I svar nr. 65 (REU, alm. del) til Folketingets Retsudvalg den 20. januar har ministeren oplyst, at den gennemsnitlige straflængde for overtrædelser af Straffelovens § 216 stk. 1 og 2 var henholdsvis 11,9 og 19,3 måneder i 2008. Begge tal var lavere end i 2002 på trods af skærpelserne af straffeloven siden systemskiftet i 2001.
Eksempelvis er en tidligere håndboldtræner i Tarup-Paarup Idrætsforening den 29. januar 2010 idømt en betinget fængselsstraf og et tvunget behandlingsophold på tre måneder. Den dømte havde haft samleje med en 12-årig pige samt krænket to mindreårige piger seksuelt fra samme idrætsforening.
Dansk Idrætsforbund har i den pågældende sag udtrykt stor utilfredshed med den milde dom. Formanden for DIF har i den forbindelse udtalt: »Vi håber på, at dommen ankes, da det er vores overbevisning, at sagen er så alvorlig, at straffen burde være højere. Selvom den dømte modtager en behandlingsdom, er det et skidt signal at sende, at selve fængselsstraffen kun er betinget. Anklagemyndigheden havde krævet den tidligere træner idømt ubetinget fængsel i 2,5 år, og DIF havde forventet, at straffen ville ligge i det leje set i lyset af tidligere domme i så alvorlige sager.« (www.dif.dk)
Spørgeren mener, at de lave straffe for seksuelle overgreb mod mindreårige er et meget alvorligt problem. Straffen burde være langt hårdere. Den betingede dom i den konkrete sag mod håndboldtræneren illustrerer, at politikerne skal holde øje med strafniveauet i disse sager, idet det generelle billede synes at være, at der er stor afstand mellem det lovgiverne har intention om og de milde domme, der afsiges. Det kan endvidere få alvorlige konsekvenser for eksempelvis landets idrætsforeninger og dermed foreningslivet, hvis seksuelle overgreb mod børn ikke tages alvorligt. Således udtaler formanden for DIF: »Vi har i årevis kæmpet for, at vores idrætsforeninger husker at indlevere de såkaldte børneattester, og vi har gang på gang opfordret vores medlemmer til at være opmærksomme på eventuelle faresignaler i klubberne. Vi er derfor nødt til at understrege, at seksuel krænkelse af børn er fuldstændig uacceptabelt,« (www.dif.dk).