Tak.
Jeg forstår ikke helt, hvorfor ministeren læner sit hoved op ad Klimakommissionen, når det kommer til at sige, hvornår vi skal være fri for fossile brændstoffer.
I Klimakommissionens kommissorium står der ikke noget om, at de skal sige, hvornår det kan lade sig gøre.
De skal bare finde ud af hvordan.
Jeg håber da, hvis det er ministerens ambition at kunne komme med en dato, at man har meddelt det til Kommissionen, for det er jo det politiske arbejde at sige, hvornår det skal være, og så finde ud af, hvordan det teknisk kan lade sig gøre.
Men det var nu ikke så meget det, jeg ville spørge om, det var mere den politiske del af det.
Vi har i oppositionen fremlagt et forslag til, hvordan vi kan blive hundrede procent forsynet af vedvarende energi inden for de næste 40 år, og vil meget gerne i dialog med andre om et konkret udspil.
Vi har fravalgt atomkraft af en række – synes jeg – solide grunde.
Det er dyrt, affaldsproblemerne er ikke løst, det giver ikke nogen dansk eksport eller erhvervsudvikling.
Det er ikke en god løsning – derfor.
Derfor vil jeg foranlediget af Ekstra Bladet, som bl.a.
nævner, at Folketingets formand er atomkrafttilhænger – og han er vel et skattet medlem af klimaministerens parti – og nævner, at tidligere videnskabsminister Helge Sander samt store personligheder inden for Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkepartis energiordfører er erklærede atomkrafttilhængere, spørge, om vi kan forvente, at atomkraft bliver en del af regeringens forestilling om, hvordan vi bliver fri af afhængigheden af fossile brændstoffer.