Spm. nr. US 10

Først og fremmest vil jeg gerne dele statsministerens glæde over, at Lissabontraktaten kan træde i kraft. Jeg synes, det er et meget stort fremskridt i det europæiske samarbejde, at Lissabontraktaten kan træde i kraft den 1. januar. Jeg mener, det er et stort demokratisk fremskridt – der bliver helt nye demokratiske muligheder for, at der bliver taget effektive og demokratisk funderede beslutninger – og at Europa kan spille en større rolle i verden ved at få en entydighed i form af en udenrigsminister og en leder, der på en anderledes måde kan være til stede, når man ser på de store udfordringer, der er, og de store udfordringer, som EU har haft med at finde sine egne fødder i klimaarbejdet, hvad noget tyder på.

Det gør jo så, at pilen så at sige peger tilbage på den hjemlige debat. For det, at Lissabontraktaten træder i kraft, betyder jo også, at Danmark stander i våde, for så vidt angår retslige og indre anliggender. Det gælder muligheden for at deltage helhjertet i asylsamarbejdet, risikoen i politisamarbejdet – den seneste terrorsag har lige illustreret, hvor indlysende vigtigt det er at have et stærkt internationalt efterretnings- og politisamarbejde. Derfor vil jeg gerne høre, hvad der er statsministerens planer for at få en afstemning så hurtigt som overhovedet muligt, både om de retslige og indre anliggender, om euroforbeholdet og selvfølgelig også om forsvarsforbeholdet. Jeg tror også, at forsvarsforbeholdet optager mange, når man oplever, hvor vigtig hele den dimension er, når vi har soldater i udlandet, og hvor det europæiske og samarbejdet dér jo også er helt centralt.

Statsministeren.

Lad mig slå et par ting fast til en start. For det første ønsker regeringen at tage et opgør med forbeholdene. Det fremgår af vores regeringsgrundlag, og det er jo derfor i sagens natur også min personlige dybfølte holdning, at jeg mener, at Danmark hører til i det europæiske samarbejde, og at selvtilliden i vores samfund burde række til, at vi også så os selv som en fuldgyldig, integreret del af det.

For det andet vil det forhold, at Lissabontraktaten nu træder i kraft, udfordre de danske forbehold over tid. Jeg vil nu gerne tage sådan et opgør med det billede af, at vi går fra dag til nat på et splitsekund. Det er klart, at i forhold til det forbehold, vi har på det indre og retlige samarbejde, vil det udfordre os over tid. Man kan jo glæde sig over, at Europol, traktatgrundlaget, aftalegrundlaget, det juridiske grundlag under Europol, netop er revideret, men det er oplagt, at i takt med, at det skal fornys, vil vi blive udfordret. Det er blot for at sige, at det altså ikke er sådan, at har vi ikke taget et forbehold med hensyn til forbeholdene, senest den dag Lissabontraktaten træder i kraft, er vi for alvor i problemer.

Når det er sagt, ønsker jeg at afholde folkeafstemning eller folkeafstemninger på et tidspunkt, som er velvalgt i forhold til at nå det, der er min ambition, nemlig et ja til at ophæve forbeholdene. Det kalder på en række overvejelser, som jeg ikke kan folde ud her inden for de taletidsbegrænsninger, der er, men det er jo også i det lys, at jeg har inviteret partierne ved partiformændene og derfor også fru Margrethe Vestager til et møde den 25. november for at konsultere partierne om det her spørgsmål.

Fru Margrethe Vestager.

Jeg tror ikke, at statsministeren vil møde megen uenighed med hensyn til udsagnet om, at tidspunktet skal være velvalgt. Det er svært sådan at argumentere rigtig længe for, at det skal være et dårligt valgt tidspunkt, og at vi er sikre på at tabe.

Jeg skal ikke kunne sige, at det ikke kan falde statsministeren ind – slet ikke. Men jeg vil gerne arbejde med på, at det skal være et velvalgt tidspunkt. Der er jo så bare det ved det, at det kræver arbejde, og det kræver en målsætning, for man vinder ikke vælgernes tilslutning til at få fjernet forbeholdene bare ved at håbe på, at det sker. Der skal sættes lederskab foran, og der skal sættes argumenter bagved, for ellers kommer det ikke til at ske.

Derfor synes jeg, at det her med, at det jo tager tid, ikke er tilstrækkeligt til, at vi på et tidspunkt kan opnå det, som jeg anser for at være meget vigtigt for danske interesser og for danske borgere, nemlig et helhjertet medlemskab.

Hvis man f.eks. ser på euroen, har jeg forstået – men jeg kan tage fejl – at statsministeren finder, at dansk økonomi er i så dårlig stand, at det er helt uaktuelt at stemme om det. Hvis det er rigtigt, vil jeg gerne vide, hvad det er for en plan, statsministeren har for både selvfølgelig indholdsmæssigt at dansk økonomi bliver i bedre stand, det vil jo i sig selv være et kæmpe gode, og også for, at vi så kommer derhen, hvor vi kan tage en afstemning om euroforbeholdet.

Statsministeren.

Jamen jeg takker mange gange for denne undervisning i lederskab. Det vil jeg notere mig og prøve at tage ved lære af.

Omkring euroen er situationen jo den, at en forudsætning for at indtræde i eurozonen er, at man opfylder konvergenskravene. Vi opererer øjeblikkeligt jo med udsigt til et underskud næste år på, hvad der svarer til 5 pct. af BNP. Det bringer os absolut i første division i Europa, hvor mange lande jo slås med underskud i en tocifret størrelsesorden, men det rokker bare ikke ved, at vi aktuelt altså ikke i år 2010 opfylder konvergenskravene.

Principielt kan man selvfølgelig godt holde en afstemning alligevel. Man skal bare vide, at et afstemningsresultat i form af et ja altså ikke øjeblikkeligt kan oversættes til dansk medlemskab. Jeg tror, at det de facto vil vise sig svært at komme igennem den offentlige debat med et synspunkt om, at man skal stemme sig ind i noget, som man så konkret ikke kan komme ind i med det samme.

Derfor har jeg den plan omkring euroen, at vi skal holde fast i den økonomiske politik, der er lagt, som har det sigte at minimere de menneskelige omkostninger af krisen, at sørge for, at den regning, der ligger, og som skal betales efter, bliver så lille som forsvarligt, sådan at vi hurtigst muligt igen kommer i en situation, hvor vi ikke har underskud på de offentlige budgetter, eller at det i hvert fald ikke er af en størrelse, der gør, at vi ikke kan komme med i euroen. Det er den første forudsætning for, at vi kan have en afstemning om euroen.

Fru Margrethe Vestager.

Det kommer lidt bag på mig, at statsministeren henviser til, at vi skal holde fast ved den økonomiske politik, der er lagt. De seneste måneder tror jeg nemlig, at mange ligesom jeg har haft opfattelsen af, at det gik fra slemt til værre, hver gang statsministeren kiggede på den danske økonomi. Man måtte hele tiden nedjustere forventningerne eller opjustere de negative forventninger om, hvad væksten kunne være i det næste kvartal, hvor stort underskuddet ville blive i det næste kvartal, og hvor stor ledigheden ville blive i det næste kvartal. Men det kommer vel frem på et tidspunkt, for vel senest i januar skal der afleveres en redegørelse for dansk økonomi og for, hvordan det ser ud fremadrettet. Det glæder jeg mig meget til, for jeg synes, det er særdeles utrygt, at der ikke er en overordnet plan for, hvad regeringen vil med dansk økonomi.

Det bringer mig tilbage til spørgsmålet om det, der også har været fremme, nemlig statsministerens overvejelser om at stemme om alting på én gang. Betyder udsættelsen af en euroafstemning, at statsministeren reelt ikke har nogen ambition om at stemme om hverken forsvarsforbeholdet eller forbeholdet for retslige og indre anliggender, før dansk økonomi er på rette spor igen? Det kan jo desværre tage et stykke tid.

Statsministeren.

Nej, sådan kan man ikke konkludere. Det er en ren logisk analyse, som jeg har delt med andre, i respekt for at selv om jeg ikke gjorde det, ville de formentlig selv kunne tænke sig frem til det. Forholdet er nemlig, at hvis man skal stemme om alle forbeholdene på én gang, kræver det jo, at den afstemning finder sted på et tidspunkt, hvor det også kan lade sig gøre at stemme om alle forbehold på én gang, og her er vi altså udfordret af, at vi med hensyn til euroen helt aktuelt ikke opfylder konvergenskravene.

Hvis man skal stemme om alle forbehold på én gang, og hvis man skal gøre det i en situation, hvor et afstemningsresultat umiddelbart kan omsættes til handling, fordrer det altså, at Danmark forinden opfylder konvergenskravene, og derfor vil man aktuelt ikke kunne gennemføre en afstemning om alle forbehold på én gang, hvis det er det, man ønsker. Hvis man ikke ønsker det, er det jo noget andet.

Tak til fru Margrethe Vestager.

Så er det hr. Rasmus Prehn med spørgsmål til statsministeren.

Spm. nr. US 10

Først og fremmest vil jeg gerne dele statsministerens glæde over, at Lissabontraktaten kan træde i kraft. Jeg synes, det er et meget stort fremskridt i det europæiske samarbejde, at Lissabontraktaten kan træde i kraft den 1. januar. Jeg mener, det er et stort demokratisk fremskridt – der bliver helt nye demokratiske muligheder for, at der bliver taget effektive og demokratisk funderede beslutninger – og at Europa kan spille en større rolle i verden ved at få en entydighed i form af en udenrigsminister og en leder, der på en anderledes måde kan være til stede, når man ser på de store udfordringer, der er, og de store udfordringer, som EU har haft med at finde sine egne fødder i klimaarbejdet, hvad noget tyder på.

Det gør jo så, at pilen så at sige peger tilbage på den hjemlige debat. For det, at Lissabontraktaten træder i kraft, betyder jo også, at Danmark stander i våde, for så vidt angår retslige og indre anliggender. Det gælder muligheden for at deltage helhjertet i asylsamarbejdet, risikoen i politisamarbejdet – den seneste terrorsag har lige illustreret, hvor indlysende vigtigt det er at have et stærkt internationalt efterretnings- og politisamarbejde. Derfor vil jeg gerne høre, hvad der er statsministerens planer for at få en afstemning så hurtigt som overhovedet muligt, både om de retslige og indre anliggender, om euroforbeholdet og selvfølgelig også om forsvarsforbeholdet. Jeg tror også, at forsvarsforbeholdet optager mange, når man oplever, hvor vigtig hele den dimension er, når vi har soldater i udlandet, og hvor det europæiske og samarbejdet dér jo også er helt centralt.

Statsministeren.

Lad mig slå et par ting fast til en start. For det første ønsker regeringen at tage et opgør med forbeholdene. Det fremgår af vores regeringsgrundlag, og det er jo derfor i sagens natur også min personlige dybfølte holdning, at jeg mener, at Danmark hører til i det europæiske samarbejde, og at selvtilliden i vores samfund burde række til, at vi også så os selv som en fuldgyldig, integreret del af det.

For det andet vil det forhold, at Lissabontraktaten nu træder i kraft, udfordre de danske forbehold over tid. Jeg vil nu gerne tage sådan et opgør med det billede af, at vi går fra dag til nat på et splitsekund. Det er klart, at i forhold til det forbehold, vi har på det indre og retlige samarbejde, vil det udfordre os over tid. Man kan jo glæde sig over, at Europol, traktatgrundlaget, aftalegrundlaget, det juridiske grundlag under Europol, netop er revideret, men det er oplagt, at i takt med, at det skal fornys, vil vi blive udfordret. Det er blot for at sige, at det altså ikke er sådan, at har vi ikke taget et forbehold med hensyn til forbeholdene, senest den dag Lissabontraktaten træder i kraft, er vi for alvor i problemer.

Når det er sagt, ønsker jeg at afholde folkeafstemning eller folkeafstemninger på et tidspunkt, som er velvalgt i forhold til at nå det, der er min ambition, nemlig et ja til at ophæve forbeholdene. Det kalder på en række overvejelser, som jeg ikke kan folde ud her inden for de taletidsbegrænsninger, der er, men det er jo også i det lys, at jeg har inviteret partierne ved partiformændene og derfor også fru Margrethe Vestager til et møde den 25. november for at konsultere partierne om det her spørgsmål.

Fru Margrethe Vestager.

Jeg tror ikke, at statsministeren vil møde megen uenighed med hensyn til udsagnet om, at tidspunktet skal være velvalgt. Det er svært sådan at argumentere rigtig længe for, at det skal være et dårligt valgt tidspunkt, og at vi er sikre på at tabe.

Jeg skal ikke kunne sige, at det ikke kan falde statsministeren ind – slet ikke. Men jeg vil gerne arbejde med på, at det skal være et velvalgt tidspunkt. Der er jo så bare det ved det, at det kræver arbejde, og det kræver en målsætning, for man vinder ikke vælgernes tilslutning til at få fjernet forbeholdene bare ved at håbe på, at det sker. Der skal sættes lederskab foran, og der skal sættes argumenter bagved, for ellers kommer det ikke til at ske.

Derfor synes jeg, at det her med, at det jo tager tid, ikke er tilstrækkeligt til, at vi på et tidspunkt kan opnå det, som jeg anser for at være meget vigtigt for danske interesser og for danske borgere, nemlig et helhjertet medlemskab.

Hvis man f.eks. ser på euroen, har jeg forstået – men jeg kan tage fejl – at statsministeren finder, at dansk økonomi er i så dårlig stand, at det er helt uaktuelt at stemme om det. Hvis det er rigtigt, vil jeg gerne vide, hvad det er for en plan, statsministeren har for både selvfølgelig indholdsmæssigt at dansk økonomi bliver i bedre stand, det vil jo i sig selv være et kæmpe gode, og også for, at vi så kommer derhen, hvor vi kan tage en afstemning om euroforbeholdet.

Statsministeren.

Jamen jeg takker mange gange for denne undervisning i lederskab. Det vil jeg notere mig og prøve at tage ved lære af.

Omkring euroen er situationen jo den, at en forudsætning for at indtræde i eurozonen er, at man opfylder konvergenskravene. Vi opererer øjeblikkeligt jo med udsigt til et underskud næste år på, hvad der svarer til 5 pct. af BNP. Det bringer os absolut i første division i Europa, hvor mange lande jo slås med underskud i en tocifret størrelsesorden, men det rokker bare ikke ved, at vi aktuelt altså ikke i år 2010 opfylder konvergenskravene.

Principielt kan man selvfølgelig godt holde en afstemning alligevel. Man skal bare vide, at et afstemningsresultat i form af et ja altså ikke øjeblikkeligt kan oversættes til dansk medlemskab. Jeg tror, at det de facto vil vise sig svært at komme igennem den offentlige debat med et synspunkt om, at man skal stemme sig ind i noget, som man så konkret ikke kan komme ind i med det samme.

Derfor har jeg den plan omkring euroen, at vi skal holde fast i den økonomiske politik, der er lagt, som har det sigte at minimere de menneskelige omkostninger af krisen, at sørge for, at den regning, der ligger, og som skal betales efter, bliver så lille som forsvarligt, sådan at vi hurtigst muligt igen kommer i en situation, hvor vi ikke har underskud på de offentlige budgetter, eller at det i hvert fald ikke er af en størrelse, der gør, at vi ikke kan komme med i euroen. Det er den første forudsætning for, at vi kan have en afstemning om euroen.

Fru Margrethe Vestager.

Det kommer lidt bag på mig, at statsministeren henviser til, at vi skal holde fast ved den økonomiske politik, der er lagt. De seneste måneder tror jeg nemlig, at mange ligesom jeg har haft opfattelsen af, at det gik fra slemt til værre, hver gang statsministeren kiggede på den danske økonomi. Man måtte hele tiden nedjustere forventningerne eller opjustere de negative forventninger om, hvad væksten kunne være i det næste kvartal, hvor stort underskuddet ville blive i det næste kvartal, og hvor stor ledigheden ville blive i det næste kvartal. Men det kommer vel frem på et tidspunkt, for vel senest i januar skal der afleveres en redegørelse for dansk økonomi og for, hvordan det ser ud fremadrettet. Det glæder jeg mig meget til, for jeg synes, det er særdeles utrygt, at der ikke er en overordnet plan for, hvad regeringen vil med dansk økonomi.

Det bringer mig tilbage til spørgsmålet om det, der også har været fremme, nemlig statsministerens overvejelser om at stemme om alting på én gang. Betyder udsættelsen af en euroafstemning, at statsministeren reelt ikke har nogen ambition om at stemme om hverken forsvarsforbeholdet eller forbeholdet for retslige og indre anliggender, før dansk økonomi er på rette spor igen? Det kan jo desværre tage et stykke tid.

Statsministeren.

Nej, sådan kan man ikke konkludere. Det er en ren logisk analyse, som jeg har delt med andre, i respekt for at selv om jeg ikke gjorde det, ville de formentlig selv kunne tænke sig frem til det. Forholdet er nemlig, at hvis man skal stemme om alle forbeholdene på én gang, kræver det jo, at den afstemning finder sted på et tidspunkt, hvor det også kan lade sig gøre at stemme om alle forbehold på én gang, og her er vi altså udfordret af, at vi med hensyn til euroen helt aktuelt ikke opfylder konvergenskravene.

Hvis man skal stemme om alle forbehold på én gang, og hvis man skal gøre det i en situation, hvor et afstemningsresultat umiddelbart kan omsættes til handling, fordrer det altså, at Danmark forinden opfylder konvergenskravene, og derfor vil man aktuelt ikke kunne gennemføre en afstemning om alle forbehold på én gang, hvis det er det, man ønsker. Hvis man ikke ønsker det, er det jo noget andet.

Tak til fru Margrethe Vestager.

Så er det hr. Rasmus Prehn med spørgsmål til statsministeren.