

telsen der i givet fald bliver tale om, mens det er åbenbart, at forslaget på en

række punkter vil føre til, at forbrugerbeskyttelsesniveauet må sænkes i

Danmark, ligesom det er uklart, hvilke samlede konsekvenser et totalhar-

moniseringsdirektiv på området vil have generelt på civilrettens område.

Forbrugerrådet finder det således vanskeligt at vurdere, hvad totalharmoni-

sering på området kan føre til generelt i forhold til dansk lovgivning samt

klagenævns- og retspraksis, herunder om fortolkningen af en række spørgs-

mål fremover vil være overladt til EF-Domstolen.

Forbrugerrådet bemærker, at man er enig i behovet for at revidere de eksi-

sterende direktiver, men at totalharmonisering ikke er den rette metode, da

der er stor risiko for, at harmoniseringen sker på et niveau, som er uaccepta-

bel for en del lande, ligesom udvikling af de enkelte medlemsstaters lovgiv-

ning bliver sat i stå. Forbrugerrådet er derfor skeptisk over for, om totalhar-

monisering af alle direktivets bestemmelser er hensigtsmæssig.

Forbrugerrådet peger på, at Kommissionens begrundelse for behovet for to-

talharmonisering – at den nuværende fragmenterede lovgivning fører til, at

forbrugere afholder sig fra at handle grænseoverskridende – ikke er overbe-

visende, og at undersøgelser viser, at en række andre forhold af mere prak-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

50/74

tisk karakter – sprog, adgang til internettet, usikkerhed om klagemuligheder

og håndhævelse, risiko ved betaling via internettet osv. – vejer tungere i

forbindelse med forbrugernes valg. Forbrugerrådet finder endvidere, at

Kommissionens begrundelse, hvorefter revisionen tager sigte på at forenkle

lovgivningen, er forfejlet, idet en gennemgang af forslaget viser betydelige

vanskeligheder ved at fastslå, hvad der falder inden for og uden for direkti-

vets anvendelsesområde.

Forbrugerrådet har også peget på, at det havde været nærliggende ved en re-

vision på området, der tager sigte på hensynet til det indre marked, at ind-

drage spørgsmålet om forbrugerens mulighed for at rette et mangelskrav di-

rekte mod producenten, således som det kendes fra visse af medlemsstater-

nes lovgivning.

Forenede Danske Motorejere (FDM) anfører, at der ikke er tvivl om, at en

harmonisering af forbrugerbeskyttelsen kan være til gavn for både forbruge-

re og erhvervsdrivende, men finder det samtidig væsentligt, at harmonise-

ringen ikke sker på bekostning af forbrugernes rettigheder. Hvis valget står

mellem hensynet til den erhvervsdrivendes muligheder for at afsætte varer

over grænserne og hensynet til at sikre forbrugerbeskyttelsen, bør hensynet

til forbrugernes tarv efter FDM’s opfattelse veje tungest. FDM finder det så-

ledes bekymrende, at direktivforslaget – til trods for understregningen af øn-

sket om et højt fælles forbrugerbeskyttelsesniveau – vil forringe forbruger-

beskyttelsen i Danmark på en række punkter.

Formanden for Forbrugerklagenævnet bemærker, at enkle og klare lovbe-

stemmelser er en forudsætning for, at forbrugerne kan orientere sig om de-

res retsstilling, og at sådanne regler er af væsentlig betydning for Forbru-

gerklagenævnets mulighed for hurtigt og effektivt at behandle sager. Derfor

er det positivt, at der med direktivforslaget lægges op til en forenkling og

opdatering af de eksisterende regler på området.

Landsorganisationen i Danmark er umiddelbart skeptiske over for forslaget

og frygter, at direktivet vil indebære en forringelse af forbrugerbeskyttelsen

i Danmark, men kan ikke i øvrigt vurdere, i hvilket omfang direktivet vil

kræve ændring af dansk lovgivning.

Rederiforeningen bemærker generelt, at direktivforslaget er svært læseligt,

og at Kommissionens ledsagende bemærkninger til utilstrækkelige.

One.com er positiv overfor direktivforslagets formål om at ensarte indholdet

af forbrugerrettigheder i EU, herunder omfanget af informationer, der skal

gives i forbindelse med aftaleindgåelsen.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

51/74

Harmoniseringsgrad