Det næste punkt på dagsordenen er:

3) Forhandling om redegørelse nr. R 13:

Udenrigsministerens redegørelse om sammenhængen mellem klimaændringer og sikkerhed.

(Anmeldelse 12.05.2010. Redegørelsen givet 12.05.2010. Meddelelse om forhandling 12.05.2010).

Forhandlingen er åbnet, og den første, der får ordet, er hr. Michael Aastrup Jensen som ordfører for Venstre.

Tak for det. Kombinationen af klima og sikkerhed og sammenhængen mellem de to emner kan måske for nogle virke lidt sær ved første øjekast, men hvad enten man åbner et naturvidenskabeligt tidsskrift, læser en avis eller følger med i noget af den forskning, der er blevet præsenteret på de mange klimarelaterede konferencer de seneste år, står én ting dog krystalklar: En sådan sammenhæng findes, og det er af vital nødvendighed at have denne for øje. Læser man udenrigsministerens redegørelse, vil man se, at der er blevet gjort et flot stykke arbejde med at præsentere et yderst bredt udsnit af de udfordringer, vi står over for, når det kommer til klimaforandringers påvirkning af sikkerheden, og det er tydeligt, at der er nok at tage fat på.

Dette gælder især, når man anlægger en bredere vinkel på begrebet sikkerhed end den gængse militære forståelse og i stedet taler om både blød sikkerhed og hård sikkerhed. Det vil groft sagt sige humanitære over for militære problemer, men disse hænger jo så til gengæld ofte sammen. Hvis et folk mangler vand, sulter og kan se naturressourcerne forsvinde og forandre sig omkring dem for aldrig at blive de samme igen, er vejen til politisk og militær uro om noget kortere her end andre steder i verden. Sociale problemer som følge af klimaforandringer findes mange steder på vores jord. Fra små østater i verdens oceaner, der forsvinder, til afsmeltning af is i det arktiske område og vandmangel i det forvejen ustabile Mellemøsten for blot at nævne nogle få af problemerne.

Især i Mellemøsten er der ikke langt fra klimaproblem til konflikt. Ministerens redegørelse fastslår, at der ikke findes dokumenterede eksempler på, at klimaforandringer alene har udløst væbnede konflikter, men samtidig peger forskning fra Oregon State University dog på, at der siden 1950 har fundet 37 væbnede konflikter sted i forbindelse med vand, 32 af disse i Mellemøsten. Så kan man jo prøve at tilføje potentielle klimaforandringer til regnestykket og regne ud, hvordan situationen kan komme til at se ud i fremtiden.

Derudover må Afrika fremhæves som klimakonflikternes typiske arnested. Koncentrationen af lande med såvel humanitære som politiske og militære problemer er stor på kontinentet, og fattigdom og mangel på politisk stabilitet er udbredt. Afrika har den største andel af fejlslagne stater i verden. Det kombineret med vandforsyningsproblemer, som er roden til utallige sociale udfordringer, gør store dele af Afrika til en tidsindstillet bombe, når det kommer til klimaforandringer og sikkerhed.

Men Afrika står naturligvis ikke alene. I en globaliseret verden som den, vi lever i, er sådanne regionale udfordringer nødvendigvis noget, der skal håndteres af det internationale samfund. Verdens rige lande tager da bestemt også opgaven op. Gennem såvel privat som statsligt nødhjælps- og udviklingsarbejde gør bl.a. Danmark en stor forskel i verdens rigeste og mest krigsramte lande. Men en ting er sikker: Med udsigt til såvel flere orkaner som tørke, altså både akutte og længerevarende problemer som følge af klimaforandringer, er en prioritering nødt til at finde sted, for der hersker ingen tvivl om, at vi er nødt til at gribe disse udfordringer an på grænseoverskridende vis via såvel eksisterende internationale organisationer som nye samarbejdskonstellationer, sådan som også ministerens redegørelse tydeligt slår fast.

Dette er selvfølgelig en linje, vi i Venstre varmt støtter. Vi har stor tiltro til internationalt samarbejde og har altid været af den overbevisning, at sammen står vi stærkest. Som det påpeges i redegørelsen, og som jeg også selv har nævnt, er der mange forskellige aspekter i klima-sikkerheds-problemstillingen. Det må derfor anses for en kæmpe fordel, at vi allerede i dag har mange forskellige internationale fora at præsentere og diskutere problematikken i. Således kan vi få berørt så mange af disse aspekter som muligt i selskab med så mange forskellige aktører som muligt.

COP15, der forløb i København i december sidste år, har naturligvis været den hidtil største og mest prominente i rækken af politiske konferencer, hvori klimaproblematikken er blevet diskuteret. Som bekendt blev resultatet af klimatopmødet ikke så dårligt endda omstændighederne taget i betragtning. Men samtidig lå det langt fra den politiske aftale, som vi fra dansk og bestemt også fra Venstres side havde håbet. Dermed kan det ikke understreges nok, at vi skal arbejde for fortsat at holde klimaet og sikkerheden højt på dagsordenen og desuden forsøge at opnå en juridisk bindende international aftale i forlængelse af aftaleteksten fra København, den såkaldte Copenhagen Accord.

Men selv om klimaforandringer og sikkerhedspolitik allerede bliver diskuteret gennem en lang række eksisterende organisationer med FN og EU i spidsen, er det værd at bemærke, at vi ikke udelukkende kan fokusere på disse gamle kendte samarbejdsstrukturer, når vi skal gribe de nye problemer an.

Dette bliver også nævnt i redegørelsen, og jeg opfatter det som en opfordring til os selv om måske at være lidt mere aktive og kreative, når det kommer til at finde allierede i kampen for at opnå vores ambitiøse mål og ønsker.

Samtidig skal vi af flere årsager også holde øje med nye alliancer mellem andre stater, der er nemlig tydelige eksempler på, at især lande, der ikke er velforankrede i de eksisterende organisationer og samarbejder, går sammen om at pleje fælles interesser. Et eksempel på et sådant samarbejde er en alliance mellem Brasilien, Sydafrika, Indien og Kina, der på engelsk går under forkortelsen BASIC. Den er blevet etableret i november 2009 forud for COP15 for at sikre de nye økonomiers interesser på topmødet i København. Det kom de jo som bekendt bestemt også til, og netop disse lande spillede i samarbejde med USA en vigtig rolle i udarbejdelsen af Københavnaftalen – en aftale, som vi herhjemme ved ikke er god nok, hvis vi for alvor skal gøre noget ved klimaproblemerne og de deraf følgende sikkerhedspolitiske udfordringer.

Jeg fordømmer på ingen måde alliancer som BASIC. Det er forståeligt, at ulande og verdensøkonomier også vil høres, men i Vesten er vi nødt til at holde øje med denne udvikling og udviklingslandenes krav, i og med at de naturligvis også har andre interesser end klimaet for øje. Sammen er de i stand til at udfordre de rige landes ellers velmenende klimaplaner. Derfor er det vitalt, at vi gennem øget dialog, udviklingshjælp, reformer og handelspolitikker og hjælp til selvhjælp får opbygget nye samarbejdskonstellationer mellem verdens lande på kryds og tværs af både økonomiske og politiske skel. Kun på den måde kan vi opnå aftaler, der er til gavn for både de individuelle stater og for klimaet.

Desuden må vi på globalt plan arbejde for, at alle stater forstår alvoren af klimaforandringernes betydning og opfordre til, at man sætter andre uoverensstemmelser til side, når det kommer til adgangen til naturressourcer og håndtering af klimarelaterede problemer. Disse emner er simpelt hen for vigtige, og konsekvenserne ved at lade andre konflikter stå i vejen for en sund debat for store for hele befolkningsgrupper, hvoraf mange ikke har mulighed for at blive hørt.

Så til afslutning. Som jeg har påpeget, ser vi allerede i dag mange eksempler på, hvordan klimaforandringer påvirker såvel blød humanitær som hård militær sikkerhed, og udfordringen vil kun blive større med tiden. Heldigvis har mange såvel stater som organisationer fokus på problemstillingen, og det er yderst positivt, at emnet drøftes i mange forskellige fora, dette giver den bedst mulige platform for at håndtere eksisterende problemer samt diskutere, hvad vi i fællesskab skal gøre ved klimaforandringerne, så nogle af de sorger, vi tager på forskud, ikke bliver reelle.

Danmarks rolle er klar, vi skal være med i forreste række ved såvel forhandlingsbordet som ude i felten, hvor der er allermest brug for os i dag, og hvor vores udviklingskroner gør en forskel. Danmark skal blive ved med at gå forrest, som vi har gjort det ved at bringe emnet på bane i EU i 2007, og som vi gjorde det op til og under klimatopmødet, og vi skal arbejde for at fremme den yderst fornuftige flerstrengede strategi, som ministeren også fremlægger i sin redegørelse.

Tak til hr. Michael Aastrup Jensen. Der er ikke ønsker om korte bemærkninger. Derfor er det næste ordfører, nemlig hr. Jeppe Kofod fra Socialdemokratiet.

Først og fremmest vil vi gerne takke regeringen for redegørelsen om sammenhængen mellem klimaændringer og sikkerhed. Det er en udmærket redegørelse, som beskriver klimaproblemernes omfang. Det er også en redegørelse, der sætter fokus på en række emner, og vi er meget enige i, at det er en god analyse. Det gælder eksempelvis, når man taler om de såkaldte trusselmultiplikatorer, altså det, at klimaforandringer forstærker nogle af de sikkerhedstrusler, der allerede ligger i Mellemøsten, i Afrika og andre steder – kamp om vandressourcer osv. Det synes vi sådan set er rigtig fint, så analysen i redegørelsen deler vi fuldstændig.

Man kan så sige, at en af de ting, der måske ikke står så stærkt i redegørelsen, er konkrete bud på løsninger. Der gøres meget ud af at afdække omfanget af klimaproblemerne, men man kan sige, at der er bemærkelsesværdig lidt substans i de initiativer, som redegørelsen nævner. Ja, vi skal sætte emnet på dagsordenen i en række sammenhænge, det er vi fuldstændig enige om, også med Venstres ordfører, men hvordan man gør det konkret, synes jeg måske savner at blive beskrevet lidt i redegørelsen. Men måske kan ministeren komme mere ind på det i besvarelsen eller senere i debatten.

Eksempelvis bliver der nævnt, at vi har støttet FN-resolutioner, som udtrykker dyb bekymring over klimaændringernes konsekvenser, og det siges i redegørelsen meget klart, at der er behov for globale løsninger, mens tid er. Det er vi fuldstændig enige i. Der er altså presserende opgaver, og det kan vi kun erklære os enige i. Men altså igen: Hvor er så løsningsforslagene på de her meget alvorlige problemer?

Redegørelsen bebuder også, at man bl.a. vil bruge handelspolitikken til at hjælpe ulandene til at omlægge deres energiproduktion fra fossilt brændstof til alternative energikilder. Det synes vi også er rigtig fornuftigt. Der står, at en forudsætning for, at dette kan lykkes, er, at der sker en overførsel af den nødvendige teknologi til udviklingslandene. Det er igen dog uden, at man sådan konkretiserer, hvordan man vil sikre, at det rent faktisk sker.

Jeg nævner det her, for når vi har de her redegørelser, som handler om hele verden og om meget komplekse problemstillinger, er det også godt at være lidt konkret en gang imellem. Jeg kan sige, at Socialdemokraterne jo fremsatte et forslag her i Folketingssalen om at oprette en fond, der skal foretage klimainvesteringer i ulandene, og den stemte regeringen imod. Men det er jo et konkret forslag til, hvordan noget af det her kunne lade sig gøre. Så vi savner altså, at der kommer nogle konkrete ting ind i redegørelsen.

Det andet er, at vi også har fremlagt en plan sammen med SF og Enhedslisten for, hvordan Danmark skal overgå til et energiforbrug, der udelukkende baserer sig på ny energi inden 2050. Derfor kan man sige, at der også der er konkrete anvisninger til, hvilke veje vi vil gå.

Så jeg vil i mit svar på det her sige, at jeg synes, at det er en udmærket redegørelse. Men altså igen: Det er ikke nok at beskrive problemerne, vi vil også gerne have nogle diskussioner om løsningerne. Ud over at sætte emnet på dagsordenen og gøre et godt diplomatisk arbejde – det gør Danmark – er det også vigtigt, at vi gør noget konkret. Det savner vi lidt, men det kan være, at ministeren kan komme tilbage til det i besvarelsen.

Tak til hr. Jeppe Kofod. Så er det hr. Søren Espersen som ordfører for Dansk Folkeparti.

Jeg vil også gerne sige tak til ministeren for en god og spændende redegørelse. Det er jo, som det er blevet nævnt, et nyt fænomen at sætte de her to ting sammen. Det er vel inden for de sidste fem år, tror jeg, at det her er begyndt at blive rigtig diskuteret. Det er væsentligt, og jeg mener også, at det skal have høj prioritet.

Det er en væsentlig diskussion, for hvis de klimaforandringer sker, vil det betyde noget for migrationen og for folk, der er nødt til at forlade de steder, hvor de har boet i måske lang tid. Og det skaber nye spændinger, så derfor er det klart et sikkerhedspolitisk problem.

Hr. Jeppe Kofod spørger om løsninger. Og det er jo rigtig nok, at de ikke er med, men jeg tror heller ikke, at det er meningen med den her redegørelse at pege på løsninger. Men noget af det, der er vigtigst for os, vil jeg så sige, er det, der i redegørelsen bliver beskrevet som katastrofeforebyggende ting og beredskabet. Det må være det første, at når man kommer til et ulykkested, standser man ulykken. Det har vi lært allerede som spejdere.

Det er noget af det væsentligste. Jeg har aldrig helt forstået, hvorfor man ikke har sat det som den højeste prioritet, for hvis man ved, at vandene så at sige stiger, og ved, at det er et problem for lavtliggende områder, er løsningen jo ikke at lade være med at køre mere i bil. Så er løsningen at bygge nogle diger. Jeg synes, det må være en oplagt ting, at det er der, vi starter. Så kan man også godt cykle lidt. Det har ikke noget med det at gøre.

Jeg siger bare, at løsning en er i første omgang at sikre de steder, der er i fare, medmindre det viser sig, at det er steder, som ikke står til at redde. Der skal man så være klar til at assistere de folk med at finde et andet sted at bo. Det er jo ikke noget nyt fænomen i verdenshistorien, at folk er flyttet og kommet til at bo et andet sted. Der skal vi også hjælpe dem til det. Men det er altså det vigtigste for os og måske i virkeligheden vigtigere for os end selve klimaaftalen, som jeg mener er noget, der kommer i anden række. Det første er at afbøde katastrofen der, hvor den er på vej til at indtræffe.

Så lægger vi utrolig meget vægt på en fornyet forskning. Der er faktisk brug for flere penge til det for at afbøde de her ting. Der kunne også være andre løsningsmodeller end dem, man har set f.eks. fra klimatopmødet. Der kunne være andre måder at gøre det på. Det er en lang energipolitisk diskussion, som jeg ikke synes at vi behøver at tage her.

I de områder, hvor det er et modsat problem, hvor vandet ikke er et problem – det er det også, men det er, fordi der mangler vand – nemlig i tørkeområderne i Afrika, er det måske andre løsningsmodeller, der skal til.

Vandproblemet vil få stor sikkerhedspolitisk betydning, ikke mindst Mellemøsten. Det ved vi alle sammen. Israel er i gang med store vandprojekter med alternative måder at udvinde drikkevand og vand til overrisling på og er kommet meget langt ad den vej. Det er nok en vej, man også internationalt skal slå mere ind på.

NATO har, som det også fremgår af redegørelsen, jo ikke nogen formel strategi på området. Der bliver nævnt lidt om et grønt militær. Der må jeg sige, at det måske nok er lige i overkanten at forestille sig, at vi kan have kampvogne kørende på blyfri benzin. Jeg ved det ikke, men det er da værd at prøve. Det er ikke en vej, som vi i Dansk Folkeparti vil gøre så meget ud af, men hvis der er nogle militærfolk, der kan finde ud af det, så værsgo. Det håber jeg også lykkes, men det er lidt overdrevent og lidt irrelevant i hele den her diskussion. Der er altså andre ting, der er vigtigere.

Jeg har også hørt om det i Afghanistan, hvor man bruger det som et argument for, at vi skal trække os ud af Afghanistan. Der er nemlig så mange raketter, der flyver igennem luften, og det forurener. Vi er altså nødt til at få det her ned på jorden, og der synes jeg egentlig at vi skal starte med at være. Det er der, vi alle sammen bor.

Men som sagt vil jeg ikke nedgøre det, for jeg synes, at det er et væsentligt emne, og jeg mener, at det hører med i den moderne sikkerhedspolitiske diskussion, og at det er godt, at udenrigsministeren og dermed regeringen er opmærksom på det. Jeg tror faktisk også her, at vi vil være et af de første lande, som for alvor tager fat på diskussionen. Så kommer NATO nok med senere. Tak.

Tak til hr. Søren Espersen. Så er det hr. Steen Gade som ordfører for Socialistisk Folkeparti.

Tak for redegørelsen. Det er jo en opfølgning på et forslag til vedtagelse i Folketinget, som vi havde her i Folketinget for nogle måneder siden ved en forespørgsel på initiativ af SF. Nu får vi så den redegørelse, som alle partier i sin tid var enige om skulle komme. Der ligger jo to internationale rapporter bag det her. Den ene er rapporten fra FN's generalsekretær, og så er der en EU-rapport om det her. Det er vel rigtigt at sige, at der er en lidt længere forhistorie for det her, end det måske er fremgået tidligere. Kansler Kohl foreslog for 15 år siden på FN's generalforsamling, at man skulle lave et miljøsikkerhedsråd, og synspunktet er også fremført af franske præsidenter gennem tiderne, så det er altså ikke en helt ny diskussion. Men ellers er det jo Tony Blairs initiativ til at få det på dagsordenen i FN, der er baggrunden. Det er altså nogle år siden, og derfor vil jeg fokusere på, at vi egentlig mangler fremdrift på det her område.

Så vil jeg sige, at der er lagt vægt på, at vi skal have mere viden om det her område. Det er jeg også enig i, men jeg synes, at viden om det i virkeligheden er formuleret i det, der hedder trusselsmultiplikatorvirkningen, og det er næsten ikke til at forstå, hvad det betyder. Men det betyder jo, at alle de risici, som vi ser i verden, bliver forstærket af det her. Lad os nu f.eks. tage Afrikas Horn. Der er en række problemer i forvejen. Det er fattige stater. Der er ingen ordentlig statsmagt, det er mere eller mindre klaner og banditter, der regerer. Så kommer der klimaændringer til, og så bliver det værre. Altså, de problemer, som folk har i forvejen, bliver værre. Det er det samme, når der er oversvømmelsesrisiko nogle steder. Så ved vi, at nu bliver der flere oversvømmelsesrisici. Derfor synes jeg egentlig, at man ved ganske meget, sådan at man kan handle noget mere, end jeg synes der er lagt op til fra ministerens side. Dermed være ikke sagt, at vi ikke skal have mere viden, for selvfølgelig skal vi det, men det er ikke en undskyldning for ikke at handle.

Så står der som noget vigtigt, at vi skal have en internationalt bindende aftale på COP16 eller COP17. Det er jeg helt enig i, men selv om vi får den, hindrer det jo ikke, at vi har den her diskussion, for det betyder egentlig bare, at vi får lidt mere styr på, i hvilken hast klimaet forværres. Klimaet forværres under alle omstændigheder i de kommende år. Det vil sige, at vi under alle omstændigheder står med den her problemstilling. Den bliver bare vanskeligere at kontrollere, hvis vi ikke får nogen aftaler.

Så er der det tema om at integrere det her i ulandsbistanden, og det skal det da, og koble det sammen med katastrofebistand, sådan at man ser de ting i sammenhæng. Man skal bare også her nævne, at vi jo i hvert fald ikke er enige, når regeringen mener, at den klimabistand, vi lovede i København, er en del af ulandsbistanden. Hvad vi lovede i København, var jo, at det skulle være oven i vores ulandsbistand.

Så vil jeg nævne fire ting, som jeg egentlig vil spørge ministeren om, og som Danmark og EU kunne tage initiativ til. Vi kunne tage initiativ til at gøre noget mere i forhold til de små østater, som EU jo fokuserer på. Her er der et presserende problem med hensyn til for alvor at tage fat på spørgsmålet om statsborgerskab. Altså, når øerne forsvinder inden for de næste 50 år og folk flygter derfra og de har statsborgerskab i en østat, hvor skal de så høre til? Det er jo verdenssamfundet, der må tage stilling til, hvordan man giver dem et nyt statsborgerskab. Det er en FN-forpligtelse, og EU og Danmark kunne presse på for det.

Det andet, jeg vil nævne, er spørgsmålet om regionalt samarbejde. Der har i årevis eksisteret Mekongsamarbejde og vandsamarbejde. Danmark er ret dygtige til alt med vand. Vi kunne godt gennem EU og nationalt arbejde aktivt for at gå mere ind i sådan nogle projekter, som er med til at løse de politiske konflikter og tackle de miljømæssige diskussioner om vandløb, der krydser grænserne.

Så vil jeg nævne Arktis som et område, og der vil jeg så opfordre udenrigsministeren til at leve op til det, hun har sagt, nemlig at Arktis får en fremtrædende plads i dansk politik på det her område. Jeg har forstået, at udenrigsministeren nu vil deltage i det næste møde i Arktisk Råd, og jeg mener, at der her er en særlig dansk forpligtelse, også i samarbejde med de øvrige nordiske lande, til virkelig for alvor at tage sikkerhedsdiskussionen op i forhold til Arktis. Det er faktisk det, der brænder mest på for Danmark som nation.

Det sidste initiativ, jeg ville ønske at regeringen ville tage, var i forhold til at få udviklet noget om, hvordan FN’s Sikkerhedsråd systematisk kan inddrage det her. Jeg har før foreslået, SF har før foreslået, at man lavede et supplement eller en tilknytning til FN's Sikkerhedsråd, som gav tidlig advarsel – early warning – vedrørende områder, der er i farezonen for at blive til sikkerhedsproblemer, fordi de er truet af nogle klimarisici. Det kan være højere vandstand, det kan være tørke, det kan være oversvømmelser. Her mener jeg at der er brug for at få udviklet initiativer, og at Danmark passende kunne være et af de lande, der tog sådan nogle initiativer.

Så min opfordring til ministeren er altså at gå i gang med fire konkrete initiativer, for vi kan ikke nøjes med det, der står her. Det er i virkeligheden bare en udbygning af det forslag til vedtagelse, vi havde i Folketinget for et halvt år siden.

Tak til ordføreren. Næste ordfører er hr. Naser Khader, De Konservative.

Tak til udenrigsministeren for en fin redegørelse.

Der er ingen tvivl om, at klima og sikkerhed er nogle af vor tids store udfordringer. Siden 2007 har klima og sikkerhed haft og skal også i fremtiden have en høj prioritet på den internationale dagsorden. Sammenhængen mellem klimaændringer og sikkerhed er et mangesidigt problemkompleks med stor udenrigspolitisk dimension, som kræver de bedst mulige internationale samarbejdsrelationer. Her har FN en vigtig rolle at spille i det hele.

Samtidig skal vi, hvad angår klima og sikkerhed, også samarbejde med de andre nordiske lande og i forskelligt omfang i OSCE og NATO og ikke mindst i EU. I dette arbejde må EU spille en mere fremtrædende rolle. Dette er også klart udtrykt i konklusionerne fra Det Europæiske Råd i december 2009. Rådet lægger vægt på at fremme international dialog og fælles bevidsthed om klima og sikkerhed og på, at EU styrker sin kapacitet til at arbejde med klima og sikkerhed og integrere aspektet i udviklingsarbejdet. Desuden er klimaaspektet for længst blevet en integreret del af regeringens udenrigs- og udviklingspolitik. Det kan man læse mere om i Danidas klimahandlingsplan.

Vi har også behov for at vide mere om denne problematik eller udfordring med klima og sikkerhed. Mere viden er nødvendig for at kortlægge de konkrete handlemuligheder. Derfor skal analysekapaciteten både i de relevante internationale og regionale organisationer og nationalt i mange udviklingslande også udbygges. På den måde vil det være muligt at identificere udsatte geografiske områder, hvor klimaproblemerne truer med at udvikle sig til kriser eller endda krige.

Eksempelvis har Udenrigsministeriet finansieret to studier, der analyserer klimaændringernes sikkerhedskonsekvenser i et regionalt perspektiv; de drejer sig om Afrika og Mellemøsten. Disse to studier har identificeret fire politisk relevante problemstillinger vedrørende klima og sikkerhed, nemlig adgangen til vand, fødevaresikkerhed, migration og det med svage stater. Mangel på vand er udbredt både i Afrika og i Mellemøsten.

For Afrika skønnes, at tiltagende tørke vil kunne føre til et tab på 75 pct. af det opdyrkelige land i Sahelområdet, og en tredjedel af befolkningen er truet af tørke. For Mellemøstens vedkommende kommer en stor del af den arabiske verdens vandressourcer udefra, og vandforsyningen i Israel risikerer at falde med 60 pct. i indeværende århundrede.

Disse ting kan selvfølgelig påvirke de pågældende regioner og de pågældende landes politiske forhold, sikkerhed og stabilitet, men også fødevaresikkerhed og migration. Vi må så på baggrund af ny viden om f.eks. regionale samarbejdsmuligheder forsøge at sætte ind i tide og imødegå en katastrofal udvikling i disse regioner.

Sidst er det vigtigt at understrege, at det er vigtigt, at vi fortsætter bestræbelserne på at opnå en international juridisk bindende klimaaftale, som bygger på Københavneraftalen. Vi må også fortsætte samarbejdet om klima og sikkerhed i alle relevante internationale og regionale organisationer, og vi må gøre det i det samme udviklingspolitiske samarbejde. Det er vigtigt at understrege, at et så mangesidet problemkompleks med stor udenrigspolitisk dimension nødvendiggør anvendelse af flerstrengede udenrigspolitiske instrumenter.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Niels Helveg Petersen, Det Radikale Venstre.

Jeg vil gerne takke udenrigsministeren for redegørelsen, som jeg synes er udmærket. Det er en god redegørelse. Den opsummerer meget godt, hvor den her diskussion står i dag. Den opsummerer også meget godt, hvor kompliceret problemstillingen er, og hvor mange forskellige fora der behandler disse spørgsmål om sammenhængen mellem klima og sikkerhed.

Emnet er, som det også fremhæves i redegørelsen, kompliceret. Det er også stadig væk, selv om det har været på den internationale dagsorden efterhånden i nogle år, et jomfrueligt område. Det er svært lige nøjagtig at pinde ud, hvor denne sammenhæng for alvor bliver alvorlig. Regeringen anbefaler, at man skal føre en flerstrenget strategi, og det kan jeg tilslutte mig. Hovedelementerne i en sådan strategi er som det første at fastholde, at sammenhængen mellem klima og sikkerhed skal være et højt prioriteret emne på den internationale dagsorden. Med et højt prioriteret emne menes der jo dels, at det er et emne, man skal diskutere overalt, dels menes der også i min optik, at det skal diskuteres ikke kun af klima- og energiministre, men i allerhøjeste grad også af udenrigsministre og statsledere. Det er et emne så alvorligt, at det er på det niveau, det hører hjemme, hvis det skal få gennemslagskraft i den politiske beslutningsproces.

Det understreges, at det er vigtigt at søge at nå frem til en international juridisk bindende klimaaftale. Det er jeg helt enig i. Hvor gode udsigterne er, er jeg mere i tvivl om, men bestræbelsen er vigtig.

Jeg vil godt her føje til – mere som et spørgsmål end som en konstatering – spørgsmålet om, hvilke fora der er de mest lovende at anvende i denne diskussion. Efter COP15-mødet har jeg erfaret, at der er en diskussion i gang, om det nu er sådanne mega-FN-konferencer, der er de rigtige fora for at nå rigtige beslutninger, eller om det ikke måske er mere løfterigt, hvis det f.eks. er G20, der beskæftiger sig med det. FN er selvfølgelig principielt det rigtige forum, men er det det rigtigste forum at håndtere dette her i, eller kan man ikke tænke sig, at G20 her kan komme til at spille en særlig rolle? Det er spørgsmål, der har været rejst i den internationale debat, og jeg synes, at det er relevant at kigge på det.

Et andet hovedpunkt i regeringens flerstrengede strategi er at arbejde for den mest hensigtsmæssige tilrettelæggelse af det internationale samarbejde. Det er, som jeg lige var inde på, en meget vigtig diskussion hele tiden at overveje, hvor vi har størst chance for at komme igennem. Endelig skal man fortsætte bestræbelserne på at integrere klima i det internationale udviklingspolitiske samarbejde. Også det er jeg aldeles enig i. Det er en helt naturlig sammenhæng. Og endelig er det også vigtigt at øge analysekapaciteten på både nationalt og internationalt niveau, og også her kan et land som Danmark selvfølgelig komme til at spille en rolle.

Det understreges så i øvrigt i redegørelsen også, at der er brug for både globalt og regionalt samarbejde. Og der er nogle af de regionale organisationer, som klart har store chancer for at løfte vigtige opgaver. Det gælder EU, OSCE er nævnt, og Norden, hvor der jo er et udmærket samarbejde om klimaproblemer. Det gælder også Østersøen, hvor Østersørådet har vigtige opgaver på det her område.

Regionalt samarbejde kan altså være et vigtigt led i den samlede bestræbelse. Og her vil jeg gerne, som flere andre også har gjort, fremhæve det arktiske område. Her har vi direkte aktier, og her er det et vigtigt spørgsmål for os. Jeg vil gerne understrege betydningen af Ilulissaterklæringen fra 2008. Vi kan komme til at se en udvikling i det arktiske område, som er meget betydningsfuld, når det drejer sig om netop sammenhængen mellem klima og sikkerhed. Jeg tænker både på, at afsmeltningen åbner nye muligheder for at udvikle naturressourcerne i området, og jeg tænker på transportruter. Hvis Nordvestpassagen bliver brugbar i betydeligt omfang, vil det i høj grad have betydning for sikkerhedsvurderingerne for det arktiske område og i øvrigt også have betydelige konsekvenser for miljøsikkerhed i det arktiske område.

Alt i alt vil jeg gerne sige tak for redegørelsen. Jeg synes, det er en god redegørelse. Den er ikke kontroversiel. Det behøver den heller ikke være for at være god, og jeg synes, den giver et udmærket billede af, hvor vi p.t. står i hele den her debat om forhold mellem klimaændringer og sikkerhed.

Tak til ordføreren. Det ser ikke ud til, at der er flere ordførere til stede. Så går vi over til udenrigsministeren.

Jeg vil meget gerne sige tak til ordførerne for en god og konstruktiv debat om sammenhængen mellem klimaændringer og sikkerhed. Jeg synes, det står meget klart, også efter de rigtig gode ordførerindlæg, der har været her i dag, at klima og sikkerhed er nogle af vor tids største udfordringer. Jeg tror, det var hr. Niels Helveg Petersen, der sagde, at det faktisk var noget, som regeringscheferne primært burde beskæftige sig med. Man må sige, at det med rette er noget, der har meget stor fokus og også fremover bør have en høj prioritet på den internationale dagsorden.

På baggrund af debatten ønsker jeg at slå nogle ting fast. Først og fremmest har FN har en vigtig rolle at spille, men selvfølgelig samarbejder vi samtidig om klima og sikkerhed med andre, ikke mindst i EU. Vi drøfter også klima og sikkerhed i det nordiske udenrigspolitiske samarbejde, og vi drøfter det også i OSCE og NATO. Det er en vigtig opgave at tilrettelægge de bedst mulige internationale samarbejdsrelationer om dette emne, og jeg er helt overbevist om, at en af vejene, vi altså bliver nødt til at gå for at løfte det, er ved at lade EU spille en fremtrædende rolle. Det kom klart til udtryk i konklusionerne fra det Europæiske Råd i december 2009. Her lagde Rådet vægt på at fremme den internationale dialog og fælles bevidsthed om klima og sikkerhed og på, at EU styrker sin institutionelle kapacitet til at arbejde med klima og sikkerhed og integrerer dette aspekt i udviklingssamarbejdet, samt at vi udbygger vores viden – det er også et tema, mange af ordførerne har været inde på i dag, vi skal vide noget mere om emnet – og styrker vores krisestyringskapaciteter.

Som bekendt lægger regeringen stor vægt på klimaproblemerne, som længe har været i forgrunden i både vores nationale og internationale arbejde. Klimaaspektet er for længst blevet integreret i vores udenrigs- og udviklingspolitik, som også hr. Naser Khader så rigtigt sagde det. Danida's klimahandlingsplan og de nye strategier for udviklingspolitikken og for vores humanitære indsats for perioden 2010-2015 er konkrete beviser herpå, og i begge strategierne indgår således både katastrofeforebyggelse og katastrofeberedskab samt beskyttelse som væsentlige emner.

Jeg mener dog at kunne konstatere – det har også været et gennemgående tema i dag – at vi har brug for at vide mere om hele denne problematik. Der foreligger allerede en del undersøgelser, men jeg tror, mere viden er nødvendig for at kortlægge de konkrete handlemuligheder. Den viden må vi forsøge at skaffe, dels ved at lave flere undersøgelser, dels ved at udbygge analysekapaciteten i både relevante internationale og regionale organisationer og nationalt i mange udviklingslande. Især bør der gøres en indsats for at identificere udsatte geografiske områder, hvor klimaproblemerne truer med at udvikle sig til kriser eller det, der er værre. Vi må på baggrund af ny viden om f.eks. regionale samarbejdsmuligheder forsøge at sætte ind i tide og imødegå en katastrofal udvikling i disse hotspots – altså varme områder, hvor der bliver meget store problemer, hvis ikke vi sætter ind. Vi skal med andre ord udvise rettidig omhu på internationalt plan.

Der har været en række kommentarer og spørgsmål til debatten her i dag og til redegørelsen, som jo er overordnet i dens tilgang. Jeg vil gerne forsøge at besvare nogle af de spørgsmål, der måske har været sådan mere specifikke inden for områderne.

Først vil jeg sige til hr. Jeppe Kofod, som meget rigtigt var fokuseret på teknologioverførsel, at det jo er meget væsentligt, hvis vi skal hjælpe ikke mindst udviklingslandene, er den hurtigste, billigste og nemmeste vej for dem til at få gjort noget ved problemerne også at overføre den gode og moderne teknologi, vi har. Der synes jeg, det er vigtigt at få sagt, at den klimapakke, som regeringen allerede har lavet, faktisk er med til at adressere det her spørgsmål, så der er sådan set allerede penge på bordet til teknologioverførsel. Vi har foreløbig planlagt bidrag på 160 mio. kr. til skov og landbrug vedrørende både energi- og teknologioverførsel; 118 mio. kr. til tilpasning til fortrinsvis de fattigste og mest sårbare lande; og 29 mio. kr. til tværgående indsatser, herunder træningsaktiviteter gennem civilsamfundsorganisationer. Men udmøntningen af klimapakken i 2011 og 2012 vil ske inden for disse tre fokusområder, og jeg synes, det er lidt vigtigt helt overordnet i dag at få sagt, at vi i vores udviklingsbistand har fokus på teknologioverførselsdelen.

For så vidt angår mere konkrete programmer, vil jeg sige, at klimadialogen, som Danmark jo iværksatte i november 2008, er et andet vigtigt instrument for klimatilpasning. Her satser vi på integreret land- og vandressourceforvaltning i udviklingslandene, og det er altså en af de ting, der er helt afgørende for at styrke modstandsdygtigheden over for de negative effekter af klimaforandringerne blandt de mest sårbare lande. Men jeg vil sige til hr. Jeppe Kofod, at det selvfølgelig er klart, at jo mere viden, vi får på området, desto mere vil vi så også, om man så må sige, konkret kunne spille ind med. Men vi er i hvert fald startet fra dansk side, og vi vil selvfølgelig også prøve at løfte det over for de øvrige lande, så de også bidrager på det område.

Til hr. Søren Espersen vil jeg sige, at jeg er meget enig i, at lige præcis vandområdet er noget af det helt centrale, både i de lande, hvor oversvømmelser er det store problem, og i de lande, hvor tørker er det store problem og udgør en sikkerhedsrisiko. Jeg synes, det er afgørende her at få nævnt, at det faktisk også er et af de områder, som Danmark satser på, bl.a. i områder, hvor der er knappe vandressourcer. Det ser vi i forhold til Nile Basin Initiative, hvor vi prøver at gå ind og hjælpe til med at bruge vandressourcerne bedre, ligesom det initiativ, der er i forbindelse med bedre forvaltning af vandressourcerne i Mekongfloden, er et andet konkret eksempel på, at vi forsøger at gøre det.

Jeg er derfor meget enig med hr. Søren Espersen i, at alt efter, hvor man er henne i verden, må vi prøve at tilpasse tingene, så vi undgår migration og undgår de her meget store flygtningestrømme, som er med til at skabe ustabilitet, borgerkrige og andet i de regioner, der er rundtomkring. Andet er vi ikke tjent med. Jeg vil i hvert fald gerne takke for, at hr. Søren Espersen netop fremhævede dette tema.

Til hr. Søren Gade, der havde nogle meget konkrete forslag fra SF (Den fg. formand (Bent Bøgsted): Hr. Steen Gade) – undskyld, hr. Steen Gade, jeg kunne ikke læse mine egne kragetæer – vil jeg sige, at de lyder meget spændende. Nogle af dem er vi sådan set allerede i gang med, men jeg er meget enig med hr. Steen Gade i, at early warning-systemer er noget af det, vi skal være bedre til, for det er bedre at forebygge end at helbrede, og et veludviklet forvarslingssystem vil være at foretrække.

Både i EU og i FN bliver der lagt vægt på behovet for at udvikle varslingsmekanismer i forhold til de sikkerhedskonsekvenser, klimaændringer kan skabe. Det er et af de punkter, EU fremhævede i det fælles EU-bidrag til FN-generalsekretærens rapport om klima og sikkerhed, hvortil også Danmark bidrog.

I EU arbejder vi nu konkret med en udbygning af forvarslingskapaciteten, og jeg kan fortælle hr. Steen Gade, at det, vi gør, er, at vi nu prøver at arbejde med at udvikle konkrete instrumenter og politikområder i EU. Vi ønsker ikke at lave en masse internationalt bureaukrati, og det er jeg også helt overbevist om heller ikke er hr. Steen Gades ærinde. Men vi også enige om, at det er nødvendigt, at vi udbygger vores viden om, hvor og hvordan vi sætter ind. Så der er altså både et EU-spor og et FN-spor, hvor der arbejdes på det, og jeg tror, at jeg med en vis sindsro kan sige, at det er i forbindelse med EU-sporet, man for øjeblikket er længst fremme med lige præcis den dagsorden.

Jeg vil også sige til hr. Steen Gade, at jeg er fuldstændig enig i, at det arktiske er meget vigtigt. Samarbejdet på det arktiske område bidrager jo ikke mindst til den bløde sikkerhed, men det arktiske er vigtigt. Afsmeltningen af havisen vil både lette adgangen til udvinding af naturressourcer og åbne nye transportruter og vil på den måde også betyde noget geopolitisk for hele området.

Det er selvfølgelig også klart, at i forhold til Ilulissatmødet er et af de helt afgørende temaer fordelingen af ressourcer og territorium i det arktiske område, som jo skal regulere FN's havretskonvention, og hvor der jo pågår et arbejde med at få det gennemført. Men det er selvfølgelig også væsentligt, synes jeg, at få understreget, at det vigtigste er, at landene samarbejder om at få løftet opgaven, ikke mindst fordi klimaforandringerne lige præcis i det her område kommer til at få meget drastiske konsekvenser.

Jeg synes faktisk, at både Ilulissatmødet og det arbejde, der foregår andetsteds, nemlig i Arktisk Råd, er et godt eksempel på et løbende, pragmatisk samarbejde, der sådan set handler om at skabe en bæredygtig udvikling i regionen. Så det er jeg faktisk meget enig med hr. Steen Gade i.

Det er selvfølgelig også helt overordnet klart, at i det arbejde, vi gør fremover, er det meget, meget vigtigt, at vi fokuserer på de såkaldte hotspots, altså fokuserer på at identificere udsatte geografiske områder, hvor virkningerne af klimaændringerne allerede er mærkbare, eller hvor de, som jeg sagde til hr. Søren Espersen, på sigt kan true udviklingen, f.eks. på grund af vandproblemerne.

Noget af det, som Danmark er en meget stærk fortaler for, er, at vi ligesom på det arktiske område laver regionalt samarbejde mellem de lande, der har en interesse i området, også laver regionale samarbejder om at løse problemerne, så det ikke er et stort, fint FN-system eller EU-system, der skal ind og løfte opgaverne alle steder. Det tror jeg er meget vigtigt.

Også tak til hr. Naser Khader for en rigtig god ordførertale. Som sagt er jeg meget enig i, at det er vigtigt, at klima bliver indtænkt i det, vi gør på en lang række andre områder, og det fremhævede hr. Naser Khader jo også.

Til hr. Niels Helveg Petersen vil jeg sige, at jeg er helt enig i, at det er et vigtigt område. Jeg er også enig i, at det, vi selvfølgelig skal arbejde for i forhold til COP’en, er, at vi opnår en international juridisk bindende klimaaftale og gerne en aftale, der bygger på Copenhagen Accord, som 122 lande jo allerede har tilsluttet sig.

Jeg har svaret på et par spørgsmål omkring Arktis. Jeg vil også sige til hr. Niels Helveg Petersen, at jeg faktisk tror, at det næste, der kommer til at ske i verden med det øgede fokus, der også er på G20, er, at G20-landene kommer til at diskutere den udfordring, der er på det her område. Jeg tror, at man vil se, at samarbejdet lige præcis i den kreds langsomt vil transformere sig i retning af noget, hvor der er et overlap til det, der foregår i FN og EU. Der mener jeg, at vi har en meget klar interesse i for det første at få koordineret tingene på EU-plan og for det andet selvfølgelig også at sørge for at have sammenhængende debatter om, hvad vej vi skal gå.

Endelig vil jeg sige, at jeg tror, det afgørende for Folketinget er, at vi både fortsætter debatten, som vi har her i Folketingssalen om redegørelserne, og at vi også indtænker det, når vi har de konkrete forslag på bordet – det være sig i Europaudvalget eller andre steder – at vi tager redegørelsen her med os og bruger den aktivt i det videre arbejde, vi også har herinde. Gør vi det, er jeg faktisk også overbevist om, at der kommer endnu mere kød på sagen og endnu flere konkrete forslag end dem, der allerede ligger på bordet.

Jeg vil gerne takke for en rigtig god debat.

Tak. Der er en kort bemærkning fra hr. Steen Gade.

Tak til udenrigsministeren. Jeg synes, at vi på den måde – kan man sige – også fik suppleret redegørelsen med en række gode svar. Jeg er helt enig med udenrigsministeren i, at en øget vægt på G20 må føre til, at vi skal bruge rigtig mange kræfter på at koordinere i EU, for ellers mister vi al indflydelse i fremtiden. Men mit spørgsmål går på nogle af de ting, som ministeren ikke svarede mig på, og jeg vil gerne bede ministeren overveje to ting.

Den ene er det med små østater. Det er jo et globalt problem, som vi skal have løst på FN-plan, nemlig hvordan det er med det statsborgerskab. Vi har selvfølgelig nogle år til det, men i en række østater er folk jo begyndt at flytte væk, og hvis vi tager nogle af østaterne, kan vi se, at Australien f.eks. har sagt, at de vil tage 50 eller 100, men der bor altså 50.000. Vi er altså nødt til at finde ud af, hvordan vi løser det statsborgerskabsproblem. Det ved jeg godt ikke er en hastesag, i den forstand at øerne ikke er ved at synke i havet nu, men det er meget vigtigt, at der bliver taget nogle politiske initiativer, sat en proces i gang, og det var så en opfordring til, at Danmark – gerne gennem EU – tog det initiativ.

Det andet, hvis jeg også må spørge om det, er, at jeg også mener, at vi har brug for at få lavet nogle scenarier for, hvordan FN's Sikkerhedsråd løbende kan inddrages i early warning-tankegangen, eller rettere for, hvordan early warning-tankegangen kan inddrages i Sikkerhedsrådets faste arbejde, altså ikke sådan, at det kommer som en debat en gang imellem, men at der løbende kommer en indberetning til FN's Sikkerhedsråd om, at her er der et hotspot.

Ministeren.

Jamen jeg vil sige til hr. Steen Gade, at jeg måske ikke i detaljer nåede ned i alt, hvad enhver ordfører havde sagt, men jeg vil sige, at jeg er helt enig i, at østatsproblematikken er vigtig, og at det i hvert fald er en, vi gerne vil arbejde videre med. Jeg tror, det er noget, vi måske i første omgang skal prøve at koncentrere os om, for problemet med mange af østaterne er, at de også er skrøbelige stater, der slet ikke har et institutionelt setup, der gør, at de er i stand til at løse bare de problemer, de står med i dag; det skal vi selvfølgelig gøre. Men det andet og lidt større spørgsmål om, hvad der så skal ske med dem på længere sigt, hvis udviklingen går så meget i den forkerte retning, at folk ikke længere kan bo der, er bestemt noget, som vi meget gerne vil være med til at bære med i det videre arbejde.

Med hensyn til early warning vil jeg sige, at der er jeg også helt enig med hr. Steen Gade. Men jeg tror også, jeg må være ærlig og sige her i al offentlighed, at jeg tror, det i første omgang handler meget om, at vi i EU er konkrete, at vi har noget, der er brugbart, at vi får spillet det ind i FN, får generalsekretæren hundrede procent med på det. Så tror jeg faktisk også, at det er muligt at få Sikkerhedsrådet til i videre omfang så også at acceptere, at det her er noget af det, man skal være opsat på. Men jeg må også sige – og det ved hr. Steen Gade jo også fra COP'en her i december i København – at der jo er mange lande i verden, der måske synes, det er for meget indblanding i deres egeninteresser, i deres indenlandske forhold, hvis det er noget, man kører for hårdt. Men jeg tror, der er enighed om her, at early warning-systemer er snusfornuftige, og det er diskussionen om hotspots også, og det må vi så være med til at løfte sammen.

Tak til ministeren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.