Det første punkt på dagsordenen er:

1) Forhandling om redegørelse nr. R 1:

Redegørelse af statsministeren i henhold til grundlovens § 38.

(Redegørelsen givet 06.10.2009. Meddelelse om forhandling 06.10.2009).

Forhandlingen er åbnet.

Den første, der får ordet, er hr. Peter Christensen.

I nogle få hektiske døgn har Danmark haft besøg af den halve verden. I sidste uge strømmede folk til København fra nær og fjern for at udpege værtsbyen for De Olympiske Lege i 2016. Midt i en tid, der er præget af finanskrise, præsenterede vi Danmark fra sin bedste side for hele verden som et godt, velfungerende land med arbejdsomme og ansvarsbevidste mennesker, et land, vi kan være stolte af, også i en svær tid.

Vi er godt polstret til at modstå krisen i kraft af den fornuftige økonomiske politik, vi har ført de senere år. Vi har ikke klattet opsvinget væk, selv om der har været masser af opfordringer til det fra venstrefløjen i de senere år. Regeringen har holdt fast.

Nok har den økonomiske krise gjort livet sværere for landets virksomheder, men den har ikke sat landet i stå. Vi har virksomheder med ambitioner om vækst – der er håb for fremtiden. Nok er flere blevet ramt af arbejdsløshed, men arbejdsløsheden er stadig begrænset, og der er håb for de ledige om ny beskæftigelse. 70 pct. af dem, der mistede jobbet i september sidste år, var kommet i arbejde igen i marts. Ja, der er håb for fremtiden, berettiget håb.

Vi har et samfund, der har brug for alle gode kræfter for at få væksten op igen. Derfor har regeringen sat alle sejl til for at bekæmpe arbejdsløsheden og især ungdomsarbejdsløsheden. De unges første møde med voksenlivet skal ikke være et lukket arbejdsmarked. Derfor gør regeringen nu en ekstraordinær indsats på det område bl.a. ved at sætte 1 mia. kr. af til flere praktikpladser.

På kort sigt har vi søgt at mindske konsekvenserne af krisen igennem en række initiativer, senest en erhvervspakke med vægt på eksporterhvervene. Det har givet et pusterum her og nu, men på længere sigt skal der nu endnu mere til, ikke i form af økonomisk stimulans, men i form af rolige, velplanlagte reformer.

De reformer, vi ønsker, er ikke store spring fremad ud i den blå luft, men til gengæld resolutte faste skridt i den rigtige retning. Og vores vej er kendt. Den er pålidelig, forståelig og tryg.

Vi vil sætte al vor energi ind på, at det kan betale sig at skabe arbejdspladser i Danmark, og derfor skal vi heller ikke hæve selskabsskatten. Vi skal tværtimod gøre det endnu mere attraktivt at investere i Danmark. Vi vil sætte al vor energi ind på, at det kan betale sig at arbejde. Det er vejen frem. Vi skal ikke hæve skatten for de mest produktive lønmodtagere og dermed presse dem hjem i liggestolen i haven eller ud af landet for den sags skyld. Vi skal tværtimod fastholde de positive takter i den skattereform, som træder i kraft til nytår.

Vi begrænser skatten på arbejde, vi tilskynder til vækst og arbejdsomhed. For vi ved det jo godt: Høj skat på arbejde betyder færre arbejdspladser. Navnlig i en krisetid bør vi stå sammen om at sætte skatten ned på de ting, som vi gerne vil have mere af i det danske samfund: flere arbejdspladser og større vækst og velstand. Det er godt i sig selv, og det er i øvrigt en forudsætning for en god offentlig service. Det burde selv venstrefløjen kunne forstå.

Et velfungerende land skal ikke bare kendes på sin velfungerende økonomi og sin gode offentlige service, men også på sine værdier. Danmark skal forblive et land, hvor vi har tillid til hinanden. Et land, hvor vi kan færdes trygt. Et land, hvor unge mennesker lærer de normer, som er bærende for samfundet. Et velfungerende frit og rigt land bygger på et fundament af gode, solide traditioner, på gode vestlige frihedsidealer og på den særlige vestlige tradition for lighed, som handler om ligeværd. Lighed i vestlig forstand betyder, at alle har en reel chance for at søge lykken.

Det betyder ikke, at alle skal have alting serveret på et sølvfad. Det betyder til gengæld, at alle kan regne med en plads på livets solside, hvis de arbejder hårdt, passer deres pligter, svarer enhver sit og opfører sig ordentligt. Det gælder også de unge. De har alle muligheder for at skabe sig et godt liv. For at vælge og vælge rigtigt må de unge vide, hvad der er rigtigt. Det kræver først og fremmest ansvarsbevidste forældre.

De unge har brug for kærlig konsekvens. Samfundet skal bakke op om de sunde autoriteter, f.eks. skolelæreren. Det er godt, at lærerne i stigende grad tør påtage sig tidligere tiders rolle som autoritet i stedet for bare at være kammerat med eleverne. De unge har brug for holdepunkter. De har brug for at vide, hvornår de er gået for vidt. De har brug for at vide, at man ikke ustraffet kan spille kispus med landets love, bare fordi man er under 15 år.

Man skal lade børn være børn, siger nogle. Hellere end gerne, for min skyld, men hvornår er børn egentlig børn? Når de er involveret i bandekrig? Når de går med våben? Når de opfører sig som de værste af alle voksne? Vi kan ikke og vil ikke acceptere, at yoyoer bliver til knojern og hinkesten til håndvåben. Vi kan ikke og vil ikke acceptere, at storebrødre skubber lillebrødre foran sig, fordi de spekulerer i den kriminelle lavalder.

I Venstre mener vi, at man skal mærke konsekvensen af sine handlinger. Derfor støtter Venstre, at den kriminelle lavalder sænkes til 14 år.

Det bedste ville selvfølgelig være, at forældrene tog affære og sørgede for, at deres børn opførte sig som børn, gik i skole, passede deres lektier og legede med deres kammerater, men når de opfører sig som forhærdede kriminelle, kan vi ikke længere lade stå til.

I et velfungerende samfund må der herske lov og ret. Derfor har vi politikere et særligt ansvar for at tage landets love alvorligt. Affæren med Brorsons Kirke har desværre afsløret, at visse partier reelt ikke går ind for at håndhæve landets love. Det ene øjeblik kunne hr. Villy Søvndal således udtale, at afviste asylansøgere skulle sendes hjem, men samtidig kunne man på SF's hjemmeside læse, at hr. Søvndal tog dyb afstand fra rydningen af Brorsons Kirke. Siden Brorsons Kirke blev besat, har én ting stået helt klart. SF ønsker sammen med den øvrige opposition en fundamentalt anderledes udlændingepolitik. Og strategien, ja, den er dybt kynisk. Først tågesnakker man om muligheden for humanitær opholdstilladelse, hvis bare folk klynger sig til dansk territorium længe nok. På den måde lokker venstrefløjen afviste asylansøgere til at besætte en kirke med henblik på at opnå asyl, selv om loven er helt klar. Og når loven så håndhæves, kritiserer man myndighederne i stedet for at tone rent flag og kritisere loven.

Den slags politisk dobbeltspil burde danske politikere holde sig for gode til, og danske politikere burde i særdeleshed holde sig for gode til at opfordre til ulovligheder og gemme sig bag en halvkvædet vise om civil ulydighed. Hvis man ikke vil håndhæve gældende lov, undergraver man loven. Politikere kan til enhver tid fremsætte forslag her i Folketingssalen, hvis de er utilfredse med gældende lovgivning. Sådan gør man faktisk i en demokratisk retsstat.

Jeg kan konstatere, at der er to klare alternativer i Folketinget. Regeringen med dens støtter, som er kendetegnet ved ansvarlighed, erfaring og sammenhæng, og en opposition, der er kendetegnet ved det modsatte, en opposition, der er uansvarlig, uerfaren og usammenhængende.

Det første alternativ er ikke til at slå ud af kurs. Regeringen værner om fast og fair udlændingepolitik. Vi bruger ikke enhver lejlighed til at undergrave respekten for demokratisk fremsatte love. Vi vil fortsat være garanten for, at man ikke vender tilbage til tidligere tiders slaphed, hvor asylansøgere automatisk fik ophold, ja, uanset myndighedernes afgørelser.

Det andet alternativ, oppositionen, vakler frem og tilbage. Her gør man utallige krumspring for at hindre, at afviste asylansøgere hjemsendes. Her taler man uklart, når borgerne forsøger at få et ganske enkelt svar på, om reglerne skal ændres. De stritter simpelt hen i alle retninger.

Regeringen og Dansk Folkeparti har givet danskerne 8 gode år. Vi har sikret skattelettelser, vi har sikret danske arbejdspladser og en sund økonomisk politik. Over for det har vi oppositionen, der vil beskatte flere og bruge endnu mere, som vil gøre det dyrere at være dansker, som vil begrænse det frie valg, som vil beskatte sundhed, som vil belønne slaphed. Og så er det oven i købet en opposition, der har fremlagt et underfinansieret skatteudspil, som hverken har opbakning fra De Radikale eller Enhedslisten. Så jo, der er bestemt et alternativ til regeringen. Det fungerer bare ikke.

Jeg skal på vegne af Venstre, Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget giver højeste prioritet til bekæmpelsen af den internationale økonomiske krises negative konsekvenser. Selvom dansk økonomi er kraftigt påvirket af krisen, har Danmark imidlertid bedre forudsætninger end de fleste andre lande for at komme sikkert igennem krisen, idet Danmark har ført en ansvarlig økonomisk politik siden 2001.

På kort sigt har Folketinget vedtaget en række initiativer med henblik på at stimulere økonomien. På langt sigt har Folketinget vedtaget en række strukturelle reformer med henblik på at øge lysten til at arbejde og investere i Danmark. Folketinget er enig om at sikre den fortsatte udbygning af velfærdssamfundet.

Krisen skærper behovet for, at den offentlige sektors ressourcer anvendes så effektivt som muligt. Folketinget noterer sig, at regeringen har fremlagt en plan om afbureaukratisering af den offentlige sektor og ser frem til forhandlinger herom.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 1).

Tak. Det af hr. Peter Christensen oplæste forslag til vedtagelse vil indgå i Folketingets videre forhandlinger.

Jeg kan oplyse, at jeg har noteret følgende med ønske om korte bemærkninger: Villy Søvndal, Margrethe Vestager, Frank Aaen, Simon Emil Ammitzbøll, Henrik Sass Larsen, Ole Sohn, Morten Østergaard, Morten Bødskov, Klaus Hækkerup, Johanne Schmidt-Nielsen, Pernille Vigsø Bagge, Kirsten Brosbøl, Niels Helveg Petersen, Jesper Petersen og Yildiz Akdogan. Det er i alt 15, og det er det, vi kan have inden for 1 time, hvis man overholder taletidsbegrænsningen. Og det forventer jeg at alle bistår med at gøre, sådan at alle, der har ønsket ordet i forbindelse med spørgsmål til hr. Peter Christensen, også får det.

Den første er så hr. Villy Søvndal for en kort bemærkning, værsgo.

Tak for det.

Hr. Peter Christensen sagde, og jeg citerer fra det, jeg fik skrevet ned: Alle kan regne med en plads på livets solside, hvis de arbejder hårdt. Citat slut. Nu har jeg måske så et ønske om at deltage på en rundrejse i Danmark sammen med hr. Peter Christensen til f.eks. Lindøværftet eller til Man Diesel i Frederikshavn eller til nogle af Danfoss' virksomheder i Nordborg eller til nogle af slagterierne i Vestjylland eller til Valdemar Birn i Holstebro og der gå ud og forklare de mennesker, der lige har fået fyresedlen, at Venstres holdning er, at hvis man i øvrigt arbejder hårdt, så kommer man op på livets solside.

Undskyld mig, har hr. Peter Christensen overhovedet ikke forstået, at der er en krise i det her samfund af et omfang, der gør, at almindelige mennesker bliver smidt ud i arbejdsløshed, mennesker, som hele deres liv har passet deres job? Er det ikke en så flot bemærkning, at hr. Peter Christensen næsten bør undskylde for den over for de mennesker, der i øjeblikket bliver kastet ud i ledighed?

Ordføreren.

Som jeg også var inde på i min tale, så bliver Danmark også ramt af den internationale krise. Det er uundgåeligt. Det betyder også, at vi har set en stigende ledighed, og vi vil også i de kommende måneder komme til at opleve, at ledigheden vil stige yderligere. Det er beklageligt, og det er da især beklageligt for de mennesker, som bliver ramt af en fyring.

Det, jeg synes man trods alt kan glæde sig over at se, når man går ind og kigger på dem, som har oplevet en fyring, er, at der jo er 70 pct. af dem, som inden for en relativt kort periode kommer i arbejde igen. Det synes jeg er værd at have med i det samlede billede.

Men det ændrer jo ikke ved, at regeringen har taget den her situation meget alvorligt og derfor også har lanceret en lang række initiativer for at afbøde de værste af de konsekvenser, som den her internationale krise har.

Hr. Villy Søvndal.

Det var så et forsøg på tilbagetog. Det forstår jeg godt. Det må altså forekomme helt underligt for de mennesker, der hører den her tale, at høre, at hvis man bare arbejder hårdt nok, så ender man på livets solside. Det er det ene.

Det andet er, at når jeg så hører på hr. Peter Christensen, der siger, at regeringen gør, hvad den kan, må jeg bare sige nogle få centrale ting: Sidste uge fik vi nye tal for væksten. Danmark er nummer sjok i OECD. Vi havde et fald i BNP på 7,2 pct. Det kan godt være, at regeringen gør, hvad den kan, men så må vi bare konstatere, at regeringen ikke kan, og at der er brug for nogle, der kan.

Det andet, vi rutsjer ned i forhold til, er hele den grønne dagsorden, hele den grønne teknologidagsorden, hvor virksomhederne har efterspurgt initiativer fra regeringens side. Den startede med at demontere hele den grønne dagsorden.

Det tredje er uddannelsesindsatsen, som også skal bringe os ud af krisen. Der er færre unge i dag, der gennemfører en ungdomsuddannelse, end der var, da den her regering trådte til. Synes hr. Peter Christensen virkelig, at man gør det så fantastisk?

Ordføreren.

Jeg har jo efterhånden vænnet mig til hr. Villy Søvndals facon, og det er at rive et citat ud af en sammenhæng. Jeg tror, det er en facon, som egentlig dybest set dækker over, at hr. Villy Søvndal er enormt bange for at blive afsløret i den tomhed, der ligger bagved. Men lad det være.

Lad os diskutere den konkrete politik. Den konkrete politik er, at vi er dybt bekymrede over den internationale krise, vi står i, og derfor har vi lanceret en lang række initiativer. Men modsat SF så tror vi ikke på, at man kan skabe vækst i det her land ved at øge selskabsskatten, ved at øge personbeskatningen, ved at lægge kørselsafgifter på folk, som har langt til arbejde, og hvad der i øvrigt er i den formidable samling af lussinger, der skal falde over de danske skatteydere i de forslag, som Socialdemokratiet og SF sammen har fået forfattet.

Så er der de unge. Vi er dybt optaget af, at det, når man er i sådan en lavkonjunktur, som vi er i nu, især ikke er de unge, der bliver hårdt ramt. Derfor har regeringen så sent som i denne uge lanceret en lang række indsatser over for unge, for at de ikke skal møde et lukket arbejdsmarked, bl.a. 5.000 yderligere praktikpladser.

Så er det fru Margrethe Vestager for en kort bemærkning. Værsgo.

Jeg synes, det er meget tankevækkende, at ordføreren lægger så stor vægt på den enkeltes indsats. For jeg kan forstå, at regeringen er fuldstændig uden skyld i eller uden ansvar for den dybe økonomiske krise, Danmark er i i dag. Det har slet ikke noget med regeringen at gøre. Det er noget, der er kommet udefra. Det er noget væmmeligt, det var slet ikke os, siger man, nu gør man bare noget for at mildne krisen.

Men én af de ting, som regeringen bliver nødt til at forholde sig til, er det fald, der har været i produktiviteten, det meget store problem, der er med at kunne komme tilbage, at generobre de pladser, vi har tabt i de seneste år, hvor vi er raslet ned af ranglisterne, når det kommer til vækst, når det kommer til velstand, når det kommer til den grønne dagsorden, når det kommer til alt det, regeringen sætter højt. Der er der et regeringsansvar.

Jeg synes, det ville være glædeligt, hvis hr. Peter Christensen begyndte der og tog det som udgangspunkt for det, der skal gøres, i stedet for hele tiden at sige, enten at det er nogle andres skyld, eller at det er noget der er kommet udefra. For den dybe økonomiske krise, som betyder, at folk mister deres job, mens vi står her taler, og at virksomheder kommer i problemer, mens vi står her taler, har regeringen et medansvar for.

Ordføreren.

Vi står gerne ved vores ansvar. Venstre har været med til at støtte regeringen siden 2001. Det er vi stolte af. Vi er stolte af de resultater, vi har nået. Vi er også stolte af de beslutninger, vi har truffet, som skal hjælpe danskerne med at komme mest nådigt gennem den her internationale krise, vi står over for. Vi gør, hvad vi kan: Vi har sat en lang række initiativer i gang, vi har haft investeringer på trafikområdet, vi har forårspakken, vi har frigørelsen af SP-midlerne, vi har renoveringspuljen. Ja, vi gør en masse ting.

Men vi gør også noget på det strukturelle område, og jeg ved, at De Radikale, i hvert fald når de skal holde skåltaler, sætter pris på, at man også tænker langsigtet. Det er jo også derfor, vi har foretaget en sænkning af personskatten, for vi ved, at det er noget af det, der har betydning for Danmarks konkurrenceevne. Det er også, hvad skatten på arbejde er. Derfor glæder jeg mig over, at vi her fra den 1. januar 2010 kan foretage en massiv sænkning af indkomstskatten.

Fru Margrethe Vestager.

Vi gør, hvad vi kan, siger ordføreren. Det vækker bekymring. Hvis det er det, man kan præstere, så er der sandelig god grund til, at den her diskussion bliver til en fokuseret diskussion om, hvad der skal bringe Danmark ordentligt igennem en realøkonomisk krise. Vi er langt forbi det finansielle. Det her handler om, hvordan virksomhederne kan producere, hvordan medarbejderne kan være effektive, når vi kan se, at også tilvæksten i viden, i uddannelsesniveau er faldet under den her regering.

Jeg vil sige til regeringen: Tag det ansvar på jer, erkend, at der er ført en fejlslagen politik, og ræk så hånden ud netop i de her krisetider, og lav tingene bredt, lav tingene underligt, for det, I kan, bliver jo aldrig nogen sinde mere end det, der kan blive flertal for i jeres egne snævre kreds – og det må vække bekymring.

Ordføreren.

Jeg synes, fru Margrethe Vestager skulle komme ned fra den høje hest og se sig lidt omkring. At komme med en påstand om, at vi er langt forbi den finansielle krise, synes jeg er et flot statement, når man ser på, hvilke udfordringer også danske virksomheder fortsat bokser med. Vi har jo rakt hånden frem masser af gange, men sandheden er, at når det kommer til politiske forhandlinger med Det Radikale Venstre, handler det desværre for Det Radikale Venstre ikke længere om at søge indflydelse. I gamle dage var det en dyd for Det Radikale Venstre. Det er det desværre ikke længere. Nu handler det om, hvem det er, man er sammen med, eller rettere om, hvem det er, man ikke vil være i stue med. Det synes jeg er ærgerligt.

Vi har haft skatteforhandlinger, vi har haft alle mulige andre forhandlinger, hvor De Radikale kunne have grebet muligheden for at få indflydelse, men man takkede nej og kiggede mere på partikredsen end på det, vi forhandlede om. Vi skal nok også fremover gøre forsøget med at række hånden frem, men det kræver, at der er nogle, der vil tage den.

Så er det fru Johanne Schmidt-Nielsen.

I statsministerens tale i tirsdags blev der brugt meget tid på at kaste ansvaret fra sig, og det er det samme, vi oplever i dag fra Venstres ordfører. Vi hørte f.eks. statsministeren sige: Hvis klimatopmødet går galt, har det i hvert fald ikke noget med os at gøre. En anden udmelding, der kom, var omkring ungdomsarbejdsløsheden, og den har åbenbart heller ikke noget med regeringen at gøre. Ungdomsarbejdsløsheden eksploderer, frafaldet stiger, 6.500 står uden en praktikplads.

Hvad gør regeringen? Den vil straffe de unge og deres forældre ved at snuppe børnechecken. Jeg hørte ordføreren bruge ordene kærlig konsekvens. Jeg har svært ved at finde det kærlige i, at man snupper børnechecken fra de familier, hvor der er en ung i ledighed.

Mener Venstre virkelig, at det er de unge, der står med ansvaret for ungdomsarbejdsløsheden; at det er de unge, der står med ansvaret for det store frafald på f.eks. erhvervsskolerne; at det er de unge, der står med ansvaret for, at vi mangler praktikpladser? Eller kunne man forestille sig, at regeringen bærer en stor del af det ansvar? Altså, hvis der er nogen, der skal straffes her, kunne man så forestille sig, at regeringen skulle straffe sig selv i stedet for at straffe de unge?

Ordføreren.

Jeg forstod indledningen på den måde, at det skulle være Danmarks ansvar at få en klimaaftale igennem. Jeg har også store forventninger til landets statsminister, og jeg håber, at regeringen vil gøre alt, hvad den kan, for at få en god aftale på klimaområdet. Jeg tror, vi i Danmark nok har lidt for stor selvtillid, hvis vi mener, vi kan diktere USA, Kina, Brasilien, Indien, hvad de skal mene, men det ændrer jo ikke ved, at vi da kan presse dem, så godt et lille land nu kan.

Uddannelse: Det er rigtigt, at der er en stor gruppe af unge mennesker, som mangler praktikpladser. En af grundene er jo også, at vi har et erhvervsliv, som selvfølgelig er ramt af den lavkonjunktur, vi er i. Når man er ramt, ansætter man ikke det samme antal lærlinge; man er lidt bekymret, for det kræver jo også, at man tør se 4 år frem i tiden med hensyn til at vide, hvad det er for en arbejdsmængde, man har, som skal udføres. Men regeringen er alligevel gået ind og har sat 1 mia. kr. af til 5.000 ekstra praktikpladser, og det er jo netop for at tilskynde virksomheder – også gerne i det offentlige – til at tage nogle flere lærlinge.

Fru Johanne Schmidt-Nielsen.

Som vært for et af, hvad skal man sige, vor tids mest afgørende internationale møder, nemlig klimatopmødet i december, er det jo noget ynkeligt, at man allerede nu melder ud: Hvis det går galt, har det ikke noget med os at gøre. Men det var sådan set ikke det, jeg ville spørge til.

Jeg ville spørge til det her med ungdomsarbejdsløsheden, for jeg forstår ordførerens svar på den måde, at det ikke er ungdommen, der står med ansvaret for ungdomsarbejdsløsheden; at det ikke er de unge i Danmark, som bærer ansvaret for, at ungdomsarbejdsløsheden eksploderer. Hvorfor er det så, vil jeg spørge ordføreren, at de unge skal straffes økonomisk for at være ledige? Hvorfor vil regeringen indføre den her særlige sanktion, som gør, at man, hvis man er mellem 15 og 18 år og er ledig, skal straffes økonomisk? Altså, hvis ordføreren bekræfter, at det ikke er de unge, der bærer ansvaret, hvad er så meningen med at straffe dem?

Ordføreren.

Vi ønsker at have en situation, hvor alle tager imod de tilbud om enten arbejde eller uddannelse, de får. Derfor taler vi altså om dem, som får tilbud, og som ikke vil tage imod dem. For vi vil ikke have en situation, hvor unge mennesker ikke laver noget.

Vi har sammen med en lang række partier lavet en målsætning om, at 95 pct. af en ungdomsårgang skal være i uddannelse. Men det kræver også, hvis vi skal have de sidste med, at vi både motiverer og indfører den her sanktion over for forældrene, hvis de ikke bakker deres unge op i, at de skal i gang med enten uddannelse eller arbejde.

Så er det hr. Simon Emil Ammitzbøll, kort bemærkning.

Jeg forstår det sådan set godt, hvis ordføreren er lidt træt af at høre på, at man kan løse alle problemer ved at sætte skatten op og have flere udgifter, for det er nok svært at gøre det på den måde. Jeg synes faktisk, der var grund til at takke ordføreren for at holde en god tale og for at sige, at vækst er forudsætningen for velstand. Det er vi sådan set fuldstændig enige om.

Så hører jeg, at der blev sagt i talen, at man ikke vil være med til sådan nogle store spring fremad ud i den blå luft. Sådan tror jeg formuleringen var. Hvis det betyder, at man siger nej til høje skatter og høje udgifter, kvitterer vi gerne. Men hvis det i virkeligheden dækker over, at man ikke har modet til at lave gode, borgerlige, liberale reformer, så vækker det altså bekymring. Kan vi virkelig stoppe med den skattereform, regeringen har lavet med Dansk Folkeparti, eller er der ikke brug for at sætte yderligere gang i væksten med yderligere nedsættelse af skatten på arbejde, med yderligere reformer af velfærdssamfundet, sådan at Danmark også kan stå godt fremover og ikke bare til næste valg?

Ordføreren.

Jeg synes, det er afgørende, at man hele tiden sørger for at have indrettet samfundet, så det kan fungere bedst muligt og kan konkurrere med de omkringliggende lande – ja, hele verden. Og regeringen har klart meldt ud, at den er en reformregering, og at det er en regering, som vil tage de nødvendige skridt. Jeg glæder mig over, at vi nu kan se et af de helt store skridt, nemlig sænkelse af skatten på arbejde, træde i kraft den 1. januar 2010. Det er en stor indsprøjtning, vi får til den private økonomi, og det er også det, der er brug for lige nu, altså at vi får et økonomisk rygstød, sådan at også de danske forbrugere tør bruge lidt flere penge. På den måde får vores virksomheder også nogle varer, de kan få afsat, for de skal så producere nogle varer og kan derfor forhåbentlig også begynde at ansætte nogle flere igen.

Hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Jeg er meget glad for, at man lægger vægt på, at det også er igennem det private forbrug, at man kan sørge for at sikre væksten. Man gør det også lidt med skattereformen. Men statsministeren holdt en glimrende tale i forgårs og stillede spørgsmålet: Vil en særlig skat på høj indkomst øge eller svække vores muligheder i den globale konkurrence? Svaret er klart: Det vil stække virkelysten og muligheden for at tiltrække dygtige folk fra resten af verden. Det går ikke, sagde statsministeren. Jeg ved godt, det var en hentydning til Socialdemokraterne, men det kunne jo også være en hentydning til den skattepolitik, der er i Danmark, hvor man ikke har haft modet til at afskaffe topskatten.

Man er en situation, hvor man har verdens højeste skattetryk, og OECD spår, at Danmark i de kommende år bliver et af de OECD-lande, der får den laveste vækst, og det skyldes altså, at vi ikke har modet til at lave de nødvendige skattereformer. Men hvis regeringen er en reformregering, som jeg hører ordføreren siger, er vi selvfølgelig parate til at komme til de forhandlinger om reelle reformer, der kan gøre en forskel i forhold til at få gang i væksten.

Ordføreren.

Mit personlig temperament er til også at glæde mig over alle de skridt, der bliver taget i den rigtige retning, og det, vi vil opleve her til januar eller nytårsaften, er, at vi kan se frem til den største sænkning af marginalskatten i Danmark. Det glæder jeg mig simpelt hen over. Men reformer er jo mange ting, reformer er også at sørge for, at man, når vi har så stor en offentlig økonomi, som vi har i Danmark, hvor der er ca. 860.000 mennesker ansat i den offentlige sektor, så sørger for, at alle de ressourcer bliver brugt mest effektivt. Derfor glæder jeg mig over, at statsministeren i sin åbningstale i forgårs gjorde det klart, at der nu bliver taget hånd om afbureaukratiseringen. For mængden af regler kan jo være med til at bremse en effektiv udnyttelse af de offentlige ressourcer, og derfor håber jeg, at også Liberal Alliance og alle andre partier her i Folketinget vil være med til at sørge for, at vi får vedtaget de 105 konkrete forslag, som regeringen har fremsat. For det nytter jo ikke noget, at vi alle sammen holder flotte taler om, at regler nu skal fjernes, hvis vi så ikke stemmer forslagene igennem, når regeringen fremsætter dem.

Hr. Henrik Sass Larsen.

Jeg mener bestemt, at jeg hørte ordføreren bruge vendingen, at vi har en velfungerende økonomi. Så er det, jeg har et spørgsmål med baggrund i, at BNP i det første halvår er faldet med 5,3 pct., og at en ny prognose viser, at vi nu har over 90 mia. kr. i underskud på statsfinanserne. Hvor er det så henne, at ordføreren ser disse lysglimt i forhold til, at det går godt med dansk økonomi, og at det er en velfungerende økonomi? Det skulle være det ene.

Så er der det andet, jeg vil spørge ordføreren om. Ordføreren sagde i sin ordførertale, at arbejdsløsheden er begrænset i øjeblikket. Det er jo et spændende begreb: Hvad er begrænset? Så vil jeg høre: Har ordføreren eller hans parti eller for den sags skyld regeringen nogen som helst planer om og forestillinger om, hvor langt ledigheden skal op, før den ikke er begrænset længere, og at man har tænkt sig at gøre et eller andet?

Ordføreren.

Når jeg laver en vurdering af dansk økonomi, synes jeg, at vi jo har en situation, hvor vi har en grundlæggende struktur, som er langt sundere end i mange af de lande, der omgiver os. Når man laver den slags sammenligninger, skal man jo sammenligne med andre lande, og der står vi godt. Det er klart, at jeg godt ved, at man i Socialdemokratiet ofte ser Danmark som en isoleret ø, og det er jo også derfor, at man mener, at man kan foreslå højere selskabsskatter, uden at det får nogen betydning.

Jeg undrer mig også over, at jeg fra Socialdemokratiets politiske ordfører skal høre, at man er bekymret over gældsætningen, når det eneste, vi kan høre blive gentaget som af en papegøje fra dag til dag, er, at der skal bruges 36 mia. kr. ekstra. Hvis man er bekymret for gældsætningen, kan jeg ikke forstå, at man vil bruge 36 mia. kr. oveni, for enhver krone, vi bruger i 2010, er jo lånte midler. Sådan må det være. Så jeg tror ikke, at Socialdemokraterne er helt så bekymrede, som de giver udtryk for.

Så er der det i forhold til ledigheden. Jamen ledigheden er stigende, og det synes jeg er bekymrende. Men fakta er altså, at vi lige nu har en ledighed, som er 68.000 personer lavere, end den var i 2003, og derfor skal man jo også have det med i en sammenhæng. Ja, ledigheden er beklageligvis stigende, men den er stadig væk inden for en ...

Hr. Henrik Sass Larsen! Værsgo.

Se, problemet med regeringens økonomiske politik er jo følgende: Man har baseret sig på en økonomisk strategi, hvor man har sagt, at nu skal vi sætte gang i privatforbruget, for så får vi væksten til at køre i den rigtige retning igen. Det har man gjort ved at lempe i forhold til at udbetale SP-midler, og det gør man også næste år i forhold til at give skattelettelser. Efter man har udbetalt SP-midler, er det private forbrug faldet, det er faldet. Det er jo en total fiasko for hele regeringens økonomiske politik.

Man kunne have valgt at gå en anden vej, nemlig at have lavet målrettede investeringer, som havde fyldt ordrebøgerne op derude. Men det har man afvist.

Det er derfor, jeg spørger ordføreren: Hvor lang tid skal man stå og stirre på, at ens egen økonomiske politik ikke virker, førend man sadler om og begynder at lave målrettede investeringer, sådan at vi kan få ordrebøgerne fyldt op ude hos de små virksomheder? Det er jo det, der er interessant.

Jeg vil også gerne have svar på: Hvor langt skal den ledighed op, før man ikke lige vil relativere den i forhold til noget, der engang skete? Hvor langt skal ledigheden op?

Ordføreren.

Vi har ikke noget mål om en høj ledighed, selvfølgelig har vi ikke det. Derfor har vi også taget en lang række initiativer. Det er bare ikke korrekt, at regeringen kun satser på at stimulere det private forbrug; vi har brugt hele værktøjskassen, fordi vi synes, det er vigtigt både at stimulere og øge det offentlige forbrug, og det kan man se i finansloven for 2010, som bliver den mest ekspansive finanslov siden engang i 1960'erne.

Men det er rigtigt, at vi også giver flere penge til de private husholdninger. Og jeg synes, det er en underlig argumentation at komme med, at når man har givet danskerne deres egne penge, altså SP-midlerne, så at sige, at hvis ikke alle midlerne bliver brugt her og nu til at give tryghed, til at afvikle gæld, men til at konsolidere den private husholdning, ja, så er det spildte kroner. Man skal altså være socialdemokrat for at følge den logik: det at give danskerne deres egne penge og sige, at hvis de ikke bruger dem omgående, er de uansvarlige, og at pengene så er brugt forkert.

Vi er ikke enige om alt.

Så er det hr. Ole Sohn for en kort bemærkning.

Et øjeblik. Værsgo.

Man skal altid være flink og også anerkende, når der skal gives ros. Jeg vil gerne rose ordføreren for at erkende den formåen, man nu har, for jeg synes i virkeligheden, at bemærkningen om, at vi gør, hvad vi kan, er meget rammende for regeringens politik. For selvfølgelig gør regeringen, hvad den kan; alt andet ville jo være tåbeligt.

Men man har bare regnet forkert hele tiden. For et par måneder siden fremsatte man et finanslovforslag, hvor man sagde, at vi har 85 mia. kr. i underskud næste år. 2 måneder senere sagde man: Nej, det bliver 90 mia. kr. Man laver skattelettelser næste år, som skal lånefinansieres. Og det, der er det værste, er, at de værktøjer, man har brugt, ikke virker. Forbruget er faldet, men regeringen sagde: Vi giver skattelettelser i 2009 og udbetaler det, man har på sin SP-konto, for at stimulere det private forbrug. Nu er pengene udbetalt, og forbruget falder.

Hvornår erkender man, at de virkemidler, man har taget i brug, ikke duer? Jeg tror i virkeligheden, at svaret ligger i bemærkningen: Vi gør, hvad vi kan. Det er bare ikke godt nok.

Ordføreren.

Jamen vi er, kan jeg høre, helt grundlæggende uenige om, hvorvidt det er vigtigt, at der er tryghed i de private husholdninger. Når danske familier f.eks. har benyttet deres SP-midler til at skabe tryghed, til at afvikle gæld, er det, fordi de familier har følt, at det var det rigtige for dem, altså at det gav dem en tryghed at skrue lidt ned for forbruget efter nogle år, hvor der har været god gang i den, fordi de tænker: Vi ved ikke, hvad omfanget er af de udfordringer, vi kan læse om, f.eks. at naboen er blevet afskediget. Vi vil gerne skabe lidt tryghed i vores lille familie. Så synes jeg, det er imponerende, at de danske familier skal kritiseres for det.

Man skulle måske også overveje, hvad situationen ville være, hvis man ikke havde givet dem deres egne penge i form af udbetaling af SP-midlerne. Hvad ville der så være sket? Ja, så kunne det være, at forbruget ville have været endnu mindre.

Jeg synes, det er vigtigt, at vi fortsætter ad det spor, at vi her fra januar 2010 fortsætter med at stimulere den private økonomi yderligere. For det har jo et forløb, hvor man naturligt først konsoliderer sig og får skabt tryghed, og hvis der så er tilpas overskud, vil man selvfølgelig også turde bruge nogle af de penge. Så jeg er glad for, at der oven i SP-midlerne nu også kommer skattelettelser.

Hr. Ole Sohn.

Skabe tryghed for den enkelte familie! Hvori ligger trygheden for den enkelte familie, ved at regeringen og Dansk Folkeparti gældsætter landet for at give skattelettelser? Man gældsætter landet for at give skattelettelser. Hvori er trygheden for den enkelte familie? Hvori er trygheden for den maskinarbejder, som er fyret på Lindøværftet, fordi man låner penge til skattelettelser?

Hvad er det da for en udmelding at komme med? Ville det ikke skabe større tryghed for den enkelte familie, hvis regeringen erkendte, at det, der er behov for, er at skabe job – job, så folk ikke bliver arbejdsløse. Det er jo det, der er den største utryghedsskabende faktor i samfundet: At regeringens politik medfører øget arbejdsløshed, og at man ikke erkender behovet for målrettet at skabe de nye arbejdspladser. Heri ligger trygheden for den enkelte og ikke i, at man giver de bedst stillede skattelettelser, som kan bruges alle mulige andre steder end i Danmark.

Ordføreren.

Jeg vil gerne gentage, at jeg synes, det har været godt, at regeringen har vedtaget et forslag om, at danskerne kunne få deres egne penge tilbage i form af SP-midlerne.

Men når der bliver sagt, at regeringens skatteudspil ikke er finansieret, og at det gældsætter landet, er det simpelt hen ikke korrekt. Regeringens skatteudspil er fuldt finansieret. Jeg anerkender, at vi i starten sørger for, at der bliver givet skattelettelser, og så bliver det fuldt finansieret over en årrække. Det er rigtig godt, for det betyder, at vi får et positivt bidrag i 2010 og 2011 til økonomien, som der i sandhed er brug for, og de penge hentes så ind over tid. Så regeringens skattereform er fuldt finansieret.

Så er det hr. Morten Østergaard for en kort bemærkning.

Der er jo ingen tvivl om, at der er en uenighed om, hvad der er det rigtige at gøre for dansk økonomi på kort sigt, og det, der så er spørgsmålet, er jo et eller andet sted den troværdighed, hvormed regeringen fremfører sine synspunkter og oppositionen sine. Nu har regeringen så seks gange i træk– jeg tror, det var Børsen, der opregnede det – måttet nedjustere sine skøn for og forventninger til, hvordan det går med dansk økonomi. Senest er man fra Finansministeriets side gået fra i august at vurdere en negativ vækst i år på 3 pct. til en på nu 4 pct. Det er faktisk kun Irland og Baltikum, der nu er ringere stillet end Danmark i forhold til recession.

Derfor vil jeg bare spørge hr. Peter Christensen: Går det ikke utrolig dårligt, når regeringen skal vurdere den nuværende økonomiske situation, når den hele tiden og gentagne gange undervurderer recessionens omfang? Vi kunne forstå på statsministerens tale i tirsdags, at man nu forventer lyspunkter. Men er det ikke det her med de krydsede fingres politik, hvor man altså krydser fingrene og håber på bedre tider, men man handler ikke?

Ordføreren.

Men det er jo bare ikke korrekt, at vi ikke handler. Jeg har under debatten her allerede nævnt hele paletten af initiativer, der er blevet taget. Men summen af alle de initiativer er også, at vi har den største vækst i offentlige investeringer, vi har set siden 1960'erne. Vi får en stor realindkomstfremgang i 2010 på grund af skattelettelserne. Vi ser en finanslov, som er meget ekspansiv. Det er faktisk en af de mest ekspansive, når man sammenligner med landene omkring os, ja, for den sags skyld også USA. Der er jo nogle grunde til, at vi fremsætter en finanslov, med hvilken vi bruger rigtig mange penge. Det er selvfølgelig, fordi Danmark er ramt af den internationale krise og der er en idé i at sætte aktiviteter i gang og fremrykke f.eks. anlægsinvesteringer, som vi alligevel ville have foretaget. Det er fornuft.

Hr. Morten Østergaard.

Jamen det er jo en spændende dag, når en Venstremand forsvarer en faldende vækst i BNP med, at der til gengæld er stor vækst i de offentlige udgifter, men sådan kan rollerne jo skifte historisk over tid. Det, der bare er pointen, er, at Danmarks økonomiske krise – og det er den erkendelse, vi savner – er hårdere, end den er i resten af verden, fordi der ikke i de gode tider er blevet taget hånd om at sikre, at vi kunne klare os i dårlige tider.

Det er det, der er problemet, og derfor skal mit andet spørgsmål til hr. Peter Christensen være: Kan vi i dag få et klart løfte om, at regeringen inden næste folketingsvalg vil fremlægge en plan for, hvordan man vil bringe balance i dansk økonomi igen? Den økonomiske krise har forværret problemstillingerne, og de initiativer, der er blevet taget, har skabt et større reformbehov. Vil Venstre og vil regeringen inden næste folketingsvalg fremlægge en plan, der kan vise, hvordan man inden 2015 vil bringe dansk økonomi i balance – ja eller nej?

Ordføreren.

Vi vil fortsætte ad den linje, som vi har fulgt siden 2001, hvor vi gennemfører de reformer, som er nødvendige, hvor vi tager tingene skridt for skridt, hvor vi optimerer dansk økonomi med en lang række reformer. Det er velkendt, det er trygt, og det virker. Det, jeg aldrig har kunnet forstå ved Det Radikale Venstre, er, at man taler så meget om reformer, og så peger man på en fremtidig regering, som består af de mest reformangste, vi nogen sinde har mødt her i Folketinget. Det giver ingen mening, og det er jo, fordi det handler mere om, at der er nogle, man kan lide at være sammen med, og som man hellere vil være sammen med, end hvad det egentlig handler om. Det synes jeg er et mærkeligt skifte, der er sket i radikal politik. I gamle dage søgte man jo indflydelse, hvor man kunne få den, men det er man gået bort fra.

Så er det hr. Morten Bødskov for en kort bemærkning.

Jeg vil gerne tilbage til et af de citater fra ordførerens tale, der er nævnt tidligere i debatten, nemlig det her med, at alle kan regne med en plads på livets solside, hvis de arbejder hårdt for det.

Jeg var i sidste uge på besøg på en meget stor virksomhed i ordførerens nærområde, Danfoss, hvor jeg i 3F's a-kasse mødte en kvinde, som havde været ansat 35 år på Danfoss og nu var blevet afskediget. Jeg må sige, at den udtalelse, som hr. Peter Christensen kommer med, for mig er, ja, faktisk det mest soleklare bevis på, at den her regering fuldstændig har mistet blikket for, hvilken skyggeside mange mennesker befinder sig på lige i øjeblikket. Kan vi ikke bare få det helt på det rene? For hun jo ikke den eneste, der bliver fyret nu efter 35 års ansættelse. Op mod 200.000 regner med ved udgangen af næste år også at stille sig op i arbejdsløshedskøen.

Mener regeringen, at der er behov for vækstinitiativer, som kan tage toppen af den meget kraftige stigning i arbejdsløsheden, vi står over for, eller ej?

Ordføreren.

Jamen det kan jeg sådan set svare meget kort på, for det mener vi, og det er jo også derfor, at vi har fremsat forslagene, som træder i kraft her i 2010. Det er ikke, fordi jeg kan lide at gentage mig selv, men bare for en god ordens skyld vil jeg alligevel lige nævne citatet fra talen: Det betyder til gengæld, at alle kan regne med en plads på livets solside, hvis de arbejder hårdt, passer deres pligter, svarer enhver sit og opfører sig ordentligt.

Hr. Morten Bødskov.

Det synes jeg er uhyre interessant at ordføreren siger. Det er beskeden til en kvinde, som har arbejdet 35 år på Danfoss, som er blevet afskediget nu, og som står fortvivlet og er på vej ud i arbejdsløshed. Det er beskeden fra Venstres ordfører.

Sandheden er jo den, at på trods af de initiativer, som regeringen har sat i gang, på trods af de initiativer regner flere jo med, at vi når op mod 200.000 arbejdsløse. Ordføreren glemmer, at de skattelettelser, som kommer her 1. januar, jo er indregnet i vurderingerne, i regeringens egne vurderinger, i Nationalbankens vurderinger, i de førende finansielle virksomheders vurderinger af, hvordan dansk økonomi udvikler sig. Og så står man her og siger, at bare folk arbejder hårdt for det, så er der også en plads på livets solside. 35 års ansættelse, og det er så beskeden fra det førende regeringsparti. Det synes jeg taler meget kraftigt for sig selv.

Ordføreren.

Jeg synes, det er beklageligt for hende og for alle andre, som bliver fyret på grund af den situation, vi er i, men det, det gælder om, er jo også at sikre, at vi kan få de arbejdspladser i gang igen hurtigst muligt. Og der når vi jo også til en mere grundlæggende diskussion om, hvordan man så gør det.

Der er blevet flyttet masser af sønderjyske arbejdspladser til f.eks. Polen, som har en enormt lav selskabsskat. Tror Socialdemokraterne virkelig, at den kvinde, vi taler om her, får sit job igen, ved at vi så hæver selskabsskatten? Er det svaret? Tror Socialdemokraterne virkelig, at Sønderborgområdet får sine arbejdspladser igen, hvis vi lægger en afgift på fly, sådan at der ikke er nogen, der vil flyve ned til Als, hvor man har hovedkvarteret liggende? Tror Socialdemokraterne virkelig, at de mange medarbejdere, som kører fra hele Sønderjylland til Als for at arbejde, vil blive ved med det, når man lægger kørselsafgifter på de kørte kilometer? Er det svaret fra Socialdemokratiet, at vi selvfølgelig også skal have en højere indkomstskat? Tror Socialdemokraterne, at det er den måde, vi får de arbejdspladser tilbage på?

Så er det hr. Klaus Hækkerup for en kort bemærkning.

Venstres politiske ordfører sagde, at regeringens skattelettelser er fuldt finansieret. Spørgsmålet er selvfølgelig hvordan. Lad os prøve at tage de konkrete tal. Ved indgangen af indeværende år var statens gæld 195 mia. kr. I løbet af i år vokser gælden, fordi der skal gives skattelettelser, med 26 mia. kr. I løbet af næste år vokser gælden med 91 mia. kr. Og i løbet af næste år igen, i løbet af 2011, vokser gælden med 76 mia. kr.

Mit spørgsmål er så, hvor længe Venstre vil fortsætte med disse skattelettelser, som overhovedet ikke har virket med hensyn til at øge beskæftigelsen i Danmark. Spørgsmålet er præcis: Hvor stor en gæld mener Venstre det er acceptabelt og ansvarligt at opbygge?

Ordføreren.

Det er helt forunderligt. Inden jeg blev politisk ordfører, var jeg finansordfører og har stået hernede i salen masser af gange og diskuteret finanslove, hvor vi er blevet kritiseret for, at vi havde så store overskud på statsbudgetterne, mens vi havde de gode år, og hvorfor vi ikke brugte alle pengene. Nu står Socialdemokraterne så og kritiserer os for, at gælden i dårligere tider stiger. Hvor var det dog godt, at vi ikke lyttede til Socialdemokraterne, mens det gik godt, men netop sparede op til, at vi vidste, at tiderne kunne gå hen og blive dårlige.

Hr. Klaus Hækkerup.

For det første vil jeg sige, at den historiske sandhed jo er den, at Venstre og regeringen har snoldet pengene op i skattelettelser. Men det var ikke det, mit spørgsmål gik ud på. Jeg vil sådan set godt bede ordføreren om at forholde sig til spørgsmålet, som i sin substans jo er: Hvor stort er det lånefinansierede økonomiske råderum, som Venstre mener vi har foran os i de kommende år, indtil konjunkturerne vender igen? Og det kan konkretiseres helt præcis ved at sige: Hvad er den gældsstørrelse, Venstre finder acceptabel og ansvarlig for den danske stat? Hvad er maksimum for det?

Ordføreren.

Jamen det kan i højere grad udtrykkes i forhold til den kortfristede fremskrivning, vi har i 2015-planen, hvor vi har lagt en række forudsætninger ind, der skal til, for at vi har en holdbarhed i dansk økonomi, og det er en strukturel målsætning, vi har der. Det synes jeg er den afgørende måde, og der anerkender jeg blankt, at der udestår der jo selvfølgelig stadig væk nogle udfordringer.

Så er det hr. Frank Aaen for en kort bemærkning.

I Dagbladet Børsen kan man i dag læse, at 40 pct. af landets største virksomheder planlægger nye fyringer – altså en annoncering af, at der kommer endnu en eksplosion i ledigheden her i landet. Samtidig hører vi så, at Venstres ordfører siger, at vi gældsætter landet, for hver en krone vi bruger på f.eks. at skabe beskæftigelse.

Jeg har lige fået et svar fra skatteministeren, der siger, at de skattelettelser, som V og K sammen med Dansk Folkeparti har bevilget – mest til de rigeste – i alt udgør 223 mia. kr. Så er det bare, jeg spørger: Er det klogt at hælde 223 mia. kr. ud af statskassen, når vi i dag kan notere os, at gælden vokser eksplosivt, og at arbejdsløsheden stiger?

Ordføreren.

Nu kan jeg ikke stille Enhedslisten spørgsmål, men jeg kan da spørge mig selv: Ville det være klogt at hæve skatten med 223 mia. kr.? Nej, det ville det ikke.

Hr. Frank Aaen.

Det er ikke noget problem for mig at få spørgsmål, tværtom. Det så jeg sådan set meget gerne, så prøv igen. Nu kan jeg så ikke få lov at svare denne gang, fordi jeg kun har to korte bemærkninger.

Vi har en økonomi, hvor arbejdsløsheden stiger dramatisk. Vi har en gæld, der vokser dramatisk, og regeringen siger som undskyldning for ikke at gøre noget ved arbejdsløsheden, der virkelig rykker, at det så betyder mere gældsætning. Så er det da ret enkelt at spørge: Var det en god idé at bruge 223 mia. kr. på skattelettelser – mest til de rigeste – eller skulle man måske have været mere ansvarlig over for arbejdsløsheden, mere ansvarlig over for velfærden, mere ansvarlig over for klimaet? Det er da meget enkelt at tage stilling til: Skal der penge ud af kassen nu – pengene fosser ud af statskassen i øjeblikket – eller skal vi løse nogle vigtige samfundsproblemer?

Ordføreren.

Som det har været vendt flere gange, er vi meget optaget af at begrænse stigningen i ledigheden, især over for de unge. Vi har fremsat forslag om at bruge 1 mia. kr. mere på praktikpladser, og der er også 780 mio. kr. i ungepakken.

Men jeg kan alligevel ikke lade være med også lige at knytte en kommentar til den formulering, at vi har brugt penge fra statskassen. Altså, det, at man lader danskerne beholde nogle flere af deres egne penge, er jo ikke at bruge penge. Det ved jeg godt at Enhedslisten mener, for som udgangspunkt mener Enhedslisten, at alle pengene tilhører statskassen, og almisserne kan man så dele ud, hvis man ellers er i humør til det. Der har vi jo så grundlæggende en anden opfattelse, nemlig at danskerne tjener deres egne penge, og så tager vi nogle af dem i skat, for at vi kan finansiere den fælles velfærd. Og det er jo selvfølgelig to fundamentalt forskellige måder at anskue samfundet på.

Så er det fru Pernille Vigsø Bagge for en kort bemærkning.

Vi er mange her i Folketingssalen – og rigtig mange mennesker uden for Folketingssalen – der ved, at hvis vi skal bæres igennem den her krise og eventuelt kommende kriser, er fokus på uddannelse det helt centrale. De eneste, der ikke ved det, er åbenbart regeringen, for under den her regering er det mere end hver femte ung, der ikke får en ungdomsuddannelse: Antallet af unge, der går ud af folkeskolen uden at være i stand til at tage en ungdomsuddannelse, er bare steget og steget under den her regering. Alligevel er det sådan, at regeringens økonomiske politik over for kommunerne gør, at der nu i de seneste 4 år er over 600 skoler i Danmark, der ligger under minimumstimetallet i dansk og matematik.

Jeg synes da, det er værd at spørge Venstres ordfører, om man virkelig i Venstre vil være bekendt stadig væk at tale om en fagligt stærk folkeskole, når den økonomiske politik under den her regering gør, at kommunerne ikke kan leve op til at levere selv helt basale fag som dansk og matematik i folkeskolen. Det er da ynkeligt.

Ordføreren.

Jamen igen: Som finansordfører har jeg jo i så mange år skullet høre på, at der er blevet skåret ned år efter år, og så er det egentlig forunderligt, at man kan konstatere, at der på uddannelses- og undervisningsområdet er blevet brugt 14 mia. kr. – 14 mia. kr. – mere siden 2001. Det er jo mærkeligt, når man har skåret ned år efter år, hvordan man så er endt med at kunne bruge 14 mia. kr. mere. Men igen: Det er nok forskellige måder at anskue virkeligheden på.

Vi synes, det er enormt vigtigt, at vi når målsætningen om, at 95 pct. af en årgang får en ungdomsuddannelse, og der er vi parat til at bruge alle de værktøjer, der skal til, ikke kun i forhold til uddannelsessystemet, men som sagt også i forhold til at se på børnefamilieydelsen, hvis det er sådan, at forældrene ikke sørger for, at de unge tager imod de tilbud, der er. Vi vil bruge alle værktøjer.

Fru Pernille Vigsø Bagge.

Jeg er sådan set meget interesseret i at høre om værktøjerne, for det er da fuldstændig plidderpladder at stå og tale om børnefamilieydelser, der skal skæres i, når vi taler om folkeskoler, der ikke engang lever op til minimumstimetallet i dansk og matematik. Jeg kunne også begynde at nævne de tal fra Venstres egen undervisningsminister, som fortæller, hvor mange skoler der ikke lever op til det vejledende timetal, som eleverne altså bliver vurderet i til folkeskolens afgangsprøve. Det er sjovt nok typisk Venstrekommuner derude, der ikke lever op til de her minimumstimetal, og det er da meget interessant at høre, hvad det er for værktøjer, Venstre har i forhold til de her kommuner.

Den økonomiske politik, regeringen fører over for kommunerne, gør, at hver femte ung i dag ikke engang tager en ungdomsuddannelse. Hvad i alverden skulle det hjælpe med den slags sanktioner, som regeringen taler om? Kunne vi ikke få nogen økonomiske værktøjer til at løfte folkeskolen, til at få en fagligt stærk folkeskole, så eleverne i det mindste får de timer, de har krav på ifølge lovgivningen? Det kunne være interessant at høre om nogle værktøjer til det.

Ordføreren.

Jamen hvad er egentlig virkeligheden ude i kommuner og regioner? Man kan tage det fælleskommunale løndatakontor, som har opgørelsen over, hvor mange medarbejdere der er ude i kommuner og regioner, og der kan man få det tal oplyst, at der fra marts 2008 til marts 2009, altså på 1 år, er blevet ansat 14.000 flere medarbejdere i kommuner og regioner – 14.000. Det er så det, oppositionen kalder nedskæring. Jeg ville godt nok begynde at blive lidt bekymret, også for vores samfundsøkonomi, hvis man tænkte på, hvad der så skal til for at skabe vækst.

Så er det fru Kirsten Brosbøl for en kort bemærkning.

Jeg vil godt give ordføreren lejlighed til at fuldføre en sætning, som han blev afbrudt i af formanden i sit svar til hr. Henrik Sass Larsen. Hr. Henrik Sass Larsen spurgte til det her med ledigheden, herunder hvilket niveau for ledigheden Venstre omfatter som et rimeligt niveau eller et naturligt niveau eller et begrænset niveau, som det blev sagt. Den sætning, som hr. Peter Christensen blev afbrudt i, lyder sådan her. Det er så et citat fra hr. Peter Christensen: Ledigheden er stigende, men den er stadig væk inden for ... Det står på mit papir, fordi ordføreren blev afbrudt. Hvordan ender den sætning? Det synes jeg i virkeligheden er rigtig, rigtig interessant. Vi har over 100.000 ledige i det her land nu, og den er stadig væk inden for et hvad? Et naturligt niveau, et begrænset niveau? Hvordan slutter den sætning fra Venstres ordførers side?

Ordføreren.

Jeg tror, jeg flere gange har sagt, at vi prøver på, så godt vi kan, at begrænse omfanget af stigningen i ledigheden. Det skal dog også sættes ind i en historisk ramme, for Socialdemokratiet får det til at lyde, som om ledigheden var ikkeeksisterende, da vi overtog ansvaret efter Nyrup, og det er simpelt hen ikke korrekt. Derfor er man trods alt også nødt til at sætte det ind i en historisk ramme. Det er jo ikke ensbetydende med, at vi har et mål for, at det er fint med en stigende ledighed, og hvis bare den er på 160.000, er alt godt. Nej, så lavt som muligt, og det er det, vi prøver at føre politik efter. Men vi ønsker også at føre en politik, som sikrer, at vi, når opsvinget kommer igen, når væksten kommer tilbage, så ikke har taget en række initiativer, som gør, at Danmark er ude af stand til at gribe den vækst, så vi er ude af stand til at få del i den internationale vækst, fordi vores konkurrenceevne enten er blevet smadret, eller fordi arbejdsstyrken ikke er til stede, eller hvad ved jeg. Derfor tager vi en lang række initiativer, herunder selvfølgelig også inden for uddannelse og efteruddannelse, som er gode måder at sikre, at vi har en arbejdsstyrke, som er klar til at tage fat, når det forhåbentlig snart vender.

Fru Kirsten Brosbøl.

20 pct. af de nyledige forventes at blive langtidsledige, og langtidsledighed ved vi alle sammen er noget af det mest ødelæggende for både samfundet og selvfølgelig for den enkelte og den enkelte familie. Skal jeg forstå ordføreren sådan, at Venstres svar til de familier, som lige nu oplever at blive smidt ud i ledighed, er: Hør nu lige her, ledigheden er endnu ikke så høj, som den var engang for 5-6 år siden. Er det virkelig svaret til de familier, som bliver kastet ud i ledighed nu? Hvad skal de bruge det til, hvad skal de bruge det til at være en brik i en statistik, hvor Venstre sammenligner tal fra 2009 med tal fra 2003? Det kan vi da ikke bruge til noget som helst med en ledighed, der drøner derudad, og en regering, der siger: Ja, vi tager det skridt for skridt.

Jeg skal love for, at det er museskridt.

Ordføreren.

Det var så heller ikke hele min sætning. Det var også, at vi skal bruge alle de værktøjer, der er, for at få efteruddannelse og få gjort medarbejderne klar til nye job. For det er ikke alle de job, der har forladt landet, der vender tilbage. Sådan er det, og derfor er det vigtigt, at vi også har en arbejdsstyrke, som kan tage imod nye job, når de kommer.

Når jeg lytter til Socialdemokratiet, kan man næsten få indtryk af, at Socialdemokratiet kan garantere, at der ikke kommer flere ledige i Danmark. Og så kan man se på bedrifterne, mens Socialdemokraterne har haft ansvaret i det her land, og konstatere, at det jo ikke er rigtigt.

Så er det hr. Niels Helveg Petersen for en kort bemærkning.

Det var hr. Niels Helveg Petersen (Niels Helveg Petersen (RV): Jeg kunne kun høre, at der blev sagt Petersen ). Men hr. Jesper Petersen skal nok få ordet bagefter.

Både formanden, hr. Jesper Petersen og jeg hedder det samme, så der er lidt forvirring her.

Jeg ved, at hr. Peter Christensen har vist stor interesse for Det Radikale Venstres placering i det politiske billede, men det skal jeg helt lade ligge. Jeg er interesseret i en anden ting i hr. Peter Christensens indlæg, nemlig at han til start siger, at Danmark er godt polstret over for den økonomiske krise. Er det nu rigtigt? Er det ikke lidt letsindigt, ja, nærmest sangvinsk? Jeg tænker her på, at Danmarks konkurrenceevne jo er blevet stærkt forringet igennem de sidste 7-8 år. Der er sket en meget klar forringelse af Danmarks konkurrenceevne.

Jeg vil gerne høre Venstres ordførers forklaring på, hvordan det kan være, at vores konkurrenceevne er blevet så forringet. Og jeg vil gerne sige, at her duer svaret om, at det skyldes den økonomiske krise, jo ikke, for alle de andre lande har været udsat for de samme chokvirkninger i deres økonomi, som vi har. Hvorfor er vores relative konkurrenceevne blevet stærkt forringet under denne regerings tid? Hvad er Venstres forklaring på det?

Ordføreren.

Jamen altså, jeg vil gerne sige til hr. alderspræsident Petersen, at det jo er rigtigt, at konkurrenceevnen har været faldende. Det er en bevægelse, som er startet også før denne regering trådte til, og det er selvfølgelig, fordi omkostningerne i Danmark er for store sammenlignet med andre lande, og det er da et problem. Vi har jo så, når man ser på de sidste mange år, kunnet klare den i Danmark, fordi vi har en enormt dygtig befolkning, som har øget produktiviteten og dermed sådan set klaret sig ud af det, at der er høje omkostninger.

Men jeg synes, at det er en diskussion værd, om man kan regne med, at det kan blive ved med at være løsningen. Det er også en af grundene til, at jeg er sikker på, at hr. Niels Helveg Petersen er enig med mig i, at det er godt, at vi nu sænker skatten på arbejde, for det er jo en af måderne, hvorved man også over tid kan sænke omkostningerne ved arbejdskraften.

Hr. Niels Helveg Petersen.

Jamen det er da fint, at også Venstres ordfører er bekymret over et tab af konkurrenceevne på 30 pct. siden 2001. Det er ikke noget, jeg står og opfinder, det er noget, der står i regeringens egen økonomiske redegørelse på side 32, hvor der er en fin graf. En forringelse af vores konkurrenceevne på 30 pct. i forhold til omverdenen er bekymrende, for så er vi jo ikke godt polstret. Så er vi jo ikke godt polstret den dag, konjunkturerne vender og krisen forhåbentlig er overstået. Vi vil have et efterslæb af dårlig konkurrenceevne, som det vil tage lang tid at genvinde.

Derfor burde Venstres ordfører ikke stå og sige, at vi er godt polstret, for vi er ikke godt polstret til det tidspunkt, hvor konjunkturerne vender, fordi vi har tabt så meget konkurrenceevne under denne regering.

Ordføreren.

Jamen jeg synes, at Danmark har et godt udgangspunkt. Det synes jeg at vi har, også når man ser på sammenhængen mellem vores offentlige økonomi og evnen til at kunne finansiere de udgifter på sigt. Der er stadig væk behov for nogle reformer, men vi har jo taget store skridt sammen, bl.a. i forbindelse med velfærdsaftalen. Og jeg synes da, at vi skal være tilfredse med, at vi her i Danmark har været parate til at gennemføre reformer skridt for skridt, mens man, hvis man ser rundt i nogle af vores nabolande, kan konstatere, at de end ikke er begyndt at forholde sig til, at de også vil få et stigende antal ældre og dermed også på sigt har en ubalance mellem indtægter og udgifter. I forhold til det har vi i Danmark heldigvis allerede taget skridt til at få skabt en større balance.

Så er det hr. Jesper Petersen.

Tak for det. Det, jeg har fået ud af debatten i dag og ud af åbningstalen forleden, er, at på trods af at vi står i, hvad der er et økonomisk chok for det her land, som bare bliver værre og værre, så har styrmanden forladt roret, regeringen kan ikke svare på problemerne, ledigheden bliver bare ved med at vokse og vokse. Ledigheden er et samfundsansvar – vi diskuterer det nu. Man kan ikke bare stille sig op og sige til den enkelte, at han bare skal arbejde noget hårdere, så går det hele væk. Det er simpelt hen en hån mod de tusindvis af mennesker, som vil blive fyret de næste måneder, når vi når op på de her meget høje ledighedstal, som prognoserne nu spår at vi når op på.

Jeg lagde mærke til, at hr. Peter Christensen sagde, at regeringen gør, hvad den kan, og at regeringen har sat alle sejl til. Men det passer vel ikke helt. I virkeligheden har man vel mest sat ét stort sejl til, nemlig skattelettelserne, som man har sagt nok skal virke. Men nu har økonomien dømt: Det er blevet værre. Ledigheden bliver større end forudset, og prognoserne bliver ved med at blive ringere og ringere, krisemedicinen virkede ikke.

Synes hr. Peter Christensen selv, at han i dag kan stille sig op og sige til alle de danskere, der er blevet fyret, at regeringens krisemedicin ser ud til at virke?

Ordføreren.

Det er en forunderlig logik, og jeg tror, at de danske husholdninger er glade for, at de ikke har skullet undvære alle de penge, som vi snakker om her både i forhold til skattelettelser og udbetaling af SP-midlerne, for hvad skulle så have været det, der gjorde den private økonomi lidt mere robust i en svær tid?

Men det er jo et af de områder – skatteområdet – hvor vi i Venstre er mest uenige med SF og S, for vi mener, at en sænkning af skatten på arbejde er en god vej til både at sikre soliditet i de private husholdninger og til at sørge for, at vi strukturelt står bedre. I SF vil man så det modsatte. Der har man som sagt en tro på, at hvis man beskatter mere, stiller det Danmark bedre i den internationale konkurrence. Og det er en logik, jeg simpelt hen ikke forstår.

Så er det hr. Jesper Petersen.

Den her diskussion om SP-pengene har forandret sig en smule, siden man indførte det her med at pumpe SP-pengene ud. Dengang var regeringens svar:

Ledigheden skal modvirkes, ved at vi pumper nogle penge ud. Så kommer der gang i forbruget, og så skal det nok løse sig, så kommer ledigheden ikke til at stige så meget.

Det er det, jeg mener med at økonomien nu har dømt, for folk brugte ikke de penge. Og det er da selvfølgelig deres eget valg, men hvis man som regering har haft en forventning om, at det var det, der skulle betyde, at færre folk blev ledige, og det så ikke virker, så er man da i problemer.

Man har lavet en enkelt lille ting med at fremrykke nogle investeringer, som har givet 3.000 flere job. Det er jo mindre, end hvad der bliver af arbejdsløse på en almindelig måned i Danmark. Man har simpelt hen ingenting gjort. Og jeg synes, at man svigter de mennesker, som det handler om. Der bliver i sidste ende tusindvis af flere ledige, end der ville være blevet, hvis regeringen havde levet op til sit ansvar.

Ordføreren.

Det er jo bare ikke korrekt, at det ikke har haft en effekt også i forhold til beskæftigelsen. Effekten af den finanspolitiske lempelse, der kommer i 2010, vurderes at være på mellem 40.000 og 45.000 personer flere i job, så det er jo ikke korrekt, at vores finanspolitik ikke har en effekt.

Så er det fru Yildiz Akdogan for en kort bemærkning.

Tak. Jeg vil gerne følge op på spørgsmålet fra fru Kirsten Brosbøl. Ordføreren sagde i forlængelse af spørgsmålet, at det er vigtigt, at der er nogen, der kan tage fat, når krisen er ovre. Jeg vil egentlig gerne spørge ordføreren: Tror ordføreren virkelig, at det er det samme arbejdsmarked, vi vil have, efter at den her krise er vendt? Tror ordføreren virkelig, at der er de samme muligheder for de ufaglærte? Har ordføreren overhovedet tænkt på, hvad der måske kunne gøres af indsats med hensyn til uddannelse for de ufaglærte? Det vil jeg gerne høre ordførerens kommentar til.

Ordføreren.

Nej, det tror jeg ikke der er. Jeg tror ikke, at de arbejdspladser, vi nu ser blive outsourcet enten til f.eks. Østeuropa eller til Asien, kommer tilbage. Det gør de ikke. Og derfor er det jo også afgørende, at vi bruger redskaber som efteruddannelse til at sikre, at vi har en arbejdsstyrke, som vil være i stand til at udføre andre opgaver.

Men det, jeg også prøver at påpege i forbindelse med den produktion, der bliver flyttet ud, er bare: Der bliver jo ikke flyttet færre arbejdspladser ud, hvis man øger beskatningen i det her land. Det spiller selvfølgelig også ind. I sidste ende sidder man jo på direktionsgangen, er mit indtryk, og regner ud med to streger til sidst: Kan det betale sig, eller kan det ikke betale sig at flytte en given produktion? Og der hører alle omkostninger jo med, også hvor meget skat man skal betale. Derfor er det misforstået af Socialdemokraterne, at man tror, at man kan øge både personskatten og skatten på virksomheder, uden at det har nogen konsekvenser for det danske arbejdsmarked. Selvfølgelig har det det.

Fru Yildiz Akdogan.

Nu var det ordføreren, der snakkede om, at han håbede på, at der ville være plads til de ledige. Men ordføreren har ikke svaret på, hvad der kan tages af initiativer, for at der netop er arbejdspladser til de ufaglærte ledige.

Nu snakkede ordføreren om at efteruddanne, og jeg vil egentlig gerne høre: Hvad synes ordføreren om netop at efteruddanne de voksne ledige på dagpenge inden for områder, hvor vi mangler arbejdskraft her og nu? Det kunne måske være et initiativ. Synes ordføreren ikke, det måske er en måde at gå fremtiden i møde på?

Ordføreren.

Jamen jeg har sagt flere gange, at det er fornuftigt at efteruddanne den medarbejdergruppe, som også bliver ramt af ledighed nu. Selvfølgelig er det det, det har det altid været.

Men så bliver jeg spurgt, hvad det er for arbejdspladser, jeg vil skabe. Jamen jeg skal ikke skabe arbejdspladserne. Jeg skal sørge for sammen med alle mine gode kolleger, at rammerne for dansk erhvervsliv er gode, sådan at initiativrige mennesker skaber arbejdspladser. Og der er vi simpelt hen grundlæggende uenige, for det lyder, som om Socialdemokratiet mener, at de skal skabe arbejdspladserne og de skal styre Danmark helt ned på det niveau – eller ansætte alle i den offentlige sektor, har jeg nærmest indtryk af. Det vil vi ikke, vi vil sikre, at der også, når krisen er overstået, er nogle gode rammebetingelser, der gør, at vi virkelig kan få gang også i den private vækst igen. For det er det, der skaber værdierne.

Tak til hr. Peter Christensen.

Der var 1 time til rådighed. Den udløb her kl. 11.16, men det passer fuldstændig med, at alle, der bad om ordet, også har fået det.

Næste ordfører er fru Helle Thorning-Schmidt.

Da jeg skulle kommentere statsministerens åbningstale i tirsdags, havde jeg den uvante fornøjelse at rose statsministeren lidt. For i et sjældent anfald af klarsyn erkendte statsministeren, at Danmark står over for enorme udfordringer, og det er jo en selvransagelse, som vi ikke så hos den tidligere statsminister, og som må have presset sig på gennem lang tid. Nu kom den ud, og det var en befrielse for os alle sammen og formentlig også for statsministeren selv.

For landets økonomi er ikke længere bomstærk, ledigheden er ikke længere rekordlav. Den krisepolitik, der har været ført indtil nu, har slået fejl. Regeringen har haft en slap holdning til bankernes udskejelser. Danmark taber konkurrenceevne, færre tager en ungdomsuddannelse, kommunerne er tvunget til at skære i velfærden, bandekrig og hård ungdomskriminalitet er problemer, som skaber mere utryghed dag for dag. Ja, punkt for punkt opridsede statsministeren de udfordringer, vi står over for, og det er ikke få udfordringer.

Det skal statsministeren naturligvis have tak for, også fordi det dermed bliver fuldstændig klart for den danske befolkning, at vi står med et klart valg. Vi står med et valg mellem at dreje længere til højre sammen med statsministeren og Dansk Folkeparti eller at bevæge os fremad med Socialdemokraterne.

Lad os tage punkterne et for et. Lad os starte med den økonomiske politik, krisen og den stigende ledighed. Her er situationen meget alvorlig, og selv om statsministeren jo taler om de ledige, kan jeg godt blive bekymret for, om han rigtig forstår, hvor vanskelig situationen er. Der må jeg bare sige, at jeg taler af erfaring, for det tog jo utrolig lang tid at få regeringen til at forstå, at vi stod i en rigtig alvorlig økonomisk krise. Jeg blev kaldt dybt uansvarlig, da jeg som den første politiker i Danmark pegede på, at vi ville komme til at mangle arbejdspladser og ikke arbejdskraft i de kommende år. Mine forslag blev kaldt nordkoreanske, da jeg sagde, at vi måtte redde bankerne fra at kollapse og til gengæld gribe håndfast ind mod den grådighed, der har skabt krisen, bl.a. med et loft over direktørlønninger i de banker, som modtog statsstøtte. Det var forslag, som kunne gennemføres i Tyskland og USA, men ikke i Danmark.

Nu er det jo fortid, nu handler det om løsninger for Danmark, om vejen ud af krisen. Det er en situation, hvor Danmark hænger fast, mens andre lande langsomt rykker fremad, simpelt hen fordi regeringen har ført den forkerte økonomiske politik. Vi har haft og har to veje, to muligheder. Regeringen har valgt: Selv om udsigterne hele tiden forværres, selv om prognoserne hele tiden bliver værre, står regeringen fuldstændig fast og stille. Den vil for enhver pris undgå store offentlige vækstinvesteringer uanset realiteterne omkring den. Og vi ved efterhånden hvorfor, for som De Konservatives politiske ordfører sagde forleden dag: Man kan rent faktisk også få en overophedning af økonomien i en krisetid. Hvad betyder det? Jo, det betyder med andre ord, at man skal passe på, at folk ikke får for mange job at vælge imellem, og at det måske er sundere for dansk økonomi at have lidt arbejdsløshed, eller som nogle har udtrykt det: at vi skal have den naturlige arbejdsløshed.

Socialdemokraterne vil en anden vej. Vi ved, hvad ledighed koster. Med 200.000 ledige vil en del af de mennesker blive langtidsledige, hvilket i sig selv vil forringe holdbarheden i den økonomiske politik mærkbart i de kommende år. Og det er jo derfor, vi ønsker at bremse stigningen i arbejdsløsheden ved her og nu at fremrykke offentlige investeringer.

Det handler ikke om at ansætte flere mennesker i den offentlige sektor, det handler ikke om at løfte de offentlige udgifter permanent. Det handler om at skabe arbejdspladser her og nu i en privat sektor, hvor ordrebøgerne er tomme, og hvor mennesker er trængte. Det vil være godt for den enkelte, men det vil også være godt for Danmark. For det vil være det bedste, for at vi kan undgå, at ledigheden bider sig fast og dermed, at gælden bider sig fast.

Det er jo nu, vi skal udnytte den ledige kapacitet i dansk økonomi, det er nu, vi skal udbygge den kollektive trafik, det er nu, vi kan komme foran i udbygningen af grøn energi, det er nu, vi skal give uddannelse til dem, der ikke fik så meget uddannelse fra starten. Det er investeringer i job og i fremtiden, som vi kan have glæde af i mange år fremover.

En anden væsentlig udfordring handler om uddannelse. Igen har vi to muligheder. Regeringen vil gå langt til højre. Dens løsning er at straffe de børn og unge mellem 15 og 17 år, der forlader deres uddannelse, og forslaget viser, at regeringen ikke på nogen måde har forstået årsagerne til, at de unge ikke tager en uddannelse. Det er jo ikke, fordi de ikke gider. Ofte er det, fordi de ikke kan – fordi de hverken har de rette faglige eller sociale kompetencer til at gennemføre en uddannelse, og ofte er det problem startet, da børnene var helt små.

Hvad vil regeringen så med folkeskolen? Jo, nu har vi fået at vide, at vi skal have et 360-graders-tjek, og det er jo altid godt. Men der er vel grund til at minde regeringen om den simple kendsgerning, at hvis man bliver ved med at dreje rundt om sig selv, så kan det være, at man på et tidspunkt bliver lidt rundtosset. Og der må jeg sige, at jeg er bange for, at det er det, der er tilfældet efter 8 år med regeringen og regeringens forhold til den danske folkeskole.

Socialdemokraterne vil ikke dreje rundt om os selv, vi vil gå fremad. Vi er parat til at gøre ungdomsuddannelserne obligatoriske, det synes vi er en god idé. Men ambitionen må da være at gøre børnene så dygtige og så motiverede, at de kan gennemføre en ungdomsuddannelse. Vi vil investere i vores børn, og det vil vi gøre nu – i moderne undervisningsmaterialer, i dygtige lærere, i at hjælpe de børn, der har det lidt svært, og gøre det, mens børnene er helt, helt små. Vi ved også godt, at det ikke bliver gratis. Det er også derfor, vi har sagt, at vi vil investere 2 mia. kr. i folkeskolen om året. For sådan må det jo være.

En tredje stor samfundsudfordring handler om kriminalitet. Noget af det allerbedste ved Danmark er, at vi kan færdes trygt og frit i gaderne. Vi vil ikke have vold og utryghed i danske gader. Desværre må man bare konstatere efter 8 år med VKO, at der aldrig har været så utrygt i danske byer. Der bliver skudt med skarpt, banderne er blevet mere brutale. Regeringens svar på det er mere af alt det, som ikke har virket. Mest fatalt og vel egentlig mest udtryk for afmagt er forslaget om at sænke den kriminelle lavalder til 14 år – fatalt, fordi nedsættelsen ifølge regeringens egne eksperter vil føre til mere kriminalitet, og afmagt, fordi det er så tydeligt, at regeringen bliver drevet rundt i manegen af Dansk Folkeparti. I år skal lavalderen sænkes til 14 år, hvad sker der næste år?

Lad det stå helt klart: Socialdemokraterne siger nej til at sænke den kriminelle lavalder. Vi vil ikke sende 8. klassebørn i fængsel. Vi tror, det vil skabe flere afstumpede forbrydere i vores land. Tiden er kommet til at tænke nyt i vores retspolitik. Vi vil have konsekvens, vi vil have sociale sanktioner, der virker. Når unge lever i gråzonen mellem børneliv og forbryderliv, skal vi – politiet og de sociale myndigheder – banke på døren. Vi skal sætte krav, også når det bliver svært, og vi skal være parate til at opdrage de børn, der overlades til sig selv og til banderne.

En fjerde helt central udfordring handler om sundhed. Efter 8 år med VKO-flertal er danskernes middellevetid stadig væsentlig kortere end i vores nabolande. Danmark har ikke det sundhedsvæsen, vi fortjener og forventer. En af grundene er selvfølgelig, at regeringen har sagt ét, men har gjort noget andet. Man har med statsministeren i spidsen sagt, at man ønskede fair og fri konkurrence mellem det offentlige og det private sundhedsvæsen. Det er fint med mig, men man har i realiteten forgyldt det private sundhedsvæsen med skatteborgernes penge, hvad Rigsrevisionen også har vist.

I valgkampen i 2007 lovede regeringen, at man ville investere 80-90 mia. kr. i nye hospitaler. Nu viser det sig, at de løfter er blevet til 40 mia. kr. Man skylder 40 mia. kr., der er tale om massivt vælgerbedrag. Men det, det danske sundhedsvæsen har brug for, er en reel saltvandsindsprøjtning. Derfor vil Socialdemokraterne og SF investere 5 mia. kr. om året i hospitaler og forebyggelse – på bedre kræftbehandling, på bedre forhold for de psykiatriske patienter, på at sikre, at der i dagens Danmark ikke skal ligge patienter på gangene, og på at give mennesker over 45 år et sundhedstjek. Pengene skal jo også findes, og de kommer ind ved en moderne og ærlig afgiftspolitik, hvor alle må bidrage lidt. Det skal være dyrere at leve usundt, og det skal være lettere at blive sund i Danmark.

Det kommende folketingsår bliver afgørende for Danmark og for vores økonomi. På et år har vi oplevet et velstandstab i Danmark på 80 mia. kr. Vi har oplevet, at arbejdsløsheden er fordoblet, familier i hele landet er ramt. Jeg startede med at rose statsministeren for at erkende, at vi har problemer i Danmark, men jeg må også efter statsministeren og ordføreren fra Venstres tale konstatere, at statsministeren ikke har de rette løsninger til at løse de udfordringer. Jeg er ikke i tvivl: Statsministeren er ikke den rette til at føre Danmark igennem krisen. Danmark har brug for en regering, som bliver drevet af optimisme og lyst til at forandre og ikke af frygt for fru Pia Kjærsgaard. Danmark har brug for en offensiv vækstpolitik, Danmark har brug for moderne løsninger, Danmark skal ikke dreje til højre, Danmark skal igen gå fremad.

Og så vil jeg med formandens tilladelse fremsætte et forslag til vedtagelse fra Socialdemokraterne, SF, Det Radikale Venstre og Enhedslisten. Det lyder som følger:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at Danmark står i en økonomisk krise af historiske dimensioner. Folketinget konstaterer samtidig, at regeringen konsekvent har fejlvurderet krisens omfang, ført en politik uden synderlige forbedringer af erhvervslivets vækst- og beskæftigelsesmuligheder og ikke taget det nødvendige ansvar for at sikre den langsigtede holdbarhed af dansk økonomi og velfærd. Folketinget opfordrer derfor regeringen til at fremlægge en vækstpakke, der kan afbøde krisens negative effekter for Danmark, imødegå den hastige stigning i arbejdsløsheden og fremtidssikre vores økonomi og velfærd ved at investere målrettet i klima, uddannelse, vækst og velfærd samt at give kommunerne frihed fra unødige regler herunder pålæg om tvungen udbud.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 2).

Tak. Også dette forslag til vedtagelse vil indgå i de videre forhandlinger.

Jeg skal oplyse, at følgende har bedt om ordet – altså, det er dem, jeg har noteret: Peter Christensen, Pia Kjærsgaard, Henriette Kjær, Hans Christian Schmidt, Kristian Thulesen Dahl, Mike Legarth, Tina Nedergaard, Jacob Jensen, Line Barfod, Gitte Lillelund Bech, Bent Bøgsted, Frank Aaen, Pia Adelsteen, Søren Pind, Kristian Pihl Lorentzen, Hans Kristian Skibby, Eyvind Vesselbo, Louise Schack Elholm, Torsten Schack Pedersen, Sophie Løhde, Karsten Lauritzen og Erling Bonnesen. Det er dem, der har bedt om ordet, og hvis der er nogen inden for samme parti, der i sidste ende ønsker at bytte om, er vi meget lydhøre heroppe. Altså, vi er ikke nødvendigvis dem, der skal bestemme heroppefra, hvem det egentlig er inden for det enkelte parti, der kommer i betragtning, og det vil vi lige sidde og arbejde lidt med.

Er der flere, der beder om ordet? Det er der, men det er i forvejen sådan, at ikke alle, der er nævnt, vil kunne få ordet, så vi prøver at mingelere lidt og spørger nede i salen her undervejs, hvem der så ønsker at opretholde det, og hvem der i givet fald afleverer til et andet parti. Men vi forsøger at dele sol og vind lige mellem partierne, idet dog ordførerne har en fortrinsstilling.

Den første, der får ordet for en kort bemærkning, er hr. Peter Christensen.

Tak for det. Der har været en hel del debat om, hvilken asylpolitik der vil blive ført, hvis der kommer en anden regering, og det har jeg simpelt hen ikke kunnet få klarhed over. Jeg har prøvet at lytte til alt, hvad der er blevet sagt, læse alt, hvad der er blevet skrevet, men det har ikke hjulpet spor.

Jeg kunne godt tænke mig at høre fra fru Helle Thorning-Schmidt, hvad det er, De Radikale mener, når fru Margrethe Vestager på deres landsmøde siger, at den måde, som VKO i øjeblikket fører asylpolitik på, har man jo allerede aftalt at der skal ændres på . Og det er så en aftale med fru Helle Thorning-Schmidt, kan jeg forstå. Hvad er det for ændringer, man har aftalt?

Ordføreren.

Nu vil jeg jo glæde mig til, at hr. Peter Christensen får mulighed for at stille det spørgsmål til De Radikale, men jeg skal gøre et forsøg på at svare på spørgsmålet.

Der vil ikke blive ændret på reglerne for at opnå asyl i Danmark. Vi ved jo godt, at det stadig skal være sådan, at man skal være personligt forfulgt i sit hjemland for at kunne opnå asyl, og det agter vi ikke at ændre på. Det betyder også, at hvis man ikke har opnået asyl i Danmark, kan man ikke længere være i Danmark og skal så sendes tilbage til sit hjemland.

Når ordføreren spørger, tror jeg, at det også hænger sammen med nogle af de diskussioner, som har været om Brorsons Kirke og mennesker, som har søgt asyl, og som har været her i ganske mange år. Det har jo vakt mange følelser. Hvorfor? Jo, fordi det har været meget trist at se, at Venstre og Konservative ikke har kunnet få lov til at behandle asylansøgerne ordentligt, når de opholder sig i vores land. Jeg tror, at det, fru Margrethe Vestager kunne have ment, var, at når vi kommer til, vil vi godt garantere, at mennesker bliver behandlet ordentligt, når de opholder sig i vores land, særlig når de er tvunget til at være her i så lang tid, som de irakiske asylansøgere desværre har været.

Hr. Peter Christensen.

Jeg synes da, at det kunne være interessant at få foldet ud, hvad det er for ændringer. Er det, at man skal have lov at arbejde i landet på lige fod med folk, som har fået asyl? For hvis det er tilfældet, kunne jeg godt tænke mig også at høre: Hvorfor skulle man så rejse hjem, hvis man har fået afslag på asyl?

Ordføreren.

Det er fuldstændig rigtigt, at vi har været utrolig bekymrede for, at man i stedet for at bygge mennesker, der søger asyl, og som ikke kan sendes hjem af mange forskellige årsager, op, har regeringen ansporet af Dansk Folkeparti besluttet sig for at bryde mennesker ned. Vi ville have gjort det anderledes. Vi ville have givet mennesker mulighed for at bo og arbejde uden for asylcentrene – hvorfor ikke? Og jeg må igen spørge tilbage: Er der ikke noget om, at det egentlig også står i Venstres eget principprogram, at det kunne være en god idé, at man sådan hjalp asylansøgerne med at komme til at bestille noget? Normalt mener Venstre jo, at det, der holder mennesker i gang, at det, der giver mening i tilværelsen, er, at man kommer ud at bestille noget, men lige præcis når det handler om asylansøgere, gælder det ikke mere.

Jo, ordføreren kan være helt forvisset om, at vi havde behandlet de asylansøgere helt anderledes. Vi havde stadig sendt dem hjem, hvis de ikke kunne opnå asyl, men vi havde behandlet dem menneskeligt og ordentligt for at opbygge mennesker og sende opbyggede mennesker tilbage til Irak.

Så er det fru Pia Kjærsgaard for en kort bemærkning.

Velkommen som ordfører. Det er jo en fornøjelse at se Socialdemokratiets formand på talerstolen ved en af de store debatter. Det sker ikke så tit, så det må vi andre jo benytte os lidt af.

Jeg vil godt forholde mig lidt til fru Helle Thorning-Schmidts udsagn om nedsættelse af den kriminelle lavalder. Først og fremmest må jeg sige, at der ikke er nogen tvivl om, at en nedsættelse af den kriminelle lavalder vil være af stor betydning i det kriminelle miljø, i forhold til at der er større børn i bander, som udnytter, at den kriminelle lavalder i dag er 15 år, og gør brug af nogle mindre, som skal smutte ind under den grænse. Men det, som jeg også synes er meget, meget væsentligt, og som jeg ikke rigtig kan forstå, at fru Helle Thorning-Schmidt ikke har en holdning til – ikke noget med taktik, men holdninger, fordi det er nu godt i politik, ikke altid de der taktiske overvejelser, som Socialdemokratiet konstant har om forskellige ting – er jo, at større børn, altså dem i 9. klasse og over den kriminelle lavalder, kun kan frihedsberøves i 24 timer, hvis en dommer siger det ud fra det, som politiet mener at der er på dem. Det, der jo også sker efterfølgende, er, at de har den rettighed, at der er en dommer til stede. Mindre børn, altså dem i 8. klasse, kan frihedsberøves, hvis politi og sociale myndigheder har en mistanke. Det kan de sådan set gøre uhæmmet, men børnene har ingen rettigheder. Den del synes jeg også at Socialdemokratiet burde forholde sig til, altså at der kommer det, som regeringen kalder ungedommere, vi har kaldt det ungdomsdomstole. Det synes jeg faktisk også er meget, meget væsentligt i den her debat.

Ordføreren.

Jeg skal starte med at kvittere. Jeg er også meget glad for at se fru Pia Kjærsgaard i salen. Jeg tror også, at der har været visse debatter, hvor fru Pia Kjærsgaard ikke har været til stede, fordi hun har været på en af sine mange rejser. Så det er også dejligt at se fru Pia Kjærsgaard i salen i dag.

I forhold til nedsættelse af den kriminelle lavalder må jeg bare sige, at det undrer mig meget, at det nu er bekymring for børnene, vi taler om her. Sådan har jeg egentlig ikke opfattet det. Jeg må sige meget klart og tydeligt, at jeg synes, at det er en rædselsfuld skik, når man i banderne tvinger de små til at begå kriminalitet, fordi man så selv slipper for straf. Og jeg må sige, at jeg er meget bekymret for, at det nu skal foregå for børn, der er under 14 år. Det er altså 13-årige, som muligvis vil blive tvunget ud i kriminalitet af børn, der er lidt ældre. Også derfor er jeg bekymret for den kriminelle lavalder.

Jeg kan ikke forstå, at det ikke gør indtryk – jo, måske kan jeg godt forstå, at det ikke gør indtryk på Dansk Folkeparti – på De Konservative, når fængselsbetjentene siger, at de simpelt hen ikke er uddannet til den her opgave. De ikke uddannet til at varetage, at børn ligger i cellerne og græder, fordi de skal være i fængsel. Hvordan er det sket, at De Konservative har kunnet ændre holdning til det her spørgsmål og nu går ind for at sætte 8.-klasses-børn i fængsel?

Så er det fru Pia Kjærsgaard.

Jeg forholder jeg mig altså ikke til, hvad fru Helle Thorning-Schmidt har opfattet. Det, jeg spørger om, er, om det her ikke er en bekymring også med hensyn til det her med rettighederne, som jeg da i hvert fald har opfattet at Socialdemokratiet giver udtryk for er noget, man går op i, for jeg synes altså, at det er vigtigt.

Jeg må sige, at det ikke passer, at fængselspersonalet siger det modsatte. Jeg kan forholde mig til en ganske, ganske udmærket kronik, som fængselsinspektør Hans Jørgen Engbo skrev i Berlingske Tidende, og som jeg faktisk vil anbefale fru Helle Thorning-Schmidt at læse. Den er egentlig god at få forstand af. Jeg har ikke ved tidligere debatter opfattet ham som en af de allerstærkeste strammere på det her område. Jeg synes faktisk, at det er sund fornuft. Fru Kirsten Ketscher ved jeg også har haft samme opfattelse og har givet udtryk for det mange gange, og jeg synes faktisk, at det er et meget, meget relevant og rimeligt synspunkt, som Dansk Folkeparti har taget hånd om, og som jeg kan høre regeringen nu også her i forbindelse med åbningen og i forbindelse med de initiativer, der kommer, også tager hånd om. Jeg synes, at det er ret og rimeligt, ikke alene at man nedsætter den kriminelle lavalder, men at man også giver nogle rettigheder til dem, som Socialdemokratiet kalder børn – det er dem i 8. klasse – men som dem i 9. klasse indtil videre har haft.

Så er det ordføreren.

Jeg synes da, det er fint, at fru Pia Kjærsgaard lytter til fængselsinspektørerne. Vi har lyttet til mennesker, der er helt inde i fængslerne, manden på gulvet, altså fængselsfunktionærerne, og de er ikke optaget af at få sænket den kriminelle lavalder.

Jeg må bare sige, at det, et 8.-klasses-barn har brug for, er, at forældre, at politi, at de sociale myndigheder hurtigt får sat sig sammen og skabt en handlingsplan for det barn. Jeg må omvendt spørge: Gør det slet ikke indtryk på fru Pia Kjærsgaard, at regeringens egne eksperter, folk, der ved noget om det her, siger, at det vil skabe flere kriminelle unge og dermed flere ofre for kriminalitet? Jeg forstår ikke, at den virkelighed og de gode råd, man får fra eksperterne, ikke trænger ind hos Dansk Folkeparti og selvfølgelig også hos De Konservative og hos Venstre.

Så er det fru Henriette Kjær for en kort bemærkning.

Jeg vil gerne have Socialdemokraterne til at forklare, hvordan man med den ene hånd vil spendere, sidst vi hørte tallet, var det 36 mia. kr., på en vækstpakke, mens man med den anden hånd vil brandskatte erhvervslivet. Jeg kan forstå, at de 36 mia. kr. i en vækstpakke skal bruges på at stimulere jobsituationen, så der bliver skabt nye job. Men med den anden hånd gør man det meget, meget svært for danske virksomheder at være placeret i Danmark. Den plan, som Socialdemokraterne har lagt frem, hvor man hæver selskabsskatten, vil jo betyde, at danske virksomheder i nogen grad vil flytte til udlandet, og at nye virksomheder slet ikke vil etablere sig i Danmark. Den politik hænger overhovedet ikke sammen, og derfor kan den kun betegnes som rent blændværk. Men det ville være rart at høre, hvad tanken bag den politik er.

Ordføreren.

Danmark har brug for en vækstpakke her og nu. Regeringens initiativer er slået fundamentalt fejl. Man har frigivet SP, man har givet skattelettelser og giver flere i 2010, og samtidig falder forbruget. Det er en skandale af dimensioner, at man har gennemført en økonomisk politik, der ikke virker, og skandalen bliver endnu større, når vi så konstaterer, at regeringen ikke har tænkt sig at korrigere den politik, der ikke virker.

Det er derfor, Socialdemokraterne meget tydeligt har sagt, at vi vil have en vækstpakke, der her og nu sætter gang i ordrebøgerne ude i det private erhvervsliv, så folk får noget at bestille. Det er for den enkeltes skyld, men det handler også om samfundets og økonomiens holdbarhed på lang sigt. Hvis vi har ledighed i Danmark, hvis vi når op på at have 200.000 ledige, vil der være en del af dem, som er langtidsledige. Det betyder, at ledigheden pludselig bliver et strukturelt problem for dansk økonomi. Det vælger regeringen at sidde at se på, selv om vi ved, at langtidsledighed vil forringe den danske holdbarhed i mange, mange år ud i fremtiden. Derfor foreslår Socialdemokraterne en stor vækstpakke, og jeg synes egentlig, at regeringen hurtigt skulle komme til fornuft og foreslå det samme.

Så er det fru Henriette Kjær for en kort bemærkning.

Men det var da en lang tale uden noget svar. Jeg bliver nødt til at citere Peter Birch Sørensen, der er en af vismændene. Han siger, at byrden ved selskabsskatten i en lille åben økonomi som den danske i meget høj grad vil blive væltet over på lønmodtagerne. Dermed hæmmes den indenlandske kapitaldannelse, hvilket reducerer lønmodtagernes produktivitet og dermed deres realløn.

Jeg forstår stadig væk ikke, at Socialdemokraterne kan arbejde for, at vi får en forringet konkurrenceevne, at danske virksomheder får det sværere. For jeg håber, vi kan blive enige om, at uden aktive danske virksomheder, der kan ekspandere, og som kan eksportere deres varer til andre lande, er der ikke nogen arbejdspladser.

Ordføreren.

For det første tror jeg, det er væsentligt at få slået fast, at når vi vil skabe en reform af selskabsskatten, vil vi jo først gøre det, når virksomhederne er i stand til at betale. For det andet er det væsentligt at få slået fast, at det her jo primært vil rette sig mod de finansielle virksomheder, som rent faktisk ikke har særlig gode muligheder for at flytte sig ud af landet. Og for det tredje er det vigtigt at få slået fast, at Danmark jo ikke vil have en højere selskabsskat end de lande, der omgiver os. Danmark har i dag en lavere selskabsskat end Tyskland og Sverige. Når vi gennemfører vores reform af selskabsskatten, vil vi sikre, at de multinationale selskaber kommer til at skulle betale skat – det vil være noget nyt – og vi vil sikre, at selskabsskatten kommer på niveau med de lande, vi normalt sammenligner os med.

Samtidig er det også nødvendigt at spørge: Hvad vil vi egentlig bruge pengene til? Jo, pengene skal jo netop bruges til at uddanne den næste generation. Og er der noget, virksomheder i Danmark har brug for, er det veluddannet arbejdskraft, børn og unge, som kan skabe vækst, skabe fornyet produktivitet, skabe god konkurrencekraft i Danmark. Det er der, vi siger: Måske skal de betale lidt mere i selskabsskat. Pengene går direkte til det råstof, de har så god brug for: børn, der uddannes i høj grad.

Vi har så mange, der gerne vil have ordet. Og der er også nogle, der ikke kan få det. Jeg beder om, at man overholder taletiden.

Det er hr. Simon Emil Ammitzbøll for en kort bemærkning.

Tak for det, og tak, fordi jeg kom med.

Jeg kan forstå på fru Helle Thorning-Schmidt, at Socialdemokraterne mener, at man ikke skal have en statsminister, som frygter fru Pia Kjærsgaard. Men jeg forstår det også sådan, at Socialdemokraterne har ændret både deres retspolitik og udlændingepolitik netop af frygt for fru Pia Kjærsgaard. Man har også fået en reformangst, som slet ikke var kendt i 1990'erne, netop af frygt for fru Pia Kjærsgaard. Eller måske er det nærmere en frygt for hr. Villy Søvndal, det er svært at vide. Det er i hvert fald præget af frygt og ikke af en fremtidsoptimisme, ikke af, at man vil gøre noget for at skabe vækst i det danske samfund.

Sandheden er jo, at vi lige har hørt, at Socialdemokraterne vil sætte skatten op for erhvervslivet. Det hæmmer væksten. Socialdemokraterne vil øge beskatningen af forbrugsgoder. Det hæmmer væksten. Socialdemokraterne vil sætte skatten op for borgerne. Det hæmmer væksten.

Hvad er det egentlig, Socialdemokraterne vil gøre ved, at Danmark ser ud til at få en af de laveste vækstrater i OECD overhovedet, når man kommer med det ene væksthæmmende forslag efter det andet?

Ordføreren.

Socialdemokraterne er på ingen måde bange for reformer. Vi er parat til reformer, og det var også netop derfor, at jeg selv satte mig i spidsen for at få ændret efterlønnen. Hvis Socialdemokraterne ikke havde sagt meget tydeligt, at vi ville ændre efterlønnen, tror jeg ikke, at der var blevet en efterlønsreform i Danmark. Vi er netop i god tid gået ind og har spurgt: Hvordan skal vi ændre efterlønnen, så den kommer til at svare til de faktiske forhold, vi har i vores økonomi?

Så Socialdemokraterne har ingen problemer med reformer. Vi vil ikke lige ændre efterlønnen i de kommende år – det synes vi sådan set vi har gjort – men lad os da bare diskutere reformer. Selvfølgelig skal holdbarheden være i orden.

Hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Man kan jo diskutere hvad som helst, men det er ikke nok bare at lade det blive ved snakken. Jeg synes, det er en fin retorisk øvelse, man laver, i forhold til efterlønnen. Sandheden er jo, at Socialdemokraterne har været med til at sikre, at der ikke bliver lavet de nødvendige reformer af bl.a. efterlønnen. Det vil sige, at folk, der sagtens kan arbejde, kan blive forsørget af det offentlige, men når de fylder 70 år, vil der ikke være midler til, at de kan få en ordentlig sundhedsbehandling, fordi man ikke sikrer, at der er det økonomiske grundlag for, at det kan lade sig gøre.

Samtidig blev der ikke svaret på, hvad man vil gøre i forhold til alle de her væksthæmmende forslag, man har i forhold til både borgere, erhvervsliv, forbrugsgoder osv. Hvis Socialdemokraterne og SF's skatteforslag bliver gennemført, får vi den femte højeste marginalbeskatning i OECD; det er en ny dansk rekord. Det er en særlig beskatning af de mennesker, der er mest initiativrige, en særlig beskatning af de mennesker, som skaber flest arbejdspladser. Hvor kommer væksten fra?

Ordføreren.

Jeg har desværre ikke tid til at gennemgå alle de faktuelle fejl, som ordføreren har begået, men jeg vil gerne sige, at det åbenbart er blevet almindeligt anerkendt, at de allerdygtigste, de allerklogeste og de allermest produktive i samfundet er dem, der tjener over 1 mio. kr. om året, og det er måske også derfor, ordføreren ikke forstår, hvor vigtigt det kan være for mennesker at gå på efterløn. Men der er faktisk mennesker derude, f.eks. i slagteriindustrien, som er utrolig produktive, som skal arbejde utrolig hårdt, og som – vil jeg nok også sige – af og til skal arbejde hårdere end den person, som tjener 1 mio. kr. om året. De mennesker har brug for at gå på efterløn. Vi kan jo være uenige om, hvorvidt det er en god idé, men der er rent faktisk mennesker i vores samfund, som er trætte, når de når efterlønsalderen, og som har brug for at trække sig tilbage. Den uenighed er måske grunden til, at vi ikke er i samme parti, men Socialdemokraterne har fuld forståelse for, at der stadig er brug for efterløn i Danmark.

Så er det hr. Torsten Schack Pedersen for en kort bemærkning.

Hr. Ole Sohn nævnte i sit spørgsmål til Venstres ordfører vigtigheden af tryghed. Jeg er meget enig med hr. Ole Sohn i vigtigheden af, at der er tryghed for danskerne. Og man må jo bare nøgternt konstatere, at tryghed bestemt ikke er, hvad Socialdemokratiet og Socialistisk Folkepartis skatteudspil skaber. Det, der skulle være mejslet i granit, og det, der ikke kunne ændres et komma på, blev ændret. Der gik 4 timer, fra det var fremlagt, og til hr. Villy Søvndal ændrede på flypassagerafgiften efter et venligt opkald fra Bornholm; der gik vel 4 dage, så var det registreringsafgiften, der blev lavet om. Og nu kan vi så i Politiken i dag forstå, at når Socialdemokratiets og Socialistisk Folkepartis skatteordførere udtaler sig om boligejerne og boligbeskatningen, har det ikke noget med skattepolitik at gøre. Det er dog imponerende, at skatteordførerne fra S og SF kommer med forslag, der vedrører boligejernes økonomi, men som ikke er en del af skattepolitikken.

Der er givet et klippefast løfte om, at det hverken er mere eller mindre, S og SF vil gøre i forbindelse med skattepolitikken, men nu kan vi så forstå, at det åbenbart ikke gælder boligskatterne. Mener fru Helle Thorning-Schmidt ikke, at det bidrager til utryghed hos danskerne?

Ordføreren.

Jeg skal forsøge at svare enkelt på et meget indviklet spørgsmål. Svaret er jo ganske enkelt: Boligskatterne ligger fuldstændig fast, rentefradraget ligger fuldstændig fast, og indkomstskatterne ligger fuldstændig fast for helt almindelige lønmodtagere. Det er meget, meget enkelt. Og vi vil gøre det modsatte af regeringen, som sagde ét før valget og gjorde noget andet lige efter valget. Det har vi sådan set lært af, og det vil vi aldrig nogen sinde gøre. Før et valg vil vi sige, lige præcis hvad vi agter at gøre efter valget, og ikke putte med det, som tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen gjorde det.

Så boligskatterne ligger fuldstændig fast. Men jeg vil godt sige til ordføreren, som måske er bekymret: Det kan jo godt være, at vi på et tidspunkt får mulighed for at lette skatterne. Det kan man ikke vide, og der må jeg så sige til befolkningen og til ordføreren, at hvis vi på nogen måde får mulighed for at lette beskatningen, uden at det går ud over vores samfundsøkonomi eller vores velfærd, kan det jo godt være, at vi gør det.

Hr. Torsten Schack Pedersen for en kort bemærkning.

Tilgiv mig, at jeg bliver lidt rystet, for nu har vi i 8 år skullet lægge øre til, at ufinansierede skattelettelser var det, regeringen gjorde, og at det simpelt hen var det værste, der fandtes. Men hvis Socialdemokratiet vil lette beskatningen, må jeg jo være stensikker på, at man ikke vil gøre det ufinansieret. Det er o.k., men så skal det jo være finansieret andre steder, og nu kan vi forstå, at man åbenbart har nogle områder, som man vil lempe på, og som ikke er en del af skatteudspillet. Det må jo også betyde, at man så har nogle finansieringsforslag liggende i skuffen, som man så burde præsentere for danskerne.

Jeg synes, det er imponerende, at Socialdemokratiets og SF's skatteordførere udtaler sig om boligskat, og at det så bliver afvist med: Jamen det har ikke noget med skat at gøre, og derfor er det ikke med i skatteudspillet. Finansieringen af det er heller ikke med i finanslovudspillet. Men nu kan vi jo så forstå, at der åbenbart er en række yderligere skattestigninger, som Socialdemokratiet går og putter med, og hvis det er fru Helle Thorning-Schmidts opfattelse, at den usikkerhed, som vi nu igen er vidne til, er med til at sikre danskerne igennem krisen, synes jeg, at vi har oplevet noget særligt i dag.

Ordføreren.

Jeg begynder at blive helt glad for spørgeren, for han giver mig lejlighed til igen og igen at få sagt, at der ikke kommer andre skattestigninger end dem, som S og SF har lagt frem. Vi putter ikke med det; vi gør ikke noget efter et valg, som vi ikke har sagt før et valg. I modsætning til regeringen siger vi, helt præcis hvad det er, vi agter at gøre, og det gennemfører vi naturligvis efter et valg.

Ordføreren har ret i, at der kommer skattelettelser; der kommer skattelettelser til helt almindelige lønmodtagere. De er beskedne, javel, men der kommer skattelettelser, fordi vi rent faktisk hæver beskæftigelsesfradraget. Så: Jo, der kommer skattelettelser, men der kommer ikke andre stigninger end dem, S og SF har lagt fuldstændig åbent og ærligt frem i vores skatteoplæg.

Så er det hr. Kristian Thulesen Dahl for en kort bemærkning.

Tak. Jeg tror, at det, der måske skaber en del utryghed her i salen og sikkert også i den danske befolkning, er, at det er meget svært at finde ud af, om man kan stole på fru Helle Thorning-Schmidt. Da Socialdemokratiet og SF præsenterede det her skatteforslag på et pressemøde, blev det sagt, at det var ultimativt for Det Radikale Venstre. Hvis Det Radikale Venstre ville være med, var det fint, men det var ultimativt, og der kunne ikke ændres i det.

Så cykler man ud til B.T.s redaktion og tager imod telefonopkald. Der er en, der ringer, som synes, at der er et problem i et eller andet hjørne af skatteforslaget, hvorefter det bliver sagt med det samme, at det må man da kigge på og eventuelt lave om. Så var der nogle journalister, der begyndte at bore lidt i, at det med kørselsafgifter og registreringsafgifter måske var lidt uholdbart, og så blev det pludselig sagt – sådan en lørdag aften – at så ville man da lave det om. Så ville man godt nok miste et provenu på 24 mia. kr., men det måtte man så kigge på. Det henter sig hjem i år 6, kunne vi forstå.

Nogle af os interesserer os lidt for, hvordan man henter det hjem. Det kan vi så ikke få noget svar på, men vi kan være sikre på, at det er finansieret. Alt er finansieret, vi må bare ikke få at vide hvordan. Altså, kan man ikke forstå i Socialdemokratiet, at det skaber utryghed i den danske befolkning, at man kører sådan en zigzagkurs over ganske få dage?

Ordføreren.

Jeg er faktisk ret rørt over, at der er så stor bekymring for, om oppositionen kan gennemføre sin politik. Jeg har det normalt sådan, at jeg er meget bekymret for, om regeringen kan, og jeg vil hellere have, at regeringen lader være at gennemføre sin politik. Men jeg takker for, at der er utryghed om det her spørgsmål.

Man skal ikke være bekymret. Det, vi har sagt nu, er, lige præcis hvilke skatter vi vil hæve, og lige præcis hvilke skatter vi ikke vil hæve. Der er ikke så meget at rafle om. I modsætning til regeringen har vi lagt det frem i god tid før et valg, så man kan sige: Det her er det, der kommer til at ske, når vi får et nyt flertal. Det er i virkeligheden meget, meget enkelt.

Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Det, der er meget enkelt, og som står fuldstændig krystalklart, er det det, der fremgik af pressemødet, er det det, der fremgik, efter man havde været på B.T.s debatredaktion, eller er det det, der fremgår efter lørdag aften, hvor der kom et telegram ud om, at man nu havde ændret på det med kørselsafgift og registreringsafgift? Eller er det det, som fru Helle Thorning-Schmidt siger nu? Og relaterer det sig så til det, man lavede på pressemødet, eller hvad? Eller kommer de ændringer, man nu har lovet befolkningen efterfølgende, så ikke? Skal pendlerafgiften for bornholmerne gennemføres alligevel, selv om kammeraten hr. Villy Søvndal egentlig havde stillet i udsigt, at man pillede den ud af forslaget?

Kan fru Helle Thorning-Schmidt ikke godt se, at det skaber en del usikkerhed? Da vi jo egentlig bare har den rolle herinde i Folketinget, at vi prøver at skabe lidt arbejdsglæde hos alle – det skal køre, og vi skal alle sammen gå rundt og synes, at det er hyggeligt – kunne det jo være befriende, hvis fru Helle Thorning-Schmidt ville bruge den her åbningsdebat til en gang for alle at slå fast, hvad det er, der gælder fra nu af, så vi alle sammen er bekendt med det og med det som udgangspunkt i opløftet tilstand kan debattere videre.

Ordføreren.

Lad os starte med et af de punkter, som hr. Kristian Thulesen Dahl spørger om, f.eks. kørselsafgifterne. Det er jo rigtigt, at vi har sagt, at det skal være langt, langt billigere at købe en miljørigtig og grøn familiebil, og så bliver det desværre også nødt til at være lidt dyrere at bruge bilen. Så langt tror jeg også jeg er enig med regeringen. Sidst vi tog en beslutning om det her, var regeringen enig i det.

Så har vi sagt, at folk jo skal have mulighed for at indrette sig på det her system. Derfor har vi en periode på 5 år, hvor det ikke koster penge at køre i bilen, men hvor man tværtimod får den enorme skattelettelse, altså helt op imod en halvering af registreringsafgiften, for at anskaffe sig en bil, som er grønnere end den, man har i dag. Det handler dybest set om, at mennesker skal have tid til at forberede sig på den udvikling, der sker, og det passer jo ikke, som ordføreren siger, at det skaber et hul i statskassen. Det gør det på ingen måde. Hvis man skulle argumentere på samme måde over for regeringens samlede skattepakke, skulle man jo sige, at vores er finansieret over 5 år, og regeringens og Dansk Folkepartis skattepakke er finansieret over 10 år. Så selvfølgelig skaber det ikke hul, at man udskyder betalingen i 5 år.

Så er det hr. Mike Legarth for en kort bemærkning.

Jeg vil spørge fru Helle Thorning-Schmidt, om hun vil bekræfte det, jeg har forstået på Socialdemokraterne og SF's skattepolitik, at selskabsskatten skal hæves fra det, den er i dag, nemlig 25 pct., til 28 pct. Jeg vil gå ud fra, at vi, på trods af at vi står i hver vores lejr, har en fast overbevisning om, at det er erhvervslivets konkurrencevilkår, der er afgørende for, at vi kan skabe den vækst og velstand i Danmark, der gør, at vi kan levere den velfærd, vi gerne vil. Hvordan passer det så med, at vi vil brandskatte erhvervslivet, når vi nu ved fra uvildige økonomiske eksperter, så det behøver vi ikke politisk at debattere, at det vil blive væltet over på produktionen i Danmark, at det vil gøre, at der vil blive investeret mere i udlandet, sådan at skattepengene vil blive lagt der, og vi vil få sværere ved at tiltrække investeringer her? Hvad er svaret på det, og hvad vil fru Helle Thorning-Schmidt sige til de medarbejdere, der vil blive afskediget, fordi virksomheder og aktivitet bliver flyttet til udlandet?

Ordføreren.

Ordføreren har ikke ret i, at vi vil hæve selskabsskatten fra 25 til 28 pct. Vi vil hæve selskabsskatten, og vi vil få 3 mia. kr. ind på det, men det skal ske ved en reform af selskabsskatten, som der også står i vores skatteoplæg. Det vil bl.a. betyde, at de multinationale selskaber skal betale skat. Regeringen har jo ikke magtet at sikre, at det er sket over de sidste 8 år. Den opgave vil vi gerne løse.

Så er det, vi diskuterer konkurrenceevne i Danmark. Hvad er det egentlig, der skaber konkurrencekraft? Jeg spørger: Skaber det konkurrencekraft i Danmark, at der er en mindre andel af en ungdomsårgang, der får en ungdomsuddannelse i dag, end da regeringen kom til? Skaber det konkurrencekraft? Skaber det konkurrencekraft, at vi nu må se 200.000 arbejdsløse i øjnene, hvoraf nogle af dem bliver langtidsledige og måske også oplever skader på den generelle holdbarhed, og at vi får en enorm gæld til følge? Skaber det gode vækstbetingelser i Danmark? Nej, det gør det ikke.

Det bedste, vi kan gøre for væksten i Danmark, er at sikre, at der er plads og tid til innovation, og at vi får en arbejdsstyrke, som er uddannet. Regeringen har ikke sikret nogen af delene.

Hr. Mike Legarth, en kort bemærkning.

Jeg forstår det sådan, og ellers må jeg blive rettet, at det svarer til 3 pct. Det er en omregning, hvis resultat svarer til at gå fra 25 til 28 pct. Sådan må alle uvildige eksperter lægge det ud, og vi vil gerne have en forklaring, hvis det ikke er sådan, det forholder sig.

Nu fik jeg nogle spørgsmål fra fru Helle Thorning-Schmidt om, hvad der skulle til. Jeg fik ikke nogle svar. Selvfølgelig er konkurrencedygtighed og konkurrenceevne vigtige, og det er også det, den her regering har sat på dagsordenen, samt forskning, uddannelse og skatteforhold, som jo er konkurrenceelementer.

Hvordan forholder Socialdemokratiet sig til, at man nu vil kræve en ekstraskat fra dem, som har taget en langvarig uddannelse, har rejst rundt i udlandet og har kunnet tilegne sig en viden, som andre ikke har, som har haft held med deres virksomheder – at dem vil man nu belaste med en ekstra topskat? Når nu vi ved, at indtjeningen hos den ene procent af befolkningen, der tjener mest, udgør 27 mia. kr. af skattegrundlaget, så behøver man ikke at tænke ret langt, før man ved, at mange af dem vil rejse ud af landet og lægge deres skattebetalinger andetsteds. Hvad er svaret på det fra Socialdemokratiet?

Ordføreren.

Hvis man er interesseret i konkurrencekraft i Danmark, hvis Venstre og Konservative reelt er interesseret i det, så burde de vågne op hver morgen og græmmes, fordi det efter 8 års opgang i økonomien ikke er lykkedes at sikre, at der er en større andel af en ungdomsårgang, der får en uddannelse.

Det, Danmark skal klare sig på i fremtiden, er det, der er mellem ørerne på os, og derfor kan det da ikke være så svært at forstå – apropos det, der er mellem ørerne på os – at vi skal satse på uddannelse. Det er det, Socialdemokraterne vil, det er det, som regeringen har forsømt i nu 8 år. Det er pinligt. Det er pinligt, at der nu er en mindre andel af en ungdomsårgang, der får en ungdomsuddannelse, end da regeringen kom til. Det er så pinligt, at man burde græde over det hver eneste morgen.

Så vil jeg godt lige have lov til at sige om millionærskatten, at det jo er rigtigt, at vi har sagt, at vi gerne vil give et løft til pensionisterne, vi vil også gerne sætte skatten ned for helt almindelige lønmodtagere, som arbejder, og derfor vil vi gerne hæve beskæftigelsesfradraget. Pengene skal findes. De findes ved at inddrage, ikke engang det hele, men noget af den skattelettelse, som regeringen og Dansk Folkeparti har givet de allerbedst lønnede i Danmark, dvs. at en millionær kommer til at betale mindre i skat til næste år med vores skattepolitik end i dag med en VKO-regering.

Hvis Folketinget hører efter, skal jeg oplyse, at vi har følgende, der resterer på spørgelisten:

Tina Nedergaard, Line Barfod, Jacob Jensen, Karsten Lauritzen, Bent Bøgsted, Søren Pind, Frank Aaen, Hans Christian Schmidt, Pia Adelsteen, Sophie Løhde, Kristian Pihl Lorentzen, Hans Kristian Skibby, Birgitte Josefsen, Eyvind Vesselbo, Erling Bonnesen og Louise Schack Elholm – i den rækkefølge, jeg har nævnt.

Der resterer en halv time af tiden til spørgsmål til fru Helle Thorning-Schmidt. Hvis vi går matematisk frem, så vil den ende omkring Hans Christian Schmidt ud fra den rækkefølge, jeg har nævnt, men vi gør det, at tingsekretærerne bliver siddende, når nu vi udsætter mødet, så man kan gå op og se, hvor man står, således at partierne internt stadig kan flytte rundt, hvis de ønsker det.

Vi har forsøgt at fordele ønskerne, så partierne bliver rimeligt behandlet. Men det er altså muligt at gå herop og se, hvor man står på listen, såfremt man gerne vil bytte, for vi når ikke dem alle sammen.

Jeg skal her udsætte mødet. Mødet genoptages kl. 13.00.

Mødet er udsat. (Kl. 12:02).

Jeg skal for første gang i min egenskab af nyvalgt næstformand prøve at lede forhandlingerne.

Det er sådan, at den socialdemokratiske ordfører og formand har ½ time tilbage til at få spørgsmål og besvare korte bemærkninger.

Den første, der har bedt om at få en kort bemærkning, er fru Tina Nedergaard. Værsgo.

Mener Socialdemokraternes formand selv og helt seriøst, at den måde er troværdig, som Socialdemokraterne fører skattepolitik på? Vi har fulgt det i mange år, og vi har set, at fru Helle Thorning-Schmidt selv har været for henholdsvis imod, for henholdsvis imod et skattestop. Man har været for henholdsvis imod, for henholdsvis imod ufinansierede skattelettelser. Altså, kan fru Helle Thorning-Schmidt ikke selv erkende, at befolkningen er bekymret og utryg ved, at den ikke ved, hvor den har Socialdemokraterne? Man ændrer strategi og politik hele tiden, afhængigt af hvor befolkningen stiller sig. Er det ikke utrygt for befolkningen?

Værsgo til ordføreren.

Jeg føler mig egentlig helt overbevist om, at befolkningen er fuldstændig tryg ved Socialdemokraternes skattepolitik. Vi har meget tydeligt lagt frem, at vi ikke agter at beskatte almindelige indkomster hårdere, faktisk tværtimod får man en skattelettelse. Vi har sagt, at boligbeskatningen vil vi lade være i ro, og så har vi præcist – præcist – angivet, hvor man skal betale lidt mere, og hvad pengene skal gå til. Det har vi gjort, fordi vi har kigget på, hvad Venstre har gjort igennem årene.

Jeg må sige, at jeg var meget skuffet over Venstre, da man i valgkampen i 2007 sagde til mig, at jeg puttede med det, og at det var os, der ville løbe fra løfter om skat, hvorefter man lige efter valget løb fra alle løfter, når det handlede om skattepolitik, og gik i gang med den skattereform, man havde lovet man ikke ville gå i gang med, og ændrede rentefradraget, selv om man havde lovet, at man ikke ville røre ved det. Så vi har lært utrolig meget af Venstres måde at føre skattepolitik på. Den agter vi ikke at gentage. Det, vi siger før et valg, gennemfører vi efter et valg.

Fru Tina Nedergaard igen.

Det er meget interessant, for det, man sagde på pressemødet, om, at man ikke kunne ændre et eneste komma – intet kunne ændres ved det fælles skatteudspil, man havde lavet med SF – ændrede man jo bare en uge efter. Altså, man fjernede finansieringen for 25 mia. kr. bare en uge efter. Er der en enkelt person, der ringer fra Bornholm og spørger hr. Villy Søvndal, om ikke man kan ændre en lille smule på noget af det, der generer bornholmerne, jo, så kan man såmænd også det.

Det er altså en lang stribe af ændrede holdninger, der hele tiden har været fra Socialdemokraternes side om skattepolitikken. Jeg synes, at fru Helle Thorning-Schmidt skal forklare befolkningen, hvorfor hun også personligt har ændret mening så mange gange.

Værsgo til ordføreren.

Vi har fuldstændig tydeligt sagt, hvad vi agter at gøre med skatten. Vi har lagt det frem, 2 år før der skal afholdes valg. Det har vi jo netop gjort for at skabe maksimal tryghed. Hvis vi kigger på det roadpricingsystem, som vi har lagt frem, må vi bare konstatere, at vi har sagt, at det skal være billigere at købe en miljørigtig bil og det skal være dyrere at køre i den. Vi har lagt frem, præcis hvordan vi vil gøre det. Venstre har samme princip, men i modsætning til Socialdemokraterne har Venstre endnu ikke fremlagt helt almindelige beregninger for, hvordan man agter at gøre det. Så kom ikke til mig og tal om, at der mangler klarhed for skattepolitikken. Venstre lader åbenbart folk gætte på, hvad der kommer til at gælde i deres roadpricingsystem.

Tak. Den næste spørger er fru Line Barfod.

Vi er jo meget enige om, at der er et stort behov for at investere i at få skabt nogle job, og at det er et kæmpe problem, at arbejdsløsheden bare vokser og vokser, uden at regeringen gør noget. Men vi synes jo også, det er vigtigt, at man tager sig af de arbejdsløse, indtil vi får skabt jobbene, og der er det altså et problem, når man f.eks. kommer ud og snakker med en arbejdsløs murer, der kan fortælle, at da han blev arbejdsløs og kom på dagpenge, mistede han altså halvdelen af sin indtægt.

Derfor glæder det mig selvfølgelig at høre, at Socialdemokraternes formand, ordføreren, på Socialdemokraternes kongres åbnede op for at drøfte med LO, hvordan vi kan gå ind og sikre et bedre dagpengesystem, så det bliver mere attraktivt at forsikre sig – forhåbentlig også sådan, at dagpengene bliver hævet, og det er det, jeg gerne vil spørge ordføreren om. Er Socialdemokraterne indstillede på at se på, hvordan vi kan få hævet dagpengene, så man ikke mister halvdelen af sin indkomst, når man bliver arbejdsløs?

Værsgo til ordføreren.

Jeg er helt enig med fru Line Barfod i, at når man kommer på dagpenge, oplever man et tab i indkomst, som virkelig kan mærkes. Det jo det, de tusinder, som har været på fordeling i de sidste måneder, har mærket. Mange oplever en halvering af deres indkomst, og samtidig må de så forstå, at det ikke er dem, der er de vigtigste i Danmark, det er millionærerne, som regeringen bruger utrolig lang tid på at forsvare.

Jeg har stor indføling med de mennesker, som mister halvdelen af deres indkomst, når de bliver arbejdsløse, og det er også derfor, vi har sagt til fagbevægelsen, at vi gerne vil diskutere en dagpengereform, der virker. Arbejdsmarkedets parter skal naturligvis være med. Jeg kan ikke stå her i dag og bare love højere dagpenge, det kunne jeg ikke drømme om, for pengene skal naturligvis være der, men vi går gerne ind i at drøfte en ændring af dagpengene, og det er derfor, jeg har kvitteret positivt for formanden for LO's udmelding på det her område.

Fru Line Barfod igen.

Det lyder rigtig godt at kigge på dagpengene, men det afgørende er jo, at der så også kommer en forhøjelse af dagpengene. Altså, det, der er sagt omkring den danske model, som beskæftigelsesministeren har rejst rundt i verden og reklameret for, har jo netop bygget på, at man kunne have en social tryghed, når man blev arbejdsløs, men det har man altså ikke, når man som arbejdsløs murer kun får halvdelen af den indtægt, man hidtil har haft. Så er det altså svært, fortæller mureren mig, at få råd til at betale sin husleje, få råd til at købe mad osv.

Derfor vil jeg gerne høre, om Socialdemokraterne ikke bare vil se på en dagpengereform, men vil se på en dagpengereform, hvor dagpengene hæves, så man ikke kun får halvdelen af sin indtægt, når man bliver arbejdsløs.

Værsgo til ordføreren.

Vi vil gerne kigge positivt på alle forslag. Jeg har jo selv tidligere, ja, faktisk for et år siden, foreslået, at man måske kunne forkorte dagpengeperioden mod at lade ydelsen være højere. Så der er forskellige muligheder. Det har jeg selv forsøgt at få gennemført. Regeringen ville ikke være med til det, for de var mere optagede af en ensidig forringelse af dagpengene.

Der er forskellige muligheder, når vi diskuterer dagpenge, og jeg brænder egentlig for at komme i gang og diskutere det her med arbejdsmarkedets parter, for vi er bestemt ikke håndsky, når det handler om en dagpengereform.

Tak. Den næste korte bemærkning er fra hr. Jacob Jensen, værsgo.

Man skal kunne være tryg ved det skatteudspil, den skattepolitik, som Socialdemokraterne lægger frem sammen med Socialistisk Folkeparti, var svaret fra fru Helle Thorning-Schmidt på spørgsmålet fra fru Tina Nedergaard for et øjeblik siden.

Mit spørgsmål er så blot: Hvad er det så, man skal være tryg ved? Er det det, som blev lagt frem i forbindelse med pressemødet, hvor man jo lancerede sit skatteudspil, og hvor der ikke kunne flyttes et komma, hvor ikke et punktum kunne ændres – slut, færdig, finale, sådan var det? Eller er det det, man lagde frem et par timer senere ovre på B.T.s redaktion, hvor man var til telefoninterview? Eller er det det, man lagde frem et par dage efter, hvor der sent lørdag aften kom en meddelelse om, at man nu igen havde fjernet et element i sit skatteudspil? Hvad er det helt præcis, danskerne skal være trygge ved i Socialdemokraternes skattepolitik?

Værsgo til ordføreren.

Jeg har forsøgt at sige det flere gange, men jeg bliver nok nødt til at gøre det igen: Vi vil gerne indføre et roadpricingsystem. Når jeg kører rundt i København, kan jeg se, at danskerne kører i nogle meget gamle biler. Faktisk er det blevet sådan, at Danmark er blevet Europas bilkirkegård nummer et, og det vil vi gerne lave om. Måden, vi vil lave det om på, er ved at sænke registreringsafgiften betydeligt, rent faktisk halvere den på nogle af de mest grønne og miljørigtige biler, for samtidig at gøre det lidt dyrere at køre i bilen. Det vil vi ikke gøre over en nat, vi vil netop gøre det sådan, at vi halverer registreringsafgiften først for så siden hen, efter 5 år, at indføre et roadpricingsystem, altså at det skal koste lidt mere at køre i bilen. Det synes jeg er fuldstændig klart, vi har oven i købet sagt, hvor meget det skal koste mere.

Det, jeg egentlig mangler i debatten, er, at Venstre nu kommer frem med, hvad der er deres model for et roadpricingsystem. Man har sagt, at man gerne vil have det, men man har forsømt at lægge en klar model frem, og jeg mangler den stadig. Måske får vi den i dag, hvem ved?

Værsgo til hr. Jacob Jensen.

Det, jeg mangler i debatten, er sådan set en tryghed på vegne af danskerne om, hvad det er for en politik, vi så kan forvente os. Nu får vi et par fragmenter, men kan vi være sikre på, at det er det, der holder efter et valg, hvis Socialdemokraterne i givet fald skulle komme til magten? Eller er det det, som vi fik præsenteret på Socialdemokraterne og SF's fælles pressemøde? Eller er det det, der blev præsenteret på B.T.s redaktion ganske få timer senere, hvor man jo også pillede elementer ud? Pendlerafgiften blev pludselig taget ud, fordi der var en bornholmer, der ringede ind og var bekymret over det element. Eller er det det, som man fremlagde få dage efter, hvor man fandt ud af, at det nu var galt med registreringsafgiften? Vups, så tog man det ud fra sit udspil.

Hvad er det helt præcis, danskerne skal være trygge ved i det udspil – eller de forskellige udspil må vi jo forvente at det så er? Kommer der flere udspil fra Socialdemokraternes side?

Så er det ordføreren.

Jeg må forstå, at pickuppen er gået lidt i stå oppe hos Venstre, eller også er det i Venstres presseafdeling. Jeg ved det ikke, men man kan være fuldstændig tryg ved den skattepolitik, S og SF har lagt frem. Det er jo faktisk historisk og ganske usædvanligt, at to partier i opposition 2 år før et valg lægger fuldstændig klart frem, hvad vi agter at ændre i den skæve skattereform, regeringen og Dansk Folkeparti har gennemført, lige præcis hvilke ændringer der vil blive. Og alt det, vi ikke vil røre ved, har vi sagt meget, meget præcist.

Jeg vil opfordre hele Venstres folketingsgruppe til at læse udspillet igen og derved få fuldstændig klarhed over, hvilke elementer vi agter at ændre, og hvilke vi agter at lade være.

Den næste for en kort bemærkning er hr. Karsten Lauritzen. Værsgo.

Der er nogle, der mener, at der er lidt utryghed med hensyn til skattepolitikken, og jeg har ikke fået meget større klarhed her i dag. Men jeg vil godt gå til et andet emne, hvor jeg vil vove at påstå at der også er lidt utryghed, nemlig udlændingeområdet. Fru Helle Thorning-Schmidt anklager ganske fejlagtigt i sin ordførertale regeringen for massivt vælgerbedrag – hvis jeg fik skrevet det rigtigt ned – men er sandheden ikke, at det ikke er regeringen, men oppositionen, der i hvert fald planlægger massivt vælgerbedrag? Det var det indtryk, man fik, hvis man hørte P1 Debat den 12. september 2009, hvor Det Radikale Venstres leder, fru Margrethe Vestager, var med. Hun sagde om udlændingedebatten:

Altså, den måde, som VKO i øjeblikket har asylpolitikken på, har vi jo aftalt at der skal ændres på – har vi jo aftalt at der skal ændres på.

Det er ikke noget, vi har hørt meget om i Folketingssalen, og det, jeg godt vil spørge fru Helle Thorning-Schmidt om, er, hvad den her såkaldte hemmelige udlændingeaftale præcis indeholder. Hvad er der aftalt?

Værsgo til ordføreren.

Jeg er glad for, at jeg bliver spurgt om det her med massivt vælgerbedrag, for det giver mig jo anledning til at uddybe, hvad jeg mener, og det er egentlig ikke så svært. Når man i valgkampen 2007 lover 80-90 mia. kr. til nye hospitaler, men man så 2 år efter giver 40 mia. kr. til nye hospitaler, så mangler der nogle penge; der mangler i omegnen af 40 mia. kr. Det vil jeg beskrive som et kæmpe vælgerbedrag, for man sagde et i valgkampen, og man gør noget andet efter valgkampen. Det er et vælgerbedrag af dimensioner, og jeg kan godt garantere ordføreren for, at vi ikke kunne drømme om at gentage den måde at føre politik på.

Hr. Karsten Lauritzen igen.

Jeg takker for, at jeg har stillet et spørgsmål i øst, og at der blev svaret i vest. Det er jo nok, fordi fru Helle Thorning-Schmidt ikke ønsker at svare, for der er åbenbart sådan en hemmelig udlændingeaftale. Det bekræfter hr. Morten Østergaard fra Det Radikale Venstre også i hvert fald i Weekendavisen, hvor han siger, og nu citerer jeg igen:

»Det underlige er, at Socialdemokratiet faktisk ønsker en anden asylpolitik end regeringen. Vi er jo også blevet enige med dem om ganske få ting, men ikke engang dét må man tale om, for udlændingepolitikken skal faktisk bare lægges helt død.«

Det er jo det, fru Helle Thorning-Schmidt forsøger. Jeg vil godt spørge endnu en gang: Hvad indeholder den her hemmelige aftale, som Socialdemokratiet, SF og Det Radikale Venstre har indgået om en udlændingepolitik, hvis de engang skulle få magten? Jeg kan forstå på Det Radikale Venstre, at de mener, at det er en fuldstændig anderledes politik, og at de mener, at de har en fast aftale om den. Hvad mener fru Helle Thorning-Schmidt og Socialdemokratiet?

Inden ordføreren nu bevæger sig over på sin egen konspiratoriske planet, kan jeg ikke lade være med at gøre fuldstændig klart, at der ingen hemmelig aftale er. Jeg håber, at jeg nu har sagt det så klart, at jeg ikke skal høre det her i de næste 2 år. Hvad er forskellen på regeringen og Dansk Folkepartis asylpolitik og vores asylpolitik? Det er meget, meget enkelt: Vi vil ikke ændre i reglerne for at opnå asyl i Danmark. Det vil stadig være sådan, at er man ikke personligt forfulgt, kan man ikke opnå asyl i Danmark.

Én ting, som har rystet mig, og som jeg egentlig også tror har rystet gruppemedlemmer helt ind i Venstre og De Konservative, er, at man har fundet sig i, at Dansk Folkeparti har skullet bestemme, hvordan vi behandler asylansøgere, som er i Danmark. Er det rimeligt at bruge år på at nedbryde mennesker, når vi nu ved, at vi, hvis de fik lov til at bo uden for asylcentrene, fik arbejde, uddannelse, blev hele mennesker, så ville have en situation, hvor vi kunne være sikre på, at de mennesker, vi sender hjem, rent faktisk ikke er nedbrudte mennesker, men mennesker, som vi har bidraget til at bygge op?

Så jo, der er selvfølgelig forskel. Vi vil tillade, at asylansøgere får mulighed for at bo og arbejde uden for asylcentrene. Det synes vi er en anstændig politik, og jeg tror desværre også, at jeg er enig med mange borgerlige vælgere i, at det havde været det mest anstændige at gøre over for de irakiske asylansøgere.

Den næste korte bemærkning er fra hr. Bent Bøgsted.

Tak. Nu har fru Helle Thorning-Schmidt fortalt en hel del om skatteoplægget, og at der skal sættes gang i hjulene udeomkring. Der er noget, jeg ikke forstår, og som jeg tror rigtig mange andre heller ikke forstår. Der står i skatteoplægget, at fru Helle Thorning-Schmidt vil lægge en afgift på 1,1 mia. kr. på landbruget. Virksomhederne bliver pålagt afgifter og højere beskatning. Hvordan forventer fru Helle Thorning-Schmidt at det skulle generere nogle arbejdspladser? Vi ved, at landbruget i sig selv er hårdt ramt og hårdt presset, og de genererer omkring 120.000 arbejdspladser i Danmark. Hvordan forventer fru Thorning-Schmidt at der skulle skabes flere arbejdspladser ved at lægge yderligere afgifter og skatter på?

Ordføreren.

Landbruget har fået enorme skattelettelser med den her regering. Man kan virkelig tale om, at man har forkælet dem, man holder meget af, med regeringens enorme skattelettelser til landbruget. De tider er kommet, hvor vi er nødt til at bede landbruget, når de har råd igen, om at betale lidt mere. Det beder vi dem om, og pengene går selvfølgelig også til den omfordeling, som jeg egentlig troede Dansk Folkeparti også var optaget af.

Jeg kan jo spørge tilbage: Hvordan kan det være, at Dansk Folkeparti har accepteret en skattereform, som belønner de allermest velhavende i vores samfund, og som ikke giver noget som helst, der kan bruges, til helt almindelige pensionister. Hvordan kan man gå ind i det lokale, og hvordan kan man gå ud af det lokale og være tilfreds med sig selv, når man dybest set har lavet danmarkshistoriens skæveste skattereform?

Hr. Bent Bøgsted.

Tak, hr. formand. Jamen det er jo det typiske svar, som vi har hørt hele dagen, og fru Helle Thorning-Schmidt snakker udenom. Det, det drejer sig om, er, at landbruget genererer ca. 120.000 arbejdspladser plus/minus et par stykker. Hvordan kan fru Helle Thorning-Schmidt, når man lægger flere afgifter på landbruget, forvente, at det så stadig væk skulle kunne generere 120.000, og at vi ikke lukker landbruget? Jeg ved også godt, der er nogle, der ønsker, at vi lukker landbruget, og jeg ved, at der er nogle i de socialdemokratiske fagforeninger, der siger, at de arbejdsgivere bare skal betale, ellers kan de ikke få deres arbejde lavet. Hvis det er den situation, der opstår, lukker vi jo landbruget, og så lukker vi 120.000 arbejdspladser. Det er det, landbruget genererer. Og man skaber ikke arbejdspladser ved at lægge flere afgifter og skatter på de virksomheder, der skal skabe arbejdspladser. Det burde fru Helle Thorning-Schmidt efterhånden have indset.

Ordføreren.

Jeg er nødt til at minde ordføreren og andre om, at de selskabsskatter, vi gerne vil indføre, ikke vil betyde, at Danmark på nogen måde vil blive skatteførende i Europa. Vi annullerer nogle af de skattelettelser, regeringen har givet i forbindelse med selskabsskatter, og det vil betyde, at Danmark kommer på niveau med vores nabolande. Så inden man nu får sagt til 120.000 mennesker, at de skal være nervøse for deres arbejdspladser, ville jeg besinde mig. For det her handler om, at danske selskaber, dansk erhverv, primært faktisk den finansielle sektor, bliver nødt til at betale lidt mere for, at vi kan sikre, at de unge får en uddannelse. For det er Danmarks råstof, det er det , vi skal leve af fremover, og det er det, vi har sagt meget præcist. Vi vil lave en selskabsskattereform, og nogle af pengene skal bruges til klimainvesteringer, nogle af pengene skal bruges til, at vi får en næste årgang, der er bedre uddannet end den, vi har nu.

Tak. Og den næste med en kort bemærkning til fru Helle Thorning-Schmidt er hr. Søren Pind. Værsgo.

Det skuffer mig egentlig at skulle sige det, men jeg må konstatere, at fru Helle Thorning-Schmidt har overhalet både fru Mette Frederiksen og fru Johanne Schmidt-Nielsen venstre om. Fru Helle Thorning-Schmidt fremfører fra Folketingets talerstol følgende: Regeringen har besluttet sig for at nedbryde mennesker. For mig betegner det et nyt lavpunkt i dansk politik, og det frister mig egentlig lidt til at tilbyde fru Helle Thorning-Schmidt en handel, nemlig at hvis fru Helle Thorning-Schmidt ville holde op med at lyve om regeringens politik, så kunne det være, at jeg ville overveje at holde op med at fortælle sandheden om Socialdemokraternes.

Men jeg tror dog alligevel, at vi trænger til en uddybning, nemlig: Hvad går den ikkehemmelige aftale med Det Radikale Venstre ud på, som fru Helle Thorning-Schmidt er blevet spurgt om adskillige gange?

Værsgo.

Skal jeg forstå denne debat sådan, at Venstre nu og hele vejen frem til valgkampen har tænkt sig at tale om en hemmelig aftale mellem Socialdemokraterne og De Radikale? Er det det, der er den store strategi for at vinde næste gang? Så bliver der i hvert fald god lejlighed til at anklage Venstre for at lyve. For der eksisterer ikke en sådan aftale, og jeg må efterhånden bede Venstre om at dokumentere, at det skulle være tilfældet. Jeg synes, det er fuldstændig urimeligt over for vælgerne, at de skal høre på den slags løgne i Folketingssalen. Der findes ikke sådan en aftale, og jeg må bede Venstre og hr. Søren Pind om at dokumentere det, hvis man bliver ved med at påstå det.

Hr. Søren Pind.

Det glæder mig, at fru Helle Thorning-Schmidt har sagt det så klart, for så får vi jo lejlighed til at spørge fru Margrethe Vestager lidt senere, hvilken aftale det er, hun sigter til.

Må jeg så spørge fru Helle Thorning-Schmidt om noget. På Socialdemokraternes kongres meddelte hun den måbende omverden følgende: Vi skal ikke føre den samme udlændingepolitik som Lars Løkke Rasmussen og Pia Kjærsgaard, så langtfra. Men hvis udlændingepolitik er det så, man skal føre? Er det hr. Mogens Lykketofts? Er det Poul Nyrup Rasmussens? Er det fru Mette Frederiksens, Margrethe Aukens, hr. Villy Søvndals, fru Margrethe Vestagers, fru Johanne Schmidt-Nielsens? Altså, skal vi kende træet på dets frugter? Eller hvordan hænger det sammen?

Ordføreren.

Jeg er egentlig ganske glad for, at hr. Søren Pind ikke fremturer med den løgn om den hemmelige aftale, og det må jo betyde, at han har fortrudt det, han har sagt.

Er der forskel på den udlændingepolitik, som regeringen og Dansk Folkeparti vil føre, og den, vi vil føre? Ja, det er der bestemt. Vi vil afskaffe starthjælpen, og vi vil afskaffe kontanthjælpsloftet, noget, der virkelig vil kunne mærkes af mange mennesker med indvandrerbaggrund. Vi vil have mere boligsocialt arbejde, noget, der virkelig vil kunne mærkes af mennesker med indvandrerbaggrund. Vi vil sikre, at integrationen kommer til at virke. Er der forskel i forhold til asylpolitikken? Ja, det er der også, for vi vil sikre, at mennesker, der søger asyl i Danmark og er nødt til at opholde sig her i mere end 6 måneder, får mulighed for at bo og arbejde uden for asylcentrene, for vi tror, at den bedste måde er at bygge mennesker op frem for at bryde dem ned.

Den næste for en kort bemærkning til fru Helle Thorning-Schmidt er hr. Hans Christian Schmidt.

Tak for det. Jeg vil sige til fru Helle Thorning-Schmidt, at jeg sådan set har brugt dagen på at sidde og lytte – også til den seneste debat – og blive klogere. Og jeg vil sådan set sige, at jeg synes, det er lykkedes.

Altså, jeg er nu ved at tage ordene fra fru Helle Thorning-Schmidt til indtægt nået frem til den konklusion, at det skal være dyrere at være dansker. Det skal være dyrere på den ene eller anden måde: Vi skal nok ramme jer. Der findes forskellige måder, og dem har jeg så hørt beskrevet i løbet af i dag, men det overrasker mig bare; jeg kan bare ikke forstå det. Hvorfor er det sådan, at det skal være dyrere at være dansker? Hvorfor er det sådan, at det skal være de svageste indkomster, der skal lægge ryg til det her? Hvorfor er det sådan, at det er de svage, der skal miste deres sundhedsforsikringer? Hvorfor er det sådan, at det bliver dyrere at gå på arbejde?

Jeg forstår det bare ikke. Så det, jeg bare gerne vil slutte med at spørge om, er: Hvorfor har man bevidst villet ramme de svage skuldre?

Værsgo.

Nu var det så ikke de svageste skuldre, vi skulle høre om før som det største kritikpunkt. Det var millionærskatten og selskabsskatten, som vil ramme den finansielle sektor. Så der er altså lidt forskel på, hvordan man ser vores skatteudspil.

Vi vil gerne forandre Danmark. Vi vil gerne forandre Danmark, så vi får et grønnere Danmark – et Danmark, hvor vi er sundere og bedre uddannede, og et Danmark, som er mere retfærdigt. Og man kan jo godt som Venstre sidde og sige: Vi vil ikke forandre Danmark, det skal være, lige præcis som det er nu. Vi er tilfredse med hr. Bertel Haarders præstationer på folkeskoleområdet. Vi er tilfredse med, at der er færre, der tager en ungdomsuddannelse.

Man kan da sagtens sidde og sige: Vi er mægtig tilfredse. Men vi er ikke tilfredse. Vi vil forandre Danmark, og en af måderne at gøre det på er at sikre, at det bliver langt billigere at købe en miljørigtig bil og dyrere at køre i den. Det er en måde at sikre på, at vi får et forandret Danmark.

En anden måde at forandre Danmark på er, at det skal være dyrere at købe de usunde ting som f.eks. smøgerne, og pengene skal gå direkte til, at vi forebygger, og til den kræftbehandling, som man desværre også får brug for, hvis man ryger for meget. Så vi vil forandre Danmark, og det er svaret til hr. Hans Christian Schmidt.

Hr. Hans Christian Schmidt.

Jeg kunne konstatere, at vi sikkert kommer fra forskellige dele af landet, og det er fair nok. Men der, hvor jeg kommer fra, er man f.eks. ikke millionær, hvis man er dagpengemodtager med en årsindkomst på 188.000 kr. Man er heller ikke millionær, når man er lønmodtager med en årsindkomst på 225.000 kr. Det kan jeg bare sige: Sådan opleves det i hvert fald ikke ude i landet.

Derfor vil jeg kun sige, at jeg overraskes over, at det, man kalder »Fair Forandring«, betyder, at man skal af med flere penge, end man havde inden »Fair Forandring«. Jeg kan godt forstå, at man skal bruge mange ord. Det kan jeg helt forstå, det behøver fru Helle Thorning-Schmidt ikke at forklare mig. Jeg ville også skulle bruge mange ord på sådan en dårlig sag. Men jeg tror bare, at den almindelige borger vil sidde og kigge på det og spørge: Det er jo godt nok med alle de ord, men hvorfor mistede jeg flere penge, efter at alle ordene kom, end jeg havde, før ordene kom? Så enkel tror jeg at verden er, og jeg kan kun konstatere, at alle kommer til at betale ekstra som følge af »Fair Forandring«. Gad vide, om det ikke er, som det plejer at være: at der er nogle, der tager sig det betalt.

Jeg tror, at man som skatteborger skal indstille sig på, at man kommer til at betale for det. Og det er jeg faktisk lidt ked af, men jeg har ikke kunnet få et svar på, hvorfor det lige skulle være de svageste, men det konstaterer jeg at det er.

Ordføreren.

Nu skal man tale pænt her fra Folketingets talerstol. Jeg er bare nødt til at sige, at de tal, som hr. Hans Christian Schmidt giver udtryk for her, simpelt hen ikke passer. Der er masser af mennesker, som vil få stor fordel af Socialdemokraternes skatteudspil, f.eks. de pensionister, som vil få 5.000 kr. mere om året, f.eks. alle de almindelige lønmodtagere, som vil få et højere beskæftigelsesfradrag. Og der er masser, der vil få fordel af, at vi nu kan sætte fokus på forebyggelse og den kræftbehandling, som regeringen systematisk har forsømt i 8 år.

Så der er enormt mange fordele for hver enkelt borger, men sig det dog, som det er. Sig, at I ikke vil forandre Danmark. Sig, at I er ligeglade med, at det fungerer dårligt på vores hospitaler, at det fungerer dårligt i vores skoler. Sig det, som det er. Vi er ikke ligeglade, og derfor har vi lagt en plan frem for, hvordan vi vil forandre Danmark.

Den næste korte bemærkning kommer fra fru Pia Adelsteen.

Tak for det. Fru Helle Thorning-Schmidt sagde i sin ordførertale, at regeringen og Dansk Folkeparti har forgyldt de private sygehuse. Jeg vil godt høre, om fru Helle Thorning-Schmidt mener, at det var bedre med den situation, der herskede inden skiftet – systemskiftet, som nogle kalder det – hvor vi havde lange ventelister, og hvor folk døde, mens de ventede.

Jeg er bange for, at jeg må konstatere, at ventelisterne er lige så lange i dag, som de var i 2001. Ventelisterne er lige så lange i dag. Samtidig har vi ikke kunnet få regeringen til at give en garanti for udredning, altså den diagnose, man skal have, når man møder op hos en læge. Vi kan ikke få regeringen til at give en diagnose- eller udredningsgaranti, og det er jeg meget, meget skuffet over.

Jeg må forstå ordføreren sådan, at hun synes, det er helt fair, at man godt nok taler om, at der skal være lige konkurrence mellem det offentlige og det private sundhedsvæsen, men når det kommer til stykket, skal man, som fru Lene Espersen har udtrykt det, lige rulle de private hospitaler i gang med knap en milliard af skatteborgernes penge. Det synes man er helt fair. Jeg synes ikke, det er fair, og jeg synes ikke, det er lige konkurrence.

Fru Pia Adelsteen.

Så vil jeg godt prøve at gå over til noget helt andet, for jeg synes, det er svært at få svar på spørgsmålene.

Vi har lige snakket asyl- og udlændingepolitik, og jeg har lidt svært ved at forstå, hvad det er, Socialdemokraterne vil. På den ene side siger man: Vi vil i hvert fald ikke det, som de gældende regler foreskriver, vi vil noget helt andet. På den anden side vil man gerne af med alle forbeholdene over for EU. Lige nu har vi noget, der hedder Stockholmprogrammet, hvor man sidder og arbejder med en fælles asylpolitik for hele EU, og hvis forbeholdene forsvinder, er det jo det, man skal rette ind efter. Kan Socialdemokraterne så stå og sige: Så vil vi noget andet end det, resten af EU vil?

Vi har jo, når vi diskuterer forbeholdene, sagt meget tydeligt, at vi skal have en såkaldt opt in-model for den del af politikken, der handler om det retlige, og for asylpolitikken. Det vil sige, at Danmark fra sag til sag så at sige kan beslutte sig for, hvilke elementer, vi gerne vil være med i. Det synes jeg egentlig er en god måde at gøre det på. Det giver fuld indflydelse til hele Folketinget, og derfor er jeg også meget tilfreds med, at vi har en – går jeg ud fra – fuldstændig klar aftale med regeringen om, at det er sådan, vi gør det. Det vil være Folketinget, der fra sag til sag skal beslutte, om vi vil være med. Men alt det er jo i øjeblikket kun hypotetisk, al den stund at vi ikke har afskaffet det retlige forbehold.

Tak. Den sidste, vi får tid til med korte bemærkninger til den socialdemokratiske ordfører, er hr. Eyvind Vesselbo. Værsgo.

Tak for ordet. Nu får vi jo nok ikke svar på, hvad der står i den der hemmelige aftale, og det skal jeg nok lade ligge, for det er jo nemmere at koncentrere sig om noget, der så er sket. Nu siger fru Helle Thorning-Schmidt, at man gerne vil lave om på asylpolitikken, sådan at asylansøgere kommer ud at arbejde efter ½ år, kommer ud at bo uden for centrene. I 1990'erne kom der 5-10 gange så mange asylansøgere til Danmark og boede i asylcentrene, som jo lå langt under den kvalitet, som der findes i øjeblikket i asylcentrene, og så må jeg spørge: Hvad var egentlig grunden til, at man ikke på det tidspunkt med den socialdemokratisk-radikale regering gennemførte det her med, at asylansøgerne skulle ud at arbejde og bo uden for centrene? Det synes jeg da egentlig er ret vigtigt. Hvorfor er det pludselig blevet så aktuelt nu, når der faktisk kun kommer en tiendedel så mange asylansøgere?

Ordføreren.

Jeg er normalt vant til at blive angrebet for, at vi har haft en for slap udlændingepolitik i 1990'erne. Nu bliver jeg så angrebet for, at den var for stram, så jeg må indrømme, at jeg er en lille smule forvirret.

Hvem er det hos Venstre, der vågnede op en morgen og sagde, at nu finder vi på, at der er en hemmelig aftale mellem De Radikale og Socialdemokraterne og SF om asylpolitikken? Hvem er det, der er vågnet op og har fundet på det? For vedkommende må have været i en mareridtsagtig tilstand, i en eller anden form for drømmeverden. Det passer ikke, og jeg vil opfordre Venstre til at holde op med at udsprede usandheder. Det passer ikke.

Hr. Eyvind Vesselbo.

Nu var det sådan set ikke mig, der fortsatte med den hemmelige aftale. Jeg sagde, at den ville jeg ikke snakke mere om, men så gjorde fru Helle Thorning-Schmidt det jo selv, og det er jo så al ære værd. Jeg forstår, at der er noget at tage fat i, men det skal jeg ikke drøfte videre.

Det er ikke sådan, at jeg anklager fru Helle Thorning-Schmidt for at være for stram – altså i politikken – men mere, at det er uforståeligt, det, fru Helle Thorning-Schmidt siger, og det, der er sket tidligere. For det hænger jo ikke sammen med det, som fru Helle Thorning-Schmidt nu siger. For der er også et andet punkt. Man vil gerne have fjernet starthjælpen. Og så kunne vi jo i stedet for den hemmelige aftale få det, der skete lige før 2001, nemlig hvem det var, der gennemførte introduktionsydelsen, altså det, der egentlig er starthjælpen, som var 2.000 kr. mindre end kontanthjælpen? Hvem var det, der indførte den regel? Hvem var det, der så også fjernede den igen, men som ikke rigtig kunne forklare hvorfor, og hvad problemet egentlig var? Men jeg kunne godt tænke mig at vide: Hvorfor indførte man en starthjælp, der var 2.000 kr. mindre, i 1990'erne, når man nu siger, at man vil have fjernet starthjælpen? Der må jo være en grund til det. Var det, fordi man mente, at det egentlig var godt for asylansøgerne og for flygtningene, at man fik jævnet lidt ud på den økonomi, de fik?

Jeg vil sige, at det nok er sidste gang, at jeg tillader så stor en overskridelse af taletiden. Værsgo til fru Helle Thorning-Schmidt.

Der er ingen tvivl om, at starthjælpen og kontanthjælpsloftet skaber fattigdom i Danmark, og hvis man bliver ved med at holde fast i starthjælpen og kontanthjælpsloftet, må man også acceptere, at der er fattigdom i Danmark, måske helt op til 50.000 børn, der lever i fattigdom. Det vil vi ikke acceptere. Det er meget muligt, at Venstre vil.

Hvis vi så vender os mod asylansøgerne, må jeg sige, at jeg egentlig undrer mig over, at det netop er hr. Eyvind Vesselbo, der stiller det her spørgsmål. For var det egentlig ikke hr. Eyvind Vesselbo, som tog ud til asylcentrene, og som også var meget ked af den måde, vi behandlede de irakiske asylansøgere på? Var det ikke hr. Eyvind Vesselbo, som – hvad skal jeg sige? – flirtede lidt med tanken om Ny Alliance, dengang de kom, netop på grund af udlændingespørgsmålet? Og var det ikke hr. Eyvind Vesselbo, som for ganske nylig sagde, at nu var han virkelig træt af, at det var Dansk Folkeparti, der skulle bestemme det hele? Det var jo netop hr. Eyvind Vesselbo, og hvor var det dog sympatisk. For det er da forkert, at Dansk Folkeparti skal bestemme det hele, lige så forkert som det er, at mennesker ikke får lov til at bo og arbejde uden for asylcentrene. Hvad skulle det skade? Det er en af de ting, vi agter at lave om, når vi har flertallet.

Vi siger tak til den socialdemokratiske ordfører, og næste ordfører er fru Pia Kjærsgaard, værsgo.

Jeg vil gerne indlede med at sige statsministeren tak for den åbningstale, der blev holdt tirsdag. Det var bestemt en af de bedre, og det har jeg også sagt til pressen. Jeg var positivt overrasket. Jeg har hørt mange taler, men jeg syntes som sagt, at det absolut var en af de bedre.

Det glæder mig, at regeringen har genfundet interessen for det nære. Vi har jo brugt udtrykket borgernært, og jeg tror egentlig, at enhver kan forstå, at det primært er det, det drejer sig om for os herinde, at tage borgernes bekymringer alvorligt, at gå op i, hvad der foregår i det danske samfund, i stedet for måske at halse efter det internationale, det globale, som der har været en tendens til. Jeg er overbevist om, at det interesserer den danske befolkning meget mere, om der nu er pleje og omsorg på vores ældrecentre, som der skal være, om vores børn og børnebørn lærer noget i folkeskolen, og om man nu er i risikozonen for at miste sit job på grund af den økonomiske krise. For en dansk statsminister må det jo aldrig dreje sig om at redde hele verden, det gælder om at redde Danmark.

I Danmark er der en masse mennesker, der vil og kan klare sig selv uden bistand fra det offentlige, og det skal vi lade dem gøre. Men der er også mange mennesker, der har brug for en hjælpende hånd for at få dagligdagen til at hænge sammen. Det gælder de psykisk syge, det gælder børn, der er udsat for omsorgssvigt, alkoholikeren, stofmisbrugeren, den enlige mor og vore ældre. Det er indlysende, at vi ikke skal fortabe os i overflødigt bureaukrati, kontrol og minuttyranni, heller ikke når det gælder vores ældre medborgere. På den anden side må vi jo heller ikke falde i den anden grøft og i et forsøg på at afbureaukratisere og gøre alting så enkelt som muligt ofre nogle af vores dårligt stillede ældre.

Det er ikke fornuftigt at afskaffe de to årlige tilsyn på plejehjemmene. Plejehjemmene kan ikke klare sig selv, der skal naturligvis være kontrol med, at beboerne på plejehjemmene behandles ordentligt, ligesom der skal være kontrol med institutionerne for psykisk handicappede. At alt ikke er, som det altid bør være, har der desværre været for mange eksempler på. Fælledgården, Strandvænget er bare et par eksempler på, at mere og ikke mindre tilsyn ville have været på sin plads.

Jeg skal også være ærlig og sige, at Dansk Folkeparti da indimellem har lavet særlige puljer til bedre ældrepleje og til bedre arbejdsforhold for social- og sundhedsassistenter f.eks., og jeg er sikker på, at kommunerne meget hellere ville har haft del i pengene uden at skulle stilles til regnskab for, om pengene nu også blev brugt til det, de var tiltænkt. Erfaringen er bare, at hvis der ikke stilles krav om dokumentation, bliver pengene brugt på alt muligt andet end vore ældre medborgere, og det er jo ikke godt. Vi skal have valuta for pengene. Et behjertet forsøg på at afbureaukratisere må ikke ende med at blive en hjerteløs forringelse af forholdene for vore ældre og vore udsatte grupper.

Jeg ved, at mange mennesker i de her måneder går og frygter for at miste deres arbejde på grund af den globale økonomiske krise. Der er næppe noget, der kan trække så store veksler på f.eks. et parforhold eller ens liv i det hele taget, som angsten for at miste et job. Familiens økonomi, huset, børnenes fritidsinteresser, hvad skal der ske sådan med det hele, hvis jeg mister mit job? Det er der mange der spørger sig selv om. Det er en bekymring, vi skal tage alvorligt, selv om det heldigvis – og det synes jeg også at statsministerens åbningstale bar præg af, og det tror jeg er godt – lysner forude. Arbejdsløsheden stiger, og det skal vi også forvente, i den kommende tid, men ikke så meget, som den har gjort.

I 2010 investerer vi 11 mia. kr. mere i forhold til niveauet for 2004-2008. Kommunerne har fået mulighed for at øge anlægsinvesteringerne med 2 mia. kr. i år og 5 mia. kr. næste år til bedre ældrepleje, skoler og daginstitutioner. Dansk Folkeparti har peget på, at vi i tilslutning hertil kan øge de offentlige investeringer ved en hurtigere ombygning af sygehusene end først tænkt og en fremskyndelse af planlagte renoveringer af det eksisterende vejnet. Det er store investeringer, og der er ingen tvivl om, at det vil skabe beskæftigelse.

For så vidt angår vore unge, der står i en situation, hvor det kan være meget vanskeligt at komme ind på arbejdsmarkedet, foreslår vi, at der skabes mulighed for, at man kan blive på sin uddannelse lidt længere og dermed dygtiggøre sig yderligere inden for sit fag i stedet for at gå ud i ledighed og blive aktiveret af kommunen.

Jeg glæder mig over, at statsministeren i sin tale tirsdag endelig gav Dansk Folkeparti håndslag på, at den kriminelle lavalder sænkes til 14 år. Det havde jeg jo sådan set også forventet, al den stund at statsministeren i sin tiltrædelsestale selv sagde, at vi skulle se fordomsfrit på den kriminelle lavalder. Jeg og Dansk Folkeparti havde gerne set, at vi havde sænket lavalderen yderligere til 12 år, men 14 år er et skridt på vejen, og det kvitterer jeg for.

Men det rejser selvfølgelig ikke desto mindre spørgsmålet: Hvad stiller vi op med de kriminelle 12-13-årige, for de er der jo også? De kan jo ifølge dansk lov pr. definition ikke begå kriminalitet. Vi skal finde en løsning, der betyder, at disse unge standses i deres kriminelle forehavender. I Tåstrupgård vest for København render 12-13-14-årige rundt iført skudsikker vest og agerer vagtkorps for deres højkriminelle storebrødre i indvandrerbanderne. I Tingbjergbydelen i Brønshøj sælger kirken nu præstegården, fordi sognepræsten ikke kan holde ud at bo der, fordi han med jævne mellemrum er udsat for hærværk og indbrud. Det er absurd, det er grotesk. I Askerødkomplekset i Hundige ved Greve brændes biler jævnligt af, og der affyres jævnligt skud. Og jeg kunne blive ved og ved og ved.

Årsagen er primært manglende konsekvens. Årsagen er, at vi har talt og talt og talt med de unge mennesker, uden at det har haft konsekvenser. I Avedøre Stationsby forsøgte man sidste vinter, da der var uro omkring stationen, at iværksætte en kriminalpræventiv indsats og sende klubmedarbejdere på gaden derude. De blev smidt ud, de kriminelle unge gad faktisk ikke høre på dem.

Nultolerance og konsekvens har vi jo ikke sådan rigtig prøvet i Danmark. Jo, i en kort periode i Ishøj satte Københavns Vestegns Politi faktisk målrettet ind og slog ned på alt, ulovlig knallertkørsel, aggressiv adfærd osv. Resultatet var fornemt: Uroen forsvandt i en periode, men da politiets ekstraordinære indsats ophørte, blussede den op igen. Nultolerance virker, så kort kan det siges.

Der er ingen andre, der rigtig har berørt EU, og det forstår jeg godt, men det vil jeg gerne gøre, for det er en mærkesag for Dansk Folkeparti. Dansk Folkeparti fik et blændende resultat ved europaparlamentsvalget. Hvis nogen skulle have været i tvivl, viste valget, at befolkningens skepsis over for EU’s superstatsprojekt er i behold.

I fredags lykkedes det så EU at vride armen rundt på det irske folk og gennemtvinge et ja til Lissabontraktaten. Der gik ikke mange timer, før japartierne, herunder SF, begyndte at tale om afstemning om de danske forbehold. Statsministeren skar igennem tirsdag: Der kommer ikke nogen afstemning om euroen, Danmark opfylder ikke EU’s konvergenskriterier, og derfor er en afstemning ikke aktuel, blev der sagt. Årsagen er, at vi i Danmark faktisk gør noget ved den økonomiske krise. På finansloven for 2010 opererer vi med et underskud på 86,3 mia. kr. Det er muligt, fordi vi har fjernet nettogælden. I 2001 var gælden 293 mia. kr., ved udgangen af 2010 vil vores gæld være på 14 mia. kr. Skal vi ikke være enige om, at underskuddet etablerer vi med åbne øjne, fuldt bevidst? Havde det været en socialistisk regering, havde man også opereret med et underskud.

Årsagen til, at vi overhovedet kan gøre så meget for at komme krisen til livs, at vi kan lave et underskud af den størrelse, er, at vi ikke er med i euroen. Var vi med i euroen, havde vi jo fået bøder af EU, og vi havde ikke haft mulighed for at forøge de offentlige investeringer og dermed imødegå arbejdsløsheden slet så meget, som vi kan uden for euroen. Det er endnu et godt argument for, at Danmark naturligvis aldrig nogen sinde skal udskifte kronen med euroen. Vores handlefrihed bliver taget fra os, vores selvstændighed bliver trådt under fode.

Som jeg indledte med at sige: Det glæder mig, at regeringen har genfundet interessen for det nære, og jeg ser frem til at samarbejde med regeringen og egentlig også gerne de andre partier om at forbedre forholdene for vore udsatte grupper og stramme op i forhold til håndteringen af unge kriminelle. Det glæder mig, at regeringen har droppet alle planer om afstemning om forbeholdene – og lad mig bare tilføje: omsider.

Tak til ordføreren. Jeg har foreløbig noteret følgende til korte bemærkninger: fru Helle Thorning-Schmidt, hr. Villy Søvndal, fru Margrethe Vestager, fru Johanne Schmidt-Nielsen, hr. Nick Hækkerup, hr. Jesper Petersen, hr. Jeppe Kofod, fru Marianne Jelved, fru Line Barfod, hr. Benny Engelbrecht, fru Pernille Frahm, hr. Morten Østergaard, fru Özlem Sara Cekic, hr. Orla Hav og fru Mette Frederiksen. Er der nogen, vi har overset heroppefra?

Hr. Simon Emil Ammitzbøll er også noteret til en kort bemærkning.

Den første er fru Helle Thorning-Schmidt.

Fru Pia Kjærsgaard er mægtig tilfreds med statsministerens åbningstale, og det kan jeg egentlig godt forstå. Det skulle være mærkeligt andet, og man skulle være et skarn, hvis man ikke sagde tak, når man nu har fået opfyldt alle sine ønsker. Man har jo kostet rundt med Venstre og De Konservative. Mest ondt har jeg selvfølgelig af De Konservative, som var imod en sænkning af den kriminelle lavalder, men blev banket på plads: De skulle være for alligevel. Når mor Pia siger noget, bliver det selvfølgelig sådan.

Det, der selvfølgelig kan skuffe mig, er, at fru Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti ikke brugte samme overtalelsesmetoder, da man sad ved skatteforhandlingerne. Der kunne man jo også have pustet sig op og krævet det, man gerne ville have. Man kunne f.eks. have krævet, at vi i skattereformen fik en fordelingspolitik, som var mere ordentlig. Man taler i Dansk Folkeparti jo altid om, at man sådan gerne vil være de nye Socialdemokrater. Jeg er nødt til at oplyse om, at det med fordelingspolitikken faktisk er ret vigtigt for Socialdemokraterne.

Men for at vi nu skal få styr på, hvad vi egentlig taler om, kunne fru Pia Kjærsgaard så ikke oplyse mig om, hvad en bankdirektør, som må nøjes med 2,5 mio. kr. om året, får i skattelettelse, og hvad en pensionist får i skattelettelse med den skattereform, som fru Pia Kjærsgaard har været med til at beslutte? Kunne man ikke oplyse tallene her i dag?

Ordføreren.

Altså, fru Helle Thorning-Schmidt kan komme tilbage, og der er sikkert også andre, der vil stille det samme spørgsmål, men først og fremmest vil jeg sige: Glem den der retorik, den bider ikke på mig, og jeg er fuldstændig overbevist om, at den heller ikke bider på Venstre og De Konservative. Den retorik, som man åbenbart har tillagt sig fra Socialdemokratiets, fra SF's, fra Det Radikale Venstres og muligvis også fra Enhedslistens side, går ud på, at det er Dansk Folkeparti, der styrer det hele og bare tromler hen over alle de andre. Jeg tror egentlig ikke, at der er nogen af de andre, som har særlig mange mindreværdskomplekser, og det mener jeg faktisk overhovedet heller ikke de har grund til. Lad være med den retorik, den preller faktisk totalt af. Jeg synes, den er ret latterlig. Men hvis Socialdemokratiet og de øvrige partier vil latterliggøre sig selv, så skidt med det. Jeg skal bare indledningsvis sige – for jeg nok havde forventet, at det kom – at jeg er totalt ligeglad, og jeg tror også, at både statsministeren og økonomi- og erhvervsministeren er totalt ligeglade. Det preller totalt af på os, men fortsæt bare.

Så må jeg sige i forhold til den her skattereform, som der jo er blevet stillet mange spørgsmål til – millionærreformen, og hvad den eller er blevet kaldt: Jamen Dansk Folkeparti gjorde jo sådan set bare det, som Socialdemokratiet skulle have gjort. Jeg husker meget tydeligt, da Skattekommissionen kom med oplægget, at hr. Ole Sohn var dybt begejstret og sagde, at der faktisk ikke var noget, der ramte uden for skiven, i forhold til hvad SF og dermed selvfølgelig også Socialdemokratiet kunne forestille sig. Skattekommissionens oplæg var alt for asocialt set med Dansk Folkepartis øjne.

Det er fru Helle Thorning-Schmidt igen.

Jeg kan konstatere, at fru Pia Kjærsgaard ikke svarede på spørgsmålet. Det var jo egentlig et meget, meget enkelt spørgsmål, men det skal ikke skille os ad, og man skal selvfølgelig ikke klandre fru Pia Kjærsgaard for det, hvis hun ikke lige kan huske det, men så vil jeg godt hjælpe. Altså, fra den 1. januar får bankdirektøren, som altså må nøjes med 2,5 mio. kr. om året, 140.000 kr. i skattelettelse eller helt præcis 11.667 kr. om måneden. Hvad får pensionisten? Jo, hun får 1.790 kr. om året, altså 149 kr. om måneden.

Så må jeg bare sige til fru Pia Kjærsgaard: Det kan gøres bedre. Vi vil gerne bede millionærerne om at betale lidt mere. Derfor vil vi gerne annullere den skattelettelse, fru Pia Kjærsgaard har givet, og vi vil give pengene direkte til pensionisten. Tænk, hvis Dansk Folkeparti havde bedt om, at S og SF var med i de forhandlinger, så kunne det være, at man kunne have fået en mere retfærdig skattereform frem for den, som fru Pia Kjærsgaard gik med til.

Hvad ligner det? Kunne fru Pia Kjærsgaard forklare mig i dag, hvordan fordelingspolitikken er i den skattereform, som forgylder de allerrigeste, og som er ligeglad med pensionisterne? Hvordan kan det blive en fair fordelingspolitik? Jeg må bare sige til fru Pia Kjærsgaard, at hvis man gerne vil være socialdemokrat, handler det om fordelingspolitik. Så er det ikke nok, at man af og til siger tingene, man er også nødt til i handling at vise, at man rent faktisk ønsker en fair og rimelig fordeling.

Ordføreren.

Det kan jeg så forstå er det, Socialdemokratiet har gjort i de sidste 8-9 år. Det har man jo ikke fået særlig meget ud af. Jeg må så også sige, at dengang vi sad og forhandlede skattereform, kan jeg i hvert fald meget tydeligt huske, at S og SF – man bliver nødt til at nævne de to partier sammen, og så kan fru Margrethe Vestager jo byde ind efterfølgende – faktisk stillede nogle meget, meget beskedne krav. Det må fru Helle Thorning-Schmidt og hr. Villy Søvndal også kunne huske. De var, at pensionister og dem med lavindkomster skulle have nogle flere penge, og at husejere med mindre lån skulle beholde rentefradragsretten. Det sørgede Dansk Folkeparti faktisk for – og det glemte S og SF dengang – samtidig med at vi også fredede SU'en. Det håber jeg man kan huske meget, meget tydeligt.

Så må jeg sige til fru Helle Thorning-Schmidt, at det jo er ejendommeligt med de sving, som Socialdemokratiet har foretaget i forbindelse med skattepolitikken. Jeg kan huske fra hr. Mogens Lykketofts »Made in Denmark«, at der skulle være skatteloft i stedet for skattestop. 1 år senere accepterede fru Helle Thorning-Schmidt så skattestoppet med tre forbedringer. I valgkampen 2007 tilsluttede man sig skattestoppet. Nu er man så kommet med en ny såkaldt skattereform, som hundrede procent sikkert, hvis den bliver gennemført, hvad jeg ikke håber den bliver, vil forringe vilkårene for danskerne og vil forøge skatterne.

Det er ikke noget, vi ønsker i Dansk Folkeparti. Det har vi aldrig ønsket. Vi har tilsluttet os skattestoppet hele vejen uden slinger i valsen, overhovedet, og ikke sådan som Socialdemokratiet har gjort det. For hvis der er noget sted, hvor der har været slinger i valsen, så er det afgjort i Socialdemokratiets forhold til skat. Jeg kunne også nævne andre punkter, eksempelvis udlændinge. Men nu er vi ved skattepolitikken.

Tak. Jeg beder taleren respektere taletiden. Hr. Villy Søvndal.

Tak. Fru Pia Kjærsgaard var inde på arbejdsløsheden i sit oplæg – ikke så meget arbejdsløshed eller velfærd, men lidt – og der sagde fru Pia Kjærsgaard følgende, som jeg fik det noteret ned: Arbejdsløsheden stiger i den kommende tid, men ikke så meget, som den har gjort. Det er et interessant synspunkt, jeg tror, det er et synspunkt, fru Pia Kjærsgaard står helt alene med. Det er ikke vismændenes opfattelse, det er ikke Nationalbankens opfattelse. De har en opfattelse af, at vi kommer ind i en dramatisk stigning. Jeg vil bare spørge, hvad det er for kilder, som fru Pia Kjærsgaard støtter sig til i den vurdering, og som jeg tror Dansk Folkeparti står helt alene med, nemlig at vi ikke står over for en dramatisk stigning i arbejdsløsheden?

Værsgo til ordføreren.

Jeg ved ikke, om man skal sige dramatisk stigning.

Som jeg sagde på vores årsmøde, lad os kalde SF for SF, for SF skammer sig over deres socialistiske fortid og alt det der, og Socialistisk Folkeparti er simpelt hen for besværligt, så Dansk Folkeparti har kapituleret, vi siger SF, for det er meget nemmere, og vi ved jo godt, hvad det er.

Statsministeren gjorde opmærksom på det, og jeg gjorde sådan set også opmærksom på det, og der er ingen tvivl om, at vi skal imødese en stigende arbejdsløshed. Jeg vil godt understrege, at det at blive arbejdsløs i det her land er en ulykke for den familie, det går ud over, det skal vi aldrig nogen sinde glemme. Men jeg vil alligevel fremhæve, at arbejdsløsheden overhovedet ikke kan sammenlignes med den arbejdsløshed, der var på den tid, da Socialdemokratiet sad ved magten sammen med De Radikale. Det var sådan set det, der lå i mit indlæg.

Hr. Villy Søvndal.

Jeg takker for svaret. Så vil jeg stille et spørgsmål i forbindelse med et andet sted, hvor fru Pia Kjærsgaard i et ganske kort afsnit var inde på velfærd. Det var meget kort, men det var der – i modsætning til sidste gang. Fru Pia Kjærsgaard siger, der er mange mennesker, der har brug for en hjælpende hånd, og der nævnes misbrugere, sindslidende, udsatte børn, svage, ældre osv. Så vil jeg spørge fru Pia Kjærsgaard om, hvordan hun har det med det billede, der tegner sig i Danmark i øjeblikket, hvor der bliver skåret på tilbud til ældre, til sindslidende og til udsatte børn, fordi kommunerne er i den situation, de er endt i som en konsekvens af den stramme økonomiske politik, som regeringen og Dansk Folkeparti har ført over for kommunerne. Er det tilfredsstillende, eller er det et udtryk for, at Dansk Folkeparti, som jo ellers har meget magt til at tvinge ting igennem, ikke har været vågne på det her punkt, eller hvorfor går det den forkerte vej på det her område?

Værsgo til ordføreren.

Det er jo også en diskussion med lidt modsatrettede synspunkter. Jeg skal minde om, at for ca. 14 dage siden udtaler formanden for Rådet for Socialt Udsatte, Preben Brandt, der nu går af, at der faktisk er sket forbedringer, og at det ikke er så skidt, som det har været. Lad mig igen understrege, at der stadig væk er rigtig meget, der skal gøres, og det skal vi gøre. Men det er jo et område, som Dansk Folkeparti normalt tager hånd om, og hvor vi sidder med ved bordet. F.eks. har vi fremlagt initiativer i forbindelse med forskellige puljer, også til konkrete elementer i forslag til de finanslovdrøftelser, vi skal i gang med nu. Så der er slet ingen tvivl om, at vi på den ene side siger: Jo, jo, meget har vi gjort, men vi kan gøre mere endnu. Og det vil vi selvfølgelig gøre i forhold til de forhandlinger, der kommer.

Men jeg kan ikke male det billede, som hr. Villy Søvndal ynder at male, nemlig at kommunerne har færre penge, end de havde før. Det passer ikke, det passer jo simpelt hen overhovedet ikke. Der er det altså igen kommunernes pligt at gå ud og se til, at det er dem, der er dårligt socialt stillede, man prioriterer, i stedet for mange andre ting. Det er ikke penge og underskud og dårlige vilkår, der gør det i forbindelse med kommunerne. Kommunerne er blevet meget prioriteret med Dansk Folkepartis hjælp med aftaler imellem regeringen og kommunerne, og det synes jeg faktisk godt man også kan nævne, selv om man er hr. Villy Søvndal.

Tak. Jeg skal bede ordføreren om at respektere det ene minuts taletid.

Så er det fru Margrethe Vestager.

Jeg håber, at kommunalbestyrelsesmedlemmerne rundtomkring har noteret sig, at fru Pia Kjærsgaard mener, at den kommunale økonomi er rigtig god, og at det har været en væsentlig prioritering for Dansk Folkeparti, at det ligger, lige præcis som det gør nu. Det vil være en rigtig god baggrund for diskussionen rundtomkring, at Dansk Folkeparti og Dansk Folkepartis medlemmer af kommunalbestyrelserne ved, at hvis de synes, at økonomien er dårlig, er det et fatamorgana; så findes det ikke, for alt er, som det skal være; fru Pia Kjærsgaard har set ud over landet og set, at alt er godt.

Det er noget andet, der har fået mig herop. Det spørgsmål, jeg vil stille, er, om fru Pia Kjærsgaard er villig til at betale den regning, der jo er for Dansk Folkepartis modstand mod euroen. Den regning bliver udskrevet i arbejdspladser. Nationalbankdirektøren har sagt det meget klart: Vi betaler en økonomisk regning for at stå udenfor, og den regning betyder noget for vores konkurrenceevne og dermed for job i Danmark. Fru Pia Kjærsgaard gav netop udtryk for, at også i Dansk Folkeparti synes man, at det må være rigtig, rigtig træls for mennesker at miste deres arbejde. Er fru Pia Kjærsgaard så også klar til at stå ved, at modstand mod euroen indebærer, at færre mennesker i Danmark kan være i beskæftigelse, end det ellers ville være tilfældet?

Ordføreren.

Nej, overhovedet ikke. Og jeg mener, at fru Margrethe Vestager bygger det på nogle forkerte præmisser. Altså, vi har vores egen økonomi, vi har vores egen krone, vi har vores egen handlefrihed, og det betyder selvfølgelig, at vi kan skride ind også i forhold til de forskellige tiltag, der har været; at vi selv kan formå at handle i forhold til vores egen økonomi; at vi kan sætte gang i de ting, som vi ønsker at sætte gang i, uden at være begrænset på nogen som helst måde. Så det anerkender jeg ikke, vil jeg sige til fru Margrethe Vestager.

Fru Margrethe Vestager.

Jeg synes, det er anerkendelsesværdigt, at fru Pia Kjærsgaard er mere handlekraftig og mere klar til at få dansk økonomi til at fungere end nationalbankdirektøren. For jeg må forstå på fru Pia Kjærsgaards svar, at nationalbankdirektøren er alt for ydmyg og slet ikke bruger de redskaber, der skal til, når han vurderer, at Danmark ville være sluppet billigere igennem krisen med euroen, og når han siger, at de højere danske omkostninger med kronen illustreres ved, at vi har en rente, der er lige knap to procentpoint højere end renten i de 16 eurolande.

Jeg synes, det er fantastisk, at fru Pia Kjærsgaard på den måde er mere kompetent og mere indsigtsfuld end nationalbankdirektøren og klart kan afvise, at det har nogen betydning. For det har i vores opfattelse betydning for lige præcis det, der ligger os alle sammen allermest på sinde i øjeblikket – det synspunkt håber jeg da vi deler med Dansk Folkeparti – nemlig at dansk økonomi kommer på ret kurs igen.

Afslutningsvis vil jeg spørge, om fru Pia Kjærsgaard kan bekræfte det indtryk, som fru Pia Kjærsgaard gav i sin tale, nemlig at Dansk Folkeparti har fået et løfte af statsministeren om, at der ikke kommer nogen euroafstemning. Det kunne jeg forstå på den meget, meget klare kvittering i ordførerens tale.

Så er det ordføreren.

Først og fremmest må jeg sige, at i forhold til Eurostats forventninger til BNP-væksten i 2009 ser det jo meget tåleligt ud for Danmark – det ser ikke godt nok ud, men godt nok i forhold til de andre lande. Sådan er det.

Så vil jeg til det med et løfte fra statsministeren sige, at hvis man lyttede til, hvad statsministeren sagde i åbningstalen, synes jeg da, at man klart kunne høre det, hvis altså man ville lytte. Jeg ved godt, at fru Margrethe Vestager med sit synspunkt omkring EU og euroen og de andre forbehold helst ikke vil høre det samme, som jeg hørte, men jeg hørte i hvert fald, at på den her side af et folketingsvalg forventes der ikke nogen afstemning. Jeg ved ikke, hvor meget statsministeren i sin afslutningstale her senere på dagen kan provokeres til at komme mere ind på det, men i hvert fald forventer jeg da en klar gentagelse af, hvad der blev sagt under åbningsdebatten, og det var egentlig godt nok for mig.

Den næste spørger er fru Johanne Schmidt-Nielsen.

Fru Pia Kjærsgaard brugte en del tid i sin ordførertale på de ældre. Det er jo ikke første gang, at vi hører fru Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti tale om de ældres forhold.

Jeg må indrømme, at jeg har meget svært ved at finde sammenhængen mellem det, der kommer ud af fru Pia Kjærsgaards mund, og de handlinger, som fru Pia Kjærsgaard rent faktisk udfører, for næste år får en bankdirektør, der har en løn på 2,5 mio. kr., en skattelettelse på 151.000 kr. For bare én bankdirektørs skattelettelse kunne man få 490 ekstra hjemmebesøg til ældre, der har brug for hjælp – 490 ekstra hjemmebesøg til ældre, der har brug for hjælp. Og dem er der mange af. Der er rigtig mange ældre i Danmark, som ville have rigtig godt af og har brug for, at der lidt oftere kom en hjemmehjælper på besøg, måske oven i købet en hjemmehjælper, som har tid til lige at spørge: Hvordan har du det i dag?

Hvordan kan det være, at fru Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti mener, at det er vigtigere at give skattelettelser til bankdirektøren end at sikre ordentlige forhold for de ældre? For vi skal jo huske på, at den skattereform ikke var blevet til noget, hvis fru Pia Kjærsgaard ikke havde lagt stemmer til den.

Så er det ordføreren.

Jeg synes bestemt heller ikke, det er vigtigt at give skattelettelser til bankdirektører eller for den sags skyld til direktøren fra Vestas, som under en eller en form jo også er en offentligt støttet mand, men vi hører jo aldrig fra Socialdemokratiet eller fra SF eller fra Enhedslisten, at der også skal loft over hans løn, nej, det drejer sig om de fæle bankdirektørers lønninger. Sådan er det.

Men lad mig bare sige i forhold til skatteomlægningen, som vi lavede sammen med regeringen, at jeg under alle omstændigheder tror, at det er noget af det, som vil være med til at sætte det skub i dansk økonomi, som vi også har brug for nu. Det synes jeg også man skal tænke på i forbindelse med, at der også skal være til at pleje vores ældre, vores udsatte, alle de områder, som vi gerne vil give noget til. Det er altså en forudsætning.

Jeg tror, der var et spørgsmål til fra fru Johanne Schmidt-Nielsen, men det har jeg nok lige svedt ud.

Fru Johanne Schmidt-Nielsen.

Fru Pia Kjærsgaard havde muligheden for at blokere for den skattepolitik, som V og K indførte. Fru Pia Kjærsgaard valgte at lade være. Fru Pia Kjærsgaard havde muligheden for at sige: Nej, vi mener faktisk, det er vigtigere med en ordentlig velfærd, med en ordentlig ældrepleje, med nogle ordentlige forhold på skoler og på vores sygehuse, end at de, der i forvejen har rigtig meget, får endnu mere. Den skattereform ville ikke være blevet til noget, hvis ikke det var for fru Pia Kjærsgaards stemmer.

Hvordan kan fru Pia Kjærsgaard på den ene side stå og tale om ældres forhold i dag på talerstolen i Folketinget og samtidig lægge stemmer til en skattereform, der som sagt betyder, at bankdirektøren med 2,5 mio. kr. i løn får en lettelse på 151.000 kr.? 490 ekstra hjemmebesøg kunne man have fået for den skattelettelse, som fru Pia Kjærsgaards parti har lagt mandater til. Hvordan hænger det sammen med Dansk Folkepartis politik?

Ordføreren.

Jeg må sige, at man altså ikke kan sætte en skattelettelse til en eller anden person eller flere i det her samfund op mod så og så mange hjemmebesøg. Det er simpelt hen vrøvl. Men lad mig bare spørge i forhold til, at vi kunne have blokeret for en skatteomlægning: Hvorfor skulle vi egentlig det, når det, vi fik ud af det, var langt mere end det, som S og SF lagde op til, da de lagde op til forhandlingerne? Hvorfor skulle vi egentlig det?

Så kunne jeg egentlig stille et modspørgsmål til Enhedslistens fru Johanne Schmidt-Nielsen og hr. Frank Aaen, og hvem der ellers repræsenterer Enhedslisten: Hvis nu S og SF skulle komme til magten, vil man så blokere for, at der kommer en fuldstændig skæv skattereform? Jeg tror, at fru Margrethe Vestager vil gøre sit, men Enhedslisten vil måske gøre det med modsat fortegn, sådan at der bliver indførsel af kørselsafgifter, at der bliver pendlerafgifter osv., at man indfører afgifter på landbruget, at man straffer kassedamen, der bor på landet og er nødt til at køre på motorvej for at komme på arbejde, for det er jo under alle omstændigheder det, man gør. Det kunne jeg omvendt spørge fru Johanne Schmidt-Nielsen om.

Men fru Johanne Schmidt-Nielsen har ikke mulighed for at svare i denne omgang. Det er hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Tak. Jeg kan nu godt forstå, at fru Pia Kjærsgaard får lyst til at stille mange spørgsmål, når hun skal diskutere skattepolitik med Enhedslisten; jeg tror, vi er mange, der har det på den måde. Jeg kan forstå, at Dansk Folkeparti vil gøre meget for de ældre, det har vi hørt igen i dag, og det har vi hørt ved flere lejligheder, og det har jeg sådan set stor respekt for.

Det, jeg bare godt kunne tænke mig at spørge lidt ind til, er: Hvad med børnebørnene? Skal vi ikke også gøre noget for dem i forhold til også fremadrettet at have et samfund, der er sikkert og trygt? Og her tænker jeg i sådan økonomisk forstand. Det er jo sådan, at man kan se, hvordan Danmark begynder at rasle lidt nedad, f.eks. på OECD's liste, ranglisten over de rigeste lande, og det er noget, der bør bekymre os alle, hvis vi også skal have velstand i fremtiden. En af de måder, hvorpå man kunne gøre noget ved det, var ved måske at sænke skattetrykket, som jo er verdens højeste. Vi vil i Liberal Alliance gerne sænke topskatten, men vi er sådan set åbne over for, at der kan være andre forslag til, hvordan man sænker det generelle skattetryk. Så spørgsmålet er: Var det ikke bedre at lade folk disponere over en større del af deres indkomst og selv finde ud af, hvad de kan bruge pengene på, i stedet for at det offentlige skal tage så stor en andel, som man gør i dag?

Værsgo til ordføreren.

Men nu kender jeg jo altså – tror jeg nok – Liberal Alliances synspunkter på det her område. Og der må jeg sige, at Dansk Folkeparti i modsætning til Liberal Alliance altså har indgået en aftale med regeringen, som rækker mange år ud i fremtiden, og her tror jeg ikke, at skat bliver det aktuelle emne, uanset hvor mange forhåbninger man så kan have fra Liberal Alliances side om at sætte den ned, omlægge den, eller hvad man vil. Der har vi indgået en aftale, og som jeg har udtrykt før, synes jeg, at det var en socialt afbalanceret aftale, som jeg da er ked af at Socialdemokratiet ikke ville være med i, men det ville man altså ikke. Jeg var godt klar over, at Liberal Alliances mandater – det var 1 mandat på det tidspunkt, nu er det lidt flere – overhovedet ikke ville være med. Men vi ser altså bare forskelligt på de her ting. Vi har en aftale med regeringen, som vi selvfølgelig står ved.

Hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Nu tror jeg nok, det kan siges om mange af os, at vi går ind for, at man skal have et væsentlig lavere skattetryk og væsentlig færre offentlige udgifter, fru Pia Kjærsgaard gik jo også engang ind for det, hvis det endelig er det. Det, jeg bare ikke forstår, er, at man vil parkere den her skattepolitik og reformpolitik.

Jeg har jo egentlig forstået på fru Pia Kjærsgaards partifælle, hr. Kristian Thulesen Dahl, at Dansk Folkeparti, når krisen er overstået, vil være parat til at se på reformer igen. Jeg synes måske, det er lidt sent, i stedet for at være i god tid og forberede sig og sikre, at vi er forberedt til den situation, hvor vi kommer til at mangle arbejdskraft, for det kommer vi til. Man skal gøre noget nu, gøre det sammen og gøre det i god tid. Det nytter jo ikke noget, at man siger: Jamen inde på Christiansborg i osteklokken har vi lavet en reform, der gælder 10 år ud i fremtiden. Dansk økonomi sætter jo ikke sig selv på pause 10 år ud i fremtiden, bare fordi man har lavet en aftale. Det handler jo om at komme i gang nu for at sikre, at der også er velfærd i fremtiden. Og det er de ældre, som jeg startede med at tale om, der kommer til at lide, når der ikke er velstand nok til at have hospitaler i topklasse eller hjemmehjælp i topklasse, eller hvad ved jeg. Man må da være interesseret i at sikre økonomisk vækst og velstand, også 10-15 år ud i fremtiden.

Værsgo til ordføreren.

Jo, men det er jo netop det, vi har været. Jeg anerkender Liberal Alliances ildhu, men Liberal Alliance må altså også forstå, at der ikke er politisk opbakning til de synspunkter, heller ikke fra Dansk Folkepartis side, overhovedet ikke.

Tak. Den næste spørger til Dansk Folkepartis ordfører er hr. Nick Hækkerup. Værsgo.

Ordføreren var i sin tale inde på og talte varmt om pleje og omsorg, om en bedre folkeskole, om hjælp til de psykisk syge; man kan sige helt traditionelle offentlige kernefunktioner. Dansk Folkeparti har tidligere argumenteret for en bedre løn til de offentligt ansatte, navnlig nogle af dem, som bærer de her kernefunktioner, og samtidig har man bakket op om Socialdemokratiets ønske om at begrænse bankdirektørernes lønninger. Det er, hvad der er sagt i dag, og hvad der er sagt i løbet af det sidste års tid. Når man så ser på de faktiske forhold, må man sige, at så er der et spænd mellem det, der er sagt, og det, der er gjort, for det, der er gjort, er, at man har lavet en skattereform, som gør præcis det modsatte, nemlig giver massive skattelettelser til bankdirektørerne – hvis lønninger man ellers ville begrænse – og stort set ingenting til de offentligt ansatte, som knokler i de kernefunktioner, som blev nævnt før.

Kunne man forestille sig, at når den offentlige service halter på nogle af de her omsorgsområder, på nogle af de her plejeområder, på nogle af de her områder, hvor det er de allersvageste borgere, der kommer i klemme, så er det, fordi der er langt mellem det, man siger, og det, man gør?

Værsgo til ordføreren.

Nej, det kunne man overhovedet ikke forestille sig, vil jeg sige til hr. Nick Hækkerup. Og jeg må så bare sige, at det udspil, der er kommet fra Socialdemokratiet sammen med SF, ville betyde, at skatter og afgifter ville stige i det her land, og det ser vi faktisk ikke som et mål fra Dansk Folkepartis side.

Når vi snakker om de ældre, de handicappede, de psykiatriske patienter og alle dem, som jeg egentlig tror at der er en ærlig vilje fra Folketingets politikere til at gøre noget for – vi har så hver vores måde at ville gøre det på, og så er det jo op til vælgerne at bedømme, hvem der er mest troværdig med hensyn til at få det hele til at hænge sammen – så er det jo sådan, at hver evig eneste gang vi sidder med ved finanslovforhandlinger eller andre forhandlinger, sørger vi jo netop for at få de grupper med ind som en del af aftalen. Det er sådan set det, vi gør fra Dansk Folkeparti side, og det vil vi gøre igen også i forbindelse med de kommende finanslovforhandlinger.

Hr. Nick Hækkerup.

Det, man så bare skal notere sig, er, at den gruppe, som Dansk Folkeparti for alvor sørgede for at få med ind sidste gang, præcis var bankdirektørerne; det var præcis dem, der fik den langt, langt største del af kagen, og det illustrerer jo fuldstændig, hvad det er for en fordelingspolitik, der lægges for dagen, og hvad det er for nogle interesser, man i virkeligheden kerer sig om – og som ligger noget fra det, man siger.

Så vil jeg bare sige, at med det skatteforslag, vi har lagt frem, går vi jo til millionærerne og beder dem om at betale lidt mere for at prioritere pengene til nogle af dem, som yder omsorg, til nogle af dem, som yder pleje, til nogle af dem, som er rygraden i de offentlige kernefunktioner. Der var tidligere et ønske om at begrænse bankdirektørernes lønninger, og det støttede Dansk Folkeparti også op om, men er det ikke korrekt, at det alene er fulgt op af massive skattelettelser til bankdirektørerne?

Værsgo til ordføreren.

Altså, jeg synes faktisk ikke, det er fair i forhold til begge bankpakker – for det er jo det, debatten har drejet sig om – som Socialdemokratiet er en del af, som Dansk Folkeparti og regeringen er en del af, og SF er så også kommet med, at man drager det her ind. Jeg synes, det er forkert set af hr. Nick Hækkerup.

Jeg må så bare sige, at når der bliver sagt millionærskat – det er sådan en løsen fra Socialdemokratiets side – lyder det jo flot, men man kan jo altså ikke isoleret hive noget ud fra et oplæg, det ved hr. Nick Hækkerup også godt, og skal man følge det, så er det hele Socialdemokratiet og SF's skatteplan, som man skal følge. Jeg tror overhovedet ikke et sekund på, at det, som Socialdemokratiet og SF har lagt frem om den millionærskat, som er slået op som det helt store, og som skal ramme bankdirektøren, direktøren for Vestas og alle de der personer, overhovedet kan redde det i land, som Socialdemokratiet siger at det kan. Der vil være underskud på budgettet. Beregningerne holder ikke. Det er floskler, det er ord, det er retorik. Og det tror jeg faktisk at vælgerne, når det kommer dertil, godt kan gennemskue. Det er ikke sådan, at jeg i og for sig tvivler på, at man har de bedste intentioner. Hvorfor skulle man være politiker, hvis ikke man havde det? Men jeg tror bare, at det er op til vælgerne at vurdere – det er det jo heldigvis altid – hvem der er mest troværdige i det her spil, hvem der kan holde sammen på Danmarks økonomi, samtidig med at man forsøger at nå ind til de områder, til de mennesker, som har behov. Og der tror jeg altså at danskerne har mest tillid til regeringen og Dansk Folkeparti, som de har haft det siden 2001. Det er bare min tro. Men lad det være op til vælgerne igen ved næste valg.

Den næste spørger er hr. Jesper Petersen, værsgo.

Tak for det. Fru Pia Kjærsgaard talte i sin tale om den ulykke, det er for de mennesker, der bliver ramt af arbejdsløshed, og hun talte om den frygt, der må være rundtomkring i mange hjem, for at blive arbejdsløs, hvor man tænker: Hvad skal der ske med min økonomi, hvis jeg skulle blive ramt af arbejdsløshed? Vurderingen af den bekymring og det store problem, det er, er vi fuldstændig enige i.

Men jeg vil gerne spørge fru Pia Kjærsgaard, om hun mener, at når man står i en økonomisk krise, og man er blandt de ansvarlige politikere, som fru Pia Kjærsgaard er, at det så er et mål for de politiske initiativer, man laver, at de begrænser ledigheden mest muligt. Altså, er det et mål, når man står i en krisetid, at de initiativer, man så laver, skal begrænse ledigheden mest muligt?

Ordføreren.

Det er da selvfølgelig et mål for et politisk parti, for en regering, for en politiker at begrænse ledigheden mest muligt. Det siger sig selv, også i en alvorlig finanskrise, som vi er ude i nu. Og det er præcis derfor, vi har foretaget de mange ting, som vi har foretaget os, siden finanskrisen trådte i kraft. Nogle gange har det været med opbakning fra flere partier, andre gange har det så været isoleret regeringen og Dansk Folkeparti, men selvfølgelig har det været for at begrænse ledigheden. Jeg har sagt før, at det at blive ledig altså er noget, der i den grad berører ens personlige hverdag, og det er den ene side af sagen, samtidig med at Danmark jo ikke er tjent med at have en høj ledighed. Jeg forstår ikke helt spørgsmålet, for selvfølgelig er det da et mål.

Hr. Jesper Petersen.

Så må jeg jo uddybe det. Jeg er glad for, at fru Pia Kjærsgaard siger, at det er et mål. Men så forstår jeg simpelt hen bare ikke, hvad det er, Dansk Folkeparti laver sammen med regeringen. De økonomiske vismænd, Nobelprismodtagere i økonomi, økonomiprofessorer på stribe siger, at det mest effektive at gøre, hvis man vil holde ledigheden nede, hvis man vil bekæmpe arbejdsløsheden og gøre noget for alle mennesker, der bliver fyret, er at lave offentlige investeringer, altså sende pengene direkte ud i byggeri, i renovering af skoler og i ældrepleje. Det giver langt mere beskæftigelse for pengene end at lave skattelettelser.

Dansk Folkeparti gik med på den modsatte medicin: først og fremmest skattelettelser, SP-pengene ud til folk. Men medicinen virker ikke. Patienten en dødssyg, og man ordinerer noget medicin, som man bevist ved ikke virker tilstrækkeligt. Det hænger simpelt hen ikke sammen, hvad fru Pia Kjærsgaard siger. Vi skal selvfølgelig gøre noget ved ledigheden, og man bruger de redskaber, der er mindst effektive. Det understreger bare, at det er tom snak. Dansk Folkepartis påståede sociale samvittighed findes ikke. Man er ligeglad med, at der bliver tusindvis flere arbejdsløse, end der kunne være blevet, hvis man havde valgt den rette medicin.

Nu håber jeg, at fru Pia Kjærsgaard forstår spørgsmålet og kan svare for sig.

Værsgo.

Selvfølgelig er man ikke ligeglad. Jeg vil ikke engang beskylde SF for at være ligeglad, selv om jeg mener, at SF har nogle forkerte løsninger. Jeg synes, at det er forkert at sige sådan nogle ting. Og jeg må så bare sige, at de ting, som vi har været med til, jo ikke er enkeltstående. Vi har lagt forslag frem til finansloven om, at man eksempelvis fremrykker visse investeringer, præcis som hr. Jesper Petersen fremfører her.

Så kan jeg ikke lade være med, når nu SF gør sig så fantastisk økonomisk ansvarlige, at sige noget om kommunalpolitik, men det gør SF jo også en del ud af. I Københavns Kommune, hvor der sidder en børne- og ungdomsborgmester, Bo Asmus Kjeldgaard, er der så meget rod i økonomien, så jeg forstår i og for sig godt, at han har trukket sig som overborgmesterkandidat, fordi han simpelt hen ikke kan være sig selv bekendt, og SF kan heller ikke være ham bekendt. Om man så kan være Frank Jensen bekendt, er jeg ikke overbevist om, men det er i hvert fald resultatet, at man nu går sammen om et socialdemokratisk overborgmesterkandidatur. Der er så meget rod i økonomien, at man faktisk tager alle de ting fra børnene, som SF lægger op til og ellers står og bryster sig af, og det synes jeg er direkte pinligt. Og det siger jo lidt om SF'ernes økonomiske sans: Den er ikke til stede.

Den næste spørger er fru Marianne Jelved. Værsgo.

Tak. Jeg har et par spørgsmål til fru Pia Kjærsgaard om samfundsøkonomien. Regeringens mål er jo at skabe balance imellem indtægter og udgifter, når vi når hen i 2015, og det er i øvrigt et mål, jeg deler med regeringen. Men det vil betyde, at en af de veje, man må gå for at nå det, er at spare 4 ½ mia. kr. hvert år fra 2010 til 2015. Det er jo temmelig mange penge at skulle spare. Hvordan vil Dansk Folkeparti hjælpe regeringen med det?

Ordføreren.

Det tager man stilling til hver evig eneste gang, man sidder og forhandler finansloven, og det plejer jo også at ende med et resultat, som gør, at vi kan stå sammen om den finanslov og også kan se, at der på længere sigt kommer bund i dansk økonomi igen. For det er selvfølgelig den vej, vi skal. Altså, hvad der kommer til at ske under finanslovforhandlingerne, kan jeg jo ikke stå og sige noget som helst om her og nu, og det skal jeg heller ikke. Men det er da et mål for enhver, at den økonomi, som er sund og god, hvilket har været et kendetegn specielt siden 2001, skal være der, uanset om der er finanskrise eller ej. Vi skal se os ud af det her med de midler, vi har til rådighed, og selvfølgelig gøre alt, hvad vi overhovedet kan, for at få det bygget op igen, uanset finanskrisen.

Fru Marianne Jelved.

Tak. Jeg er nu ikke helt enig med fru Pia Kjærsgaard i, at man bare kan sige, at det er gået supergodt siden 2001. Det viser i hvert fald de bøger, regeringen udgiver om den slags ting, ikke. Og det er ikke kun finanskrisen skyld. F.eks. er Danmarks konkurrenceevne siden 2000 støt og sikkert blevet forværret år for år med 30 pct. i alt. Vi ved også, at vi er rykket fra at være på femtepladsen, når vi sammenlignes i OECD på velstandsniveau, til, at vi nu er på tolvtepladsen, og det er sket fra 2003 til 2008, vi er altså rykket ned, inden finanskrisen slog igennem.

Derfor spørger jeg igen fru Pia Kjærsgaard: Hvad vil Dansk Folkeparti som et ansvarligt parlamentarisk støtteparti for en regering, der har et kæmpestort problem, gøre for at hjælpe regeringen?

Ordføreren.

Jeg kan ikke sige andet, end at vi gør, hvad vi hele tiden har gjort, nemlig at vi sørger for, at der bliver skabt plads og gang i arbejdspladserne, og at vi får folk i beskæftigelse, hvilket selvfølgelig er med til at forbedre økonomien. Det er faktisk det, det hele går ud på.

Så må jeg lige sige til fru Marianne Jelved, der fremhæver OECD, at det, man jo også kan bryste sig af – og det synes jeg faktisk er en fin ting – er, at OECD siger, at Danmark er det land, der har den mindste ulighed. Det er jo også en del af det, uanset om man kan lide de to ting, de har blandet sammen, eller ej. Sådan er det jo altså også.

Den næste spørger er fru Line Barfod. Værsgo.

Fru Pia Kjærsgaard sagde i sin tale, at der er mange eksempler på ældreomsorg, der ikke fungerer, eksempler på penge, der bliver brugt på alt muligt andet.

Hvis nu man skal prøve at se det ud fra synspunktet hos en pensionist, som har brug for hjemmehjælp, tror fru Pia Kjærsgaard så ikke, at noget af det, man kunne komme til at tænke på, var, at man synes, at pengene bliver brugt forkert, når Dansk Folkeparti stemmer for, at en direktør med en årsløn på 2,5 mio. kr. næste år skal have en skattelettelse på 151.000 kr., samtidig med at den ældre oplever, at der bliver skåret på hjemmehjælpen i hendes kommune?

De 151.000 kr. i skattelettelse til direktøren kunne have givet 490 timers hjemmehjælp. Det kunne være, at hun godt ville have haft et par af de timer, i stedet for at Dansk Folkeparti giver pengene til direktøren.

Værsgo til ordføreren.

Jo, men det er jo lidt i forlængelse af det spørgsmål, som tidligere blev stillet af fru Johanne Schmidt-Nielsen, og det er altså at blande pærer og æbler sammen. Sådan regner man altså ikke i Danmark, uanset hvad, vil jeg sige til fru Line Barfod; det gør man ikke. Og man må jo stadig væk sige, at sådan vil det også være, hvis S og SF – jeg tror ikke på det – skulle komme til magten og ville prøve at gennemføre deres skattereform. Uanset millionærskat, uanset hvad, er det altså sådan, at det, når man foretager omlægninger, faktisk er meget svært, hvor gerne man end ville, at give pensionisten lige så meget som direktøren. Altså, sådan er det bare; det kan ikke lade sig gøre.

Men lad mig så også sige, at de mennesker, der arbejder i det her land, og som tjener mange penge, stadig væk lægger en stor del af dem i skat, hvilket jeg da egentlig også tror at vi skal være glade for. Og vi har jo aldrig nogen sinde i Dansk Folkeparti – det var faktisk også derfor, vi gik ind i den skatteomlægning – haft den idé, som eksempelvis Skattekommissionen kom frem med, at der skulle ske store lettelser på topskatteniveau, overhovedet ikke.

Vi har faktisk i allerhøjeste grad gjort det afbalanceret, og jeg tror egentlig med det, jeg har hørt her i dag – fra lige fra S og SF, som siger, at de er enige, i hvert fald indtil videre, om den her skattereform over til fru Margrethe Vestager, fru Johanne Schmidt-Nielsen, hr. Frank Aaen og fru Line Barfod – at den ro, der trods alt nu er om det her emne, er langt at foretrække frem for det, der eventuelt en dag måtte komme fra den anden fløj.

Fru Line Barfod.

Jeg ved ikke, hvordan fru Pia Kjærsgaard regner. Sådan som jeg har lært at lave ansvarlig regning i forhold til et statsbudget og et offentligt budget, så kan man ikke give de samme penge to gange. Så kan man ikke både give pengene i skattelettelser til direktøren og give dem til de ældre, der har brug for hjemmehjælp. Det er vel derfor, vi oplever, at rigtig mange kommuner er nødt til at skære. Ifølge den seneste undersøgelse er der omkring 66 pct. af kommunerne, der forventer at skære på ældreplejen næste år.

Så hvad er det, fru Pia Kjærsgaard vil sige til de ældre, der oplever, at der bliver skåret på deres hjemmehjælp, og at de altså kunne have fået mange timers ekstra hjemmehjælp, hvis ikke Dansk Folkeparti havde valgt, at pengene skulle gå til skattelettelser til direktørerne?

Værsgo til ordføreren.

Men altså, når nu vi har fremsat forslag til finansloven, vil fru Line Barfod også kunne se, at vi ønsker en ekstra pulje til eksempelvis ældreområdet, for vi siger jo ikke, at der ikke er nogen problemer. Vel er der da så. Men vi siger til gengæld, at kommunerne absolut ikke har været de bedste til at forvalte de midler, de har fået tilført overhovedet. Og jeg kan altså ikke altid bruge kommunernes undskyldning til noget som helst.

Men når det nu er sket, skal man jo ikke lade det gå ud over dem, som er i fedtefadet, og det kan i mange tilfælde være de ældre. Så gør vi jo igen det, at vi sætter puljer af. Jeg tror også, at vi kan få det gennemført, når vi sidder og forhandler finansloven. Det skal være puljer, som skal øremærkes til de ældre ude i kommunerne, og som helt klart indimellem har problemer, det ved vi alle sammen, i forhold til at få den bedst mulige pleje og den bedst mulige omsorg.

Næste spørger er hr. Benny Engelbrecht, værsgo.

Tak. Jeg lyttede til fru Pia Kjærsgaards tale, og det var jo en lidt tonløs opremsning af de ting, som fru Pia Kjærsgaard opfatter som forbedringer af regeringens politik. Ja, man skulle jo næsten tro, at den tale, som fru Pia Kjærsgaard læste op, var skrevet af en embedsmand, der allerede øvede sig på at skrive ministertaler. Og når fru Pia Kjærsgaard ikke sådan lægger skjul på sin indflydelse på statsministeren og den øvrige regering, så kan jeg ikke forstå, at vi ikke oplever et Dansk Folkeparti, der for alvor kerer sig om de svage i samfundet, altså for de mange, der er blevet ledige og står til at blive ledige.

Fru Pia Kjærsgaard taler om at sætte skub i dansk økonomi, men beskæftigelseseffekten af skattelettelsen er meget lille. Og man kan også spørge, hvor det afbalancerede er i det skatteudspil, som Dansk Folkeparti og VK har lavet, nemlig den aftale, der er. Er det fru Pia Kjærsgaards definition af afbalanceret, at f.eks. borgerne i Tønder Kommune får en skattelettelse på omkring 3.000 kr., mens de i Gentofte får en skattelettelse på omkring 11.000 kr.?

Det er jo egentlig lidt pudsigt, fordi mange gange kan jeg ikke rigtig finde ud af, om man har afbalanceret sine synspunkter i forhold til den indflydelse, Dansk Folkeparti har.

Nu hørte vi lige fru Helle Thorning-Schmidt lægge ud med, at det nærmest var os, der styrede det hele, og at regeringen bare lagde sig fladt ned på maven. Men en gang imellem fornemmer jeg også, nu i forhold til hr. Engelbrecht, at vi faktisk overhovedet ingenting gør. Kunne man ikke prøve at afbalancere det lidt, så man egentlig vidste, hvad man havde med at gøre.

Vi gør altid det, at når vi indgår forlig og aftaler, går vi ud med en klar fornemmelse – og jeg tror, at det er en oprigtig fornemmelse – af, at vi har gjort det bedst mulige, og at vi kan være de aftaler og forlig, som vi har været en del af, bekendt. Jeg synes faktisk ikke, at der er noget som helst at komme efter.

Jeg kan jo blive ved med hensyn til Socialdemokratiet og SF, som stadig væk i deres retorik bliver ved med at beskæftige sig med den omlægning, som skete her ved forårspakke 2.0, som jeg faktisk vi sige er gavnlig i forhold til den situation, som Danmark står i nu. Det skal ses sammen med de andre ting, der er sket; sammen med øgede offentlige investeringer, sammen med bankpakker, sammen med alt det, som vi har været med til, nogle gange sammen med Socialdemokratiet, nogle gange uden.

Tak. Det er hr. Benny Engelbrecht igen.

Jeg er sådan set ikke i tvivl om fru Pia Kjærsgaards og Dansk Folkepartis indflydelse på regeringen. Det er faktisk det, som er hele pointen, for politik er også et spørgsmål om prioriteringer. Vi må jo bare erkende, at Dansk Folkeparti så ikke prioriterer de ledige – de, der er blevet ledige, og de tusindvis, der er ramt af ledighed på Danfoss på Nordals, og dem, som netop har fået fyresedler i Frederikshavn i dag på en lysvirksomhed, nemlig i Martin Gruppen.

Det er åbenbart ikke det, der er det vigtige. Man søger indflydelsen på andre områder, altså f.eks. på retspolitikken. Det er fair nok. Men vil Dansk Folkeparti så i det mindste ikke stå ved det og se, at man altså har muligheden. Hvis man ville, kunne man faktisk godt søge indflydelsen og gøre det bedre, eksempelvis sikre, at ledige kunne bruge den tid, hvor de går ledige, indtil der kommer en opgang i samfundet igen, til at uddanne sig og få de ressourcer og de kompetencer, der skal til for at opfylde erhvervslivets behov.

Ordføreren.

Det har vi jo eksempelvis haft i forhold til unge mennesker. Meget af diskussionen her er jo også gået på ungdomsarbejdsløsheden, og ledighed er en grim ting, det er en dårlig ting. Det er en dårlig ting for den enkelte, og det er en dårlig ting for samfundet, uanset hvornår i sit liv man bliver ledig. Men der, hvor det allerallerstørste problem er, er nok ungdomsarbejdsløsheden, og der kan vi hilse med tilfredshed, at regeringen nu kommer med et oplæg, som skal diskuteres med Folketingets partier. Vi har også sagt, at da det nu er svært for unge mennesker at komme ud i beskæftigelse, i hvert fald i en tidsperiode, kunne det måske være en idé, at de blev i uddannelsen. Vi ved godt, at det koster penge. Det er igen noget af det, som vi skal diskutere til finansloven. Og hr. Engelbrecht har jo netop ret i, at kan man uddanne sig mere og mere, er det da en god ting i forhold til det arbejdsmarked, som gerne – og jo før jo bedre – helst skulle blive, som det nu skal være, altså på et niveau i Danmark, så vi ikke har den stigende ledighed. Den skyldes jo altså en finanskrise. Det skal vi jo ikke glemme. Det er ikke bare Danmark, der er ramt af det her, men det er altså hele verden.

Den næste spørger er fru Pernille Frahm, værsgo.

Tak. Når nu vi har chancen for at stille fru Pia Kjærsgaard spørgsmål, så gør vi det selvfølgelig ud fra de ting, som undrer os mest. Det var derfor, at skattepakken f.eks. kom op den ene gang efter den anden, for den er så tydeligt et eksempel på, at der ikke rigtig er sammenhæng mellem ord og handling i Dansk Folkeparti.

Nu har jeg hørt hele dagen, at fru Pia Kjærsgaard siger, at der er penge nok ude i kommunerne – der er flere, end der nogen sinde har været. Det er også sådan en historie, som regeringspartierne vandrer rundt med. Men når nu en lang række borgmestre derude siger, at de ikke kan få budgetterne til at løbe rundt, at de ikke kan få pengene til at slå til, når nu 43 ud af 85 kommuner f.eks. siger, at de næste år vil spare på folkeskolen, og når nu en tredjedel af kommunerne siger, at de vil spare på specialundervisningen, synes fru Pia Kjærsgaard så, at det er nok at sige til dem, at der aldrig har været så mange penge ud i kommunerne, som der er nu? Er det virkelig det svar, vi skal give til de børn, der ikke får den undervisning, de har ret til og krav på og brug for – eller hvad?

Værsgo til ordføreren.

Jeg tror ikke, at man skal sige nogle ting, som jeg ikke har sagt, og jeg synes, at retorikken bliver strammet hele tiden hos i hvert fald nogle af ordførerne. Jeg siger overhovedet ikke, at kommunerne har en masse penge, de bare kan skalte og valte med og bruge – det har jeg aldrig nogen sinde sagt. Jeg har bare sagt, at der er blevet tilført flere penge til kommunerne, at folkeskolen i den grad er blevet prioriteret siden 2001, og at der er langt flere medarbejdere ude i kommunerne, ude lokalt, ude i regionerne, end der har været før 2001. Det er en kendsgerning, sådan er det jo bare.

Det, der er den allersidste kendsgerning – og som jeg synes er vigtig – er, at de aftaler, der er lavet, jo er lavet mellem regeringen og kommunerne. Det skal vi heller ikke glemme. Men vi ved jo godt, at hver evig eneste gang der er blevet lavet de aftaler, så er der alligevel kommuner, der siger: Det var en dårlig aftale, vi kan ikke få det til at løbe rundt. Men vi skal jo ikke glemme, at aftalerne er der, og at Folketingets partier også står bag.

Der er yderligere en kort bemærkning fra fru Pernille Frahm.

Jeg vil sige, at jeg ikke tror, at fru Pia Kjærsgaard hørte, hvad jeg spurgte om. Det var i hvert fald ikke det, hun svarede på. Spørgsmålet var, om det var et godt svar at give til de forældre og til de børn, der ikke får den specialundervisning, de har brug for, at der er penge nok. Vi står i en situation, hvor hver tredje kommune fortæller, at de vil spare på specialundervisningen næste år, og hvor over halvdelen af de kommuner, der har indberettet til den her undersøgelse, siger, at de vil spare på folkeskolen. Så spørger jeg, om det er et godt svar at give dem, at der aldrig har været så mange penge som nu derude. Eller har fru Pia Kjærsgaard nogle andre forslag til, hvad vi skal stille op? Vil fru Pia Kjærsgaard f.eks. være med til at kræve, at de får det, de har ret til? Vil fru Pia Kjærsgaard bruge sin enorme indflydelse på den her regering til at prøve at få den til f.eks. at overholde loven? Eller skal vi endnu en gang bare have en svada om, at der masser af penge ude i kommunerne?

Så er det ordføreren.

Det har jeg stadig væk ikke sagt – det vil jeg bare lige pointere. Men det allerbedste svar og det allerbedste råd, man jo kan give, er, at der er kommunalvalg den 17. november, og der kunne det jo altså godt være at danskerne skulle vælge nogle andre repræsentanter end dem, der sidder i øjeblikket. For mange af de kommuner – det kan jeg sådan høre at fru Pernille Frahm henviser til – er altså socialdemokratisk styrede kommuner. Jeg vil bare henvise til Københavns Kommune, hvor det kører ad Pommern til. Der kunne man måske godt trænge til en ændring; jeg håber, den kommer. Men jeg synes bare, at det eneste, vi kan gøre, er at sige til borgerne, at det er deres valg, og at det kunne være, at der skulle prioriteres anderledes; det kunne være, at man lige skulle give det en tanke, om man i den kommune, man er borger i, og hvor man virker og har stemt på politikerne ved sidste valg, skulle stemme anderledes. Det tror jeg faktisk at der er et stort behov for, for præcis de socialdemokratisk styrede kommuner er der, hvor man meget, meget ofte ser og hører, at det går dårligt; det er der, folkeskolen ikke fungerer; det er der, lukkedagene bliver flere, til trods for at de har fået flere penge; det er der, daginstitutionerne ikke fungerer, og det er der, specialundervisningen heller ikke gør det. Det er en sandhed, vil jeg sige til fru Pernille Frahm.

Så er der en ny kort bemærkning fra hr. Morten Østergaard.

Fru Pia Kjærsgaard mente ikke, at regeringen havde mindreværdskomplekser. Man kan selvfølgelig få så lavt et selvværd, at enhver snak om mindreværdskomplekser ville være det rene praleri, og derfor kan det måske være forklaringen.

Jeg synes, at det, som fru Pia Kjærsgaard her i dag forud for et kommunalvalg skylder et svar på, er, hvordan man vil sikre den tryghed i økonomien, som man mener er så vigtig – og det er jeg for så vidt enig i – for den danske økonomi som helhed.

Det hul, der på sigt vil være i de offentlige finanser, er jo af en størrelse, som svarer til, at vi skal lukke hver anden daginstitution eller de største universiteter. Så stort er det hul. Fru Pia Kjærsgaard kan vælge at gennemføre reformer, som vi anbefaler det i Det Radikale Venstre, eller hun kan vælge at indføre enorme skattestigninger, eller også bliver der inden for en kort tidshorisont gennemført markante besparelser på velfærden, og det bliver kommunerne, der skal løse den opgave.

Så hvad er det, fru Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti tænker sig at der skal gøres for at skabe balance i økonomien – højere skat, reformer eller at overlade nedskæringerne til kommunerne?

Så er det ordføreren.

Jo, men der må hr. Morten Østergaard jo bare forstå – og det ved han sikkert også – at De Radikale står sådan ret alene med de tanker, måske lidt sammen med Liberal Alliance. Men ellers er der jo altså ikke nogen partier, der synes, at man midt i en krise skal begynde med store reformer. Jeg fornemmer ligesom, at de der reformer er arbejdsmarkedsreformer på efterlønsområdet, og bortset fra hr. Villy Søvndal er der vist ikke nogen, der på det sidste har nævnt, at der måske kunne være behov for en efterlønsreform. Han blev hurtigt klar over, at det var en fejltagelse at komme frem med det.

Jeg tror altså, det er fornuftigt, at Folketingets partier i, jeg vil næsten sige relativt stor enighed ikke føler, at man lige nu skal begynde at snakke reformer. Der er meget utryghed i det danske samfund lige nu, og min og Dansk Folkepartis vurdering er, at der vil blive større utryghed, når Det Radikale Venstre begynder at snakke om reformer i forbindelse med dagpenge, efterløn osv. midt i en krisetid.

Så er det hr. Morten Østergaard for yderligere en kort bemærkning.

Det var så lidt om, hvad Det Radikale Venstre vil, men det var jeg egentlig udmærket klar over. Det, jeg er optaget af, er, hvad Dansk Folkeparti gerne vil. Det, som ligger fast, er jo, at den økonomiske plan, som regeringen påstår at støtte sig til, nemlig 2015-planen, hænger i laser. Der er et enormt reformbehov. Der er et underskud på et tocifret milliardbeløb på sigt, og det, fru Pia Kjærsgaard skylder svar på, er, hvad Dansk Folkeparti vil gøre. Det er jo en tryghed, der skal skabes for indeværende kommunalvalgsperiode – det er en 2015-plan, og de reformer, der skal gennemføres for at få den til at hænge sammen, skal naturligvis foretages i løbet af den periode, hvis altså ikke det, man går og pønser på, er massive nedskæringer i den offentlige sektor på et sted mellem 10 og 15 mia. kr.

Derfor er det jo, at man, når man år efter år lægger stemmer til finansloven, så skylder et svar til borgerne, kommunalpolitikerne og alle andre på, hvordan man vil få økonomien til at hænge sammen. Det er rigtigt gengivet, at Det Radikale Venstre gerne vil lave reformer, for vi synes ikke om nedskæringer eller store skattestigninger, men hvad er fru Pia Kjærsgaards tanker, og har man en aftale med regeringen om, hvordan man skal få det til at hænge sammen?

Så er det ordføreren.

Jeg kan i hvert fald sige, at man ikke går med tanker om kæmpestore offentlige nedskæringer. Men det følger jo ligesom lidt med det, hr. Morten Østergaard siger med hensyn til reformerne. Det vil jeg bare overlade til Det Radikale Venstre og Liberal Alliance. Sådan er det.

Jeg tror bare, at de ting, som er sat i værk, de ting, som Dansk Folkeparti også ønsker at sætte i værk, nemlig at der bliver skabt flere arbejdspladser, at vi fremrykker offentlige investeringer, at vi har vedtaget erhvervspakker, at vi har lavet bankpakker, at vi har et ønske om, at infrastrukturprojekter, renoveringer af eksisterende vejnet osv. fremskyndes, vil give flere arbejdspladser, og det er det, vi har behov for i en tid med krise og med stigende arbejdsløshed. Det er det, der skal til for at få økonomien på fode igen. Jeg tror, det er det eneste middel. Jeg tror ikke et sekund på, at man skal begynde at drøfte reformer midt i en finanskrise. Det lyder virkelig sygt i mit hoved. Nu har Det Radikale Venstre ikke særlig stor indflydelse, men jeg tror, at dem, der følger med ved skærmen, vil synes, at det, hr. Morten Østergaard siger nu, lyder helt ejendommeligt.

Den næste korte bemærkning er fra fru Özlem Sara Cekic.

Nu er jeg meget spændt på at høre, om ordføreren vil svare på mit spørgsmål. Indtil videre går det jo fantastisk med at svare udenom. Men jeg prøver. Nu sagde fru Pia Kjærsgaard, at mange mennesker har brug for en hjælpende hånd, f.eks. omsorgssvigtede børn. Nu har vi jo lige forhandlet Barnets Reform I for et par dage siden, og der var det jo sådan, at Dansk Folkeparti havde mulighed for at gå ind og skabe en økonomi, der gjorde, at det var muligt at anbringe lille Jonas, der havde blå mærker på kroppen, selv om kalenderen viste oktober, november eller december, hvor kommunekassen var tom. Det sagde Dansk Folkeparti nej til.

Så jeg synes ikke, det er særlig troværdigt at stå her og bilde danskerne ind, at Dansk Folkeparti vil gøre noget for de mest udsatte grupper, når man siger nej til det, når man har mulighed for at gøre det.

Så er det ordføreren.

Jeg tror egentlig, at den enighed, der nu er kommet om Barnets Reform, viser, at det er det rigtige, der er gjort. Jeg har med stor tilfredshed hørt det, Dansk Folkeparti har været med til, og jeg har med stor tilfredshed hørt, at det, regeringen siger den vil gøre i forhold til Barnets Reform, er ting, der vil komme til at virke. Jeg synes egentlig, det er lidt pudsigt – var det i går, man lavede den aftale? – at SF allerede nu kan sige, at det er noget, der ikke kommer til at virke. Det forstår jeg simpelt hen ikke.

Så er det fru Özlem Sara Cekic for yderligere en kort bemærkning.

Jeg prøver igen. Jeg startede med at sige, at det ikke er sikkert, at ordføreren vil svare på mit spørgsmål, og det gjorde fru Pia Kjærsgaard heller ikke, så nu prøver jeg igen. Da vi indgik den aftale med alle satspuljepartier, var det utrolig vigtigt for SF, at der var økonomi til at anbringe børnene. I dag viser tal fra Ankestyrelsen, at når man når slutningen af året, er der simpelt hen ikke penge nok til at anbringe. Det er vel ikke så svært at forstå, at der simpelt hen mangler penge på det her område, hvis det er, at de her børn skal anbringes.

Derfor stiller jeg mit spørgsmål igen: Føler fru Pia Kjærsgaard overhovedet ikke, at Dansk Folkeparti har et ansvar, når de går ind og lægger stemmer til en regering, som også blokerer for at gøre en forskel for de mest udsatte grupper – i det her tilfælde udsatte børn, som bliver sexuelt misbrugt, som bliver udsat for vold, som bliver omsorgssvigtet?

Så er det ordføreren.

Det siger jo sig selv, at det er med tilfredshed fra Dansk Folkepartis side, når der lige er indgået en aftale, hvor Dansk Folkeparti er med. Jeg beklager fru Özlem Sara Cekics beklagelse over det her forlig, som jeg egentlig troede der var sådan relativ enighed om. Men jeg må bare melde hus forbi, når et forlig eller reform, der blev indgået i går, allerede nu kalder på SF's utilfredshed. Det forstår jeg ikke.

Der er yderligere en kort bemærkning, og det er fra hr. Orla Hav.

Jeg tror ikke, at jeg generer fru Pia Kjærsgaard ved at sige, at stilen i ordførertalen jo var, at alle i de svage grupper nu kunne ånde lettet op. Så skal jeg bare spørge på den baggrund: Når prisen på leveret ældremad er steget med 46 pct. over perioden fra 2001 til 2009 i forhold til den almindelige prisstigning på 19 pct., har det så en sammenhæng med Dansk Folkepartis måde at sikre rammerne om den kommunale økonomi på? Når hjælp til rengøring i de ældres hjem er reduceret i perioden fra 2001 til 2006 med 36 pct., er det så et udtryk for Dansk Folkepartis måde at prioritere de ældres vilkår på?

Så er det ordføreren.

Igen: Vi prioriterer jo de ældres vilkår på den måde, vi overhovedet kan, fra Folketingets side, nemlig ved at sørge for, at der hele tiden bliver tilført flere økonomiske midler. Vi gør det også igen i forhold til efterårets finanslovforhandlinger.

Må jeg sige med hensyn til den udbragte mad: Jamen det har vi sådan set med i vores oplæg. Jeg kan forstå, at Socialdemokratiet mener det samme, men der tror jeg bare, at det ender, som det plejer, at det vil være Dansk Folkeparti, der sidder med ved bordet, der får det gennemført, og Socialdemokratiet, der ikke vil være med. Hvem er det så egentlig, der kan sige: Vi gjorde, hvad vi kunne? Og hvem er det, der kan stå her ved den næste store debat og klage over tingene, som man ikke selv var med til at gennemføre?

Med hensyn til det, vi indledte ved sidste års finanslovforhandlinger, hvor vi lagde loft over madprisen på institutionerne, synes jeg, at det er en fremragende idé – og jeg kan forstå, at Ældre Sagen også synes, at det er en fremragende idé – at der også bliver det på den udbragte mad. Som hr. Orla Hav måske vil vide, er det et af de punkter, at vi tager med til finansloven.

Så er det hr. Orla Hav for yderligere en kort bemærkning.

Jeg tror nærmere, at svaret ligger i, at Dansk Folkeparti har en anden prioritering, nemlig det, der har været boret temmelig kraftigt i: bankdirektørernes løn. Jeg skal bare sige, at når man gennemfører en reform på skatteområdet, hvor man fra 2009 giver den bedst aflagte del af befolkningen i gennemsnit 18.000 kr. mere pr. år og den dårligst aflagte del 600 kr. pr. år, er det jo udtryk for, at det er en anden prioritering, man ønsker, og så bliver der ikke plads til udbragt mad eller rengøring til de ældre.

Jeg kan for den sags skyld nævne, at det også kommer til at knibe med at opfylde betingelserne for at give de handicappede nødvendig og ordentlig pleje. Når kommunerne i Region Nordjylland eksempelvis forlods melder ind, at de vil gennemføre en besparelse på 5 pct. af pladsprisen for de alvorligt handicappede, som er anbragt i de specielle institutioner, er det jo et udtryk for, at den prioritering, som Dansk Folkeparti lægger, kommer til skade for de grupper, som man påstår at man varetager interesserne for. Så spørgsmålet var, om ikke partiet snart skulle holde op med at varetage de interesser.

Så er det ordføreren.

Jamen jeg synes faktisk, at hr. Orla Hav i al sin visdom burde være blevet oppe i Nordjylland, som jeg kan forstå stadig væk er prioriteret meget højt i hr. Orla Havs bevidsthed, og have sørget for, at alle de der ting var kommet igennem. Det havde da været meget bedre og meget nemmere end at stå her i Folketinget og brokke sig og i øvrigt ikke have særlig meget indflydelse. Hr. Orla Hav havde måske i virkeligheden haft større indflydelse, hvis han var blevet i Nordjylland.

Jeg må bare sige i forhold til det der med bankdirektørernes løn, at det nu snart begynder at blive komisk. Vi ønsker ikke som S og SF at indføre kørselsafgifter, højere afgifter på slik, cigaretter, og jeg ved ikke hvad. Ahr, nu var der lige det dér, sagde hr. Villy Søvndal, at det ikke gjorde noget, at dem, der var socialt dårligt stillede, var usunde. De skulle have et eller andet tilskud, det er så godt nok ikke med i regnestykket, men jeg kunne ligesom forstå, at det skulle de have, for man er godt klar over, at der sidder nogle, der synes, at det, som SF agter at indføre, er rigtig, rigtig surt.

At man vil lægge højere afgifter på landbruget, tror jeg heller ikke at nordjyderne er særlig glade for, men nu tog hr. Orla Hav det selv med i sin ordførertale. At man ønsker en klimaafgift på 75 kr. pr. flybillet, er nordjyderne heller ikke særlig glade for. Hr. Orla Hav bragte selv Nordjylland ind, men han burde faktisk være blevet deroppe og så have lavet alle de der ting, som han ikke kan finde ud af at lave sammen med den socialdemokratiske folketingsgruppe i Folketinget.

Det var den sidste bemærkning i denne omgang fra fru Pia Kjærsgaard; der er gået 1 time med spørgsmål og svar.

Vi går videre i ordførerrækken, og den næste ordfører er SF's ordfører, hr. Villy Søvndal.

Danmark er i krise, og vores samfund står over for kæmpemæssige udfordringer. Vi oplever i øjeblikket et historisk fald i væksten: Statens underskud eksploderer, vi taber arbejdspladser, vi taber velstand. De lette svar findes ikke, men vi ved, at vi i fællesskab vil kunne finde vej ud af krisen; det kræver slid, det kræver slæb, det kræver politisk mod, og det kræver nytænkning.

Statsministerens tale i tirsdags indeholder mange gode overskrifter. Når det handler om at nedbryde bureaukratiet og om at få de unge væk fra kriminalitet, er vi enige i temaerne. Statsministeren fortjener ros for at pege på problemerne, og i SF bidrager vi gerne konstruktivt til løsninger.

Vi forventer, at regeringen på klimatopmødet her i København kommer med en aftale – ikke en hvilken som helst aftale, men et resultat, der er politisk og juridisk bindende. Det er nødvendigt for at kunne løse problemerne med den globale opvarmning.

Den helt store udfordring ud over det er økonomien, den manglende vækst og den stigende arbejdsløshed. I SF havde vi gerne hørt nogle bud fra regeringen på, hvordan vi skaber ny vækst og forhindrer, at ledigheden bare stiger og stiger, for situationen er jo netop dybt alvorlig. De seneste tal for væksten i dansk økonomi – de kom i sidste uge – blev modtaget med en følelse, der var en blanding af chok og vantro.

Et fald i BNP på 7,2 pct. er langt værre end det, regeringen havde forudsagt, det er værre, end hvad nogen havde forudsagt. Ikke engang den mest pessimistiske og negative økonom kunne forudse, at det ville se så sort ud. Det stiller store krav til politikerne i både oppositionen og regeringen; vi må sammen gøre os umage for at finde veje ud af krisen.

Det er ikke nogen hemmelighed, at vi i SF synes, at regeringen har håndteret krisen forkert og har fejlvurderet krisen fra dag et; regeringen har været sløv og langsom, og den har taget for let på tingene. Lad mig spole bare et år tilbage, nemlig til sidste års åbningsdebat. Der sagde den daværende statsminister, og jeg citerer: Dansk økonomi er sund og stærk.

I dag ved vi alle, at regeringen tog fuldstændig fejl. Sandheden er, at vi er gået fra at være en af Europas sundeste og stærkeste økonomier til at være en af Europas svageste. Solid vækst er afløst af solid tilbagegang, offentlige overskud er afløst af gigantunderskud. Det er ikke alene regeringens ansvar, men det er også regeringens ansvar. Det synes jeg regeringen skulle erkende i dag.

Hver uge kan vi læse om fyringsrunder og om virksomheder, der drejer nøglen om. Industriarbejdspladser, der før summede af maskiner, af aktivitet og af kollegaers småsnak, ligger nu stille og øde hen. Og de omkringliggende lokalsamfund betaler en høj pris for de mange fyringsrunder og lukninger. Det kan de tale med om i både Frederikshavn, Nakskov, Struer og Nordborg.

Heller ikke de kommunalt ansatte går fri. I den kommune, jeg selv bor i, skal der fyres 400 for at få budgetterne til at hænge sammen. Det er direkte regeringens ansvar på grund af de meget stramme kommuneaftaler.

Den officielle ledighed har passeret 100.000, men de officielle tal giver ikke et helt retvisende billede af, hvor mange ledige der faktisk er. Mange optræder nemlig ikke i statistikkerne, fordi de ikke er medlem af en a-kasse og heller ikke kan få kontanthjælp. Det reelle tal er højere, og det mener både arbejdsgiverne og Danmarks Statistik.

Bag de høje tal gemmer der sig mennesker af kød og blod, som f.eks. skibsbyggeren, der har været på Lindø, siden han stod i lære, som lever og ånder for sin arbejdsplads, og som nu står i en usikker og utryg situation, eller som f.eks. murersvenden, som ikke kan få arbejde, selv om skolerne forfalder og der mangler boliger. Det er mennesker, som har knoklet for vores samfund, mennesker, som gerne vil yde en indsats for vores samfund, og de står nu pludselig med en fyreseddel i hånden. Pænt farvel og tak. Og det var dem, om hvem hr. Peter Christensen, Venstres ordfører, sagde, og jeg citerer efter hukommelsen: Alle kan regne med en plads på livets solside, hvis de i øvrigt tager sig sammen. Det var beskeden fra Venstre til de her mennesker.

Jeg synes, vi skylder skibsbyggeren på Lindø og de over 100.000 andre i samme situation, at vi tager krisen mere alvorligt. Den stigende ledighed truer med at rive den trygge hverdag i stykker for mange helt almindelige, hårdtarbejdende familier. Hver eneste gang en borger mister jobbet, må vi som politikere – uanset hvilket parti, vi kommer fra – spørge os selv, hvad der er gået galt. Vi må sammen med virksomheder og fagbevægelse lægge os i selen for at udvikle nye ideer og løsninger, som kan skabe de arbejdspladser, vi alle sammen skal leve af.

Det kan lade sig gøre. Lad mig give et eksempel: Da meddelelsen om lukningen af Lindø kom, foreslog vi, at alle gode kræfter samledes om at sikre arbejdspladser til de tusindvis af mennesker, der nu risikerede at stå uden job. Konkret foreslog vi i SF, at Lindøgrunden skulle bruges til produktion af vindmøller og anlæg til bølgeenergi og i øvrigt være et videncenter. Det blev omgående skudt ned af Venstres beskæftigelsesminister, som sagde, at det aldrig blev til noget. I den her uge mødtes en række af de fremmeste industrifolk med vores forrige statsminister Poul Nyrup Rasmussen for at virkeliggøre ideen.

Bankerne har fået både en bankpakke I og en bankpakke II. I SF bakkede vi det op, fordi det var nødvendigt i situationen. Nu er der brug for en jobpakke. Det skylder vi de lønmodtagere, der er blevet fyret, og de mange, som risikerer meget snart at få en fyreseddel. Det er nu, vi skal sætte gang i energirenoveringer både af offentlige bygninger og private hjem. Det er nu, vi skal sikre risikovillig kapital til virksomhederne i Nordjylland, i Vestjylland, på Lolland og Als, hvor ledigheden har ramt ekstra hårdt. Helt konkret foreslår SF, at renterne fra bankpakke II bruges til statslige lån til virksomheder i de såkaldte udkantsområder. Det er ikke alt, der skal foregå i København og i de andre store byer.

Vi har også i SF fremlagt en række forslag, der skal gøre det nemmere at starte virksomhed op i Danmark. Vi vil gerne skabe et boom for nye iværksættere, for vi ved, at udvikling, nye produkter og arbejdspladser i høj grad opstår i de nye virksomheder, som skabes af iværksættere. Derfor skal staten sikre risikovillig kapital, der skal være til rådighed for iværksættere. Iværksættere skal møde støtte, ikke barrierer og forhindringer. Derfor er der også brug for, at vi rydder op i den regeljungle, der i dag plager iværksættere. Det skal være lettere at starte en ny virksomhed op i Danmark og skabe ny beskæftigelse. Også her må vi have en fælles opgave, hvor vi kan samles på tværs af politiske skel.

Det seneste år er der sket et nybrud i dansk politik: SF og Socialdemokraterne har skabt en alliance, som kan skabe positiv forandring i Danmark. Sammen med Socialdemokraterne har vi fremlagt solide svar på de store udfordringer. På skatteområdet har oppositionen fremlagt gennemarbejdede forslag, der viser, hvad danskerne kan forvente af en ny regering.

Regeringen og Dansk Folkeparti giver med rødvinsreformen store skattelettelser til direktører og advokater. »Fair forandring«, som vi har lavet sammen med Socialdemokraterne, er udtryk for en helt anden tankegang. Vi værdsætter dem, der arbejder, og derfor vil vi lette skatten en smule for almindelige lønmodtagere og give de pensionister, som har arbejde, 5.000 kr. ekstra i pensionstillægget. Vi vil sikre tryghed for boligejerne. Vi vil ikke være med til at hæve boligskatterne eller skære i rentefradraget. Vi vil have flere penge til sygehuse og kræftbehandling, men til gengæld bliver det dyrere at ryge og leve usundt. Vi vil gøre det markant billigere at køre i bus og tog eller købe en miljørigtig bil, men til gengæld kommer det til at koste lidt mere at køre i bilen. »Fair forandring« sikrer også penge til at give de klimarigtige virksomheder et skulderklap. Så sætter vi 2 mia. kr. ekstra af til folkeskolen, fordi vi ved, at Danmarks stærkeste kort i fremtidens globale konkurrence er vores børns uddannelse.

»Fair forandring« er både sundere, den er grønnere, og den giver mere uddannelse end VKO's rødvinsreform, og så er den altså først og fremmest mere fair.

En ny regering skal føre en ny politik, men den skal mere end det. Den skal også føre politik på en ny måde. Danskerne fortjener en regering, som er mere ydmyg over for den magt, som borgerne har tildelt den.

SF har udviklet sig meget i de seneste år. Det har ført til polemik om, hvorvidt SF er blevet mere venstreorienteret eller mere højreorienteret. Jeg vil derfor godt bruge lejligheden til at slå virkeligheden fast: Danmark har fået en ny venstrefløj, som er optaget af at finde nutidige løsninger på nutidens problemer. SF har sammen med Socialdemokraterne skabt noget helt nyt og nødvendigt for Danmark: Vi har skabt en politisk akse, der er åben for alle danskere. Den nye venstrefløj er ikke kun noget, der sker herinde på Christiansborg, men det er summen af alle de mange almindelige danskere, der mener, at denne regering er kørt fast. Vi er parat til at se problemerne i øjnene og komme med nye løsninger, og sammen med de folkelige organisationer, fagforeninger, ungdomsbevægelser og tusindvis af almindelige danskere er vi fast besluttet på at skabe et nyt Danmark. Vi har en plan om forandring, vi har en plan om at skabe resultater. Den nye venstrefløj er her, og vi er her for at forandre.

Tak til ordføreren. Foreløbig er der 15 folketingsmedlemmer, der har meldt sig, og det vil sige, at hvis alle holder sig til tiden med 1 minut til spørgsmål og 1 minut til svar, kan alle 15 nås.

Jeg læser lige op, hvem jeg har noteret foreløbig: Frank Aaen, Henriette Kjær, Pia Kjærsgaard, Hans Christian Schmidt, Louise Schack Elholm, Vivi Kier, Gitte Lillelund Bech, Kristian Thulesen Dahl, Jacob Jensen, Søren Espersen, Ellen Trane Nørby, Torsten Schack Pedersen, Karsten Lauritzen, Peter Skaarup og Hans Kristian Skibby.

Det er dem, der foreløbig er på listen. Er der nogen, jeg har overset umiddelbart? Det er der. Hr. Simon Emil Ammitzbøll kommer under alle omstændigheder på listen på et passende tidspunkt.

Den første er hr. Frank Aaen, værsgo.

Tak. Nu talte hr. Villy Søvndal om den nye venstrefløj, og vi håber bestemt også, at den nye venstrefløj – hvis vi skal bruge det udtryk – vinder næste valg sammen med os andre, sådan at vi får et skifte i dansk politik, ingen tvivl om det. Det arbejder vi hårdt på.

Men en del af den nye venstrefløj, som hr. Villy Søvndal er i nu, går altså ind for, at vi skal købe nye kampfly. Det forstår jeg sådan set ikke. Og derfor kunne jeg godt tænke mig at spørge hr. Villy Søvndal om, hvor mange nye kampfly Danmark skal investere i, og hvad de skal bruges til.

Så er det ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Jeg mener nu, at det er en forkert beskrivelse. Det, som faktisk lykkedes i forsvarsforliget, var for det første at få nedbragt antallet af kampfly fra – hvis jeg husker rigtigt – 48 til 30. Det kaldte vi engang nedrustning på venstrefløjen, når den slags lykkedes. For det andet udskød vi samtidig beslutningen om, hvornår der skal købes nye kampfly, fordi de nuværende F-16-fly kan levetidsforlænges, og det er nemmere, når man ikke har så mange af dem. Så jeg tror, at vi har bidraget til at undgå den beslutning, som jo har tegnet sig i nogle år, nemlig at der skulle købes de der nye amerikanske JSF-fly – den beslutning er udskudt.

Hr. Frank Aaen for yderligere et spørgsmål.

Jamen det ændrer jo ikke ved, at SF har skrevet under på, at der skal anskaffes 30 megadyre kampfly, som vil koste et stort milliardbeløb. Og så den anden del af mit spørgsmål: Hvad skal de bruges til? Altså, har Danmark brug for nye kampfly? Det synes jeg da godt at vi kunne få et svar på her i debatten. Hvorfor skal vi bruge så mange milliarder på ting, der er bedst egnet til krig eller kun er egnet til krig? Hvad er formålet?

Så er det ordføreren.

Men igen: Præmissen er forkert, der er ikke skrevet under på køb af nye kampfly. Der var nogen, der havde et ønske om, at der blev skrevet under på køb af nye kampfly, men det blev der ikke. Det var måske en af fortjenesterne, ved at SF indgik, at der netop ikke blev skrevet under. Men det er rigtigt, at det, der skete, var, at man fik nedbragt antallet, og dermed kan man måske – det ved jeg ikke, jeg er ikke forsvarsordfører – i højere grad levetidsforlænge de nuværende F-16-fly, vi faktisk har. Men det er klart, at vi ikke har et ønske om at bidrage til gigantisk oprustning – det er jo en kendt sag, hvor SF står i det her.

Den næste korte bemærkning er fra fru Henriette Kjær.

Det var spændende at høre om, at Danmark har fået en ny venstrefløj. Vi må også sige, at det har betydet, at SF for at nå dertil har foretaget så mange kovendinger, at vi snart bliver nødt til at melde partiet til dyreværnet. Men inden vi når dertil, kunne jeg godt tænke mig at høre, om man også er gået fuldstændig væk fra at have en holdning til klima- og miljøpolitik. Der var ikke meget af det i talen, og det er også forsvundet lidt i den nye skatteplan, man har lavet sammen med Socialdemokraterne. Op til lanceringen af den skatteplan, som S og SF har lanceret, talte man meget om, at det skulle være en grøn skattereform. Så viser det sig nu, at man med lidt held kan kalde den vissengrøn, for ifølge de beregninger, der er kommet, viser det sig, at skattereformen ikke i sig selv vil give nogen betydelig reduktion af Danmarks CO 2 -udledning; den vil nærmere medføre en stigning som følge af den almindelige økonomiske vækst. Det synes jeg egentlig slet ikke harmonerer med det, SF tidligere sagt.

Så er det ordføreren.

Til det første, nemlig diskussionen om SF som en ny og stærkere venstrefløj, end vi har set før, vil jeg simpelt hen bare sige, at det tror jeg også fru Henriette Kjær selv er opmærksom på. Jeg husker fru Henriette Kjærs udmelding efter det konservative landsråd sådan, at der var en helt anden, stærk modstander, end der var for 1 år siden. Jeg synes egentlig, at det er ærligt, at man anerkender: Ja, den alliance, Socialdemokratiet og SF har lavet – og også De Radikale har meldt ud, at de ønsker fru Helle Thorning-Schmidt som statsminister, ønsker at være en del af alternativet i Danmark – stiller selvfølgelig alternativet langt, langt stærkere, end det stod før, så det tror jeg at vi er enige om.

Så er det rigtigt, at for at nå dertil er man selvfølgelig nødt til at bøje sig mod hinanden, og jeg vil godt erkende, at jeg er villig til at bøje mig utrolig langt for at sikre, at vi ikke længere har en regering, der på alle punkter er i færd med at sætte Danmark i stå. Jeg er villig til at strække mig utrolig langt for at sikre, at vi efter næste valg har en regering, der igen er i stand til at skabe håb om en bedre fremtid, at skabe forandring i det her samfund. Så det er ikke nogen anklage, at vi forsøger at nå hinanden, det er en nødvendig del af politik.

Så er det fru Henriette Kjær for en sidste kort bemærkning.

Der snød hr. Villy Søvndal mig altså, for jeg spurgte, om jeg ikke kunne få en kommentar til, at den skattereform, man har fremlagt sammen med Socialdemokraterne, overhovedet ikke er grøn, mens man har sagt , at man vil føre en grøn politik – og det er der altså ikke tale om.

Men nu, hvor vi er ved alle de her kovendinger, man har måttet foretage for at nå dertil, hvor man er i dag, kunne jeg faktisk godt tænke mig, at man foretog endnu en. Nu talte hr. Villy Søvndal jo så varmt og rørende om, hvordan vi skal få skabt nye virksomheder, hvordan vi skal støtte iværksætteri og andet, kunne vi så ikke få droppet det forslag i S og SF’s skattereform, der handler om at hæve selskabsskatten? Det er jo at lægge gift ud for de virksomheder, hr. Villy Søvndal taler så rørende om.

Så er det ordføreren.

Nej, det er det ikke, for fru Henriette Kjær ved jo godt, at dem, der betaler virksomhedsskatten i Danmark, er dem, der opererer ude i Nordsøen, og bankerne og de finansielle institutioner. Det er dem, vi rammer. Jo, det er det da, det er en kendt sag. Det har finansministeren jo selv besvaret et spørgsmål om.

Det andet er et spørgsmål, jeg ikke nåede sidst, og det beklager jeg – om det grønne i SF's politik, som ikke var med i min tale. Der tror jeg lige, at fru Henriette Kjær skal genlæse, hvad jeg sagde. Der er faktisk rigtig meget grønt i det, hvor vi kæder nye arbejdspladser sammen med klima, og hvor jeg oven i købet indleder med et håb om, at vi når rigtig langt med forpligtende aftaler i København.

Kigger man på den aftale, vi har lavet, er det grønne islæt i den jo, at vi lægger en betalingsring rundt om København, at vi præmierer det at anvende kollektiv trafik ved at sænke billetprisen. Men det er klart, at vi jo ikke har klaret hele verden med det udspil, »Fair Forandring«, vi er kommet med. Vi skal nok komme med stribevis af udspil også på det grønne område, det lover jeg for, det føler vi os forpligtet til som Danmarks grønne parti.

Så er det fru Pia Kjærsgaard.

Jeg skal bare lige have en præcisering, for det er vigtigt, når det drejer sig om hr. Villy Søvndal og SF i forhold til efterlønnen. Det er jo sådan, at der er indgået et forlig. En række partier, Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og regeringen har indgået et forlig om efterlønnen, og det tror jeg er godt, igen set i lyset af den tryghed, der helst skal være hos den danske befolkning specielt i disse tider.

Der vovede hr. Villy Søvndal sig lidt langt ud, det sker jo en gang imellem, i Dagbladet Børsen, jeg tror, det var for 14 dage siden – 10 dage siden, det var helt nøjagtigt den 29. september, så så lang tid siden er det ikke – hvor Børsens journalist siger: I vil i princippet gerne være med til at ændre efterlønnen? Ja, men vi har ikke noget stort behov for det, siger hr. Villy Søvndal. Altså, jeg må sige, jeg undrer mig lidt over, at SF overhovedet har gjort sig tanker, for det er i hvert fald modsat af det, vi tidligere har hørt SF sige og stå for. Men sådan er der jo så meget. Jeg vil spørge hr. Villy Søvndal, om det var en smutter, eller om det sådan ligger i det der, der hele tiden foregår i SF, hvordan man nu hele tiden skal ændre politik.

Så er det ordføreren.

Jeg er rigtig glad for spørgsmålet, så tak for det. Det, jeg bliver spurgt om i artiklen, er, om efterlønnen er hellig for SF. Det er jo en kendt sag, at vi hele tiden har syntes, at modregningen i efterlønnen er udformet på en måde, så den lavtlønnede bliver ekstremt hårdt modregnet i det nuværende system. Derfor har vi hele tiden haft et ønske om, at man fik lov til at arbejde mere ved siden af efterlønnen.

Når jeg så bliver spurgt, om SF vil ændre på efterlønnen, troede jeg egentlig, at det var så almindeligt kendt i hele verden, at SF er modstander af forringelser i efterlønnen, men tilhænger af de her forbedringer. Det har vi brugt rigtig mange år på at melde ud, så det var grunden til, at jeg syntes, at der var noget afstand mellem den overskrift, der var, og så det, jeg faktisk gav udtryk for.

Så er det fru Pia Kjærsgaard for yderligere en kort bemærkning.

Der er mange ting at sige til det: Godt forsøgt og – undskyld tiltaleformen – hvordan synes du lige selv det går? Altså, den holder ikke en meter. Det er jo skrevet oppe fra en af spindoktorerne i SF's pressetjeneste, eller hvor de nu befinder sig, fordi hr. Villy Søvndal med garanti vidste, at han ville blive stillet det spørgsmål i dag. Godt forsøgt, men den går ikke, det er der ikke en levende mors sjæl, der tror på, vil jeg sige til hr. Villy Søvndal. Den er for tyk, ganske enkelt for tyk.

Lad mig så også sige, at det jo ikke er længere siden end lige før den 29. september, nemlig den 24. september – og det er igen det der med forliget om efterlønnen – at hr. Villy Sohn til Ritzau siger: Vi er ikke en del af forliget om efterlønnen. Det er De Radikale – et hug til De Radikale igen, igen – og dermed har de bundet sig til et dagpenge- og efterlønssystem, som rækker mange år frem, men vi går ikke til forhandlinger hverken med trusler eller tabuer.

Altså, der er godt med luft hos hr. Villy Søvndal og SF. Er det ikke rigtigt?

Så er det ordføreren.

Jeg tror, fru Pia Kjærsgaard kom med en fortalelse. Villy Sohn er for mig en ikke kendt person. Jeg kender to andre, men de mikser navnene anderledes, men fint nok.

Jeg skal lige komme med en lille rettelse. Fru Pia Kjærsgaard spurgte, om det var spindoktorerne i SF. Nej, nej. Altså, jeg vil gætte på, at vi har cirka lige så mange, som man har i Dansk Folkeparti. Man har tidligere spurgt, om ikke vi skulle stille dem op på linje og prøve at se, hvem der havde flest. Det tilbud står stadig væk ved magt.

Når det gælder spørgsmål om efterløn og dagpenge, er det jo en kendt SF-position, at SF aldrig kunne drømme om at gå ud og forringe forholdene. Derfor var vi som bekendt ikke med i efterlønsforliget i 1997. Derfor var vi heller ikke med i det næste. Vi deltager ikke i forringelser af dagpenge, af efterløn. Det tror jeg at alle – måske med undtagelse af fru Pia Kjærsgaard – i det her land ved.

Så er det hr. Hans Christian Schmidt for en kort bemærkning.

Tak for det. Jeg har jo også siddet og lyttet til hr. Villy Søvndal, og jeg kan forstå, at man nødig vil lave nogen forringelser, og derfor må jeg så måske også forstå det sådan, at hr. Villy Søvndal har fortrudt, at man er gået ind og har lavet det her oplæg, som jeg tror man er kommet til at kalde »Fair forandring«, og jeg er nok nødt til at sige, at det må være noget, man har for sig selv, for jeg tror ikke, der er noget, man vil kunne nikke genkendende til ude i befolkningen.

Jeg er bare nødt til at sige: Er det så noget, hr. Villy Søvndal har fortrudt: at man er kommet til at ramme de svageste skuldre? Eller var det meningen? For det, der står tilbage, er jo, at helt almindelige borgere bliver ramt af »Fair forandring« i en tid, hvor de vel næppe synes, det er noget, de har behov for. En ting er, at SF, Socialistisk Folkeparti, eller hvad vi nu skal kalde det, gerne vil gøre det dyrere at komme på arbejde, men jeg forstår, at hr. Villy Søvndal selv har sagt til pendlerforeningens formand, tror jeg det var, at man så måtte se lidt på det. Men tidligere har vi jo hørt, at fru Helle Thorning-Schmidt har sagt, at der ikke rigtig kan ændres på noget. Hvor er vi henne? Er det, fordi hr. Villy Søvndal har fortrudt?

Så er det ordføreren.

Det er klart, at vi kan lægge forskelligt i det udtryk, der hedder helt almindelige borgere. Da det her skatteoplæg blev introduceret, havde de et glimrende billede i TV 2 i udsendelsen om aftenen, hvor de havde været oppe ved Rungsted Havn. Der havde de truffet to mennesker. De havde truffet en meget vellønnet mand med en årsløn på 1,8 mio. kr., der sad på et skib til 8,5 mio. kr. Han ville blive ramt af det her, og han syntes, at det var uretfærdigt. Så havde de fundet en, der hed Pibe-Per; han havde ikke ret mange penge, han havde f.eks. ikke været på ferie i 20 år. Han ville vinde på vores oplæg, og derfor var han meget begejstret ved udsigten til, at det her blev gennemført.

Man kan forsøge at lave mange spinhistorier fra Venstres side, men man kan ikke benægte, at virkningen af det her solidt er, at dem i toppen af samfundet er dem, vi tager fra, til gengæld for at flytte pengene over til dem, der ikke har så mange: almindelige hårdtarbejdende lønmodtagere, folk, der er gået på pension, folk på overførselsindkomster. Det er en indlysende sandhed i den måde, det her er skruet sammen på.

Så er det hr. Hans Christian Schmidt for yderligere en kort bemærkning.

Havde hr. Villy Søvndal fortsat med at se fjernsyn den aften – for det var en god aften – så havde han også kunnet se to folk, der arbejdede på et bryggeri i Fredericia. Den ene kom fra Sønderjylland og skulle køre fra Sønderborg til Fredericia, og på spørgsmålet om, hvad det ville betyde, kunne han i hvert fald regne ud, at det var en formue. Og han havde ikke brug for at få registreringsafgiften halveret, han havde en ny bil, og dér – hr. Villy Søvndal kender lidt til det område – har man jo ikke så mange penge, så man kan godt have en bil længere end i 5 år. Det skal man lige forstå. Jeg kan forstå, at man har regnet med, at bilen normalt efter 5 år må være tjenlig til at blive skiftet ud, men sådan er det jo ikke alle steder i landet.

Jeg er bare nødt til at sige, at hvis hr. Villy Søvndal havde fortsat, ville hr. Villy Søvndal også har set, at vedkommende sagde i fjernsynet, at han tidligere havde stemt SF, men det ville han ikke gøre mere; nu ville han finde nogle, der varetog hans sag. Sådan er det med fjernsynsudsendelser. Jeg ved ikke, hvor meget man skal lægge i det. Jeg er bare interesseret i at få at vide, om hr. Villy Søvndal har fortrudt, at der med det her forslag, »Fair forandring«, vil blive lagt flere byrder på de svage skuldre.

Så er det ordføreren.

Nej, det har Villy Søvndal ikke fortrudt. Villy Søvndal er meget begejstret for det oplæg, vi har lavet, om fair forandring, som betyder, at vi i forhold til miljøet vil tage vare på det, fru Henriette Kjær spurgte om, nemlig sikre, at vi flytter til kollektiv trafik de steder i landet, hvor det er muligt. Og så anerkender vi, at der er områder i landet, hvor man ikke kan flytte, og der har vi til gengæld brug for at få skiftet den gamle bilpark ud med en mere miljørigtig bilpark. Det er derfor, vi vil halvere registreringsafgiften fra starten og så give 5 år til at få skiftet bilen ud.

Jeg er også meget tilfreds med det, vi vil gøre på sundhedsområdet, hvor vi vil beskatte de usunde ting for så til gengæld at få et bedre sundhedsvæsen. Jeg er også meget tilfreds med det, vi vil gøre for at sikre, at vi får en bedre folkeskole. Det er der i sandhed brug for.

Alt i alt er det jo et projekt, vi har lavet i et samarbejde med Socialdemokratiet – jeg vil jeg godt kvittere for det – og som vi synes er rigtig godt. Det kan godt være, at hr. Schmidt kan glæde sig over en enkelt ting, og det skal være ham vel undt, men i alle de målinger, jeg har set om det, synes folk faktisk også, det er en god idé.

Det her har jo også noget at gøre med at turde i politik, det er noget med at turde forandre og at turde designe en ny fremtid.

Den næste korte bemærkning er fra hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Jeg vil fortsætte der, hvor fru Pia Kjærsgaard slap, fordi jeg synes, at hr. Villy Søvndal slap for let. Man er virkelig på grænsen af, hvad der er rigtigt og forkert i forhold til diskussionen om efterløn. For hvad var det egentlig, der blev sagt til Børsen for kort tid siden om efterlønnen? Reformer på sygefravær, spildtid i trafikken, afbureaukratisering af den offentlige sektor og flere igennem uddannelsessystemet bør være nok til at hente den ekstra arbejdskraft, der bliver brug for i fremtiden. Så kommer det, bare så hr. Villy Søvndal også husker det:

Men hvis der skal mere til, har SF principielt ikke noget imod at se på efterlønnen.

Sådan sagde hr. Villy Søvndal til Børsen.

Jeg går ikke ud fra, at det, man er villig til at se på, er ting, der gør, at efterlønnen æder endnu mere arbejdskraft, når man lige har sagt, at man ville skaffe arbejdskraft. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi i Liberal Alliance var meget lykkelige, da vi så den her melding fra hr. Villy Søvndal. Vi tænkte: Nu er der endelig mulighed for at komme lidt videre med diskussionen af, hvordan vi skal sikre fremtidens velstand. Men kan hr. Villy Søvndal i det mindste ikke indrømme, at man i de der 4 timer i september faktisk havde en reformvilje i SF, som man så ikke har længere, i stedet for at komme med den der udenomssnak?

Så er det ordføreren.

Tværtimod. Der er jo en fremragende sammenhæng i netop at nævne de fire eksempler. Det, jeg nævner i interviewet, er i diskussionen om, hvordan vi skaffer mere arbejdskraft. Der er nogle indlysende ting, man bør tage fat på. Vi har et uddannelsessystem, der kaster halvdelen væk i erhvervsskolerne, inden de har afsluttet deres uddannelse. Tænk, hvor meget rigere det her samfund ville blive, hvis de afsluttede deres uddannelse. Ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd spilder vi 30.000 mandetimer rundt om København, fordi folk holder i kø. Tænk, hvor meget rigere vi kunne blive, hvis det ikke var tilfældet. Så er der en ekstremt voksende kurve over antallet af mennesker, der bliver syge af stress og af at arbejde. Tænk, hvis vi tog fat på det. Så er der mulighed for at afbureaukratisere den offentlige sektor. Tænk, hvis vi tog fat på det.

Så nævner jeg i forlængelse af det efterlønnen, men det er jo, fordi der er mennesker, der ellers gerne ville arbejde, men ikke gør det, fordi præmien er så lille, når man bliver modregnet så hårdt, som man bliver under den nuværende efterløn. Det er derfor, der også er arbejdskraft i vores forslag om at sikre, at modregningen i efterlønnen ikke er så hård, som den er under det nuværende system. Og så er der fuldstændig logisk sammenhæng i det, jeg fremfører.

Hr. Simon Emil Ammitzbøll for yderligere en kort bemærkning.

Der er da flere af de målsætninger, som man kun kan være enig i, og jeg tror ikke, at det er der, uenigheden skiller. Men der er en ting, jeg ikke helt forstår ved svaret. Jeg synes, at jeg i 15 år eller sådan noget har hørt på, at hr. Villy Søvndal har sagt, at folk på efterløn var folk, der var nedslidte. Nu skal de arbejde noget mere. Kan man bestemme sig? Er det folk i den arbejdsduelige alder, der i virkeligheden burde forsørge sig selv, eller er det folk, som skal forsøges af det offentlige?

Sandheden er den, at det jo er de svage grupper, som SF påstår de er talerør for, som er de største ofre, fordi man ikke laver reformer af efterlønnen, af dagpengene, af folkepensionen. Vi burde have en senere tilbagetrækningsalder, så vi kan skaffe den relevante arbejdskraft i fremtiden. Det er det, der gør, at vi får råd til et ordentligt sundhedsvæsen og ordentlige skoler. Det er det, der gør, at der er ordentlige forhold for især almindelige mennesker og de allerdårligst stillede. Det er i forhold til dem, der bliver sparet. Bankdirektørerne og rødvinsdrikkerne, eller hvem det er, hr. Villy Søvndal taler om, skal nok have råd til at betale for sig selv. Næh, ofrene bliver ganske almindelige danskere.

Så er det ordføreren.

Jeg er enig i den grundbetragtning om, at folk, der er direktører, advokater – som Ny Alliance tiltrækker i stor grad som vælgersegment – helt suverænt selv bestemmer, hvornår de slutter. De har så mange penge, at de ikke behøver at have forskellige ordninger for at beslutte, hvornår de holder op på arbejdsmarkedet. Men den nedslidte 3F'er, den nedslidte murer, de, der har haft de hårde, slidsomme job, havde ingen mulighed, hvis efterlønnen ikke var der. Så var muligheden alene reserveret gruppen af kernevælgere hos Ny Alliance. Det er derfor, vi slås så ihærdigt. Det er ikke for at forringe , ikke for at afskaffe, men for at forbedre efterlønsordningen.

Men det er jo klart. Vi repræsenterer forskellige sociale grupper i det her samfund, og derfor er der også meget logik i, at Ny Alliance har de synspunkter, man har. Undskyld, Borgerligt Centrum er det. Næh, i øjeblikket: Liberal Alliance. Undskyld.

Den næste korte bemærkning er fra fru Louise Schack Elholm.

Det lyder så flot med alle disse oplæg, som SF lægger frem sammen med Socialdemokraterne, men faktum er, at det er med SF som med en snurretop: SF rykker sig ikke ud ad stedet, selv om SF kører rundt med en masse oplæg.

Et eksempel er udlændingepolitikken. SF og Socialdemokraterne har meldt ud, at der ikke kan rokkes ved udlændingepolitikken, men De Radikale er åbenbart af en anden opfattelse. Fru Margrethe Vestager udtaler i P1 den 12. september 2009, og jeg citerer:

Altså, den måde, som VKO i øjeblikket fører asylpolitikken på, har vi jo allerede aftalt at der skal ændres på. Citat slut.

Fru Margrethe Vestager er af den klare opfattelse, hvilket fremgår tydeligt, at der er en aftale med SF og Socialdemokraterne om en anden udlændingepolitik. Så jeg vil gerne høre hr. Villy Søvndal: Hvordan vil SF og Socialdemokraterne ændre VKO's udlændingepolitik?

Så er det ordføreren.

Må jeg ikke først kvittere for, at jeg er enig med spørgeren i, at der kommer rigtig mange flotte S-SF-oplæg i øjeblikket? Det glæder mig, at man også deler den opfattelse i Venstre, og jeg tror godt, jeg også kan bebude, at der vil komme flere, så der er noget at glæde sig til og se frem til.

Så er jeg glad for, at Venstre er kommet ud af den der tvangstankegang om hemmelige aftaler, men det kan være, at den vender tilbage i løbet af eftermiddagen. For det, vi vil på asylområdet, er jo ikke hemmeligt. Det blev offentliggjort i august måned sidste år på et fælles pressemøde mellem S og SF, og det står i den fælles integrationsaftale, hvad det er, vi vil på asylområdet. Og det er helt rigtigt opfattet, at vi ikke synes, at man skal fastholde mennesker i en asyllejr under de forhold, man har gjort det i 9-10-11 år. Det er derfor, vi har lavet en fælles aftale om, at man efter et halvt år skal have lov til at bo og arbejde i samfundet.

Men bare så det ikke trigger nogle Venstrefolk: Det her ikke nogen hemmelig aftale, det kan læses i aftaleteksten, og vi skal nok sørge for, at man får den tilsendt, så man ikke kommer til at udvikle teser om, at det nok er et eller andet hemmeligt, vi går rundt med, for det er det ikke. Det er offentligt.

Der er endnu en kort bemærkning fra fru Louise Schack Elholm.

Jeg kan berolige ordføreren med, at jeg sagde, at det lyder så flot – jeg sagde ikke, at oplæggene var flotte.

Med den lille korrektion vil jeg så gå videre. Jeg har godt opdaget, at det er Socialdemokraterne og SF, som har fremlagt en udlændingepolitik, men De Radikale står jo ikke bag, og De Radikale har jo tydeligvis en helt anden opfattelse af, hvad det er for en udlændingepolitik, der skal føres, hvis der kommer et flertal med De Radikale. Jeg vil gerne høre, hvad det er for en aftale, man har lavet med De Radikale, om, hvad det så er, man skal kunne give sig på for at kunne sikre et flertal.

Så er det ordføreren.

Det tror jeg da at vi vil snakke med De Radikale om, når vi når så langt. Jeg kan ikke forestille mig – men det må man jo spørge De Radikale om, når vi når dertil – at De Radikale ikke synes, det er et ubestrideligt fremskridt at sikre, at mennesker, når de har opholdt sig et halvt år i et asylcenter, så ikke skal være der længere. Jeg er helt sikker på, at vi meget hurtigt og let bliver enige med De Radikale om, at det er en rigtig god idé.

Den næste for en kort bemærkning er fru Vivi Kier.

Tak. Jamen jeg er også en af de her ordførere, der gerne vil vende tilbage til den her efterløn, for da jeg tirsdag den 29. september åbner Børsen om morgenen, læser jeg jo også, at hr. Villy Søvndal giver udtryk for, at man i forbindelse med at skulle skaffe arbejdskraft fremover er villig til at gå ind og kigge på efterlønnen. Det gik jo så ikke så lang tid, så blev det ligesom trukket lidt tilbage, og i hvert fald dementerede man, at man overhovedet ville kigge på det, da vi nåede til Dansk Industris topmøde omkring frokosttid. Næste dag så vi jo så Socialdemokraternes politiske ordfører være ude at sige, at en S-ledet regering på ingen måde ville forringe efterlønnen.

Nu hørte jeg, at hr. Villy Søvndal tidligere i et svar sagde, at man fra SF's side var villig til at bøje sig rigtig langt, og så spørger jeg bare, om man fra SF's side er villig til er bøje sig så langt, at man bliver en filial af S, eller om man tegner sin egen politik.

Så er det ordføreren.

Nej. Altså, det, jeg bliver spurgt om, er, om vi har lyst til at blive en filial af S. Nej, det har vi ikke. Vi har det rigtig godt med S; vi synes, at vi har et rigtig godt S og et rigtig godt SF, men det, der nogle gange sker, er, at summen af to bliver endnu stærkere end de to, og det synes jeg er det, der er ved at ske i det samarbejde, vi laver. Det var også det, De Konservatives ordfører var meget opmærksom på på De Konservatives landsråd, altså at der var kommet en ny og for de borgerlige farlig modstander i dansk politik, nemlig alliancen S og SF. Det tror jeg er en fuldstændig rigtig vurdering.

Men den alliance er netop stærk, fordi den består af to selvstændige partier, og vi har ingen planer om en fusion. Det gætter jeg i øvrigt på at De Konservative heller ikke har med Venstre.

Så er der yderligere en kort bemærkning fra fru Vivi Kier.

Jamen jeg vil så lige prøve at springe til et helt andet emne, socialpolitikken. Vi har jo fulgt, at bl.a. SF synes, at det nu skal lovliggøres at ryge hash på offentlige, velindrettede hashcafeer. Og det allerseneste er så, at vi har set, at man fra SF's side også ønsker at forbyde folk at købe sex. Intentionerne i det kan man måske være enig i, men jeg synes, at det er nogle lidt mærkelige socialpolitiske tiltag, der tages, så jeg vil gerne spørge: Tror SF virkelig på, at man ved at forbyde køb af sex kan afskaffe al prostitution?

Det andet spørgsmål er: Har man fra SF’s side overhovedet sat sig ind i, hvad det her har betydet i Sverige? Man ser igen og igen mere og mere lyssky prostitution, hvor de prostituerede virkelig får det svært, og hvor det bliver svært at komme ind og hjælpe dem med sociale tiltag. Synes SF, at en lovliggørelse af hash og et forbud mod købesex er sociale tiltag, der hjælper vores virkelig udsatte borgere?

Så er det ordføreren.

Med hensyn til prostitution synes vi, at den store bekymring er, at København og Danmark er ved sådan at blive et mekka for sexindustrien. Vi oplever i stigende grad handlede kvinder komme til Danmark fra Balkan og fra afrikanske lande. Der er nogle, der forsøger at tegne sådan et romantisk billede af det her, at det er noget, nogle kvinder gør, fordi de gerne vil tjene penge på den måde. Jeg tror, at det er et fuldstændig fortegnet billede i forhold til den rå handel med kvinder, der sker. Det er dybt bekymrende, og den bekymring tror jeg at den konservative ordfører deler. Det vil vi så gerne gøre noget ved, og det er derfor, vi foreslår et forbud mod det.

Med hensyn til handelen med hash er overvejelsen jo, om den linje, vi forfølger, betyder, at vi lander den her handel hos hårde kriminelle grupper, om det er en del af forklaringen på den bandekrig, der udspiller sig, og om vi kan få adskilt de hårde og de bløde stoffer. Vi har foreslået her i Folketinget, at vi nedsatte en kommission til at undersøge de her spørgsmål, og det tror jeg egentlig at vi alle sammen kunne blive lidt klogere af, også at undersøge eksempelvis de hollandske erfaringer på godt og ondt og så bruge de oplysninger, vi får fra sådan en kommission, til at tage en endelig beslutning.

Så er det hr. Karsten Lauritzen for en kort bemærkning.

Nu ville min kollega ikke rose SF og Socialdemokratiet for deres oplæg. Det vil jeg i hvert fald godt, jeg vil også rose opsætningen. Det er sat flot grafisk op. Men når man så nærlæser indholdet og sammenligner med, hvordan der bliver stemt i Folketingssalen, kniber det lidt.

Det vil jeg godt tage lidt fat på og spørge hr. Villy Søvndal om det fælles udlændinge- og integrationsoplæg, som SF og Socialdemokratiet var enige om i august måned. Der står jo i det, at man, hvis man skulle komme i regering på et tidspunkt, vil fastholde 24-års-reglen og tilknytningskravet. Men som jeg har forstået det på SF tidligere og på hr. Villy Søvndal i en tidligere debat her i salen, har hr. Villy Søvndal det sådan, at hvis der kommer en afstemning om et beslutningsforslag her i salen, som afskaffer 24-års-reglen, vil hr. Villy Søvndal og den samlede folketingsgruppe i Socialistisk Folkeparti stemme for det forslag. Hvad er det præcis, hr. Villy Søvndal vil med 24-års-reglen? Vil man afskaffe den, eller vil man fastholde den?

Så er det ordføreren.

Igen er jeg rigtig glad for spørgsmålet. Jeg forstår i øvrigt ikke, at det ikke er forstået endnu, for jeg synes, at vi har sagt det rigtig mange gange, men vi prøver endnu en gang med det håb, at det så lykkes. Vi er modstandere af 24-års-reglen og tilknytningskravet, fordi vi synes, at det er regler, der rammer i flæng.

Men vi har lavet et politisk kompromis med Socialdemokratiet om et 14-punkts-integrationsprogram, og vi synes, at de 13 af punkterne er fremragende rigtige punkter. Og når man laver et kompromis, så giver man og tager man. Det, vi har givet, er, at der ikke bliver ændret på hverken 24-års-regel eller tilknytningskrav, hvis der kommer en ny regering.

Så er det hr. Karsten Lauritzen for yderligere en kort bemærkning.

Det er jo fuldstændig fair at sige, at man har indgået et politisk kompromis, men hvis det skal bruges til noget, skal man så ikke også føre det ud i livet? Hvorfor vil hr. Villy Søvndal så ikke sige: Jamen vi går ind for 24-års-reglen, vi vil fastholde den, og vi vil selvfølgelig ikke være med til at afskaffe den, hvis der skulle komme en mulighed for det? Der er åbenbart ikke sådan en mulighed, for Socialdemokratiet er tilsyneladende så fast i kødet, at man kan få hr. Villy Søvndal overbevist om, at man skal bibeholde en 24-års-regel. Man kan vel ikke med god smag i munden sige, at man ønsker at fastholde 24-års-reglen, men så stemme på knappen nede i Folketingssalen for at afskaffe den? Kan hr. Villy Søvndal ikke forstå, at der er nogle almindelige borgere, som måske ikke følger så meget med i politik og i, hvordan det er skruet sammen, som synes, at det er lidt forvirrende?

Så er det ordføreren.

Nej, det tror jeg ikke, for jeg tror, at borgerne bredt set måske oven i købet er klogere end Venstres ordfører på det her punkt. Jeg tror sagtens, at de kan forstå, at når man laver et kompromis og en aftale, overholder man selvfølgelig en aftale, og så har man givet og taget. Det er det, vi har givet.

Må jeg nævne, hvad begge partier synes er rigtig flot ved det, vi har lavet. Det er afskaffelse af de lave satser, kontanthjælpsloft og starthjælp. Det er en indsats i forhold til de betrængte boligområder, hvor vi får hjulpet de børn og voksne, der har det dårligt der. Det er et tilbud til de unge, der i dag ikke får tilbud om job og uddannelse. Det er det, at man skal ud af asyllejrene efter højst ½ år. Det er et tilbud om ophold til handlede kvinder – apropos spørgsmålet fra fru Vivi Kier – så vi sikrer, at de kvinder, der er med til at angive deres bagmænd, får opholdstilladelse i Danmark. Alle de ting er fremragende ting, der vil gøre Danmark til et bedre land. Så vil jeg bare advare imod, at nogle har den tankegang, der hedder, at hvis vi så ikke får det sidste punkt opfyldt, som vi gerne ville, så siger man nej til det øvrige 13 punkter. Sådan tænker vi ikke i SF. Vi er ikke et alt eller intet-parti.

Jeg skal lige sige, at det konservative folketingsmedlem, der blev omtalt, udtaler sit navn Vivi Kier, og ligesom alle vi andre lægger stor vægt på, at vores eget navn bliver udtalt rigtigt, gør hun det også. ( Vivi Kier (KF): Tak, hr. formand).

Så går vi videre. Det er hr. Kristian Thulesen Dahl for en kort bemærkning.

Jeg vil egentlig spørge hr. Villy Søvndal, om ikke han bliver bange for, at den der jagt på ministertaburetter får ham til at tabe hovedet og i virkeligheden betyder, at vi har et Socialistisk Folkeparti, som engang havde en politik, som man er flygtet langt væk fra i forsøget på at nå ministertaburetterne – altså at man har problemer. Et eksempel: Man laver en aftale i et forsvarsforlig om at købe kampfly. Fordi man så får et spørgsmål fra hr. Frank Aaen, som ryster hr. Villy Søvndal lidt, bakker han og drager i tvivl, om der i virkeligheden overhovedet er en aftale om at købe kampfly. Så spørger vi til udlændingepolitikken, hvor hr. Villy Søvndal har givet køb på sin politik for at tækkes fru Helle Thorning-Schmidt, men hvor hr. Villy Søvndal gerne lige vil give en åbning til De Radikale og sige: Jamen det må vi lige snakke om – altså underforstået, at så må der selvfølgelig lige laves lidt om på den aftale, man har indgået med Socialdemokratiet. Så går man til vælgerne og siger, at det der med efterløn må man kigge på, for der er nogle, der er lidt reformivrige. Der har man godt nok ellers et Socialdemokrati, der siger, at der ikke skal ændres noget som helst. I forsøget på at virke reformivrige for at komme ind til ministertaburetterne siger man også, at man vil kigge på dagpengeområdet. Vi har ikke fået noget at vide om, hvad det nærmere går ud på. Vil man ikke simpelt hen skræve så bredt, at man risikerer, at bukserne sprækker? Er der ikke et eller andet i politik, der også drejer sig om, at man har en holdning til tingene, og at man derfor kæmper for sine synspunkter, og så må man se, om det efterfølgende bærer i forhold til at komme i regering?

Så er det ordføreren.

Må jeg først takke hr. Thulesen Dahl for spørgsmålet, der udtrykker, må man sige en bekymring for SF's udvikling. Det er selvfølgelig altid godt, at humanister er optaget af, hvordan det går andre. Men jeg mærkede måske i virkeligheden meget mere angst i hr. Thulesen Dahls spørgsmål – meget mere angst, en angst for, at flertallet i Danmark (som vi håber) skifter efter næste valg; en angst for, at den sådan privilegerede status i dansk politik så er slut den dag, som ikke alene vil ramme hr. Thulesen Dahl, men også fru Pia Kjærsgaard. Det er vel den angst, spørgsmålet var udtryk for.

Og det er rigtigt opfattet – jeg vil godt sige det igen: SF vil meget gerne lave de bøjninger, ligesom andre partier bøjer, der er forudsætningen for, at vi kan levere et samlet alternativ til den nuværende regering. Og det er helt rigtigt opfattet, kan jeg sige til hr. Thulesen Dahl: SF er villig til at bøje sig rigtig langt for at sikre, at der er et tydeligt alternativ på alle politiske områder til den regering, som vi meget gerne vil erstatte.

Så er det hr. Kristian Thulesen Dahl for yderligere en kort bemærkning.

Nej, der er tale om sådan en ægte kollegial interesse i at sikre hr. Villy Søvndals humør også på lidt længere sigt. Min frygt er jo, at hvis hr. Villy Søvndal fuldstændig bevæger sig væk fra det der med at være en idealistisk politiker, der er herinde, fordi han repræsenterer nogle holdninger, han tror på, så begynder han på et tidspunkt at blive lidt rastløs og ikke rigtig kunne finde sig til rette og finde ud af, hvor kontoret er, og hvor man nu skal gå hen, og hvad det er, man skal i dag.

Mit ærinde er bare at sige, at jeg nu engang tror, at det er sådan i et demokrati, at det bedste er, at man bliver valgt på de holdninger, man har, og så forfægter man de holdninger. Og der kan jeg jo bare se, at hr. Villy Søvndal på område efter område giver køb og siger til vælgerne: Det er ligegyldigt, for vi skal jo finde sammen med Socialdemokratiet. Når vi så begynder at grave lidt i det, f.eks. på udlændingeområdet, siger man: Vi skal også lige snakke med De Radikale; de vil godt nok noget helt andet, men dem skal vi lige snakke med, og så finder vi ud af det efter valget.

Se, hvis der er nogen, der har grund til angst, så er det egentlig ikke mig, jeg skal nok klare mig. Nej, så er det vælgerne, for vælgerne er jo på herrens mark. Vælgerne aner jo ikke, hvad det er, de stemmer på, hvis man får det her såkaldte alternativ bygget op. Det er jo det, vi får afsløret under en åbningsdebat som den her. Man aner ikke, hvad det er for en vare, man får, hvis man stemmer på hr. Villy Søvndal.

Så er det ordføreren.

Igen tak. Jeg er også glad for, at det ikke var bekymring, men ægte interesse, der bar hr. Thulesen Dahl i hans spørgsmål.

Når hr. Thulesen Dahl siger, at vælgerne ikke ved, hvad de får, kunne intet jo være mere forkert. Det er meget sjældent, at partier gør det, som Socialdemokratiet og SF gør i øjeblikket, nemlig i en konkretiseringsgrad, jeg ikke kan huske at have oplevet før, fremlægger deres politik i god tid før et valg, så vælgerne fantastisk præcist ved, hvad de får.

Så er der en anden vildfarelse, jeg også godt vil hjælpe hr. Thulesen Dahl ud af. Det er den der med ministerbilen: Nej, det er ikke det, der driver os. Det, der driver os, er det politiske indhold. Det er at få lov til at gøre op med den ulighed, Dansk Folkeparti har været med til at skabe i Danmark de sidste 8 år. Det er at være med til at sikre ordentlige vilkår for de fællesskaber, vi har rundtom i kommunerne for gamle og for børn på vores skoler. Det er at sikre en ambitiøs miljøpolitik. Det er at sikre en dansk udenrigspolitik, hvor vi ikke lægger os op ad det yderste højre i verden. Og så er det at skabe en integrationsindsats, der lykkes. Det er alt det, der driver os i det her værk. Og jeg må sige, at jeg egentlig er fuld af fortrøstning, for når man kigger på virkeligheden selv som målestok for, hvordan VKO-flertallet har håndteret de sidste 8 år, så ser det bare ikke ret godt ud.

Så er det hr. Peter Christensen for en kort bemærkning.

Jeg er egentlig også lidt optaget af den melding, der kom her for et par minutter siden vedrørende udlændingepolitikken, hvor hr. Villy Søvndal sagde: Det må vi så tage en snak med De Radikale om. Betyder det, at det kompromis, man har forhandlet sig frem til sammen med Socialdemokraterne og lagt åbent frem, ikke er et alt eller intet? Sådan arbejder hr. Villy Søvndal jo ikke, kunne jeg forstå, så det er noget, man vil tage en snak med De Radikale om.

Så er det ordføreren.

Jeg tror, at det, jeg sagde, var, at De Radikale, sådan som jeg kender dem – men De Radikale må jo svare for sig selv – vil synes rigtig godt om et forslag som det, vi diskuterede på asylområdet, som i stedet for som i dag, hvor mennesker bor i årevis i asyllejrene, korter den periode af, man bor på et asylcenter, til højst et halvt år, hvorefter man kan komme ud at bo og arbejde i samfundet. Det er jeg sikker på med det kendskab, jeg har til De Radikale – men det må de jo selv svare på – at de synes er en rigtig god idé.

Så er det hr. Peter Christensen for yderligere en kort bemærkning.

Er udspillet fra SF alt eller intet? Gælder holdningen, at man i politik må bøje sig og lave kompromiser, kun, når det er til fordel for SF, og det vil sige, at De Radikale får en kurv? Der er intet at snakke med dem om, det var sådan en overfladisk venlighed, at man ville tage det møde, for det med, at hr. Villy Søvndal for et øjeblik siden sagde, at det ikke var alt eller intet, man forhandlede, var endnu en gang det, jeg oppe på mit kontor kalder for en Søvndal – det er, når man ændrer holdning inden for få minutter. En gang imellem er det dage, men nu er vi altså nede på minutter.

Så er det ordføreren.

Det er klart, at jeg har svaret på det, jeg blev spurgt om vedrørende asylpolitikken. Jeg er ret overbevist om, at De Radikale vil synes, det er godt, men det må De Radikale svare på. Og så er det klart, at vi har lavet det integrationsudspil, vi ønsker at gå til valg på.

Vi går videre i rækken af korte bemærkninger. Den næste er fra hr. Jacob Jensen.

Jeg vil godt forfølge det spor lidt, hvad det egentlig er, hr. Villy Søvndal vil gå til valg på – det kan nemlig godt være lidt uklart en gang imellem, specielt når vi nu taler om emnet udlændingepolitik. Tilbage i december 2006 udtalte hr. Villy Søvndal til Politiken følgende, og jeg citerer:

Både når det gælder skattestop, 24-års-regel og tilknytningskrav, er vi lige så meget modstander, som vi var i går og vil være i morgen. Det vil vi gå til valg på.

Så kom der jo i august 2008 det omtalte oplæg fra SF og Socialdemokraterne. Her vil man så bevare 24-års-reglen, og nu kan jeg så forstå i dag, at Socialistisk Folkeparti igen går ind for at afskaffe 24-års-reglen. Kan hr. Villy Søvndal ikke godt forstå, at den slingrekurs godt kan forvirre opfattelsen en lille smule af, hvad SF egentlig vil gå til valg på, når det angår udlændingepolitikken?

Så er det ordføreren.

Nej, det kan jeg slet ikke forstå. Altså, jeg synes, man skal være ualmindelig dårligt lyttende som Venstremand, hvis man ikke forstod mit svar. Det var jo præcis det samme spørgsmål, hr. Torsten Schack Pedersen stillede. Men det er fint, og jeg gentager det gerne, og hvis der er tre Venstrefolk, der har det samme spørgsmål, gerne endnu en gang, nemlig at vi har lavet et politisk kompromis, der betyder, at vi ikke ændrer 24-års-regel og tilknytningskrav i en kommende S-SF regering. Skal jeg sige det endnu en gang? Vi ændrer ikke 24-års-regel og tilknytningskrav i en kommende S-SF regering. Er det forstået, for ellers kan jeg godt gentage det?

Det er hr. Jacob Jensen for yderligere en kort bemærkning.

Det er i hvert fald forstået, at man vil gå ind for en politik og støtte en politik, som man faktisk er lodret imod. Det er da klar tale. Man er imod 24-års-reglen, men man vil alligevel støtte den i en kommende regering. Det synes jeg er lidt forvirrende, trods alt. Men o.k., det er jo op til SF at vurdere det, men jeg vil bare gerne spørge, om det trods alt ikke er en lidt underlig måde at føre politik på, at man siger, at man vil bøje sig så langt efter ministerbilnøglerne, at den politik, som man egentlig skulle føre, sådan set bliver underordnet. Det er åbenbart vigtigere – det må vi jo konstatere – for hr. Villy Søvndal at få en ministerbil end egentlig at stå ved sin egen politik.

Så er det ordføreren.

Jeg er glad for, at verden stadig væk er fyldt med håb. Jeg har konstateret, at selv Venstres anden ordfører, efter at have fået præcis det samme svar, har forstået det. Der er nogle, der siger, at det ikke nytter at tale til politikere, fordi de ikke lytter. Jo, der var en mand, der lyttede. Nu er det forstået, ikke? Nu ved Venstre, hvor SF står i det her spørgsmål.

Så til spørgsmålet om forholdet mellem ministerbiler og politisk indhold. Det har jeg også svaret på før, men jeg gentager gerne, at vores store ambition er at få lov til at fjerne de satser, der gør mennesker fattige i det her samfund; det er at sikre større social retfærdighed i Danmark; det er at sikre, at vores fællesskaber igen kommer til at fungere; det er at sikre en langt højere miljøambition, i forhold til hvad vi skal leve af fremover; det er at sikre en ny dansk udenrigspolitik; det er at sikre en dansk integration. Det har alt sammen ikke så meget med ministerbiler at gøre, men det har noget at gøre med, hvorfor vi gerne vil i regering.

Men i øvrigt synes jeg, at diskussionen er lidt plat. Jeg har aldrig forstået Venstrefolk. Er grunden til, at Venstre har regeringsmagten, at man elsker ministerbiler? Næh. Hvorfor skal vi være udsat for en anden målestok end den, alle andre har? At være i regering er den måde, man ændrer sit samfund på. Vi har præcis de samme motiver som alle andre politikere har, nemlig ønsket om at ændre vores samfund – ganske vist i en anden og noget mere retfærdig retning end den, Venstre står for.

Den næste korte bemærkning er fra hr. Søren Espersen.

Jeg vil gerne tale med hr. Villy Søvndal om den kriminelle lavalder, og jeg kunne godt tænke mig at få et svar nu, der ikke bare er en gentagelse af, at nu skal dem i 8. klasse i fængsel. Det har vi ligesom hørt alt for mange gange efterhånden.

Jeg vil gerne først fortælle, at i det engelske og det skotske retssystem har man en kriminel lavalder på henholdsvis 10 år og 8 år. Det lyder lidt voldsomt, men når man har det og har indført det i sin tid, har det at gøre med, at man vil give de unge mennesker en retssikkerhed, altså at de har mulighed for at få en forsvarer, at de kan blive stillet for en dommer, og at de kan få en sigtets rettigheder. Den del af diskussionen har vi slet ikke haft i forbindelse med nedsættelsen af den kriminelle lavalder nu. Jeg mener, det er utrolig væsentligt, at man som et ungt menneske netop har muligheden for at blive prøvet af ordentlige instanser, i stedet for eksempelvis at blive sat i skole af en eller anden socialrådgiver uden dom, og uden at sagen er blevet gennemgået. Hvad mener SF's ordfører om den vinkel på sagen?

Så er det ordføreren.

Man må sige, at det jo lidt er et skift i forklaringen, i forhold til hvad vi hørte i går og i forgårs fra Dansk Folkepartis side. Nu forstår man, at det er gjort af kærlighed til de unge. Ellers har melodien jo været, at nu skulle de have den hårde hånd, nu skulle straffen virke, og nu ville man ikke tolerere det længere. Men nu forstår jeg, at man har tabt den del af diskussionen i den offentlige debat, og derfor skifter man fod og siger: O.k., så går vi over til at gøre ligesom læreren, der sagde, når han skulle slå eleverne, at man skulle huske, at det her var gjort af kærlighed.

Det her er gjort ud fra et knæfald for Dansk Folkeparti, som har vredet armen rundt på De Konservative, sådan at man laver noget, som Ungdomskommissionens medlemmer advarer imod, noget, de siger ikke virker, og som de siger vil være med til at forhærde de unge, og det vil vi i sagens natur ikke deltage i.

Så er det hr. Søren Espersen for yderligere en kort bemærkning.

Jeg synes, det er lidt træls, at man ikke kan få svar på det, man spørger om. De der konstante udenomsforklaringer synes jeg efterhånden er trættende, hvis jeg nu skal være helt ærlig. Hr. Peter Skaarup har gentagne gange over for SF's ordfører netop peget på det med retssikkerheden som et stort problem, altså at et ungt menneske pludselig kommer hjem til sin far og mor, og at myndighederne kan fortælle, at nu er der sat nogle ting i gang i forhold til hans situation, uden at det i øvrigt på nogen måde er bevist, at knægten har gjort noget som helst.

Jeg spurgte ikke om en tilbagevenden til det gamle, men om en stillingtagen fra SF's side. Er der ikke et retssikkerhedsproblem i, at et ungt menneske, bare fordi det er under 15 år, ikke har den mulighed at få en forsvarer og blive stillet for en dommer, sådan at man kan slå fast, om vedkommende har gjort noget eller ej? Nu må man gerne bare svare på spørgsmålet og lade være med at gå tilbage til den gamle diskussion, som ligesom sidder på rygraden efter flere radioudsendelser inden for de sidste dage.