Det næste punkt på dagsordenen er:

4) Forhandling om redegørelse nr. R 14:

Regeringens sikkerhedspolitiske redegørelse til Folketinget 2010.

(Anmeldelse 12.05.2010. Redegørelsen givet 12.05.2010. Meddelelse om forhandling 12.05.2010).

Forhandlingen er åbnet. Hr. Michael Aastrup Jensen, Venstre.

Tak for det. Den amerikanske forfatter Francis Fukuyama proklamerede i 1992, at historien var slut. Men angrebet på World Trade Center i 2001 markerede, at nok var et kapitel i historien slut, men et nyt var også i fuld gang. Under den kolde krig spejdede vi ud over Østersøen i frygt for, at fjenden var på vej. Men kommer fjenden i dag, er det ikke i store formationer, landgangsfartøjer eller med interkontinentale missiler. Den fjende, der lurer derude, kommer alene med sit våben spændt om livet, i en kuffert eller blot som en ideologi, der kræver, at han angriber med sine bare næver. Han bærer ingen uniform, han har ingen rang. Sin øverstbefalende har han måske kun hørt på et bånd eller set i en video på internettet. Og han kunne for den sags skyld sagtens være en kvinde med et lille barn i hånden.

Så den sikkerhedspolitiske situation er på de sidste 20 år blevet totalt forandret. Truslen fra Den Røde Hær og Warszawapagtlandene er afløst af et nyt og ganske andet fjendebillede. Islamistiske terrorister både truer og gør alvor af deres trusler. Tegneren Kurt Westergaard har bogstavelig talt set fjenden i øjnene. Det skete, da en fundamentalist forsøgte at dræbe ham med en økse i hans eget hjem. I andre tilfælde har politiet heldigvis stoppet terroristerne, før det lykkedes dem at sprede død og ødelæggelse iblandt os.

I modsætning til tidligere kommer fjenden ikke nødvendigvis langvejs fra. Han kan lige så godt være født i Brønshøj eller Gellerup og bo i Vollsmose eller på Nørrebro. Flere af terroristerne bag 11. september-angrebet boede i Europa. De, der planlagde angrebet på Jyllands-Posten, havde adresse i Chicago, og Kurt Westergaards overfaldsmand var opvokset i Aalborg. Men fælles for dem alle er deres besøg og ophold i fundamentalisternes træningslejre. De er placeret i lande som Pakistan, Afghanistan og Somalia – lande, hvor fundamentalisterne har overtaget kontrollen med større eller mindre områder. Her har de oprettet træningslejre og andre faciliteter, der skal støtte dem i deres kamp mod civilregeringen og de vestlige demokratier, som de hader af hele deres hjerte. Samtidig tyranniserer de civilbefolkningen ved at gennemtvinge deres middelalderlige leveregler.

Alt for længe har grupper som disse har frit spil i en række af klodens mislykkede stater, deres magt er vokset, og de haft held til at sprede deres indflydelse til nabostater. Men frem for alt har de haft held til at træne og hjernevaske unge mænd og kvinder over hele verden og få dem til at give deres liv bort for en menneskefjendsk ideologi og tage uskyldige med sig i døden.

Selv om terrorgrupperne opererer i eget, Allahs eller profetens navn, opererer de ikke uden hjælp. Bag dem står en gruppe af verdens mest brutale diktatorer. De holder deres egne befolkninger i et jerngreb og har i kampen mod demokrati og menneskerettigheder gjort fælles sag med fundamentalisterne. Diktatorerne finansierer og leverer gerne våben og giver viden og mål. De samarbejder om masseødelæggelsesvåben og sætter deres krænkelser af menneskerettighederne i system, alt imens de holder hånden over hinanden i FN.

Dette er i grove træk vores primære trusselsbillede: et Nordkorea i armod og uden for pædagogisk rækkevidde; en diktator i Iran, der fører krig mod Israel pr. stedfortræder; et Afghanistan, hvor udenlandske fundamentalister forsøger at fastholde civilbefolkningen i elendighed; og et område omkring Adenbugten, hvor både Somalia og Yemen langsomt, men sikkert, glider ind i islamisternes jerngreb.

Nordkoreas diktator, Kim Jung-Il, styrer landet med hård hånd. Det er verdens mest lukkede land. En fejlslagen landbrugspolitik forårsagede en voldsom hungersnød i 1990’erne. Den dræbte op imod 2 millioner mennesker. Og den dag i dag lever store dele af den nordkoreanske befolkning på sultegrænsen, alene holdt i live af udenlandsk bistand. I stedet for at kere sig om sit folks ve og vel, har Kim Jung-Il fokuseret alle ressourcer på det nordkoreanske atomprogram. I 2009 kom det frem, at Nordkorea besidder atomvåben. Inden da havde det internationale samfund brugt adskillige år på at få stoppet nordkoreanernes forsøg på at skaffe sig atomvåben. Men Kim Jung-Il har ikke blot arbejdet hen imod en nordkoreansk atombombe, Kim Jung-Il har ligeledes hjulpet en anden af klodens diktatorer med at komme i nærheden af atombomber.

I adskillige år har Irans diktator, Ahmedinejad, arbejdet ihærdigt på at skaffe sig kernevåben. Nøjagtig som sin ligemand i Nordkorea har han set stort på det internationale samfunds kritik. Han har leget kispus med de internationale våbeninspektører og er løbet fra aftaler, inden blækket var tørt. Og lige som Kim Jung-Il har han tilsidesat sin egen befolkning i sine bestræbelser på at gøre Iran til en atommagt og præcis som i Nordkorea slået oppositionen ned med hård hånd.

Desuden står Ahmadinejad i ledtog med terrororganisationerne Hamas og Hizbollah, der holder henholdsvis Gazastriben og store dele af Libanon i et jerngreb. Med dem som håndgangne mænd gør han alvor af sine trusler om at forsøge at udslette Israel. Samtidig har det iranske regime gjort en ihærdig indsats for at destabilisere nabolandet Irak og i sidste ende Mellemøsten. Det har landet gjort ved at bidrage til den sekteriske vold, som har kostet i tusindvis af irakere livet. Også i Afghanistan, hvor Talebanregimet kæmper for at destabilisere landet og fastholde dets befolkning i armod, har Iran en aktie. Kampen mod demokrati og menneskerettigheder synes ikke at kende nogen begrænsninger, hverken når det gælder Irans egen befolkning eller andre mennesker.

Kampen mod Taleban i Afghanistan er også en kamp for at undgå, at Pakistan og landets atomvåben falder i fundamentalisternes hænder. Det var ualmindelig tæt på for under 1 år siden, og truslen fra islamisterne er endnu ikke drevet over.

Det samme gør sig gældende i landene omkring Adenbugten. I Somalia æder fundamentalistiske grupper bid for bid af landet og bid for bid af borgernes rettigheder. Islamisterne har også underlagt somalierne et regelsæt ikke ulig det, iranerne må leve under, og hvor kun få ting finder nåde for præsteskabets nidkære blik.

Senest har vi oplevet, hvordan islamisterne ligeledes bider sig fast i Yemen. Med base i begge lande risikerer de at true den internationale skibsfart gennem området. Skrækscenariet er et angreb på en af de mange olietankere, der dagligt passerer gennem farvandet. Et angreb lig terrorangrebet mod det amerikanske flådefartøj USS Cole vil få meget alvorlige konsekvenser for den internationale økonomi.

Vi hverken kan eller vil se stort på trusler som disse. Vi skal i fællesskab med vores allierede håndtere disse trusler mod vores demokrati og levevis såvel som overgreb på klodens befolkning og menneskerettighederne. Derfor er det afgørende, at vi bidrager i hele verden med folk, der kan genopbygge, såvel som med folk, der kan sætte hårdt mod hårdt. Derfor er det vigtigt, at vi gør, hvad vi kan, for at tænde lys i mørket for dem, der dagligt må leve under diktatorernes og fundamentalisternes jerngreb. Vi skal være med til at nedkæmpe Taleban i Afghanistan, så vi kan bygge skoler og hospitaler. Vi skal rense Adenbugten for pirater, så vi stopper pengestrømmen til fundamentalisterne i Somalia og Yemen. Vi skal gøre, hvad vi kan for at støtte dem, der tør tage kampen op mod deres diktatorer.

Dermed kan vi være med til at lukke terroristernes træningslejre. Vi kan være med til at stoppe spredning af masseødelæggelsesvåben, og vi kan lukke for strømmen af penge og våben til fundamentalisterne. Det vil hjælpe befolkningerne i Afghanistan, i Somalia, i Iran, i Nordkorea og en lang række andre lande. Det vil gøre verden mere sikker og dermed også vores del af verden mere tryg. Men giver vi op, gemmer os og lader stå til, vil dette kapitel blive det længste og ikke mindst det sidste i vores historie. Tak for det.

Tak til ordføreren. Næste ordfører er hr. Jeppe Kofod fra Socialdemokraterne.

Jeg vil gerne indlede med at takke regeringen for dens sikkerhedspolitiske redegørelse. Jeg synes, at det er en rigtig god redegørelse, der beskriver mange af de udfordringer, vi står over for i dansk sikkerhedspolitik.

Som vi husker, er det sådan, at det i det nuværende forsvarsforlig er besluttet, at der udarbejdes en årlig redegørelse. Den skal belyse mål og midler i dansk sikkerhedspolitik, og vi kan se, at fokus i 2010 har været på at sammentænke militære og civile indsatser, ikke mindst i skrøbelige stater. Det synes jeg er yderst relevant.

Som det bliver beskrevet meget præcist i redegørelsen, er der ingen tvivl om, at der er sket en udvikling i trusselsbilledet. Fra den kolde krig til nu er truslen forskudt fra nærområdet til trusler, der opstår langt fra Danmarks grænser. Det betyder, at der skal være en bred vifte af instrumenter, der skal tages i brug for at sikre, at vi kan imødegå de trusler, vi står over for. Derfor mener jeg egentlig, at det er rigtig vigtigt at fokusere på skrøbelige stater.

Det er rigtigt, at vi har oplevet truslen fra terrorisme mange gange, desværre. Vi har også oplevet, at terroristerne nogle gange har haft held med at udføre deres terrorangreb. Det er derfor vigtigt, at vi kigger på, hvordan vi forbygger terrorismen og terrorismens årsager. Det er klart, at hvis man vil det, er det meget nødvendigt, som fokus også er her, at man går ind og ser på de skrøbelige stater, at forebygge, at disse stater huser terrorister og bliver fristed og arnested for træning af terrorister. Jeg synes, at det, der har været kendetegnende ved mange af de terrorangreb, der har været i den vestlige verden, har været, at de personer, der har udført eller forsøgt at udføre angrebene, i perioder af deres liv har fået træning i nogle af disse skrøbelige stater. Det synes jeg er værd at notere sig.

Jeg vil også gerne sige, at jeg synes, at redegørelsen på fin vis beskriver, at Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitik hviler på et stærkt engagement i FN, NATO, EU og OSCE, og at disse organisationer alle på forskellig vis danner rammerne om den danske varetagelse af vores interesser og i øvrigt også om vores værdier i udenrigspolitikken, som vi mener er helt afgørende vigtige.

Det gælder også de nye udfordringer, vi står over for. Det arktiske område er beskrevet i redegørelsen. Det synes vi er vigtigt er med, det er et vigtigt fokuspunkt. Vi ved jo, at man regner med, at 25 pct. eller deromkring af verdens gas- og olieressourcer er i det arktiske område. Med isens smeltning kommer der passage i området, og vi står over for en masse sikkerhedspolitiske udfordringer. Danmark skal som arktisk stat selvfølgelig også fokusere på dette, så det er vi fra Socialdemokraternes side meget tilfredse med.

Skal man slå ned på en ting, synes jeg, det er vigtigt her at sige, at for os spiller EU og NATO helt centrale roller. Lad mig bare tage EU først. Vi mener egentlig – og det synspunkt tror jeg vi deler fuldstændig med regeringen – at det europæiske samarbejde skal styrkes, ikke mindst på det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område. Det står også i redegørelsen. Der er ingen tvivl om, at man kan benytte forskellige magtmidler for at imødegå sikkerhedstrusler. Der er hårde magtmidler, som typisk er militær magt, og der er bløde magtmidler, som kan være udviklingsbistand og andre midler.

Men EU og NATO har altså også nogle andre former for direkte magtmidler. De har en transformativ magt, der gør, at man indirekte kan medvirke til at omstille et samfund i en mere stabil, fredelig og demokratisk retning ved at etablere samarbejde og i yderste konsekvens medlemskab af disse organisationer. Denne transformative magt har vi jo set virke i Europa efter den kolde krig, vi er gået fra et delt til et helt Europa, og det er den transformative magt, som jeg i hvert fald synes er vigtig EU bruger på den globale scene. EU har kontakt til en række tidligere kolonilande, en række relationer til mange udviklingslande og også nogle af de skrøbelige stater, vi her taler om, og kan bruge den transformative magt i handelsaftaler, i bistand, i dialogen om menneskerettigheder og demokrati for at sikre, at landene bevæger sig i den rigtige retning. Så den transformative magt, som EU har, er enorm, og med etableringen af en fælles udenrigstjenste og det, der er lagt op til med en styrkelse af EU’s fælles udenrigspolitik, mener vi fra Socialdemokraternes side, at dette er et vigtigt element, også i varetagelsen af Danmarks sikkerhedspolitiske interesser fremover.

Det er klart, at vi, som det også blev beskrevet, ser, at Danmark som et lille land nyder stor gavn af, at der er et effektivt internationalt samarbejde og multilaterale løsninger. Vi skal ind og kæmpe for en international retsorden. Det er vi fuldstændig enige i.

Man kan sige, at når det gælder EU og det sikkerhedspolitiske område, er det måske en lillebitte smule besynderligt, at regeringen ikke kommer med nogle mere konkrete handlingsanvisninger. Et eksempel, som jeg gerne vil fremhæve her, og som jeg nævner, fordi jeg synes, det er vigtigt, er vores forsvarsforbehold, som forhindrer os i fuldt og helt at tage del i mange af de operationer, som EU foretager. Vi tror og synes, at det ville være helt naturligt, at vi kom af med det forsvarsforbehold. Det ville være med til at styrke Danmarks mulighed for at bekæmpe de nye trusler, vi ser i dag. Det vil jeg bare nævne. Man kan sige, at man på det her område i hvert fald kan håbe på, at redegørelsen fører til, at regeringen kommer med nogle mere kontante udmeldinger.

Noget andet, jeg gerne vil sige, er, at når det gælder fremme af menneskerettigheder i det internationale retssamfund, synes vi, det er rigtig fint, at det er beskrevet. Det er vigtigt, at vi sætter alt i fokus på at beskytte retssikkerheden, beskyttelse individet, ikke mindst i konflikter i skrøbelige stater, hvor det ofte er de mest sårbare mennesker, der bliver de første ofre. Men også her synes vi det er vigtigt, at regeringen måske kommer med lidt mere konkrete anvisninger på, hvordan det kan lade sig gøre.

Dialoginstrumentet, public diplomacy og andet, er beskrevet på glimrende vis. Det er også et vigtigt redskab i kassen. Vi synes bare ikke rigtig, at det hænger sammen med, at regeringen netop har annonceret lukning af ambassaderne i Jordan og Algeriet, og at der har været en diskussion om Det Arabiske Initiativ, som et parti foreslog skulle ændres. Læser man redegørelsen, synes vi ikke, at det harmonerer med det vigtige fokus, der også er på Mellemøsten, et område, hvor mange trusler opstår, og hvorfra mange af nutidens sikkerhedstrusler, der i værste fald også rammer os, udspringer. Derfor synes vi, at det er lidt ærgerligt, at vi lukker ambassaderne i Jordan og Algeriet, og hvis der kommer en neddrosling af Det Arabiske Initiativ – hvilket jeg håber ministrene kan afkræfte – vil det også være at gå i den forkerte retning.

Alt i alt synes vi, at det er en god sikkerhedspolitisk redegørelse, som man må sige kommer vidt omkring, og som på glimrende vis beskriver mange af de nye sikkerhedstrusler.

Vi ønsker som sagt, at Danmark deltager aktivt i NATO, EU, OSCE og i FN-sammenhænge, og jeg synes, at vi nogle gange skulle være lidt mere konkrete med, hvordan vi gør det, f.eks. ved at afskaffe forsvarsforbeholdet, sikre Det Arabiske Initiativ, sikre, at vi har ambassader, der kan føre kritisk dialog, og sikre, at vi – som vi har gjort i forhold til Pakistan – prøver at skabe en dialog om demokrati og menneskerettigheder, sådan at vi ikke kun begynder at bekæmpe symptomerne på de trusler, vi ser, f.eks. terrorisme, men også årsagerne til, at de overhovedet opstår. Hvis vi f.eks. kunne få et stabilt Somalia, er der ingen tvivl om, at vi ville spare mange penge, ressourcer og måske menneskeliv. Vi kunne i hvert fald undgå kidnapninger, hvis det var sådan, at pirateri ud for Somalias kyst kunne undgås. Så vi skal ikke bare fokusere på symptomerne på de nye sikkerhedstrusler, men også på årsagerne, og vi skal bekæmpe, at årsagerne er der.

Med disse ord vil jeg sige tak for en god redegørelse og glæde mig til også at høre ministrene i denne sammenhæng.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Søren Espersen fra Dansk Folkeparti.

Tak. Jamen jeg er enig med hr. Jeppe Kofod i, at forsvarsforbeholdet er vigtigt. Det var vist sådan, han udtrykte det.

Den her debat er jo på en måde sådan udsprunget af forsvarsforligsaftalen, hvor vi en gang om året skal diskutere sikkerhedspolitikken. Og det synes jeg er en god idé. Det sker vel egentlig på De Radikales initiativ, så selv en blind høne kan altså finde et korn.

Der bliver hele tiden stillet nye krav til dansk sikkerhed. Jeg vil starte med at sige, at for vores vedkommende er Danmarks frihed, sikkerhed og selvstændighed altid det, der er udgangspunktet for al dansk udenrigspolitik og for al dansk sikkerhedspolitik, det er sådan ligesom basis for os. Altså, Danmarks frihed, sikkerhed og selvstændighed er der, vi starter, og det er også dér, vi slutter. Det er det afgørende, andre punkter er på en eller anden måde underordnet det. Det er, så vidt jeg husker, på en måde også understreget i forsvarsforliget. Det bliver nævnt som en af de vigtigste ting. Og det er det, vi hele tiden må tage udgangspunkt i.

Som det er blevet nævnt, er der ikke nogen konventionelle og umiddelbare trusler imod Danmark, som vi kender dem og har kendt dem fra den kolde krig. Det er takket være NATO. Det synes jeg også er væsentligt hele tiden at understrege. Det er altså i kraft af NATO, at vi har haft den sikkerhed, der har gjort, at vi nu faktisk kan sige, at vi er fri for en konventionel trussel, som der jo i høj grad var, mens Sovjetunionen stadig væk eksisterede. Dermed er NATO altså i vores optik grundstenen i hele Danmark sikkerhedspolitik, i hele Danmarks forsvar.

Som en følge af det er vi altså også – for jeg mener ikke, at de to ting harmonerer – mod opbygningen af en EU-hær. Vi mener, at den måde, hvorpå f.eks. Frankrig og Tyskland tænker sig sådan en EU-hær organiseret, strider mod vores vitale interesser. Jeg ved godt, at man har nogle andre forestillinger i Danmark om, hvordan man ser EU-hæren opbygget, men det er ikke den måde, hvorpå tyskerne ser på det, og det er ikke den måde, hvorpå franskmændene ser på det. Så derfor mener jeg, at det er alt for farlig en vej at slå ind på. Jeg bryder mig ikke om tanken om, at danske soldater skal under kommando af eksempelvis et EU-system, og det er altså nogle af de tanker, som bl.a. franskmændene og tyskerne har, det er noget af det, de drømmer om.

Med hensyn til trusler, som vi så har, for dem har vi også, selv om vi er sluppet af med de konventionelle trusler direkte mod vores land, er der selvfølgelig først og fremmest den internationale terrortrussel. Jeg vil faktisk nævne nogle punkter, hvor jeg mener, at der er alvorlige trusler mod vores sikkerhed. Den internationale terror synes jeg hr. Michael Aastrup Jensen beskrev meget godt, han beskrev den islamiske fundamentalisme, den er kendt af alle som et problem, som hele den vestlige verden må forholde sig til, altså også os. Så det vil jeg ikke gøre så meget mere ud af, det synes jeg at Venstres ordfører beskrev så glimrende.

Pirateriet er en ny, meget væsentlig trussel imod hele vores samhandel og vores frihandel på alle jordens vande. Der har vi så søværnet, som jeg mener har gjort en fabelagtig indsats. Det er i øvrigt pudsigt nok at tænke sig, at salig kong Hans, der oprettede flåden, faktisk gjorde det, for at man kunne komme ud at beskytte de danske handelsfartøjer, så de kunne færdes frit på verdenshavene, og det gør vi altså stadig væk som åbenbart en af flådens væsentligste indsatser her 5-600 år senere.

Det pirateri, der foregår i Somalia, kan ikke kun løses ad søvejen, så at sige. Der skal andre ting til på land. Og hvordan man løser det problem, har jeg selvfølgelig ikke nogen forklaring på, men det er nødvendigt netop at gå derind på kysten, hvor de her pirater bliver støttet og faktisk kan gøre stort set, som de vil. Men det er altså en international opgave at få det løst, og Somalia er jo, som alle ved, en værre hvepserede at få fingrene ned i.

Men jeg vil altså her fremhæve flåden som uhyre vigtig for den del af vores sikkerhedspolitik, som drejer sig om, at vi kan færdes. Det synes jeg også man skal have i tankerne, når man nu i forsvarsdiskussionen taler om en eventuel nedskæring i flådens fartøjsantal. De får også endnu mere betydning for det andet område, som jeg vil nævne, nemlig Arktis, hvor jeg mener, at uden vores flåde har vi ikke nogen mulighed for egentlig at markere os i det område og håndhæve vores interesser. Det kan altså ikke alene gøres med F-16-fly, der skal man ud at sejle.

Så vi har altså de to områder, som i og for sig er ret nye, og hvor flåden faktisk er påkrævet. Der er en tendens til, at flere og flere midler føres over til hæren, fordi det er den, som er mest synlig i øjeblikket i Afghanistan. Men de to ting, der kommer til at få betydning ud over indsatsen i Afghanistan, er altså pirateriet, og det er Arktis, og der skal vi have en stærk, dansk flåde.

Så er der masseødelæggelsesvåbnene, de har også været nævnt. De har i og for sig siden anden verdenskrig altid været en trussel, men her er det så en anden type trussel, for det er ikke længere sådan, at man ved, at i Sovjetunionen er der det og det antal, og i Amerika er der det og det antal. Her er det altså de såkaldt uberegnelige stater, som sidder med dem, Iran er kendt af alle. Nordkorea er så lige pludselig blevet meget, meget aktuelt inden for de seneste dage, og det område dernede er ved at kunne udvikle sig i en meget, meget farlig retning, fordi Nordkorea altså efter alt at dømme har atomvåben.

Den sidste ting, jeg vil nævne, er sådan set ikke ligefrem et problem, men det er bare for at nævne det – det drejer sig om Rusland. Rusland er lige pludselig blevet en væsentlig del, ikke et problem, for jeg tror faktisk, at vi inden for de seneste måneder har set en tilnærmelse fra Ruslands side og også den anden vej rundt, vi så det med præsident Medvedevs besøg i Danmark forleden, det var den første russiske leder siden Krustjov, der kom her. Og han har forsøgt at skabe en god forbindelse til USA. Der er altså skabt en ny åbning mellem de to gamle supermagter. Det er en af vores væsentligste opgaver at styrke det samarbejde.

Gasledningen kan være kritisabel af mange forskellige grunde, men jeg hilste den meget velkommen, jeg syntes, at det var en god måde netop at understrege, at vi altså måske har en eller anden form for skæbnefællesskab i fremtiden med Rusland.

Der er meget, der skiller, det ved vi, der er situationen vedrørende Baltikum, Georgien osv., som vi kan kritisere Rusland for. Det er der ikke nogen tvivl om. Men der er altså i mine øjne også meget, der samler, først og fremmest er der en fælles interesse i kampen mod terrorisme, men også i forbindelse med et nyopdukket fænomen, nemlig Kinas march på vej mod at blive en supermagt og være supersupermagt, er det altså ikke uden betydning, at NATO har et tæt og fornuftigt samarbejde med Rusland og måske ligefrem har noget, der ad åre kunne blive til en alliance. Det ser jeg faktisk meget gerne. Hr. Holger K. Nielsen smiler lidt, men det gør jeg.

Det er en ny sikkerhedspolitisk trussel, der kommer fra Kina, det er vi nødt til at sige, det hele er ikke kun handel og penge og hurra, hvor det kører, og vi skal have havfruen derud og sådan noget. Der er andre ting på vej, og hvis de sker, synes jeg, at det er behageligt, at Rusland er i en alliance med den vestlige verden. Så jeg ser altså, at Rusland er på vej mod at blive en del af – i gåseøjne – den vestlige verden. Og det er noget, jeg hilser velkommen.

Til slut ville jeg egentlig godt have sagt lidt om Afghanistan, men jeg kan se på knapperne, at der ikke er meget tid. Så jeg vil bare sige, at det i vores øjne er utrolig godt, at Danmark er i front. Det er en ny epoke i vores historie, hvor vi altså ikke længere bare lader andre redde kastanjerne ud af ilden, men hvor vi selv i høj grad er med og altså har bragt store ofre. Det ved jeg også bliver værdsat af vores nærmeste allierede, specielt af briterne og amerikanerne. Når der er en dansk soldat, der bliver dræbt eller kommer til skade, som det ofte sker, skal vi hele tiden tænke på, at det er sådan, at hvis ikke han havde været der, og hvis ikke vi havde været der, havde det altså været en britisk soldat, der var blevet dræbt, eller en britisk soldat, der var blevet såret. Jeg ved godt, at det er en sølle trøst for de familier, som mister en pårørende, eller som får sårede folk hjem, men det er nødvendigt at sige, at vi yder vores bidrag, og hvis ikke vi gjorde det, var det andre, der skulle gøre det.

Jeg glemte vist at sige, at jeg er meget tilfreds med den sikkerhedspolitiske redegørelse, som ministeren er kommet med, og jeg ser frem til en eventuel debat.

Så er det hr. Holger K. Nielsen som ordfører for Socialistisk Folkeparti.

Denne redegørelse er en udløber af Forsvarskommissionens arbejde og også af forsvarsforliget. Meningen var, at vi godt ville have en mere offentlig debat om sikkerhedspolitikken. Man kan vel godt diskutere, om den form, vi har her, med at gøre det lige før pinse, er den rigtige, hvad angår at få en stor offentlig debat, men det er jo noget, vi kan tage op i forsvarsforligskredsen.

Som andre synes jeg, at der er en række positive ting i den her redegørelse. Der er også ting, jeg er mindre tilfreds med, og det skal jeg vende tilbage til. Det er positivt, at man erkender kompleksiteten i det trusselsbillede, vi står over for; at det ikke er en militær trussel over for vores nation, der er det, vi skal forholde os til, men en kompleksitet med en masse andre forskellige trusler i form af klimatrusler, failed states-trusler, terrortrusler og i form af økonomisk underudvikling i dele af verden osv., og at vi derfor er nødt til at tænke sikkerhedspolitik på en ny måde, og at vi efter den kolde krigs afslutning jo også har en hel anden handlefrihed, med hensyn til hvad det er for en sikkerhedspolitik vi vil prioritere i det her land.

Jeg synes også, at det er positivt, at man lægger så kraftigt vægt på FN i den her redegørelse, i betragtning af at der i regeringspartierne jo er kommet en meget kraftig skepsis over for FN uden nogen historisk forståelse for, at FN faktisk på trods af problemerne har spillet en meget, meget positiv rolle i den tid, FN har eksisteret, i form af at mange konflikter er undgået, fordi verden har haft et sted, hvor verdens lande kunne diskutere med hinanden og forsøge at få løst konflikter, før de brød ud.

Den forebyggende rolle, som FN altid har haft og stadig væk har, bliver overskygget af de problemer, der også er i FN. Det er, som om der er nogle politikere, specielt i regeringspartierne, der har svært ved at se det historiske perspektiv i FN, og hvilke problemer det vil give, hvilke enorme vanskeligheder det vil give, hvis man svækker FN. Vi er derfor nødt til at fastholde et stærkt FN, og det er jeg glad for at regeringen siger så klart i den her redegørelse, og jeg er glad for, at man på den måde modsiger de partifæller, der har sagt modsatte.

Jeg er også tilfreds med, at man lægger vægt på EU-samarbejdet som et vigtigt sikkerhedspolitisk instrument. Jeg er meget enig i hr. Jeppe Kofods betragtninger om EU's rolle som stabiliseringsfaktor i EU. Selv om jeg er gammel modstander af EF-medlemskabet, blev det i hvert fald helt klart for mig, specielt i 1990’erne omkring Balkankrigene, hvordan det er fantastisk vigtigt, at man har et sted, hvor man kan få stabiliseret skrøbelige demokratier, få stabiliseret lande, som er på vej fra et sted og til andet sted, og at EU i den sammenhæng spiller en fantastisk vigtig rolle, også i øjeblikket, med hensyn til at skabe øget stabilitet, specielt på Balkan.

I det hele taget skal vi somme tider tænke på, hvilken fantastisk præstation det er, at man har fået det postkommunistiske Østeuropa til at fungere i et demokratisk samarbejdende Europa. Man skal også tænke på, hvilken enorm opgave det har været efter murens fald i 1989 at få så mange nye lande ind i EU, at få så mange nye lande til at fungere demokratisk på trods af tilbageskridt, som vi ser det i Ungarn og andre steder i øjeblikket. Men det er alligevel lande, der er på et helt andet demokratisk niveau, end de var før, og som er i gang med en demokratisk civiliseringsproces, som der er tale om med EU-medlemskabet. Man skal tænke over, hvor stor betydning det har, selv om man måske ikke tænker så meget over det i forbindelse med de daglige skandalehistorier. Det er meget, meget vigtigt.

Der er også en nyhed i den her redegørelse, kan jeg se. Den her tværministerielle gruppe bliver jo nedsat i starten af maj, kan jeg se. Jamen det var da herligt. Jeg vil sige, at det måske er lidt sent, vi blev enige om det for cirka et år siden under forsvarsforliget, og der har været masser af tid til at gå i gang med den, men som man siger: Bedre sent end aldrig. Det er da dejligt, at de to ministerier langt om længe er blevet enige om at få det her på skinner. Det er vi da glade for.

Vi kunne så godt ønske, at der meget snart kom lidt mere konkret om, hvad man har tænkt sig at bruge de penge til, som er afsat, og om, hvad man mere konkret har tænkt sig at man skal. Men tillykke med, at det da efter næsten et år er lykkedes at få den her tværministerielle struktur op at stå. Det er svært med statslige bureaukratier og ministerier, der ikke kan finde ud af det med hinanden. Men o.k., bedre sent end aldrig.

Jeg synes også, at det er vigtigt, at Arktis er med her, for det er faktisk en national interesse for os, kan man sige. Jeg har svært ved at se – og det skal jeg lige vende tilbage til om lidt – at vi har nogen nationale interesser i at bruge så mange ressourcer i Afghanistan. Derimod har vi masser af nationale interesser i det arktiske, i Grønlands og rigsfællesskabets interesser, i en situation, hvor vi ved, at Arktis har alle forudsætninger for at blive et højspændingsområde i de kommende år med afsmeltning af isen, med den mængde råstoffer, der er i området, og med den militarisering, der også stadig væk er deroppe. Der er jo mange kernevåben placeret på ubåde både fra amerikansk og russisk side, og der er forskellige planer om at opruste militært. Canadierne er i gang med planer, russerne er også parate. Så derfor har Arktis alle forudsætninger for at blive et højspændingsområde, også når vi ved, at mangel på ressourcer bliver den vigtigste baggrund for konflikter fremover. Derfor er det vigtigt, at man er på forkant med det her.

Jeg kunne ønske mig nogle lidt mere gennemarbejdede bemærkninger om, hvordan man i højere grad får afmilitariseret Arktis og måske får skabt en atomvåbenfri zone i Arktis, men det kan vi jo vende tilbage til på et senere tidspunkt.

Det problematiske i det er, at der ligesom er skitseret mange problemstillinger, men vi ved, at der i virkeligheden ikke er svar på ret meget. Det er sandheden i det her. Afghanistan lægger man meget vægt på. Der er vi decideret uenige. Vi har meget svært ved at se, at krigen i Afghanistan styrker den nationale sikkerhed. I det omfang der er en terrortrussel, er det overhovedet ikke det nationale afghanske taleban, der er problemet, det er terrorgrupper andre steder, i Pakistan, i Somalia, i Etiopien, i Yemen, i Sudan og forskellige andre afrikanske lande. Og der er sandheden den, at man ikke vil gribe ind militært i Somalia, det vil man simpelt hen ikke. Det ved vi at man ikke vil. Man vil heller ikke gribe ind militært de andre steder, og det skal man heller ikke. Men der er ingen svar på, hvad man vil gøre i forhold til de her såkaldte failed states.

Det undrer mig, at der ikke er lidt flere sammenhængende tanker om ulandsbistanden, at der ikke er nogen ræsonnementer om, hvad der sker med Danmarks sikkerhed, når vi skærer ulandsbistanden ned, som jeg kan forstå at man forhandler om i øjeblikket. Det er dog en meget relevant problemstilling at få på dagsordenen. En ting er, at vi diskuterer, hvordan vi kan få håndteret vores nationale problemer, en anden ting er, hvordan nedskæringerne i ulandsbistanden for at løse nogle nationale problemer kan få nogle større sikkerhedspolitiske konsekvenser.

Endelig, og det skal være det sidste, jeg siger, undrer det mig, at man slet ikke nævner det, som jo faktisk er en trussel, vi oplever forholdsvis ofte. Det er konsekvensen af Muhammedtegningerne og Muhammedkrisen. Der er en dansk journalist, der lige er blevet vist ud af Pakistan på grund af Muhammedtegningerne og Muhammedkrisen. Det danske landshold har været udsat for trusler; hvor konkrete de var, ved vi ikke, men det var igen på grund af Muhammedtegningerne.

Uden at jeg skal gå ind i den historie igen – den har vi mange uenigheder om her, efter vores mening var den daværende statsministers håndtering fuldstændig katastrofal og havde store negative konsekvenser for vores sikkerhed – vil jeg sige, at vi under alle omstændigheder er nødt til at se på, hvad vi gør nu. Hvad er regeringens politik, i forhold til at Danmark stadig væk har et problem i den muslimske verden, fordi vi havde den krise for nogle år siden? Jeg siger ikke, at vi skal lægge os ned, jeg siger ikke, at vi skal sige undskyld, det er ikke det, jeg siger, det skal vi ikke efter min mening. Men man må da have nogle ræsonnementer, man må da have gjort sig nogle tanker om, hvad vi skal gøre, for det kommer op hele tiden.

Det er ikke nok at sige, at vi bare skal slå igen, som Venstres ordfører sagde. Hvordan vil han gøre det? Det er ikke nok at stå med de store fagter og sige: Det vil vi ikke finde os i. Nej, det vil vi ikke finde os i, men det er jo et problem. Det er et problem, at Danmark på den måde bliver lagt for had rundtomkring i den muslimske verden. Og når der er fundamentalistiske galninge, der går i gang med et projekt, er det Danmark, de i første række har i kikkerten. Det må vi da forholde os til. Det må regeringen da have gjort sig nogle tanker om hvad den vil gøre ved. Det undrer mig, at det slet ikke er med i den her redegørelse – det må jeg sige.

Tak. Det medførte lidt spørgsmål lige her til sidst, det var sådan lige slutspurten. Den første til spørgsmål er hr. Søren Espersen.

Jeg var meget tilfreds med, at hr. Holger K. Nielsen nævnte så meget om Arktis, f.eks. hele det nye problem, der kan opstå deroppe med en sejlbar nordvestpassage, og de interesser, vi skal varetage i det arktiske område.

Hvordan forestiller hr. Holger K. Nielsen sig de interesser varetaget, hvis han stadig væk med den anden hånd gerne vil skære ned i flådens tal?

Ordføreren.

Altså, skære ned på flåden er da ikke noget, som jeg har sagt vi skal. Hvad er nu det for noget? Der kører nogle forhandlinger i øjeblikket i Forsvarsministeriet om nogle besparelser i forsvaret, fordi forsvaret ikke har haft styr på deres økonomi. Der har vi sagt, at intet er helligt. Men jeg kan da sige helt klart, at vi ikke ønsker at nedprioritere den danske indsats i det arktiske område. Det gør vi ikke.

Hr. Søren Espersen.

Det er da en tilkendegivelse, jeg er meget, meget glad for. Jeg tager det som udtryk for, at SF ikke vil være med til at svække flåden, netop på grund af det, som nu dukker op også i det arktiske område. Pirateriet har vi også talt om. Men hvad angår det arktiske område specielt: Er det SF's holdning, at flåden ikke skal svækkes?

Ordføreren.

Flåden er jo mange ting, flåden er også andet end det arktiske område. Det siger hr. Espersen jo selv, det er også piraterikamp. Det kan da godt være, at vi måske ikke skal sende »Absalon« af sted så ofte, som vi har gjort indtil nu. Det er en mulighed. Jeg skal ikke kunne sige det her. Vi skal jo forhandle inden så længe, og der er også andre fartøjer i »Flyvefisken«-klassen, som man diskuterer. Det hele handler jo ikke kun om Arktis, men vi er ikke villige til maritimt at nedprioritere indsatsen i det arktiske område.

Hr. Michael Aastrup Jensen.

Jeg må indrømme, at jeg blev lidt overrasket over hr. Holger K. Nielsens debat eller snak om Muhammedtegningerne, for selv om ordføreren siger, at vi ikke skal sige undskyld, kom der en lang snak om, at vi jo må gøre noget, og at vi skal gøre noget osv. Regeringen har jo gjort noget, regeringen har været konkret med at forklare resten af verden, hvad ytringsfrihed er. Ytringsfrihed kan ikke gradbøjes; enten har man den, eller også har man den ikke. Se bare på et land som Pakistan i øjeblikket, som lige har lukket af for adgangen til Facebook og YouTube.

Jeg vil gerne spørge hr. Holger K. Nielsen: Hvad er det, man skal gøre andet end at forklare, hvad ytringsfrihed er? Ønsker hr. Holger K. Nielsen at gradbøje ytringsfrihed? Er det det, han er i gang med ved at snakke om Muhammedtegningerne?

Ordføreren.

Det er jo sådan noget bragesnak, der giver problemerne. Man kan jo godt komme med alt det der bragesnak, som Venstres ordfører her kommer med, og som den daværende statsminister også kom med, da Muhammedtegningskrisen rullede. Dansk Folkeparti er også eksperter i det. Der er jo ikke grænser for, hvad man vil føre af værdikamp udeomkring, og jeg ved ikke hvad. Jeg siger bare, at det har nogle sikkerhedspolitiske konsekvenser.

Det har som konsekvens, at der er en dansk journalist, der bliver smidt ud af Pakistan i øjeblikket. Det har som konsekvens, at fodboldlandsholdet har modtaget en trussel. Det har som konsekvens, at Westergaard blev angrebet. Så er det bare, at jeg siger: O.k., så må man med åbne øjne sige, at den her globale værdikamp, som Venstre kører, har nogle sikkerhedspolitiske konsekvenser for det her land. Når vi har en sikkerhedspolitisk redegørelse, synes jeg da, at det er relevant også at få den dimension med i en debat om, hvad der truer vores sikkerhed.

Hr. Michael Aastrup Jensen.

Men der var jo ikke en eneste smule i den lange smøre om bragesnak eller ej fra hr. Holger K. Nielsens side om, hvad det så var, man skulle gøre andet end at forklare, hvad ytringsfrihed er. Vi anerkender fuldt ud, at Danmark er under pres i spørgsmål om, hvordan vi har prøvet at forklare ytringsfrihed. Men hr. Holger K. Nielsen har jo ingen løsninger, og det er derfor, at jeg prøver at gå lidt mere i dybden med, hvad hr. Holger K. Nielsen egentlig gerne vil have at vi skal gøre andet end det, vi har gjort, nemlig prøve at være bannerførere for demokrati og ytringsfrihed. Det er det, der er vejen frem. Oplysning er da bedre end at prøve at dukke nakken og så håbe på, at ingen ser os.

Eller vil hr. Holger K. Nielsen gerne have, at vi dukker os igen og prøver på ikke at lave så meget snak og larm i spørgsmålet om demokrati og håbe på, at ingen ser os? Er det det, hr. Holger K. Nielsen egentlig advokerer for? Jeg forstår ærlig talt ikke, hvad det er, hr. Holger K. Nielsen advokerer for ud over bare at prøve at skabe et problem og lande det i hovedet på regeringspartierne.

Ordføreren.

Jamen det her handler jo om, hvilke temaer der skal være med i en sikkerhedspolitisk redegørelse. Det, jeg siger, er, at det undrer mig, at man overhovedet ikke nævner et tema, som faktisk har ganske stor betydning for danskeres sikkerhed rundtomkring i verden.

Jeg påstår ikke, at jeg har patentsvaret på det. Jeg er heller ikke sikker på, at hr. Michael Aastrup Jensens Radio Free Etiopia, eller hvad det var, han foreslog, Free Somalia, er løsningen på det. I hvert fald var hr. Michael Aastrup Jensen så alene med det, at det blev skudt ned både forfra og bagfra af hans egne regeringspartnere. Så man kan vel ikke påstå, at Venstre har svaret på det her, ret beset.

Så er det hr. Naser Khader.

Jeg mener, at det er en myte, at man kunne have undgået en Muhammedkrise, ved at vores tidligere statsminister havde taget et møde med ambassadørerne. Der var simpelt hen så mange dagsordener. Det er en myte, der bliver gentaget igen og igen. Hvad angår ytringsfrihed, mener jeg, at noget af det vigtigste er ikke at sidde og lave konsekvensberegninger, før man ytrer sig. Jeg synes, det er vigtigt, at man ytrer sig, og så skal andre befolkningsgruppers religioners tabuer ikke presses ned over hovedet på os andre, der ønsker en ubegrænset ytringsfrihed.

Men jeg synes ikke, at hr. Holger K. Nielsen svarede på det spørgsmål, der blev stillet af Venstres ordfører. Hr. Holger K. Nielsen ikke vil sige undskyld, hr. Holger K. Nielsen ikke vil lægge sig ned. Hvad er det så, vi skal gøre? Hvad er det, man skal gøre i forhold til dem, der truer vores sikkerhed?

Ordføreren.

Det har jeg da ikke kunnet svare på i løbet af 1 minut. Det er derfor, jeg siger, at det bør regeringen da tænke over, når man laver en sikkerhedspolitisk redegørelse. Jeg tror ikke, der er nogen, der har et patentsvar på det. Jo, det tror jeg nok hr. Naser Khader tror han har, men det har han i hvert fald ikke, og det har jeg slet ikke. Det påstår jeg da ikke at jeg har. Det, jeg bare beder om, er, at det indgår i de sikkerhedspolitiske overvejelser i det her land. Det var helt fraværende her, og det undrer mig. Det er såmænd bare det, jeg siger.

Så vil jeg sige omkring det med konsekvensberegninger, at man da altid laver konsekvensberegninger, når man ytrer sig. Jeg går ud fra, at hvis der sidder en stor, grim HA-rocker på et værtshus og han er virkelig grim, vil hr. Naser Khader nødig gå hen og sige til ham: Dig, som sidder der, du er virkelig grim og tyk. Det gør hr. Naser Khader jo ikke, vel? Han ved godt, hvad konsekvensen vil være, hvis han gør det. Så i alle menneskelige relationer og ytringer er der da konsekvensberegninger.

Hr. Naser Khader.

Jeg synes, at det er en latterlig sammenligning at sammenligne det med en rocker på et værtshus. Det her handler om noget helt andet, noget, der er meget mere centralt, og det er ytringsfriheden, som er vigtigere end demokratiet. Noget af det vigtigste er faktisk, at vi værner om ytringsfriheden. Men jeg undrer mig bare. Jeg tænker, at hr. Holger K. Nielsen må have en eller anden løsning på den udfordring, vi står over for i forhold til de folk, der truer vores fodboldlandshold, og som truer en journalist i Pakistan m.v. Når Holger K. Nielsen spørger regeringen, om den har en løsning, må man selv have et bud på, hvad der skal gøres, når man nu ikke vil undskylde, lægge sig ned. Handler det ikke bare om at stå fast og sige, at sådan er det, og det må I acceptere andre steder i verden?

Ordføreren.

Det gør det jo ikke. Det har jo vist sig, at det ikke virker. Pointen i det, jeg siger, er jo, at den politik, som den tidligere statsminister førte, og som hr. Naser Khader advokerer for, nemlig bare at stå fast og ikke vige en tomme, jo ikke har hjulpet, der er stadig væk sikkerhedstrusler imod danske statsborgere rundtomkring i verden.

Derfor synes jeg da, det ville være relevant, hvis hr. Naser Khader og Det Konservative Folkeparti brugte hele partiets hjernekapacitet til at finde ud af, hvad man gør ved det her. Vi er også villige til at hjælpe til, så det bliver en fælles overvejelse, hvor vi ligesom erkender, at vi har et problem i det her land, og løsningen er ikke bare at sige: Vi står fast, nu skal de have igen, nu skal de have nogle tæsk osv. Det er ikke det, der hjælper. Der er et reelt problem, som har noget at gøre med at håndtere andre kulturer, at håndtere andres følelser, at kunne føre en udenrigspolitik, hvor man bruger diplomati og andre instrumenter. Det ved jeg også at Udenrigsministeriet gør rundtomkring, og vi har også set eksempler på, at man forsøger at få det håndteret, få det landet. Men efter min mening er det da meget relevant at få det med i en overordnet sikkerhedspolitisk redegørelse.

Tak til ordføreren. Så er der ikke flere spørgsmål. Næste ordfører er hr. Naser Khader fra De Konservative.

Tak for en rigtig god redegørelse. Som flere ordførere har været inde på, blev det i forbindelse med det nuværende forsvarsforlig besluttet, at regeringen årligt skal udarbejde en sikkerhedspolitisk redegørelse for at sikre, at dansk sikkerhedspolitik forankres i befolkningen.

Sikkerhedspolitikken er i dag meget mere konkret og nærværende end i mange år. Hver eneste dag hører vi om hændelser, som har med vores sikkerhed at gøre. Senest – det var vist i går – blev vores flag brændt i Pakistan, og for et par dage siden blev vores landshold og fans truet med terror i Irak. Der var i hvert fald planer om at udføre terror mod landsholdet og fansene. Truslerne kommer som regel fra Al-Qaeda og ligesindede terrorgrupper. I den sammenhæng er det vigtigt at understrege, at hvad angår vores sikkerhed og den globale sikkerhed, har den militante islamisme en af de største roller i forhold til den globale trussel. Jeg vil ikke gå i detaljer med det, for Venstres ordfører beskrev det på glimrende vis.

Det er derfor vigtigt med en debat om såvel mål som midler, som vi har det i dag. Sikkerhedspolitik drejer sig om at skabe tryghed for samfundet og for den enkelte. De mange sikkerhedspolitiske trusler og udfordringer, vi står over for i dag, stiller os over for en række nye krav. Og vi er i Danmark i stand til at møde flere af disse krav, bl.a. med den fortsatte omstilling af vores militære styrker til i højere grad end tidligere at kunne bidrage til internationale operationer samt med de aktuelle tiltag til at udbygge den danske civile kapacitet.

De trusler og udfordringer, vi står over for, kan ikke håndteres af noget enkelt land alene. Sikkerhed og tryghed kan ikke klares alene med hjemligt beredskab. Truslerne og udfordringerne går på tværs af grænserne. Vores frihed, sikkerhed og tryghed starter mange gange andre steder i verden, og det nødvendiggør et effektivt internationalt samarbejde og multilaterale løsninger via organisationer som FN, NATO, EU og OSCE. Disse institutioner er vigtige for den globale sikkerhed og stabilitet, og her bidrager vi i Danmark konstruktivt.

Her kan nævnes, at Danmark bidrager til flere militære internationale operationer. Danmark havde pr. 11. marts 2010 udsendt 1.290 personer i internationale militære operationer, hvoraf de største bidrag var til de NATO-ledede operationer i Afghanistan og Kosovo samt til FN's internationale styrke i Libanon, UNIFIL, og desuden til Somalias kyst for at bekæmpe pirateri. Vores soldater gør en stor forskel rundtom i verden. De gør en fremragende indsats. Jeg havde det privilegium sammen med flere medlemmer af Det Udenrigspolitiske Nævn i uge 10 i år at møde repræsentanter for vores soldater i UNIFIL i Libanon. De gør det fremragende. For et par år siden var jeg i Afghanistan og mødte vores soldater der. De gør det også fremragende. Jeg opfatter dem ikke som besættere, men som frihedskæmpere. De forsøger dagligt med livet som indsats at udvide afghanernes frihed.

En vigtig konklusion i redegørelsen er, at skrøbelige og ustabile stater i dag er en af de væsentligste trusler mod den internationale sikkerhed og dermed også mod Danmark. Somalia er et godt eksempel. Somalia kunne godt blive et nyt Afghanistan. Det, der sker i Yemen, er også bekymrende. Al-Qaeda vinder mere og mere terræn i Yemen, og det er meget bekymrende for den globale sikkerhed. Derfor er det vigtigt, at der i redegørelsen især er fokus på de verdensdele, som har den mest direkte og operative relevans for dansk sikkerhedspolitik. Vi kan nemlig ikke være alle steder på en gang, og vi har heller ikke ressourcer til rådighed, så vi kan være alle steder. Derfor må vi prioritere mellem indsatserne.

Samtidig er der en bred erkendelse i regeringen og hos de øvrige partier i forsvarsforligskredsen af, at militære indsatser ikke gør det alene. Vi skal blive endnu bedre til at samtænke den civile og den militære indsats i de områder og lande, hvor vi gør en stor forskel. Samtænkning er et væsentligt nyt redskab for den danske udenrigs- og sikkerhedspolitik, og det centrale i samtænkning er, at der er behov for flerstrengede indsatser for at håndtere vanskelige konflikter, og at de militære og civile indsatser skal kombineres i én samlet og integreret tilgang for at være effektive.

Her har regeringen taget en række initiativer for at styrke Danmarks evne til at samtænke stabilisering, genopbygning og kapacitetsopbygning i konfliktområder. Det kan nævnes, som flere ordførere også har gjort, og det er også nævnt i redegørelsen, at regeringen for en måned siden etablerede en ny tværministeriel samtænkningsstruktur som opfølgning på forsvarsforliget. Den består af en styregruppe med deltagelse af Statsministeriet, Udenrigsministeriet, Forsvarsministeriet og Justitsministeriet. Deres opgave er at støtte koordineret planlægning af nye militære og civile engagementer, og det er fremragende.

Afslutningsvis: Den sikkerhedspolitiske udvikling byder fortsat på en række udfordringer. Det er kendetegnende for de nuværende sikkerhedspolitiske udfordringer, at håndteringen heraf i betydeligt omfang finder sted langt væk fra Danmarks grænser. Globaliseringen betyder endvidere, at udfordringerne har en kompleksitet, der fordrer multilaterale løsninger, og Danmark har i de forløbne år og vil også i de kommende år forsøge at løfte denne vigtige opgave. Tak.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Niels Helveg Petersen fra De Radikale som ordfører.

Jeg vil starte med at sige, at jeg synes, det er en god redegørelse, ministeren har givet Folketinget, og jeg vil godt citere fra redegørelsen om målsætningerne for dansk udenrigspolitik:

»Det primære formål med dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik er at fremme Danmarks sikkerhed og velstand med udgangspunkt i et sæt af grundlæggende værdier, herunder frihed, demokrati og menneskerettigheder. Det er ligeledes i Danmarks interesse at videreføre en udenrigs- og sikkerhedspolitik baseret på idealer og normer for, hvordan et velfungerende internationalt samfund bør indrettes. Danmark bør arbejde for at fremme en verden karakteriseret ved bæredygtig udvikling, frihed, demokrati, menneskerettigheder, kulturel sameksistens og en international retsorden. Dette indebærer parathed til at påtage sig medansvar for handling. FN, NATO, EU og OSCE udgør på forskellig vis rammen for varetagelsen af Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitiske interesser.«

Det er jo en udmærket opsummering af formålene med vores udenrigspolitik og et godt grundlag for den videre redegørelse.

Debatten her i dag udspringer som bekendt af forsvarsforliget. Under forhandlingerne om et nyt forsvarsforlig blev der enighed om, at vi regelmæssigt, hvert år, burde have sikkerhedspolitiske redegørelser og en debat om de sikkerhedspolitiske redegørelser. En sådan bred debat er der brug for, fordi vi jo i øvrigt i det, Folketinget foretager sig på det sikkerhedspolitiske område, ofte er plaget af, at det er enkeltnedslag og ikke sammenhængende diskussioner om de overordnede temaer. Det behov har været tydeligt, og med denne sikkerhedspolitiske redegørelse og denne første debat tager vi altså hul på en ny institution i vores arbejde med udenrigs- og sikkerhedspolitik.

I den forbindelse har jeg så et hjertesuk. Tidspunktet for denne debat er ekstraordinært uegnet. Vi befinder os i de afsluttende faser af folketingssamlingen, vi ved, at der føres forskellige store kriseforhandlinger, og offentlighedens interesse for vores principielle sikkerhedspolitiske problemstillinger er næppe ringere på noget tidspunkt af året end netop nu. Og jeg synes, at vi i forsvarsforligskredsen skal diskutere, om vi kan tilrettelægge disse debatter, som jeg tror vi alle synes er vigtige, på en bedre måde og på et bedre tidspunkt. Det kan vi vende tilbage til.

Jeg synes, det er en grundlæggende mangel i redegørelsen, at man ikke interesserer sig for eller diskuterer betydningen af vort forsvarsforbehold. Der er jeg helt enig i, hvad hr. Jeppe Kofod sagde. Det er nævnt, at vi har et forbehold, men konsekvenserne for Danmark er slet ikke behandlet. Det er min vurdering, at det forsvarsforbehold, som vi har, er med til at svække Danmarks samlede indsats på det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område. Det giver os mindre at skulle have sagt i EU – det er indlysende – men der kan også være en afsmittende virkning på vores muligheder for at øve indflydelse inden for NATO, og det anser jeg for at være absolut skadeligt.

Forsvarsforbeholdet er helt konkret ret meningsløst. Det er jo meningsløst, at Danmark ikke kan deltage i militære operationer, som er under ledelse af EU, når vi kan deltage i operationer under ledelse af NATO, og selv småoperationer inden for EU kan vi ikke deltage i, og det giver os nogle virkelige problemer. Det svækker os, og jeg har i det hele taget den overordnede holdning, at små stater har særlig glæde af de brede multinationale organisationer som både EU og NATO. Det giver små stater – og det er Danmark unægtelig – en bedre mulighed for at udøve indflydelse på beslutningerne, for at være orienteret i tide, og der træder vi altså os selv over tæerne med det eksisterende forsvarsforbehold. Regeringen forsømmer, synes jeg, i den diskussion her om vores overordnede udenrigs- og sikkerhedspolitik at problematisere dette og gøre det klart for befolkningen, at forsvarsforbeholdet faktisk er noget, der er skadeligt for vores samlede udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Vores sikkerhedspolitiske situation er jo i øvrigt præget af, hvad der også klart fremgår af forsvarsforliget, at der lykkeligvis ikke er trusler mod det danske territorium. For første gang i kongeriget Danmarks historie er der ikke egentlige territoriale trusler imod vores territorium.

Det frigør muligheder for at anvende ressourcer på andre ting. Det frigør ressourcer, som vi kan anvende på overordnede internationale formål. Det er en god ting. Der er andre trusler, nye typer af trusler, mod Danmark og mod andre demokratiske lande: terrorisme; de trusler, der stammer fra fejlslagne stater, som ikke kan styre sig selv; muligvis fremtidige trusler fra cyberspace; og ikke mindst trusler fra masseødelæggelsesvåben.

På området masseødelæggelsesvåben ser vi heldigvis en ny udvikling. Den startede vel egentlig med præsident Obamas tale i Prag, hvor han skitserede en drøm om en atomvåbenfri verden. Han sagde: Det sker nok ikke i min tid. Det tror jeg han har ret i. Og det sker slet ikke i min tid. Men det er jo et vigtigt perspektiv at trække frem, fordi det kan give noget dynamik i henseende til at begrænse udbredelsen af a-våben. Det overordnede sigte her må jo være at forhindre yderligere spredning af a-våben, og jeg synes, USA og Rusland har leveret et godt bevis på, at det ikke bare er mundsvejr, men at de også mener det alvorligt med den nye aftale, de har lavet, som reducerer atomvåbenlagrene.

Det giver jo også USA og Rusland et helt anderledes ståsted, når det drejer sig om at forhindre yderligere spredning af atomvåben. Når det drejer sig om diskussionen med f.eks. Nordkorea og Iran, er det jo vigtigt, at de store atommagter viser, at de også har vilje til at begrænse deres arsenaler, og at det ikke kun er noget, de forlanger af andre.

Jeg venter, at der på det her område vil være megen international aktivitet i de kommende år, og jeg hilser med stor glæde det velkommen, som jeg læste i en avis, nemlig at det er regeringens hensigt at udpege en særlig ambassadør for atomnedrustning. Det synes jeg er rigtigt set i betragtning af den udvikling, der heldigvis er på området.

Redegørelsen indeholder et særligt tema om samtænkning mellem civile og militære indsatser. Det er jo noget, vi fra dansk side igennem årene har interesseret os meget for, og det er noget, som der absolut er fokus på i den internationale debat. Det er så tydeligt, at skal man med held angribe nogle af de eksisterende konflikter i verden, er der behov for en militær og en civil indsats samtidig og for at få disse indsatser til at fungere sammen og funktionere ordentligt.

Det er også glædeligt, synes jeg, at regeringen nu er færdig med at sammensætte en tværministeriel samtænkningsstruktur, eller hvad man skal kalde det, som skal ruste Danmark til fortsat at gøre en god indsats på det her område. Det er så også formålet for denne tværministerielle gruppe at udmønte den såkaldte globale ramme på 150 mio. kr. Jeg tror, at der med udgangspunkt i den ramme kan blive grundlag for gode danske indsatser.

Det siges i redegørelsen, at der sker nogle forskydninger i den internationale politik. Lande som Kina, Indien, Brasilien, Rusland, og jeg vil også føje Tyrkiet til, kommer til at spille en stigende rolle. Vi har senest set det med bl.a. Tyrkiets og Brasiliens mellemkomst ved udformningen af en atomaftale med iranerne. Vi ved ikke, hvor god den aftale er, hvor solid den er, om den viser sig holdbar og er et ordentlig skridt fremad, men det viser, at der er nye spillere, som er i stand til at spille med i den internationale politik, og som vi ikke har set der før. I den sammenhæng er det klart, at Kina især vil komme til at spille en stigende rolle på alle mulige områder. De har allerede gjort det længe i Afrika, men Kina kommer også til at spille en større rolle i andre områder.

Jeg vil slutte med at sige, at der er sket en glædelig ting, efter at præsident Obama er kommet til, og det er, om man så må sige, diplomatiets genkomst. Diplomati spiller nu en større rolle. Det er tydeligt, at den amerikanske administration lægger stor vægt på diplomatiske indsatser, diplomatisk pres, og ikke først og fremmest slår om sig med militære trusler. Det synes jeg er en god udvikling, en rigtig udvikling.

Men jeg synes, det er trist, at Danmark i en sådan periode, hvor diplomatiet kommer tilbage som virkemiddel, benytter lejligheden til hele tiden at beskære sit eget diplomati og dermed stiller færre ressourcer til rådighed for den diplomatiske indsats. Det er trist, og det må vi se at få lavet om på i de kommende år.

Der er et ønske om en kort bemærkning fra hr. Søren Espersen.

Det var spørgsmålet om Europa, jeg gerne ville ind på. Ligesom vi nu har set, at der helt oplagt er vældig forskel på EU's lande økonomisk set, en kæmpe forskel mildt sagt, så er der det jo også sikkerhedsmæssigt og udenrigspolitisk.

Det, jeg vil spørge hr. Niels Helveg Petersen om, er, hvad det er for et Europa, han egentlig taler om. Er det den fransk-tyske alliance? Er det de øst- og centraleuropæiske lande, som har en helt speciel form for sikkerhedspolitisk og udenrigspolitisk opfattelse? Er det Storbritannien? Hvad er det for et Europa, hr. Niels Helveg Petersen mener kan bidrage med noget som helst, og hvor man overhovedet står samlet?

Ordføreren.

Det Europa, jeg har tænkt på i de her sammenhænge, er EU. EU kan spille en rolle. Det er ikke altid, at EU er i stand til det, bl.a. på grund af intern uenighed. Men en dansk bestræbelse må jo være, at EU i stigende grad taler med én stemme, ikke mindst i betragtning af de forskydninger, der sker i verdenspolitikken, i betragtning af Kinas øgede indflydelse og øget indflydelse fra lande som Rusland, Brasilien osv.

Jo, der er i allerhøjeste grad brug for – med de forskydninger, der sker i verdenspolitikken – at EU kan tale med én stemme. Det kan ikke altid lade sig gøre, men bestræbelsen er selvfølgelig soleklart rigtig.

Hr. Søren Espersen.

Jeg havde også regnet ud, at det nok var EU, hr. Niels Helveg Petersen mente. Men jeg savner en forklaring på, hvad det er for et EU. Hvad er EU's udenrigspolitiske linje? Hvad var den i forhold til Irakkrigen? Hvad er den i forhold til Afghanistankrigen? Hvad er det for et EU, og hvordan forestiller hr. Niels Helveg Petersen sig at førerskabet i sådan en forsvarspolitisk dimension vil blive? Hvem vil det ligge hos? Vil det ikke helt naturligt blive i den alliance, der hedder fransk og tysk EU-sikkerhedspolitisk opfattelse? Og er det noget, som vi kan leve med i Danmark, og som vil blive en helt naturlig ting for os? For nogle vil altså tage førerskab i den her forsvarspolitiske dimension i EU. Det må hr. Niels Helveg Petersen da give mig ret i. Hvem er det, der får førerskabet i den nye forsvarspolitiske dimension i EU?

Ordføreren.

Det undrer mig faktisk, at hr. Søren Espersen spørger om det her. Vi har lige fået en ny traktat, Lissabontraktaten, der er trådt i kraft. Den indeholder væsentlige nye bestemmelser, når det drejer sig om Europas udenrigspolitiske indsats. Vi er ved at opbygge en EU-udenrigstjeneste, og der er udpeget dels en næsten permanent formand for Det Europæiske Råd, dels en tilsvarende leder af EU's udenrigspolitiske indsatser. Det er noget, der tager tid at få etableret, og vi er jo midt i en proces, hvor det her er ved at blive etableret.

Men der er da kommet nye instrumenter til, der i de kommende år, hvis man kan udnytte mulighederne, vil give Europa større mulighed for at tale med én stemme. Det bør i hvert fald være en dansk bestræbelse. Men det lykkedes jo ikke i sagen om Irak, bl.a. takket være Danmarks indsats. I sagen om Afghanistan lykkedes det jo langt bedre, fordi der var et klart FN-mandat. Men der er da også andre områder, hvor der er divergenser i den europæiske kreds.

Tak til hr. Niels Helveg Petersen. Der er ikke flere korte bemærkninger. Så er det udenrigsministeren, og bagefter er det forsvarsministeren.

Jeg vil gerne starte med at takke for en rigtig god og konstruktiv debat. Jeg synes, det er fremgået meget klart af både redegørelsen og den efterfølgende debat, at vi har store sikkerhedspolitiske udfordringer foran os. Der er ingen tvivl om, at Danmarks sikkerhed, frihed og velstand i højere grad end nogen sinde før er afhængig af den globale udvikling. Der tegner sig jo konturerne af et mere dynamisk internationalt system, hvor der er andre trusler såsom international terrorisme, spredning af masseødelæggelsesvåben, angreb i cyberspace, skrøbelige og sammenbrudte stater, der hver især faktisk påvirker den danske samfundsudvikling og dermed også vores varetagelse af danske interesser i negativ retning.

Det betyder alt sammen, at Danmarks sikkerhedspolitik skal udmøntes i international sammenhæng – en sammenhæng, der er mere uforudsigelig og kompleks end tidligere. Heldigvis er jeg glad for at sige, at vi er i stand til at møde de krav, bl.a. ved at vi fortsat omstiller vores militære styrker til i højere grad end tidligere at kunne bidrage til internationale operationer samt ved de tiltag, vi gør for at udbygge den civile danske kapacitet. Også på det politiske plan synes jeg, det er vigtigt at få understreget, at vi bidrager konstruktivt til, at de institutioner, som vi fra dansk side mener har størst betydning for den globale sikkerhed og stabilitet, nemlig FN, NATO, EU og OSCE, er i stand til at møde disse krav. Det fordrer nemlig, at reformtiltag ikke kun diskuteres, men også føres ud i livet.

Som det også er fremgået af debatten i dag, er sammentænkning et væsentligt nyt redskab for den danske udenrigs- og sikkerhedspolitik. Kernen i sammentænkning er, at der er behov for flerstrengede indsatser for at håndtere vanskelige konflikter, og at de militære og civile indsatser skal kombineres i en samlet og integreret tilgang for at være effektive. Der er jo flere af ordførerne i dag, der har været inde på netop hele tankegangen om sammentænkning. Bl.a. har hr. Naser Khader, men også hr. Holger K. Nielsen, været inde på hele den problemstilling, og det har hr. Niels Helveg Petersen også.

For os at se er der ingen tvivl om, at et af de steder, hvor vi jo helt tilbage i 1990'erne oplevede positive erfaringer med sammentænkning, faktisk var i forbindelse med vores indsats på Balkan. Sammentænkning blev så for alvor introduceret i forbindelse med det sidste forsvarsforlig for 2004, og nu er tilgangen så videreudviklet. Og fra 2008 har vi haft en Afghanistan-task-force, hvor man koordinerer indsatsen, og her har vi rigtig gode erfaringer. Jeg kommer tilbage til Afghanistan senere hen, men jeg synes, det er vigtigt at få sagt, at sammentænkning er vejen frem.

Vi har således også taget en række initiativer for at styrke Danmarks evne til at sammentænke stabilisering, genopbygning og kapacitetsopbygning i konfliktområder. Sikkerhedspolitikken er i dag måske mere konkret og nærværende, end den har været i mange år, og derfor er det også rigtig vigtigt, at vi har en god og konstruktiv debat om den.

For så vidt angår de bemærkninger, der er faldet her i dag, vil jeg starte med at sige til Venstres ordfører, hr. Michael Aastrup Jensen, at jeg er meget glad for Venstres tale, og at jeg er meget glad for det fokus, som Venstre valgte at lægge på terrortruslen. Den er der nemlig, og den er der meget konkret, og den er der altså ikke kun i Afghanistan. En gang imellem glemmer man, at der er mange andre steder i verden, hvor Al-Qaeda og andre forsøger at vinde fodfæste, og der er det naturligvis vigtigt, at vi i vores internationale indsats indtænker, hvordan vi kan være med til at imødegå den trussel. Så det synes jeg er meget vigtigt.

Til hr. Jeppe Kofod, som lagde meget vægt på EU, vil jeg sige, at regeringen jo er meget enig i, at EU er en vigtig spiller på området. Og der mener jeg jo, at ikke mindst det, at Lissabontraktaten er trådt i kraft, og muligheden for, at vi nu koordinerer vores udenrigspolitik og i det hele taget sammentænker tingene strategisk, er en nyskabelse, som vi kommer til at have glæde og gavn af.

Såvel hr. Jeppe Kofod som hr. Niels Helveg Petersen kom ind på spørgsmålet om det danske EU-forbehold. Det er jo ikke det, forespørgslen handler om i dag. Det har vi lejligheden til at drøfte i næste uge, men jeg vil da gerne have lov til at gentage, hvad der er regeringens holdning til EU-forbeholdene. Vi er og bliver stålsatte på, at EU-forbeholdene er i strid med danske interesser, og at de derfor skal afskaffes, men – hvad vi også har sagt mange gange før – vi er altså også meget optaget af, at en folkeafstemning sker på det rigtige tidspunkt, og der er betingelser, der skal være opfyldt, for at vi vil gøre det. Jeg tror ikke, at jeg vil komme så meget mere ind på det i dag, men som sagt skal det drøftes på tirsdag i Folketingssalen, og der får vi jo god lejlighed til at tage den diskussion.

For så vidt angår det spørgsmål, som hr. Jeppe Kofod og også hr. Niels Helveg Petersen rejste, om ambassadelukninger, vil jeg sige, at jeg som forholdsvis nytiltrådt udenrigsminister bestemt ikke synes, det er særlig sjovt at skulle ud at skære ned nogle steder. Desværre må jeg sige, at der er truffet beslutninger tidligere, der har gjort, at der er behov for at finde penge i Udenrigsministeriet, og min tilgang til det har været den, at jeg synes, det er vigtigt, at vi er til stede overalt i verden, og at vi så skal prøve at rationalisere og sammentænke tingene, så vi får mest muligt for de danske skatteyderes kroner.

Der har vi, for så vidt angår Mellemøsten, valgt at sige, at det samlet set giver bedre mening at flytte den ambassade, der har været i Amman i Jordan, til Abu Dhabi, hvor vi har langt flere erhvervsinteresser og i det hele taget samlet set flere danske interesser, end vi har i Amman. Men jeg vil da gerne her bekræfte, at vi står helt og fuldt bag Det Arabiske Initiativ, og vi bevarer også en medarbejder i Jordan til netop at være tovholder på det. Så jeg vil sige, at det bestemt ikke er noget, man gør med glæde, hver gang man sådan skal lukke frem for at åbne, men det har været en bunden opgave, ikke mindst fordi der er mange ambassader, der er meget dyre at sikre på betryggende vis. Det koster mange penge, og derfor har vi måttet tænke kreativt over, hvordan vi kunne få mest muligt for pengene.

Til hr. Søren Espersen vil jeg sige, at jeg er fuldstændig enig i, at det vigtigste er Danmarks sikkerhed og vores selvstændighed; det er det, der gør os til en fri nation. Derfor er det selvfølgelig også helt afgørende, at nogle af de partnere, vi har haft i rigtig mange år, holder vi fast i. Her vil jeg gerne fremhæve NATO. NATO er en vigtig strategisk partner for os. Der er ingen tvivl om, at NATO er med til at skabe den nødvendige ro og troværdighed, der overordnet er omkring vores sikkerhedspolitik. Og jeg vil sige, at mange af de emner, som hr. Søren Espersen opremsede, sådan set var emner, der passer utrolig godt ind i også det nye strategiske koncept, vi skal til at diskutere i NATO, herunder ikke mindst forholdet til Rusland, hvor Rusland ikke skal ses som en fjende, men som en strategisk partner, som NATO skal have et meget stærkere samarbejde med. Jeg ved, at NATO's generalsekretær er meget optaget af at få et forbedret forhold til Rusland, fordi vi på mange områder, når det gælder terrortruslen, når det gælder Iran, er enige med Rusland, men faktisk også, tror jeg, fordi det på mange af de områder, hvor vi ikke altid er enige med russerne, er nemmere at tale med hinanden, hvis vi også taler om noget positivt med hinanden; det giver også bedre mulighed for en kritisk dialog.

For så vidt angår kampen mod pirateri, som hr. Søren Espersen også nævnte, er jeg meget enig i, at den er rykket højere op på dagsordenen. Der er jo steder i verden, hvor folk er meget desperate, ikke mindst i Somalia, og det afstedkommer altså også, at nogle af dem bliver pirater. Derfor handler det jo om at forbedre situationen på land, forbedre de civile institutioner og regeringsførelsen i landet, og så handler det naturligvis om internationalt at sørge for, at de, der begår forbrydelsen, bliver retsforfulgt. Der er Danmark jo formand for den juridiske gruppe, der lige nu sidder og arbejder på, hvordan vi kan sikre, at der sker en retsforfølgelse af piraterne. Og det er vigtigt, i kombination med at Danmark bidrager til den internationale flådestyrke. Vi er jo et af de lande, der har rigtig, rigtig mange skibe, der går igennem piratfyldte farvande, og derfor er det selvfølgelig også vigtigt, at vi bidrager til det.

For så vidt angår Arktis – et emne, vi også drøftede under redegørelsesdebatten tidligere i dag – er jeg meget enig med hr. Søren Espersen i, at der også der kommer en meget klar sikkerhedspolitisk vinkel. Noget af det, som vi som dansk formandskabsland vil gøre mest for at sikre kommer på dagsordenen, når Arktisk Råd mødes næste forår, er search and rescue, altså at sørge for, at vi har velordnede flåder og skibe til rådighed, så der, når man begynder at sejle meget i området, også er mulighed for at redde mennesker, der kommer i en nødsituation på havet. Så det bliver meget vigtigt.

For så vidt angår spørgsmålet om masseødelæggelsesvåben og NPT-traktaten, må man jo altså desværre sige, at vi står over for nogle store udfordringer. Vi står over for den udfordring, at vi har et Nordkorea, der bare har meldt sig ud, uden at det har konsekvenser for dem, og vi har et Iran, der ikke vil efterleve en traktat, de selv har underskrevet. Og der tror jeg at det er meget vigtigt, at det internationale samfund ikke ryster på hånden. Velvidende at Tyrkiet og Brasilien som en slags mæglere har forsøgt at aftale en sag på plads med iranerne, er der jo ingen tvivl om, at de på ingen som helst måde efterlever det, som vi kan forvente af iranerne, og derfor skal der lægges pres på dem.

Hr. Holger K. Nielsen rejste mange spørgsmål. Jeg har svaret på nogle af dem, herunder ikke mindst betydningen af sammentænkning, som jeg tror er vigtigt, og spørgsmålet om Arktis. For så vidt angår Afghanistan, må jeg sige, at der altså er en uenighed mellem regeringen og Socialistisk Folkeparti. Jeg mener, at det er helt afgørende for vores sikkerhedspolitik, at vi er i Afghanistan. Talebanregimet skabte meget stor usikkerhed, skabte meget, meget dårlige vilkår for de mennesker, der bor og lever i Afghanistan, ikke mindst dem af kvindekøn. Men ikke nok med det, det var jo en træningslejr for terroristerne, der gjorde, at de kunne drage fra Afghanistan og rundt i resten af verden og angribe os, og derfor er det selvfølgelig helt afgørende, at der sker forbedringer i Afghanistan, og det gør der.

Der er meget flotte forbedringer, efter at vi har valgt at være med til at løfte fredsprocessen i Afghanistan. Den nye forfatning sikrer kvindernes rettigheder. Der er nu basale sundhedsprogrammer for mødre og børn, så 85 pct. af befolkningen i i alt 34 provinser nu har basale sundhedsprogrammer; det var 8 pct. under Taleban. Spædbarnsdødeligheden er reduceret med 40.000 om året sammenlignet med under Taleban. 5 millioner afghanere har fået adgang til rent drikkevand og sanitet. Massevis af både drenge og piger går nu i skole, og hvad der er meget, meget glædeligt, er, at mange flere piger går i skole nu end nogen sinde før, hvis man sammenligner med Talebanperioden. Så der er rigtig mange gode fremskridt, og det betyder noget for Danmarks sikkerhed, for vores sikkerhed her, at vi sørger for at få gjort Afghanistan til et fredeligere sted.

Hr. Holger K. Nielsen efterlyste på sin vis en kobling til ulandsbistanden, og der vil jeg sige til hr. Holger K. Nielsen, at der selvfølgelig ingen tvivl er om, at det er helt afgørende for os, at vi tænker ulandsbistand og sikkerhedspolitik sammen. Og det gør regeringen også, f.eks. i forbindelse med vores globale ramme, hvor vi har valgt at fokusere på tre områder: Afrikas Horn, regionen omkring Afghanistan og Pakistan og indsatser i Europa. I Afrika ser vi særligt på at styrke de afrikanske regionale organisationers kapacitet til at indsætte fredsoperationer under FN eller AU. I forbindelse med Afghanistan og Pakistan vil vi se på muligheden for at dæmme op for noget af det, der holder liv i terrorismen, nemlig narkotikasmuglingen. Og endelig skal forsvarets sikkerhedssamarbejde i Europa ses i lyset af NATO-udvidelsen, og vi skal se på, hvordan vi kan sikre det på en bæredygtig måde. Så jeg vil sige, at vi faktisk tænker det ind.

Vedrørende tegningesagen, som hr. Holger K. Nielsen også efterlyste flere ord på, vil jeg sige, at vi meget bevidst har forsøgt at lave en sikkerhedspolitisk redegørelse, hvor vi fokuserer på brede og mere generelle udviklingstræk, som skulle udgøre rammen for vores sikkerhedspolitik, og det betyder altså, at der ikke er en masse opremsninger af mange forskellige ting. Nu kan jeg se, at hr. Holger K. Nielsen slet ikke er her, hvilket måske kan undre, når hr. Holger K. Nielsen klart var den, der stillede flere spørgsmål. Men jeg vil sige, at det er et bevidst valg. Så har jeg ikke spor imod, at vi under debatten her tager en diskussion om de enkelte punkter. Det er lidt svært, når hr. Holger K. Nielsen ikke er her, men jeg vil sige om tegningesagen, at jeg mener fuldstændig ligesom hr. Michael Aastrup Jensen, at det da handler om at forsvare vores værdier, forsvare, hvad vi mener, og så handler det om dialog. Jeg tror da på, at det, vi gør, når vi forklarer og drøfter, hvad vores holdninger er, er med til at flytte grænserne positivt hver evig eneste gang. Der er ikke nogen, der er ude på at krænke andre menneskers religiøse følelser, men det handler om, at vi har nogle værdier, som betyder meget for os, og der tror jeg at dialog – også kritisk dialog – er vejen frem.

Hr. Naser Khader vil jeg også meget gerne takke for de beretninger, hr. Naser Khader havde med fra både Libanon og Afghanistan, for jeg tror faktisk, at det betyder meget for vores soldater, at vi også besøger dem og bakker op om dem. Og jeg er meget enig i, at det multilaterale spor også er et, vi skal fokusere på.

Jeg vil også sige tak til hr. Niels Helveg Petersen for en meget flot tale. Jeg er meget glad for, at hr. Niels Helveg Petersen valgte at citere fra redegørelsen, for jeg synes faktisk også, at den indeholder mange gode principielle og overordnede tilkendegivelser, som jeg tror samler Folketinget bredt.

Jeg har noteret mig, at timingen ikke er den bedste, altså at vi skal prøve at lægge den tidligere. Hvad angår forbeholdet, får vi en drøftelse af det på tirsdag, så derfor synes jeg ikke, at vi skal tage den i dag. Jeg er meget enig i, at ikkespredning, begrænsningen af atomvåben er en ny dagsorden, der er sat, ikke mindst efter Obamas »Global Zero«-tale, og heller ikke mindst efter START-aftalen mellem USA og Rusland, og det er en af baggrundene for, at jeg har valgt at udnævne en nedrustningsambassadør. Så det er et område, der får forøget politisk fokus, og jeg er meget glad for, at de i Det Radikale Venstre er enige i den prioritering.

Jeg er faktisk også meget glad for de holdninger, hr. Niels Helveg Petersen udtrykte, for så vidt angår nogle af de nye spillere, der kommer på banen. Vi har oplevet Tyrkiet og Brasilien. Vi har oplevet Kina, der begynder at spille en større rolle, og det tror jeg at vi skal tænke over – både som land, der tror på multilaterale fora, og som et land, der har været vant til måske at have meget stor indflydelse på tingene, fordi der er en lang række lande, der har siddet passivt hen. Jeg tror, det er vigtigt, at vi tænker strategisk over, hvordan vi kan få et tættere samarbejde med mange af de lande. Derfor arbejder vi også for, at vi som et af de første emner i EU får lavet et strategisk partnerskab med Kina, for jeg tror, det er noget, vi kan få rigtig mange fordele af og få meget positivt ud af både i forbindelse med sikkerhedspolitikken og i den politiske og økonomiske verden.

Endelig vil jeg med hensyn til ambassadenedlæggelserne, som jeg også har været inde på i mit svar til hr. Jeppe Kofod, sige, at det jo aldrig er noget, man synes er det sjoveste i verden. Men vi har forsøgt at gøre det på en sådan måde, at det mindst muligt påvirker den store udenrigspolitiske indsats, som vores meget dygtige medarbejdere laver rundtomkring i verden.

Tak for en rigtig, rigtig god debat. Jeg ser frem til debatten næste år, som vi må prøve at rykke frem til et tidspunkt, hvor der også vil være større interesse for den.

Tak til udenrigsministeren. Så er det forsvarsministeren.

Det er tidsmæssigt lidt af et problem, men vi forsøger. Hvis man tager hver anden linje, så når vi det.

Værsgo.

Tak til Folketingets formand. Der er nogle få ting, som jeg synes det er værd at berøre, da den her sikkerhedspolitiske redegørelse faktisk er opstået som en del af det seneste forsvarsforlig.

Samtænkningsstrukturen er der mange af ordførerne der har været inde på, nemlig hr. Jeppe Kofod, hr. Naser Khader og hr. Niels Helveg Petersen, og der var NATO's reformarbejde, som hr. Søren Espersen nævnte. Der er faktisk også noget om det nordiske samarbejde, som jeg synes det er værd lige at give et par ord med på vejen.

En ting, som jeg synes det er værd at nævne i forbindelse med den sikkerhedspolitiske redegørelse, og det fremgår også meget klart, er, at når vi taler om forsvarspolitik, kan vi ikke med de ressourcer, der er til rådighed, være til stede alle steder på en gang, og derfor må vi jo prioritere mellem indsatserne. Vi er jo i øjeblikket i Afghanistan, Kosovo og Libanon. Vi bekæmper pirater ud for Afrikas Horn, og så løser forsvaret rent faktisk også en lang række nationale opgaver. Det synes jeg måske lige er værd at få med i forhold til nogle af de diskussioner, der har været rejst her.

På samtænkningsdelen tror jeg, det er værd at holde fast i – og det har udenrigsministeren også påpeget – at det er vejen frem til at kunne lave løsninger på den sikkerheds- og forsvarspolitiske scene. Specielt når vi ser på skrøbelige stater, drejer det sig jo ikke bare om, at man skal besejre en given fjende. Det drejer sig også om, at vi skal kunne skabe levedygtige stater, som efterfølgende selv kan få bugt med eventuelle bevægelser eller med dem, der ikke deler den pågældende regerings opfattelser. Jeg plejer også nogle gange at kalde samtænkning for smart tænkning, for det er jo sådan set det, det er.

Som det også fremgår af redegørelsen, har regeringen jo etableret den her samtænkningsstruktur, som består af en styregruppe med deltagelse af Statsministeriet, Udenrigsministeriet, Forsvarsministeriet og Justitsministeriet, og som har et sekretariat, der er forankret i Udenrigsministeriet. Det her sekretariat skal rent faktisk forvalte en global ramme på 150 mio. kr. årligt fordelt på tre fokusområder: Afghanistan og nabolande, Østafrika og Europa.

Jeg har været meget ked af, at hr. Holger K. Nielsen sagde, at han ikke syntes, han havde hørt noget om det før, bortset fra da vi sidste sommer lavede forsvarsforliget, for jeg har sådan set oversendt en detaljeret beskrivelse af, hvorledes de 150 mio. kr. tænkes anvendt, og hvorledes den her struktur kommer til at fungere i praksis, til forsvarsforligskredsen. Nu er hr. Holger K. Nielsen desværre gået, men det kunne være, at jeg skulle sende ham en mail mere og gøre ham opmærksom på, hvordan tingene i praksis vil blive udmøntet.

Jeg synes også, det er værd lige at knytte et par ord til NATO's reformarbejde. Hr. Jeppe Kofod og sådan set også hr. Søren Espersen var inde på af vigtigheden af NATO og vigtigheden af, at vi løser fremtidens sikkerhedspolitiske udfordringer i et internationalt samarbejde. For mig at se er det jo helt essentielt, at vi i de internationale institutioner – og det er ikke bare NATO, men sådan set også FN, OSCE og EU og for den sags skyld andre organisationer – i et samarbejde fortsat kan have fokus på, hvordan vi kan sikre Danmarks sikkerhed. Det, som jeg synes er vigtigt at nævne i den forbindelse, er, at hvis vi skal have de her organisationer til at samarbejde, så kræver det også, at de tænke smart og tør samtænke, for det er måske der, at der i øjeblikket er en af problemstillingerne.

I NATO-regi er vi gået i gang med, som udenrigsministeren også var inde på, det strategiske koncept og en modernisering af NATO's struktur. Noget af det, som jeg synes det er værd at lægge vægt på, er, at vi skal have en effektiv organisation, som rent faktisk kan håndtere samarbejdet med andre institutioner, men hvor det også er meget klart, hvad medlemslandene kan forvente af NATO. Derfor bliver den diskussion, der skal være det næste halve år om NATO's fremtidige udvikling og strategiske koncept og i det hele taget en reform af NATO, meget, meget vigtig.

Det sidste, jeg lige vil nævne, er samarbejdet i Afrika, for vi har faktisk et nordisk samarbejde i Østafrika. Det drejer sig om kapacitetsopbygning af den østafrikanske freds- og sikkerhedsakitektur. Det er kommet meget godt fra start. Det er iværksat under det, vi kalder NORDEFCO, som simpelt hen er det nordiske forsvars- og sikkerhedssamarbejde, og det har base i Nairobi i Kenya, hvor vi samarbejder med vores afrikanske partnere.

Det, der er hele tanken med kapacitetsopbygningen i Østafrika, er jo, at vi ved at kombinere det med det udenrigspolitiske – det var hr. Holger K. Nielsen også inde på – faktisk kan forebygge fremtidige konflikter, så vi ikke kommer til at opleve det, vi så i Rwanda i 1994. Fra nordisk side – nu var jeg til Nordisk Ministerråd møde i går – kan jeg sige, at der er meget stor fokus på det fra os alle sammen, og jeg tror, at det, der er meget vigtigt, netop er at se kapacitetsopbygningen i sammenhæng med udviklingsbistanden. Det er det, der bl.a. på det afrikanske kontinent kan gøre, at det er hjælp til selvhjælp. Det tror jeg er værd at have i baghovedet.

En sidste kommentar omkring Arktisk: Jeg vil bare lige nævne, at vi jo har aftalt i forsvarsforliget, at vi skal lave en analyse af forsvarets fremtidige opgaveløsning i Arktisk. Det synes jeg er meget vigtigt, og jeg har bl.a. hørt hr. Søren Espersen fremhæve de roller, som søværnet spiller deroppe. Så jeg ser meget frem til, at vi i forsvarsforligskredsen kan gå videre med det arktiske samarbejde, for det lægger vi i regeringen altså også meget stor vægt på.

Tak til forsvarsministeren. Det lykkes at give en grundig redegørelse for Folketinget. Tak for det.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, og dermed er forhandlingen sluttet.